Tour de France-analyse: Initiativ belønner sig ikke

”Man får ikke altid løn som fortjent.” Sådan lyder et dansk ordsprog, der vel sjældent har været mere relevant end under dette års Tour. Det så vi allerede på 1. etape, hvor et UAE-hold, der ikke havde rørt en finger, erobrede den første gule trøje med Alexander Kristoff, og vi så det igen dagen efter, hvor Julian Alaphilippe sejrede, selvom det var UAE og EF, der havde kørt dagens udbrud ind. På 4. etape fik Alaphilippe til gengæld selv lov at smage på uretfærdigheden, da han kørte sit hold ned til sokkeholderne for siden at se Primoz Roglic køre sig ud af hjulet. Og minsandten om ikke Jumbo også på 5. etape profiterede af Deceuninck- og Lotto-mandskabernes arbejde ved at tage en spurtsejr med Wout van Aert, samtidig med at et indtil nu helt passivt Mitchelton-mandskab fik sendt Adam Yates i gult.

I en Tour, hvor nogle - måske grundet lidt for høje forventninger til en altid passiv uge 1 - har brokket sig over mangel på action, var det på den baggrund herligt, at dagens 7. etape, der forud for løbet kunne have lignet en af løbets kedeligste langgabere, blev præget af to mandskabers overdådige initiativrigdom, som forvandlede den lette sprinterdag til løbets hidtil mest dramatisk - vel vidende at løbets hidtidige historik viser, at netop initiativ ikke sjældent giver det helt store afkast. Desværre får heller ikke de brug for en ordbog over talemåder for at forstå udtrykket ”Man får ikke altid løn som fortjent”. Det fandt de nemlig ud af på den mest ubønhørlige og urimelige måde.

Værst må det være i Bora-lejren, der formentlig holder god corona-afstand ved at spise aftensmad hver for sig på deres værelser i stedet for at samles til fælles fest. Den store og modige plan, som var udtænkt i holdbussen, så nemlig ud til at give det helt store afkast, indtil korthuset med ét ramlede sammen bare få hundrede meter fra stregen. Da kronen på en hel dags arbejde skulle sættes på værket, måtte Peter Sagan nemlig svaje for at undgå at kollidere med Michael Gogl, der netop havde kørt lead-out for Edvald Boasson Hagen, og efter en kollision med Hugo Hofstetter, fik han tilsyneladende vrøvl med kæden, så han var ude af stand til at spurte sig til de point, der var hele formålet med seks mands knaldhårde indsats gennem hele etapen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det så ellers så storslået ud. Utvivlsomt inspireret af 7. etape i 2013, hvor en dengang i massespurterne overmatchet Peter Sagan sendte Cannondale-tropperne frem for på bakkerne at knuse supersprinterne Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel for siden at gennemføre et daglangt holdløb, der blev kronet med Sagan-sejr i spurten, besluttede Bora nemlig at bruge præcis samme opskrift på 7. etape 7 år senere. Knap havde sprinterne fået mundbindene af, før Bora-massakren indledtes, og da røgen efter de første bakker havde lagt sig, var der efterladt i frontgruppen ingen Sam Bennett, Caleb Ewan, Giacomo Nizzolo eller Alexander Kristoff og kun langt mere klassiske sprintertyper, som Sagan havde en aldeles fair chance for at slå.

Derefter var det 2013 om igen - bare med to forskelle. For det første var de limegrønne Cannondale-trøjer skiftet ud med Boras hvide trikot, da Daniel Oss, Maximilian Schachmann, Lukas Pöstlberger, Lennard Kämna og Gregor Mühlberger kørte det holdløb, der ellers i år er fraværende på ruten. Og for det andet endte det denne gang altså ikke i den fabelagtige kollektive jubelrus, det gjorde syv år tidligere i Albi.

Nej, i stedet endte det med skønne spildte kræfter. Det, der i den ideelle verden havde været en 70-0-sejr mod Sam Bennett i kampen om den grønne trøje, der i de seneste dage mere og mere har fortonet sig i horisonten, blev til en beskeden gevinst på 21-0, efter at Matteo Trentin for anden gang på fire dage slog slovakken i den indledende spurt, og at det hele altså ramlede sammen i en finale, der blot indbragte sølle 4 point. Og resultatet blev, at det, der skulle have været et gedigent nyrestød til den grønne drøm på den grønne ø, der drømmer om irsk sejr med Bennett, i stedet endte med en beskeden føring på 9 point, som gør det svært at se det på anden måde, at ireren fortsat sidder med de bedste kort på hånden i den siden Sagans magtovertagelse historisk intense kamp om det, der indtil nu har været hans faste ejendom. Og faktisk kan hele satsningen nu ramme den som en rekyl i nakken, for det er nærliggende at tro, at Emanuel Buchmann i morgen i Pyrenæerne må spejde langt efter friske ben hos Grosschartner, Kämna, Schachmann og Mühlberger. Nej, det er ikke let at spille på to heste i en grand tour!

Dermed blev Bennett også reddet på gongongen, efter at han lidt overraskende ikke kunne hænge på Bora-toget. Nuvel, Bennett har aldrig været en Sagan på stigningerne, men Vuelta-Bennett som knuste Philippe Gilbert og Zdenek Stybar på Toledos mur, havde utvivlsomt klaret en bakke, der ikke var for svær for eksempelvis Hugo Hofstetter, som nok kan klatre, men altså ikke er Bennetts ligemand på stigningerne. Derfor må vi nok stadig erkende, at ireren trods den synlige fremgang i forhold til den triste sæsonstart, stadig ikke er sig selv endnu. Heldigvis for ham behøver han tilsyneladende heller ikke at være helt så skarp som for et år siden for at være i spil til kampen om en trøje, som Quick-Step trods deres mange supersprintere aldrig har vundet.

Belgierne gjorde ellers deres bedste for at fragte Bennett tilbage, men selv motorer som Remi Cavagna, Tim Declercq, Bob Jungels og Kasper Asgreen var ude af stand til at konkurrere med en uhyre velsmurt Bora-maskine. Bemærkelsesværdigt var det også, at Dries Devenyns fik lov at blive hos Julian Alaphilippe til trods for, at der i en fase stadig var en mulighed for at bringe Bennett tilbage. Det kan - sammen med Alaphilippes grundet en kollision med Jasper Stuyven fejlslagne forsøg på at spurte sig til bonussekunder - kun læses på den måde, at den lille franskmands gule drøm fortsat lever - med mindre da de fortsat tror, at han rent faktisk er holdbar hele vejen til Paris trods påstande om det modsatte.

At Bennett ikke er på 2019-niveau, er dog ikke udtryk for, at han ikke har forbedret sig siden katastrofestarten på 2020 - langt fra. Han var således langt tættere på at klare skærene end hovedparten af feltets øvrige sprintere. Det var ingen overraskelse, at tunge folk som André Greipel, Cees Bol, Mads Pedersen, Niccolo Bonifazio (som dog klarede sig overraskende godt) og en i de seneste dage uhyre skidt kørende Alexander Kristoff blev sendt til tælling, og ingen kunne heller have forventet, at Caleb Ewan, hvis holdbarhed forsvandt, da han i sommeren 2019 genfandt den hurtighed, han tabte i 2018, faldt fra. Langt mere uventet var det, at Giacomo Nizzolo, der i ugen op til løbet nærmest kunne gå på vandet, bekræftede det triste indtryk fra stigningerne i Nice og fuldstændig kastede sin måske bedste mulighed for en etapesejr på gulvet.

Alligevel var det ellers så triste NTT-mandskab i spil til etapesejren. Edvald Boasson Hagen tilhører ellers den alenlange liste over ryttere, der har tabt voldsomt niveau i den sydafrikanske stald, men i dag var han pludselig tæt på karrierens fjerde etapesejr på et tidspunkt, hvor de færreste havde ventet. Sidevind og bakker blev klaret, og da Gogl satte ham op til spurten, så det kortvarigt ud til, at miraklet alligevel skulle ske for både nordmanden og de lidende sydafrikanere. Desværre var det måske meget sigende, at et af sportens mindst succesrige mandskaber på de sidste meter blev slået af et hold, hvis trofæskab er så fyldt, at de må spørge Bjarne Riis, om de må opbevare nogle pokaler i det rum, hvor han tidligere havde den gule trøje, han nu angiveligt har lagt i en kasse andetsteds.

I det hele taget var det de spildte muligheders dag. Fraværet af Bennett og Ewan betød pludselig, at snart sagt alle de sprintere, der skulle være ualmindeligt optimistiske for reelt at tro på en etapesejr, pludselig kunne lugte blod i et felt, hvor stort set alle hurtige folk havde en fair chance. Bedst så det måske endda ud for Trentin, der med to sejre over Sagan i indlagte spurter i hvert fald havde vist, at han kunne være med, men helt mirakuløst faldt den mand, der som en af kun få ikke missede ét eneste split i sidste års højdramatiske og sidevindsmartrede Paris-Nice, fra, da Ineos i finalen åbnede for gassen - akkurat som en anden sidevindskonge, Greg van Avermaet. Og sådan gik det til, at det desperat sponsorhungrende mandskab smed en gylden chance ned i det dybeste hul, for hvad kunne der ikke være sket, hvis selvsamme Van Avermaet i dette felt havde kørt lead-out for viceverdensmesteren? Det kan Trentin filosofere over, når han er færdig med at spekulere på, hvordan i alverden han kunne smide regnbuetrøjen på gulvet i Yorkshire for et år siden.

Han var imidlertid ikke den eneste. I gamle dage - altså før hans markante niveaufald - ville Bryan Coquard i denne spurt have været manden, der skulle slås, men det blev i stedet blot til en 3. plads som dokumentation for, at holdbarheden måske nok synes på vej tilbage, men at farten ikke er det. Jasper Stuyven, der ellers havde fået lov at holde sig i front, selvom begge hans kaptajner, Richie Porte og Bauke Mollema, havde behov for en akut transfusion grundet den massive blødning af sekunder, der var i gang bagude, måtte nok engang sande, at farten på flad vej gør, at det er som klassikerrytter og ikke sprinter, han skal brillere - præcis som det er tilfældet for Christophe Laporte, der ellers fik en chance i kraft af endnu en trist dag for en Elia Viviani, der på et år er forvandlet fra hovedrolleindehaver til statist.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Luka Mezgec, der kan klatre, men ikke er nogen ørn i sidevinden, smed sit livs chance for en Tour-etapesejr direkte på møddingen, da Ineos åbnede for gassen - præcis som Sonny Colbrelli gjorde det, da han nok engang måtte acceptere, at han er i Frankrig på grund af Mikel Landa og ikke på grund af sig selv. Og Hugo Hofstetter og Clement Venturini måtte ligeledes se sig slået, men som det er tilfældet for Laporte og Stuyven vil det også have stridt mod al logik, hvis de to franskmænd havde krydset stregen først i dette selskab.

For dem alle gjaldt det dog, at deres chance var opnået på grund af Bora og ikke på grund af dem selv. Men Bora var ikke de eneste, der måtte sande, at initiativ ikke belønner. Samme bitre lektie måtte man lære på et Ineos-mandskab, der i år må sande, at det Tour de France, der nærmest har været én lang medvindsbølge i de seneste ni udgaver, nu er blevet til en sand byge af uheld.

Først blev den i forvejen sjældent sårbare klatretrup svækket markant af Pavel Sivakovs styrt, og i dag gik det så galt igen. Allerede på 4. etape havde de vist, at de har til sinds at bruge sidevinden som et våben i kampen mod et Jumbo-mandskab, der stadig husker, hvordan Primoz Roglic snorksov i starten af sidste års højdramatiske 17. etape i Vueltaen, og det viste de igen. Nok var sidevindskonge nr. 1, Luke Rowe, sat til vægs på bakkerne, men det forhindrede ikke multitalentet Michal Kwiatkowski i sammen med brølstærke Jonathan Castroviejo at splitte feltet, så adskillige konkurrenter blev sendt direkte til tælling.

Længe så det ud til, at det initiativ faktisk ville blive belønnet, så Egan Bernal og Richard Carapaz kunne tage et væsentligt skridt måske ikke mod sejren, men i hvert fald podiet. Det varede lige, indtil lynet slog ned, da den ofte så uheldige Carapaz - husk på, hvem der styrtede iført førertrøjen i det nylige Tour de Pologne, eller som missede sidste års Vuelta grundet et styrt i et gadeløb - punkterede på det tidspunkt, hvor cyklen skal holde. Og trods hjælp fra Castroviejo endte Ineos pludselig som en af dagens tabere til trods for, at det netop var deres initiativ, der havde skabt den fordelagtige situation, præcis som det var Bora, der havde bragt etapesejren i spil for mange mellemhurtige sprintere.

Og måske er det meget sigende, at det var løbets nye herskere, der profiterede af både Boras og Ineos’ arbejde og dermed tilsyneladende har sat sig på den medvindsbølge, der hidtil har tilhørt briterne. For det første betød Boras store arbejde nemlig, at Wout van Aert fik lov at køre en spurt, han ellers på forhånd havde fået forbud mod at satse på, og som det har været tilfældet næsten uafbrudt siden den 1. august, gjorde fænomenet det nok engang færdigt, da muligheden bød sig. Og dermed kunne han for andet år i træk erklære sig som vinder af Tourens sidevindsetape efter sidste års sejr i Albi, der sjovt nok også var målby for den etape fra 2013, der dannede skole for Boras storslåede angreb i dag.

For det andet profiterede de af Ineos-angrebet i sidevinden. Ikke blot fik de sendt flere rivaler til tælling, herunder ikke mindst Tadej Pogacar, der lignede nr. 3 i rækken bag Roglic og Bernal efter den overbevisende og slet ikke klassisk rustne start på løbet forleden, de fik også sat Carapaz yderligere tilbage. Nok havde Giro-kongen allerede vist svaghed, men al logik - både i forhold til forberedelse og dieselkvaliteter - vil tilsige, at ecuadorianeren er i fremgang. Nu fik han imidlertid et tidligt nyrestød, der alvorligt svækker Ineos-mandskabets vigtigste våben, nemlig det forhold, at de har en klatrerduo, der potentielt set kan bringe Roglic i en undertalssituation i de høje bjerge.

Nej, man får bestemt ikke løn som fortjent, når et de seneste dage meget passivt Jumbo-mandskab nu kan notere sig tre sejre på fire dage. Så kan rivalerne kun håbe, at der måske venter en lille regning i Pyrenæerne i morgen, når nu grådigheden betød, at det var de i Pyrenæerne så vigtige Sepp Kuss og George Bennett, der måtte føre for at vinde tid på Pogacar og co. og ikke Van Aert, der fik lov at spare sig til spurten, men som er knap så brugbar i de kommende to dage.

De er imidlertid ikke de eneste, der kan mærke medvind så kraftig som den, der blæste dem ind til Lavaur i dag. Det samme kan et Astana-mandskab, for hvem det kører som smurt i olie. Miguel Angel Lopez virkede uhyre overbevisende på en 4. etape, der var yderst løfterig, og efter gårsdagens etapesejr til Alexey Lutsenko blev det på papiret så sidevindssvage kasakhiske hold pludselig dagens bedst repræsenterede med ikke færre end syv af otte mand i front. Jakob Fuglsang ville nok ønske, at det var gået lige sådan, da han for et år siden endte som en af sidevindsetapens store tabere.

Lopez var imidlertid ikke den eneste, der overraskede positive. Lille Guillaume Martin lignede det mest sandsynlige offer i sidevinden, men han fortsatte sin stærke start ved at klare en af de for ham mest frygtede etaper. Det samme gjorde Thibaut Pinot, der limet til Stefan Küngs bundsolide baghjul undgik samme katastrofe som sidste år - endda efter en uhyre overbevisende kollektiv indsats fra FDJ i terræn, der ikke er deres - og det gjorde Enric Mas og Alejandro Valverde, der stille og roligt er i gang med køre Movistar ind i løbet efter en katastrofestart på året. Sergio Higuita viste som i Paris-Nice, at han trods sin beskedne statur sagtens kan køre i sidevind - noget, han måske har lært af Nairo Quintana, der trods et svagt hold i dag bekræftede, at han virkelig har fået styr på den kunst efter katastrofen i Holland for fem år siden. Og Adam Yates, der ellers lignede en sårbar fætter med et hold, der ikke består af klassikereksperter, fortsætter med at mærke sjælden medgang i et løb, der hidtil mest har budt på modgang, mens Buchmann klarede sig igennem, selvom Boras hårde arbejde kunne have gjort ham sårbar.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Så var det mindre overraskende Romain Bardet atterviste , at det altid er en kunst, han har mestret, ligesom det var indlysende, at brølstærke Roglic og Dumoulin med Van Aert ved deres side naturligvis ikke kunne rystes i dette terræn, når nu sloveneren på den hårde måde i Vueltaen lærte, at man ikke kan tillade at tage sig en blunder, når meteorologerne har sat vindpile på rutekortet.

Taberne var til gengæld alle til at forudse. Størst nedtur var det for Pogacar, der måske smed et realistisk podium væk. I forvejen mangler sloveneren rutine i disciplinen, og omgivet af et hold bestående af hovedsageligt klatrere kunne man sagtens forudse, at denne etape kunne blive en udfordring - også selvom han angiveligt blev bremset bag et styrt kort inden Ineos-angrebet.

Også for Mikel Landa gik det galt. Sidste år var det ellers lovende for baskeren, der alligevel endte som en af sidevindsetapens tabere, da Warren Barguil sendte ham til tælling, og i år endte han nok engang som en taber - måske fordi hans hjælpere, Damiano Caruso, Matej Mohoric og Pello Bilbao kort forinden havde lagt sig i bunke på asfalten og efterladt kaptajnen mere sårbar, end han i forvejen var. Sårbar var også Ricie Porte, der næppe nogensinde har siddet i første gruppe på en sidevindsetape, men som nu måtte opleve den uventede overraskelse, at heller ikke medkaptajn Bauke Mollema kunne være tro mod sine hollandske aner i en disciplin, der burde have været et af hans våben, ikke mindst den klassikerstærke trup taget i betragtning. Og helt galt gik det for Daniel Martinez, der desværre efter sit styrt har kurs mod den Andrew Talansky-oplevelse, jeg allerede varslede i den favoritanalyse, jeg skrev inden løbet.

Ja, der er virkelig mange sår, der skal slikkes på hotellerne her til aften, hvor de i stedet skulle have brugt kræfterne på at forberede sig til løbets hidtil vigtigste etape. Og for Bora og Ineos gælder endda, at deres ben ovenikøbet er ekstra ømme, efter at det var dem, der sørgede for at skabe løbet hidtil mest underholdende etape.

Til gengæld er benene næppe alt for mærkede hos et Jumbo-mandskab, der foreløbig har leget gemmeleg på store dele af etaperne, men der alligevel synes at kunne gå på vandet. Og med tanke på, at enkeltstarten betyder, at det ikke er hollænderne, der har behov for at tage initiativ, er der ikke umiddelbart udsigt til, at de går igennem vandoverfladen lige foreløbig. Initiativ belønner sig nemlig ikke altid.