Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de France-analyse: I really needed this one!

Tour de France-analyse: I really needed this one!

08. september 2020 19:36

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 10. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

”I really needed this one!”

 

Det har været Sam Bennetts mantra i et 2020, der bestemt ikke er gået efter planen. Allerede efter den første kiksede spurt i Down Under Classic begyndte den skrøbelige irske selvtillid nemlig at halte, og selvom han kom fra Australien med to sejre, betød et skidt UAE Tour og et katastrofalt Paris-Nice, der endte med et styrt og tydelig desperation og frustration, at det var en slukøret Bennett, der drog på corona-pause med en tiltro til egne evner, der var om muligt endnu ringere, end den tidligere havde været. Og bedre blev det ikke af, at han også fejlede på de første to etaper i comebackløbet i Burgos, hvilket sled selvtilliden yderligere ned sokkeholderne for en mand, der allerede ved nytår frygtede at ende som den Deceuninck-sprinter, der helt usædvanligt ikke slog til.

 

Derfor var det en gigantisk lettelse, da Bennett med en vild og voldsom forcering på den lille bakke i finalen fik brudt tørken med sejren på 4. etape i Burgos. Og derfor indledte han det efterfølgende interview med ordene ”I really needed this one!” Det var ikke så meget Bennett selv, der behøvede den sejr, men snarere den selvtillid, der fra karrierens begyndelse har været sjældent ringe for en sprinter, som jo ellers tilhører et meget selvbevidst folkefærd.

 

Læs også
Dansk sprintertalent tager stor sejr

 

Desværre for Bennett gik det galt igen. Milano-Torino og ikke mindst Milano-Sanremo endte som en gigantisk nedtur, og da han efterfølgende i Vallonien blev sat på en bakke, der ville have fået Valby Bakke til at ligne Alpe d’Huez, var det atter en frustreret Bennett, der rasende bad kameraerne om ikke at filme den gigantiske nedtur. Med bare få uger til Tour-start var selvtilliden atter slidt ned til sokkeholderne.

 

Men så var der pludselig hul igennem. Vi har efterhånden lært at forstå, at Bennetts ben nærmest pr. definition er rustne ved indgangen til et etapeløb, og de første to dage er ofte meget skuffende. Sådan var det også de dage i Vallonien, men da han på den efterfølgende etape fik en Arnaud Demare, som i august måned vandt cykelløb i samme takt, som Donald Trump råber ”Fake News”, til at ligne en dilettantisk nybegynder, var Bennett for første gang den rytter, der i 2019 kraftigt aspirerede til titlen som verdens bedste sprinter. Og det var så tiltrængt for den nedbrudte selvtillid, at det efterfølgende interview blev indledt med ordene ”I really needed that one!”

 

I virkeligheden var det dog hverken sejren i Vallonien eller i Burgos, Bennett ”needed”. Nej, det var den Tour-etapesejr, der manglede i at gøre ham til medlem af den eksklusive klub over ryttere med sejre i alle grand tours. Og hvis ikke han manglede den af hensyn til sit eget generalieblad, gjorde han det alene for at gøre kål på den frygt, der nærmest lammede ham i tiden op til løbet. I hvert fald var det tankevækkende, at Bennetts hovedfokus på pressekonferencen før løbet var det store pres, han følte grundet angsten for at ende som den Deceuninck-sprinter, der ikke vandt en Tour-etape.

 

Derfor kan man næppe forstå, hvilke tanker der er løbet gennem det irske hoved, når det er blevet lagt på puden i Frankrig i den forløbne uge. Det gik nemlig først galt i Nice, hvor han begik en fejl ved at tøve og derved mistede farten. Det gik galt igen i Sisteron, hvor han trods skræmmende styrke fik åbnet alt for tidligt i modvinden. Det gik også galt i Privas, hvor han var ude af position og med sin tårnhøje fart kom en postgang for sent. Og til sidst gik det også galt i Lavaur, hvor Boras attentat på hans grønne trøje viste sig vellykket til at sende ham til tælling.

 

Naturligvis har Bennett været både glad og stolt over at bære den grønne trøje, men det var etapesejren, der for alvor rumsterede i hans hoved. Og med hele den bølgedal af op- og nedture in mente - især når man kender lidt til hans kvaler med at tro på sig selv - forstår man godt, at Bennett i dag leverede et af de mest følelsesladede vinderinterviews, vi har set i Touren på det seneste, i hvert fald siden en rørt John Degenkolb vandt brostensetapen for to år siden.

 

Men Bennett har jo slet ikke grund til at tvivle på sig selv. Det kan godt være, at hans kørsel på 7. etape viser, at han ikke synes helt så stærk som i 2019, hvor han sendte Philippe Gilbert og Zdenek Stybar til tælling på den stejle mur i Toledo, men hans kørsel i denne Tour har ikke været langt derfra. De indlagte spurter har han vundet efter behag, hans spurt i Sisteron var i lyset af den ifølge Peter Sagan ”crazy” hårde modvind beundringsværdig, og i dag viste han atter, at han er feltets hurtigste. Nu fik han bare også løn som fortjent.

 

Det var imidlertid ikke kun Bennetts egen fortjeneste. Efter nogle halvkiksede lead-outs for et sjældent skrøbeligt Deceuninck-tog, der efter tabet af Zdenek Stybar er stærkt svækket, gjorde belgierne i dag alt rigtigt. Kasper Asgreen sørgede for at holde dem til fadet, da Sunweb nok engang dominerede i finalen, og slutteligt leverede Michael Mørkøv nok engang et lead-out, der bekræfter hans status som en af verdens bedste til netop det. Endelig sørgede Bennett - vel med Sisteron i frisk erindring - for en gangs skyld for ikke at bukke under for presset og åbne en my for tidligt, og faktisk var han måske lidt heldig med, at rivalerne også tøvede, for denne gang trak han den så længe, at han meget vel kunne være blevet overrumplet bagfra.

 

Det gjorde han imidlertid ikke, og det ærgrer Caleb Ewan sig nok over nu. Den lille australier kom ellers meget tættere på at slå ireren i et direkte spurtopgør, end han var i 2019 - hans sejr i Sisteron skyldtes alene Bennetts mislykkede timing i modvinden - og derfor fik vi set, at feltets to supersprintere lige nu er meget jævnbyrdige, når det handler om fart. I det lys kan Ewan være ganske godt tilfreds med dagens udkomme, også selvom han nok spekulerer på, hvad der var sket, hvis han havde undladt at gøre sportens så ultrakort, som det blev tilfældet. Måske regnede han blot med, at Bennett nok engang ville bukke under presset og derfor endte med at tøve det sekund, der måske kostede ham sejren.

 

Endnu mere grund har han til at glæde sig over forberedelsen. Efter nogle mildt sagt helkiksede lead-outs lykkedes det i dag endelig Ewan at gøre det, han i 2019 mestrede til perfektion: at finde det rette hjul i finalen. Selveste Peter Sagan fik han endda bokset væk fra Bennetts bagsmæk, og derfor kunne han starte sin spurt fra den position, der har givet ham de fleste sejre. Nok lykkedes det ikke denne gang, men Ewan kan i hvert fald tage fra dagens etape med en tro på, at det kan gå anderledes i morgen i Poitiers.

 

Læs også
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

 

Selvom det måske er meget sigende for hans aktuelle krise, at han nærmest helt uhørt lod sig bokse væk fra Bennetts baghjul, kan Sagan også være glimrende tilfreds. Denne pandekageflade etape handlede for ham alene om at begrænse pointtabet til Bennett så meget som muligt, og derfor vendte han tilbage til den uhyre succesrige taktik, han har anvendt i hovedparten af Tourens massespurter i de senere år. De har nemlig ikke handlet om at vinde - dertil har han aldrig rigtigt været hurtig nok - men om at maksimere pointudbyttet ved at gå i top 3. Det har han gjort ved at anbringe sig på hjulet af feltets hurtigste, og selvom Ewan i dag fik han skubbet til side, sikrede han med 3. pladsen, at han undgik en katastrofe. Nu handler det bare om at overleve morgendagens spurt også og så lave et Bora-attentat i stil med det, vi så i Lavaur, på 14. og 19. etape, der har så svære stigninger undervejs, at målet må være igen at sætte Bennett til vægs fra distancen.

 

I det hele taget var det dagen, hvor der var mange vindere og meget få tabere. Havde vi skrevet 2019, havde en 4. plads været at regne for en fiasko for Elia Viviani, men efter en sæson, hvor alle de bløde hatte, han har jokket i, stadig er helt buleløse, må det føles som lidt af en sejr at rulle over stregen som nr. 4. Der var lidt af den gamle næse for positionering, da han fandt Sagans baghjul, og selvom farten stadig er milevidt fra den, han præsterede i særligt 2018, viste han i dag, at det ikke er umuligt, at han - måske ikke i dette løb, men i mindre begivenheder - kan få slettet det runde 0, der lige nu må gøre det lidt svært at se på den lukrative kontrakt, der ligger på det vivianiske bord i Italien.

 

Ja, det var vitterligt dagen, hvor de fallerede sprintere rejste sig. Efter at have kæmpet sig igennem ni dage med store smerter i knæet, fik André Greipel endelig chancen for at vise, at det vitterligt var en bakteriesygdom, der i 2019 fik ham til at ligne en søndagsmotionist mere end en af sin generations mest vindende ryttere. Og selvom der ikke var tidligere tiders fart i de gamle gorialllastænger, var der oprejsning at hente i dagens 6. plads, ikke mindst fordi han højst usædvanligt gjorde det flot i positionskampen.

 

Flot gjorde vores danske verdensmester det også. Det så ellers ud til, at spurten måtte sælges, da han fik verdens mest utaknemmelige opgave som oppasser for Richie Porte i den sidevind, der plejer at blæse den lille kaptajn hjem til Australien, og da han efter nogle gedigne føringer mod slutningen sad bagerst i feltet med sin chef i sulkyen, så det ud til, at han havde opgivet alle drømme om etapesejr. Men minsandten om regnbuestriberne alligevel på bare få kilometer havde fået bevæget sig frem til fronten tidsnok til at sikre sig en 5. plads. Nu kan man kun gisne om, hvad den overbevisende styrke var blevet omsat til, hvis Trek havde brugt deres supertog til faktisk at sætte verdensmesteren i scene.

 

Lige bag ham endte endnu en vinder, Bryan Coquard. Den franske sprinter havde ellers til sin sportsdirektør annonceret, at det forudgående styrt betød, at der ikke blev nogen spurt i dag. Men ligesom Pedersen dukkede han alligevel op bag Kevin Reza og Jens Debusschere i den absolutte finale, og selvom en 6. plads ikke står mål med ambitionerne, må det betragtes som et fornemt udkomme for en mand, der var klar til bare at rulle til mål.

 

Der var dog også tabere. Det gælder vel særligt Cees Bol, der nok engang må sande, at positionering ikke er hans spidskompetence. Sunweb cementerede ellers nok engang, at de har det i særklasse bedste tog, men lige lidt hjalp det. Da Joris Nieuwenhuis skulle tage over efter Søren Kragh på den sidste kilometer, måtte hollænderen stoppe og spejde tilbage efter sin hollandske kaptajn, og dermed blev hele forarbejdet ødelagt, så det i stedet var Mørkøv, der kunne sætte Bennett op. Det var i den grad en spildt mulighed for den store hollænder, der ellers dybt må beundre, hvordan det unge tog totalt dominerer Tourens finaler.

 

Han kan imidlertid se på de kommende etaper med fortrøstning. Det er sværere for Matteo Trentin, der nok engang måtte sande, at hans fine positionering er forsvundet som dug for solen. Luka Mezgec har fået dokumenteret, at også han er for begrænset på både fart og positionering. Og vi spekulerer alle stadig på, hvad der blev af den Alexander Kristoff, der knuste alt og alle på Promenade d’Anglais for en god uges tid siden.

 

Det blev heller ikke en genrejsning for en ellers stadig mere formstærk Niccolo Bonifazio, der som så ofte før sad godt, men som var helt uden den fart i stængerne, der gav en sejr i årets Paris-Nice og en 3. plads i Paris for et år siden. Og Max Walscheid, der fik sin måske eneste chance på den eneste etape, som virkelig passer ham, måtte nok engang sande, at det med positionering har kostet ham en endeløs serie af topresultater.

 

Helt så endeløs som Primoz Roglics sejrsliste er den dog ikke. Sloveneren, der på gårsdagens hviledag struttede så meget af selvtillid, at han var helt snaksalig, viste med god hjælp fra Wout van Aert, at det ikke bliver i sidevinden, at han knækker, da han sad helt fremme først i forbindelse med Deceunincks tidlige angreb og siden lige i bagsmækken på Ineos, da briterne nok engang viste, at de regner sidevinden som et af deres stærkeste våben i kampen mod det slovenske monster. Roglics viste i dag, at det våben næppe er stærkt nok til at sætte noget afgørende stød ind, og det kan også være ret lige meget, da der næppe er udsigt til sidevind i de regioner, hvor de kommende etaper køres.

 

Læs også
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

 

Det er der mange klatrere, der er glade for - ikke mindst før omtalte Porte. De har alle frygtet denne spektakulære ø-etape, der kun blev endnu mere farlig ved at blive flyttet fra juli til september. Vejrguderne syntes imidlertid, at det alligevel skulle være sommer, og derfor endte det hele blot som en stressende, nervøs og hektisk dag, der imidlertid aldrig blev rigtigt farlig.

 

Det er Sam Bennett sikkert glad for. Nok havde han med sit stærke mandskab formentlig været den sprinter, der havde lukreret mest på en god gang sidevindsræs, men for ham var det sjovere at vinde på mere klassisk maner. Nu fik han nemlig bevist, at han altså er en af verdens hurtigste sprintere, og at han al mulig grund til også at tro på, at han er det. Nu er det gigantiske åg af pres endda lettet fra hans skuldre, og det kan kun vække bekymring for rivalerne, at vi fra nu af har en Bennett med styrket selvtillid, og som ikke længere er på jagt efter en af de sejre, ”he really needs.”

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?