Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France-analyse: Frem og tilbage er lige langt
23. juli 2019 19:08Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 16. etape.

Vi skal tilbage tilbage til 2012 for at finde første gang, jeg hørte om Caleb Ewan. Dengang skabte det så mange overskrifter, som det kan lade sig gøre i januar måned, at en blot 17-årig australier gav landets WorldTour-ryttere klø i den berømte gadeløbsserie Bay Crits, der altid afvikles i dagene efter nytår. Allerede dengang var han juniorverdensmester på banen, men ved at besejre blandt andre den professionelle sprinter Allan Davis i de australske gader, viste han, at det måske ikke kun var på brædderne, at han havde et vist potentiale.

 

Det varede da heller ikke længe, inden Ewan gik fra at være et eksotisk talent på den anden side af kloden til at være et af de brandvarme navne i Europa. Allerede senere det år var han en dominerende skikkelse på den store juniorscene og blev sågar nr. 2 ved junior-VM i København. Allerede i sit første U23-år satte han hele verden i brand ved med to etapesejre i Tour de l’Avenir at etablere sig som talentklassens bedste sprinter i en alder af bare 18-19 år, og minsandten om han ikke også viste sig at kunne klatre, da han blev nr. 4 ved det års VM på den knaldhårde rute i Firenze, hvor da også allerede var så stort et navn, at jeg husker, at man skulle kæmpe en ganske hård kamp for som deltagende journalist at få lov at snakke med ham.

 

Hans udvikling var så hurtig, at han allerede blev en del af GreenEDGE-holdet i oktober året efter, hvor han kørte sit første WorldTour-løb for mandskabet i Kina, og bare et år senere vandt han sin første grand tour-etape ved at besejre Peter Sagan og John Degenkolb i en knaldhård stigende spurt i Vueltaen. I de følgende år udbyggede han sin sejrsliste med lynets hast sideløbende med Fernando Gaviria, og længe blev det i cykelkredse næsten anset som et faktum, at vi i de kommende år ville have udsigt til den helt store rivalisering mellem en australsk og en colombiansk supersprinter.

 

Sådan er det imidlertid ikke gået. Ikke blot skulle det vise sig, at en vis Dylan Groenewegen var mere talentfuld, end man kunne ane i hans første år, Ewan selv forvandlede sig også i påfaldende grad. Frem til 2017 havde han ellers tungt etableret som sig en af feltets bedste rene sprintere, og særligt i det års Giro blev hypen om Gaviria-Ewan-duellen skruet voldsomt op efter et løb, hvor Gaviria endte som vinder med 3 etaper, men hvor den positioneringssvage Ewan i de fleste tilfælde vel faktisk var løbets hurtigste mand.

 

Men så skete der noget. I 2018 kom Ewan flyvende ud til sæsonen, da han ved de knaldhårde australske mesterskaber var meget tæt på at vinde, og endda kunne matche Richie Porte på Mt. Buninyoung på en tid af året, hvor Trek-kaptajnen altid er flyvende. I Tour Down Under vandt han den knaldhårde stigende spurt i Stirling, og minsandten om han ved et Milano-Sanremo, hvor han egentlig bare skulle lære og ikke regnede med at køre finale, endte med at vinde feltets spurt bag Vincenzo Nibali.

 

Enhver ville juble over pludselig at kunne klatre så godt, men det gjorde Ewan bare ikke. Samtidig med at han klatrede som en drøm og gav prøvelser på det talent, han allerede havde viste ved det omtalte VM i Firenze, måtte han nemlig spørge sig selv, hvad i alverden han havde gjort af sin fart. I de klassiske massespurter blev han nemlig kørt over den ene gang efter den anden, og særligt åbenlyst blev det vel i det års Tour of California, hvor Gaviria, som han bare et år forinden havde sat til vægs i Giroen, slog ham klart tre gange i træk. Farttabet var så åbenlyst, at Mitchelton som bekendt valgte at snyde ham for hans længe ventede Tour-debut, og det lange ægteskab endte som bekendt på den baggrund i en yderst ulykkelig skilsmisse.

 

Transformationen er fortsat i år. Frem til Giroen fik han klø i alle sine klassiske spurter, men til gengæld vandt han i den ene hårde finale efter den anden. I den italienske grand tour vandt han to etaper, men i begge tilfælde efter lange dage på over 200 km og med enten et stigende opløb eller bakker i finalen. På de lette etaper fik han atter klø, og man kan nok forstå, hvis Lotto-ledelsen var en smule bekymrede for udsigten til at sende ham i kamp med fartkongen Groenewegen i Tourens mange klassiske massespurter.

 

Om det er den bekymring, der har givet sig udslag i en anderledes forberedelse, skal vi lade være usagt, men efter at The Pocket Rocket i dag spurtede sig til anden sejr på mindre end en uge, står det i hvert fald klart, at der er sket et eller andet. Egentlig startede det måske allerede, da han højst overraskende slog Groenewegen på den afsluttende billardbordflade etape i ZLM Tour, men i denne Tour er det blevet helt åbenlyst, at Ewan er vendt tilbage til rødderne.

 

På forhånd så det ellers ud til, at det ville være i den stigende finale på 1. etape, måske endda i puncheurfinalen på 3. etape, på 4. etape med den lille bakke i finalen eller på 10. etape med sidevind og de 3000 højdemeter, at australieren ville have sin chance. Ser man bort fra åbningsetapen, hvor han blev lukket inde, har han imidlertid skuffet fælt på alle de hårde sprinteretaper. Til gengæld har han været i sit es, når det har været fladt og nem, som da han kun med yderste af neglene blev slået af Groenewegen på snegleetapen til Chalon-sur-Saone, eller da han fik skovlen under hollænderen på den lette etape til Toulouse.

 

I dag slog han så til igen på en dag, der skulle vise sig at være ganske nem. Det vil de ryttere, der led i de 37 graders varme, og som synes at det blev lidt stressende i sidevinden med 50 km til mål, måske nok benægte, men ingen kan betvivle, at det meste af de 177 km omkring Nimes blev tilbragt i et tempo, som de fleste kunne overkomme. Faktisk havde det været så let, at det var Deceuninck og ikke som forventet Bora, Bahrain eller Sunweb, der udnyttede den sene bakke til at sætte Groenewegen under pres i håb om at give Viviani en bedre chance. Derfor var det et relativt frisk felt - i hvert fald så frisk, som det kan være efter mere end to ugers knaldhårdt cykelløb - der skulle afvikle generalprøven inden næste søndags spurt i Paris.

 

Og her viste Ewan sig nok engang at være bedst. Faktisk var han ikke bare bedst, han var i særklasse. Efter igennem hele løbet at have imponeret stort med sin positionering, så det ellers ud til, at han for en gangs skyld havde spillet på den forkerte hest, da han greb Groenewegens hjul i finalen. Hollændernes tog med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen manglede nemlig i den grad Wout van Aert til at tage sig af stykket frem til sidste kilometer, og derfor kom de frem alt for tidligt. Nok fik de hjælp af Marco Haller, der kørte for Jens Debusschere, samt af Jasper De Buyst, der desperat forsøgte at forsvare Ewans position, men da det efter den røde flamme stod klart, at supertoget med Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og Elia Viviani atter havde timet den perfekt, var det ikke svært at se, at Groenewegen og Ewan ville blive overmandet bagfra og meget vel kunne ende med at ryge ud af kampen om sejren.

 

Den havde fænomenale Peter Sagan naturligvis luret. I første omgang havde han ellers også spillet på Jumbo-toget, men det varede ikke længe, inden han indså hollændernes fejl. Få sekunder senere var det ham, der befandt sig på Viviani - man forundres over, hvordan han med så kort varsel alligevel kunne bokse alle væk fra det hjul, alle ville have - og derfor var det ham og Viviani, der sad perfekt placeret, da Mørkøv skød frem. Groenewegen og Ewan tabte derimod alt deres momentum, og mens australieren faldt helt ned i 7. position måtte hollænderen bruge kræfter på at bokse med Alexander Kristoff om positionen bag Peter Sagan.

 

På det tidspunkt så det ud til at være ovre for Ewan. Mørkøv og Richeze afleverede nemlig atter Viviani perfekt, og i en modvindsspurt som denne burde det - med mindre man kunne finde læ - være næsten umuligt at vinde fra positionen som sprinter nr. 5. Ewan gjorde imidlertid forsøget og leverede en lang spurt, der burde være bristet, men endte med at bære. Ingen var nemlig i nærheden af at matche den lille australier, og mens man i Toulouse kunne argumentere for, at han vandt på Groenewegens fejl og alt for lange spurt i modvinden, var Ewan i dag et niveau eller to over rivalerne.

 

Dermed kunne meget tyde på, at det alligevel er ved at gå, som Lotto planlagde. Ewan har nemlig i mange år været udset som deres førstevalg som erstatning for sejrsmaskinen André Greipel, men da de endelig fik fat i ham, så det ud til at være for sent. Sådan har det også set ud gennem hele foråret, men i juni og juli måned synes meget at være forandret. Naturligvis er spurter i anden halvdel af en grand tour noget andet end spurter først i løbet, men meget tyder efterhånden på, at Ewan atter er ved at blive den klassiske supersprinter, han var engang - ikke mindst fordi han faktisk synes at være den af topsprinterne, der har lidt klart mest i bjergene.

 

Sjovt nok er det gået lige modsat med Viviani. Måske har han aldrig været verdens hurtigste - langt fra - men han har nu altid haft sin force i de klassiske massespurter. Nok har han imponeret på stigningerne, ikke mindst da han blev italiensk mester sidste år, men forud for løbet tilsagde al logik, at det var på de lettere etaper, at Viviani skulle slå til.

 

Det er imidlertid gået lige omvendt. Viviani tog sin sejr på 4. etape, hvor en bakke i finalen havde trættet rivalerne, og han kørte sin klart bedste spurt, da han efter de 3000 højdemeter og den hårde sidevind i Albi i det stigende opløb suverænt slog Ewan, Peter Sagan og Michael Matthews, men akkurat ikke fik ram på Wout van Aert. Ser man bort fra punkteringen på 7. etape, har han imidlertid fået gevaldige klø på de letteste etaper, hvor han er blevet overskygget klart af rivalerne. Selv da han vandt, var det kun med nød og næppe, at han slog den normalt langsommere Alexander Kristoff, og senest blev han slået klart i Toulouse i sidste uge.

 

I dag fik han ellers det hele foræret. Jumbos mistiming og savn af Van Aert betød, at Deceuninck fik det præcis, som de ville. Viviani fik et guddommeligt lead-out af Mørkøv og Richeze, men alligevel blev han slået klart af Ewan. Ganske vist var det ham, der krydsede stregen som nr. 2, men i lyset af udgangspositionen burde han have slået Ewan og Groenewegen ganske klart. Samtidig med at han har skuffet i spurterne, har han endda imponeret som bjerghjælper for Julian Alaphilippe, og således kan Ewan og Viviani siges at have byttet roller i dette løb. Spørgsmålet er, om ikke det er Ewan, der er mest tilfreds med det bytte. Det må man næsten tro, når man ser på Vivianis sejrslister i 2018 og 2019.

 

Groenewegen må også være frustreret over, at det heller ikke denne gang lykkedes ham at slå til - især fordi hans hold valgte at vise ham fuld tillid ved at deltage i jagten på udbruddet, selvom man kan argumentere for, at Steven Kruijswijks stærkt forbedrede sejrschancer kunne anspore dem til at spare på holdet til Alperne. Modsat i Toulouse, hvor han kan bebrejde sig selv for at have kørt en lang spurt, var der imidlertid ikke meget, han kunne have gjort mod Ewan i dag. Ganske vist kan han ærgre sig over, at Jumbo ikke timede den rigtigt, men som sagt fik det lige så meget ud over australieren som over ham selv. Og Ewan ikke blot kørte en længere spurt i modvinden, han var også klart den hurtigste af de to denne gang. Måske havde det alligevel kostet lidt for meget for Groenewegen, at Kasper Asgreen på den sidste stigning skruede lidt op for gassen i et omfang, så den tunge hollænder trods sin position forrest i feltet åbenlyst led ganske meget.

 

Peter Sagan måtte nok engang tage til takke med en sekundær placering, men det var trods alt at forvente. Løbet her har nemlig endnu engang sat en streg under hans manglende hurtighed på de lette dage. Derimod kan man kun beundre hans evne til at læse spurten, for selvfølgelig var det ham, der lurede, at Jumbo var startet for tidligt og herefter havde positioneringsevnerne - og boksehandskerne - til at tage Vivianis hjul. Hvis man skal finde forklaringen på, at han er umulig at slå i pointtrøjen, handler det ikke kun om hans alsidighed og evne til at finde point i de fleste terræner, men i lige så høj grad om den positionering, der gør en ikke specielt hurtig sprinter i stand til altid at være på eller meget tæt på podiet i enhver massespurt.

 

Dagens store taber var Alexander Kristoff. Hans UAE-mandskab, der har kurs mod en katastrofal Tour, satsede ellers åbenlyst på, at nordmanden igen ville have fundet sine normale ben til den tredje uge, hvor han plejer at være konkurrencedygtig også i de mere klassiske spurter. I dag så det hele endda yderst lovende ud, da han efter nogle svipsere i positionskampen, atter viste sine evner i den hektiske fight på de sidste kilometer ved at sidde perfekt placeret bag Sagan. Da først spurten blev åbnet, gled nordmanden imidlertid kun én vej, og det var desværre den forkerte. Uheldigvis kommer dagens ringe spurt efter et skidt Tour de Suisse og en Tour, hvor han har været alt andet end overbevisende, og lige nu er det lidt svært at se, at det var den samme nordmand, der i foråret begyndte at nærme sig sit niveau fra drømmeåret i 2015.

 

En anden taber var naturligvis Cees Bol. Sunweb havde ellers vist stort mod ved at sætte deres stjerne, Michael Matthews, på plads og insistere på, at holdet mod australierens ønske skulle satse på den store hollænder, der da også er et markant bedre bud i en enkel spurt som denne. Desværre blev hollænderen sat ud af spillet i forbindelse med den sene spurt, og dermed gik vi glip af muligheden for at fornemme, hvad stortalentet, der i år har imponeret med tre flotte sejre, kunne have leveret i en spurt på dette niveau. Matthews kunne som forventet ikke stille meget op på så let en etape. Nu må man håbe, at holdet har modet til at satse på Bol igen i Paris, hvor den let stigende brostensspurt burde være skabt til vinderen af årets Nokere Koerse, der slutter med en spurt op af den brostensbelagte Nokereberg.

 

I den tredje uge af grand tours skal man altid holde øje med, hvem der er i form. Derfor var der grund til at have forventninger til Niccolo Bonifazio i dag. Ikke blot havde han siddet perfekt i spurten på 11. etape, han havde også siddet med overraskende længe i bjergene. Derfor var det åbenlyst, at italieneren efter en meget svær start på løbet, havde fundet benene, og med dagens 5. plads viste han, at han altså stadig har i hvert fald lidt af den fart, der forud for Vueltaen i 2016 blev udpeget som manden, der skulle slås i spurterne i det løb.

 

Helt modsat forholdt det sig med Jens Debusschere. Den store belgier kastede sig i jorden, da han nåede toppen af Col du Tourmalet, og allerede der så det ud til at ville blive svært for belgieren at gentage 5. plads i Toulouse. Sådan gik det da også i Nimes, for trods stærk støtte af Nils Politt, Alex Dowsett og Haller kunne han end ikke snige sig i top 10. Det blev altså heller ikke i dag, at Katusha pauvre Tour blev reddet, og det er lidt svært at se, hvor det skal ske de nærmeste dage.

 

Det er det også for Dimension Data. Uden Giacomo Nizzolo måtte holdet forsøge at få et eller andet ud af Reinardt van Rensburg og formsvage Edvald Boasson Hagen, men heller ikke her kom der lys i det sydafrikanske mørke. En 12. og en 16. plads var, hvad det kunne blive til for et hold, der sammen med Katusha efterhånden nærmer sig noget, som minder om en total deroute.

 

I det hele taget var spurten meget som forventet. Matteo Trentin og Jasper Stuyven kørte sig til den forventede top 10 i en spurt, hvor deres støtte var begrænset og topfart for lav, og André Greipel måtte endnu engang sande, at han på få måneder er gået fra at være top- til top 15-sprinter. Sonny Colbrelli kom nok engang helt til kort i den positionskamp, der mere og mere fremstår som en akilleshæl. Og Andrea Pasqualon sikrede sig en af de yderlige top 10-placeringer, der er blevet hans varemærke i Touren.

 

For klassementsrytterne blev etapen udramatisk. Udsigten til sidevind skabte nervøsitet og stress, men den var aldrig stærk nok til at være farlig. Alligevel betød etapen desværre et farvel til stakkels Jakob Fuglsang, der nok engang måtte se, at et af hans alt for mange styrt kostede ham muligheden for at se, hvad det kunne række til i Touren. Nok var der meget, der tydede på, at det med hans sædvanlige problemer i den tredje uge og en nok engang aftagende formkurve kunne få nok at gøre med at forsvare en top 10 mod Richie Porte og Warren Barguil, men han havde som minimum efter det flotte forår fortjent at få chancen for at modbevise os kritikere, der altid har troet, at han ville komme til kort mod slutningen. Den chance får han ikke denne gang, og om han får den igen, er stadig uafklaret i lyset af de mange spørgsmål, der relaterer sig til hans fremtid.

 

Sådanne spørgsmål var der også ved Ewan for bare få uger siden. Skulle han virkelig blive ved med at satse på de massespurter, hvor han gang på gang fik klø, eller skulle han i stedet satse på puncheurfinaler og hårdere terræn, hvor han syntes at have fundet sin nye force? Forud for dette løb pegede meget på, at sidstnævnte ville være det rette svar, men det har i den grad forandret sig i de seneste uger. Det kan godt være, at han startede som supersprinter og siden blev puncheur, inden han atter blev en rigtig sprinter, men det formentlig ikke det store for hverken ham selv eller Lotto. Frem og tilbage er som bekendt lige langt, og i dag ser Ewan ud til at stå stort set samme sted, som han gjorde for et par år siden.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 17/10-22/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

World Cup Bern(CDM) 20/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS