Tour de France-analyse: Et sultent og ubarmhjertigt monster

Kan I huske analysen fra 4. etape? Det var dengang, jeg begrundende, hvorfor jeg for nu lang tid siden havde givet Primoz Roglic tilnavnet monster. Det skyldes ingenlunde, at han på nogen måde er en ubehagelig person, men derimod hans altædende karakter som cykelrytter. Nærmest uanset rutens beskaffenhed kan den ustoppelige slovener ikke holde sig tilbage, og om det så er en massespurt i Tour de l’Ain kan han ikke lade være med at åbne sit glubske gab og forsøge at æde også den.

Monstre er imidlertid ikke kun altædende. De er også ubarmhjertige. Det fik stakkels Marc Hirschi at føle på den hårdest tænkeligt måde, da det schweiziske supertalent var bare 2 km fra at gennemføre et soloridt, vi i Tour-sammenhæng efter min bedste overbevisning ikke har set lige siden Tony Martins vilde vanvidspræstation i Vogeserne i 2014. Al logik tilsagde, at ingen kunne køre solo i 90 km på dagens knaldhårde etape. Al logik tilsagde, at en enlig mand ikke kunne holde den brølstærke forfølgergruppe og et jagtens Jumbo-tog bag sig. Og al logik tilsagde, at det i hvert fald var helt umuligt for en ung grand tour-debutant.

Men Hirschi er ikke en hvilken som helst grand tour-debutant. Tværtimod er han et af sportens absolut mest lysende talenter, som vi så, da han allerede i sin debutsæson var måske stærkeste mand på kongeetapen i WorldTour-løbet BinckBank Tour og gik på podiet i Clasica San Sebastian. Men som jeg skrev forleden efter hans pragtpræstation i Nice, gik sidstnævnte bedrift bare hen over hovedet på de fleste, fordi selvsamme klassiker blev vundet af den regerende juniorverdensmester. Og så blegner det lidt, at U23-verdensmesteren kun bliver nr. 3.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Blegnede gjorde hans ridt i dag dog ikke. Allerede fra start angreb den lille schweizer som besat, indtil han efter den vanvittige start, hvor ingen kunne få lov at køre væk, slet og ret tog sig lov på den nye, men brutale Hourcère-stigning. I første omgang sad han ganske vist med verdensstjerner som Thibaut Pinot, Warren Barguil og Davide Formolo samt supertalenter som David Gaudu, men de kunne slet og ret ikke følge ungersvenden, da han drog på togt.

Herfra var han ustoppelig. Uanset om det var på stigningerne eller på de nedkørsler, der som bekendt var hovedårsagen til, at blev U23-verdensmester i de østrigske alper, og som altid har været et af hans stærkeste våben, blev der bare øget og øget. Selv da Jumbo-maskinen gik i gang i dalen mod slutningen, kunne den stærke schweizer stort set holde skansen, så det først var til allersidst, hvor Wout van Aert og Robert Gesink brugte de sidste kræfter, at han begyndte at bløde tid i lidt for kraftig en takt. Alligevel mobiliserede han kræfterne til at holde favoritterne bag sig trods deres vilde kørsel på Marie Blanque, bruge sin fænomenale nedkørsel til at øge til en kvartet bestående af i hvert fald et par fremragende nedkørere og slutteligt næsten holde den ellers godt samarbejdende kvartet stangen i dalen ind mod målet i Laruns. Og minsandten om hans sublime spurt ikke var ved alligevel at give ham sejren, da selvsamme logik tilsagde, at han naturligvis var alt for kvæstet til overhovedet at deltage i kampen mod lynhurtige folk som Roglic og Tadej Pogacar.

Den indsats var så vild, at selv Remco Evenepoel fra min sygeseng må lette i hvert fald lidt på hatten. Desværre er der ingen nåde i professionel sport og slet ikke, når det altædende monster har set sig lun på ideen om at køre sig i gult. Og det var angiveligt, hvad Roglic havde planer om, da Jumbo-toget pludselig skiftede strategi og gik fra kontrol til jagt på etapesejren.

I starten var det ellers tydeligt, at den hollandske mission alene var at sikre, at de farligste rivaler ikke fik en forpost, som kunne hjælpe efter toppen af Marie Blanque. Derfor sad Van Aert straks i baghjulet, hvis Ineos, UAE, Astana eller Arkea vovede at gå i angreb. Og da belgieren alligevel enten som følge af træthed eller uopmærksomhed lod Davide Formolo, Jonathan Castroviejo, Omar Fraile og Warren Barguil deltage i en forfølgergruppe, der var spækket med forposter, satte den gule hær sig frem, så selvsamme Van Aert og Gesink efter en lang jagt neutraliserede faren.

I første omgang så det ud til, at det bare var ønsket om at fjerne forposterne, der førte til den meget aggressive Jumbo-kørsel. Sådan var det imidlertid ikke. Nej, monsteret følte sig så flyvende, at han fik lyst til at realisere sin livslange drøm om at komme i gult, og derfor gav han ifølge holdet sit fantastiske supermandskab besked om at gøre det muligt. Det kunne kræve, at bonussekunderne kom i spil, og derfor blev det, der lignede en af løbets mest sikre udbryderetaper pludselig til en dag for favoritterne - også selvom Hirschi var så smerteligt tæt på alligevel at gøre forhåndsmanuskriptet til virkelighed.

Det var da også med aftryk, at Roglic kørte sig i den trøje, der nu meget vel kan blive hans ejendom de kommende to uger. Den tvivl, der kunne være efter gårsdagens etape, hvor han - kalkuleret eller uundgåeligt - lod Pogacar køre væk, blev effektivt fjernet. Naturligvis så vi ikke monsteret åbne for posen med noget angreb, men alle rivalerne blev effektivt lukket ned, og da der til slut skulle holdes gang i maskinen på de sidste meter for ikke at miste hele forspringet i en stilstand frem mod spurten, var det stort set alene chefen selv, der påtog sig ansvaret, inden han alligevel havde kræfter til næsten også at vinde etapen.

Dermed kan Roglic gå på hviledag med en første uge, der er forløbet helt efter planen. Energiforbruget har været begrænset til et par spurter og til at følge de bedste, og hans hold viste i dag atter, at de er nærmest skræmmende, først med Gesinks og Van Aerts sublime arbejde og siden med fine føringer fra en tilbagevendt Sepp Kuss og en stadig mere frisk George Bennett, inden Tom Dumoulin viste sin tårnhøje klasse ved at neutralisere en vis Egan Bernal og i samme ombæring rive favoritgruppen i stumper og stykker, så Roglic med lethed selv kunne lukke det sidste hul. Og det må være bekymrende, at monsteret åbenbart føler sig så velkørende, at han bevidst jagter en gul trøje, han vel ret beset klogest kunne have ladet hvile på Adam Yates’ skuldre lidt endnu.

Til gengæld står det også klart, at der måske går lidt skår i venskabet mellem ham og Pogacar i de kommende uger. Landsmanden, der synes at være ved at gå i lære som monster, bekræftede nemlig i dag, at han lige nu ligner Roglics værste rival. Nok kørte han ikke væk med samme lethed som i går, men hans stærke angreb efterlod i hvert fald det klare indtryk, at der fortsat står Slovenien på både 1. og 2. pladsen, når de bedste klatrere i årets Tour skal rangeres. Og hans effektive spurt og aggressive nedkørsel vidner blot om, at monsterlærlingen har potentiale til at blive lige så altædende som læremesteren selv.

Man kan sagtens diskutere, hvem af de to der synes stærkest, men Roglic har stadig langt de bedste kort på hånden. Én ting er enkeltstarten, men noget andet er holdet. Dagens tab af en Fabio Aru, der efter sin operation nu ligner en mand, der uden egen forklaring på trængslerne kan være på vej mod et tidligt karrierestop, er i hvert fald stort, især fordi UAE-rytterne i forvejen ikke glimrer ved deres tilstedeværelse og stadig kæmper med at få gjort David de la Cruz, der kører rundt med et brækket haleben, kampdygtig igen. Heldigvis kan Pogacar glæde sig over, at han selv kan lade benene tale på Grand Colombier og Col de la Loze, men man ønsker ikke for ham, hvis han ene mand skal forsvare en trøje mod Roglic og Bernal til sidst.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Og netop Bernal viste i dag, at det ingenlunde bare er en slovensk fest. Tværtimod endte den etape, der kunne have været dagen, hvor hans førsteugesrust blev benyttet til at sætte ham afgørende tilbage, i stedet som dagen, hvor han rejste sig efter en sløj indsats i går. I dag lignede Bernal for første gang i 2020 den rytter, der sidste år blev den yngste Tour-vinder i mere end 100 år, da han denne gang ikke forskrækket måtte se på sin computer og straks gå i forsvarsmode, men i stedet sammen med Pogacar var dagens animator. Og med tanke på Col de la Lozes iltfattige luft og Bernals sublime tredjeugesmotor er Tour-kongen i den grad stadig med i spillet. Tiden arbejder nemlig ikke blot for hans egen motor, men også for et lige nu meget svækket og sårbart Ineos-mandskab, der har en Pavel Sivakov i kraftig bedring og en Richard Carapaz, der stadig mangler nogle procent, men med stor sandsynlighed kan vise sig ganske flyvende i den tredje uge - i hvert fald hvis vi kender ham ret.

Etapen blev også dagen, hvor Mikel Landa viste, at det er en frygtelig skam, at han mistede så megen tid i sidevinden - igen, fristes man til at sige. I dag dokumenterede han nemlig den klasse, vi har set i både 2019 og 2020, når han ikke har været ramt af sine mange styrt og skader. Til gengæld kan det være livgivende for løbet at have netop Landa sat tilbage, for få er så aggressive og risikovillige som netop ham. Og med en stadig uhyre velkørende Damiano Caruso ved sin side er han udover Bernal og Roglic lige nu den eneste, der har en løjtnant hos dybt inde i finalerne.

Det var dog ikke Landa, der var dagens positive overraskelse. Det var derimod Richie Porte. Nej, den lille australier bliver aldrig den rytter, han var i 2017 og 2018, hvor han vel var verdens bedste klatrer og vandt ugelange etapeløb i samme altædende takt, som Roglic gør det i dag. Til gengæld var det det bedste, vi har set fra den lille australier, siden han så ærgerligt styrtede ud af løbet i uhyre formstærk tilstand for to år siden. Og nu er han endda kommet igennem netop den frygtede 9. etape, der så ofte har været hans banemand. Nu mangler han blot at bevise, at den holdbarhed, der synes at være helt forsvundet i karrierens efterår, og som aldrig har været hans spidskompetence, findes i den spinkle krop. Det gør den i hvert fald hos dieselmotoren Bauke Mollema, der ligeledes rejste sig efter en skuffende start, og lige nu ser Trek faktisk ud til at have en ganske potent dobbelttrussel, som selv de store hold skal holde lidt øje med.

Trussel er hverken Romain Bardet eller Rigoberto Uran, men de kan også holde hviledag med stor tilfredshed. Begge havde nemlig ufatteligt meget at bevise forud for løbet, og begge har brugt den første uge til at vise et niveau, ingen af dem har vist i flere år. Det er stadig åbenlyst, at der ikke er noget podium, som da de begge stod ved siden af Chris Froome i Paris for tre år siden, men begge burde nu have kurs mod den top 10, der så ganske usikker og skrøbelig ud inden løbet.

Til gengæld var stort set alle andre tabere. Naturligvis var den største Emanuel Buchmann, der nu endegyldigt må erkende, at Dauphiné-styrtet ødelagde det, der lignede en stensikker kurs mod et sandsynligt Tour-podium. Tyskeren vil formentlig kunne rejse sig i den tredje uge, når motoren kommer til sin ret, men fra nu af må det for Bora handle om at forsøge at redde stumperne af det, der kan blive en trist Tour, ved alligevel at redde Peter Sagan sin grønne trøje og vinde en etape med Buchmann og de to nu ret velkørende Lennard Kämna og Maxmilian Schachmann, der viste sig fornemt frem i dag.

Man kan naturligvis også pege på Yates som en taber. Sandt er det da også, at han gerne havde holdt den gule trøje endnu en dag, men siden hans skuffende præstation på 4. etape, har det stået klart, at den kun var hans ejendom på udlån fra Roglic. Og da han jo ingenlunde er typen, der forbedrer sig igennem et etapeløb, var det bare et spørgsmål om tid, inden det ville være en tilbagevenden til Mitchelton-trøjen. Faktisk vil logikken tilsige, at Yates snart er på vej helt ud af klassementet, og så ender det måske alligevel med, at det tilsyneladende bluff var en god ide. Han kan nemlig altid sige, at det jo alligevel bare var etapesejre, der var målet.

Det var det imidlertid ikke for Nairo Quintana, der i dag fik sig en gedigen lussing. Efter en uhyre overbevisende start på løbet bekræftede dagens etape nemlig det, der er den store forskel på ”gamle” og ”nye” Quintana. I gamle dage blev den lille colombianer altid bedre dag for dag, men siden 2017 har det været lige modsat med daglige udsving, så man bliver helt rundtosset. Og sådan var det desværre også i dag, hvor man følte sig sat et år tilbage til en Vuelta, hvor Quintana startede så stærkt, men siden bare blev ringere og ringere. Man kan frygte, at det samme sker denne gang - og så hjælper det ikke meget, at Warren Barguil som altid bliver bedre og bedre undervejs. Men han kan så måske frihed til at jagte en etape senere i løbet.

Endnu værre gik det dog for en anden colombianer, men måske er problemet det samme. Miguel Angel Lopez har set så overbevisende ud fra løbets start, og derfor var han måske etapens mest uventede taber. På den anden side kunne noget tyde på, at han med alderen er begyndt at lide af Quintana-sygen. I hvert fald var han lige så svingende i sidste års Vuelta, hvor han vekslede mellem gode og dårlige dage. Dengang kunne man forklare det med styrtet i Andorra, men måske er det et mere generelt problem. Heldigvis kan Lopez så trøste sig med, at der venter gode dage senere i løbet, i hvert fald hvis man kan bruge Vueltaen som model for hans kørsel også i dette løb.

Movistar vil helt sikkert også gerne bruge Vueltaen som model. Nok skal vi ikke regne med, at Alejandro Valverde finder sit altid tårnhøje Vuelta-niveau i dette løb, men til gengæld kan de så håbe på, at Enric Mas gentager bedriften fra 2018, hvor han i løbets anden halvdel avancerede fra en plads uden for top 10 til 2. pladsen. Dagens etape var ikke specielt løfterig for den spanske dieselmotor, men efter nogle svære måneder er han langt bedre, end man kunne frygte. Og hvis han holder sig til sin velkendte formel om at blive bedre og bedre, kan han sagtens sikre et i hvert fald hæderligt resultat for det kriseramte spanske storhold, der i dag er en skygge af sig selv.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Skygge af sig selv er måske for meget sagt i forhold til Guillaume Martin, men i dag så vi den ringeste præstation fra den lille franskmand siden corona-pausen. For første gang var filosoffen ikke en animator, men derimod i rent overlevelsesmode fra det øjeblik, Marie Blanque begyndte at gøre ondt. Alle hans karakteristika peger ellers i retning af, at han burde have motoren til at blive bedre og bedre, men som grand tour-rytter er han trods alt et ubeskrevet blad. Og måske kan der være tale om en lidt mistimet form hos en mand, der har kørt over sit vanlige niveau i hele august. Det bliver vi klogere på i de kommende dage.

Klogere bliver vi også på, om FDJ kan rejse sig. Pilene peger i hvert fald i den rigtige retning efter en indsats, man kun kan beundre. En overgang havde de i går så slukørede franskmænd endda fire af deres fem klatrere med i et udbrud, hvor man kun sad, hvis benene var gode. Særligt imponerende var det, at Thibaut Pinot 24 timer efter nedturen ikke valgte en grædedag i gruppettoen, men viste, at han har planer om at være om ikke hovedperson, så i hvert fald heller ikke statist. Og man skal ikke glemme, at han tilbage i 2015 efter en lignende nedtur på første etape i Pyrenæerne rejste sig så meget, at han rundede løbet af med at sejre på Alpe d’Huez. Nok er psyken et svagt punkt, men han mestrer kunsten at rejse sig. Og med guldfuglen David Gaudu i åbenlys fremgang efter sygdommen i august og styrtet på 1. etape samt en velkørende Sebastien Reichenbach og Valentin Madouas ser det slet ikke så skidt ud for de i går så triste franskmænd.

Trist ser det i hvert fald ikke ud i Holland eller Slovenien. Forud for løbet lignede Jumbo-mandskabet og Primoz Roglic dem, der skulle slås, og forhåndsfavoritterne kunne næppe have ønsket sig en meget bedre første uge trods Dumoulins farvel til klassementet. Det altædende monster fortærede sin appetizer på Orcieres-Merlette forleden, og i dag gled forretten ned, da den gule trøje blev erobret med vanlig glubsk sult. Hovedretterne venter i Massif Central, Jura-bjergene og ikke mindst Alperne, inden desserten serveres med enkeltstarten i Vogeserne.

Desværre for rivalerne er der ikke noget, der tyder på, at monsteret er blevet hverken mæt eller barmhjertet. Spørg bare Marc Hirschi.