Tour de France-analyse: Sejren, ASO gerne havde undværet

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Jeg sidder ikke i ASOs ledelse og kender derfor ikke deres overvejelser, men jeg ved, at de er meget bevidste om at beskytte deres brand og dermed den lukrative indtægt, der er en følge af at arrangere verdens største cykelløb. Derfor er der næppe heller tvivl om, at Christian Prudhomme har meget klare præferencer, når etapesejrene skal fordeles, og selvom de naturligvis i teorien er neutrale iagttagere, har de en åbenlys interesse i, at visse ryttere har mere succes end andre.

Prudhomme har i hvert fald utvivlsomt haft meget svært ved at få armene ned, da Mark Cavendish med sin første sejr leverede det vildeste comeback i nyere tid. Lige så højt hævet var armene utvivlsomt, da samme Cavendish senere tangerede Eddy Merckxs rekord. Det varmede utvivlsomt også hans hjerte, at Julian Alaphilippe iført VM-trøjen sparkede hele showet i gang for det franske hjemmepublikum, ligesom der nok har været fest på ASOs chefgange, da både Mathieu van der Poel og Wout van Aert tog nogle vilde etapesejre. Alle sammen sikrede de nemlig overskrifter og opmærksomhed, de ikke kunne have ønsket sig bedre - præcis som de altid har gjort det, når et andet af sportens store mediefænomener, Peter Sagan, har taget sine mange sejre.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Til gengæld er der også andre sejre, de nok gerne havde undværet. Uden på nogen måde at tage stilling til skyldsspørgsmålet i Bahrain-sagen, der eksploderede, da det i går kom frem, at det arabiske hold havde fået ødelagt deres nattesøvn af et besøg fra fransk politi, havde Prudhomme formentlig helst været fri for, at det lige netop blev Matej Mohoric, der i dag leverede endnu en magtdemonstration, da den lange 19. etape ikke helt uventet gik til et succesrigt udbrud. Selvom der foreløbig ikke er fundet skyggen af beviser -  i hvert fald ikke offentligt kendte - for urent trav i den arabiske lejr, og der derfor foreløbig er al mulig grund til at tro på deres uskyld, er det helt uundgåeligt, at en hel cykelverden har tænkt præcis det samme, da den slovenske mester knuste det stærke udbrud og tog sin anden fornemme solosejr i løbet.

Det er naturligvis helt urimeligt. Foreløbig er der ingen andre offentligt kendte pletter på hverken Mohoric eller Bahrain, end at de har kørt pokkers stærkt, og den slags skal heldigvis være tilladt i cykelløb, der i modsat fald ville være en ret meningsløs og lidet underholdende beskæftigelse. Faktisk kan man ikke undgå at føle med Mohoric, der formentlig kan være ret sikker på, at samtlige artikler og nyhedsindslag om hans sejr handler meget mere om sene hotelbesøg end flotte soloridt, og desværre er cykelsport så urimelig, at uskyld aldrig kan bevises. Den urimelighed kan kun ændres, hvis det vitterligt kan dokumenteres, at der er mere om snakken, end at myndighederne heldigvis har vist deres årvågenhed og taget initiativ til at undersøge det, de måtte finde mistænkeligt.

Selv i Bahrain-lejren sidder de sikkert også med en let bittersød fornemmelse. På den ene side er der helt sikkert en trodsig glæde over at have svaret igen med de pedaler, det hele handler om. På den anden side vil holdet nu skulle bruge endnu mere tid på at retfærdiggøre de resultater, der helt oplagt har været bemærkelsesværdigt gode siden Tour de Romandie i slutningen af april.

Men det kan ikke overraske, at sejren endte i netop en af de lejre, der allerede har haft masser af succes. Allerede efter 16. etape var temaet i min analyse, at grand tours har en tendens til at hælde mod det urimelige. Det er ikke uden grund, at man altid siger, at den første sejr er den sværeste, for et tidligt momentum holder meget ofte hele vejen. Sidste år var det DSM-mandskabet, der vandt hele tre udbrudsetaper, og i år er det Bahrain, der rider på samme bølge med præcis det samme antal gevinster. Dertil kommer, at Bora, Jumbo og Trek har taget hver to af de øvrige udbrudstriumfer, som ellers burde være de mest tilgængelige for hovedparten af feltet, og da UAE, Deceuninck og Alpecin har gjort rent bord i massespurter, på enkeltstarter og i favoritternes bjergfinaler, er sejrene også i dette løb koncentreret på urimeligt få hænder.

Det er også derfor, at dagens 19. etape var andet og mere end bare en kedelig transport fra Pyrenæerne med retning mod Paris. Faktisk var det D-dag for langt hovedparten af feltet, der som sagt mest udgøres af hold, som stadig har til gode at redde deres løb. De to sidste etaper er så specialiserede, at der er relativt få vinderkandidater til både enkeltstart og pariserspurt, og langt hovedparten af favoritterne kører endda for hold, der allerede har vundet rigeligt. For en meget stor del af de 23 hold var dagens etape eneste reelle mulighed for at få noget med hjem.

Derfor lå det også i kortene, at det ville blive alt andet end ”a walk in the park”, hvis de to mest udprægede sprinterhold, Alpecin og Deceuninck, skulle kontrollere etapen og sikre, at Mark Cavendish endegyldigt kunne distancere Eddy Merckx på etapesejrslisten, eller at Jasper Philipsen skulle få den sejr, han så længe har kredset om. Dertil var desperationen for stor, og med undtagelse af UAE stillede alle øvrige hold til start med den intention, at de gerne ville have en mand med i det udbrud, der måske kunne køre om sejren og redde deres løb på falderebet.

Det skulle endda blive endnu sværere end som så. Cavendish var åbenbart så kvæstet efter gårsdagens dødskamp i bjergene, at han foretrak to lettere dage med mulighed for at komme sig, så han kan være helt frisk til spurten i Paris, hvor han med den grønne trøje på sine skuldre kan slå rekorden på den flotteste scene af dem alle. Derfor bad han angiveligt fra start sit hold om at tage en slapper og selv at jagte deltagelse i udbruddet. Det var naturligvis et sats, fordi der nu blot skal en punktering på brostenene i Paris til at knuse britens drøm om at erobre rekorden, men i lyset af den store opgave, det ville være at kontrollere en hel dag - en mission, der sagtens kunne mislykkes alligevel - var det vel ikke en helt ulogisk konklusion, hvis benene virkelig er så tunge, som de angiveligt er.

Dermed burde udbrudssejren egentlig allerede have været sikret, inden startskuddet lød kl. 12.30. Det lille Alpecin-mandskab var reelt chanceløse mod så mange sejrshungrende hold, men alligevel så det pludselig ud til, at de fik en chance. Et tidligt styrt førte nemlig til, at Tadej Pogacar for første gang trådte i karakter som det chefmonster, han i går viste sig at være, og han fik lagt en temmelig kontroversiel dæmper på angrebsfesten på en af årets allervigtigste løbsdage for en stor del af holdene.

På mange måder var det en sympatisk gestus over for de rivaler, mest markant Wilco Kelderman, der var blevet opholdt af styrtet, men i denne situation var det en lidt upassende brug af den uskrevne regel om, at man undlader at angribe, hvis væsentlige ryttere har været styrtet. Den regel gælder nemlig kun i mere rolige perioder, og den tidlige angrebsfest var løbets måske allervigtigste moment. Med tanke på at styrtet var relativt udramatisk, og at ingen var i reel risiko for at tabe tid, lignede det mest af alt en kontroversiel overfortolkning af en regel, der ellers har sin berettigelse i situationer, hvor ingen ønsker at se løbet blive tabt på uheld, hvis det kan undgås.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

For Alpecin var det imidlertid en gave, men hvis debutanterne ikke vidste det i forvejen, fik de hurtigt fortalt, at Tour de France er vigtigere end alt andet. I mindre løb havde feltet formentlig ladet sig lulle i søvn og accepteret en massespurt som det uundgåelige udkomme, men den logik råder ikke i Tour de France. Dette var som sagt D-dag, og knap havde roen sænket sig, før Alpecin måtte sande, at de åbenbart var de eneste, der ville spurte. Og så var den kamp tabt på forhånd.

Resultatet blev dannelsen af et nyt udbrud, der satte endnu en fed streg under, at grand tours handler om momentum. Da først de to første grupper var smeltet sammen, var det 20 mand, der skulle afgøre festen, og selvfølgelig var det nogle af de succesrige hold, der sad med bedste kort. Trek var de eneste med tre ryttere - endda to af de hurtigste og stærkeste - og Deceuninck og Bora kunne næppe heller være utilfredse med, at det var Davide Ballerini og den lige nu urimeligt stærke Nils Politt, der skulle køre deres chance. Selv Jumbo med bare fire overlevende ryttere sad med en velkørende og hurtig Mike Teunissen, der endelig fik en chance, hans form længe har fortjent.

Samtidig blev det helt tydeligt, hvem der ikke har momentum. På utrolig vis lykkedes det Movistar og Astana at få hver tre mand med i udbruddet, men da det pludselig knækkede, var der kun én af de seks tilbage og det endda Ion Izagirre, der reelt var chanceløs i så flad en finale. BikeExchange og Israel SUN, der har fået meget lidt ud af deres ellers synlige kørsel, sov på helt ufattelig vis så meget i timen, at de blev tvunget i defensive på dagen, hvor deres løb skulle reddes. Og holdet, der i Brest for tre uger siden, lignede en skræmmende magtfaktor var også helt fraværende, da Ineos også snorksov og smed den sidste chance for at få andet og mere med hjem end den podieplads, der for alle andre ville være et godt resultat, men for de længe regerende Tour-konger mest af alt er en trøstepræmie.

Jagten blev også sat ind fra de tre slagne mandskaber, men mod så stærkt et udbrud var de chanceløse. De fik ellers en kærkommen hjælp fra Bahrain, der havde taget sig en sjælden blunder og ikke fået en mand med i kontrahugget og nu befandt sig i den ugunstige situation, at en træt Mohoric næppe kunne slå så mange stærke og friske folk til sidst. Faktisk var deres tro på sloveneren så lille, at deres føringsarbejde var en væsentlig årsag til, at der længe var en reel chance for, at det hele blev samlet midtvejs på etapen, men da først Mohoric-gruppen var hentet af forfølgerne, trak de sig naturligvis fra arbejdet. Nok var det værd at forsøge at sikre Mohoric de bedst mulige kort ved at neutralisere så stærk en forfølgergruppe, men det var trods alt ikke deres opgave at genåbne løbet.

Den beslutning skal de være glade for. De havde nemlig totalt undervurderet, hvor god en rytter de egentlig havde i udbruddet. Selv anså jeg det da også for svært usandsynligt, at en udkørt Mohoric efter mere end 100 km kørsel i et vanvittigt tempo i konstant modvind stadig ville være frisk nok til at sejre i et udbrud, der både talte masser af power og ikke mindst hurtighed.

Men så mindede Mohoric os igen om sin enorme motor. Det var den motor, der også var baggrunden for hans gigantiske soloridt på sidste etape i Polen i 2019, og den motor, der gav ham en mindst lige så imponerende solosejr i Massif Central for præcis to uger siden. Når alle andre er trætte og distancen lang nok, synes Mohoric at have et gear, der er ingen andre forundt, og derfor blev det - selvfølgelig - et hold og en rytter med masser af succes, der høstede endnu mere af slagsen.

Sejren blev også endnu en påmindelse om, at initiativ altid betaler sig i denne slags finaler. Efter at den skadede Simon Clarke sammen med tunge Max Walscheid var distanceret på en bakke, var der i den ellers stadig store gruppe i front, ikke andre end Trek og EF med mere end ét kort at spille. I den situation er samarbejde ofte ringere end selv på en dårlig dag i det britiske kongehus, og derfor er første hul ofte den sikre vej til sejr. Det har vi tidligere set, at Bauke Mollema, Patrick Konrad, Nils Politt og Mohoric selv har udnytter, og igen i dag blev der sat en fed streg under, at vejen til succes i denne slags situationer meget ofte er at komme derudad.

Det blev i hvert fald helt tydeligt i dag. Bag Mohoric var det ren stop-go-kørsel i en gruppe, der således ødelagde alle chancer og kun kunne bringes tilbage i spillet, hvis en lille gruppe var kørt væk. Det skete imidlertid aldrig, og dermed blev det næsten en formssag for Mohoric - særligt da med hans imponerende styrke - at melde sig ind i klubben af ryttere med fire grand tour-etapesejre.

Desværre gik vi også glip af en ellers god mulighed for en dansk etapesejr. Med to ud af 20 ryttere i front var chancerne i hvert fald reelle, ikke mindst for Casper Pedersen, der igennem den sidste halvdel af løbet tydeligt har vist, at han er flyvende. Med sine utallige angreb var han da også her, der og alle vegne, og den endelige tredjeplads var også et fortjent udkomme i en stærk gruppe for en mand, der mindede os om, hvorfor han sejrede i Paris-Tours sidste år. Mindre succesrig var Michael Valgren, der desværre stadig mangler de procent, han ikke har haft siden jubelåret i 2018, men i det mindste var det en fornøjelse at se ham køre en af de finaler, han altid har mestret bedre end de fleste. Og med sin trods alt begrænsede hurtighed stod han altid med ringere chancer end den spurt- og meget formstærke Pedersen, der sikrede den tredje danske podieplads på tre dage.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Men desværre forblev det ved lige-ved-og-næsten både for DSM og Pedersen samt for EF og Valgren, ligesom det gjorde for en ellers meget overbevisende Christophe Laporte, hvis generelt meget imponerende sæson godt kunne have fortjent, at det blev ham, der brød den nu 13 år lange Tour-tørke for Cofidis. Det franske hold ved dog alt om, hvor meget momentum betyder, da det ellers ret sejrsfattige hold i midten af maj oplevede en gylden periode, hvor de tog ikke færre end tre sejre på tre dage - en helt uhørt statistik for et mandskab, der er kendt for alt andet end at vinde.

Det momentum fik dog hurtigt en ende. Det har det ikke gjort for Bahrain, der har været helt ustoppelige, siden Sonny Colbrelli brød sin berømte Romandiet-forbandelse i slutningen af april, men heller ikke for de øvrige af de få hold, der har vundet hovedparten af årets etaper. Selvsamme momentum har været så godt, at ASO formentlig havde bare ét stort ønske, da etapen tog sin start her til morgen, nemlig at araberne ikke ville tage endnu en sejr. Franskmændene lever nemlig af en medieomtale, der denne aften næppe giver de overskrifter, de havde ønsket sig - heller ikke selvom intet foreløbig tyder på, at Mohoric er andet og mere end bare en pokkers god cykelrytter, der igen i dag beviste, hvorfor han allerede som ung leverede den uhørte bedrift at vinde både junior- og U23-verdensmesterskab i to på hinanden følgende år, og som derfor får en helt anderledes opmærksomhed, end han fortjener.

Mon ikke de havde ønsket sig, at Cavendish havde haft lidt bedre ben, og at vi havde talt om en ny rekord i stedet?

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET