Tour de France-analyse: Hvad bedstefar ikke kunne

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Måske kan det være en genvej til en lidt lettere kontrakt, men det kan ikke være sjovt at skulle starte sin karriere som familiemedlem til en af cykelsportens koryfæer. Stakkels Axel Merckx havde jo aldrig skyggen af chance for at ende som andet end en fiasko, når hans resultater altid blev holdt op imod farmands, og selv ikke en OL-bronze kunne ændre på, at de fleste belgiere vil anse ham som en rytter, der aldrig levede op til forventningerne. I disse år er det heller ikke sjovt at hedde Rick Zabel, når man hele tiden skal forholde sig til, hvornår man begynder at vinde lige så meget som en far, der står noteret for ikke færre end 146 sejre.

I det lys burde Mathieu van der Poel være dobbeltdisponeret for fiasko. Ikke blot er hans far vinder af Flandern Rundt, Liege-Bastigne-Liege, Amstel Gold Race, Clasica San Sebastian og to Tour-etaper samt VM-sølvvinder, hans bedstefar er også en af fransk cykelsports største darlings. Som bekendt elsker cykelfans oftere end vinderne, og derfor blev Raymond Poulidor en af fransk cyklings mest elskede skikkelser, da han gennem en lang karriere blev kendt som den evige toer for hele otte podiepladser i en Tour, det aldrig lykkedes ham at vinde. Mest bemærkelsesværdigt er det, at han trods sin endeløse serie af topplaceringer aldrig fik bare én dag i den gule trøje.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Med så belastet en arv som rygsæk kunne Van der Poel næsten kun fejle. Hvordan i alverden skulle det kunne lade at gøre at komme i nærheden af at matche resultaterne fra to familiemedlemmer, der hver især hører til blandt de allerstørste i deres respektive landes cykelhistorie? Det har næppe været det letteste i denne verden at møde op til de hollandske ungdomsløb og præsentere sig med efternavnet Van der Poel.

Allerede i flere år har det imidlertid stået klart, at det vil være en slem overraskelse, hvis ikke Mathieu ender med et generalieblad, der matcher både det, far og bedstefar kan præstere. Van der Poel har i karrierens første år etableret sig som et ganske sjældent fænomen, der havde skilt sig ud som noget endnu mere særegent, hvis ikke han var brudt igennem midt i vidunderbørnenes tidsalder. Selvom hans fokus kun har ligget på landevejen i to et halvt år, har han allerede opbygget sig et generalieblad, der i sig selv ville være nok til en flot plads i cykelhistorien - og han er slet ikke færdig endnu.

Blandt sejrene er allerede Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Strade Bianche, men tilsyneladende har der været én pris, der har stået højere end måske alt andet. Indtil i dag var det i hvert fald ikke gået op for mig, at Tourens gule førertrøje tilsyneladende har været et særligt eftertragtet mål - måske fordi han hele tiden har sagt, at han helst ville være fri for at køre årets tur rundt i Frankrig, så han i stedet kunne koncentrere sig om OL. Da han i dag erobrede den ene af sportens to mest eftertragtede trikoter, kom der imidlertid en reaktion, der i følelsesudtryk slet ikke var i nærheden af det, vi har set efter sejrene i Flandern Rundt eller Amstel Gold Race.

Det hænger naturligvis sammen med Poulidor. Det har altid været en væsentlig del af fortællingen om den franske darling, hvordan han aldrig lykkedes med at erobre den trøje, der betyder allermest for særligt franskmænd, og derfor er det også hurtigt blevet en del af mediehistorierne, at Van der Poel i sin Tour-debut, hvor de to første etaper har været skræddersyet til en puncheur, har kunnet gøre det, der aldrig lykkedes for bedstefar. Måske har den megen hype været med til for Van der Poel at gøre det til en helt særlig måde at ære Poulidor, der døde for godt halvandet år side, hvis han kunne fuldende den bedrift, der aldrig lykkedes for den elskede franskmand.

I dag virkede Van der Poel i hvert fald nærmest som besat mand. I går så det ellers ud til, at den gule drøm var blevet knust, da en dårlig position kombineret med efter hans eget udsagn dårlige ben kostede ham chancen for at erobre den første gule trøje. Værre var det, at Julian Alaphilippes tidsgevinst gjorde det ganske svært at se, hvordan i alverden han skulle vinde så meget tid på den i går så flyvende franskmand, at han skulle kunne rette op på nederlaget, da han i dag fik sin anden chance i den ikoniske finale på Mur-de-Bretagne.

Tilsyneladende anså han det også selv for svært. I hvert fald vurderede han, at det var nødvendigt at jagte de 8 bonussekunder, der var placeret på toppen af den berømte mur, da den skulle passeres for første gang i den hektiske finale. På det tidspunkt virkede det som det rene galmandsværk, da han lancerede en alt, alt for tidlig offensiv og brændte umiddelbart unødige kræfter af allerede inden finalen. På baggrund af gårsdagens nedtur, hvor han selv havde klaget over dårlige ben, så det nemlig ikke ud til, at der var plads til at ødsle med kræfterne. Og var det virkelig klogt at ofre den måske bedste chance for at vinde en af de tilbageværende etaper for et lidt spekulativt forsøg på at vinde den gule trøje? Selv da han fik de otte sekunder på toppen, var han stadig 10 sekunder efter Alaphilippe, og derfor var en etapesejr i sig selv ikke nok til gult, hvis blot den franske verdensmester endte bedre end nr. 20 og ikke tabte tid.

I lyset af gårsdagens franske opvisning lignede det ikke et realistisk scenarium. Snarere var det svært ikke at ryste lidt på hovedet over, at Van der Poel igen tabte tålmodigheden og spillede med musklerne alt for tidligt. Den slags tidlige offensiver kostede ham formentlig en sejr i Kuurne tidligere i år og var meget tæt på at gøre det i Amstel Gold Race i 2019 og i BinckBank Tour sidste år. Også dengang var han begyndt at kede sig og havde iværksat nogle hele vilde soloridt, der mildt sagt virkede temmelig uovervejede.

Det var de også - i hvert fald for alle andre end Van der Poel. Det hollandske fænomen kan bare noget helt, helt særligt, der bringer ham op i den særlige klasse af sportens fænomener. Selv måtte han tage sig til hovedet, da han lavede sit vanvidscomeback i Amstel Gold Race, selv ikke Stefan Küngs og Søren Kraghs motorer kunne stoppe hans vilde ridt i BinckBank Tour, og tidligere i år leverede han endnu et mirakelridt på de italienske mure i Tirreno-Adriatico.

I dag gjorde han det så igen. Efter gårsdagens trængsler var det logiske ellers at spare på kræfterne og satse alt på den spurt, hvor han ville være en af de logiske favoritter, hvis en gruppe skulle afgøre det på toppen af den berømte mur. Problemet var bare, at det som sagt næppe havde været nok til at gøre bedstefar stolt og sikre sig den gule trøje, og derfor var der ikke andet at gøre end at gå i offensiven.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det gjorde han så. Med navnet Poulidor malet i determinerede øjne lignede han en besat mand, da han holdt sig koncentreret fremme under hele opkørslen. Da Sonny Colbrelli lidt overraskende blev lidt overmodig og kastede sig ud i en nok ikke helt gennemtænkt offensiv, svarede han prompte sammen med de to slovenske forhåndsfavoritter, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, og derefter så han sig ikke tilbage. I et af de flotteste og mest rørende øjeblik gjorde han det, hans bedstefar aldrig lykkedes med - og beviste efterfølgende med sin følelsesladede reaktion, at selv fænomener også er mennesker, selvom det af of til kan være svært at tro på.

Missionen lykkedes naturligvis først og fremmest, fordi Van der Poel er Van der Poel. Men den lykkedes også, fordi Alaphilippe er Alaphilippe. Mens det er lidt mere særegent at se hollænderen variere så kraftigt i niveau fra den ene dag til den anden, er det velkendt, at den franske verdensmester ikke har stabilitet som sin spidskompetence. Det blev i den grad udstillet på en dag, hvor der syntes at være en verden til forskel på den regnbuetrøje, der dansede fra rivalerne i går, og den gule trøje, der i dag kæmpede sig til toppen uden på noget tidspunkt at have været en aktør på stigningen. Naturligvis er en 5. plads på det, der lignede en halvdårlig dag, et flot resultat, men det mindede os også om, hvorfor Alaphilippe i virkeligheden er modsætningen til den klassementsrytter, han i dette løb forsøger at være. Ikke mindst efter i dag må det betegnes som overraskende, hvis han ender med at holde sit tårnhøje niveau hele vejen til Paris.

Det kan vi til gengæld regne med, at de to slovenske monstre gør. Hvis det allerede lignede en slovensk duel inden løbet, er det billede kun blevet styrket i løbet af den hektiske første weekend. Igen i dag var de to rivaler med i alt, hvad der rørte sig, og igen havde de så meget blik for hinanden, at det endte med, at de aldrig kom nogen vegne. I sidste ende skulle de atter spurte om bonussekunder, som de ved begge passager af muren kæmpede så ihærdigt for, at man skulle tro, at de havde glemt, at grand tours altså sjældent afgøres på marginaler. I dette tilfælde virker det dog helt velbegrundet, fordi de to rivaler stadig synes så jævnbyrdige, at det er umuligt at få et blot det tyndeste lille papir stukket ind imellem dem.

Alligevel efterlod Pogacar et bedre indtryk end i går. Det var ikke tilfældigt, at det var ham, der vandt begge de to spurter, og hvor han i går så temmelig udkørt ud til sidst, var han i dag i hopla hele vejen. Det er naturligvis ikke mærkeligt, når vi ved, at Pogacar altid er rusten på sin første løbsdag, og det har næppe heller hjulpet på Roglics sidste procent, at han var i asfalten i går. Billedet er dog stadig, at det ligner den helt åbne kamp, vi havde drømt om.

Til gengæld falder de to kollektiver, der skulle have truet dem, mere og mere sammen. I går var det Richie Porte og Tao Geoghegan Hart, der grundet uheld blev sat ud af spillet, mens Richard Carapaz mistede sekunder i finalen, og i dag gik det så galt for den fjerde af Ineos’ fire trumfer. Ganske vist kommer det bag på mig, at han er ude af stand til at sidde med i en gruppe på næsten 30 mand, men i lyset af den klatrebedrift, han leverede i Dauphiné, har han hele tiden set temmelig skrøbelig ud. Det billede tegner sig umiddelbart noget tydeligere i dag, selvom det fortsat er for tidligt at afskrive ham. Glem ikke, at Andy Schleck og Chris Froome også mistede tid på denne mur i hhv. 2011 og 2018, og de endte trods alt begge med at gå på podiet. På den anden side vandt de heller ikke løbet…

Skal det lykkes for Ineos, ser det ikke uventet ud til, at det skal ske gennem Carapaz, mens selvom han så bedre ud i dag, sletter det ikke indtrykket af, at også han er kommet rustent fra start. I det lys er det bare endnu mere ærgerligt, at Porte mistede tid i går, for australieren efterlod et ganske stærkt indtryk, da han som i 2018 førte feltet hele vejen op ad stigningen stejle del.

Lige så kritisk er det for Movistar. Hvor gårsdagens tidstab skyldtes uheld, er det svært for Miguel Angel Lopez at finde mange undskyldninger for dagens tidstab. Ganske vist var han ikke uventet langt tilbage i positionskampen, men det var der mange andre, der også var, og de havde ikke problemer med at sidde med til toppen. Det gjaldt blandt andre holdkammeraten Alejandro Valverde, der til gengæld sad så langt tilbage, at han var helt uden chance for at blande sig i kampen om sejren, som han ellers plejer i denne finale. Det styrt i Düsseldorf har forvandlet den spanske veterans positioneringsevne til så stort et problem, at det efterhånden er svært at sige, hvor god han stadig er i denne slags finaler, og også i dag gik vi glip af muligheden for at få en præcis fornemmelse. Movistar kan dog glæde sig over, at Enric Mas er kommet overbevisende fra start, og det er faktisk uhyre opløftende for den langsomme starter, der sjældent kommer ind til løbets anden halvdel uden at have tabt væsentligt med tid.

Derudover var der grænser for, hvor mange svar vi fik på en stigning, der viste sig mindre selektiv end ventet i et medvindsår. Hidtil er det vel Wilco Kelderman, David Gaudu, Jack Haig og Bauke Mollema, der blandt de endnu ikke nævnte har efterladt det mest overbevisende indtryk, men man skal passe på med at drage alt for forhastede konklusioner. Kelderman har i de senere år været en betydeligt bedre puncheur end klatrer, og det er stadig usikkert, hvordan den overraskende gode Mollema vil klare sig senere, når han mærker konsekvens af at have Giroen i benene. Mest optimistisk er jeg derfor på vegne af Gaudu, der heldigvis ikke er kommet så rustent fra start, som han plejer, og Haig, der til fulde bekræfter det lovende indtryk fra Dauphiné og kursen mod det gennembrud, jeg har forventet, men ventet alt for længe på.

En anden opløftende rytter er Nairo Quintana. I lyset af hans ringe forår og efterfølgende egen neddrosling af forventningerne har det været opløftende at se ham endda være en aggressiv aktør i finaler, der slet ikke passer ham. Det var også godt at se, at Michael Woods trods gårsdagens grimme styrt var i stand til at spille en rolle allerede nu, selvom man nok kunne have ventet lidt mere, hvis han havde været i topform. Til gengæld står det også klart, at Dan Martin efter sin deltagelse i Giroen stadig mangler en del, som han heldigvis kan nå at finde inden bjergene, hvor han og Woods ligner en meget spændende duo til både etaper og bjergtrøje.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Woods er ikke den eneste, der rejste sig flot. Efter at have set Emanuel Buchmann i dag kan man ærgre sig over gårsdagens dumme tidstab, for han ligner faktisk en mand, der trods den problematiske forberedelse er kommet til Frankrig i hæderlig form. Til gengæld var der yderligere et tidstab til Ben O’Connor, der dog slet ikke er skabt til disse eksplosive finale og i går slog sig så slemt, at det meget vel kan være hovedårsagen til nederlaget.

Nogen forklaring på nederlaget har Lucas Hamilton til gengæld ikke. Den unge australier har de første dage været overraskende skidt kørende, og selvom han ikke er puncheur, er det nogle store grupper, han har misset de seneste dage. Hans dieselegenskaber skal nok komme i spil senere, men starten har været alt andet end opløftende. I det hele taget var det en skidt dag for BikeExchange, der måtte sande, at Michael Matthews slet ikke var i nærheden af gårsdagens resultat og stadig ikke synes at klare så godt, som han gjorde, da han var top 5-kandidat i Ardennerne. Helt omvendt var det for Colbrelli, der efter gårsdagens offday i dag var så stærk, at han blev helt overmodig, og dermed bekræftede, hvorfor han for en uge siden brugte sit livs form til at sikre sig en af sportens smukkeste mesterskabstrøjer. I det hele taget var det en opløftende dag for Bahrain, da også den i år så skuffende Dylan Teuns viste liv, Pello Bilbao fortsat virker overbevisende, og selvom lottokuponen Wout Poels mistede tid, er han bedre, end han ofte er i den første uge.

Det er dog Jumbo, der har overtaget førstepladsen i holdkonkurrencen, og hollænderne har i første omgang rejst sig efter en lidt rusten optakt. Efter gårsdagens uheld sad Steven Kruijswijk med i dag, og han viste dermed endelig lidt livstegn i en ellers forfærdelig sæson. Jonas Vingegaard er kommet flyvende fra start og har slet ikke været præget af den rust, han plejer at have efter en pause, og selvom han grundet forberedelsen ikke er på toppen, er Wout van Aert solid. Bekymrende er det dog, at Sepp Kuss igen i dag smed tid og kan være mærket af gårsdagens styrt. Det vil i den grad være et slag, hvis ikke han når at komme sig frem mod de bjerge, hvor han fortsat må regnes som Roglics bedste mand. Selv uden Kuss er der dog ingen tvivl om, at Jumbo står meget stærkere end et UAE-hold, der ganske vist har været ramt af uheld, men stadig fremstår lige så rustent som frygtet - ikke mindst fordi Rafal Majka tilsyneladende fortsætter med at underpræstere.

Det gør Pierre Latour til gengæld ikke. Franskmanden har været en af løbets positive overraskelser på et tidspunkt, hvor hans karriere ellers var på vej i forfald. Vi skal dog ikke glemme, at han i Paris-Nice også lagde fremragende fra land i den eksplosive finale, men falmede da feltet ramte bjergene. Samme billede så vi i Asturien tidligere i år, og derfor må det stadig regnes som en overraskelse, hvis han kan være med, når det for alvor går løs i de høje luftlag.

Her kan vi håbe at se Jakob Fuglsang. Danskeren har brugt overraskende mange kræfter på at holde sig til de første dage - måske fordi han ikke helt har kunnet slippe tanken om den gule trøje - men i dag fik vi desværre endnu et vidnesbyrd om, at han stadig ikke ligner den rytter, han var i de fantastiske 2019- og 2020-sæsoner. Naturligvis kommer hans mål først til OL, men ligesom det er tilfældet for Vincenzo Nibali, der har samme mål, er det svært ikke at blive bekymret, når de misser en gruppe på 27 mand på en dag, hvor de åbenlyst forsøgte at holde sig til - særligt når ingen af dem indtil nu har synes at kunne mærke, at dåbsattesten er begyndt at blive lidt gullig i kanten.

Det er den til gengæld ikke for Van der Poel. Tværtimod er han stadig så frisk fra fad, at han kan prale med at have vundet 50% af alle de grand tour-etaper, han har kørt. Det er i sig selv en bedrift, der er dybt imponerende, men faktisk syntes det i dag for ham at være temmelig underordnet, at han krydsede stregen først. Det hele handlede i stedet om at gribe den sidste chance for at få fingre i den gule trøje i den gule trøje. Det lykkedes nemlig aldrig for bedstefar.

Efter i dag står det bare endnu tydeligere, at det ikke er alle, der har svært ved at leve op til en tung familiær arv.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+