Tour de France-analyse: Rekorden der aldrig falder?

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Listen over Eddy Merckxs rekorder er uudtømmelig. Næsten uanset hvilken vinkel, man lægger på cykelsporten, er belgieren næsten altid at finde nær toppen af den liste, der måtte komme ud af overvejelserne. Selvfølgelig er der en lige så endeløs serie af rekorder, han ikke besidder, men det er ret imponerende at se, hvordan hans navn næsten altid popper op, hvis man sætter sig for at undersøge, hvem der har opnået et eller andet spektakulært.

Meget taler for, at Merckx til alle tider vil stå som cykelsportens ukronede konge. Siden hans storhedstid har sporten udviklet sig enormt, og det er særligt specialisering, der er blevet fremherskende. Nu om dage er det utænkeligt at forestille sig, at man vil kunne finde en rytter, der vil kunne vinde så meget over så bredt et spektrum af terræner og løb. Moderne træningsmetoder gør, at det er stort set umuligt at matche de bedste i alle discipliner - præcis som det er umuligt at vinde medaljer i enkeltdiscipliner, hvis man er tikæmper på atletikbanen. Dertil kommer, at det i dag er helt umuligt at gennemføre så vild en løbskalender, som Merckx gjorde, og samtidig være konkurrencedygtig gennem hele sæsonen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Den udvikling har også betydet, at mange af Merckxs rekorder næppe nogensinde bliver slået. Selv nogle af de mest enkle synes aldrig nogensinde at kunne stå forfald. Selv noget så simpelt som en sejrsrekord på syv sejre i Milano-Sanremo synes at være helt uden for rækkevidde. I dag er den italienske klassiker præget af så meget held og kaos, at det er svært at forestille sig, at en moderne cykelrytter kan komme i nærheden af syv gevinster i den mest tilfældige af sportens monumenter. Det var lidt lettere i gamle dage, hvor Merckx som regel kørte alene hjem i et scenarium, der i dag er meget, meget sjældent.

En af de rekorder, der heller ikke burde kunne blive slået, er rekorden for flest etapesejre. I dag er det ret utænkeligt, at en klassementsrytter nogensinde kommer blot tæt på Merckxs score på 34 etapesejre. Nu om dage er cykelsporten mere taktisk og i meget mindre omfang et spørgsmål om kamp mand mod mand, også langt fra mål, og det er derfor svært at forestille sig, at en sådan rytter kan vinde meget mere end fire etaper om året. At gentage det hvert eneste år i en 10-årig periode er slet, slet ikke realistisk.

Nej, i dag er sejrsmaskinerne mere end nogensinde sprinterne, men selv de får meget svært ved at nærme sig rekorden. For det første sprintere et forfulgt folkefærd, der må leve med, at antallet af sprinteretaper i grand tours generelt er for nedadgående, selvom årets Tour repræsenterer en sjælden undtagelse med hele otte flade etaper. For det andet domineres sprinterfeltet i dag nærmest udelukkende af relativt uge ryttere, og mere end på noget andet felt er det et område, hvor det er svært at bevare den nødvendige eksplosivitet, når man har rundet de 30. Med færre sprintermuligheder og en formentlig kortere karriere til at opnå de 34 sejre er det svært at forestille sig, at vi i fremtiden vil se sprintere komme bare tæt på de 34 gevinster.

Nu er det selvfølgelig et vovet foretagende at arbejde med en tidshorisont, der strækker sig ud i selveste evigheden, men der kan i hvert fald gives plausible argumenter for, at Mark Cavendish som den sidste supersprinter fra æraen med de mange massespurter og fra tiden, hvor ældre sprintere også var dominerende, måske var den sidste reelle trussel mod Merckxs fabelagtige rekord. Da kyssesyge og efterfølgende depression så satte en brat stopper for den lille brite, netop som han i 2016 med fire etapesejre og VM-sølv syntes at have rejst sig igen efter nogle mindre gode år, havde den belgiske legende kurs mod at kunne tage rekorden med sig i graven med en nogenlunde tryg overbevisning om, at den ville stå til evig tid.

Men så indtrak miraklet. Cavendishs vanvittige comeback er allerede velbeskrevet - også i tidligere analyser under dette løb - men det er værd igen at tænke det hele igennem, for det bliver kun endnu sværere at forstå, hvilken utrolig række af heldige omstændigheder der i dag førte til, at briten kunne tangere en rekord, der for bare få måneder siden var så urealistisk, at enhver tale om den ikke kunne fremkalde spor andet end hånlatter. Lige fra et sjældent blødt hjerte hos den normalt så hårde Patrick Lefevere, der af ren medlidenhed tilbød ham en minimumskontrakt finansieret af en privat sponsor, over Sam Bennetts knæskade til masseudrensningen af de to øvrige supersprintere i årets løb har omstændighederne været så utrolige, at enhver filmskaber, der var kommet op med et lignende forløb, ville få elendige anmeldelser. Lidt realisme er trods alt at foretrække - også i fiktionens verden!

Men åbenbart ikke i virkelighedens ditto. Man nåede ellers lige at frygte, at Deceuninck havde skudt sig selv i foden, da de i går lod den flade etape til Nimes gå til et udbrud. Dagens 220 km i stegende hede var nemlig på papiret en noget vanskeligere opgave at kontrollere, og dertil kom, at ingen aner, om Cavendish overlever Pyrenæerne. En massespurt er også præget af så mange tilfældigheder, at det var risky business at satse hele butikken på bare én etape, hvis rekorden skulle tangeres inden bjergene. Etapen til Nimes truede med at gå over i historien som alletiders forspildte chance.

Heldigvis gik det ikke sådan. Fra starten af dagens lange rejse mod Pyrenæerne var det helt klart, at belgierne ikke havde tænkt sig at smide flere muligheder i denne omgang. Måske kom Kasper Asgreen med et lidt besynderligt angreb i den tidlige fase, men generelt var Deceuninck i dag fra start iført politikasketten. Det var ret åbenlyst, at der var indgået en belgisk alliance med Alpecin om, at det denne gang skulle være en sprinter, der triumferede, inden bjergene tårner sig op.

Den determination betalte sig. Inspireret af gårsdagens udbrudssejr var der ellers nok af ryttere, som havde intention om at blive den nye Nils Politt, men mod det blåklædte belgiske politi var der ingen chance. Man skal ellers ikke undervurdere vanskeligheden af at styre et uregerligt felt midtvejs i en brutal grand tour - der var trods alt en grund til, at de i går smed håndklædet i ringen - og det taler derfor til stor ros for Deceuninck og Alpecin, at de sammen fik lirket et næsten urimeligt svagt tremandsudbrud afsted. Det skortede ellers ikke på interessen, og hver eneste gang, antydningen af ro indfandt sig, var der skuffede hold, som startede festen på ny. Der er nemlig et meget stort antal hold, der intet har fået ud af årets vigtigste løb, og med udsigt til at fem af de kommende etaper har et relativt begrænset kandidatfelt af potentielle vindere er det ikke mærkeligt, at desperationen har indfundet sig.

På den måde er det egentlig lidt urimeligt, at Deceuninck endte med at tage den femte sejr ud af 13 mulige, men man kan kun bøje sig i støvet over, at det lykkedes. End ikke DSM og Arkea var allierede på en dag, hvor tyskeren åbenbart har tabt så megen tiltro til Cees Bol, at de nærmest var de mest aktive i de tidlige angreb. I et felt, der nu er nærmest renset for sprinterhold, var Deceuninck og Alpecin helt alene om opgaven, men alligevel endte det hele med et ufarligt udbrud, der lige så godt kunne være stukket af fra km 0 på en klassisk sprinteretape i uge 1. Da desperationen igen meldte sig på etapens anden halvdel, hvor det igen begyndte at regne med angreb, kunne man være så sikker på at få Kasper ”Politibetjent” Asgreen eller Silvan ”Politikommissær” Dillier med sig, at det ikke rigtigt nyttede at insistere.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Første del af missionen lykkedes altså, men der var stadig lang vej. Et styrt til utrættelige Tim Declercq havde nemlig tvunget belgierne til at brænde Dries Devenyns og ikke mindst Julian Alaphilippe op tidligere, end man kunne have ønsket sig. Mattia Cattaneo har et lille klassement at tænke på, og selvom han skak tog en føring i finalen, skulle Deceuninck denne gang klare sig med bare Asgreen, Davide Ballerini, Michael Mørkøv og Cavendish selv. Lettere blev det bestemt ikke af, at Ineos mod slutningen forsøgte med det ventede sidevindsangreb, som ganske vist var ufarligt, men som hævede stressniveauet og ikke mindst farten.

Alligevel kørte de finalen helt fejlfrit - endda så fejlfrit, at Cavendish kunne slå rekorden på den smukkest tænkelige måde ved at gøre det i forbindelse med en dobbeltsejr. Selvfølgelig spiller det afgørende ind, at feltets øvrige stærke tog mere eller mindre forsvundet fra billedet, og at belgierne på papiret lige nu er i særklasse, men det var alligevel et studium i at køre en teknisk krævende finale, vi var vidner til. Asgreen, Ballerini, Mørkøv og Cavendish holdt sig hele tiden i de forreste positioner, mens klassementsholdene kæmpede for at holde deres kaptajner fremme, og med helt upåklagelig timing skød danskeren frem, så han kunne gå først igennem svinget ved kilometerporten.

Alligevel blev de slået en anelse ud af kurs. DSM, der på papiret har det eneste reelle tilbageværende sprintertog i løbet - i hvert fald nu hvor Mads Pedersen og Trek er svækkede - skød frem med Nils Eekhoff og Cees Bol inden sidste sving, hvor belgierne kortvarigt mistede fronten. To mand var imidlertid alt for lidt til den resterende distance, og Ballerini kunne hurtigt genvinde fronten

Her begik Mørkøv en taktisk genistreg, som var hovedårsagen til dobbeltsejren. Det er en velkendt manøvre at lade en mand fra sit tog køre, men det var også risikabelt for danskeren at lade Ballerini få et hul, der kortvarigt så lovende ud. Eekhoff har for længst forsvundet, og i et felt uden andre tog var der umiddelbart ingen, der stod klar til at lukke det. Kortvarigt så det ud til, at Ballerini kunne tage sejren, der dermed blev i Deceunincks rækker, men til gengæld ville have gjort det umuligt for Cavendish at slå rekorden.

Heldigvis for britens rekord var Ivan Garcia Cortina der. Movistars møgløb har givet spanieren lov at teste sig i spurterne, og han havde på egen hånd fået sig manøvreret godt frem. Da Mørkøv gik i stå, øjnede han muligheden for at gribe momentet og udnytte sprinternes tøven til måske at stjæle sejren.

Desværre for ham havde Deceuninck alt under kontrol, og suveræne Mørkøv reagerede med det samme. Dermed endte Garcia Cortina med at gøre jobbet for danskeren, som pludselig blev bragt i en position, hvor han end ikke behøvede at køre lead-out. Han skulle såmænd blot selv gå forbi spanieren og naturligvis helt loyalt sørge for, at det blev Cavendish og ikke ham selv, der krydsede stregen først. Og det gjorde den tro hjælperytter naturligvis!

Dermed endte det i så suveræn en Deceuninck-opvisning, at det næsten så ud til, at Cavendish fik sejren foræret. Det vil dog være en negligering af britens egen indsats - især når man ser, hvor kvæstet han var efter de 220 km i varme og sidevind. Det kræver sin mand at spurte efter en sådan omgang i Tourens anden uge, specielt for en mand, som i de senere år har imponeret med alt andet en sin holdbarhed. Alligevel slog han ganske suverænt Jasper Philipsen, der har vist sig klart som løbets næsthurtigste mand.

I dag var han imidlertid ikke tæt på, og det må efterhånden være svært at tro på, at han kan klare sig mod Deceuninck-maskinen, hvis Cavendish klarer Pyrenæerne. Igen viste han ellers sin suveræne positioneringsevne ved med sit stærkt svækkede tog, som i den grad savner Mathieu van der Poel og Tim Merlier, at finde det hjul, alle ønskede - endda i en meget krævende finale. På den måde gav han sig selv den bedst mulige forudsætning for at vinde, men alligevel var han intet match mod Cavendish - heller ikke på en dag, hvor vejr og distance burde have givet ham en bedre chance end vanligt.

Hans bedrift sættes også i relief af de andre sprinteres skæbne. For første gang i år var der tale om en meget teknisk finale, og i et felt, hvor togene er blevet udrenset, var de fleste sprintere prisgivet, når de var oppe mod den velsmurte Deceuninck-maskine. Derfor endte vi med en besynderlig top 10, hvor de fleste af etapens favoritter reelt var elimineret inden sidste sving - altså lige bortset fra driftssikre og altid stabile Jasper Philipsen.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det gjaldt mest markant for Nacer Bouhanni, der måske så sine sejrschancer gå op i røg, da han på Ventoux måtte sige farvel til hele sit forslåede tog med Clement Russo og Dan McLay og nu er helt, helt alene i finalerne - eller i hvert fald med begrænset støtte fra Connor Swift. Det gjaldt for den normalt ellers så enormt positioneringsstærke Wout van Aert, der måske betalte en lille pris for, at han loyalt havde arbejdet for Jonas Vingegaard i sidevinden. Det gjaldt for Sonny Colbrelli, der igen satte en streg under, at hans positionering for altid vil koste ham chancen for at være en reel kandidat til at vinde pointtrøjen. Og det gjaldt for Michael Matthews, der ellers har klaret positionskampen godt i år, men er svært hæmmet af kun at have Luka Mezgec til rådighed i finalerne.

Nej, den eneste rytter, der kunne stole på et tog, var Bol, men igen gik det ganske ilde for ham. DSM var nemlig slemt uheldig med at få dem alle involveret i det store styrt midtvejs, og i det lys var det faktisk ganske imponerende, at han og Eeekhoff på egen hånd formåede at tage kampen op med det blå tog til sidst. Desværre havde opkørslen nok alligevel kostet for meget, for Bol havde så lidt skud i stængerne, at han end ikke kunne holde Eekhoffs hjul og dermed endte etapen som endnu en fiasko i en Tour, der for DSM er den diametrale modsætning til det, de oplevede sidste år.

Så havde andre mere grund til at være tilfredse. Endelig lykkedes det for lottokuponen Danny van Poppel trods begrænset støtte at have en god dag, når det gjaldt, og han fik endelig vist, at hans potentiale er til mere, end resultaterne viser. Christophe Laporte klarede sig også meget bedre i positionskampen, hvor han er ganske alene, i et felt, hvor de fleste sprintere nu ikke har mere støtte end ham, og André Greipel bekræftede sin flotte kørsel ved at sidde for ham sjældent langt fremme i en så teknisk finale. Mest overraskende var det dog at se Magnus Cort, der endelig fik lov at blande sig, og som normalt ville være sejlet helt væk i en afslutning, der stillede så store krav til hans begrænsede positioneringsevner. Men den lange og hårde dag så ud til at gøre det hele betydeligt mere fysisk, og i det spil kunne danskeren vel lukrere på den gode form, der allerede sikrede ham en 3. plads på den vilde 7. etape.

Det var som bekendt den dag, UAE kom under pres, og det gjorde de også i dag. Ineos levede op til deres løfte om at teste Tadej Pogacar i sidevinden, men desværre blev det aldrig spor farligt. Vinden var for svag og stod for meget i ansigtet til, at faren blev reel, og derfor var sloveneren aldrig truet. Når briterne genser etapen, må de imidlertid ærgre sig voldsomt over, at dette formentlig var sidste chance for at udnytte vinden i årets løb. Den gule trøje var nemlig igen så alene, at der her helt åbenlyst er en svaghed, der kunne være blevet brugt, hvis vejrguderne havde spillet med.

Det gjorde de ikke, og det er Cavendish nok meget glad for. Nok er han og Deceuninck mestre i sidevind, men briten var så kvæstet til sidst, at han næppe havde brug for et hårdere løb. Lidt vind kunne måske have kastet grus i det ellers velsmurte maskineri, der sørgede for, at Merckxs for få måneder siden helt urørlige rekord alligevel blev tangeret.

Nu er spørgsmålet, om den også bliver slået. Cavendishs vinderinterview gav ikke det bedste indtryk af friskheden inden Pyrenæerne, og det håb kan Merckx stadig klynge sig til. Efter dagens Deceuninck-opvisning er det i hvert fald svært at se, at briten skulle blive slået i de to mulige massespurter i den tredje uge, hvis han stadig er med så langt.

Lige nu er rekorden stadig Merckxs, selvom han altså nu måde dele den med en anden, men det er formentlig Pyrenæerne, som bestemmer, om den overlever 2021-udgaven af løbet. Gør den det, og klarer den sig også igennem 2022, hvor Cavendishs niveau må regnes som usikkert, taler meget for, at den kan stå til evighed. Måske var det allersidste chance for at slå den - og dermed blev d. 9. juli 2021 dagen, hvor Cavendish måske for altid sikrede sig udødelighed i cykelsporten.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er det blevet klart for mig, at Sonny Colbrelli ødelagde et hjul under spurten, og at Nacer Bouhanni slog sig mere i styrtet end først antaget, hvilket utvivlsomt har medvirket til det sløje resultat. Dagen var heller ikke så god endda for Tadej Pogacar, da Rafal Majkas videre deltagelse er usikker grundet skader, han pådrog sig i det store styrt.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET