Tour de France-analyse: Stadig den hurtigste?

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Igennem mange år var Dylan Groenewegen utvivlsomt verdens hurtigste sprinter. Det har der ellers været overraskende delte meninger om, når folk i forskellige perioder i stedet har peget på folk som Caleb Ewan, Fernando Gaviria, Sam Bennett og til sidst også Fabio Jakobsen, men man kan egentlig godt forstå det. Den hollandske supersprinter har nemlig vundet alt for få cykelløb sammenlignet med sine rivaler, og ser man på hans sejrsliste skiller han sig ikke ud som noget specielt.

Men det er han! Siden han med en vanvidsspurt i modvinden på Champs-Elysees i 2017 tog karrierens første Tour-etapesejr, har han haft et gear, ingen andre har kunnet matche. Vi har bare set det alt for sjældent, for en bemærkelsesværdigt dårlig positioneringsevne har betydet, at han alt for sjældent har kunnet vise sin tårnhøje fart. Når endelig han en sjælden gang har fri bane, har han imidlertid altid haft en særligt x-faktor, som da han to dage i træk vandt i Touren i 2018, var altdominerende i Paris-Nice i 2019 og samme år vandt WorldTour-løbet i De Panne med en overlegenhed, der var mindeværdig.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Til gengæld har man kunnet stille spørgsmål ved, om han også har været hurtigst i de seneste sæsoner. I begyndelsen af 2020 var det hævet over enhver tvivl, for han lammetævede Jakobsen med en af sine allermest imponerende spurter i Valencia, inden han slog hele verdenseliten i UAE Tour, mens vi stadig troede, at coronavirus var et eller andet, de havde i Kina. Som bekendt nåede han kun at køre én eneste spurt, da cykelkalenderen blev genoptaget, og den fik et ganske dramatisk og tragisk udkomme, da han med sin beklagelige manøvre sendte Jakobsen i asfalten og hele cykelverdenen i en blandet tilstand af angst og chok.

Den manøvre satte hans karriere på pause. UCI dømte manøvren urimeligt hårdt, for selvom den var både farlig og utilgivelig, var den ikke et særsyn i massespurter. Groenewegen blev straffet mere for de tragiske konsekvenser end for selve handlingen, og han var således på sidelinjen helt frem til maj i 2021. Med tanke på coronanedlukningen var han således reelt uden for konkurrence i 15 måneder.

Derfor var det naturligt at stille sig spørgsmålet, om han stadig var hurtigst. Sprintere taber trods alt hurtigt fart, og ingen kunne vide, hvornår det ville begynde at ske for hollænderen. Derudover var han igennem en pokkers svær tid, hvor både han selv, hans kone, hans barn og han forældre blev udsat for så alvorlige dødstrusler, at han måtte modtage politibeskyttelse.

Den oplevelse gjorde det ikke nemt at vende tilbage. I forvejen var Groenewegen kendt som det, man i den bedste mening kunne kalde en klovn i positionskampen, og det bestemt ikke bedre efter hans comeback. Hvad årsagen er, ved vi ikke, men det er nærliggende at tro, at han har været meget bevidst om ikke at begå fejl, der kan bringe andre i fare. Bare ét fejltrin vil nemlig utvivlsomt føre til, at han lægges endnu mere for had, end han allerede er blevet.

Derfor udeblev resultaterne. I 2021 kørte han på papiret en del massespurter, men reelt gjorde han ikke. Alt for ofte tabte han positionskampen, men de få gange, der var hul igennem, viste han sig stadig skræmmende. Han vandt to overlegne sejre i Vallonien, og han kørte slet og ret Mark Cavendish, der kom med fire friske Tour-etapesejre i bagagen, ud af hjulet, da de spurtede mod hinanden i Esbjerg under Danmark Rundt sidste sommer.

Alligevel manglede vi det endegyldige bevis. I samme periode kom Jakobsen nemlig bragende tilbage fra sit styrt med så stor autoritet og så stabil en sejrsrytme, at det var svært ikke at tænke, at den unge hollænder havde overhalet den gamle. Vi manglede jo at se dem spurte mod hinanden, og mens Jakobsen høstede den ene sejr efter den anden i første halvår af 2022, var det betydeligt mere tamt hos Groenewegen. Han fik skam sine sejre i Saudi Tour, Veenendaal og Slovenien, men aldrig på en facon, hvor man kunne se ham spurte mod verdens bedste.

Der var dog to spurter, der gav en indikation på, at Groenewegen stadig er nr. 1 i det helt rene farthierarki. Der var 1. etape i UAE Tour, hvor han i kamp med næsten alle supersprinterne så ud til at komme i dobbelt fart af alle andre, indtil han blev lukket inde mod barrieren. Og så var der særligt sidste etape i Ungarn, hvor han efter fire kiksede spurter - der er jo lige det med positionskampen - endelig kunne spurte direkte mod Jakobsen for første gang siden det dramatisk styrt i 2020. Resultatet blev en af de mest skræmmende magtdemonstrationer, vi har set, siden selvsamme Groenewegen ydmygede selvsamme Jakobsen i Valencia to år tidligere.

Alligevel har vi manglet et mere sikkert bevis. Man skal passe på med at lægge for meget i bare én spurt, selv når den er så overlegen, som den var i Ungarn, og det er først i denne Tour, at Groenewegen igen har fået lejlighed til at måle sig mod Jakobsen. Det har derfor også for mig været det mest spændende sprinterspørgsmål i dette løb: Er det den ene eller den anden hollænder, der er verdens hurtigste?

Svaret kender vi desværre stadig ikke. I går gik det nemlig, som det plejer, da Groenewegen til sin egen store fortrydelse tabte hjulet på sit tog med Michael Matthews og Luka Mezgec og derfor nok engang sad så langt tilbage, at hans spurt var ødelagt, inden den kom i gang. Da han i dag endelig fik sin store chance i Sønderborg, satte han sig da også prompte igennem, men denne gang var det så Jakobsen, der havde kikset positionskampen og derfor aldrig kunne spurte i den duel, vi stadig savner at se.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Groenewegen kan imidlertid kun slå de ryttere, han rent faktisk skal spurte mod, og det gjorde han med bravur, da han sikrede sig karrierens femte Tour-etapesejr og dermed fortsat kan kalde sig ubesejret i de fire Tours, han har kørt efter debuten i 2016, hvor han ringe position og manglende erfaring betød, at han intet vandt. Det skete bestemt ikke med den overlegenhed, man med tanke på hans tidligere magtdemonstrationer kunne forvente, men det lykkedes ham i hvert fald trods en alt andet end ideel position at vise sig klart hurtigere end Wout van Aert, som han akkurat fik fanget på stregen.

Nok gav det en etapesejr, men hans sårbarhed blev igen understreget. Hans nysammensatte tog var igen ude af stand til at matche de bedste, og han blev set som en ensom skikkelse, der boksede med Alexander Kristoff bag de sprintere, som var mere positioneringsstærke end ham. Selvom han endda var på vej den forkerte vej rundt om Van Aert og til sidst måtte skifte bane, lykkedes det ham alligevel at redde situationen, men midt i al glæden over sejren blev vi også mindet om, hvorfor han har vundet så lidt - naturligvis relativt i forhold til den fart, han har.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Chancen for at måle sig mod Jakobsen kom dog aldrig. I dag viste Quick-Step ellers, at de ikke blot på papiret, men også i virkeligheden har løbets klart bedste tog, da først Mattia Cattaneo og Yves Lampaert og siden Kasper Asgreen satte toget med Florian Senechal, Michael Mørkøv og Jakobsen så perfekt i scene, at det næsten ikke kunne gå galt, da de tre tog det sidste sving først. Desværre skete der det, som alt for ofte sker i finaler med mange sving, og som gør, at Groenewegen ikke er den eneste hollandske supersprinter, som har det svært i positionskampen. Jakobsen tabte nemlig ikke bare Mørkøvs hjul, han gled så langt tilbage, at det var decideret kontraproduktivt, at Senechal og Mørkøv herefter fortsatte deres lead-out med så høj fart, at Jakobsen ikke havde skyggen af chance for at komme tilbage - formentlig fordi de i det danske menneskemylder intet kunne høre og derfor havde svært ved at fornemme, hvad der skete bag dem. Derfor nyttede det ikke meget, at Jakobsen faktisk kørte en fin spurt, selvom han til slut blev bremset af Christophe Laporte.

Det var dog hverken ham eller Groenewegen, der kørte den bedste spurt. Det var utvivlsomt Jasper Philipsen, der igen fik bevist, at han på sine gode dage kan matche de allerbedste. For anden dag i træk gik det ellers helt galt for belgieren, som jo normalt ellers er en konge i positionskampen, måske fordi han satsede på sit tog, der fik startet alt for tidligt og brændt Mathieu van der Poel af på et umiddelbart dårligt valgt tidspunkt. Derfor følte han sig tvunget til at åbne en overmenneskelig lang spurt, og selvom han lå direkte i den hårde modvind praktisk talt hele vejen, nåede han helt op på siden af både Groenewegen og Van Aert. Det kom endda dagen efter en spurt, hvor han havde virket sjældent langsomt, men det er ikke uset, at Philipsens fart kan være ganske svingende. I dag fik han imidlertid bevist, at han har alle forudsætninger for at vinde i dette felt, hvis han genfinder den positioneringsevne, som normalt er hans største force.

Det har Van Aert også. Igen i dag så vi ellers, at de hurtigste er en anelse hurtigere end ham, men han har spurtet langt bedre, end han har gjort tidligere i år. I dag kørte han en meget lang spurt i modvinden, og alligevel var det først til allersidst, at Groenewegen nåede forbi. Samtidig fik han for anden dag i træk sat en streg under sin eminente positioneringsevne, ligesom værdien af Christophe Laporte, der også i den indlagte spurt satte Mørkøv til vægs i en direkte duel mellem de to lead-out men, ikke kan overvurderes. I virkeligheden kan man kun undre sig over, at Van Aert helt frivilligt åbnede så lang en modvindsspurt, at han faktisk længe lå og spurtede direkte mod Laporte. Havde han tøvet bare en anelse mere, kunne han være kommet fra Danmark med både etapesejr og fører- og pointtrøje og ikke som nu ”blot” de to trøjer og tre af de andenpladser, der allerede har givet ham et ry som en evig toer.

Den høst ville de fleste dog nok være mere end tilfredse med. Det ville formentlig være tilfældet for Caleb Ewan, der jo ellers er så sejrsvant, at det for ham kun burde være sejrene, der tæller. Han har imidlertid været så forfulgt af uheld på det seneste, at han formentlig hungrer efter alle de resultater, han kan få. Efter gårsdagens batalje, hvor hans cykel gik i stykker, var han således atter uheldig i dag. Australieren havde således igen fundet en hæderlig position, men da han så ud til at komme i høj fart, blev han lukket inden af Peter Sagan, da Van Aert søgte en anelse til højre. Resultatet blev endnu en forspildt mulighed, men desværre var det vel som forventet. Med beslutningen om at udtage så svagt et tog, at Lottos strategi er at aflevere ham på et hjul i finalen, har det hele tiden været klart, at han ville være meget sårbar og afhængig af det held, han slet ikke har haft i nu mere end et år.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Held har Sagan heller ikke haft meget af, men igen i dag beviste han, at han trods sit generelle forfald stadig er konkurrencedygtig i spurterne. Med sin exceptionelle positionering sad han - selvfølgelig - på hjul af den sprinter, der fik det bedste lead-out, og han viste, at han ikke var ude af stand til at måle sig med Van Aert. De to stødte også næsten sammen til sidst, men det ikke så ud til nævneværdigt at hindre slovakken, der da heller aldrig har været hurtig nok til at vinde denne slags spurter. Derfor gik det, som det er gået for Sagan, i langt de fleste af de spurter, han igennem har kørt i Touren, nemlig med et godt resultat, men ingen sejr til følge.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den sejr fik Mads Pedersen heller ikke, og desværre for danskeren fik hans danske eventyr en kedelig afslutning. Fraværet af den sygdomsramte Alex Kirsch kunne meget vel være forklaringen på, at han og Jasper Stuyven denne gang sad for langt tilbage i det sidste sving. Det kunne formentlig være reddet, hvis Stuyven, der normalt er en af de bedste lead-out men, havde de ben, han normalt har, men i dag måtte han resignere og signalere til Pedersen, at han selv måtte køre en lang spurt. Det gjorde han side om side med Philipsen, men som bekendt har danskeren aldrig kunnet måle sig med de hurtigste i dette felt, herunder Philipsen. Skal han vinde en spurt inden Paris, vil han altid skulle gøre det på sin position, og den mission mislykkedes i dag.

Lige så skidt var det for Alexander Kristoff. I dag viste Intermarché-toget ellers den styrke, de havde i sæsonstarten, og selvom de ikke kunne matche Quick-Step, sad nordmanden modsat i går ganske fornuftigt. Desværre fik han som Pedersen ødelagt sin spurt af Mørkøv, da danskeren efter det mislykkede lead-out faldt tilbage, og dermed fik vi aldrig lov at se, hvor hurtig han er. Som for hans skandinaviske fælle gælder dog, at han kun vinder på sin position, og så længe Intermarché er slået af Quick-Step får han ikke en sejr i dette felt.

Det er han dog ikke alene om. Det gør Alberto Dainese næppe heller, selvom han nok engang viste, at hans fart formentlig rækker. Som det er sket i alle hans spurter i år, sad han imidlertid alt for langt tilbage, og selvom han leverede et stærkt comeback i stil med det, der gav sejr i Giroen, var der nok engang for langt frem. Det kan godt være, at Groenewegen har mistet mange sejre grundet sin positionering, men det er en rekord, Dainese meget vel kan ende med at slå - og det er en skam, når han er så pokkers hurtig.

Det er Hugo Hofstetter til gengæld slet ikke, men han fik i dag det klassiske sekundære resultat via en god position og på trods af en manglende fart. Ved siden af ham måtte Danny van Poppel efter gårsdagens succes indse, at det er pokkers svært at køre spurter, når man er helt alene, selvom man er god i positionskampen. Derfor virker det også stadig lidt besynderligt, at Bora, der jo ellers har fravalgt spurterne til fordel for klassementet, har udtaget en ensom sprinter, som faktisk skal blande sig i spurterne. Det havde givet mening for et hold, der kom med mindre ambitioner, men Bora er - naturligvis med Jumbo som en markant undtagelse - det eneste af de store klassementshold, der finder plads til en sprinter.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det gør Bahrain ikke. De er her kun for at køre klassement med Jack Haig og Damiano Caruso, og derfor var det overraskende, at de trods meget synlig kørsel i positionskampen og med stærk støtte fra Matej Mohoric og Fred Wright endte som de største tabere, da et styrt nok engang splittede feltet. Mens Ineos og Jumbo naturligt nok sad fremme, led de to Bahrain-kaptajner et ærgerligt tab på 39 sekunder. Det samme gjorde desværre også den i år så velkørende Louis Meintjes og den i år så skuffende Rigoberto Uran, men det var vel forventet. I det øjeblik, en stor del af feltet blev fanget bag styrtet, kunne man næsten vide sig sikker på, at netop de to sad så langt tilbage, at de ville miste tid. Og det gjorde de da også, akkurat som det skete for den sidste af de positioneringssvage klassementsryttere, Guillaume Martin. Til gengæld klarede Tadej Pogacar skærene, men det skyldes alene hans eminente positioneringsevner, for igen i dag stod det klart, at UAE er uhyre sårbare i vind og på brosten, hvor holdet betyder mere end rytteren, og hvor både Ineos og Jumbo igen i dag viste, at de ligner sandsynlige vindere.

Måske kunne Uran have brugt Magnus Cort, men det er nok tvivlsomt. Selv hvis danskeren havde været frisk og klar til at hjælpe, ville det have lignet både ham og Uran dårligt at sidde så langt fremme, at katastrofen var undgået. Nu fik danskeren i stedet lov til at køre alene igennem det danske menneskehav, der igen i dag viste, at vi i den grad har fortjent at være værter for en Tour-start. Måske er et par dage i bjergtrøjen og mange spildte kræfter en lille gevinst i det store spil, men det er flot af holdet, at de har givet Cort lov at nyde sin once-in-a-lifetime-oplevelse. Samtidig sørgede han med sit initiativ for, at den sidste danske etape ikke blev husket som endnu en af de farceagtige, hvor ingen vil i udbrud, og som vi ser med stadig større hyppighed i en tid, hvor holdene ser mindre og mindre værdi i ligegyldige tv-udbrud.

Det havde været en ærgerlig afslutning på tre dages dansk folkefest, som ellers - trods vejrgudernes bedste forsøg på at ødelægge det - med den fornemme modtagelse af publikum endte som en stor succes. Nu vil vi huske den for Corts fantastiske dage i centrum for hele cykelverdenen, og selvom vi desværre ikke kunne bruge den regnvåde enkeltstart i København til meget, vil vi kunne se tilbage på den danske Tour-start som stedet, hvor vi fik ny næring til spørgsmålet om, hvem af de to hollandske supersprintere der faktisk er verdens hurtigste. Forhåbentlig får vi et klart svar senere, selvom det bliver på fransk og ikke dansk grund.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER