Tour de France-analyse: Den enes død, den andens brød

Massespurter bliver ofte regnet som nogle af de mest forudsigelige etaper. Det er naturligvis med god grund, for i den specialiserede verden af sprintere er det for det første kun ganske få, der går efter sejren, og for det andet kun enkelte, der har den nødvendige fart til at være konkurrencedygtige. Det er således ikke uden grund, at sæsonens vinderliste som regel toppes af et par af de allerhurtigste, som har kunnet tage godt for sig af retterne i årets flade finaler.

Er man på jagt efter en overraskelse, ved man til gengæld godt, hvor man skal kigge hen. Her er 1. etape i en grand tour altid en god mulighed. Kombinationen af pres, nervøsitet og adrenalinsus i et felt, hvor langt størstedelen af de 176 mand har et job med enten selv at være eller holde en kaptajn fremme gør, at risikoen for styrt og kaos er overhængende. Og af kaos opstår ofte det mest uventede, der kan give en forventet statist en dag i rampelyset.

Det var præcis det, der i dag skete, da Mike Teunissen endte som den mest uventede vinder af en Tour-åbningsetape i mange, mange år, men hollænderens mirakel er ikke en enlig svale. Faktisk skal vi bare to år tilbage for at finde en endnu større sensation, da Lukas Pöstlberger nærmest ved et tilfælde fik et forspring i den første massespurt i Giroen og herved på nærmest ufattelig vis vandt etapen og kørte sig i den første førertrøje. På samme vis er der helt sikkert mange danskere, der husker Rubens Bertogliatis choksejr på 1. etape af Touren i 2002, hvor den relativt ukendt schweizer tog Jørn Mader så meget på sengen, at han i den danske offentlighed måtte leve med at blive kendt som ”Lampre-manden”, da han udnyttede en kaotisk åbning til at sikre sig både etapesejr og førertrøje.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Så uventet som disse to sejre var Teunissens sejr langtfra. Det har nemlig længe været klart, at den talentfulde hollænder har haft gang i en drømmesæson, hvor han efter skiftet fra Sunweb til Jumbo endelig er begyndt at indfri det store talent, der gjorde ham til en af U23-scenens mest lovende ryttere. Hypen omkring døde hurtigt ud, da han i de første år som professionel havde svært ved at leve op til forventningerne, men sidste års brostensklassikere, hvor han særligt imponerede i et Dwars door Vlaanderen, han med lidt mere årvågenhed kunne have vundet, viste, at der måske var ved at være hul igennem.

Det har der i den grad været i år. Ganske vist fandt han aldrig benene til klassikerne, men siden han kom ud fra en lille pause i forbindelse med 4 Dag ved Dunkerque i maj har han været her, der og alle vegne. Han lagde ud med at vinde samlet i det franske løb, hvor han vandt kongeetapen efter en overlegen præstation af ham og Amund Grøndahl Jansen, og dagen efter vandt han endda den sidste sprinteretape, da Dylan Groenewegen på snu vis lavede et hul bag sin vanlige lead-out man. Herefter var han vigtigste mand, da Jumbo vandt Hammer Series i Stavanger, og senest tog han den samlede sejr i et ZLM Tour, hvor han og Grøndahl Jansen igen legede kispus med rivalerne på kongeetapen.

Trods de to flotte samlede sejre i etapeløb var der dog ikke mange forventninger til Teunissen i årets Tour. Han er nemlig kommet til Frankrig som del af et Jumbo-hold, der har så mange forskellige hensyn at tage og ambitioner at indfri, at de sågar i dag måtte brænde George Bennett - en potentiel kandidat til en samlet top 10-placinger - af i det tidlige føringsarbejde. Det er nemlig en yderst vanskelig opgave både at gå efter en podieplads med Steven Kruijswijk og at vinde etaper med verdens hurtigste sprinter, Groenewegen. Derfor var Teunissen alene rejst til Bruxelles med den vigtige rolle at agere lead-out man for sin hollandske kaptajn.

Den rolle har han til gengæld også mestret på fornemste vis. Forud for sæsonen fik han og Groenewegens hidtidige lead-out man, Timo Roosen, at vide, at den første del af sæsonen ville afgøre, hvem af de to der skulle være Groenewegens sidste mand i Touren. Den konkurrence vandt Teunissen suverænt, og det skyldes ikke kun, at Roosen har været sat ud af spillet i en stor del af foråret som følge af to grimme styrt. Teunissen har nemlig flere gange afleveret Groenewegen så sublimt, at han endda selv er endt i top 3.

Derfor var det helt forventet, at Teunissen skulle spille en nøglerolle i dag, men et personligt resultat lå slet ikke i kortene. Nu er den enes død jo imidlertid ofte den andens brød, og Teunissen var ikke sen til at slå til, da lynet med 1500 m igen slog ned for stakkels Groenewegen, der kunne se den gule drøm, han har jagtet uafbrudt siden præsentationen af den store grand depart for efterhånden en menneskealder siden, blive knust mod den belgiske asfalt. Mens den sønderknuste sprinter forsøgte at fatte sit ufattelige uheld, ændrede Teunissen og Wout van Aert lynhurtigt planer, og det fabelagtige crossfænomen sørgede for at aflevere sin holdkammerat så fornemt, at han til alles overraskelse kunne gøre arbejdet færdigt.

At Teunissen er hurtig vidste vi alle - ikke mindst efter hans hidtidige sæson - men alligevel må man lige gnide sig i øjnene en ekstra gang, når man studerer resultat. Det var jo ikke just hr. Jensen fra nr. 4 henne på hjørnet, der blev sat til vægs af den kraftfulde hollænder. Næ, bag ham finder vi folk som Peter Sagan, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli og Michael Matthews, der alle i de senere år har cementeret deres status som de fire måske allerbedste i stigende spurter.

Og Teunissen satte dem vitterligt til vægs for rent bord. Naturligvis drog han fordel af at ligge i læ længe, mens Sagan, Colbrelli og Matthews alle åbnede for tidligt i den relativt hårde modvind, men i en spurt er det som bekendt ikke kun benene, men også hovedet, der taler. Det ved især Sagan, der vel mere end nogen anden har vundet spurter i kraft af positionering og timing, men denne gang var det Teunissen, der narrede de mindre kloge. I en finale, der var hårdere, end mange nok havde ventet, og hvor modvinden gjorde tålmodighed til en dyd, kunne Teunissen med sin veltimede spurt gå forbi ryttere, der i ni ud af ti tilfælde ville sætte ham til vægs.

Resultatet sikrer ham en dag i rampelyset, og det kan blive mere end det. Jumbo er blandt favoritterne til holdløbet, og nu må man formode, at både han og Van Aert vil kunne tage deres chance i mandagens puncheurfinale, der dog nok er til den stejle side for hollænderen. Hvis alt flasker sig på især holdløbet, kan Teunissen således få adskillige dage i gult, men det ændrer naturligvis ikke hans overordnede rolle på holdet. Så snart trøjen igen får et sort Jumbo-Visma-skær og ikke er helt gul, vil han skulle finde tilbage i rollen som barnepige for Groenewegen, der heldigvis meldes at være ok og cyklede hjem til hotellet efter etapen.

Sagan derimod kunne notere sig for sin 13. andenplads på en Tour-etape - til sammenligning har han ”blot” vundet 11 gange - og det må være ekstra smerteligt denne gang. Groenewegens uheld og Elia Vivianis håbløse placering betød nemlig, at der pludselig blev åbnet en motorvej mod endnu en gul trøje til det slovakiske fænomen, og han gjorde da også det, der normalt ville være nødvendigt, ved at vise sig som den stærkeste, da han, Matthews og Colbrelli side om side åbnede deres lange spurter.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Den bitre pille hænger nok i halsen i ganske mange timer endnu, inden den langt om længe glider ned, men når den værste skuffelse har lagt sig, har Sagan al mulig grund til at være yderst tilfreds med dag 1. Først leverede han og Bora nemlig et mindre kup på den lille pavé kort inden den indlagte spurt, hvorved han ikke blot sikrede sig maksimumpoint, men også betød, at der blev noteret et stort rundt 0 ud for begge de to værste rivaler, Groenewegen og stakkels Elia Viviani, der var ramt af en punktering, netop som feltet splittedes. Med 2. pladsen betyder det, at han allerede nu med sine 50 point er lige med Teunissen i toppen af pointklassementet, mens Groenewegen står på 0, Viviani på 8 og Ewan, der i den indlagte spurt viste sig at være helt ligeglad med den grønne trøje, på 20. Arrangørerne havde ganske vist håbet, at slovakken i år ikke ville lukke konkurrencen alt for hurtigt, men lige nu kan man frygte, at han med to gode resultater mandag og tirsdag allerede reelt har sikret sig endnu en trøje - hvis han undgår uheld - allerede inden vi er en femtedel inde i løbet.

Sagan kan også glæde sig over sin præstation i spurten. Ganske vist sad hans timing ikke i skabet, men han var klart hurtigere end både Matthews og Colbrelli, der normalt regnes som to af hans værste rivaler i stigende spurter. Med tanke på, at han har haft en katastrofal sæson, og stadig ikke lignede sig selv i et Tour de Suisse, hvor Viviani sågar gav ham bøllebank i en stigende spurt, der burde have ligget til hans højreben, var dagens resultat ganske opløftende. Vel nærmest for første gang i år lignede Sagan atter sig selv - også selvom han blev slået af den snu Teunissen.

Ewan derimod er nok den rytter, der - næstefter Groenewegen - har mest grund til at ærgre sig. Egentlig havde hans Lotto-tog igen vist, at de fortsat har noget at arbejde med, men australieren sad faktisk ganske fint placeret, da spurten skulle lanceres. Modsat Sagan, Matthews og Colbrelli var han endda ikke tvunget til at åbne for tidligt, men desværre havde han ikke samme held som Teunissen, for hvem der åbnede sig en motorvej. I stedet blev han lukket inde bag Sagan, og han kunne aldrig for alvor åbne sin spurt. Dermed blev vi berøvet muligheden for at se ham i et direkte opgør med Sagan efter en sæson, hvor han synes at have nærmet sig den absolutte verdenselite i hårde finaler som denne.

Matthews har også megen grund til at ærgre sig. Australieren har ellers altid haft det svært med sin positionering, men i dag imponerede Sunweb stort, da Cees Bol afleverede ham perfekt bag det Deceuninck-tog, der som forventet viste sig i særklasse. Desværre for australieren havde Viviani imidlertid sovet i timen, og da først Yves Lampaert og Michael Mørkøv havde afsluttet deres arbejde, og Maximiliano Richeze skulle afslutte raketten, gik det op for den argentinske mester, at kaptajnen var forsvundet. Han stoppede derfor sit lead-out, inden han overhovedet var kommet i gang, og det efterlod stakkels Matthews i vinden så tidligt, at han var nødt til at stoppe op. Derefter skulle han træde sin spurt i gang igen fra spids, og fra den position var det naturligvis umuligt at vinde.

Det skulle det også vise sig at være for Colbrelli, der ikke kan være helt tilfreds med dagens 5. plads. Egentlig er det ganske fint, hvis man tager i betragtning, hvor lang en modvindsspurt han faktisk kørte, men normalt burde han havde været tættere på Sagan i en afslutning som denne. Det var han i hvert fald på 2. etape sidste år. Til gengæld kan han glæde sig over, at han med en lang spurt, der næsten antog samme længder som den mageløse spurt, han sidste år kørte i Montreal, fik bekræftet, at benene er lige så gode, som det så ud ved de italienske mesterskaber. Nu skal han bare sørge for, at hans positionering ikke som så ofte før giver ham for stor en ulempe, allerede inden selve spurten er lanceret.

Viviani må også ærgre sig gul og grøn. Særligt frustreret må den ellers normalt så driftssikre italiener være over, at han ikke kunne holde fast i Richezes baghjul. Deceuninck viste nemlig som forventet deres tårnhøje klasse - ikke mindst Lampaert leverede et arbejde, der fortjener næsegrus beundring - men italienerens uopmærksomhed betød, at han ikke fik et af de drømmeagtige lead-outs, Richeze ellers har for vane at levere. Alligevel sad han faktisk glimret placeret under spurten, men det, der var tæt på at blive en kollision med Ewan gjorde det desværre umuligt for ham at vise, at han stadig har den guddommelige form, han havde i Schweiz Rundt.

En nedtur blev det også til for Alexander Kristoff, der virker helt fra den i øjeblikket. Allerede i Schweiz Rundt lignede han en skygge af den genfødte klassikerstjerne, som imponerede på forårets brosten, og den normalt så solide nordmand imponerede bestemt heller ikke i dag. Først blev han sammen med resten af UAE-mandskabet - naturligvis også den næsten urimeligt skødesløse Dan Martin - fanget, da Bora splittede feltet, og senere kørte han en spurt, hvor han mere lignede en hængt kat end sidste års vinder i Paris. Man kan håbe, at han som altid rejser sig i løbets sidste del, men lige nu er der lang vej. Endnu værre er det dog for André Greipel, der helt som forventet aldrig var i nærheden af noget som helst i en positionskamp, der nu om dage synes at være en by i Rusland for den engang så stærke tysker, og Jens Debusschere, hvis deroute sammen med resten af Katusha-holdet fortsatte, da han trods et eminent forarbejde fra Alex Dowsett og Marco Haller end ikke endte i top 20.

Udover Teunissen må dagens vinder være Giacomo Nizzolo. Allerede i gårsdagens optakt spekulerede jeg i, om den fine kørsel i Slovenien Rundt, hvor han vandt en knaldhård etape og var centimeter fra at slå Giro-kometen Pascal Ackermann på åbningsdagen, var udtryk for, at han efter et to et halvt år langt skadesmareridt måske er ved at være sig selv igen. Noget kunne tyde på det, for i dag viste han ikke blot sine gamle evner i positionskampen - en kunst, han mester som få - han viste også fin topfart ved at sikre sig en 4. plads. Med den præstation gjorde han sig i hvert fald foreløbig immun over for den bølge af britisk kritik, han kan se frem til, hvis han ikke viser sig fortjent til at overtage Mark Cavendishs plads, som han på ganske kontroversiel - men formentlig ganske klog - vis er blevet tildelt.

For de øvrige sprintere var det pænt uden at være prangende. Uden støtte fra holdkammeraterne kan man ikke have de helt store forventninger til Matteo Trentin og Jasper Stuyven, og set i det lys gjorde de det hæderligt. Lovende var det til gengæld at se, hvordan folk som Oliver Naesen, Alberto Bettiol og Greg Van Avermaet, der endda havde gjort som ønsket i gårsdagens optakt ved at sikre sig en bjergtrøje på den ikoniske mur, lod sig anspore af det stigende opløb til at give den et skud.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

1. etape af Touren handler imidlertid ikke kun om sprinterne. Det handler i mindst lige så høj grad om de klassementsryttere, der bliver et offer for de styrt, som er en uundgåelig følge af kaosset. Modsat sidste år, hvor Chris Froome, Adam Yates, Richie Porte og Nairo Quintana alle mistede tid på åbningsetapen, kostede det denne gang ikke tid for nogen.

Desværre for hele Cykeldanmark undgik vi alligevel ikke dramatik. Som det desværre er sket lidt for tit - også i mindre løb som Paris-Nice - blev Jakob Fuglsang nemlig involveret i et styrt. Heldigvis ser det ud til, at det dryppende blod gjorde billederne mere dramatiske, end skaderne gav anledning til, men nogen ideel start var det bestemt ikke - og slet ikke med tanke på, at han allerede i morgen skal kastes ud i sin første seriøse test. Heldigvis er det her holdet mere end ham selv, der skal træde til, og da den eneste seriøse opgave i de første 14 dage derudover kommer på torsdag, vil de forhåbentlig ubetydelige skader være glemt, når vi rammer 13. etape, hvor klassementskampen for alvor indledes.

Et andet prominent offer for styrt var Geraint Thomas, der heldigvis synes uskadt. Alligevel kan man ikke lade være med at spekulere i, om det er en form for varsel. Sidste år var det nemlig påfaldende, hvordan Thomas igennem hele Touren nærmest med magnetisk kraft kunne holde alle problemer fra sig. Nu har han været i asfalten to gange på kort tid - og vi ved som bekendt, at Thomas med undtagelse af sidste års Tour har haft en magnetisk tiltrækkende virkning på uheld, der har kostet ham adskillige store resultater i en karriere, der bestemt ikke har været tilsmilet af lykkens gudinde. Derudover var det umiddelbart kun Emanuel Buchmann, der var uheldig, men tyskeren skulle alene have pådraget sig overfladiske skrammer.

Evnen til at undgå styrt i den første uge er imidlertid en væsentlig del af det at vinde en grand tour og forklaringen på, at det særligt i Touren er en god ide at medbringe et helt kobbel af hærdebrede muskelbundter til de flade etaper. Heldigvis kan man sagtens komme tilbage efter et uheld på en tidlig etape, og de fleste har vel allerede glemt, hvordan Richard Carapaz på 3. etape af årets Giro var dybt frustreret over et dumt tidstab. Den lektie er i hvert fald god at huske for Fuglsang, mens han lader lægerne tilse de forhåbentlig begrænsede skader - og modsat ecuadorianeren mistede fuglen jo faktisk ingen tid.

Den lektie vil Groenewegen også forsøge at huske, for selvom hans gule og eventuelt også grønne drøm nu kan efterlades i Belgien, er der stadig masser af chancer for succes senere i løbet. Og hvad gør et styrt, når man er omgivet af så mange talenter, at der altid er en anden til at tage over? Den enes brød er jo som bekendt den andens brød. Det ved Mike Teunissen i hvert fald.