Tour de France-analyse: Fænomenets fænomenale forestilling

Hvis nogen skulle ligge inde med en udvidet ordbog billigt til salg, kunne jeg godt være interesseret. Jeg er nemlig løbet helt tør for superlativer, når jeg skal beskrive fænomenet Julian Alaphilippe. Vidunderbarnet har ganske vist leveret den store præstation efter den anden, men den forestilling, han præsenterede os for denne mandag eftermiddag, hører dog alligevel til noget af det mest sublime på en liste, der ellers blot er blevet længere og længere, siden en hel cykelverden tabte kæben, da han med andenpladser i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege fik sit gennembrud for det, der næsten føles som en menneskealder siden.

Det er ikke så meget det forhold, at Alaphilippe vandt etapen, der kan overraske. Som mange vil vide, havde jeg allerede peget på ham som min favorit inden etapen, men jeg havde ikke drømt om, at det skulle ske på denne maner. Det logiske valg havde nemlig været at spille sikkert og satse på den spurtafgørelse, hvor han ville være en af de to mest oplagte favoritter, for med et tidligt fremstød kunne han meget vel risikere at sidde tilbage med en ærgerlig fornemmelse over at have forspildt sin mest oplagte chance for at vinde en etape. Det var nemlig ikke just, fordi der manglede hold med interesse i at jagte på en dag, der var den måske allervigtigste i hele løbet for Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet og Sonny Colbrelli, og hvor Jumbo havde en indlysende interesse i at forsvare trøjen.

Der er imidlertid en grund til, at Alaphilippe er en klar fanfavorit over det meste af cykelverdenen. Der findes nemlig ikke mange ryttere med det mod og den kørelyst, som franskmanden udstråler. Faktisk har det til tider været svært for Deceunincks ledelse at holde vidunderbarnet tilbage, for han synes at få en nærmest uimodståelig kløe i benene, så snart nogen klistrer et nummer på hans spinkle ryg. Den form for uregerlighed kunne måske nok får de fleste sportsdirektører til at tage til sig til hovedet, men det vidunderlige ved Alaphilippe er, at han er så pokkers god, at han som regel kan gøre det færdigt - og det altså, selvom han jagtes af et Tour-felt fyldt med alverdens bedste cykelryttere i absolut topform.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det mod og den kørelyst fortjener en belønning. Den kom aldrig i et Amstel Gold Race, hvor han ellers også tog mange på sengen ved at angribe langt tidligere, end man kunne have troet, men det hører til sjældenhederne, at det ikke sker. Således føjer dagens sejr til en hel stribe triumfer med Milano-Sanremo - hvor det også var ham, der skabte en af de bedste udgaver i mange år - Fleche Wallonne og Strade Bianche som de mest markante på en liste, der også tæller etapesejre i alle de seks etapeløb, han har deltaget i i år med Touren som den seneste tilføjelse. Og denne gang blev det altså også belønnet med en første gul førertrøje, som man ikke var i tvivl om om skulle komme, men alene om hvornår den ville komme.

Alaphilippe er imidlertid også et vidnesbyrd om, at man ikke altid skal lægge for meget i resultaterne fra ungdomsrækkerne. Jeg husker stadig, at jeg tilbage i 2013 ved VM i Firenze talte med en ung Alaphilippe, der på et dengang nærmest uforståeligt engelsk forsøgte at forklare, hvad der var sket i et løb, hvor han havde været meget aktiv, men var kommet til kort. Senere talte jeg med Dylan Teuns, der nærmest var helt flov over, at han på en etape i det års Tour de l’Avenir var blevet overhalet af ham Alaphilippe, som forud for det franske løb nok havde opnået flotte resultater, men ikke i et omfang, der afslørede, hvilket fænomen han vitterligt er og var.

I dag har Teuns’ flovhed formentlig lagt sig en anelse, når han ser, hvordan Alaphilippe tilsyneladende har fået bevilget patent på verdensranglistens førsteplads og nu altså også fører verdens største cykelløb. Det næste spørgsmål er naturligvis, hvor længe det gule eventyr rækker. Selvom La Planche des Belles Filles er en relativt eksplosiv stigning, må man nok formode, at torsdagens etape blive endestationen, men for feltets udbrydere er det dårligt nyt. Mange havde nemlig udset sig onsdagens etape som en chance for at køre sig i gult, men det bliver nu betydeligt svagere, når trøjen sidder på en mand og hos et hold, der helt sikkert ikke afgiver den frivilligt. Og når engang trøjen igen bliver blå, vil der formentlig ikke skulle passeres mange stigninger i Massif-Central i weekenden, før den får prikker i stedet - og et god bud vil være, at der til den tid kunne ligge endnu en etape og vente på vidunderbarnet.

For feltets puncheurs var etapen naturligvis en skuffelse, ikke mindst for Michael Matthews, men reelt kunne de ikke gøre meget mere, end de gjorde. Deceuninck havde nemlig allerede tidligt lagt pres på med Kasper Asgreen i den tidlige fase og med den uhyre formstærke og stadig mere imponerende Yves Lampaert samt Dries Devenyns på bakkerne. God hjælp fik de af Astana, der brugte den velkendte strategi med at gøre løbet så hårdt, at positionskampen blev knap så hektisk og risikoen for styrt betydeligt mindre. Det var naturligvis en gave for Alaphilippe, der havde brug for så hårdt et løb som muligt, men som ikke havde det helt ideelle hold til at skabe netop det.

Det gjorde Astana heldigvis, og da først Alaphilippe var fløjet væk, manglede der ressourcer til at køre ham ind. Sunweb og CCC, der ellers havde været overraskende passive det meste af dagen, kom endelig frem mod slutningen, ligesom Jumbo gjorde deres bedste for at holde fast i trøjen. En efter en brændte de stakkels hjælpere imidlertid sammen, og da først Ineos, som åbenlyst ingen interesse havde i at hente den på sigt relativt ufarlige Alaphilippe, var det klart, at løbet var afgjort.

Det mest overraskende var, at Bora var så passive, som de var. At de spillede poker i den indledende fase, var måske meget forståeligt, når nu Deceuninck og Jumbo viste, at de nok skulle klare paragrafferne, men jeg var næppe den eneste, der var forundret over, at de hverken brugte Maximilian Schachmann eller Gregor Mühlberger til jagten. Naturligvis skulle Patrick Konrad og Emanuel Buchmann beskyttes, men man kunne nok have ofret de to andre klatrere, ikke mindst fordi Schachmann jo faktisk viste fornem form ved at gå med Michael Woods, Alexey Lutsenko og Mikel Landa i den farlige forfølgergruppe, der etableredes efter næstsidste stigning.

Måske fik vi imidlertid forklaringen lidt senere. Da der senere skulle spurtes om etapens 2. plads, viste Sagan sig nemlig at være lige så skidt kørende som frygtet. Noget kunne med andre ord tyde på, at slovakken selv havde afblæst jagten, da først Daniel Oss slog ud og Astana skabte en udskilning, de færreste vel havde forudset. Og det er stærkt urovækkende, for dermed står det endnu engang klart, at fornemmelsen fra Tour de Suisse ikke var forkert. Sagan er altså ikke sig selv endnu efter et forår, der gik helt i vasken, og nu bliver tendensen efterhånden så tydelig, at det ikke bare kan negligeres som et udtryk for en midlertidig formkrise.

Det ændrer naturligvis ikke på, at slovakken fortsat er gigantisk favorit til den grønne trøje, selvom det var livgivende i den indlagte spurt at se, at Elia Viviani i hvert fald ikke har givet op, selvom både Dylan Groenewegen og Caleb Ewan har smidt håndklædet i ringen. Sagans tilsyneladende sårbarhed må imidlertid have sat tanker i gang hos Michael Matthews, der må have tanket masser af selvtillid i dagens finale. Ganske vist var det kun med det yderste af neglene, at han kom forbi Jasper Stuyven, ligesom han helt sikkert ærgrer sig gul og grøn over, at kun Nicolas Roche og Wilco Kelderman kunne sidde hos ham til den afgørende jagt, men han må alligevel have tanket moral, ikke mindst fordi han også så stærk ud i lørdags, hvor Richezes pludselige opbremsning dog totalt ødelagde en spurt, han måtte træde i gang fra spids direkte i modvinden.

Dagens overraskelse var Jasper Stuyven. Jeg ville i hvert fald have forsvoret, at den ikke specielt klatrestærke belgier kunne gøre det så godt på en etape, der udviklede sig til et mindre blodbad og efterlod langt lettere folk på den nordfranske bakker. Stuyven overlevede imidlertid ikke blot, men kørte også en helt forrygende spurt i en finale mod specialister, der ellers i lignende finaler i de canadiske klassikere har givet ham den ene lektion efter det anden. Dermed var der også lidt tiltrængt opmuntring til det uheldige Trek-mandskab, der på grund af sygdom og styrt havde et kedeligt holdløb, som kostede Richie Porte langt, langt mere tid, end han selv i sin værste fantasi havde forestillet sig.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Derudover var det i store træk de forventede navne, der blandede sig i spurten. Det lå i kortene, at det ville blive for hårdt for Ewan, da først Astana skulle vise sig at have planer om andet og mere end bare at følge, og det blev derfor en sag for de ”rigtigt” hårdføre sprintere. Overraskelsen var måske Matteo Trentin, der ellers ikke har den helt store historik som puncheur, men med sin fine kørsel blot bekræftede det enorme niveauspring, han også stillede til skue i Milano-Sanremo og Amstel Gold Race som kulmination på en helt fabelagtig sæsonindledning. Sonny Colbrellis tilstedeværelse var heller ikke spor overraskende, men man kunne måske nok have forventet sig mere af den italienske superpuncheur med den kongeform, han havde vist i de australske mesterskaber. Og Greg Van Avermaet måtte endnu engang sande, at han altså ikke længere har den eksplosivitet, han havde i sin storhedstid, da dagens nederlag følger i halen på 2018- og 2019-sæsoner, hvor han gang på gang er blevet sat til vægs i spurter, han tidligere havde vundet.

Etapen bragte også en brat ende på Jumbo-festen. Wout van Aert var en af dagens små skuffelser, da den ellers så imponerende belgier ikke var i stand til at matche de bedste i en spurt, og Mike Teunissen måtte alligevel sande, at han havde sine grænser i terræn, der i forvejen så ud til at være på kanten. Til gengæld kan jeg ikke lade være med i mit stille sind at glæde mig over, at de ikke ofrede George Bennett i jagten på Alaphilippe. Dermed kunne det se ud til, at 1. etape var en enlig svale, hvor holdløbet tvang holdet til at bruge ham tidligt, og at han måske alligevel får lov at køre lidt klassement som en plan B for den meget overbevisende Steven Kruijswijk. På samme vis var det interessant, at Matthews ikke bare brændte Wilco Kelderman af. Måske har hollænderen alligevel efter sin skade fundet så meget form, at klassementet i hvert fald bevares som en option frem til på torsdag.

Ellers gav etapen ikke de helt store svar i klassementskampen. Set med danske øjne var det naturligvis befriende at se, hvordan Astana lagde pres på undervejs. Missionen var som sagt blot at gøre det hele lidt mindre hektisk og måske give Alexey Lutsenko en lille chance til sidst, men selvom det aldrig havde et offensivt perspektiv, viser det i hvert fald, at Fuglsangs skader ikke umiddelbart er løbsødelæggende. Den slags pres lægger man kun, hvis man har det nogenlunde, og sådan så Fuglsang i hvert fald ud til at have det undervejs.

Alligevel tabte han 5 sekunder til Thibaut Pinot og Egan Bernal i spurten, men det var nu ikke svært overraskende. Fuglsang har aldrig haft det store punch i disse afslutninger - modsat Pinot og Bernal, der begge er hurtige. Alligevel sender det et relativt klart signal om, at Pinot er præcis lige så skarp, som hans indtil nu meget opmærksomme og yderst overbevisende kørsel viser, og at Bernal er præcis lige så farlig, som alle har forventet. Og samtidig var det godt at se Movistar vise offensive intentioner ved at sende Landa i offensiven på en dag, hvor det logiske havde været at gemme sig i feltet. Det lover godt for fortsættelsen for baskeren, der bestemt ikke hører til blandt feltets kedeligste ryttere.

Skal man lede efter et lille svaghedstegn hos en af favoritterne - og det er vel trods alt det, jeg er ansat til - må det være Geraint Thomas. Waliseren blev ført fornemt ind på stigningen af sin tro bodyguard Michal Kwiatkowski, men det var ham, der ikke var i stand til at holde Bernals hjul til sidst. Nu var det ikke en klassisk Thomas-finale, men den forsvarende vinder er altså en ret eksplosiv fyr, der normalt er ganske god til at holde sig til. Det var han ikke i stand til i dag, og selvom man skal passe på med at overfortolke ting i denne meget tidlige fase af et løb, der først rigtigt indledes om halvanden uges tid, var det ikke det mest opløftende tegn, specielt ikke når man betænker den optakt til løbet, uheldige Thomas har haft. Og måske skal man også notere sig, at Enric Mas i finalen ikke lignede en mand med diamanter i benene, men det var nu ganske forventeligt af spanieren, der som bekendt er en langsom starter og først for alvor ventes at træde i karakter til allersidst.

Derudover viste etapen ikke det store, og vi fik egentlig blot bekræftet det forventede. Vi kan glemme alt om, at Fabio Aru allerede nu skulle være klar til at køre klassement, og at han nok snarere skal finde formen til det, der til gengæld kan blive en meget interessant - og måske endda prikket? - afslutning på løbet, ligesom en eventuel mistanke om, at Ilnur Zakarin skulle have klassementet som en mulig option, effektivt blev aflivet. Deres tidstab var således ikke specielt urovækkende, men til gengæld må Vincenzo Nibali klø sig lidt i håret over, at hverken Dylan Teuns, der aldrig har været stabil, Rohan Dennis, der ellers klatrede så flot i Tour de Suisse, eller den halvskadede Damiano Caruso kunne sidde hos kaptajnen, hvis form i forvejen er usikker efter et italiensk mesterskab, der bestemt ikke gav løfter om noget stort.

Den slags overvejelser har Alaphilippe til gengæld ingen grund til. Hvis han havde haft blot den mindste mistanke om, at formen måske ikke var helt, hvor den skal være, kan han i aften gå i seng med bevidstheden, at han atter engang har timet sin forberedelse perfekt. Og denne gang kan han endda gøre det i en gul pyjamas, samtidig med at han studerer løbsbogen for at planlægge, hvordan han skal farve den prikket i de kommende dage. Og jeg kan så bruge natten til at pløje ordbogen igennem på jagt efter de superlativer, der skal i brug næste gang, fænomenet inviterer os på en fænomenal forestilling. Det varer nok ikke længe.

BEMÆRK: Kommentaren om Fabio Aru skal tages med forbehold, da det siden er kommet frem, at han havde defekt i finalen.