Tour de France-analyse: Monsterlærlingen er blevet voksen

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Det er efterhånden længe siden, at jeg begyndte at kalde Primoz Roglic for et monster. Navnet var nemlig oplagt, da han i foråret 2019 syntes fuldstændig umættelig og i sin helt egen liga. I en vanvittig sæsonstart vandt han enkeltstarter, bjergetaper, holdløb, spurter og puncheurafslutninger og opnåede en skræmmende resultatliste, hvor det i tiden op til Giroen kun var på to etaper han ikke gik i top 3, hvis man renser listen for massespurter - og på de to etaper blev han endda nr. 7 og 11!

Det forår var Roglic her, der og alle vegne, og han kørte med en appetit, der kun kunne være et sultent monster værdigt. Den sult havde han også sidste år, hvor han og Jumbo ofte kontrollerede Tour- og Vuelta-etaper, hvor konventionel logik ville sige, at de burde lade udbruddet sejle hjem og spare på kræfterne. Det gjorde de bare ikke, for som Roglic sagde: ”Jeg kan jo godt lide at vinde!” Og det gjorde han så med blandt andet fire meget forskellige etapesejre i Vueltaen, hvor han tillige fik tre 2. pladser, en 4. og en 5. plads!

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Under sidste års Tour blev han som bekendt slået af Tadej Pogacar efter nyere Tour-histories mest dramatiske enkeltstart, og det gjorde det naturligt at betegne den ”nye” slovener som monsterlærlingen. Pogacar har nemlig præcis samme alsidighed som sin landsmand og samme potentiale til at vinde i stort set alle slags terræner, discipliner og finaler. Alligevel var han netop kun en lærling, for selvom han jo endte med at blive den bedste i Touren, havde vi stadig til gode at se, om han også havde den sult, som alle dage har kendetegnet den Roglic, der i foråret på iskold maner blæste forbi Gino Mäder bare meter fra stregen på kongeetapen i Paris-Nice for derved at sikre sig sin tredje etapesejr på bare fire dage!

Har man set Pogacars angrebs- og kørelyst, ikke mindst i dette løb, hvor han trods et gigantisk forspring har angrebet ved enhver tænkelig lejlighed, har man reelt ikke været i tvivl. Pogacar har været en glimrende elev og synes mindst lige så sulten som sin gode ven og læremester. Alligevel havde han indtil i går bare vundet én etape, og man kunne stadig spørge, om han alligevel var en lidt mere generøs hersker i stil med det, vi så hos Miguel Indurain, eller om han vitterligt havde lyst til at spise helt op og kun efterlade krummerne til resten.

Efter to dage i Pyrenæerne står det helt klart: monsterlærlingen er blevet voksen, og havde det ikke været, fordi det fortsat er for tidligt at begrave Roglic selv, kunne man med sindsro sige, at feltet har fået et nyt chefmonster. Over de seneste to etaper har Pogacar nemlig udvist en sult og erobringslyst, der til fulde matcher det, vi har set, når Roglic har været i sit kørelystne hjørne.

Det var helt givet, at Pogacar gerne ville vinde en af etaperne. En Tour-sejr føles ikke helt rigtig, hvis ikke den går hånd i hånd med en sejr i bjergene, og derfor var det ikke svært overraskende, at Pogacar i går satte alt ind på at vinde kongeetapen, der naturligvis havde den største prestige. Det kunne imidlertid ikke gøre det. Sidste år vandt han som bekendt ikke bare tre etaper, men også hele tre af de fire trøjer, da han nærmest ved et tilfælde også overtog bjergtrøjen på den sidste enkeltstart, hvor han som bekendt kørte hele feltet i sænk. Da han i går sneg sig frem og samlede et point op på toppen af den næstsidste stigning, sendte han et klokkeklart signal til hele verden om, at det ikke kun var den gule og den hvide trøje, han havde tænkt sig at forsvare.

Man må næsten håbe, at de tre bjergtrøjekombattanter, Wout Poels, Nairo Quintana og Michael Woods, ikke havde opdaget den lille detalje. Ellers kunne de næsten ikke undgå at henfalde i depression allerede i går, for det signalerede klart, at alle deres prikkede drømme reelt var stendøde. Pogacar havde sendt et klart signal om, at han ville vinde igen på Luz Ardiden, for kun et topresultat på dagens sidste bjergetape kunne sikre hans imponerende status som ubesejret også i bjergkonkurrencen. Dermed var slaget reelt tabt for de tre kamphaner, der ellers over tre uger har kæmpet dag ud og dag ind for at opbygge en total, der nu så ud til at blive gjort helt ligegyldig på bare to bjerge.

Lige så dårligt nyt var det for alle feltets øvrige klatrere. David Gaudu, Miguel Angel Lopez, Esteban Chaves, Bauke Mollema… Listen over ryttere, der drømte om at vinde den sidste bjergetape fra et udbrud, var alenlang, og ikke mindst Gaudu havde med sin 4. plads i går vist, at han var manden, der måtte være topkandidat til at lave det helt store ridt. Desværre viste Pogacars lille manøvre i går, at alle de planer formentlig ville være spildt.

Det endte de også med at være. Allerede fra start lagde UAE løbet i et jerngreb, og de lukkede effektivt ned for alle ryttere, der måtte have en reel chance for at færdiggøre et morgenudbrud på succesrig vis. Da det hele lidt senere igen blev for ukontrollerbart, efter at BikeExchange havde lavet en på alle måder temmelig overflødig og ligegyldig manøvre frem mod den indlagte spurt, satte araberne sig prompte frem for at lægge låg på angrebsfesten. Dette var Pogacars show - og ikke andres!

Man må ellers rose folk for initiativet. Poels iscenesatte det helt store forsøg på at vinde bjergtrøjen ved at angribe Matej Mohoric som en forpost og derefter bruge sit hold til at holde udbruddet i så kort snor, at han kunne springe frem til fronten på Tourmalet, score de 20 point og samtidig forsøge at gå efter det topresultat, der formentlig ville være nødvendig for at sikre sig trøjen. Planen var smuk og eneste vej til at sikre sig prikkerne, men desværre er den vigtigste forudsætning for en succesfuld udførelse, at benene er der. Det var de desværre ikke i dag, hvor Poels var helt fraværende, da Gaudu og hans prikkede rival, Quintana, var blandt de folk, der åbnede ballet på Tourmalet.

Så havde Gaudu straks mere at skyde med. Franskmanden var lige så flyvende som i går og iværksatte det store ridt, der skulle sikre ham både etapesejr og placering i top 10 med en manøvre helt i stil med den, han leverede på sidste bjergetape i Vueltaen. Dengang havde han hjælp af Bruno Armirail, og i dag var det Valentin Madouas, der var blevet sendt afsted som forpost. Desværre for ham var monsteret sultent, og da Ineos naturligvis også var nødt til at gå deres sidste chance for at vinde en etape og samtidig var nødt til at gøre etapen så hård, at Richard Carapaz også kunne gøre sig forhåbninger om at sikre sig den samlede 2. plads, var selv Gaudus gode tredjeugesben ikke npk.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I bagklogskabens lys havde det måske været klogere at vente. Igen i dag var de tre podieryttere nemlig så jævnbyrdige, at ingen kunne gøre forskellen, men denne gang var dynamikken anderledes. Hvor Jonas Vingegaard i går havde som mission at vinde tid på Rigoberto Uran og derfor gladelig deltog i arbejdet sammen med Pogacar, var hans opgave i dag anderledes. Her skulle han bare sidde limet til baghjulet på Carapaz, for en status quo i klassementet ville reelt være en sikring af den samlede 2. plads.

Kombinationen af jævnbyrdighed og en passiv Vingegaard gav åbninger. Til slut blev det nemlig noget værre stop-go-kørsel, som den snu Enric Mas flere gange var tæt på at udnytte. Desværre for ham viste Sepp Kuss på falderebet, at hans tårnhøje klasse stadig gør ham i stand til at køre fulde finaler på de største bjergetaper, og dermed kom der så meget momentum i den frontgruppe, der hurtigt udkrystalliseredes, at det først til slut var muligt for Mas at udnytte giganternes kamp mod hinanden. Lige nu ville Gaudu nok gerne have haft samme mulighed for at spille det taktiske spil.

På den anden side havde resultatet næppe været et andet. Ganske vist var Pogacar ikke suveræn nok til at køre fra alt og alle, men heller ikke i dag efterlod han nogen tvivl om, hvem der er den eneste rigtige Tour-vinder. Da Mas for anden og sidste gang havde udnyttet det interne magtspil til at snige sig væk, tøvede sloveneren ikke længe, og derfor blev det endnu en magtdemonstration, en tredje etapesejr og en sikring af både gul, hvid og prikket trøje for anden gang ud af to mulige.

Nej, Pogacar har været stærkeste mand, men han har slet ikke haft den aura af usårlighed, man kunne have frygtet - ikke mindst efter magtdemonstrationen i Alperne. Tværtimod har han to dage i træk været ude a stand til at plante sine to rivaler, selvom det åbenlyst var både intentionen og ambitionen. Det kan godt være, at Pogacar ender som samlet vinder med en urimeligt stor margin, men den blev stort set alene opbygget i uge 1. Den menneskelige Pogacar, vi har set i den tredje uge, bør give håb for alle, der frygter en kedsommelig Pogacar-æra - og gøre Roglic endnu mere ærgerlig over, at han fik Sonny Colbrelli i siden for tre uger siden i Bretagne.

Det giver i hvert fald håb til Vingegaard, der stod distancen. Efter i dag er det ikke længere relevant at diskutere, om den danske komet kan holde ud i tre uger. Faktisk så han kun ud til at blive bedre og bedre undervejs, og dermed har han i denne Tour vist, at han har hele den pakke, der skaber en god grand tour rytter. Klatre- og tempoevnerne er endnu bedre, end nogen havde drømt om, og holdbarheden synes heller ikke at være et issue. Hvor Vingegaard i går viste, at han er en realistisk Tour-vinder også på kort sigt, slog han det i dag fast med syvtommersøm.

Kunne han også have vundet etapen? Nej, ifølge ham selv var benene ikke de bedste, og derfor var det klogt, at han alene legede lim til Carapaz’ baghjul. Man kunne ellers have troet, at han havde ambitioner om også at udfordre Pogacar om etapesejren, da han satte Kuss frem for at føre, men det var nok snarere en plan om dels at bluffe lidt over for Carapaz, dels at undgå for mange accelerationer. På denne måde fik han lagt en dæmper på sagerne og kunne trygt indfri hovedmålet: at holde sig til sin ecuadorianske rival.

Carapaz så nu heller ikke ud til at have sin bedste dag. Ineos rejste sig ellers efter et skidt, skidt løb, for selvom Geraint Thomas og Richie Porte atter faldt helt igennem, gjorde briterne og ikke mindst en brølstærk Dylan van Baarle alt for at sætte deres kaptajn i scene. Angrebet kom bare aldrig - hverken på etapen eller på Vingegaard - og selvom han blev bedre og bedre undervejs efter en temmelig rusten start, må Carapaz sande, at han aldrig efterlod samme indtryk, som han gjorde i ikke mindst Giroen i 2019, hvor han virkede endnu mere usårlig, end Pogacar har gjort de seneste dage.

Podiepladsen er alligevel hans, men hvor han i går måske stadig var lidt bekymret for, om hans forspring til Rigoberto Uran var stort nok, skulle det hurtigt vise sig, at de overvejelser var helt ligegyldige. På en etape, der eller stort set kun bekræftede det hierarki, vi har set de seneste dage, oplevede vi et kollaps af den type, man kun ser i den tredje uge af grand tours, hvor alle kører på pumperne.

Desværre er det ikke helt uventet, at det sker for Uran. Forud for løbet var min hovedbekymring for den engang ellers så stabile colombianer nemlig, at han i karrierens efterår har haft det svært i den tredje uge. Der har tegnet sig et klassisk mønster, og selvom han forud for i dag aldrig er gået helt ned, har han i stigende grad lignet en mand, der ikke restituerer, som han gjorde tidligere. Den udvikling nåede i dag den fulde kulmination så tidligt, at holdet endda lod Ruben Guerreiro og Sergio Higuita køre for helt ligegyldige placeringer i stedet for at vente på den lidende kaptajn, der dog heldigvis lykkedes med at redde sin top 10 på bekostning af Gaudu, der selv oplevede en tilsvarende krise på Ventoux.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Nej, Urans nedtur var ikke helt uventet. Til gengæld har Enric Mas kørt helt atypisk i dette løb. Hvor hans formkurve i grand tours normalt kun har kendt én vej, nemlig opad, har han i dette løb kørt en for ham højst besynderlig yoyokørsel. Over de seneste fire bjergetaper har han haft to gode og to dårlige dage, og dermed har han fulgt lidt det samme mønster, som vi så i sidste års Vuelta, hvor han for første gang prøvede at starte en grand tour på et fornuftigt niveau. Der tegner sig altså et temmelig bekymrende mønster, men i det mindste fik han i dag bevist, at hans topniveau i den tredje uge af en grand tour stadig er tårnhøjt.

Det er det også for Ben O’Connor, der ikke var helt så flyvende som i går, men har bekræftet det, vi har fornemmet tidligere, nemlig at hans motor er oplagt til at køre grand tours. At det endda skulle kaste en top 5-placering af, havde han næppe drømt om, men efter hans imponerende ridt i Tignes er det fortjent. Selvfølgelig mangler årets felt særligt efter de mange styrt en del dybde, men O’Connor har vist, at han er en af feltets bedste klatrere.

Wilco Kelderman har også fortjent sin top 5. Med sin vanlige stabilitet har han været der hver eneste dag - endda selvom han to gange har været involveret i de styrt, der har kendetegnet hans karriere - og han kan nu snart (hvis han holder sig på cyklen) kalde sig top 5-rytter i alle grand tours. Han kan endda drømme om at erstatte 5-tallet med et 4-tal, hvis det skulle lykkes at hente de 32 sekunder på lørdagens enkeltstart.

Det lykkedes også Alexey Lutsenko at holde stand. Ganske vist kunne han ikke holde sit niveau gennem hele løbet, men det lå bestemt ikke i kortene, at han skulle ende i top 10, da løbet startede. Hans trængsler i den tredje uge tyder også på, at han bestemt ikke er den fødte grand tour-rytter, men han udnyttede et godt år med et smalt og hurtigt reduceret favoritfelt til at sikre sig et resultat, han aldrig rigtigt var spået til at kunne opnå tidligere i sin karriere. Så er der straks meget mere grand tour over Pello Bilbaos imponerende motor, der nu for andet år i træk har sendt ham i top 10 i en grand tour, selvom han kom til løbet med en historisk kort hvilepause som optakt. Måske han skulle prøve at se, hvad der sker, hvis han kører alle tre. Så ender det sikkert med, at han vinder Vueltaen…

Bilbao skulle dog slet ikke have kørt klassement. Det var egentlig Jack Haigs rolle, men som det var tilfældet for Vingegaard lukrerede han på en uventet mulighed, da kaptajnen styrtede. På samme måde lå det slet ikke i kortene, at Guillaume Martin skulle ende i top 10 i den eneste grand tour, hvor klassementet ikke var målet. Men som bekendt er det ikke første gang, at et tidligt tidstab og efterfølgende udbrud har vist sig som den bedste vej til et topresultat for de ryttere, der ikke kan være med helt i front.

Til gengæld nåede han ikke det oprindelige mål om en etapesejr, men det var heller ikke let for rene bjergryttere, der fik deres drømme i Pyrenæerne knust. Det havde det måske været, hvis løbets hersker havde været den generøse af slagsen, men efter de seneste to dage står det helt klart, at det ikke har været tilfældet. Tværtimod har Pogacar efter tre grand tours aldrig vundet færre end tre etaper, og han har aldrig gennemført Tour de France - forudsat at han undgår uheld de sidste dage - uden at vinde mindst tre gange og sikre sig tre trøjer. Det er en statistik, der næsten kan gøre Eddy Merckx misundelig.

Nu er spørgsmålet alene, om han på lørdag også overgår sig selv og bliver den første Tour-vinder siden Vincenzo Nibali i 2014 til at vinde hele etaper ved siden af de tre sekundære klassementer, han altså også har sikret sig. Det vil være den ultimative understregning af, at monsterlærlingen er blevet voksen og klar til at gå i sin læremesters altædende fodspor.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET