Tour de France-analyse: Slovensk varselsskud i belgisk soloshow

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Sophie Hæstorp Andersen har formentlig stadig lidt svært ved at koncentrere sig på sit overborgmesterkontor. Det meste af Københavns Rådhus runger nemlig sikkert fortsat af det varselsskud, Tadej Pogacar udsendte i det lotteri, den regnvåde danske enkeltstart udviklede sig til. På samme måde har de nordfranske landmænd det formentlig, når de kører rundt på deres marker. Her runger det nemlig formentlig fortsat af det varselsskud, selvsamme Pogacar udsendte, da han i går for anden gang i år legede brostensekspert, denne gang ikke sammen med Mathieu van der Poel, men med Jasper Stuyven.

Nu ved jeg ikke, hvad de primært beskæftiger sig med i Longwy, men det er også temmelig ligegyldigt. Uanset om de laver det ene eller det andet, har de helt sikkert meget ondt i ørerne i disse timer. I dag var det nemlig deres tur til at få besøg af det nye slovenske chefmonster, og akkurat som han har gjort hver eneste gang, lejligheden har budt sig, kunne han ikke dy sig for at affyre sit tredje varselsskud, da han med en knusende magtdemonstration gjorde som Peter Sagan for fem år siden, nemlig satte alle til vægs på den lille bakke i den nordfranske by.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Hos Jumbo har de ikke ondt i ørerne. Der har de i stedet ondt i hovedet, for de forsøger lige nu at finde ud af, hvordan i alverden de skal stoppe det slovenske uhyre. Han har jo end ikke grebet ud efter sit rigtige våben endnu, for indtil vi rammer bjergene, hvor han for alvor ventes at excellere, er det jo kun varselsskud, der affyres. De rigtige skud kommer først senere.

Det må i den grad vække hovedbrud. Da Jumbo-mandskabet udtog en halv klassikertrup, var det ikke svært at se, at de så muligheder i en første uge med sidevind og brosten. Særligt efter Matteo Trentins exit lignede det en gylden chance for at levere deres hovedrival et gedigent nyrestød, allerede inden vi havde ramt bjergene, hvor det var klart, at Pogacar vil blive svær at bide skeer med.

Planen var altså, at holdet gerne skulle nå til morgendagens første bjergtest i Vogeserne med et lille forspring, men sådan er det slet ikke gået. Pogacar er allerede inden bjergene tilbage i den trøje, det allerede føles mærkeligt ikke at se ham i, og han har endda vundet så meget tid på Primoz Roglic, at det ser mere end svært ud, hvis den slovenske nationalmelodi i Paris skal spilles for andre end UAE-stjernen. Måske er 31 sekunder til Jonas Vingegaard ikke alverden, men det kan alligevel føles som et ocean af tid på et tidspunkt i løbet, hvor drømmen var, at det havde været omvendt.

Det kan dog ikke komme bag på hverken Jumbo eller resten af cykelverdenen, at det i dag gik, som det gik i den lille puncheurfinale i Longwy. Pogacar har nemlig talrige gange vist, at han er skræmmende stærk i disse puncheurfinaler, som han senest viste det med sin overlegne sejr i Bellante i Tirreno, og derfor var det klart, at vi skulle have fat i det helt tunge skyts, hvis han skulle slås. I fravær af Julian Alaphilippe var det vel kun Mathieu van der Poel, Wout van Aert eller Primoz Roglic, der ville have haft en reel chance, og den formsvage hollænder, der tilsyneladende var lidt for ambitiøs ved at ville gennemføre sine to første grand tours på mindre end tre måneder, har jo helt åbenlyst meldt sig ud af enhver kamp. Og mens vi i gamle dage havde skullet frem med luppen for at finde ud af, hvem der ville være favorit i et puncheuropgør mellem de to slovenske uhyrer, har hele denne sæson jo vist, at den lup slet ikke længere er nødvendig.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Nej, det var kun Van Aert, der kunne stå i vejen for en Pogacar-sejr i dag, men det havde til gengæld også været et uhyre interessant opgør. Den belgiske altmuligmand viste jo skræmmende styrke både i går og i forgårs, og denne bakke var med sine 4% i finalen akkurat placeret midt på et Van Aert-Pogacar-spektrum, så de begge havde en chance. Havde den været meget stejlere, ville Pogacar have været favoritten, og havde den været lettere, ville det have været Van Aert.

Det opgør fik vi imidlertid ikke. Jumbo valgte en meget ukonventionel måde at forsvare en førertrøje på, og det var i bagklogskabens lys en fejl. Det er imidlertid ikke svært at se rationalet. Måske kan det se ud til, at belgieren smed både etapesejr og førertrøje væk, men det tror jeg slet ikke, at han gjorde. Etapen havde nemlig fået et helt andet forløb, hvis ikke det lige netop havde været Van Aert, der havde ramt udbruddet.

Det stod nemlig fra start klart, at der ikke var hold, der havde tænkt sig at gå efter etapen. På forhånd havde jeg ellers regnet med, at BikeExchange og måske Bahrain ville gå efter en etapesejr med hhv. Michael Matthews og Dylan Teuns, der her havde den etape, som passede dem allerbedst, men det stod hurtigt klart, at det slet ikke var planen. Begge hold var nemlig som stort set alle andre uhyre aktive i deres forsøg på at ramme udbruddet, og de brugte endda også deres kaptajner. Dermed var det ikke svært at regne ud, at der var givet los til udbruddet, nu hvor Jumbos kørsel de seneste dage har vist, at de ikke vil bruge kræfter på at jagte etapesejre med Van Aert eller forsvare dennes førertrøje - og da slet ikke dagen inden den første bjergetape.

Problemet var bare, at alle pile pegede på dem. Hvis ikke Jumbo var med i udbruddet, ville de nemlig formentlig skulle have ført hele dagen, når nu alle andre hold signalerede, at deres mål var at ramme udbruddet. Da Jumbo ikke ville jagte hårdt hele dagen uden hjælp - det har vi set af deres kørsel hidtil - ville Van Aert alligevel ikke have fået hverken trøje eller etapesejr, og dermed så det ud til, at den eneste vej til de to gevinster var at sende belgieren selv i offensiven. På den måde kunne man både få etapesejr, styrke førertrøjen, score flere point og endda tvinge UAE til at arbejde, for nu var det jo dem, der skulle holde en belgier, man trods alt ikke kan give 20 minutter, i snor.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Rationalet bag planen var således klart nok, og Van Aert virkede også som besat af at gøre den til virkelighed. Han angreb igen og igen - endda med så stor ihærdighed, at han kortvarigt trak Pogacar med sig uden at have fået sine to kaptajner med - og selvom UAE åbenlyst gjorde, hvad de kunne for at stoppe ham, så de slap for at skulle føre, var der intet at stille op. Van Aert satte en fed streg under, at han lige nu befinder sig på en anden planet, og til sidst måtte araberne kaste håndklædet i ringen.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Problemet var bare, at det pludselig gav ideer til andre hold. Hvis ikke lige netop Van Aert havde ramt udbruddet, er det svært at forestille sig, at UAE, Bora, Alpecin eller EF havde jagtet, som de alle endte med at gøre det. UAE ville have sparet kræfter til i morgen, Bora havde alligevel meget lille chance for at vinde etapen, Alpecin, der i forvejen kørte med en optimisme, man skal lede længe efter, havde næppe troet på etapesejr i kamp med Van Aert, og EFs eneste formål med arbejdet var at udnytte Van Aerts træthed til at erobre førertrøjen.

Derfor var interessen i at skabe samling pludselig en helt anden, end den havde været fra morgenstunden, hvor alle hold ville i udbrud. Det var mere end selv en belgier kunne klare, selvom han havde stærke følgesvende i Jakob Fuglsang og Quinn Simmons. Fire jagtende hold samt et rasende nervøst felt, der var i positionskamp grundet den kraftige sidevind, gjorde det helt umuligt, og det blev ikke bedre af, at UAE tilsyneladende også øjnede en etapesejr, når nu Van Aert var træt, og de alligevel skulle føre, samt at Fuglsang hurtigt indså, at han ville smide sit klassement, hvis ikke han sparede på kræfterne og lod sig falde tilbage, når nu udbruddet pludselig stod til at blive hentet.

Dermed endte Van Aert altså uden både førertrøje og etapesejr, men det var han formentlig gjort uanset hvad. Han sørgede til gengæld for, at resten af holdet blev sparet. Når Jumbo alligevel endte med at skyde sig selv i foden, skyldes det derfor snarere, at de nu endte med at forære Pogacar 10 ”gratis” bonussekunder. Havde de ladet et andet udbrud sejle hjem, var det naturligvis ikke sket, og så havde Vingegaard kun været 21 sekunder bag sloveneren.

Men hvem kunne også vide, at Alpecin kørte med hovedet en smule under armen? Det er velkendt, at sprintere har en grim tendens til at overvurdere egne klatreevner, men det var alligevel højst overraskende at se belgierne kaste sig ind i kampen for Jasper Philipsen på den etape, som de jo ellers havde planlagt at vinde med Van der Poel. Det havde kunnet ladet sig gøre i 2017, hvor der forud for målbakken slet ikke var de samme vanskeligheder, men med inklusionen af en stejl mur var det på alle måder en dag for klassementsryttere og ardennerspecialister - ikke for holdbare sprintere.

Philipsen kom da også til kort, akkurat som 2017-vinderen Sagan gjorde det. Han fik ellers en gave forærende, da muren blev kørt relativt roligt, indtil Pogacar forcerede lidt mod toppen, men det var ikke nok. Helt logisk lagde UAE, der ellers igen i dag havde set skrøbelige ud i fladlandet, et benhårdt pres med Rafal Majka og Brandon McNulty, og derfor sejlede Philipsen hurtigt agterud. I stedet fik vi en top 20, der bestod af enten nuværende eller tidligere klassementsryttere samt Tom Pidcock, Michael Matthews, Dylan Teuns og Michael Woods, der alle har været på podiet i mindst én ardennerklassiker - akkurat som den nye og hårdere finale lagde op til.

Med Van Aert ude af billedet var etapesejren foræret til Pogacar på et sølvfad. Det blev bestemt heller ikke lettere at slå ham af, at Jumbo kørte en besynderlig finale. Således var det Benoot, der lagde presset både på muren og på målbakken, og det var lidt svært at forstå, at det var hollænderne, der skulle gøre det så hårdt, at det ville blive umuligt for de hurtigere Michael Matthews og Tom Pidcock at overspurte deres rival. Det hjalp heller ikke just, at Roglic undervurderede den hårde modvind og fik kørt en alt for lang spurt, der mest af alt endte som et lead-out for Pogacar. Nok er de venner, men når Pogacar ikke har for vane at give vennegaver i Touren, skal Roglic vel trods alt heller ikke gøre det.

Derfor endte det som en procession, hvor Jumbo trods det velbegrundede rationale bag Van Aert-taktikken endte med at give deres rival både etapesejr og 10 bonussekunder, og samtidig var der grund til nye hovedbrud. Igen i dag så Roglic nemlig alt andet end overbevisende ud. Det er klart, at hans uheld inden muren kostede ekstra kræfter, men han viste klare svaghedstegn ved ikke at sidde med, da der efter Pogacars forcering samledes ca. 10 mand nær toppen. Også på målbakken gled han pludselig langt tilbage, inden han åbnede sin lange spurt, da det fladede ud.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Heller ikke Vingegaard så ud til at være helt flyvende, men det skal vi forhåbentlig ikke lægge for meget i. Han var ikke umiddelbart med, da Pogacar forcerede på muren, men disse eksplosive stigninger er også mere Pogacar- og Roglic-territorium, end det er noget for Vingegaard. Han endte med at køre en ganske fin spurt, hvor der foran ham kun var én mand, nemlig Nairo Quintana, som han ikke ville have svært ved at slå. Samtidig fik han skovlen under bedre afsluttere som Romain Bardet og Roglic, og det peger i hvert fald klart på, at han fortsat er den klare førsteudfordrer til sloveneren.

Alternativet er vel Aleksandr Vlasov. Russeren var slemt uheldig (eller klodset) med sit styrt, da det var allerværst, men alligevel lykkedes det russeren kun at tabe fem sekunder. Han var langt efter, da de ramte sidste bakke, og det vidner om, at han har kørt rasende stærkt, for Majka og McNulty lå ikke just på den lade side. Det kan imidlertid ikke undre, for det er netop i dette terræn, han har imponeret i år. Hans store test kommer først i bjergene, hvor han ikke rigtigt har haft lejlighed til for alvor at vise sig frem i år. Det er også det eneste opløftende på en dag, hvor Bora med deres på alle måder lidt meningsløse føringsarbejde gav UAE en hjælpende hånd med at sikre Pogacar 10 bonussekunder.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det var også opløftende at se David Gaudu. Det har ellers været et skidt år for den lille franskmand, men med sin flotte kørsel på muren, hvor han prompte svarede på Pogacar og endda selv forcerede på toppen, og siden en gentagelse af den gode spurt, han viste i Dauphiné, fik han indikeret, at han har indhentet det, han endnu ikke havde i Dauphiné. Endnu bedre var det dog næsten for Nairo Quintana, der måske nok tidligere har vist nye puncheurevner - senest i Provence - men som alligevel ikke burde kunne ende som nr. 4 i denne finale. Det kommer imidlertid efter en god enkeltstart og stærk kørsel på brostenene, og mere og mere tyder på, at han er knivskarp. Det er han dog som regel i grand tours, men den Quintana, vi kender i dag, taber dramatisk niveau i den anden og særligt den tredje uge. Det gør Enric Mas til gengæld ikke, og den i år så uhyre overbevisende spanier ser ud til at være helt på sporet, nu hvor han er kommet sikkert igennem den første uge, hvor han og hans hold lignede et stensikkert offer.

Det gjorde Ineos ikke. De havde som Jumbo regnet med at få noget mere ud af de første seks etaper, men nu må de i stedet tage hul på bjergene med lidt bekymring. Det var ellers en fornøjelse at se den i år så skuffende Tom Pidcock vise lidt af sit potentiale, der måske havde givet et bedre resultat, hvis ikke Roglics lange spurt havde taget ham på sengen, men i det store spil var det en trist dag. Akkurat som han gjorde for et år siden smed Geraint Thomas nemlig tid i en tidlig puncheurfinale, hvormed han nok engang indikerede, at han altså er ganske langt fra fordums styrke og stadig ikke den seriøse podiekandidat, han ellers blev talt op til at være efter sejren i Schweiz. Jeg synes stadig heller ikke, at Daniel Martinez helt ligner det uhyre overbevisende uhyre, han var igennem det meste af foråret, og Adam Yates er stadig svært at regne med over tre uger. Forhåbentlig tager jeg fejl, og med hans stigende formkurve gennem Tour de Suisse, er det bestemt også muligt, at vi i morgen vil se den bedste Martinez, når vi rammer hans rigtige terræn.

De kom i det mindste bedre fra løbet end Bahrain. I går mistede de Jack Haig, og i dag måtte de så sande, at Damiano Caruso ikke er i gang med at gentage sit Giro-mirakel. Dylan Teuns lignede heller ikke en mand med den drømmeform, han havde i foråret, og Matej Mohoric prøvede slet ikke at køre en finale, der ellers kunne have passet ham. Lige nu ser det svært ud for det arabiske storhold, men det gjorde det jo også, da Haig røg ud for et år siden. Det endte som bekendt med tre etapesejre, og nu om dage er det meget sjældent, at Bahrain ikke får et eller andet med hjem fra en grand tour.

Derudover bekræftede etapen meget af det, vi vidste. Romain Bardet ligner stadig en mand, der alligevel kører klassement, men dagens etape viste vel trods alt, at han ikke har superformen fra Giroen. Louis Meintjes er slet ikke skabt til disse etaper, hvor han altid taber tid, og Alexey Lutsenko, Guillaume Martin og Rigoberto Uran er stadig ikke på det niveau, de havde, da de var bedst. Langt mere overraskende var det at se Ben O’Connor smide sit i forvejen ramponerede klassement totalt, men det kan meget vel være en erkendelse af, at et topresultat alligevel var væk, og at han skal smide noget mere tid, når han næppe får den frihed, hans lavere status gav ham for et år siden.

Ærgerligt var det for Jakob Fuglsang. Danskeren havde en gylden chance for at vinde tid i klassementet og bringe sig i pole position til at køre sig i gult i morgen, men det fik EF, Alpecin, Bora og UAE ødelagt. Nu endte han i stedet med at tabe 5 sekunder, hvilket var hæderligt med det energiforbrug, han havde undervejs, og efter at være blevet fanget lidt bag Vlasovs styrt. Alligevel er jeg stadig betænkelig ved hans beslutning om at køre klassement, for med den holdbarhed, der altid har været hans problem, og som også for ham synes at være aftaget med alderen, er det svært at tro, at han holder hele vejene. Det samme gælder for Neilson Powless, der i dag kom fint fra opgaven, men det virker stadig lidt dumt at satse så meget på et klassement, når han burde være alt for begrænset i bjergene. Det er jo netop i dagens terræn, han er begyndt at excellere det sidste års tid - akkurat som det er det for Pierre Latour, som viste de første glimt at form efter det brækkede håndled fra slutningen af maj.

Han var en af de positive overraskelser. Den anden var Michael Matthews. I gamle dage havde jeg ikke tøvet med at tro på australieren i denne finale, hvor han blev nr. 2 i 2017, men med den hårde mur til sidst havde jeg regnet den for svær for den Matthews, vi kender i dag. Selvfølgelig blev han hjulpet meget af den hårde modvind på begge finalebakker samt det lave tempo på muren, men det var alligevel opløftende at se ham levere så fint et resultat i så skrapt et selskab som dette.

Alligevel var han ikke tæt på sejren. Det var der nemlig et slovensk vidunderbarn, der forhindrede, og nu har han i stedet fået tinnitus af at sidde på første parket, da sloveneren affyrede sit tredje varselsskud på bare seks dage. Man skulle ellers mene, at et enkelt var nok, men når nu har afsendt hele tre af slagsen, er feltet i hvert fald advaret om, hvad der måske venter, når vi i morgen rammer det terræn, hvor han lægger varselsskuddene på hylden og for alvor begynder at sigte efter det mål, der venter om godt to uger i Paris. Måske hans næste skud også kan høres hele vejen til Hæstorp Andersens kontor i København, selvom det denne gang afsendes hele vejen fra Vogeserne.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER