Tour de France-analyse: Shut up!

Man kunne næsten høre det helt til Danmark. I hvert fald føltes det sådan, da Geraint Thomas bragede over stregen på toppen af La Planche des Belles Filles med en sådan kraft, at der nærmest gjaldede et ”Shut Up” ud over hele Europa. Ganske vist udtalte waliseren aldrig ordene direkte, men det var svært ikke at få fornemmelsen af, at den forsvarende vinder havde lyst til at skrige de ord ind i hovedet på alle de kritikere, der havde betegnet sidste års Tour-sejr som et one-hit wonder.

Helt urimelig har kritikken og i hvert fald tvivlen nu ikke været, og det skyldes i høj grad Thomas selv. Da et efterår med lagkage og champagne langt om længe blev afsluttet ved et gadeløb i Kina i oktober, lignede Thomas nemlig mere den førende walisiske kuglestøder end en mand, der havde til hensigt at forsvare en Tour-sejr. Meget kønnere så han ikke ud på de officielle fotos, der blev udsendt i begyndelsen af januar eller ved sit første løb i Valencia ved indgangen til februar, og selvom sygdom i marts og et styrt i Baskerlandet bar en del af skylden, gjorde Thomas i løbet af foråret ikke just meget for at retfærdiggøre sin favoritstatus til årets Tour. Lidt lys var der for enden af tunnelen i Romandiet, men da det eneste, han nåede at levere i Tour de Suisse, inden et styrt satte yderligere en kæp i hjulet på forberedelserne, var en pauver enkeltstart, var det trods alt svært at kritisere kritikerne.

Der er imidlertid en grundregel, man lige så godt kan skrive sig bag øret før eller siden. Når Ineos kommer til Tour de France, hvis betydning for holdet slet ikke tåler sammenligning med noget andet, er kaptajnen altid knivskarp. Den trend indledte Bradley Wiggins i 2012, inden Chris Froome fulgte den op i de følgende fem år, og da træthed efter Giroen betød, at han ikke kunne forberede sig optimalt i 2018, stod Thomas klar i kulissen til at tage over. Og i dag viste Tour-kongen, at man trods overvægt, styrt og sygdom altid kan regne med ham, når det bliver alvor.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

På den baggrund har skepsissen da også taget overhånd, for tager man i betragtning, at Thomas jo faktisk var helt på rette vej i Romandiet i begyndelsen af maj, og at han trods alt kun skuffede på en knap 10 km lang enkeltstart i Schweiz, var det jo egentlig ganske forventeligt, at Ineos’ perfekte forberedelsesmaskine naturligvis havde fungeret igen. Jeg var også selv slem til at ride med på bølgen, ikke mindst efter mandagens 3. etape, hvor han end ikke kunne holde Egan Bernals hjul, og hvor hans efterfølgende kommentarer bestemt ikke osede af selvtillid.

Nu skal man altid være meget varsom med at udråbe en Tour-vinder allerede på baggrund af den første bjergetape, for en grand tour vindes i den tredje og ikke i den første uge - og det gælder særligt på denne bagtunge rute. Thomas’ fine grand tour-historik taget i betragtning er der dog ingen grund til at antage, at han skulle blive ringere gennem løbet. Ikke blot kommer han yderst frisk til Frankrig, han viste med en sejr i den første grand tour, han gennemførte i en beskyttet rolle, at restitution er en af de væsentlige årsager til, at han trods sin store statur er så eminent en klassementsrytter.

Tidsgevinsten var så lille, at den reelt er negligerbar, og der var ingenlunde tale om en knusende magtdemonstration i stil med den, Froome tidligere havde for vane at levere på ”Froome Day”, dagen for Tourens første bjergetape. Det er særligt det moralske aspekt, der ikke skal undervurderes, for nu kan Thomas og Ineos rulle igennem den næste uge, hvor klassementskampen ventes at være neutraliseret, med den bevidsthed, at de formentlig har feltets stærkeste rytter i stalden. Og de mange rivaler, der havde øjnet Froomes fravær som en historisk chance for at vinde løbet, vil sidde med en nagende fornemmelse af, at Ineos bliver lige så svære at slå, som de plejer.

Thomas’ moral må især være styrket af det forhold, at finalen slet ikke passede ham. Nok har han et vist punch - han er jo ikke gammel E3-vinder for ingenting - men en 24%-mur er trods alt ikke guf for en rytter, der har betydeligt flere kilo at slæbe rundt på end alle letvægterne. Derfor kan konkurrenterne kun frygte, at Thomas vil være endnu stærkere, når han rammer de længere, mere moderate stigninger, hvor han har sin virkelige force.

På den anden side kan det forhold, at dagens finale var meget speciel, også tjene som motivation for rivalerne. De bjergetaper, der venter i Pyrenæerne og ikke mindst Alperne, er noget helt, helt andet - det vil Julian Alaphilippe eksempelvis nok blive nødt til at sande - og samtidig vil de forhold, at de først melder deres ankomst om mere end en uge betyde, at hierarkiet kan være dramatisk forandret til den tid. Man skal derfor være yderst varsom med at overfortolke dagens resultat, og i virkeligheden er Thomas’ enorme styrke vel en af de få lærer, man virkelig kan drage af en etape, der ikke skabte de forskelle, man kunne have ventet og/eller håbet.

De øvrige favoritter endte nemlig stort set i samme tid, og det blev derfor - som det ofte er tilfældet på den første bjergetape - mere et løb, hvor vi fandt ud af, hvem der i hvert fald ikke kan være med i front. På ét punkt kan rivalerne dog hente en vis inspiration, nemlig i det forhold, at Ineos som kollektiv slet ikke var så stærke, som de plejer.

Først og fremmest var det tydeligt, at Egan Bernal slet ikke havde den styrke, mange havde troet og ventet. Nu vil han helt sikkert også være bedre i de rigtige bjerge, men det var et nederlag, at den relativt eksplosive Bernal ikke kunne begå sig bedre i en finale som denne. Måske kan han finde lidt trøst i, at han stadig aldrig har kørt på meget stejle procenter, og at det kan være en hidtil ukendt svaghed, men han kan allerede nu meget vel risikere at måtte se egne chancer fordufte. Efter enkeltstarten må man nemlig antage, at Thomas ligger ganske klart i front af klassementsrytterne, og det kan fastlåse Bernal i en hjælperrolle, som kun en Thomas-nedtur kan frigøre ham fra.

Bedre blev det ikke af, at hjælperne fejlede. Særligt Wout Poels skuffede fælt, men det er nu velkendt, at den ustabile hollænder flopper i uge 1 og flyver i uge 3. Mere problematisk var det måske, at Gianni Moscon desværre fortsatte sin kedelige sæson, for der er ikke umiddelbart udsigt til, at han vil kunne rejse, når det ikke er sket på noget tidspunkt i år. Michal Kwiatkowski imponerede stort, og Dylan Van Baarle viste atter, at han har forbedret sin klatring enormt, men Ineos virker en tand mindre skræmmende end tidligere. Konkurrenternes problem er bare, at billedet pludselig bliver et helt andet, hvis Poels rejser sig - og det gør han som regel - og man pludselig regner Bernal som hjælper også. Sker det, og holder Thomas niveau, bliver Ineos altså stadig svære at slå.

Heldigvis for spændingen var der et hold, der viste sig mindst lige så stærke. Sidste år var Movistar skræmmende på papiret, men tamme på landevejen, men i år kunne noget tyde på, at de kan omsætte den teoretiske styrke til praktik. Spanierne var de eneste, der havde modet til at tage tyren ved hornene på en dag, hvor det hele udviklede sig til det afventede pokerspil, man kunne frygte i et løb uden en indlysende favorit. Spanierne har ellers ofte fået kritik for deres afventende kørsel i grand tours, men i dag viste de, at de ikke har tænkt sig at lægge sig ned uden kamp, selvom de kørte et forfærdeligt holdløb.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Først viste Marc Soler nogle af de bedste klatretakter, han har vist nogensinde - spanierens klatreevner er nemlig blevet stærkt overvurderet på baggrund af et Paris-Nice, der ellers primært blev vundet via en god enkeltstart - og siden viste Alejandro Valverde, at han er præcis lige så loyal, som han også var det i 2015, 2016 og 2018, hvor ingen kunne betvivle hans offervilje over for Nairo Quintana. Den lille colombianer selv var måske ikke den fantastiske bjergged, han var i sine bedste år, men i lyset af finalens karakter kan han være ganske fint tilfreds med udkommet. Nu skal han bare vise, at den overraskende ustabilitet, der har sneget sig ind i de senere år, er fortid, og at han atter er bedst i den tredje uge, som han plejer. Samtidig viste Mikel Landa, at han er præcis lige så risikovillig og offensiv, som han plejer, og den kørestil kan måske være nøglen til at dirke Ineos op, især hvis han ligesom i 2017 kommer endnu stærkere ud af Giroen, end han kom ind i den. Det kan man stadig betvivle, men både Landas og Quintanas takter i dag var i hvert fald aldeles lovende.

Det var de også for Thibaut Pinot, der bekræftede det enormt positive indtryk, som han har leveret fra det øjeblik, han på 1. etape legede brostensstjerne sammen med Sagans Bora-drenge. Allerede inden løbet havde jeg store forventninger til en mand, der så lovende ud i Dauphiné og sidste efterår nåede helt nye højder. Dagens finale var bestemt heller ikke ideel for Pinot - heller ikke selvom stigningen lå i hans baghave - og at han til sidste kunne gå forbi eksplosive Alaphilippe var bestemt ikke et dårligt tegn, inden vi rammer de bjerge, hvor han som regel er bedst. Samtidig viste David Gaudu endelig på den helt store scene, hvorfor franskmændene har grund til at have enorme forventninger til deres lille guldfugl, da han splittede feltet til atomer, og da Sebastien Reichenbach kunne ligne en mand, der kan genfinde niveauet fra sidste års Giro, kan Ineos nu måske se frem til at skulle slå to supermandskaber, der ikke blot har stærke kaptajner, men også fremragende hjælpere.

En anden vinder var Emanuel Buchmann. Man skal ikke have set meget til den store tysker i år for at vide, at han har potentialet til at blive en af løbets helt store oplevelser, og den antagelse bekræftede han til fulde i dag. Den store tyske dieselmotor var nemlig overhovedet ikke skabt til disse stejle procenter, og derfor var dagens 8. plads yderst lovende med tanke på fortsættelsen. Al logik siger nemlig, at hans dieselmotor burde gøre ham endnu stærkere, som løbet skrider frem, også selvom tendensen var den helt modsatte i sidste års Vuelta. At Patrick Konrad som forventet ikke kunne stå distancen, er ingen katastrofe i Bora-lejren, der vel aldrig reelt har troet på østrigeren på en rute, hvorpå Buchmanns navn står skrevet med fedt.

En anden vinder var Richie Porte. Ganske vist var australieren ikke den knusende overlegne skikkelse, han var i årene 2016 og 2017, men dagens 11. plads var det bedste, vi har set fra ham siden sidste års Tour. Den nærer i hvert fald en vis forhåbning om, at han måske endelig kan blive den faktor, som styrt har forhindret ham i at være i de senere år. Da Bauke Mollema og Giulio Ciccone samtidig viste glimrende form, kan Porte forhåbentlig endelig gennemføre en Tour, hvor han uden uheld kan se, hvor langt potentialet rækker - også selvom han nok stadig ikke er så stærk, som han var i sine bedste år.

Det kompliceres naturligvis af, at Ciccone kørte sig i førertrøjen. Det er kolossalt resultat for det alt andet end succesrige Trek-mandskab, men det mudrer også billedet lidt de kommende dage. Weekendens etaper er nogle af de værste at skulle kontrollere, og det kan næsten ikke undgå at virke kompromitterende på holdets friskhed mod løbets slutning. Det kan vise sig nødvendigt frivilligt at aflevere trøjen, men det er et hold, der generelt har haft et skidt år, nok ikke villige til. I forvejen var det lidt overraskende, at Ciccone fik lov at gå efter etapesejr samt bjergtrøje i et løb, hvor holdet havde meldt om fuld opbakning til Porte og endda ladet John Degenkolb blive hjemme af samme årsag, og selvom det er svært at være utilfreds med, at den satsning gav pote, stiller det i hvert fald holdet i et taktisk dilemma, når nu Porte viste, at han faktisk havde fortjent at få den opbakning, man forud for løbet kunne diskutere, om han var berettiget til.

Samtidig må man lette på hatten for Ciccone. Den lille italiener, der i hvert fald to mig med storm, da han i 2016 bragede ind på den professionelle scene fra sæsonstart og senere tog en stor etapesejr i sin allerførste Giro, blev ganske vist sat tilbage af problemer i 2017 og 2018, men siden skiftet til Trek har han genfundet takterne fra karrierestarten. Ikke blot kørte han en eminent Giro, der gav sejr på kongeetapen og bjergtrøje, han var også i stand til at genfinde formen til Touren. Ganske vist måtte han til sidst sande, at benene nok ikke er helt så gode som i Italien, men trods det intensive program er han langt bedre, end man kunne have frygtet.

Den danske interesse samlet sig naturligvis særligt om Jakob Fuglsang, men desværre er det svært ikke at regne ham som en lille taber. En 9. plads i en eksplosiv finale er jo egentlig ganske hæderligt for en dieselmotor som Fuglsang, men danskeren lignede trods alt ikke den magtfaktor, han gjorde i Ardennerne. Dengang kørte han trods alt lige op med selveste Alaphilippe på Mur de Huy, og da denne stigning passede ham langt bedre, burde ”Ardenner-Fuglsang” havde været i stand til i hvert fald at slå folk som Quintana og Buchmann. Naturligvis er det nærliggende at bruge styrtet som en del af forklaringen, men med tanke på den frygt for holdbarheden, som Fuglsangs grand tour-historik retfærdiggør, burde han have fået mere ud af denne etape.

Der er dog andre, det gik langt værre for. Netop når vi taler om holdbarhed, havde det også været vigtigt for Adam Yates at drage fordel af denne etape, ikke mindst fordi den passede ganske perfekt til den eksplosive brite. Det kedelige momentum, der blev startet med det katastrofale holdløb, blev imidlertid bekræftet, og da Yates i forvejen har det sværere på store bjergetaper med lange stigninger, særligt i den tredje uge, er det ikke just specielt opmuntrende, at han i dag blev nr. 13, med tanke på de udfordringer, der venter mod slutningen.

Det samme kan siges om Dan Martin. Han har måske ikke samme udfordringer med holdbarhed som Yates, men han burde have været en af vinderne i en eksplosiv finale som denne. Han led imidlertid hele vejen til toppen, og da den genfødsel af Fabio Aru, om de måske i deres stille sind håbede på, nu hvor hans helbredsproblemer er fortid, udeblev, endte dagen som en kedelig en for UAE. Ligesom Pinot har Martin imidlertid tendens til at blande gode og dårlige dage i en grand tour, og man kan derfor håbe på, at dette blot bar en af misserne.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Andre nedture var mere forventelige. Rigoberto Uran kørte hæderligt, men måtte igen sande, at han altså ikke har haft topniveauet siden 2017, og at den skepsis, jeg i hvert fald har haft gennem hele forløbet, har været berettiget. På samme facon har jeg også haft min tvivl om Romain Bardet, der med undtagelse af det fine VM sidste år, reelt ikke har haft sit bedste niveau siden også 2017-sæsonen, og frygten for, at han heller ikke i år kunne leve op til de tårnhøje franske forventninger, blev desværre i første omgang bekræftet. Endelig fik Enric Mas også tilføjet sig et lille nederlag, men det var helt forventeligt. Foreløbig følger han nøje mønsteret fra sidste års Vuelta, og holder den tendens stik, skal han nok vise sig flyvende i den tredje uge.

Den største overraskelse var vel nedturen for det hidtil så succesrige Jumbo-mandskab. Naturligvis var dette ikke en stigning for dieselmotoren Steven Kruijswijk, men med tanke på, at han også havde et skidt Dauphiné - også inden han blev syg - er dagens resultat ikke specielt opløftende. Netop med Kruijswijk skal man altid være varsom, for han er som regel flyvende i den tredje uge og især på lange stigninger, men selv i en eksplosiv finale burde han have været bedre. Han blev endda slået af George Bennett, der vel egentlig gjorde det hæderligt i en finale, der ikke passede ham, men som man trods alt ikke kan regne som nogen reel podiekandidat - heller ikke selvom jeg som bekendt havde ham på listen over de 15 største favoritter inden løbet.

Den allermest forventelige nedtur kom dog fra Vincenzo Nibali, der ved de italienske mesterskaber allerede havde vist, at det nok heller ikke blev i år, at han ville have succes med en Giro-Tour-double. Der var derfor ikke mange forventninger til Hajen fra Messina, og efter i dag står det vist klart, at han skal ty til plan B og jagte etapesejre.

Og på den baggrund kom Bahrain-Merida jo egentlig flyvende fra start, da Dylan Teuns med sin sejr sikrede, at dagen ikke har helt elendig for araberne - snarere tværtimod. Belgieren havde ellers med sin ringe præstation i mandags skruet helt ned for forventningerne, men noget tyder på, at han følger mønsteret fra sidste års Vuelta. Her kom han nemlig også skidt fra start, men endte med at køre så stærkt, at han via udbrud sikrede sig en 2., to 3., en 4. og en 5. plads. Det er svært at huske en rytter med så flot en udbrudsstatistisk i et og samme løb, og holder den tendens, er der grund til at satse stort på Teuns i resten af løbet. Og i dag fik han så den sejr, som Michael Woods snød ham for på Balcon de Bizkaia, der sjovt nok er en stigning, som er en næsten tro kopi af La Planche des Belles Filles. Der er en grund til, at Teuns er kendt som en konge af stejle procenter!

Og nå ja… Så er der ham fænomenet. Jeg troede ellers, at jeg havde fået tanket lageret af superlativer tilstrækkeligt op, så jeg var klar til at lovprise Julian Alaphilippe igen, når han leverede det næste mirakel, men det kom nu før, end jeg anede. Ganske vist udelukkede jeg under dagens live-opdatering ikke, at franskmanden i en så eksplosiv finale ville kunne forsvare trøjen, men der var næppe mange, heller ikke Alaphilippe selv, der havde ventet, at han ligefrem på en dag med så lange stigninger ville kunne angribe favoritterne. Det var ikke desto mindre, hvad han gjorde, og derfor kan man kun føle medlidenhed med stakkels Alaphilippe, der på den ene side leverede en af sit livs smukkeste præstationer, men som samtidig måtte indse, at missionen mislykkedes, da hans hold som forventet viste sig for svagt til at holde ham i gult uden hjælp fra anden hånd.

Desværre bringer det også Alaphilippe i en kedelig situation. Hans restitution har alle dage viste sig som en meget stor mangel, og derfor kan han ikke på sigt regnes som en klassementstrussel, men har alligevel vist sig så stærk, at Ineos helt sikkert ikke tør give ham et forspring. Dermed kan han vinke farvel til mulige udbrud - og dermed også mulige bjergpoint - i Massif-Central, og det er endda en pris, han må betale uden at kunne køre rundt i den gule trøje. Med andre ord er han i den paradoksale situation, at han har kørt så godt, at hans løb kan være fastlåst hele vejen frem til Pyrenæerne. Heldigvis kan han så glæde sig over, at årets pointsystem er indrettet sådan, at langt de fleste bjergpoint er koncentreret på de tre sidste dage i Alperne. Så må han bare håbe, at han kan matche den genfødte Warren Barguil, der umiddelbart står betydeligt stærkere på de lange alpepas, der vil afgøres årets bjergkonkurrence.

Det er ikke kun den prikkede trøje, der vil finde sin ejermand i Alperne. Det vil også den gule, og efter i dag kunne meget pege på, at den vil ende præcis samme sted, som den gjorde sidste år. I hvert fald sover Geraint Thomas utvivlsomt betydeligt bedre den kommende uges tid, end han har gjort igennem den øvrige del af 2019. Og mens han vender sig en ekstra gang i sengen, kan hans kritikere forsøge at genvinde ørenlyden efter det ”Shut up!”, der stadig her to en halv time efter etapeafslutningen kan høres helt til Danmark.