Tour de France-analyse: Fra helvede til himmel - og omvendt

For et døgn siden måtte Lotto-manager John Lelangue spørge sig selv om, hvad i alverden han havde gjort, siden han skulle ende i helvede. I corona-året 2020, hvor Touren med sin ekstreme eksponering er vigtigere end nogensinde, har hans belgiske mandskab, der i forvejen ikke er WorldTourens mest profilerede, nemlig været som ramt af en forbandelse.

Faktisk startede det allerede lige efter pausen. Philippe Gilbert fandt slet ikke benene til de italienske klassikere, Tim Wellens skuffede i Polen og Lombardiet, og selvom Caleb Ewan fik sin sejr i Vallonien, kunne det ikke opveje for skuffelsen i Milano-Sanremo, der var et gigantisk mål for den lille australier. Thomas de Gendt var så formsvag, at holdet måtte bryde deres coronaboble-politik og sende ham til Dauphiné i en jagt på løbskilometer, der ved de belgiske mesterskaber viste sig fuldstændig uden effekt, og samtidig kunne han se sin meget risikable beslutning om først sent at indlede kontraktforhandlinger med sine ryttere koste dyrt, da to af holdets talenter, Carl Fredrik Hagen og Stan Dewulf, søgte nye græsgange.

Det var den nedtur, Touren skulle redde med samme effekt som for et år siden, hvor Caleb Ewan og Thomas de Gendt tilsammen sikrede hele fire etapesejre. Desværre fortsatte forbandelsen allerede i dagene op til løbet. Først styrtede Wellens og måtte melde forfald, så en af holdets kaptajner måtte erstattes med Frederik Frison, der mest er kendt som anonym hjælper med store evner til at sluge vind, og minsandten om staben så ikke også blev ramt af to positive coronatests, der reelt betød, at holdet burde være sendt hjem, hvis ASO havde fastholdt den ”two-strikes-and-you-are-out”-politik, som de af den franske regering strengt er blevet pålagt at følge.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Hjem blev de så næsten sendt alligevel. Den drivvåde åbningsetape kunne ikke være endt meget værre for stakkels Lelangue. John Degenkolb kæmpede heroisk efter et styrt, men måtte se de iskolde kommissærer sende ham tilbage til Tyskland som følge af en tidsgrænse, der var misset med to minutter. Gilbert fik ikke mulighed for at rejse sig efter en trist august, da en brækket knæskal - i øvrigt den anden i dette løb på bare tre år - sendte ham på fly tilbage til Belgien. Og for at toppe det hele var holdets to øvrige profiler også ramt, Ewan af et styrt og overraskende svag kørsel på stigningerne på 1. etape og De Gendt af en form, der ifølge ham selv slet ikke eksisterer i øjeblikket.

Nej, det eneste lyspunkt her til morgen var vel, at der var god plads til at holde corona-afstand i den stadig mere tømte holdbus. Til gengæld var det svært at være alt for optimistisk forud for en etape, der ellers var et af de helt store mål for et hold, der mere end noget andet er bygget op om massespurterne. Udsigten til 3000 højdemeter og en knaldhård start kunne nemlig stille spørgsmålstegn ved, om den ikke specielt overbevisende Ewan, der skuffede på stigningerne i både Sanremo og Italien, kunne bevare den nødvendige friskhed mod de mange holdbare sprintere, der har vist en helt anden form.

Men måske havde Lelangues bønner alligevel virket. I hvert fald forbarmede guderne sig ved at lade den potentielt set meget hektiske og lynhurtige indledning blive erstattet af en kollektiv våbenhvile, hvor alle rullede rundt på skjoldet og lod sprinterholdene få det, som de vil have det, med et lille kontrollerbart udbrud, der endda blev forvandlet til en ensom Jerome Cousin, der aldrig havde en chance for at gentage Paris-Nice-sejren i målbyen Sisteron, når han denne gang ikke havde en naiv Nils Politt til at fragte sig hele vejen til stregen.

I det øjeblik stod det klart, at Ewans odds måtte styrtdykke. Ewan har nemlig udviklet sig i en yoyo-takt, der gør, at lige netop han kunne drage fordel af, at etapen udviklede sig til en lang søndagstur i en modvind, der gjorde det muligt for en gennemsnitlig dansk motionist at følge med. Efter at være startet som ren sprinter hos Mitchelton-Scott mistede han i 2018 og 2019 sin topfart, men blev til gengæld specialist i at vinde spurter efter hårde dage, som vi så i blandt andet Sanremo i 2018 og i Giroen i 2019.

Den trend blev pludselig atter vendt under sidste års Tour, hvor det var lige omvendt. Her genfandt den lille australier sin gamle topfart, vandt tre af de letteste sprinteretaper og blev slået efter det hårde sidevindsræs i Albi, og den tendens er gået igen i denne sæson, hvor han som sagt har klatret svagt, men vist fornem fart i Tour Down Under og senest i Milano-Torino og Vallonien.

Dermed blev det, der kunne være blevet til en stærkmandsspurt på den lange, lige modvindsvej i Sisteron, pludselig til et med spænding imødeset opgør på ren topfart mellem feltets hurtigste. Og i det lys var det klart, at Ewan med ét var forvandlet til en af etapens topfavoritter - en status, man ellers kunne have betvivlet forinden. I dette sprintersvage felt, hvor langt de fleste hurtige folk er løbet skrigende væk med udsigten til kun to rigtigt flade dage på 10. og 21. etape, er der nemlig kun to supersprintere, Ewan og Sam Bennett.

Hvis nogen skulle have formastet sig til at tro, at Giacomo Nizzolos superform eller Alexander Kristoffs overbevisende powerspurt i Nice forleden skulle have ændret på den antagelse, fik de modbevist deres ideer noget så eftertrykkeligt denne mandag i Sisteron. Da først Bennett og Ewan åbnede for gassen, stod resten af feltet nemlig lige så stille, som hele Europa stod i marts og april, og man skulle næsten have fat i NASA og en topmoderne stjernekikkert for at kunne få øje på rivalerne til løbets to supersprintere.

Pludselig kendte vi Ewan igen. Den teknik, han forfinede under sidste års Tour og som i første forsøg indbragte tre gevinster, fungerede nemlig lige så godt som for et år siden. I manglen af det stærkeste tog blev Ewan en mester i at finde det rigtige hjul og herefter med sin eminente timing gå forbi rivalerne på de sidste meter. Den teknik blev især dyr for Dylan Groenewegen, der næppe var på julekort med Ewan sidste vinter, og i dag gik den så ud over Bennett, der var nok var uhyre overbevisende, men blev slået på kløgt og ikke styrke, som det så ofte er sket for Ewans rivaler.

Held var der nu også involveret denne gang. Ewan sad farligt langt tilbage i den uhyre kaotiske finale, hvor den hårde modvind gjorde det helt umuligt for noget hold at holde en fart, der kunne udgøre et reelt lead-out, men al den modgang, Lotto hidtil havde haft, blev igen forvandlet til medgang, da døren åbnede sig på vid gab for Ewan, der kunne zigzagge sig mellem rivalerne, gribe Bennetts slipstrøm og derefter gå forbi, da modvinden havde slidt den brølstærke irer ned til sokkeholderne.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Det kunne meget vel være gået galt, og var Ewan blevet lukket inde, havde der i dag været fest i Irland og ikke i Australien. I lyset af den katastrofestart, de stakkels Lotto-drenge har haft, er det dog svært ikke at se en eller anden højere retfærdighed i, at guderne blæste rivalerne til side, så Ewan kunne finde vej til lige præcis det hjul, han skulle bruge, hvis han skulle vinde etapen - især fordi Deceuninck jo efter gårsdagens triumf allerede så rigeligt har deres Tour på det tørre.

Det har Bennett imidlertid ikke, og man kan ikke lade være med at have lidt ondt af ham. Efter en generelt trist sæson, hvor han har virket milevidt fra sit ellers overlegne 2019-niveau, bekræftede han nemlig antagelse fra gårsdagens optakt, om han vitterligt er tilbage, og at det, der lignede en ydmygelse af formstærke Arnaud Demare, ikke var noget tilfælde. I hvert fald var det dybt imponerende at se, hvordan han med sit kick kørte den nykårede europa- og italienske mester Giacomo Nizzolo samt den flerfoldige pointtrøjevinder Peter Sagan så eftertrykkeligt agterud, at de vel næsten kunne tro, at Nizzolo havde vundet etape, fordi Bennett og Ewan var forsvundet så langt ud i horisonten.

Desværre for Bennett er det bare ikke altid den stærkeste, der vinder. Det er velkendt, at Bennetts selvtillid er uhyre skrøbelig, og at han derfor kan have en tendens til at gå en smule i panik og starte sin spurt for tidligt. Den risiko spekulerede jeg da også i forud for spurten. Bennett var nemlig inden løbet - igen - så usikker på egne evner, at han allerede frygtede at blive den første Deceuninck-sprinter siden Napoleon-tiden til ikke at vinde en Tour-etape, og han lød allerede som en mand på vej i let panik - en panik, der næppe blev mindre af nederlaget på 1. etape.

Måske var det derfor, at han glemte, at modvinden gjorde det uhyre vigtigt ikke at åbne for tidligt. I hvert fald var det netop det, der skete. Alligevel var Bennett så overlegen, at han havde vundet etapen i suveræn stil - hvis altså ikke han havde feltets eneste øvrige supersprinter siddende direkte på bagsmækken. Forhåbentlig formår holdets ledelse at forklare ham, at han lige nu ligner feltets stærkeste sprinter, og at sejren nok skal komme, så man kan få stoppet den blødning af selvtillid og ophobning af desperation, man næsten kan fornemme hele vejen til Danmark - især fordi Bennett jo godt ved, at sprintermuligheder i denne Tour er mere sjældne end en tilskuer uden mundbind.

Ewan og Bennett var så overlegne, at det næsten er anekdotisk at tale om de øvrige sprintere. ”Best of the rest” var Nizzolo, der må sidde tilbage med en lidt dobbeltsidet fornemmelse. På den ene side var han ganske overbevisende med en lang spurt i modvinden, men på den anden side må han også sande, at han nok er genrejst efter sin skadespause, men at han stadig ikke er den supersprinter i de klassiske massespurter, han var, da han to år i træk blev Giroens pointkonge.

Straks værre er det for Peter Sagan, der fik slået endnu et par søm i den ligkiste, der snart er så færdigbygget, at den kan sættes til salg. Ikke blot var hans guddommelige timing helt væk, da han åbnede en nærmest uhørt lang spurt i en modvindsfinale - det gjorde også næsten ondt at se, hvordan adskillige rivaler, der også længe lå i vinden, nærmest gled forbi med dobbelt fart. Det siger uhyre meget om Sagans stabilitet og alsidighed, at han alligevel står med gode kort i kampen om endnu en grøn trøje, men også efter gårsdagens for ham usædvanligt pauvre klatreindsats forbavses man over, hvor stærkt nedad bakke det er gået i et 2020, hvor han har været ikke bare menneskelig, men helt, helt ordinær. Eneste lille trøst var måske, at han efter gårsdagens nederlag til italieneren i den indlagte spurt trods alt fik vist, at han stadig er hurtigere end en ligeledes stagnerende Matteo Trentin, der også fik åbnet sin spurt alt for tidligt.

Dagens positive overraskelse var Hugo Hofstetter. Tidligere kaldte jeg ham ”sprinteren, der aldrig vinder”, men det navn gjorde han sig ikke fortjent til i dag. Da han i 2018 vandt Coupe de France var det ellers påfaldende, hvor uhyre positioneringsstærk, men samtidig langsom, han var. Rækken af top 10-placeringer i de ikke specielt stærkt besatte franske løb var længere end listen over Tejay van Garderens styrt, men alligevel blev det bare til én sejr i et Tour de l’Ain, hvor han stort set var eneste sprinter til start. I dag greb han imidlertid chancen, da en skadet André Greipel måtte erkende, at det ømme knæ ikke kunne stå for presset, og med sin vanlige evne til at sidde rigtigt kombineret med en sjældent høj fart sikrede han sig i karrierens allerførste grand tour-massespurt en fornem 4. plads, der efter franskmandens sejr i Le Samyn måske kan ses som en bekræftelse på, at det lille israelske altså har en ret god evne til at få folk til at blomstre op - noget, Chris Froome måske kan finde lidt trøst i, mens han desperat forsøger at glemme, at ”hans” løb lige nu køres uden ham.

Egentlig kørte Edward Theuns også en af sine bedste spurter i mange år, men det var alligevel en helt uforståelig beslutning, at Trek så stædigt fastholder deres faste princip om at lade massespurterne gå på tur mellem Mads Pedersen, Jasper Stuyven og Theuns. Efter styrtet i Touren i 2016, hvor han brækkede ryggen, har belgieren nemlig aldrig genfundet den topfart, der engang gav sejr i stærkt selskab i BinckBank Tour, og selvom det formidable Trek-tog sidste år ellers satte ham fornemt op i netop BinckBank Tour og Vueltaen blev han altid overspurtet af hurtigere folk. I dag kunne Trek så slet ikke gentage bedriften fra forleden, hvor de dominerede finalen - desværre efter at have tabt Pedersen - og så var det alligevel her, at Theuns, godt hjulpet af læ i modvinden, faktisk viste lidt mere af sit gamle niveau. Nu kan man så håbe, at fornuften indfinder sig igen frem mod de kommende etaper, selvom Pedersen nok må sande, at meget taler for, at der står Stuyven på den stigende spurt på onsdag - og så kan han trøste sig med, at han i dag næppe var kommet i nærheden af Bennett og Ewan.

Det gjorde Cees Bol heller ikke. Sunweb var ellers det bedst organiserede hold, der med Casper Pedersen og Nikias Arndt tog kontrol ved den røde flamme, men desværre kunne heller ikke de holde dampen oppe i en modvind, der gjorde, at de blev overmandet bagfra. Bol måtte imidlertid også selv sande, at der ikke var lørdagens skud i stængerne. Det var der slet heller ikke hos Alexander Kristoff, der først svigtede i den positionskamp, han mestrer, og siden trådte så firkantet, at det var svært at forstå, at det var den mand, der i lørdags kørte alle agterud. Nordmanden havde imidlertid heller ikke glæde af, at etapen blev så let, og da han samtidig har indrømmet, at han primært er i Touren for at hjælpe holdet og finde formen inden klassikerne, er det måske mere sigende om hans klasse, at han alligevel var så overbevisende i Nice forleden.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Han har i det mindste sit på det tørre. Det er mere, end man kan sige om Bryan Coquard, der for anden spurt i træk kunne konstatere, at drømmen om, at superformen på stigningerne kunne omsættes i den gamle topfart, han ikke har haft siden holdskiftet, definitivt er død og begravet. Luka Mezgec må til stadighed sande, at han bare aldrig bliver en mand til klassiske massespurter, og selvom han endelig viste lidt livstegn, er det nærliggende at tro, at den åbenlyst ringe form er forklaringen på, at altid stabile Niccolo Bonifazio fejlede i positonskampen, som han ellers har styr på. Og Elia Viviani? Ja, den tidligere supersprinter måtte nok engang se sig reduceret til en trist birolle, da hverken han eller Simone Consonni kom med, da Christophe Laporte ellers satte dem perfekt op på den sidste kilometer, men endte med at køre lead-out for alle andre, mens den tidligere stjerne var begravet i et mylder, der gjorde det umuligt at komme frem.

Det mylder var Ewan egentlig også begravet i, men modsat Viviani, der fortsat befinder sig i helvede, åbnede vejen til himlen sig brat for den lille australier og Lotto Soudal, der med ét fik vendt en endeløs serie af modgang. Blandt skyerne kan han så bytte plads med Vivianis stakkels holdkammerat Anthony Perez, der efter nogle svære år med overbevisende kørsel bekræftede det potentiale, han viste, da han som ung slog Greg van Avermaet i en puncheurspurt i Luxembourg, ved suverænt at iføre sig bjergtrøjen - endda ved at slå et af feltets allerstørste puncheurtalenter, Benoit Cosnefroy. Desværre er ”iføre” så meget sagt, da uheldige Perez efter en punktering endte i bagsmækken af sin holdbil, på hospitalet med et brækket ribben og en mulig perforeret lunge og altså en enkeltbillet fra den himmel, han kort nåede at entrere, til et helvede, hvor han og Viviani nu kan trøste hinanden.

Ja, sommerens sidste dag blev i sandhed dagen, hvor elevatoren kørte i pendulfart mellem de øvre og nedre etager. Heldigvis for Lelangue og vennerne i den næsten tomme Lotto-bus var det dem, der tog turen den rigtige vej.