Tour de France-analyse: Ti små cyklister

”Ti små cyklister kom til en cykelsti. En kørte udenfor, og så var der ni.” Sådan indledes den berømte børnesang, der beskriver et sandt udskilningsløb, hvor den ene efter den anden falder fra, indtil der blot står én tilbage. Den er blevet til en verden, der vel næppe kunne være fjernere fra det kaos og stress, der kendetegner Tour de France, men i virkeligheden kunne man vel næppe ønske sig en bedre beskrivelse af det, der venter i de første ni dage af årets Tour.

Det er nemlig ikke uden grund, at netop de første ni etaper har fået langt mere omtale, end den historisk hårde bjergfest, der venter senere i løbet, for i løbet af de ni dage, der på profilerne ser helt tilforladelige ud venter så mange fælder, at det formentlig vil være meget få klassementsryttere, der slipper igennem uden at lide ét eneste tilbageslag. Den ene dag vil det være den ene, der taber tid, og den næste dag den anden. I den forstand vil den første uge formentlig være et sandt udskilningsløb, hvor kun en udsøgt skare i sidste ende står tilbage uden væsentlige tidstab, og selvom forskellene ikke vil være så store, at man vinder Touren i Nordfrankrig, kan man i den grad tabe den.

Dagens åbningsetape, der udviklede sig langt mere dramatisk, end man kunne have ventet, er det perfekt billede på, hvorfor Touren er i en liga for sig selv. I de fleste andre cykelløb vil en helt flad etape på en flot sommerdag uden vind ikke skabe blot det mindste drama, men i La Grande Boucle er det anderledes. Selvom manglen på vind gjorde det meste af etapen til en kedelig langgaber, steg intensiteten på de sidste kilometer til det vanlige uhørt høje niveau, og dermed endte en af løbets måske mest fredelige etaper i et regulært blodbad.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det er ingenlunde usædvanligt. Hvem husker ikke Contadors styrt, da Gilbert spurtede sejr til sejr i 2011, eller da Bradley Wiggins styrtede ud et par dage senere i samme løb? Eller hvad med den berømte ”Massakre i Metz” i 2012? Eller Peter Sagans (og mange andres) styrt på 1. etape på Korsika i 2013? Ellers Quintana og Nibalis sidevindsnederlag på første linjeløbsetape i 2015? Eller Richie Portes tidlige tidstab i 2016? Eller den endeløse liste over Contador-styrt i den indledende del af Touren i de senere år?

Kun en tåbe frygter ikke Tourens første uge, og i år er der mere end nogensinde grund til at frygte for, hvad der kan ske i den første uge. I dag var det Chris Froome, Richie Porte, Nairo Quintana, Adam Yates og Pierre Latour, der var sømmet, og de andre hammeren, men i morgen kan det være helt omvendt. Ingen kan vide sig sikre, før de på næste mandag sidder ved Annecy-søen og nyder en aftendrink på den første hviledag.

Størst dramatik er der naturligvis om Froomes ublide møde med asfalten. Heldigvis tyder alt på, at han er sluppet helt uskadt - man skal nu passe på med at lægge alt for meget i hans egne ord, for han sagde det samme efter Giro-styrtet, som helt åbenlyst havde kostet ham - men selvom de 51 sekunder, han smed i dag, næppe er udslagsgivende, er det endnu et setback, der desværre udstiller Froomes største (og måske eneste svaghed). Selvom han egentlig er teknisk ganske glimrende, har han en kedelig tendens til at vælte. Det skete to gange i årets Tour, i Dauphine og Touren i 2014, i Vueltaen i 2015 og to gange i Giroen i år. Det er svært at give en indlysende forklaring, men faktum er, at Froome har en kedelig tendens til at ramme asfalten på flade etaper.

For seerne er det imidlertid en gave til løbet, at den største favorit har endnu mere tid at hente. Tanken om, at Froome nu blot kan gå på cruise control efter brostenene er i hvert fald nu mindre sandsynlig. Samtidig åbner det interessante perspektiver for Geraint Thomas, der meget vel kunne køre sig i gult på mandag - en trøje, han kan forsvare helt frem til bjergene. Selvom holdets hierarki utvivlsomt stadig er hugget i granit, bliver det en anelse sværere at lade Thomas vente, hvis Froome rammes af uheld på brostenene eller får brug for Thomas til at føre i forbindelse med en Movistar-offensiv i Alperne.

Netop Movistar må sidde med en meget blandet smag i dag. På den ene side vandt Alejandro Valverde og Mikel Landa næsten et minut på deres værste rival, men til gengæld smed deres på papiret stærkeste kort endnu mere tid. Det er imidlertid alt for tidligt at sige, hvilke langsigtede konsekvenser dagens tidstab har, for i morgen kan det være Landa, der ender på den forkerte side. Det er præcis derfor, at holdet hele tiden har villet vente til første hviledag, inden det endelige hierarki lægges fast, for det er først der, at ledelsen ved, hvilke kort de har på hånden. Det eneste, man kan undre sig over, er, hvorfor Quintana ikke ventede blot 300 m med sit hjulskifte. I det tilfælde havde han 3 km-reglen reddet ham. Man må håbe, at der var tale om en defekt, der tvang ham til at standse, for ellers må der have været tale om et mentalt sammenbrud for den lille colombianer.

Det mest forventelige var Richie Portes tidstab. Som fremhævet flere gange i optakterne er den lille australier en af feltets svageste i positionskampen, og selvom han på papiret har et af de stærkeste hold i fladt terræn, er det ikke uden grund, at han ifølge Greg Van Avermaet har været ved at ryste i bukserne over den første uge. Som det skete i 2016, hvor det dog var en punktering, der satte ham tilbage, står han med et tidligt tidstab, der blot er det seneste i den lange række af tilbageslag i grand tour-sammenhæng. Man kan kun undre sig over, at den ofte temmelig illoyale Van Avermaet, der mere har blik på egne resultater, samt Tejay van Garderen endte i første gruppe, når lokummet brændte for kaptajnen…

Noget lignende skete ikke for det meget mere sammentømrede Mitchelton-mandskab, der helt loyalt ventede på Adam Yates. Den lille brite fik samme kedelige start, som han gjorde i årets Tirreno-Adriatico, men denne gang skyldtes det formentlig ikke hans ofte meget nonchalante tilgang til positionering. I hvert fald har Mitchelton udtaget et hold af store bodyguards til at beskytte deres kaptajn, og dagens udfald viser meget godt, hvorfor det måske ikke var helt uden grund, at man valgte at lade Caleb Ewan blive hjemme og satse 100% på klassementet. Der bliver nemlig brug for alle mand i de kommende dage.

Etapen fik samtidig stor betydning for ungdomsklassementet, hvor det blandt topkandidaterne faktisk kun var Tiesj Benoot, der imidlertid ikke har blik på klassementet, der undgik tidstab. Pierre Latour, der med sin desperate jagt helt tydeligt viste, at han er kommet til Frankrig for at jagte den hvide trikot, var den største taber, men også Guillaume Martin blev fanget i kaosset. Mere overraskende var det, at Egan Bernal, der som omtalt i tidligere optakter havde planlagt at smide tid i den første uge, måske alligevel vil mere end det. I hvert fald lignede han ikke en mand, der havde til sinds frivilligt at droppe den hvide drøm, og selvom han tydeligvis ikke har holdets prioritet, kan man måske ikke helt udelukke, at han har større planer end som så. Til gengæld blev det helt tydeligt, at Daniel Martinez og David Gaudu som ventet overhovedet ikke har planer om at jagte hvidt.

Midt i alt kaosset glemmer vi helt Fernando Gavirias smukke sejr. Alle tanker om, at han i sin Tour-debut ville knække under presset og begå en af sine efterhånden klassiske fejl i den tekniske finale, blev gjort til skamme, for colombianeren tog en ganske suveræn sejr. Det var imidlertid i endnu højere grad takket være det helt suveræne Quick-Step-mandskab, der atter var i særklasse. Philippe Gilbert leverede en jætteindsats, der atter understreger den storform, han også viste ved de belgiske mesterskaber, kaptajn Bob Jungels ofrede sig for kollektivet, og sublime Maximiliano Richeze afleverede for gud ved hvilken gang i år sin sydamerikanske holdkammerat på et sølvfad, så han næsten umuligt kunne fejle.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Allerede sidste år fik Gaviria i Giroen den bedste grand tour-debut (set ud fra et etapesejrsperspektiv), siden den ellers ukendte Fons De Wolf i 1979 vandt 5 etaper i Vueltaen, og måske er colombianeren på vej til at forsætte den succes. I hvert fald er han foreløbig ubesejret i Tour-sammenhæng, og hvis dagens Quick-Step-præstation skal bruges som rettesnor, venter der et hav af sejre senere i løbet. Her skal de dog konkurrere med det på papiret ligeledes stærke FDJ-mandskab, der i dag blev taget ud ad spiller som følge af Arnaud Demares styrt, og derfor vil der formentlig være mere konkurrence i de kommende dage.

Peter Sagan blev igen nummer 2 på en Tour de France-etape, og dagens spurt viser meget godt hvorfor. Spurten viste tydeligt, at slovakken ikke er i nærheden af at matche Gaviria på topfart, men som jeg skrev u gårsdagens optakt, tilsagde al logik, at den positioneringsstærke Sagan ville være limet til Gavirias baghjul. Det var da også tilfældet, men skal Sagan slå sin colombianske rival, kræver det en fejl af den urutinerede sydamerikaner, som vi så det i Tour de Suisse. Den fejl udeblev i dag, og derfor var Sagan ikke i nærheden af sejren. Til gengæld sikrede hans klogskab ham atter det optimale udgangspunkt for endnu en grøn trøje.

Dagens positive oplevelse var Marcel Kittel. Det var helt efter bogen, at det pauvre Katusha-mandskab havde efterladt kaptajnen langt tilbage, da spurten blev åbnet, men da først Kittel trådte an, lignede han atter den rytter, der vandt fem etaper sidste år. Noget kunne tyde på, at han som altid har fundet formen til det eneste løb, hvor han altid topper, og selvom dagens etape også viser, at holdstøtten stadig gør det meget svært for ham at vinde, ser det hele meget lysere ud, end det gjorde for et par timer siden.

Dagens største taber var Dylan Groenewegen, hvís hold atter må sande, at de fortsat mangler lidt på den store scene. I hvert fald var hollænderen alt for langt tilbage under den røde flamme, og efter at han havde leveret én spurt for at komme op på Kittels hjul, var der ikke mere tilbage, da han skulle forsøge at følge tyskeren til sidst. Derfor er det da også svært at bruge dagens spurt til reelt at sammenligne særligt Kittel og Groenewegen, der på papiret er feltets to hurtigste, for hollænderen var ganske enkelt færdig, inden ballet overhovedet blev åbnet.

Derudover viste Aleander Kristoff atter med sin gode positioneringsevne, hvorfor han altid er en stensikker mand i top 10, ligesom John Degenkolb fortsatte de opløftende takter fra de tyske mesterskaber. Faktisk havde Jasper Stuyven afleveret ham i den helt perfekte position, og man kan kun gisne om, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke han var blevet lukket inde. Naturligvis havde han ikke vundet, men for første gang længe er der faktisk lidt lys for enden af tunnelen for tyskeren.

Det er der til gengæld ikke for landsmanden André Greipel, der atter måtte se sig som taber i en positionskamp og ikke var i nærheden af noget som helst, samt for Mark Cavendish, der aldrig kom frem, og hvis mareridtssæson bare fortsætter og fortsætter. Heldigvis var det blot den første af op til otte muligheder for de hurtige folk, men da dagens spurt i vidt omfang følger trenden fra den første del af sæsonen, er det svært at være alt for optimistisk på veteranernes vegne.

Det er det til gengæld ikke, når det gælder Gaviria, der kan blive den første rene sprinter i næsten umindelige tider til at forsvare en gul trøje i Touren. For første gang i nyere tid indledes Touren nemlig med to flade etaper, og der ligger derfor endnu en godbid og venter på den colombianske grand tour-konge allerede i morgen. Det gør der omvendt ikke for klassementsrytterne, der kan se frem til endnu et stresshelvede, der kan eliminere yderligere en mand eller to.

Som børnene i børnehaven synger: ”Ni små cyklister flot hen ad gaden trådte. Ens bremse virked’ ej, og så var der otte.” Spørgsmålet er blot, hvem der er næste mand til at falde fra.