Tour de France-analyse: Den danske favorits ubrydelige panser

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Skal man tro ham selv, var der en verden til forskel på Tadej Pogacars humør onsdag og torsdag aften. Efter slaget på Col du Granon var han af selvindlysende årsager temmelig nedtrykt og faktisk også sjældent usikker på egne evner. Det kan man naturligvis ikke fortænke ham i, når han tidligere på dagen havde fået sit livs cykellussing af Jonas Vingegaard, der på Tourens sværeste bjerg havde sendt ham til tælling i sjælden grad.

Til gengæld så alt mere lyst ud 24 timer senere. Ganske vist havde han ikke vundet tid på Alpe d’Huez, men han havde vundet noget andet, nemlig moral. Præstationen på løbets mest ikoniske bjerg havde givet ham fornyet tro på, at han stadig kunne vinde løbet. Niveau fra Granon var nemlig ikke hans, men alene et resultat af, at han - også i egen selverkendelse - havde været alt for meget supermand på Galibier og derefter betalt en pris for anstrengelserne.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Den moral kunne kun have én konsekvens. Den usædvanligt passive Pogacar, vi så i torsdags, hvor angrebene kom sent, vil vi ikke se mere til. Fra nu af vil der blive skudt på Vingegaard og Jumbo i højre og venstre, og den første chance kom i dag, da Touren for første gang siden 2018 gav mulighed for et lille klassementsslag på rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne, da der igen gjordes stop på den altid fascinerende mur i Mende. Nok er det en stigning, hvor man aldrig vinder minutter, men de fire tidligere besøg i dette årtusinde har vist, at der altid er sekunder at hente, når den tårner sig op med kurs mod flyvepladsen i udkanten af den glohede by i Massif Central.

Hvis Vingegaard havde troet, at den tamme Pogacar, vi så i torsdags, var kommet for at blive, blev han brutalt revet tilbage til virkeligheden. Knap var starten givet, inden sloveneren på en uskyldig kategori 3-stigning havde fyret det første skud, og selvom det naturligvis aldrig var realistisk, at det skulle føre til noget som helst - ja, faktisk var det vel dybest set det rene spild af kræfter - men han fik i hvert fald sendt et signal om, at Jumbo ikke kan vide sig sikre på noget tidspunkt. De blev nemlig taget totalt på sengen, og samtidig fik han et ganske uventet svar. Det i torsdags så rystende stærke Jumbo-hold viste uventede svaghedstegn, da Tiesj Benoot havde en decideret offday, og Primoz Roglics skader efterlader ham i ringere og ringere forfatning, og en kort overgang så mandskabet faktisk decideret skrøbeligt ud - i hvert fald hvis man kortvarigt glemme, at Vingegaard hele tiden havde altmuligmanden Wout van Aert ved sin side.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Med de svar som en dejlig viden for Pogacar inden Pyrenæerne var scenen sat til det, dagen i virkeligheden handlede om, nemlig slaget på muren i Mende. Hvor det første angreb havde været overraskende, var der nemlig ingen tvivl om, hvad der ville ske på de stejle skråninger mod flyvepladsen. Det er nemlig svært at finde stigninger, der burde give eksplosive Pogacar en større overhånd end netop denne, og selvom det aldrig ville være over de beskedne 3 km, at sloveneren lukkede det store hul på 2.22, der adskiller ham fra ”sin” gule trøje, var det en perfekt chance for at levere et gedigent nyrestød mod danskeren og begynde den lange kamp, det vil være at indhente et forspring, der i moderne Tour-sammenhæng er sjældent stort.

Nu har jeg ikke selv talt med Pogacar, men det vil undre mig, hvis hans moral efter slaget ikke minder mere om onsdagens tristesse end om torsdagens opløftede stemning. Naturligvis vil han ikke være i kulkælderen, som han var det for tre dage siden, for denne gang var der intet nederlag at aflæse på resultatlisten. Her nåede han jo i mål i samme tid som sin rival og foran alle andre, men ser ud over de nøgne tal, er det svært ikke at se dagens etape som endnu en mavepuster for sloveneren.

Det var nemlig en lille kopi af La Planches des Belles Filles. Det var efter det tætte opløb på 7. etape, at Touren i mine øjne fik ny favorit. Når Vingegaard kunne matche slovenere på en sand Pogacar-stigning - endda i uge 1, hvor Pogacar i 2021 var stærkest - talte meget for, at danskeren ville have en overhånd, når vi ramte de virkelige bjerge. Det viste sig som bekendt at holde stik, da danskeren en lille uge senere efterlod Pogacar i en mere groggy tilstand, end vi nogensinde tidligere har set ham.

Hvis La Planche des Belles Filles var en Pogacar-stigning, var dette det nemlig i endnu højere grad. Dette var nemlig en uhyre eksplosiv mur, der ikke helt uden grund er blevet erobret af murspecialisten Joaquim Rodriguez, og derfor var styrkeforholdet denne gang tippet endnu mere i retning af sloveneren, end det var i Vogeserne på 7. etape. Alligevel var Vingegaard i stand til at svare på alle Pogacars forsøg, både accelerationerne og det mere dræbende og jævne tempo, og det var vel kun nær toppen, at det så ud til at bide lidt på danskeren, der havde akkurat lige så urokkeligt et stenansigt, som vi kender det fra Nairo Quintana.

Pogacar insisterer på, at han skal vinde løbet i Pyrenæerne, og det er jo også rigtigt, for de 2.22 ville han aldrig kunne hente alene på dagens etape og enkeltstarten. Udsigten til, at det skulle lykkes, er imidlertid kun blevet ringere, efter at det i dag for anden gang lykkedes Vingegaard at virke lige så usårlig, som Pogacar plejer at være det, selvom der nok engang var tale om en Pogacar-stigning. Medmindre Vingegaard viser en manglende holdbarhed, som intet tyder på, at vi vil se hos den umiddelbart uhyre restitutionsstærke dansker, cementerede han med dagens ridt den relativt store favoritstatus, han påtog sig i Vogeserne og styrkede så markant i Alperne.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Skal Pogacar finde et lyspunkt, må det være holdet. Roglic ligner en mand, der ville have lagt sig i sygesengen, hvis ikke han var i gang med at vinde Touren med sit hold, og Benoot, der aldrig har været stabil, viste uventede svaghedstegn. Alene det forhold, at de gav Louis Meintjes så megen tid, at han kom ganske tæt på trøjen og tvang Van Aert til at forcere ganske kraftigt i finalen, efterlod i hvert fald et anderledes sårbart indtryk, end vi så det i Alperne. Samtidig var det på muren pludselig Pogacar, der havde hjælpere i form af den flyvende Rafal Majka og en genrejst Brandon McNulty, mens lottokuponen Sepp Kuss og den ellers så flyvende Steven Kruijswijk var fraværende. Sidstnævnte behøver dog heldigvis ikke at være svært bekymrende, for dette var en stigning, der passede dem begge, særligt den hollandske dieselmotor, ganske elendigt.

Et andet lyspunkt var naturligvis, at Pogacar fik sat en streg under, at den store nedtur på Granon skyldtes hans ”legen-supermand” og ikke, at han kun er løbets 7. bedste klatrer. Han er nemlig den klare nr. 2, for ingen andre end Vingegaard var blot i nærheden af at matche sloveneren, og havde han ikke haft så stor tiltro til sig selv, at han var helt ligeglad med at fastholde den vundne tid på løbets øvrige top 10-ryttere, havde han skabt forskelle mellem de bedste, vi aldrig tidligere har set ved de nu efterhånden mange besøg i Mende.

Bag de to overlegne duellanter endte det da også næsten i status quo, og man skal generelt være varsom med at lægge for meget i resultat. Dertil er muren i Mende alt for forskellig fra det, der venter i Pyrenæerne. Det er kun, når ryttere som Vingegaard overpræsterer på en for dem ugunstig stigning, at der kan være væsentlig læring at kende, og vi blev således ikke alt for meget klogere, selvom der blev gjort små forskelle i top 10.

Vi kan dog drage visse læringer. Geraint Thomas ligner fortsat den klare nr. 3 og det endda uden at indregne enkeltstarten, som han vil være kandidat til endda at vinde. Nok har waliseren altid været god på korte stigninger, men denne var en anelse for stejl til at passe ham ideelt. Alligevel var det kun David Gaudu, der kortvarigt kunne sætte ham til vægs, og med sin enorme power i fladlandet til sidst fik han hurtigt lukket det hul.

Gaudu kunne også tanke selvtillid, men næppe alt for meget. Han har ikke virket alt for overbevisende i Alperne, hvor han også onsdag klagede over dårlige ben, og selvom dagens resultat var opløftende, var det altså også en fremragende stigning for den eksplosive franskmand. Der er stadig opløftende tendenser i form af en bedre håndtering af varmen, der kostede ham en top 10 for et år siden, og en formkurve, der atter synes stigende, som den var det i 2021, hvor han var klart bedst i den tredje uge, men vi aner stadig ikke, om han kan præstere i bjergene, som han gjorde det i dag.

På samme måde skal vi næppe heller lægge meget i Adam Yates’ fine præstation. Faktisk var det en skuffelse, at han på en rigtig Yates-stigning blev slået af folk som Thomas og Quintana. Det vidner om, at han vil få det sværere i Pyrenæerne, og han skal kæmpe hårdt, hvis han vil forsvare sin top 5.

Den største taber var dog nok Romain Bardet. Denne slags stigninger burde nemlig passe ham ganske udmærket, og derfor er det bekymrende, at han for anden gang i træk viste svaghedstegn. Omvendt så vi også i begyndelsen af løbet uventede svaghedstegn i det eksplosive terræn, inden han excellerede på Granon, og det giver håb for, at vi igen vil se den gode Bardet, når vi rammer Pyrenæerne. Man kan dog ikke lade være med at nære en frygt for, at den tilsyneladende aftagende formkurve kan være en begyndende pris for, at han jo faktisk havde satset hele klassementsbutikken på Giroen i år.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

En lille skuffelse var Enric Mas måske også, men det er nu ikke dramatisk. Jeg havde ventet at se ham stærkere, for han kørte i Vueltaen fornemt på stejle mure, men i dette selskab var han en af de mindste egnede til denne afslutning. At komme herfra med så beskedent et tidstab gør det i hvert fald ikke mindre sandsynligt, at vi i Pyrenæerne vil se den lovende Mas, som vi har set gennem hele året, hvis man ser bort fra den uventede offday i onsdags. Det er i hvert fald betydeligt mere løfterigt, end det er for Alexey Lutsenko, der overraskede så positivt på Granon, men i dag igen måtte sande, at hans potentiale som klassementsrytter altså er begrænset, ligesom vi igen må sande, at Tom Pidcock stadig mangler relativt meget, når han ikke kunne begå sig på det, der vel burde være en Pidcock-stigning.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Meget mangler Nairo Quintana måske også. Ganske vist rejste han sig fornemt efter torsdagens nedtur, men det er vel netop humlen. Den Quintana, vi har set de seneste år, kører som en yoyo i en grand tour, hvor han synes at mangle holdbarhed. På den anden hårde dag i træk er der ofte en pris at betale, og det vil ikke være helt urimeligt at forvente, at han i Pyrenæerne gør det fint på 17. etape, men får endnu en lille lussing på Hautacam.

Det skal dog ikke skjule, at han naturligvis må regnes som en af dagens vindere, akkurat som Aleskandr Vlasov må det. Nok er han en skygge af den rytter, vi kendte fra sæsonstarten, men den frygt for det store kollaps, som længe har naget, er foreløbig ubegrundet. Desværre synes mere og mere - ikke bare i dette løb, men også igennem sæsonen - måske at tyde på, at det er på denne slags stigninger, at han er bedst, og derfor er det nok tidligt at forvente en total genrejsning i Pyrenæerne.

En sådan genrejsning vil vi ikke se fra Michael Matthews. Den har vi nemlig allerede set igennem hele dette løb, hvor han har lignet den rytter, han var, da han var bedst. Det har ellers set ud til, at han havde kurs mod det gradvise forfald, vi har set fra det meste af hans berømte årgang 1990 - særligt efter det sejrsløse 2021 - men nu synes han vitterligt tilbage. I både Longwy og Lausanne kunne vi kende den rytter, vi så i 2017, og det kunne vi sandhed i dag, hvor han tog karrierens suverænt flotteste sejr. Nok havde han næppe vundet, hvis ikke han havde fået et forspring, men det krævede både selvindsigt (som han i denne slags finaler ellers ofte har manglet i en lidt for optimistisk tro på egne klatreevner) og gode ben at få det forspring, som en meget stor del af det 23 mand store udbrud skulle bruge, hvis de skulle have en chance for at vinde. Det blev så toppet med et fabelagtigt ridt på stigningen, hvor han leverede langt mere, end jeg havde drømt om, og dermed har han ikke blot med to sejre effektivt fået brudt sidste års sejrstørke, han har også sammen med Dylan Groenewegen sørget for, at det i år så nødlidende BikeExchange-hold kommer fra Touren som en af succeshistorierne.

Det gør Alberto Bettiol også. Jeg havde ellers skrevet ham på listen over ryttere, der skulle bruge et forspring for at vinde på denne stigning, men det viste sig at være noget sludder. Havde de tre forreste ikke sikret sig en buffer, var sejren efter alt at dømme gået til italieneren, der jo næsten aldrig vinder, men altid gør det på den store scene, når det endelig sker. Det var en brat påmindelse om, hvor fabelagtigt han begyndte at klatre i Giroen og ved OL sidste år, og hvis man stadig var lidt i tvivl, må vi efter i dag definitivt erklære, at han har lagt den meget sygdom bag sig og er tilbage på det tårnhøje niveau, han havde sidste år.

Til gengæld endte det i endnu en skuffelse for Thibaut Pinot. For anden gang i dette løb kom franskmanden for sent, og ligesom i Chatel hjalp det således ikke meget, at han så ganske velkørende ud på den sidste del af stigningen. Den comebackstrategi, der fungerede så godt i Schweiz, har nu i hvert fald svigtet ham to gange, og da han stadig ikke er den rytter, han var, da han i 2015 sammen med Romain Bardet fik ødelagt en stor fransk dag i netop denne finale, er der altså grænser for, hvor længe han kan tøve, inden han åbner for gassen.

Men han fik i det mindste bevist, at han fortsat er i formfremgang. Det er også Marc Soler, der fik en uventet chance, men bekræftede, at han bliver meget vigtig for Pogacar senere i løbet. Det var også opløftende at se Jakob Fuglsang, for selvom han ikke vandt, gjorde han min frygt for, at denne Tour ville ende som i 2021, til skamme. Nok bliver det svært at vinde i bjergene, når ardennerrytteren Fuglsang blev slået af folk som Soler, Bettiol og Pinot her, men der er en verden til forskel på den Fuglsang, vi ser i år, og den, vi sidste år. Mere ærgerligt var det naturligvis for Andreas Kron, der havde sikret sig et storartet udgangspunkt, men i lyset af stigningens sværhedsgrad og Matthews’ og Bettiols vanvidskørsel, var det næppe en sejr, der forsvandt sammen med luften i dækket.

Han er eller ikke alene om at måtte ærgre sig. Det må også Bora, der må sande, at det kniber med formen. Felix Grossschartner er nok i bedring, men Mattews’ ydmygelse af ham bekræftede blot, at han nok engang er kommet formsvag til løbet. Det lignede derfor også en fejl af Bora, at de endte med at spille hans kort, når de nu havde både Patrick Konrad og Lennard Kämna som alternativer, men det var det måske ikke. Begge fik ellers et gratis ridt på hjul, men Kämna bekræftede den aftagende formkurve, vi har set siden 7. etape, og selvom Konrad synes i bedring, er han ikke på det niveau, han var sidste år. Det er Rigoberto Uran, der stadig synes mærket af sit styrt, men måske også sit generelle niveaufald, heller ikke, og det er den forslåede Michael Woods, der bestemt ikke ligner en etapevinder i dette løb, heller ikke. Til gengæld er der måske lidt håb for Daniel Martinez, der nok eksploderede til sidst, men måske kan rejse sig, nu hvor sygdommen må være ved at være ude af kroppen.

Hans klassementsambitioner er imidlertid for længst gået fløjten, men det er de ikke for Louis Meintjes. Som ventet blev han et offer for den første uge, ligesom han betalte en dyr pris for at ligge alene gennem det meste af onsdagen, men som Guillaume Martin kan skrive under på, er det tidligt tidstab ikke en dum ting. Nu har han med to udbrud placeret sig så solidt i klassementet, at der burde være gode muligheder for en tredje top 10, der vil bekræfte hans i år så flotte comeback fra de mange trængsler. Ja, faktisk var han en rigtigt irriterende sten i skoen for Jumbo, der nu blev tvunget til at bruge flere kræfter end ønsket, endda på en dag, hvor de så uventet sårbare ud.

Det gjorde kaptajnen imidlertid ikke. Vingegaard var akkurat lige så overbevisende og urokkelig, som han har været det siden starten. Han gjorde sig til favorit på en Pogacar-stigning i Vogeserne, og nu styrede han den status yderligere med endnu et imponerende ridt på en anden Pogacar-stigning, denne gang i Massif Central. Måske er Pogacar ikke helt så trist, som han var det i onsdags, men moralen kan ikke være så opløftet, som den var i det i torsdags, når den danske favorits panser blot synes mere og mere ubrydeligt.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER