Tour de France-analyse: Kurs mod endnu et hattrick?

Tour de France-debuter er pr. definition svære. Der er en god grund til, at de fleste hold passer på deres unge ryttere og venter nogen tid med at sende dem til verdens største cykelløb. Nok er ruten sjældent så svær som i Giroen eller Vueltaen, men den generelt højere fart i et felt, hvor alle er i topform, samt ikke mindst det enorme pres fra sponsorer og omverden samt en gigantisk mediebevågenhed gør, at de fleste dypper grand tour-tæerne i de to mindre grand tours først.

Af samme grund kører de fleste også Touren for at lære, når de første gang stiller til start på den største scene af dem alle. Og derfor skal man altid være varsom med at have alt for store forventninger til Tour-debutanter.

Det sker dog, at nogle ryttere slår til allerede i første forsøg. Det var eksempelvis næsten forudsigeligt, at Peter Sagan ville tage løbet med storm, da han i 2012 i første hug sikrede sig tre etapesejre og en første af mange pointtrøjer. Man kan heller ikke være svært forundret over, at vidunderbarnet Tadej Pogacar allerede har kurs mod noget rigtigt stort, for han viste allerede med sin mageløse Vuelta-debut, at pres har samme effekt på ham, som et myggestik har på en elefant. Og så findes der århundredestalenter som Jan Ullrich, der i allerførste forsøg ender som nr. 2 i klassementet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Egentlig er det lidt sjovt, at Caleb Ewan sidste år fik så fantastisk en debut, da han efter års venten endelig fik chancen. Australieren havde nemlig netop overtaget rollen som chef på et Lotto-hold, der havde sagt farvel til en af sin generations suverænt mest vindende sprintere, André Greipel. Faktisk stod og faldt næsten hele holdets succes i verdens største løb med ”The Pocket Rocket”, for Lotto har i de seneste mange år været nærmest entydigt fokuseret på massespurterne.

Ewan var da heller ikke bange for efterfølgende at indrømme, at han var rædselsslagen forud for løbet. Bedre blev det ikke af, at han havde opbygget et eget pres også som følge af den gigantiske skuffelse, det var, da han i 2018 af Mitchelton i sidste øjeblik blev frarøvet en ellers stensikker Tour-plads af en ledelse, der valgte at bygge hele holdet op om Adam Yates. Og bedre blev det bestemt heller ikke af, at den første halvdel af løbet endte som en katastrofe, hvor der efter 10. etape stadig stod et stort undt nul ud for sejrskontoen, mens de værste rivaler, Dylan Groenewegen, Elia Viviani og Peter Sagan, alle havde høstet succes.

Heldigvis knækkede presset ikke Ewan, og da de sidste 11 etaper var kørt, stod der 3 ud for Ewan og stadig kun 1 ud for Groenewegen, Viviani og Sagan. Og dermed blev Ewan det bedste eksempel på, at den første pind altid er den sværeste, og at resten følger meget lettere, når først der er gået hul på bylden.

I det lys kunne man måske have troet, at det var rivalen (og den i øvrigt gode ven) Sam Bennett, der havde kurs mod at blive årets dominerende sprinter. Som beskrevet i går har Bennett nemlig modsat Ewan aldrig været god under pres, og derfor var der meget, der tilsagde, at ireren ville blomstre nu, hvor den første sejr havde gjort ham 10 kg lettere ved at fjerne det gigantiske pres, han selv havde lagt på sine skuldre.

Sådan gik det imidlertid ikke. Efter gårsdagens frustrerende oplevelse, hvor han tilsyneladende forventede, at Bennett som vanligt ville åbne sin spurt alt for tidligt, var det nemlig Ewan, der i dag blev den første af de to supersprintere til at gøre Wout van Aert selskab i klubben over dobbelte etapevindere i årets løb. Og det med en spurt, der mindede uhyggeligt meget om den, der gav ham sejren i Sisteron, for nok engang lykkedes det den lille australier at udnytte modvinden til at komme bagfra og akkurat tage sejren med det yderste af neglene, selvom positionen bestemt ikke var optimal.

Der var imidlertid også forskelle. I Sisteron udnyttede Ewan, at den normalt på flad vej hurtigere Bennett havde åbnet alt for tidligt i den hårde modvind. Det gjorde ireren ikke i samme grad i dag, og her var det ganske enkelt Ewan, der var den hurtigste af de to.

Uventet er det dog ikke. ASO gav nemlig Ewan en uventet gave ved højst usædvanligt at lave en fejl i løbsbogen. Den afslutning, der i det officielle materiale var flad som en pandekage, endte med at stige ganske pænt. Og i det spil har Ewan længe haft overhånden, som vi blandt andet så i de to kamphaners opgør i Stirling i Australien tilbage i januar og også på Hatta Dam i Emiraterne, selvom den korte, stejle mur i ørkenen er noget helt andet end en let stigende boulevard i Poitiers.

Med den sejr er det slet ikke usandsynligt, at Ewan kan sikre sig endnu et hattrick, men det ligger ikke på den flade. Sammen med den genvundne hurtighed, som han ellers havde tabt i 2018, er holdbarheden nemlig dalet, og da det ligger i kortene, at Sagan har planer om på 14. og 19. etape at lancere et stort attentat på Bennetts grønne trøje med endnu et langdistanceangreb i stil med det, vi så på 7. etape, kan det meget vel være, at Ewan har kørt sin sidste spurt inden Paris.

Den spurt vil han så glæde sig til, da også den som bekendt er let stigende, og i mellemtiden kan han så filosofere over, om ikke det er på tide, at Lotto får styrket et tog, der i dette løb bestemt ikke har imponeret. I dag måtte de brænde sig tidligt af for at indhente det interessante Deceuninck-angreb fra Bob Jungels og Kasper Asgreen, så sidstemanden Jasper de Buyst blev for hurtigt, men det har været sløjt for Lotto. Og Ewan har nu to gange ikke været uheldig med at finde de huller, der har gjort det muligt alligevel at tage sejren.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Sjovt nok endte begge de to supersprintere som vindere. Sam Bennett måtte ganske vist sande, at han trods den åbenlyse styrke, han har i stigende spurter, i denne slags finaler har sin overmand, også selvom han igen kom til at køre en for lang modvindsspurt. Til gengæld blev det, der lignede et overraskende pointtab til Peter Sagan på en etape, hvor han ellers stod til at høste en betydelig gevinst, pludselig til et lammende uppercut på slovakkens chance for at tage sin ottende grønne trøje.

Det var imidlertid næppe på denne facon, at Bennett havde drømt om pludselig at have et forspring på hele 68 point, men beslutningen om at deklassere Sagan er svær at finde urimelig. Den trefoldige verdensmester besluttede lidt overraskende at afvige fra det, der ellers var hans oplagte strategi, nemlig at begrænse pointtabet til Bennett på en etape, der lå bedre til ireren. Han sad ellers velplaceret netop på bagsmækken af Bennett, så han kunne forsøge at holde sig til sin rival, men da Clement Venturini skød frem, og Bennett tilsyneladende manglede lidt fart, traf han en fatal beslutning.

Først afveg han fra sin bane, så Hugo Hofstetter måtte foretage en opbremsning, der ødelagde en ellers ganske lovende spurt for den lille franskmand, inden han lavede en manøvre, så man skulle tro, at han helt havde glemt, hvad det var Mark Cavendish gjorde på den skæbnesvangre 3. etape for tre år siden. Dengang var det den lille brite, der forsøgte langs højre side at finde et hul ved siden af Sagan, som reelt ikke var der, så det efterfølgende endte med en kollision, der førte til en albuerefleks fra Sagan og en helt urimelig - og også senere undskyldt - diskvalifikation af slovakken.

I dag var det totalt deja-vu - med den forskel at det var Sagan, der på højre side søgte et hul, der slet ikke var der. Det førte til et albueskub til Wout van Aert, og modsat for tre år siden var der denne gang ikke tale om, at han uforskyldt blev ramt af en rytter bagfra. Nej, her var der slet og ret tale om en boksekamp med en anden rytter, som også ifølge Boras egen optik berettigede til en helt retfærdig diskvalifikation.

Med det pointtab ser det nu sort ud for den ottende grønne trøje, men umuligt er det ikke. Sagans chance var i forvejen at lave et langdistanceattentat på Bennett på lørdag og næste fredag, og på de to etaper kan i den bedste af alle verdener slå ireren 70-0 begge dage, hvis han får sandt rivalen af fra distancen. Desværre kommer han til at mangle en udmattet Gregor Mühlberger i den mission, men det må være en indebrændt Sagan, der nu skal satse stort, hvis trøjen skal sikres. Det kan næppe gøre cykelløbet ringere, at det Bora-hold, der imponerer i Tirreno, men har kurs mod en katastrofe-Tour, er tvunget til at satse. Og så kan Sagan finde håb i, at han både i dag og i går kørte sine suverænt bedste spurter hidtil og dermed nok engang har kurs mod at dokumentere, at han mestrer kunsten at blive bedre og bedre gennem en grand tour.

Satse gjorde Wout van Aert også. Egentlig havde han sagt, at massespurter efter lette etaper ville blive droppet, men den lille bakke til slut var for fristende til ikke at give den en skud. Denne gang var der dog ikke samme eminente timing som i Lavaur eller Privas, men derimod en alt for lang spurt i den hårde modvind. At han alligevel krydsede stregen side om side med Bennett, Sagan og Ewan - endda efter at være blevet brutalt nedbokset af Sagan - er blot endnu en bekræftelse på den overdrevne styrke, det belgiske fænomen i øjeblikket lægger for dagen. Og han er næppe ked af, at Sagan nu skal gøre de kommende to sprinteretaper knaldhårde, for det øger blot chancen for, at det skulle blive til hattrick for manden, der egentlig bare kom for at hjælpe.

At finalen var stigende, afspejles ikke blot af Ewans sejr og Van Aerts og Sagans fremragende spurter. Nej, det ses også af den øvrige top 10. Bryan Coquard, der altid har været bedst i denne slags spurter, var fartmæssigt langt tættere på de forreste end hidtil, selvom han endda var slemt forslået efter i går. Clement Venturini, som kun for alvor imponerer i stigende spurter, var endelig med helt fremme, og endelig lykkedes det for Luka Mezgec at finde en finale, hvor han trods sin tvivlsomme positionering kunne hævde sig. Den uheldige Hofstetter viste også igen sin fine form på en dag, hvor André Greipel måtte sande, at den gamle klatreevne ikke længere eksisterer, mens Ryan Gibbons, der er en uhyre stærk klatrer, endda overgik sin kaptajn, Edvald Boasson Hagen, der nok engang må sande, at en spurt efter en relativt let dag ikke længere er noget, han mestrer. Og når Oliver Naesen går i top i en massespurt efter så let en etape, er det klart, at løbsbogen ikke talte helt sandt.

Sagan er ikke den eneste taber, selvom alt blegner ved siden af hans nederlag. Det hidtil så forrygende Sunweb-tog var så bange for modvinden, at de bevidst valgte at skyde sent frem. Det kostede for Casper Pedersen og Cees Bol, der blev lukket inde mod barrieren, og dermed mistede hollænderen sin måske sidste chance for at styrte inden Paris. Det kan undre, at holdet valgte så afventende en taktik, når nu toget hidtil har været så dominerende med alle fem led - Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis, Nikias Arndt, Pedersen og Bol - og den beslutning endte da også med at blive fatal.

Bol har dog haft sin succes. Det har Matteo Trentin til gengæld ikke. Italieneren missede nok engang sin positionering totalt, og dermed blev det til en 11. plads i en finale, der ellers burde have passet ham, og hvor han fik fremragende hjælp af Greg van Avermaet. Og det var i det hele taget en trist dag for italienerne, da Elia Vivianis genrejsning blev sat på pause, lige så hurtigt der var blevet trykket på play-knappen, og Niccolo Bonifazio fortsætter med at være en skygge af den mand, der tidligere på året vandt en etape i Paris-Nice.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

En god nordisk dag var det heller ikke. Særligt Mads Pedersen må ærgre sig over, at han nu to gange har misset en stor mulighed. Som det var tilfældet i Nice, mistede danskeren nemlig Jasper Stuyvens hjul, og så hjalp det ikke meget, at belgieren præcis som på 1. etape leverede et forrygende lead-out. Den danske verdensmesters chance mod de hurtigere folk er netop at lukrere på sit stærke tog, og det er en skam, at to så gode muligheder nu er mislykket, især fordi hans kørsel de seneste dage vidner om fremragende form. En form, som man slet ikke finder hos Alexander Kristoff, der stadig er en skygge af manden, der sejrede i Nice, og således overlader det til Pedersen lidt uventet at være løbets bedste nordiske sprinter.

Den slags interne kampe har de også i Slovenien, hvor Tadej Pogacar og Primoz Roglic begge slås om at være landets bedste klatrer. I dag var der dog pause i den duel på en etape, der med modvind hele dagen blev en tiltrængt hviledag efter gårsdagens uhyre stressende og styrtplagede affære. Nej, for dem handler første halvdel af uge 2 alene om overlevelse, og de skal nu koncentrere sig om at komme sikkert igennem morgendagens maraton i Massif Central inden det næste store opgør på fredag.

Desværre for Ewan skal han vente endnu længere. Går der Sagan og Bora i den i Lyon og Champagnole, kan der vente 9 dages overlevelse, inden han atter skal vise den hurtighed, der nu har givet ham fem sejre i løbet af de sidste 22 Tour-etaper, der er kørt. Den ventetid overlever han nok også, når han ved, at han har for vane at fuldende sit hattrick på den boulevard, enhver sprinter drømmer om at vinde på.