Tour de France-analyse: The Sky is the limit

Vi var sikkert mange, der grinede lidt overbærende, da Team Sky i efteråret 2009 blev lanceret som den nye britiske cykelsatsning med den erklærede ambition indenfor fem år at vinde Tour de France med en brite. Nuvel, Bradley Wiggins var da i gang med en transformation fra banestjerne til klassementsrytter, men der var stadig meget lang vej til en Tour-sejr. Og i samme periode havde Alberto Contador og Andy Schleck et så solidt greb om Touren, at der ikke just var noget, der tydede på, at de skulle kunne stødes fra tronen.

Starten var da heller ikke bestemt lovende. Wiggins imponerede ikke just i debuten i 2010, efter at han på kontroversiel vis havde forladt Garmin-mandskabet for at slå sig til de britiske opkomlinge, og den efterfølgende sæson var heller ikke just en succes, da Wiggins styrtede ud af løbet allerede tidligt i løbet. Samme år havde han imidlertid sejret i Dauphiné, hvor vi havde set det første eksempel på den Sky-dominans, der skulle blive det dominerende Tour-tema i dette årti. Kort efter brød Chris Froome gennem lydmuren, da han som hjælperytter for Wiggins blev nr. 2 i Vueltaen - et løb, han utvivlsomt havde vundet, hvis ikke han havde slidt sig halvt ihjel for sin kaptajn på den vindblæste Covatilla-stigning - og siden da har de ikke set sig tilbage.

Året efter skulle Wiggins med samlede sejre i Paris-Nice, Tour de Romandie, Dauphiné og senere i Touren, hvor Froome endda blev nr. 2 efter endnu engang at være blevet holdt tilbage af sin kaptajn, og det skulle blive starten på den totale dominans. Siden da har der stået Sky på alt i verdens største cykelløb, og selvom de slet ikke har haft samme overlegne styrke i andre løb, har de altid formået at samle det suveræne A-hold til det løb, der betyder allermest. Kun i 2014, hvor Froome tidligt måtte forlade løbet, oplevede man ikke den store succes. I alle andre løb har der stået Sky på det hele.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Med tanke på den skepsis, man havde ved lanceringen af projektet for nu snart ti år siden, er det næsten uvirkeligt, at holdet i morgen kan fejre den tredje britiske Tour-vinder i løbet af den relativt korte levetid. Der var ellers lagt op til endnu en Froome-dominans, da feltet rullede ud fra Vendee for nu tre uger siden, men usikkerheden omkring hans friskhed efter Giro-Tour-doublen gjorde, at der hele tiden var lidt tvivl, om det virkelig ville kunne lade sig gøre at forsvare den trone, han så effektivt har siddet på siden 2013, hvor kun styrt har kunnet true hans position som verdens bedste etapeløbsrytter.

Belært af erfaringerne fra tidligere udgaver af især Giroen, hvor de år efter år har måttet se deres kaptajn blive sat tidligt ud af spillet, er det imidlertid blevet kutyme for dem altid at have en solid plan B. I år var det Geraint Thomas, der var udset til den rolle, men trods waliserens sublime kørsel i især de seneste to år, var der ikke mange, der for alvor troede, at plan B ville kunne fungere som plan B. Skulle Sky vinde, skulle det være med Froome.

Det var da også holdets klare ønske, og helt frem til 17. etape håbede man stadig, at kongen kunne rejse sig med et Finestre-agtigt comeback. Det var da også planen forud for den korte etape i Pyrenæerne, hvor Froome kom med det planlagte angreb fra bunden af Col du Portet. Da han imidlertid kun med nød og næppe kunne følge Primoz Roglics hjul og hurtigt lod sig opsluge igen, blev det klart, at det ikke var den ”rigtige” Froome, der var kommet til Frankrig, men derimod en halvtræt regent, der kunne mærke Giroen i benene.

Heldigvis for Sky viste plan B sig mere robust end ventet, og måske burde vi allerede have forudset det. I hvert fald har Sky fire gange siden 2012 leveret en Dauphiné-Tour-double, så da Thomas i begyndelsen af juni besteg podiet som suveræn vinder af det bjergrige franske etapeløb, burde vi måske have luret, at noget stort var i vente.

Thomas’ triumf kommer da heller ikke ud af det blå - langt fra. Der er meget få, der har haft en så jævn udviklingskurve, siden han for første gang i 2012 og 2013 begyndte for alvor at give sig i kast med bjergrige løb. Indtil da havde han dedikeret sig til klassikerne og banen, men som hjælperytter i Sky-toget fandt han ud af, at han kunne meget mere end det. Så snart han begyndte at dedikere sig mere målrettet til bjergene, kom resultaterne da også i lind strøm. Hans første større resultat kom med en etapesejr på en svær etape i Tour Down Under, og kort efter var det kun et styrt, der forhindrede ham i at køre med om sejren i Paris-Nice.

2015 var første gang, han for alvor satsede på at teste sig i etapeløbene, og det gav med det samme pote. En andenplads bag holdkammeraten Richie Porte på kongeetapen i Paris-Nice, samlet sejr i Volta ao Algarve og en andenplads i Tour de Suisse lagde grunden til den flotte Tour, hvor han indtil kollapset på 19. etape lå på løbets 4. plads, selvom han slet ingen personlige ambitioner havde haft.

Efter fiaskoen i 2016, hvor han for første gang skulle køre klassement i Touren, men hvor han allerede i Tour de Suisse, fandt ud af, at han havde presset sin krop alt for hårdt og var kommet for langt ned i vægt, fandt han den rette balance sidste år, hvor han var næsten skræmmende stærk i Tour of the Alps. Det var her, han første gang viste, at han vitterligt kunne vinde en grand tour, men desværre blev gennembruddet udsat et års tid, da han som bekendt blev sat ud af spillet i Giroen af en dum motorcykel.

Efter et uheldsramt forår, hvor det kun var uheldige omstændigheder, der forhindrede ham i at vinde i både Algarve og Tirreno, lykkedes det så endelig i årets Tour for Thomas at undgå den stribe af tilbageslag, der har holdt ham tilbage hidtil. I den forstand burde det egentlig ikke kunne undre, at Thomas er i stand til at vinde Touren, for hans overlegne kørsel i de fleste af hans etapeløb gennem 2017- og 2018-sæsonerne har i den grad cementeret ham som en af verdens bedste etapeløbsryttere. Og den suveræne sejr i Dauphiné var blot den sidste lille indikation på, at noget stort var i vente.

Allerede på den foregående 19 etaper havde Thomas da også klart dokumenteret, at han er den stærkeste mand i dette års Tour, og reelt skulle han blot undgå uheld på dagens kuperede 31 kilometer i Baskerlandet. Alligevel har man hele tiden siddet med fornemmelsen af, at Thomas endnu ikke for alvor havde lukket op for posen, og dagens enkeltstart kunne derfor være den eneste chance for at se, hvor god waliseren i virkeligheden er.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Og Thomas viste hurtigt, at han er en fortjent vinder af årets Tour. Ved de to første mellemtider så det ud til, at der lurede endnu en suveræn magtdemonstration, og at Thomas endelig kunne afsløre sit sande niveau, nu hvo risikoen for et efterfølgende kollaps ikke længere tvang ham til konservativ kørsel. Alligevel udeblev den etapesejr, der ellers længe lignede en formalitet, da Thomas tabte bemærkelsesværdigt meget tid mod slutningen og i sidste ende endte på en tredjeplads.

Var det det eneste lille svaghedstegn, vi så i årets Tour? Måske. Det er klart, at Thomas absolut ikke tog nogen risici i den tekniske del af finalen, men da waliseren til slut skulle op ad den stejle mur, så vi jam for første gang i år træde en smule firkantet. Kombinationen af de overvældende følelser, der blev helt tydeligt efter passagen af målstregen, manglen på risikovillighed, men måske også nogle lidt halvtrætte ben kostede i sidste ende Thomas det hattrick, det længe lugtede af.

Det pletter imidlertid ikke på nogen måde Thomas’ samlede sejr, for med sin overlegne kørsel på store dele af enkeltstarten satte Thomas effektiv de kritikere, der har hævdet, at det var Sky og ikke Thomas, der havde vundet Touren, på plads. Sikker kørsel i den første uge, klog og overlegen kørsel i bjergene, hvor han aldrig var i vanskeligheder, samt ikke mindst en stærk afslutning i dag gør Thomas til den rette vinder af løbet.

Tom Dumoulin er imidlertid en lige så fortjent nr. 2. Den store hollænder viste sig sin regnbuetrøje værdig ved at køre en stærk afsluttende enkeltstart, der langt overgik hans tilsvarende præstation i favoritdisciplinen i Giroen. I Italien skuffede han nemlig så eklatant på den lange enkeltstart, at der var grund til at være en smule skeptisk i forhold til hans chancer i dag.

Den skepsis viste sig imidlertid ubegrundet, og dermed blev Dumoulins mirakeldouble konfirmeret. Det var Froome, ikke Dumoulin, der burde kunne have vist holdbarheden i sportens sværeste grand tour-double, men i stedet blev det den i denne sammenhæng ret grønne hollænder, der viste sig som den mest solide af de to. Ikke blot har han i Touren været langt bedre klatrende, end han var i Giroen, i dag viste han også, at hans tempoevner bestemt ikke har lidt skade på den bekostning. Sjovt nok er det samtidig den grand tour, hvor han har været stærkest i tredje uge, så hvor Froome har bekræftet den konventionelle visdom, at man ikke kan køre Giro uden at falme i Touren, er det gået lige modsat for Dumoulin. Måske er det, fordi han som type er helt anderledes og langt mere robust end de andre klassementsryttere, men det er i hvert fald et resultat, der må give stof til eftertanke i Sunweb-lejren.

Dumooulins sejr forhindrede imidlertid også en Froome-sejr, som mange måtte have undt ham. Af uransagelige grunde er den ellers ret angrebslystne og offensive brite blevet lidt af et hadeobjekt blandt mange, især franske cykelfans, men selv de mest hårdnakkede Froome-kritikere må tage hatten af for den moral, han udviste i dag. Efter nogle svære dage i bjergene, hvor han lignede en mand på randen af sammenbrud, havde han formentlig mest lyst til at flygte ud af rampelyset og hjem til sin kone, der endda kan gå i fødsel hvert eneste øjeblik.

Enhver, der har haft omgang med Froome, har imidlertid altid omtalt hans mentale råstyrke og fightervilje som hans helt store styrke, og det åbenbarede han for hele cykelverdenen igen i dag. Hvor de fleste ryttere med hans generalieblad formentlig havde haft svært ved at mobilisere den sidste motivation til at kæmpe for en podieplads, der på forhånd syntes langt væk, kørte Froome en af sine bedste enkeltstarter i Touren og viste dermed igen, at han aldrig giver op. Det var derfor han lavede det mest mageløse comeback i Giroen, og det var derfor, at han i dag sikrede sig en podieplads, der i går eftermiddags så ud til at være sendt til Slovenien. Få er så ærgerrig som Froome, der i Vueltaen sidste år sågar deltog i massespurten i Madrid for at sikre sig en pointtrøje, som de fleste andre havde ladet sejle, og det er formentlig hovedforklaringen på, at Froome står som en af de største grand tour-ryttere nogensinde. Måske kan årets nederlag endda vinde ham lidt sympati hos selv de franske fans. De store ryttere bliver som bekendt først for alvor elskede, når de er blevet besejret.

Besejret blev i den grad også Primoz Roglic, for hvor de tre øvrige af de fire giganter, der har sat sig på overskrifterne i årets Tour, alle kunne finde noget at fejre, endte sloveneren som den helt store taber. Manden, der ellers hidtil blot er blevet bedre og bedre og dermed havde indskrevet sig som den ideelle etapeløbsrytter med en næsten skræmmende holdbarhed i sit allerførste klassementsforsøg i en grand tour, ikke bare underpræsterede, men floppede eklatant.

I de sidste to år har Roglic ellers været sikkerheden selv ppå snart sagt enhver enkeltstart, men i dag var han end ikke en skygge af den rytter, der havde domineret så eklatant bare 24 timer tidligere. Det kostede ham i sidste ende en podieplads, men måske var det alligevel nogle ganske gode lærepenge, der vil kunne tjene ham vel allerede næste år.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Dumoulin og Thomas har nemlig med deres kalkulerede og kloge kørsel været et stilstudie i, hvordan man kører klassement i en grand tour. Det har Roglics kørsel til gengæld ikke været, for i de seneste dage har han angrebet og angrebet i et væk. I går førte han næsten uafbrudt fra bunden af Aubique, og selvom det i sidste ende gav en mindeværdig etapesejr, er det meget nærliggende at tænke sig, at det var den præstation, han i dag betalte prisen for. Hans mange angreb har helt sikkert vundet ham mange fans overalt i verden, men mon ikke han efter i dag har lært, at en grand tour trods alt er noget andet end et ugelangt etapeløb? I Touren falder regning for enhver anstrengelse som regel prompte.

Det skal imildertid ikke sætte en plet på LottoNLs tour. Tre etapesejre og to ryttere i top 5 er mere, end et hold med deres budget kan drømme om. Samtidig har Steven Kruijswijk bekræftet det, der læge har været tegn på: at han igen er tilbage på sit 2016-niveau. Dylan Groenwegen har cementeret sin status som verdens hurtigste, og Antwan Tolhoek har vist sine klatreevner som solid støtte i bjergene. Fremtiden tegner overordentligt lys for hollænderen.

Det gør den til gengæld ikke for Movistar, hvis storslåede Tour-satning fik de sidste søm i ligkisten i dag. Med meget tamme enkeltstarter tabte både Mikel Landa og Nairo Quintana en plads i klassementet, og dermed ender spanierne med en 7. og en 10. plads om det pauvre udbytte. En stor etapesejr og en sejr i holdkonkurrencen pynter lidt på udkommet, men med tanke på ambitionerne kan det ikke undgås at blive betegnet som en fiasko. Lands tidlige styrt og Quintanas ublide møde med asfalten, netop som han var i gang med at blive genrejst, er en stor del af forklaringen, men det er helt sikkert glemt, når boet ved slutningen af sæsonen skal gøres op. Marc Soler viste ganske vist med en flot 9. plads i dag, at hans alsidighed og talent er stort, men den præstation blegner i kaptajnernes nedtur.

Romain Bardet og Ilnur Zakarin var stærke nok til at udnytte Movistar-stjernernes fald til at avancere en plads i hierarkier. Efter en helt igennem fejlslagen Tour, der slet ikke har levet op til de høje forventninger, viste Bardet den moral, der har gjort ham så elsket i det meste af cykelverdenen. I en situation, hvor det må have været svært at finde den helt store motivation, kørte han en af sit livs allerbedste enkeltstarter og blev fortjent belønnet med et avancement på bekostning af den langt mere opgivende Landa.

Zakarin viste også for anden dag i træk, at han som altid bare bliver bedre og bedre dag for dag i den tredje uge af en grand tour, men denne gang var timingen af formen ikke god nok. Zakarin fandt først for alvor benene de sidste to dage, og det er alt, alt for sent, hvis man vil slås med folk som Froome, Thomas, Roglic og Dumoulin. I tidligere grand tours har han også været en sløv starter, men der har det lavere niveau gjort det muligt for ham alligevel at blande sig helt i toppen. Den går ikke i Touren, og derfor har dette løb klart vist, at Zakarin skal lære også at være skarp fra dag 1, hvis han il vinde en grand tour.

Det samme kan siges, om Bob Jungels, der også først i den tredje uge har fået gang i motoren. I dag kronede han en flot sidste uge ved igen at køre en stærk enkeltstart, som han altid gør mod slutningen af grand tours, men modsat Zakarin har luxembourgeren alligevel ikke meget at have sin optimisme i. Hvor russeren har vist, at klatreevnerne rækker til det helt store, har Jungels aldrig været i nærheden af at matche de bedste i bjergene. Det kan end ikke hans store motor kompensere for, og man må håbe, at denne Tour har fået ham til at indse, at der skal satses på andet end grand tours i fremtiden. Hans sejr i Liege viser jo, at potentialet rækker langt andetsteds.

Potentialet er også stort for Dan Martin, men dagens enkeltstart blev desværre endnu en bekræftelse på, at hans problemer i den disciplin er en lidt for stor akilleshæl. Skal Martin nogensinde blande sig i grand tours, har han behov for at forbedre sine evner i kampen mod uret, for hans tidstab i dag er blot den seneste bekræftelse på, at han er en af de få klassementsryttere, der ikke har forbedret sig nævneværdigt i disciplinen. Det er en skam, for Martins kørsel er en berigelse for ethvert etapeløb, og havde han ikke udsigt til en stor lussing på tidskørsler ville den offensive kørsel, der i år fortjent er blevet belønnet med angrebsprisen, udgøre en langt større trussel mod Sky-fortet. I den nuværende situation kan de i alt væsentligt negligere ham, og det er en skam, når nu ireren har en af nøglerne til at åbne løbet op.

Martin var en af de få klassementsryttere, der ikke var med i toppen, for som det ofte sker i den tredje uge af en grand tour, var det igen i dag kandidaterne til den samlede sejr, der satte sig på de bedste pladser. Den mest markante undtagelse var fænomenale Michal Kwiatkowski, der ligesom sidste år kronede en fabelagtig hjælpeindsats med en bragende flot enkeltstart. Hans holdbarhed og klatreevner er formentlig fortsat for begrænsede til, at han selv ville kunne gøre sig gældende som grand tour-kandidat - han fik jo trods alt gedigne klø af Dumoulin, Froome og Thomas i dag - men det er svært ikke at lette på hatten af det alsidige fænomen, der mestrer stort set ethvert aspekt af sporten, og som samtidig er bundloyal over for sit hold.

Den anden undtagelse var Søren Kragh. Ligesom i sidste års Vuelta, hvor han også kørte som en motorcykel i den tredje uge, har danskeren i dette løb igen vist, at han har en motor som de færreste. Hans andenplads på enkeltstarten i Schweiz var endnu et vidnesbyrd om hans store fremgang i disciplinen, og at han kan levere en lignende bedrift mod slutningen af en grand tour på en stærkt kuperet rute, hvor maskiner som Stefan Küng blev sat grundigt til vægs, vidner om, at der næsten ikke er grænser for danskerens potentiale. Dermed var der grund til dansk opmuntring mod slutningen af en flot dansk tour, der desværre blev lidt skæmmet af en svær sidste uge for Jakob Fuglsang.

Fuglsang ser helt sikkert frem til at komme til Paris, og han er næppe den eneste. For det meste af feltet kan søndag aften næppe komme hurtigt nok, for uanset om der er sår, der skal slikkes, eller sejre, der skal fejres, trænger rytterne helt sikkert til en pause. Den venter om bare 24 timer, men inden da venter en af løbets allermest prestigiøse etaper, når sprinterne skal slås om den ultimative sprintertrone på Champs-Elysees.

Her vil Sky kortvarigt træde i baggrunden, men så snart podieceremonien vil gå i gang vil det igen være ”business as usual”. Denne gang er det ganske vist ikke Froome, der står i rampelyset, men det er stadig briterne, der er i centrum, nøjagtigt som det var tilfældet i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2017. Hvis nogen havde fortalt Dave Brailsford, at han efter ni år skulle have vundet Touren med tre forskellige briter, havde selv han nok slået den hånlatter op, vi andre kom med i efteråret 2009.