Tour de France-analyse: Den sultne verdensmesters suveræne hattrick

Nogle gange er den første uge af Tour de France blevet kaldt kedelig og forudsigelig. Oftest er det de mange lange sprinteretaper, der kan give et indtryk af en manglende variation og en fornemmelse af forudsigelighed. Derfor ønsker mange sig, at Tour-arrangørerne udnytter de få muligheder for puncheurfinaler, som det ellers flade Nordfrankrig tilbyder, fordi de skarpe bakker skaber lidt afveksling i en ellers ensformig indledning.

Sandt er det da også, at dagens miniudgave af Amstel Gold Race giver lidt afveksling i en indledende del, hvor hele fem af otte etaper kan ventes at ende i en massespurt. Problemet er bare, at disse etaper nu om dage er de mest forudsigelige af dem alle. Forklaringen er Peter Sagan, der har lagt sin disse finaler i et jerngreb, og det er nu så sikkert som amen i kirken, at verdensmesteren vinder den bakkeafslutning, som man i de senere år altid har lagt ind i den første uge. I 2016 var han klart stærkest, da han spurtede fra alt og alle i Cherbourg, en præstation han sidste år gentog på 3. etape til Longwy. Kun i 2015 blev Mur de Huy trods alt for stejl til, at den relativt store slovak kunne blande sig med de vævre puncheurs.

I dag gentog historien sig så i det, der altså efterhånden er blevet lidt af en tradition. Sagan skal simpelthen vinde en puncheuretape i de første dage, og at han nu har gjort det tre år i træk, efterlader ingen tvivl om, at han er i særklasse i denne type finaler. Det ærgerlige tab af Michael Matthews kostede os desværre en af topfavoritterne, men derudover var der fuld pakke af alle verdens største specialister i lige netop denne type afslutninger, og alligevel var der ingen, der var blot i nærheden af at røre den suveræne slovak, der med vanlig kølighed mestrede både positionering og spurt til UG med kryds og slange og ikke satte et ben forkert i løbet af de 204 km i det mest uvejsomme terræn, Bretagne kunne byde på.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

I gårsdagens optakt spekulerede jeg ellers på, om Sonny Colbrelli med den drømmeform, han har vist siden juni måneds Hammer Series, nu faktisk havde nået et niveau, hvor han i denne type afslutninger kunne true sportens superstjerne nr. 1. Italieneren bekræftede da også til fulde, at han har kurs direkte mod stjernerne, da han var den eneste, der var blot i nærheden af at kunne true Sagan - og det endda trods en manglende holdstøtte, som ikke stod mål med den hjælp, Sagan fik - men han kan alligevel ikke bruge mange søvnløse timer på at spekulere på dagens spurt. Vi fik nemlig den helt rene duel, vi alle kunne have ønsket os, og Colbrelli var ganske enkelt overmatchet af en klart bedre rytter.

Alligevel er der grund til fortrøstning for italieneren, der efter sine store fremskridt i 2016 og 2017, hvor han for alvor viste sit potentiale i klassikerne, ellers var gået lidt i stå i et generelt sygdomsramt forår. Dagens resultat er nemlig den fulde konfirmation af, at Colbrelli nu om dage måske er verdens næstbedste i denne type afslutninger, og han kan gøre sig håb om, at han måske i fremtiden i det mindste som den eneste i denne verden kan dele planet med Sagan. Fremskridtene i de seneste måneder har i hvert fald været så store, at Colbrelli for alvor bliver interessant, når det om et lille års tid atter er tid til Amstel Gold Race og de flamske klassikere.

Til den tid bliver det også interessant atter at holde øje med Philippe Gilbert. Enhver, der overværede de belgiske mesterskaber, vil vide, at den belgiske veteran er i kongeform, for i det løb angreb han igen, igen og igen - og når man troede, at trætheden var sat ind, angreb han lige én gang til. Alligevel må man tage hatten af for dagens præstation, for i de seneste mange år har den mere slidstærke, men knap så eksplosive Gilbert ikke været blandt de bedste i denne type finaler. At han derfor kunne spurte sig til en 3. plads efter endda at have lanceret et tidligt angreb, er blot endnu en bekræftelse på det, vi så i de belgiske mesterskaber: Gilbert i samme form, som han var, da han sidste år dominerede klassikerforåret.

Alt var til gengæld ikke fryd og gammen i Quick-Step-lejren. Julian Alaphilippe kan vel regnes som dagens lille skuffelse, for selvom mange ville give deres højre arm for en 5. plads i dette selskab, havde det franske fænomen ikke diamantben i spurten, hvor han var klart overmatchet af Gilbert. Naturligvis var denne finale ikke perfekt for den spinkle Alaphilippe, der endda havde brugt kræfter på at samle tre bonussekunder op i en ganske hård pointspurt, men mere var forventet af den mand, der i foråret kunne gå på vandet. Samtidig var finalen som ventet for hård for Fernando Gaviria, der fortsat mangler en del på stigningerne, og da kaptajn Bob Jungels kun akkurat fik rumpetten med op til mål, er der ikke lutter glæde hos den belgiske vindermaskine.

Det kan der til gengæld være hos Movistar. Ikke blot undgik de skrøbelige Mikel Landa og Nairo Quintana at tabe tid på en meget farlig etape, Alejandro Valverde viste, at han er helt klar til at bygge videre på sit drømmeforår. Den spanske veteran var formentlig ikke alt for risikovillig i en meget farlig finale, og derfor var han lidt atypisk bag det split, der opstod tidligt på den afsluttende bakke. Det lukkede multikunstneren Valverde imidlertid i et snuptag, og alligevel havde han kræfter til at overspurte sin nemesis fra Fleche Wallonne, Alaphilippe, i finalen. Meget tyder på, at den aldrig svigtende Valverde er knivskarp, og hans stjerne forud for morgendagens møde med Mur-de-Bretagne er i hvert fald ikke falmet.

Det er den til gengæld for Greg Van Avermaet. Allerede i går påpegede jeg, hvordan den belgiske stjerne har manglet fordums punch i disse type afslutninger, og selvom han i dag havde brugt kræfter i den indlagte spurt og startede for tidligt i finalen, kunne man have ventet sig mere af manden, der knuste Sagan i en lignende finale i Rodez for et par år siden. Efter et halvsløjt forår er der meget, der tyder på, at Van Avermaet har mistet det ekstra, der en kort overgang forvandlede ham fra ”lige-og-næsten”-manden til en sand vindermaskine. Nu ligner han igen den ”gamle” Van Avermaet, og det rejser spørgsmålet, om ikke BMC burde glemme etapesejre og satse 100% på at føre Richie Porte sikkert igennem den første uge. Det ville nok være klogest, men det vil ligne den ærgerrige Van Avermaet meget dårligt at være enig i den vurdering.

I klassementssammenhæng bød etapen ikke på det ventede drama. Ser man bort fra brostensetapen, var dette den farligste af dem alle, men heldigvis er cykelsport så dejligt uforudsigeligt. På de frygtede bretonske veje holdt alle stjernerne sig ude af problemer og kom sikkert til mål med de bedste. Her viste særligt Sky deres eminente kollektive styrke ved at lægge løbet i et jerngreb til slut, inden fænomenale Egan Bernal ved at føre ind på sidste kilometer, at knaldhård positionskamp tilsyneladende også står på listen over den alenlange liste af kvaliteter, sportens supertalent nr. 1 besidder. Der er vist ingen grænser…

Resultatet kan ikke bruges til at vurdere styrkeforholdet mellem favoritterne, for det handlede i første omgang om positionering, men det var dog fint, at Dan Martin med en 6. plads i en finale, der var en anelse for let for ham, sad lad langt fremme. Det samme gjorde Vincenzo Nibali via sin eminente næse for positionering, og selv de sårbare Zakarin, Landa og Quintana var aldrig i fare. Først i morgen venter den første lille klatretest, og det er her, vi får det første lille indblik i, hvem der har skruet klatrebenene rigtigt på - eller måske snarere, hvem der ikke har.

Danske Søren Kragh udnyttede flot den uventede chance, som Matthews’ kedelig exit gav ham, og han viste, at der ikke går mange år, inden han kan være med helt fremme i disse finaler. Også Andrea Pasqualon viste igen det store potentiale, der har gjort ham til lidt af en vindermaskine i denne type terræn. Og så lam man ærgre sig over, at en genfødt Julien Simon ikke havde lidt mere kølighed, for havde han ikke lukket hullet til Gilbert, kunne det være blevet til meget mere end en 11. plads.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Etapen bød også på skuffelser. Særligt blev det atter tydeligt, at Edvald Boasson Hagen er en skygge af den rytter, der sidste år vandt en etape. Og den ellers så formstærke Arthur Vichot viste atter det skrøbelige sind, der betyder, at han altid knækker, når det for alvor gælder, for der var ikke mange tegn på den superform, han har vist igennem nu mere end en måned.

Heldigvis skal vi ikke vente meget længere på de første mere seriøse svar. Mur-de-Bretagne venter om bare 24 timer, og selvom det ikke er verdens længste stigning, har den før vist sig som et ubehageligt bekendtskab. Er man i tvivl om, hvad den lille bakke kan koste, skal man bare spørge Andy Schleck og Vincenzo Nibali, der som forsvarende mestre i hhv. 2011 og 2015, måtte lide den tort at tabe tid på lige netop den stigning. I morgen ved vi helt sikkert ikke, hvem der vinder Touren, men måske har vi en god idé om, hvem der ikke gør. Om klassemenstrytterne også skal slås om etapesejren er et mere åbent spørgsmål. Noget siger mig, at der er en vis slovak, der har tænkt sig at deltage i festen - og han plejer at tage ret godt for sig af retterne.