Tour de France-analyse: Det slovenske røverkøb

Man hører af og til historier om folk, der går på loppemarkedet for at købe noget gammelt ragelse, men pludselig kommer hjem med noget, der viser sig at være millioner værd. Mon ikke LottoNL-Jumbo-manager Richard Plugge på samme måde måtte føle sig som Jeppe i baronens seng, da han i dag så sin lille guldfugl, Primoz Roglic, med en af de smukkeste og mest aggressive præstationer i årets Tour de France køre sig til sin tredje grand tour-etapesejr i sin bare tredje grand tour?

Sagen er nemlig den, at Roglic lidt kan betragtes som noget af det hengemte guld, man af og til kan finde på et loppemarked. Forud for 2016-sæsonen var han nemlig på jagt efter en mand, der kunne hjælpe Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman og Robert Gesink i bjergene, og for et af sportens mindre pengestærke hold hænger solide bjerghjælpere ikke just på træerne. Derfor måtte han tænke kreativt, hvis han skulle give de tre kaptajner den støtte, de forventede.

Plugges blik slog ned på det års vinder af Slovenien Rundt. Den tidligere skihopper Primoz Roglic have med sejren på hjemmebanen samt en tilsvarende triumf i Tour d’Azerbaidjan vist, at han kunne være gjort af det stof, der måske kunne gøre ham i stand til at sidde hos stjernerne sent på bjergetaperne. Ingen andre viste tilsyneladende den store interesse for den uprøvede slovener, og der var da heller ikke meget fanfare over den pressemeddelelse, der annoncerede ægteskabet mellem de to parter.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Et halvt år senere spærrede Plugge for første gang øjnene op, da Roglic helt uden særlig forberedelse var mindre end et sekund fra at slå en vis Tom Dumoulin på den indledende enkeltstart i Giroen, og da han få dage senere vandt den lange enkeltstart i samme løb, blev det klart, at han var mere end bare en anonym hjælperytter. Resten er som bekendt en historie, jeg allerede opregnede i min analyse af 14. etape, men over de kommende år udviklede Roglic sig først til en af verdens bedste temporyttere og i år også til en af verdens bedste bjergryttere. Dermed havde han den komplette pakke, og han kun stille til start ved årets Tour med sejre i Baskerlandet, Romandiet og Slovenien Rundt på sit stadig længere generalieblad.

Derfor vidste en hel cykelverden da også, at Roglic var årets joker. Det var manden, der kunne skabe den helt store overraskelse, men det var også ham, der var allerflest spørgsmålstegn ved. For kunne sloveneren, der aldrig tidligere have kørt klassement i en grand tour, virkelig holde i alle tre uger? Ingen vidste det, og LottoNL samt Roglic selv var da også meget ivrige efter at nedspille forventningerne.

Tre uger efter starten i Vendee-regionen kender vi svaret. Roglic kunne ikke bare holde sit tårnhøje niveau i alle tre uger, han kunne sågar lægge på i løbets sidste og afgørende del. I Alperne manglede han fortsat en del for at kunne følge de bedste, og havde han ikke været så heldig, at Nibali-togets sidste gerning i løbet var at redde ham fra et truende stort tidstab i modvinden på Alpe d’Huez, kunne han allerede der være blevet kørt ud af podiekampen.

Siden da er det imidlertid bare gået én vej for Roglic: opad. På Mende-etapen satte han det første dybe stød ind og viste, at han ikke havde tænkt sig at køre sig til en konservativ top 5-placering. I onsdags var han der så igen, da det var ham som med to dybe stød effektivt detroniserede Chris Froome. Og i dag leverede han så et show, der må gå over som et af de smukkeste i årets Tour.

På en bjergetape, der i den grad gjorde frygten for halvkedeligt cykelløb til skamme, var det Roglic, Roglic og Roglic alle vegne. Det første signal om intentionerne kom, da han på løbets næstsidste stigning sendte Robert Gesink til fronten, efter at LottoNL allerede have imponeret ved som det eneste mandskab ud over suveræne Sky at sidde med fire mand i det relativt lille felt. Heldigvis havde den hollandske dieselmotor som altid fundet sine bedste ben til den tredje uge, og med en jætteindsats næsten halverede Gesink på egen hånd forspringet til den brølstærke gruppe, der var etableret - og satte samtidig ryttere som Jakob Fuglsang og Alejandro Valverde af som et biprodukt af indsatsen!

Herefter overlod Roglic kortvarigt initiativet til Sky, men derefter stod der Roglic på det hele. Efter at have sendt Steven Kruijswijk i forkøbet satte han sin første angreb ind, og herefter slap han ikke tråddet. Når han ikke direkte angreb favoritterne, førte han så hårdt, at stakkels Kruijswijk end ikke kunne hjælpe sin kaptajn, og han så endda undervejs ud til én gang for alle at have kørt Chris Froome effektivt ud af kampen om podiet. Den relativt lette modvindsstigning betød dog, at han aldrig for alvor kunne true Tom Dumoulin, og da han rundede toppen af Aubisque uden at have slået det afgørende hul, så det hele ud til at have været skønne spildte kræfter.

Der er bare lige det med, at Roglic har hele pakken. Den tidligere skihopper er nemlig også en sublim nedkører. Det viste han, da han vandt en etape i Baskerlandet Rundt og på Galibier i Touren sidste år, eller da han knuste alle på kongeetapen i årets Tour de Slovenie. I dag gjorde han det så igen, for selvom det ikke skortede på gode nedkørere i den lille favoritgruppe - Romain Bardet og Chris Froome har eksempelvis begge vundet løb alene på deres evner i faldende terræn - var der ingen, der kunne matche den flyvende slovener. Længe så det ellers ud til, at Dumoulin kunne holde ham i snor, men til sidst sprang elastikken.

Og så var det tid for Roglic at bruge den sidste side af det alsidige talent: tempoevnerne. Enhver vil kunne ligge søvnløs ved tanken om at blive jagtet af Dumoulin og Froome, men ikke Roglic. Sloveneren fik lynhurtigt knap 20 sekunder, og selvom de to ryttere, der ledsagede ham på podiet ved sidste års VM i enkeltstart gjorde alt for at hente ham, havde de ikke held med deres foretagende. Da boet skulle gøres op efter indregningen af bonussekunder, havde Roglic ikke blot vundet sin tredje grand tour-etape, han havde også hentet 29 sekunder på begge sine to værste rivaler i kampen om podiet.

Og nu står Roglic med en fremragende chance for også at blive nr. 2 i løbet. Ganske vist skal han slå verdensmesteren på morgendagens 31 km lange enkeltstart, men det er bestemt ikke umuligt. Tværtimod er det overordentlig sandsynligt, og selvom jeg vil gemme min præcise analyse af hierarkiet på morgendagens etape til optakten, er mit bedste bud, at Roglic i morgen ikke blot vil vinde etapen, men ogå sikre sig, at det er ham, der vil stå på den rigtige side af Thomas, når det hele er slut i Paris om 48 timer.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Sejr bliver det dog ikke til i denne omgang, men det lever Plugge og co. nok med. Roglic har nemlig vist, at hans restitution gør ham til den fødte grand tour-rytter, og han fremstår allerede nu som det mest indlysende bud på en Tour-vinder næste år. Intet tyder nemlig på, at han er fuldt udviklet endnu, og kan han blot lægge få procent til sit nuværende niveau, er det næsten umuligt at se, hvem der skal kunne matche ham i bjergene og på enkeltstarterne. Ja, Thomas og Froome vil næste år udgøre en fremragende duo, Egan Bernals store gennembrud er nært forestående, og Tom Dumoulin har kørt en fremragende Tour, men lige nu ligner Roglic manden, der skal slås i den nærmeste fremtid.

Det stiller naturligvis det ikke specielt pengestærke LottoNL-mandskab med noget af en udfordring, når man både skal bygge et hold op om verdens måske bedste etapeløbsrytter samt verdens måske hurtigste sprinter, Dylan Groenewegen. Det kan nok give lidt vanskeligheder at finde ud af, hvordan den nød skal knækkes. For nu er der imidlertid ingen grund til ikke at nyde, at det relativt lille hollandske hold måske kan ende løbet med fire etapesejre samt en samlet anden- og en femteplads.

Dumoulin fortjener imidlertid et mindst lige så stort skulderklap som sin rival. Det kollaps, jeg havde ventet fra start, kom aldrig, og hollænderen var i dag præcis lige så stærk som i resten af løbet. Noget tyder på, at det har krævet sin mand at holde styr på Roglic i dag, men det klarede Dumoulin ikke desto mindre indtil allersidste øjeblik. Det fremstår stadig som lidt af et mysterium, hvordan manden, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson og altid har været en hængt kat i den tredje uge, har kunnet nå helt nye højder som klatrer i denne Tour, men faktum er, at Dumoulin har vist sig at have en motor, som må overgå de flestes forventninger. Og da han besidder samme alsidighed som Roglic, er der i den grad lagt op til en lovende Tour i 2019, hvor Dumoulin allerede nu har lovet at komme helt frisk til start bakket op af al den støtte, Sunweb kan mønstre.

Til den tid skal de imidlertid også knække et meget stærkt Sky-kollektiv, der formentlig vil komme med to ligestillede kaptajner i Geraint Thomas og Chris Froome. Midt i den fascinerende kamp mellem Roglic og Dumoulin glemmer man nemlig let, at det jo faktisk er Thomas, der er løbets vinder. I dag spillede han ganske vist en birolle, for med sit store forspring havde han ikke skyggen af behov for at køre offensivt. Tværtimod var det nok at sidde limet til Dumoulins hjul, og det gjorde han tilsyneladende helt uden problemer helt frem til mål. Først til allersidst viste han - præcis som på 11., 12. og 17. etape - at det altså er Thomas, der er løbets ubestridte og fortjente hersker, og med en bragende flot spurtede sikrede han sig effektivt seks bonussekunder, der blot gør det endnu mere sikkert, at kun Indurains berømte kat kan forhindre ham i at blive Tourens første walisiske vinder.

Drømmen om at blive flankeret af sin læremester og mentor brast imidlertid, for etapen bekræftede, at Froome betaler prisen for den hårde Giro-Tour-double. Nøjagtigt som Contador i 2011 og 2015 og Quintana sidste år lykkedes det ikke for briten at gøre det tilsyneladende umulige, og havde det ikke været for Bernals fænomenale arbejde mellem Soulor og Aubisque kunne han have været kørt endnu længere bagud. Nu lykkedes det ham at slippe fra dagen med skindet på næsen, men det er vist kun i Froomes drømmeverden, at han på morgendagens enkeltstart kan vinde så meget tid på de to ryttere, der slog ham ved sidste års VM, at han skulle kunne stille sig ved siden af Thomas i Paris på søndag. Mon ikke han og Dumoulin alligevel ærger sig lidt over, at man ikke slog til, da man for et par uger én gang for alle kunne have kørt Roglic ud af klassementet i den bretonske sidevind? Det vil jeg tro.

På podet i Paris bliver der heller ikke skyggen af Movistar-ryttere, for det spanske storhold, der lignede Skys værste rivaler, falmede igen. I virkeligheden er det at gøre dem uret, for Mikel Landa, der ellers har haft et svært løb, leverede et fantastisk comeback, der havde fortjent en bedre skæbne. Igen satte Movistar fra begyndelsen det helt store show i scene, og Landa viste med et stort angreb på Tourmalet det mod, der har kendetegnet det meste af hans karriere. Som udbruddets klart stærkeste og mest ihærdige i føringsarbejdet ville han have været en værdig etapevinder, men sådan skulle det ikke være på den eneste dag, hvor Landa viste, hvorfor han er at regne som en af verdens bedste klatrere.

Og lige netop den manglende stabilitet har været Movistars helt store problem. I dag var det nemlig Nairo Quintana, der faldt sammen mindst lige så hurtigt, som han var blevet genrejst. Det var svært at forstå, at det var den samme colombianer, der for få dage siden var kørt fra alle på Col du Portet, for i dag fes gassen ud af ballonen i det øjeblik, speederen blev trådt i bund. Og dermed ender det ambitiøse mandskab formentlig med en 6., 9. og 14. plads og en sejr i holdkonkurrencen, og det kan end ikke Quintanas flotte etapesejr rette op. Måske var Quintanas styrt en forklaring, men den manglende stabilitet har været det gennemgående tema på et hold, hvor kun Valverdes kroniske evne til at være en skygge af sit normalt altædende selv, har været en konstant faktor.

Landa var ikke den eneste, der jagtede oprejsning, for det lå allerede på forhånd i kortene, at dette var dagen for de fallerede stjerner. Romain Bardet forsøgte sig med den store offensiv og viste det fighterhjerte, der har gjort ham elsket over hele Frankrig. I år havde han ikke benene til at bakke de store ambitioner op, men sandheden er måske snarere, at han denne gang bare var overmatchet i et historisk stærkt felt. Bardet har i hvert fald aldrig lignet et realistisk bud på en Tour-vinder, og måske er en samlet 7. plads bare et mere reelt billede af hans status i hierarkiet end de podiepladser, han har fået i de senere år.

Ilnur Zakarin rejste sig også flot efter en ellers skuffende Tour. Det lå i kortene, at han ville forsøge det helt store comeback, for russeren, der altid er bedst i den tredje uge, har før brugt samme taktik på de sene bjergetaper i sidste års Giro og Vuelta. I dag var det da også Katusha, der tog initiativet til at holde snor i det tidlige udbrud, og selvom Zakarin aldrig fandt de diamantben, han havde i tredje uge af sine grand tours sidste år, rejste han sig dog så meget fra asken, at han stjal den sidste top 10-placering fra Jakob Fuglsang.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Dermed blev etapen også sømmet i ligkisten for Fuglsang Tour-ambitioner. Denne sæson var den helt store mulighed for danskeren til at indfri sine Tour-ambitioner, men løbet viste endnu engang, at det næppe er en tilfældighed, at han blot har en top 10 i en grand tour på sit cv. Selvom han har hævet sit niveau voldsomt, mangler han stadig særligt den stabilitet i den tredje uge, som også tidligere har været hans svaghed i de lange etapeløb, og det ser nu svært ud for danskeren ikke at skulle lade sig passere af den fremadstormende Miguel Angel Lopez i det interne Astana-hierarki.

Også Rafal Majka rejste sig flot, og polakken viste igen, at hans evner som etapejæger er fænomenal. Han kan kun ærgre sig over, at løbet ikke varer fire uge, for man sidder med fornemmelsen af, at polakken bare blive bedre og bedre. Desværre er han nu løbet tør for muligheder og må slå sig til tåls med endnu engang at have fået for lidt ud af sæsonens store mål. Heldigvis er Bora langt fra kommet tomhændede hjem, men mon ikke Majka i fremtiden burde koncentrere sig på den etapejægerkunst, han mestrer så flot, i stedet for desperat at jagte nogle klassementsambitioner, der aldrig lader sig indfri.

I den forstand klarede han sig dog bedre end de ligeledes fallerede klassementsstjerner Adam Yates og Bauke Mollema. Ganske vist var Yates kun et styrt fra at redde sin Tour med en store etapesejr i Pyrenæerne, men dagens halvtamme indsats, hvor han hurtigt stillede sig til rådighed for Mikel Nieve, gav ikke mange mindelser om den rytter, der gang på gang har vist sig som en af verdens bedste. Også Mollema måtte definitivt lade Dumoulin og Kruijswijk køre væk med den eftertragtede status som de bedste hollandske etapeløbsryttere, og den genrejsning, som det ellers lugtede lidt af for et par dage siden, løb i sandet for en mand, der desværre ser ud til at være ”over the hill” og nu må indstille sig på at aflevere Treks anførerbind til Richie Porte.

For dem er løbet nemlig ovre nu, men det er det ikke for os andre. Tværtimod vil den afgørende enkeltstart ikke byde på den spænding om den samlede sejr, som vi alle havde ønsket sig, men det betyder ikke, at der ikke er noget at glæde sig til. Tværtimod må man knibe sig selv i armen over et klassement, der har sendt de fire favoritter til 20. etape op i toppen af klassement. Og hvem havde drømt om, at de tre ryttere, der sidste år sluttede på podiet ved VM i enkeltstart, i morgen skal udkæmpe et slag om podiet fra et udgangspunkt, hvor de kun er adskilt af 32 sekunder?

Det er næsten for godt til at være sandt. Og hvem ved? Måske viser Roglic igen i morgen, hvorfor Plugge stadig venter på at vågne op fra den drøm, han har levet i, siden det gik op for ham hvilket slovensk røverkøb, han gjorde den dag for snart tre år siden.