Tour de France-analyse: Klog våbenhvile eller forspildt mulighed?

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Forud for årets Tour var der megen snak om, hvordan nøglen til at slå Tadej Pogacar kunne være brugen af overtallet. Det hører nemlig til sjældenhederne, at den næst- og tredjestørste favorit i en grand tour kører på samme hold, og hvis det nogensinde skulle lade sig gøre at udnytte den form for overhånd i et langt etapeløb, hvor de store tidsforskelle gør det meget vanskeligere end i kortere løb, måtte det næsten være i år. Jonas Vingegaard har da heller ikke langt skjul på, at netop det forhold, at han og Primoz Roglic havde hinanden, måske var nøglen til at knække en potentielt stærkere ryttere, og den samme tilgang har et Ineos-mandskab, der igen i år stillede til start med ikke færre end tre kaptajner.

Strategien er bare ikke så let at praktisere endda. Dels er der det forhold, at de større forskelle i et langt løb gør, at det ofte relativt tidligt bliver tydeligt, hvem der er stærkest, og så bliver den ene af de flere trusler let elimineret. Derudover skal man finde det rette sted at isolere overmagten. Sker det på et af de sværeste bjerge, er det nemlig ofte fysik mere end taktik, der er afgørende, og her vil en overlegen rytter ofte kunne redde sig ud af en taktisk kattepine ved brug af den velkendte opskrift, at det bedste forsvar er et angreb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Derfor har årets rute måske heller ikke været helt ideel til at udnytte overtallet. I hvert fald er bjergmenuen usædvanligt hård med hele fire svage bjergafslutninger, og det er jo netop i den slags finaler, at fysikken ofte vinder over taktikken. Heldigvis er de to svære pyrenæeretaper designet således, at det lader sig gøre at angribe allerede inden sidste bjerg, hvis man er risikovillig nok, men til den tid kan de to sværeste alpeetaper, der slet og ret er brutale, jo have skabt så store forskelle, at Pogacar måske reelt kun behøver at bekymre sig om én mand.

Derfor var det måske en god ide at udnytte overtallet allerede inden de alvorligste alpeprøvelser, og skulle det ske, skulle det være på dagens første af de fire dage i den første af de to bjergkæder, der dominerer Touren. Faktisk var den designet glimrende til formålet, for her havde man med inklusionen af Pas de Morgins efterfulgt af en let finale, skabt en afslutning, hvor fysikken kunne blive mindre væsentlig end taktikken. Kunne Pogacar isoleres inden de sidste 14 lette kilometer, ville han være langt mere sårbar, end man normalt ville forvente at se ham i en brutal bjergfinale.

For at strategien skulle lykkes, ville det imidlertid kræve, at den nedre og svære del af finalebjerget var vanskeligt nok til at isolere sloveneren. Hvis ikke det var tilfældet, kunne det hele jo være helt ligegyldigt, for hvis Pogacar fik en mand eller to med sig til toppen, ville finalen være så enkel at kontrollere, at enhver offensiv ville være det rene spild af kræfter. Da en grand tour som bekendt vindes via holdbarhed og restitution, skal man vælge sine kampe med omhu, og derfor stod Jumbo og Ineos i et dilemma. Skulle de forsøge den store offensiv i en finale, der i hvert fald var på grænsen til at være for let til, at et forsøg gav mening? Eller skulle man spare på kræfterne til de to dage i Alperne, hvor det reelle slag skal slås?

Da Jumbo-ledelsen vejede for og imod, faldt valget på den defensive tilgang. De cykelfans, der drømte om en storslået finale og endnu et medrivende opgør, blev efterladt slemt skuffede, men det kan ikke komme som nogen overraskelse overhovedet. Pas de Morgins havde måske nok en vanskelig nedre del, men noget Monte Zoncolan er den bestemt ikke, og med generel modvind blev det ikke just lettere at gøre forskelle. Lægger man dertil, at den genrejste George Bennett og den i år så flyvende Rafal Majka jo ikke just så svage ud i Vogeserne, lignede det en svær mission at få Pogacar til at være så alene, som han skulle, hvis ikke en offensiv skulle ende som skønne spildte kræfter.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Om det valg var det rette, ved vi ikke endnu. Det finder vi først ud af, når vi er i Paris. Til den tid kan det sagtens vise sig at have været en forspildt mulig, måske særligt for at give Roglic mulighed for at genvinde lidt af det tabte. Det vil nemlig være ham en isolere Pogacar ville lade køre, og etapen var for let til, at det nogensinde kunne blive en dag, hvor Vingegaard ville vinde tid på sin slovenske rival. Skulle der bruges kræfter, skulle det altså tjene det formål at trætte Pogacar samt måske at genvinde tabt terræn med sloveneren.

I det lys vidner det vel om en vis tro på Vingegaard, at passiviteten blev foretrukket. Han havde som sagt personligt ikke meget at vinde på denne lidt bløde etape, men til gengæld stod det lysende klart efter holdets kommentarer i fredags, at udviklingen på La Planche des Belles Filles, hvor Vingegaard kørte lige på med Pogacar på en etape, der rimede perfekt på det slovenske uhyre, at der i den hollandske lejr har spredt sig - en som bekendt i mine øjne helt berettiget - tro på, at Vingegaard kan vinde løbet, ikke via taktik, men fordi han slet og ret er stærkeste mand. Og hvis det er opskriften, er der jo ingen grund til at brænde kræfter af på en dag, hvor det formentlig ville ende som det rene spild. Samtidig var det en anelse bekymrende at se, hvordan Roglic rullede over stregen bagerst i en puncheurspurt, hvor han burde have kørt lige op med Pogacar, og da det kan indikere, at rygsmerterne fortsat er store, var det måske ikke netop i dag, at man skulle forsøge at genvinde tid med Roglic. Det havde alligevel næppe været muligt.

Nej, det var formentlig en velgennemtænkt beslutning, at man lod alpeetape være alpeetape og erklære en våbenhvile, der først vil blive brudt på onsdag. Går det, som det gjorde i 2021, er det jo netop holdbarheden, der skal vinde løbet for Vingegaard, og så skal første uge jo egentlig bare overstås. Alligevel må etapen have styrket selvtilliden endnu mere. Nu fik vi desværre aldrig billeder af feltets opkørsel af den sidste målbakke, og i skrivende stund har jeg ikke hørt, hvad der foregik, men noget tyder på, at UAE til slut har lagt et pres i et forsøg via Pogacars punch alligevel at vinde et par sekunder. Det to minutter store forspring, udbruddet havde, var nemlig pludselig mere end halveret, og da vi endelig så feltet, kom Pogacar blæsende med så voldsom en kraft, at han næsten havde fået del i bonussekunderne.

Han var imidlertid ikke alene. Vingegaard gav igen et signal om, at hans chancer for at vinde denne Tour er overordentlig gode, for normalt ville man forvente, at han havde svært ved at følge Pogacars vilde antrit i denne form for finale. Danskeren var imidlertid den eneste, der kunne holde stand mod sloveneren, og det kan kun give endnu mere næring til ideen om, at det lige nu er en dansk og ikke en slovensk sejr, der er det mest sandsynlige.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

For kollektivet endte det også som en god dag. Der var selvfølgelig Roglics lille svaghedstegn i finalen, men man må trods alt formode, at tiden også læger sår, selvom de sidder på slovenske monstre og ikke almindelige mennesker. Til gengæld kan holdet glæde sig over, at de i den grad dokumenterede den kollektive styrke, da der hele vejen op ad Pas de Morgins var ikke færre end tre hjælpere hos kaptajnerne. Sepp Kuss og Steven Kruijswijk skulle naturligvis være der, men at Tiesj Benoot kunne sidde med hele vejen, var en understregning af mandskabets enorme styrke.

De fik også slidt gevaldigt på UAE, og det kan de takke Rigoberto Uran for. Arabernes mål måtte nemlig være at komme så let igennem denne etape som muligt. Nok kunne Pogacar i denne form for afslutning vinde 10 bonussekunder, men han risikerede også at komme i penibel situation, hvis han blev isoleret til sidst. Derudover skal det bare syv mand store hold, der grundet Marc Hirschis formkrise reelt kun er seks, også spare på kræfterne, hvor de kan, og derfor var det naturligt, at også de kørte etapen defensivt, indtil de gav den et skud til allersidst.

Gratis blev det imidlertid ikke. Rigoberto Uran er ganske vist faldet gevaldigt af på den, og derfor kunne man sagtens give ham nogle minutter uden den helt store frygt - og det blev jo kun bekræftet i finalen - men det er trods alt ikke en mand, man giver ti minutter. Derudover peger mere og mere i retning af, at Pogacar ikke har tænkt sig at låne trøjen ud, og med den form for ærgerrighed skulle der altså jagtes hårdt hele dagen.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Det var ikke gratis, men Pogacar kan alligevel være fint tilfreds. Det undervejs så sårbare arabiske hold viste nemlig tårnhøj klasse. Nok er Hirschi helt fra den, men som en Fugl Føniks rejste ellers formsvage Marc Soler sig, da man manglede ham mest. George Bennett fortsatte tillige det pludselige comeback, han indledte i fredags, og Rafal Majka er stadig den garanti, han har været gennem det meste af året. Da også Mikkel Bjerg imponerede stort i den indledende fase, behøver Pogacar ikke umiddelbart at blive isoleret halvvejs oppe ad dagens første bjerg.

Undervejs så det ellers ud til, at der var lagt i kakkelovnen. Ineos viste fra start, at de partout ville have n forpost ud foran, og den mission lykkedes med altid solide Jonathan Castroviejo. Til gengæld var Jumbo helt passive, og allerede der kunne man have luret, at de havde solgt etapen for en våbenhvile fra start.

I hvert fald lige indtil UAE jokkede i spinaten. Formentlig ville han bare lægge en dæmper på angrebene, da udbruddet egentlig var kørt, men pludselig havnede Brandon McNulty i en forfølgergruppe. Det opdagede Wout van Aert, som ellers havde været helt passiv, og da Jumbo ikke ville acceptere, at deres værste rivaler havde en mand foran, måtte belgieren reagere prompte. Pludselig havnede superstjernes således i et udbrud, der helt åbenlyst ikke var en del af morgenens dagsorden, men det gav jo pludselig muligheden for, at både Jumbo og Ineos alligevel kunne åbne løbet på Pas de Morgins, hvis de ville.

Det ville de imidlertid ikke. Van Aerts rolle som forpost var kun en sikkerhedsgaranti, når nu UAE havde sendt McNulty i front, og Ineos havde ikke meget at gøre, selvom de havde fået sendt en mand i front. Om også Castroviejo bare var en sikkerhedsgaranti, ved vi ikke, for briterne havde aldrig mulighed for at lægge noget pres. Når man har fire mand at beskytte, og tre af de fire øvrige er relativt tunge, kan det ikke komme som en overraskelse, at de fire kaptajner lynhurtigt var alene, og da ingen andre hold havde hverken styrken eller nogen væsentlig interesse i at prøve noget på en etape så let som denne, blev forposternes lod enten som en vist lidt træt Van Aert og McNulty at falde tilbage eller som Castoviejo at gribe en sjælden chance for at få lidt personlig succes.

Alligevel endte etapen med at give nogle svar. På en ”let” etape som denne er det altid mere sandsynligt, at man får svar ved bag- end ved fordøren, og sådan var det også denne gang. Vi fik i hvert fald ryddet lidt ud i Ineos-kaptajnerne, da det lidt overraskende var Daniel Martinez, der som den første kan streges fra listen. I lyset af det, vi så i Tour de Suisse og begyndelsen af denne Tour, er det ikke en overraskelse, men efter hans forår er det uventet at se, hvilken sommer han har haft. Samtidig gør det, at det lige nu ser meget svært ud for Ineos at vinde løbet, for hverken Geraint Thomas, Adam Yates eller Tom Pidcock fremstår for mig som reelle vinderkandidater - slet ikke Pidcock, som igen i dag lignede en mand, hvis tid som top 10-rytter har en snarlig udløbsdato.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det andet store svag kom fra Aleksandr Vlasov. I går havde man ellers lige fået en tro på, at ryggen ikke gjorde så ondt endda, og han udsendte da også selv optimistiske toner. De blev imidlertid hurtigt gjort til skamme, og dermed står det nu klart, at de to ryttere, Martinez og Vlasov, der sammen med Enric Mas lignede førsteudfordrerne til Jumbo og UAE, kan streges fra listen. Det virker i hvert fald usandsynligt, at russeren pludselig rejser sig markant, for det er svært ikke også at sidde med den tanke, at han jo i forvejen er kendt for manglende stabilitet.

Selvfølgelig smed Louis Meintjes de sekunder, han altid gør i eksplosive finaler, selvom han åbenlyst er ganske velkørende, og selvfølgelig viste Alexey Lutsenko og Neilson Powless igen i dag, at de ikke kommer til at spille en rolle i top 10, men de kan ikke betegnes som reelle tabere. Det kan derimod Uram, hvis store offensiv sendte ham helt ud af klassementet. Det lignede i fredags eller en mulig lille genfødsel og måske en top 10, men allerede i går viste han mere af det skuffende niveau, han har vist gennem hele året. Meget kan skyldes gårsdagens styrt, men en forslået rytter ville vel ikke gå i udbrud? Nej, snarere så vi nok igen bare, hvad vi har set hele året, nemlig at den bedste Uran hører fortiden til og i virkeligheden har gjort det i en rum tid.

For andre var det mere opløftende. Noget kunne i hvert fald tyde på, at Damiano Carusos dieselmotor efter en skidt start er ved at komme i gang. Det var også opløftende, at Nairo Quintana, der ellers plejer at smelte sammen, når først det første svaghedstegn har vist sig, kom fint igen i finalen, ligesom Enric Mas fortsætter med at virke uhyre overbevisende ved at holde sig så fint til i en eksplosiv spurt, hvor man ville forvente at se ham bag Romain Bardet og ikke mindst David Gaudu, der i dag vel gav de første lidt bekymrende signaler i en afslutning, der burde passe ham. Nu er han heldigvis kendt for at være en anelse svingende, og derfor skal man næppe passe på med at overfortolke, at han for anden dag i træk ikke viste det overskud, han gjorde i fredags og ikke mindst i torsdags.

Alle disse konklusioner skal man dog i det hele taget være forsigtig med. Der blev kun kørt cykelløb på den sidste bakke, og det er noget helt, helt andet end det, der venter onsdag og torsdag, hvor vi bliver så uendelig meget klogere. Det er da heller ikke klassementskampen, der vil stå tilbage, når vi om 10 år ser tilbage på denne etape. Nej, det vil være den fantastiske duel mellem to comebackhungrende stjerner, vi var vidner til.

Det var virkelig en svær finale at se, for man kunne umuligt placere sin sympati. Både Bob Jungels og Thibaut Pinot har nemlig haft deres enorme modgang de seneste år, og skulle man lave en liste over ryttere, der mest havde fortjent en etapesejr i år, ville de begge stå meget højt på listen. Derfor ville det være hjerteskærende, uanset hvem der endte som taberen, og det ville være så velfortjent, uanset hvem der ville ende øverst på podiet.

I sidste ende blev det Jungels, der fuldendte det comeback, han indledte for præcis et år siden, da han i sidste øjeblik meldte afbud til Touren, fordi han endelig havde fundet svaret på sine mange trængsler, der havde forvandlet ham fra monumentvinder til fast mand i alverdens gruppettoer igennem en ganske lang periode. En forsnævret arterie har imidlertid før sendt folk permanent til tælling - bare se på, hvordan det er gået med Fabio Aru og Sam Oomen - og derfor var der ingen garanti for succes, da Jungels sidste år blev opereret.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Tidligere i år så det endda ud til, at han kunne ende som den nye Aru. Det var svært at se meget comeback i det forår, han havde haft, men da han stillede til start i Tour de Suisse, var der pludselig hul igennem. Siden da er han nærmest bare blevet bedre og bedre pedaltråd for pedaltråd, indtil det hele kulminerede med en sejr, der for bare to måneder siden lignede et fatamorgana. Den blev endda opnået med et mageløst soloridt, der gav mindelser om den Jungels, der på samme facon vandt både Liege og Kuurne, og det tyder således på, at vi igen skal regne luxembourgeren som den klasserytter, han engang var. En Tour-etapesejr havde han jo end ikke opnået i sin storhedstid, men nu mangler han pludselig bare at vinde i Vueltaen, inden han har pladen fuld.

Fuld plade har Pinot allerede, og han har endda vundet ikke færre end tre gange i Touren, endda på både Alpe d’Huez og Tourmalet. Derfor burde dagens nederlag ikke have været alt for hjerteskærende, men det var det alligevel. Det er trods alt ikke mange, der måske mister en Tour-sejr, fordi man pludselig får et ellers uskyldigt trælår, og det er ikke mange, der efter et ellers uskyldigt styrt må lide af karrieretruende rygproblemer i mere end ét år.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Heldigvis er Pinot på vej tilbage. Det har vi set med hans sejre i Alperne og Schweiz tidligere i år og med det fine niveau, han havde i Romandiet og Tirreno. I dag kom han vel bare lidt for sent i gang, da han forsøgte præcis samme opskrift som ved sejren i Schweiz, nemlig at vente, vente og vente for til slut at åbne for gassen. Den taktik lykkedes, da han fangede Ion Izagirre i Schweiz, men Jungels var for stærk en modstander. De sidste 14 km rimede mere på kraftfuld luxembourger end fransk klatrer, og Pinot skulle derfor nok have udnyttet mere af den stejle stigning til at levere sit comeback. Heldigvis fik han vist, at formen er i fremgang, og den forløsende etapesejr synes at kunne anes forude, hvis fremgangen fortsætter.

Det kræver dog, at favoritterne giver ham lov og lader flere etaper blive vundet af udbrud. I dag var der ingen af dem, der havde nogen væsentlig grund til at jagte etapesejren, og Jumbo valgte også at afblæse det forsøg på at isolere Pogacar, som måske kunne have været iværksat. Om det var en fejl, at overtallet ikke blev brugt på et tidspunkt, hvor det stadig udgør en reel trussel, og hvor finalen i hvert fald gav en mulighed for måske at lade taktik vinde over fysik, ved vi ikke endnu, men baseret på det, vi så fra et UAE-hold, der ikke just var til at ryste, Primoz Roglic, der virkede hæmmet af sin ryg, og Jonas Vingegaard, der igen i dag lignede en mand, der kan vinde løbet i en direkte duel med sin rival, var det nok meget klogt, at man lod 9. etape blive løbets første reelle våbenhvile fremfor at se det som en forspildt mulighed.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER