Tour de France-analyse: En fransk gave til Slovenien

På overfladen var der ikke nogen væsentlig forskel på de to store shows, cykelsporten har været vidner til i de seneste uger. For halvanden uge siden var det Giro d’Italias løbsdirektør Mauro Vegni, der historisk tidligt åbenbarede ruten for den kommende udgave af verdens næststørste cykelløb, og denne torsdag var det så hans franske kollega, Christian Prudhomme, der i Paris gjorde ham kunsten efter, da han præsenterede scenen for den næste udgave af Tour de France. På papiret havde de nemlig fået udstukket præcis samme opgave, nemlig at designe 21 etaper, der kan danne rammen om en spektakulær og underholdende grand tour, når cykelsporten når to af sine højdepunkter i løbet af 2023.

Alligevel var omstændighederne helt forskelle. Hvor al interesse under Giro-præsentationen drejede sig om, hvilket lokkemad Vegni kunne finde på at lægge ud for de mange stjerner - herunder særligt Remco Evenepoel - som han drømmer om at tiltrække til hans italienske begivenhed til maj, var Prudhomme fri for den slags overvejelser. Selvom Velonews i de seneste dage har været årsag til en ikke-historie om, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning om Jonas Vingegaards Tour-deltagelse til sommer, har der nemlig aldrig været skyggen af tvivl om, at den kommende udgave af verdens største cykelløb - hvis altså ikke uheld, sygdom eller skader kommer i vejen - vil være rammen om det helt store revancheopgør mellem den danske Tour-konge og manden, der vel allerede nu kan betegnes som hans ærkerival, Tadej Pogacar. I den forstand var Prudhommes opgave slet ikke at forsøge at tilgodese den ene eller den anden stjerne, men alene at designe en rute, der kan blive rammen om et både underholdende og spændende cykelløb - en opgave, han bestod til UG med kryds og slange i den forrygende 2022-udgave af løbet.

Sådan vil det altid være. Det er grundvilkåret for enhver Giro-direktør, at hans primære opgave er at forsøge at lokke så mange topnavne som muligt til at droppe Touren, der pr. definition vil være førstevalget for alle - i hvert fald ikke-italienske - grand tour-stjerner, til fordel for hans italienske begivenhed. Den slags kvaler har Tour-direktøren aldrig, for han ved, at han kan regne med en stjerneparade af topnavne, og derfor skal han alene forholde sig til at opgaven med at designe en rute, der kan sørge for et sportsligt spektakulært show.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det var altså den udfordring, Prudhomme og hans rutedesigner Thierry Gouveneau havde fået, da de efter årets udgave af løbet skulle skabe rammerne for et løb, der den kommende sommer for den pokkers vanskelige opgave bare at forsøge at hamle nogenlunde op med den historisk gode 2022-udgave af løbet. Sommerens udgave havde også klart defineret, hvad grundessensen i næste års løb vil være, nemlig et med spænding imødeset revancheopgør mellem Pogacar og Vingegaard. Uanset hvilket design, de måtte komme op med, vidste de, at det altid vil blive læst ind i duellen mellem de to ryttere, der lige nu må betegnes som tidens to bedste grand tour-ryttere.

Det var også ret klart, hvordan de skulle blande kortene, hvis de ville favorisere den ene på bekostning af den anden. De seneste to udgaver af Touren har i hvert fald vist os det klare mønster, at Pogacar har en overhånd på de kortere, mere eksplosive stigninger, som han særligt dokumenterede med sine sejre på La Planche des Belles Filles og Peyragudes sidste år. Til gengæld viste Vingegaard med sine opvisninger på Granonog Hautacam, at han er modbydeligt svær at slå på de store dage med mange bjergpas, lange stigninger og et hav af højdemeter. Derudover er det bestemt ingen ulempe for den restitutionsstærke dansker, hvis vanskelighederne er koncentreret i slutningen af løbet, hvor hans motor for alvor er blevet varm, mens hans slovenske rival i hvert fald de seneste to år er kommet blæsende ind til løbet med forrygende form i løbets første del.

Næsten total elimination af tidskørsler

Hvordan blandede Prudhomme så kortene, da han skulle forsøge at give de to kombattanter hver deres hånd frem mod sommerens store kortspil? Hovedkonklusionen var, at han droppede enhver ambition om at designe et løb, der vil hylde alsidighed, og i stedet fremkom med en rute, der mest af alt vil krone løbets bedste bjergrytter. I det spil var det mest åbenbare, at han nærmest reducerede enkeltstartsdisciplinen til så lille en bifaktor, at Vingegaard og Pogacar sagtens kan lade deres tempocykel stå i garagen det meste af året. Det er ingen hemmelighed, at den franske løbsdirektør helt åbenlyst har haft en klar modvilje mod den individuelle disciplin, der i hans regeringstid har tabt betydning, men den trend havde han faktisk brudt i de to seneste udgaver, hvor han i langt højere grad designede ruter, der hyldede den komplette rytter. Det var i særlig grad tilfældet i 2022, hvor Touren i sjælden grad testede rytterne i et meget bredt spektrum af udfordringer, blandt andet med den længste enkeltstart siden 2014-udgaven af løbet.

Sådan bliver det ikke i 2023. Ikke blot er de sølle 22 km i ensom kamp mod uret det næstlaveste antal, siden enkeltstartsdisciplinen i 1934 blev en del af løbet - kun i 2015, hvor man kun kørte en indledende 13,8 km lang enkeltstart i Utrecht, var der færre kilometer på programmet - ruten for løbets eneste enkeltstart er også ganske speciel. Nok kan man ikke kalde etapen, der falder umiddelbart efter anden hviledag og er henlagt til Alperne, for en bjergenkeltstart, men med hele to meget stejle stigninger, herunder den 2,7 km lange Cote de Domancy, der stiger med hele 8,9%, er den så fjern fra en klassisk enkeltstart, som den næsten kan blive. Hele 638 højdemeter skal klatres over den beskedne distance, og der er lige så megen klatring, som der er fladt terræn. Ikke blot har Prudhomme reduceret omfanget ganske markant, han har også givet de temposvage klatrere den allerbedste chance for at begrænse deres tab til de mere alsidige klassementsryttere.

En så markant ændring burde egentlig have en markant indvirkning på kampen mellem løbets to favoritter, men det er tvivlsomt, om det vil spille nogen væsentlig rolle. Pogacar og Vingegaard har nemlig vist sig at være så jævnbyrdige i kampen mod uret, at der står 2-2 i deres interne enkeltstartsregnskab i Touren, og derfor var det svært for Prudhomme at komme op med en enkeltstartsmenu, der klart ville favorisere den ene på bekostning af den anden. Den mest markante effekt af den kraftige reduktion i antallet af enkeltstartskilometer handler således slet ikke om duellen mellem de to favoritter, men snarere om, at han forsøger at åbne døren for andre. Pogacar og Vingegaard er nemlig to af verdens allerbedste temporyttere - da ikke mindst på en kuperet rute som denne - og derfor bidrager det lave antal enkeltstartskilometer kun til at holde flere ryttere inde i kampen om den samlede sejr.

Til gengæld er beslutningen også nærmest en besked til Remco Evenepoel om, at han lige så godt kan holde sig væk. Hvor Vegni for halvanden uge siden præsenterede en Giro-rute, der med sine godt 70 km enkeltstart helt åbenlyst var designet med det formål at tiltrække det belgiske vidunderbarn, stod det klart, at Prudhomme skulle gøre sig særligt lækker, hvis han skulle få belgieren til at lave om på sin langsigtede plan om at satse på Giroen i 2023 og Touren i 2024. Faktisk gav Evenepoel jo i sidste uge udtryk for, at beslutningen om hans grand tour-satsning allerede var truffet, og baseret på hans seneste udtalelser var det svært at læse det som andet end en klar hentydning af, at han skal til Italien til maj. Med denne Tour-rute har Prudhomme ikke gjort det vanskeligt for ham at konfirmere den beslutning, og det vil nu være svært overraskende, hvis det alligevel er Touren, der står på listen, når Evenepoel i begyndelsen af januar vil fremlægge sine sæsonplaner.

Meget tyder altså på, at Pogacar og Vingegaard ikke skal bekymre sig om en belgisk regnbuetrøje til sommer, men de skal til gengæld i den grad bekymre sig om hinanden, og skal man pege på en lille vinder i enkeltstartsspillet, må pilen pege på danskeren. Som sagt har danskeren vist sig at have holdbarhed som en af sine største forcer, og det er vel ikke helt tilfældigt, at Pogacar har slået danskeren på begge de to enkeltstarter, der er kørt i den første uge, mens Vingegaard har haft overhånden på de to enkeltstarter, der er kørt i den tredje uge. I den forstand er det næppe nogen ulempe for Jumbo-kaptajnen, at årets eneste enkeltstart skal køres dagens efter sidste hviledag.

Til gengæld må han spejde langt efter et holdløb. Siden løbet efter 2005-udgaven droppede at have den kollektive disciplin som et fast element i løbet, har den været på programmet i 2009, 2011, 2013, 2015, 2018 og 2019, og den længste pause var således de tre holdløbsløse udgaver mellem 2006 og 2008. Derfor havde der været spekuleret meget i, at disciplinen efter tre års fravær ville vende tilbage i 2023, og tidligere på ugen gik der også kraftige rygter om, at der ville være henlagt et holdløb til Tarbes i løbets første uge. Den etape måtte alle imidlertid spejde så langt efter, at næste års Tour bliver den mest tidskørselsfattige udgave siden 1934 - i 2015 blev den korte enkeltstart i Utrecht nemlig suppleret med et holdløb i Bretagne - og det må i den grad ærgre Vingegaard, hvis suveræne Jumbo-mandskab stod til at give UAE-mandskabet en gedigen lektion i en disciplin, hvor de ser skræmmende stærke ud. Den gave får han imidlertid ikke, og det er nok en beslutning, som det kun er Jumbo, der for alvor vil ærgre sig over.

Bjerge spredt ud over hele løbet

Nogen stor test af alsidighed bliver der heller ikke på andre områder. Med brosten, risiko for sidevind og puncheuretaper i en meget varieret første uge mod nord blev rytterne i 2022 udsat for mange af den slags udfordringer, de fleste klassementsryttere frygter, men det behøver de ikke for alvor at bekymre sig om i 2023. Beslutningen om at starte løbet i Baskerlandet lagde op til, at den nordlige del af landet nok ville forbigået, og sådan bliver det da også i en udgave, hvor det først er den sidste lille smuttur til Paris, der bringer løbet op i den del af landet, hvor den slags klassikerevner for alvor testes. Da man tillige tilbringer hele rejsen mellem Pyrenæerne og Alperne i den kuperede Massif Central-region og dermed også undgår det frygtede mistralland, er det vel kun på løbets 3. og 4. etape, at der vil være en ganske lille chance eller risiko for sidevindskørsel.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det vil formentlig føre til, at vi vil se Tour-trupper med færre tunge hjælpere og flere bjergryttere, og det er nok et udfald, Vingegaard har mest grund til at ærgre sig over. Nok er Pogacar selv en glimrende sidevindsrytter, men hans UAE-mandskab har på det punkt helt åbenlyse mangler, mens hans danske rival med sin støtte fra særligt Wout van Aert og Christophe Laporte i højere grad havde udsigt til måske at kunne ende som vinder af et potentielt sidevindslag, der nu altså næppe bliver til virkelighed.

Nej, det er i sjælden grad alene klatreevner, der vil krone den kommende Tour-vinder, og det understreges blot af, at Prudhomme har designet et format, hvor der er svære bjerge på menuen gennem alle tre uger. Det lå næsten i kortene, at det ville gå sådan, når nu løbet skulle starte i Baskerlandet bare et stenkast fra Pyrenæerne, hvormed det var næsten umuligt ikke at besøge den første af de to store bjergkæder så tidligt i løbet, at den vanlige tendens til at koncentrere alle bjergudfordringerne i den anden del af løbet måtte brydes. Til gengæld betød det også, at han måtte være lidt kreativ for at finde klatreudfordringer senere i løbet, og løsningen på det problem blev at sende feltet gennem alle Frankrigs fem bjergkæder, nemlig - i denne rækkefølge - Pyrenæerne, Massif Central, Jurabjergene, Alperne og Vogeserne. Det giver et ganske interessant format, der i langt højere grad minder om Giroen og Vueltaen end om Touren, da der nu er betydelige bjergetaper på programmet over alle tre uger.

Det er Pogacar næppe utilfreds med. Som sagt har det været en tendens, at sloveneren har startet løbet som et monster, og han vil kunne håbe på, at han kan udnytte nogle af de tidlige bjergetaper til sin fordel, inden Vingegaards motor for alvor er blevet varm. Det var jo særligt det, han gjorde, da han i 2021 knuste al modstand på 8. etape i Alperne, inden han faktisk samlet set blev slået af Vingegaard over løbets anden halvdel, og det kommende års rute kan i hvert fald give ham et håb om, at han også denne gang vil kunne opbygge sig en buffer. Det betyder dig ikke, at Vingegaard har grund til at være alt for bekymret, for løbets tredje uge byder stadig på pæne udfordringer - ikke mindst løbets kongeetape på syttendedagen og altså også den vigtige enkeltstart - men det er Pogacar, der har mest grund til at glæde sig over, at de svære bjergetaper spredt over alle tre uger denne gang.

Starten i Bilbao har også en anden konsekvens, Pogacar kan glæde sig over. Det betyder nemlig, at Pyrenæerne køres tidligt i løbet, og det har naturligt nok den konsekvens, at der er tale om en lightudgave af den berømte bjergkæde. Kun to dage skal tilbringes i den ene af løbets to vigtigste bjergkæder og det i form af to lidt lettere etaper. Prudhomme har naturligt nok ikke ønsket at lave så voldsom en udfordring i den første uge, at han risikerede en endnu tidligere afgørelse af løbet, end vi fik i den spændingsforladte 2021-udgave, og derfor lå det i kortene, at vi i 2023 ville se præcis så neddroslet en udgave af Pyrenæerne, som vi altså fik.

Det kan Vingegaard ikke være tilfreds med. Som sagt er hans spidskompetence de store bjergdage med mange og lange bjergpas og talrige højdemeter, og den slags etaper lader sig i Frankrig først og fremmest designe i Alperne og Pyrenæerne. Neddroslingen af Pyrenæerne til fordel for flere dage i Massif Central, Jurabjergene og Vogeserne vil således næsten uundgåeligt have den konsekvens, at der bliver flere Pogacar-etaper på bekostning af Vingegaard-etaper.

God første uge for Pogacar

Sådan er det da også gået. Årets løb er med sine besøg i fem bjergkæder uhyre rigt på stigninger og højdemeter, men finalerne minder generelt mere om La Planche des Belles Filles og Peyragudes, hvor Pogacar sejrede i 2022, end om Granon og Hautacam, hvor det var Vingegaard, der havde overhånden. Der er mere punch og eksplosivitet over hovedparten af det kommende års bjergetaper, end der er sejlivet dieselmotor over dem.

Faktisk slås tonen an allerede, inden vi kommer til bjergene. Starten i Baskerlandet ville uundgåeligt føre til en sjældent hård åbning på løbet, og selvom de to indledende etaper i den cykelgale region næppe bliver altafgørende, kan de give Pogacar et beskedent tidligt forspring. For anden gang på tre år er det nemlig løbets puncheurs, der får en ellers sjælden chance for at jagte den første førertrøje på en åbningsetape, der byder på mere end 3200 højdemeter og te stigninger over de sidste 50 km, herunder den stejle baskermur Pike Bidea, som vi kender fra det ”nye” og hårdere Circuito de Getxo, i den fulde finale. Det hele slutter med en 1 km lang rampe, som stiger med 5,4%, og selvom det vil være folk som Wout van Aert og Mathieu van der Poel, der bør have en overhånd på en lidt blødere afslutning som denne, er det bestemt ikke umuligt, at UAE kan skabe så hård en åbning, at Pogacar kan køre med om sejren og som minimum sikre sig bonussekunder allerede fra dag 1.

Netop bonussekunderne kan blive et ganske afgørende element i Pogacars arsenal, for selvom det ligner en næsten umulig opgave at sætte Vingegaard af, hvis styrkeforholdet fra 2022 er intakt, betyder de mange eksplosive afslutninger, at der kan falde ganske megen bonus ned i den slovenske hat. Allerede på 2. etape er der måske en ny chance på løbets miniudgave af Clasica San Sebastian, der byder på små 3000 højdemeter over løbets længste distance på 209 km - også i år er der nemlig skruet gevaldigt ned for de generelle distancer - for selvom finalen i den spanske kystby er flad, betyder den sene passage af den ikoniske Jaizkibel-stigning, at det ikke virker helt på månen at forestille sig, at vi kan få en spurtafgørelse i så lille en gruppe, at Pogacar kan stræbe efter en top 3-placering.

Hvis ikke det lykkes, kan han se frem til de to pyrenæeretaper, der altså kommer helt uhørt tidligt allerede på femte- og sjettedagen, og som også rimer mere på Pogacar end på Vingegaard. Sloveneren vil i hvert fald være svært begejstret for løbets første rigtige bjergetape, der næsten er en kopi af den etape, hvor han i 2020 tog karrierens første etapesejr og byder på 3600 højdemeter over beskedne 165 km. Ganske vist benytter man en lidt anden opkørsel ad etapens store stigning, Col du Soudet, men derefter er finalen med den lille Ichere-stigning efterfulgt af den korte, men uhyre stejle Marie-Blanque, der over de sidste 4,8 km stiger med hele 10,5% i snit, og en flad afslutning i Laruns præcis den samme, som det var tilfældet den dag, Pogacar kunne kalde sig Tour-etapevinder.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Denne gang kommer etapen så tidligt i løbet, at den kan blive grebet mere afventende an, men potentialet for mere er bestemt til stede, som vi så i 2020, hvor Pogacar, Primoz Roglic, Egan Bernal og Mikel Landa kørte fra rivalerne og indhentede Marc Hirschi, der ellers havde leveret et gigantisk soloridt, inden Pogacar spurtede sig til en tæt sejr foran sin ældre og førende landsmand. Uanset om der køres mere passivt eller aggressivt, er det formentlig kun en udbrudssejr, der kan forhindre Pogacar i at skulle spurte om sejren igen, så hvis UAE vil tage kontrollen, har de her mulighed for at sætte yderligere bonus og selvtillid i banken.

Vingegaard vil være langt mere komfortabel på den sidste af de to pyrenæeretape, men også den vil passe Pogacar bedst. Alene den beskedne distance på 145 km, som er et generelt tema i årets løb, hvor næsten alle bjergetaperne er meget korte, er ikke til gunst for Vingegaards motor, men det er til gengæld de små 4000 højdemeter og passage af hele tre store bjergpas, herunder legendariske Aspin og Tourmalet. Det er første gang, vi har en af den slags store bjergdage, hvor den danske Tour-konge for alvor trives, men desværre er det tvivlsomt, om han kan bruge det til noget. Den afsluttende klatretur op til Cautarets, der blot stiger med 5,3% over 16,2 km, er nemlig en ganske blød sag, og selvom den har tre vanskelige kilometer nær toppen, er det en finale, hvor danskeren vil få svært ved at gøre stor skade på Pogacar.

Ved det seneste besøg i 2015, hvor Rafal Majka vandt fra et udbrud, endte alle favoritterne da også i samme tid, bortset fra Bauke Mollema, der fik sneget sig væk, og Alejandro Valverde, der med sin gode spurt kunne stjæle 2 sekunder, og det var et lignende billede, da Vueltaen var forbi i 2003, hvor Michael Rasmussen sejrede fra et udbrud. Også dengang kunne Valverde stjæle lidt sekunder til allersidst, og med tanke på den lighed, der er mellem Pogacars og Valverdes spurtstyrke, lugter det mere af spurtsejr og bonussekunder til Pogacar end magtdemonstration fra Vingegaard, der nok bare skal håbe på, at UAE lader udbrud dominere dagene i Pyrenæerne.

Herefter sættes klassementskampen kortvarigt på pause, mens sprinterne over to dage kan tage deres plads i rampelyset, men når det igen går løs i Massif Central på 9. etape, er det igen fordel Pogacar. Her vender rytterne nemlig for første gang siden 1988 tilbage til vulkanstigningen op til Puy de Dome, hvor Raymond Poulidor og Jacques Anquetil udkæmpede et mindeværdigt slag, hvor Eddy Mercks havde en sjælden krise i 1975, og hvor den seneste vinder sågar er danske Johnny Weltz. Hensynet til en åbenbart meget skrøbelig jernbane har betydet, at man ikke har besøgt stigningen i nu mere end 30 år, og at al cykling normalt er forbudt, men næste år vender man altså tilbage - angiveligt for sidste gang nogensinde -i en lidt neddroslet udgave, hvor selvsamme jernbanehensyn betyder, at det bliver en tilskuerfri finale.

Rytterne vil måske savne tilskuerne, men de vil til gengæld ikke savne udfordringer. Den afsluttende klatretur stiger ganske vist med beskedne 7,7% over 13,9 km, men de sidste 5,1 km er med sine 11,1% en sand mur, der rimer mere på Vueltaen end på Touren. Det er Vingegaards første store chance for at sætte Pogacar under pres, og det kan bestemt heller ikke udelukkes, at det vil gå danskerens vej. Sandheden er dog, at det er en etape, der trods sine 3500 højdemeter over 184 km - en i dette løb sjældent lang bjergetape - er relativt flad frem mod sidste stigning, hvor de altså kun er de sidste 5 km, der for alvor er svære. Det er med andre ord en etape, der i uhyggelig grad minder om 2022-udgavens La Planche des Belles Filles-etape, hvor det som bekendt endte med en - ganske vist kneben - Pogacar-sejr. Den korte, eksplosive afslutning rimer i hvert fald umiddelbart mere på sloveneren end på danskeren, og selvom stigningen er så svær, at balancen kan tippe - særligt hvis Jumbo går lagt det nødvendige pres - kan Pogacar i hvert fald drømme om en gentagelse af sidste års 7. etape og dermed endnu flere bonussekunder i den slovenske bank.

Vingegaards første store chancer

Efter den første hviledag kan Vingegaard til gengæld glæde sig over, at terrænet begynder at gå mere i hans retning, efterhånden som vi kommer ud af Massif Centrals eksplosive omgivelser og bevæger os i retning af de længere stigninger i Jurabjergene og Alperne, hvor danskeren skal vinde løbet. De første tre dage i den anden uge er henlagt til Massif Central og ganske vanskelige med to sandsynlige dage for udbrud og kun én sprinteretape, men det er ikke etaper, der ventes at gøre en forskel i klassementet. Det er først på 13. etape, at klassementskampen genoptages, når rytterne rammer Jurabjergene og en afslutning på frygtede Grand Colombier, der for hidtil eneste gang blev brugt som etapemål i 2020.

Det vil Pogacar næppe være utilfreds med. Det var nemlig her, han i sin første Tour tog sin anden etapesejr i endnu en tæt spurt mod Roglic, og dermed byder næste års udgave altså på to af de tre finaler, der gav Pogacar hans sejre i sin debut. Det vil han drømme om at gentage denne gang, men det er bestemt også en etape, der kan tippe Vingegaards vej. Desværre for danskeren er det en både kort over 136 km og relativt let etape med masser af fladland, kun to stigninger og bare 2400 højdemeter, hvilket risikerer at gøre finalen meget eksplosiv, som det var tilfældet i 2020, hvor den samlede etape ellers var betydeligt hårdere.

Dengang endte det med, at Pogacar og Roglic spurtede om sejren på toppen, og at forskellene var ganske små, da Jumbo blot havde kørt et kontrollerende tog hele vejen, men stigningens første 12 km, der byder på blandt andet 7,1 km med 8,4% og 3,4 km med 9,2%, er bestemt svære nok til, at de kan gøres betydelige forskelle. Til gengæld er stigningens sidste fem kilometer også meget lette, og kombinerer man det med den generelt nemme etape, er der nok mere, der taler for en gentagelse af Pogacars spurtsejr fra 2020 end en magtdemonstration fra hans danske rival.

Nej, så er der mere musik i det for Vingegaard på den efterfølgende 14. etape, der er én af de to absolutte nøgledage, hvor danskeren skal vinde løbet. Her venter nemlig den første alpeetape, og selvom han nok vil savne nogle af de højder, hvor Pogacar før har virket sårbar, er den kun 152 km lange etape med sine små 4300 højdemeter løbets næsthårdeste etape og dermed også en af de etaper, der passer den forsvarende vinder bedst. Stigningerne er ganske vist relativt korte, men de kommer som perler på en snor, og det hele slutter med en sand klassiker i form af Col du Joux Plane, der vender tilbage for første gang siden 2016, og den velkendte og halsbrækkende nedkørsel til målet i Morzine. Med sine 8,5% over 11,7 km er det knap 1700 m høje bjerge en af Alpernes sværeste stigninger og endda rammen om Lance Armstrongs vel nok største krise gennem hans syv år lange regeringstid, og det ligner derfor Vingegaards første store chance for at sætte kniven ind mod Pogacar, særligt nu hvor vi ved, at han ikke har nogen grund til at frygte den uhyre tekniske nedkørsel.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Til gengæld er vi nok tilbage i Pogacar-terræn på den sidste etape i uge 2, der er den anden i Alperne og en af de få lidt længere bjergetaper. Her bydes der på 4500 højdemeter over 180 km, og der er ike meget fladt terræn. Desværre kommer dagens første serøse udfordring i form af den stejle Col de la Croix Fry relativt langt fra mål, og slaget skal derfor slås på dobbeltstigningen op til målet i Saint-Gervais. Det er samlet set en ca. 10 km lang stigning med ganske seriøse procenter, men afslutningen har alligevel en lidt eksplosiv karakter, der kunne appellere mere til Pogacar end til Vingegaard. Da stigningen blev benyttet i 2016, lykkedes det Romain Bardet med en tidlig offensiv at tage en solosejr, men bag ham endte otte man praktisk talt i samme tid, og det var de eksplosive Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde, der kom først. Til gengæld kan Vingegaard finde nogen trøst i, at Chis Froome i 2015-udgaven af Dauphiné leverede en gedigen magtdemonstration på selvsamme stigning, og det vidner om, at det ingenlunde er en given ting, at der skal spurtes på toppen.

Vingegaard Day

Danskeren kan nok også være fint tilfreds med at komme igennem etapen uden tidstab. Efter en hviledag får han to af sine bedste chancer for at vinde tid på sin rival. Den første er enkeltstarten, der som nævnt måske kan give Vingegaard en lille overhånd, men hans helt store dag kommer på 17. etape, der må betegnes som kongeetapen. Distancen på 166 km er ikke overvældende, men det er de 5400 højdemeter, der i alt væsentlig er fordelt over fire gedigne bjergpas, hvoraf de tre er den slags lange opkørsler, Vingegaard elsker. Løbets allervigtigste slag skal slås på Col de la Loze, der gjorde debut i 2020, hvor det i små 2300 m over havets overflade lykkedes for både Miguel Angel Lopez og Roglic at køre fra Pogacar.

Den 27,9 km lange gigant stiger måske kun med 6,0% i snit, men det inkluderer en lille nedkørsel, og de sidste 9,6 km er med sine 8,7% helt anderledes stejle - ikke mindst de sidste 5 km, der næsten konstant stiger med mere end 9% og tillige har lange passager med tocifrede procenter. Både stejlheden og højden gør det til det tætteste, vi kommer på en Granon-stigning i den kommende Tour, og det er netop på den slags stejle og høje stigninger, at Pogacar har virket mest sårbar. Modsat etapen i 2020 sluttes med en godt 6 km og ret let nedkørsel samt en 1 km lang rampe op mod mål, men det vil næppe gøre en forskel, hvis det er lykkedes at skabe den ventede selektion på bjerget. I gamle dage talte man om Froome Day, der var den første bjergetape, hvor briten havde for vane at lægge løbet i et jerngreb, og skal man pege på en Vingegaard Day i den kommende Tour, er det utvivlsomt onsdag d. 17. juli. Det kan meget vel være her, danskeren skal vinde løbet.

Løbet kan være afgjort allerede her, men efter to mellemetaper får klatrerne en sidste chance for at gøre forskelle. Det sker på 20. etapes tur ind i Vogeserne, hvor der venter en kort og intens etape med små 3500 højdemeter over bare 133 km. Også her går det op og ned hele dagen, og efter en tidlig passage af Ballon d’Alsace - det første bjerg, der nogensinde er blevet besteget af Touren, da det gjorde debut i 1905 - slutter det hele med den svære kombination af Petit Ballon og Col du Platzerwasel. Begge stigninger er med stigningsprocenter på hhv. 8,2% og 8,3% ganske stejle, ikke mindst den nedre del af Petit Ballon, men det er også relativt korte stigninger på hhv. 9,2 km og 7,1 km. I den tredje uge af en grand tour handler det meste om friskhed, der som udgangspunkt er til Vingegaards fordel, men denne slags lidt kortere bjerge rimer til gengæld mere på Pogacar end på Vingegaard, måske særligt fordi etapen slutter med seks flade kilometer til sidst. Under alle omstændigheder vil Pogacar i hvert fald føle sig på hjemmebane, for han har foreløbig vundet begge de to etaper, han har kørt i Vogeserne, og som har haft mål på La Planche des Belles Filles, og han vil elske som i 2020 at kunne lade sig hylde som samlet vinder i netop den bjergkæde, hvor han tog sin mirakelsejr foran Roglic, inden turen går til Paris og den afsluttende paradeetape.

Guf for både udbrydere og sprintere

Netop fordi de mange bjergetaper ofte har relativt eksplosive finaler, hvor Pogacar kan bruge sit punch og sin spurtstyrke, kan bonussekunder blive et af slovenerens vigtigste våben i jagten på den samlede sejr. Det kan tale for, at det til næste år endnu stærkere UAE-mandskab vil køre kontrollerende og forsøge at forhindre et stort antal udbrudssejre i bjergene. Det betyder dog ikke, at udbryderne har grund til at være utilfredse, for den kommende Tour byder på flere oplagte udbrudsetaper, end vi normalt ser det i Touren. Det skyldes naturligvis, at man tilbringer så stor en del af den anden uge i Massif Central, hvor terrænet er som skabt til udbrud og angreb, og det giver den kommende Tour et præg af Vuelta og Giro, der oftest har flere af den slags mellemetaper.

I virkeligheden er allerede de to første etaper i Baskerlandet som skabt til udbrud, men her betyder kampen om den gule trøje, at det nok bliver en anelse for kontrolleret. Herefter vil Pogacars behov for kontrol og bonussekunder vise, hvor meget spillerum, der bliver for udbrydere i Pyrenæerne og på Puy de Dome-etapen, men den anden uge burde i hvert fald byde på to stensikre udbrudsetaper i Massif Central. Ugen åbnes således med en 10. etape, der trods en beskeden distance på bare 167 højdemeter byder på hele 3100 højdemeter og nærmest intet fladt terræn. Stigningerne er mange, men ikke alt for lange eller stejle, og det gør det til en perfekt dag for et hav af forskellige udbrudstyper. Det samme gælder om løbets 12. etape, der også byder på 3100 højdemeter, denne gang over 169 km, og som har et design, der minder uhyggeligt meget om det, rytterne har oplevet to dage tidligere. Derudover er to af de potentielle sprinteretaper, nemlig 8. etape til Limoges, hvor der er 1800 højdemeter, en kuperet finale og endda en bakke op til mål, og 19. etape til Poligny, hvor der skal klatres 2000 højdemeter i relativt kuperet terræn, og hvor opløbet også er stigende, så kuperede, at det bestemt synes muligt at snyde de hurtige folk, ikke mindst på de to etaper i den sidste uge.

Netop sprinterne vil sidde tilbage med en lidt blandet smag, men de kan bestemt være mere tilfredse med mulighederne, end de var i den uhyre sprinterfjendtlige 2022-udgave, og efter at Giro-arrangørerne åbenbarede en rute, hvor næsten alle potentielle sprinteretaper byder på mindst 2000 højdemeter, vil de nok også føle, at der er større grund til at tage til Frankrig end at tage til Italien næste år. I hvert fald burde der være nogle stensikre massespurter i Bayonne på løbets 3. etape, der dog også er den eneste, hvor sidevinden for alvor synes at kunne lure som en trussel, og hvor der trods alt skal klatres 2500 højdemeter, i Nogaro på 4. etape, hvor der er beskedne 1400 højdemeter på programmet, i sprinterhovedstanden Bordeaux, der på 7. etape vender tilbage for første gang siden 2010, og hvor terrænet er stort set helt fladt, samt naturligvis i Paris på sidstedagen. Derudover må man også formode, at sulten vil være så stor, at der burde kunne sikres en enkelt massespurt i den anden uge, når man på 11. etape skal en tur til Moulins, hvor de 1850 højdemeter primært findes på etapens første del, og på den relativt flade 18. etape, hvor bakkerne er få, og der blot er 1200 højdemeter, og dertil kommer altså også de nævnte etaper 8 og 19, der alle skulle give en mulig chance for massespurter. Med den menu vil det i hvert fald være overraskende, hvis ikke typer som Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen får flere muligheder for at spurte om sejren end de bare tre, de havde i 2022-udgaven.

En magnet på feltets klatrere

Det kan dog ikke slette indtrykket af, at det først og fremmest er bjergene, der vil være temaet, når Tour-cirkusset genstartes d. 1. juli næste år. Sådan må det næsten være, når man undervejs skal besøge samtlige landets fem bjergkæder og endda slår tonen an fra start med to knaldhårde dage i Baskerlandet, og det det bliver blot endnu mere udtalt, når man reelt fjerner enkeltstartsdisciplinen som en faktor ved blot at inkludere 22 km ensom kamp mod uret, der næsten har karakter af en lille bjergenkeltstart. Det kan godt være, at Giro-direktør Vegni med sine 70 km enkeltstart vil have succes med at tiltrække Evenepoel til sit løb, og meget taler også for, at Geraint Thomas vil gøre alvor af sine overvejelser om at satse på Groen i den kommende sæson. Til gengæld er det store flertal af klassementsryttere bestemt ikke begejstrede for enkeltstarter, og de vil utvivlsomt se årets Tour som en gylden chance for at jagte et topresultat på en rute, der næppe nogensinde vil passe dem bedre.

Det inkluderer i hvert fald Egan Bernal, der i en ganske vist usikker tilstand næsten med sikkerhed ventes til start, samt Richard Carapaz, der allerede åbent har erklæret sit ønske om at satse på Touren, mens det også lugter af Tour-debut for Jai Hindley, hvis Bora-mandskab til gengæld må overveje, om ikke den efterhånden ret tempostærke Aleksandr Vlasov kunne have større gavn af at rejse til Italien. Mikel Landa må også løbe skrigende væk fra årets tempotunge Giro, som Enric Mas og Miguel Angel Lopez også vil gøre det, og Simon Yates, der jo ellers er blevet ganske tempostærk, har også mere end antydet, at det er tid til at satse på Touren. Det synes også næsten givet, at de franske topryttere som David Gaudu, Romain Bardet og Guillaume Martin vil være svært tiltrukket af denne Tour-rute, og så må Ineos finde ud af, hvordan de fordeler deres endeløse række af potentielle klassementsryttere, mens UAE allerede klart har indikeret, at Joao Almeida skal en tur til Giroen og Juan Ayuso til Vueltaen, hvorimod resten af tropperne nok vil være at finde ved Pogacars side til sommer.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det helt store spørgsmål er, hvad Primoz Roglic vil. Formentlig er han fri til selv at bestemme, om han har lyst til at jagte den Giro-sejr, hans styrt og sygdom kostede ham i 2019, endda på en tempotung rute, der passer ham ideelt, og i en udgave, der vil blive afgjort på en bjergenkeltstart på grænsen til hjemlandet til Slovenien, eller om han stadig tror så meget på sin Tour-drøm, at han vil give det franske løb endnu et skud. Det er klart, at han vil være svært hæmmet af det næsten totale fravær af enkeltstartskilometer, men til gengæld vil et løb, der med mange eksplosive finaler passer godt til Pogacar, også pr. definition passe godt til Roglic, der som ryttertype er næsten identisk med sin landsmand.

Det vil imidlertid indebære, at han må leve med en rolle som andenviolin for Vingegaard, for 2023-udgaven af Touren vil først og fremmest blive anset som en duel mellem de to ryttere, der endte som nr. 1 og 2 sidste sommer. Måske har Prudhomme med sin tempofattige rute forsøgt at åbne døren for de mange ryttere, der på enkeltstarter vil blive kørt over af både Pogacar og Vingegaard, men der skal ske en markant udvikling i løbet af foråret, hvis ikke den i 2022 så suveræne duo vil være akkurat lige så overlegen, som det var tilfældet sidste sommer.

Prudhomme havde imidlertid mulighed for med sit rutedesign at skubbe balancen i den ene eller den anden retning, og det er svært ikke at nå den konklusion, at det er Pogacar, der har størst grund til at være tilfreds. Det ændrer ikke på, at Vingegaard som udgangspunkt må være favorit, for hvis styrkeforholdet vil være det samme, som det var tilfældet sidste sommer, taler meget for, at danskeren vil kunne levere så voldsomme nyrestød på særligt 17., men måske også 14. etape, at han her vil kunne vinde løbet - også fordi han måske vil have en lille overhånd på den sent placerede enkeltstart.

Til gengæld har Prudhomme også lavet en rute, der må give Pogacar en bedre chance for at få sin revanche, end han ville have haft, hvis de havde kørt sidste års rute én gang til. De mange eksplosive finaler, der kombineret med en ardenneråbning i Baskerlandet giver sloveneren en chance for at score et hav af bonussekunder, fraværet af et holdløb og potentielle sidevindsetaper, en mere ligelig fordeling af bjergetaperne over alle tre uger frem for en koncentration af alle udfordringerne i slutningen samt de generelt korte og knap så opslidende etaper må i hvert fald alle siges at være forhold, der kun kan gøre, at Pogacar gik ganske tilfreds til køjs torsdag aften. Om det så er nok til at slå forhåndsfavoritten Vingegaard til sommer, vil tiden vise, men foreløbig har Prudhomme i hvert fald givet ham en gave, der har forøget hans chancer i ikke uvæsentlig grad.

Analysen er opdateret med lidt ekstra detaljer om løbets potentielle sprinteretaper.