Tour de France-analyse: Trøjeforsvar til UG med kryds og slange

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Det er lidt svært at forstå, at Jonas Vingegaard angiveligt havde det svært med nerverne i den første del af karrieren. Ifølge hans hold var det i hvert fald blandt andet det, der knækkede ham, da han på højst spektakulær vis eksploderede så dramatisk på sidste etape af Tour de Pologne, hvor han ellers lignede løbets stærkeste rytter med kurs mod den samlede sejr. Den svaghed har holdet imidlertid arbejdet meget målrettet med - blandt andet ved at beskytte ham en del mod medierne og bede ham om ikke at følge nyheder og sociale medier - og det arbejde har i den grad båret frugt. I hvert fald har danskeren med sin aura af ro lige siden starten i København mindet mere om en rytter, der var ved at vinde det regionale Thy-mesterskab end en rytter med kurs mod en Tour-sejr.

Hvis han nu alligevel stadig har rester af sin tidligere tendens til koldsved, var det måske i nat, han oplevede den. Søndagens etape udviklede sig nemlig til en gedigen katastrofe for Jumbo, der på én dag blev reduceret fra otte til fem en halv mand. Primoz Roglic og Steven Kruijswijk røg i ét hug, og Tiesj Benoot slog hoften så voldsomt, at han i morges ikke lød til at tro meget på, at han ville kunne bruges til noget som helst.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Desværre stoppede bekymringerne ikke her. Vingegaard var som bekendt selv i asfalten, og selvom han angiveligt ikke slog sig slemt, ved man aldrig helt, hvordan man reagerer efter et styrt. Bedre blev det heller ikke af, at etapen kørtes dagen efter en hviledag, og den stadig temmelig uprøvede klassementsrytter Vingegaard er aldrig for alvor blevet testet på dagen efter det hvil, der kan slå mange ryttere ud af rytmen. Det vidste han til gengæld, at han ville blive denne gang, for selvom den første af de tre dage i Pyrenæerne også var den letteste, vidste alle, at der var lagt op til Pogacar-angreb på den stejle Mur de Péguère, der med sin eksplosive karakter rimede mere på sloveneren end på danskeren.

Holdets svækkelse var måske ikke så meget et problem i forhold til Tadej Pogacar selv. I kampen mod ham vil det altid blive et opgør mand mod mand, og her var det snarere Vingegaards skader eller hviledagsben, der kunne true ham. Til gengæld kunne danskeren blive sårbar, hvis Sepp Kuss havde en af sine alt for mange offdays og pludselig efterlod danskeren alene i en gruppe af favoritter. Hvis eksempelvis han, Pogacar, Geraint Thomas og Romain Bardet samledes efter den sidste stigning, kunne han være tvunget til at lade de to sidstnævnte køre væk for ikke at blotte sig mod sin værste rival, og så kunne Fanden pludselig være løs, hvis det isolerede scenarium ville gentage sig de kommende dage også.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Bekymringen blev ikke mindre, da starten gik. Da Jumbo stadig var otte mand, lagde de løbet i et jerngreb og lukkede ned for alt, hvad der kunne lugte af UAE-forposter eller blot marginale trusler mod den gule trøje. Eksempelvis har Aleksandr Vlasov flere gange brokket sig højlydt over, at Jumbo ikke gav ham en lillefinger, når han lancerede et af sine talrige forsøg på med et udbrud at bringe sig lidt tættere på den topplacering, han kom efter.

Derfor var det et ilde varsel, at etapen fik en ganske rolig start. I stedet for den angrebsfest, vi havde set på de etaper, hvor Jumbo legede politibetjente, lod hollænderne med det samme en gruppe køre. Pludselig fik Vlasov det løbepas, som han sådan havde efterspurgt, og Pogacar fik endda lov til at sende en forpost afsted i form af Brandon McNulty. Det lignede risky business, når det stod klart, at det nok kun var med netop en holdkammerat foran, at Pogacars ventede offensiv ville give et nævneværdigt resultat.

Jumbo havde imidlertid næppe mange andre valg. Med kun fem en halv mand var politibetjentrollen ikke længere mulig, og derfor måtte man gå alternativt til værks. Løsningen blev i stedet at sende Nathan van Hooydonck og Wout van Aert i forkøbet. Vlasov betød ganske vist, at man ikke bare kunne lade udbruddet sejle til månen, som man utvivlsomt havde foretrukket, og McNultys tilstedeværelse var en åbenlys risiko for, at Pogacar kunne levere et nyrestød, men i stedet for at forsøge at bevare kontrollen valgte holdet at udnytte, at de havde en endnu bedre forpost end McNulty. Nok er amerikaneren tempostærk, men skulle han kæmpe mod Van Aert i det let faldende indløb mod Foix, var det en kamp, han var dømt til at tabe. Samtidig var Van Aert en vaccination mod en offday til Kuss, for skulle Vingegaard finde sig selv alene mod et hav af rivaler til sidst, kunne han altid kalde på verdens bedste hjælper, og så vil jeg gerne se den klatrer, der kunne holde belgieren stangen på tonserstykket ind mod Foix.

Planen var altså på én gang et varsel om, at Jumbo vitterligt var svækkede. Ellers var der ingen grund til at ændre strategi fra det, der havde fungeret så godt, til en ny taktik, der var betydeligt mere risikabel. Til gengæld var det også åbenlyst, at det var en uhyre velgennemtænkt plan, som naturligvis kun lod sig gøre, fordi man er i besiddelse af verdens bedste hjælperytter. Nok er der med rette megen kritik af, at belgieren kræver også at køre sin egen chance, men når man i dag kunne se, hvilke muligheder hans tilstedeværelse giver, er hensyn til hans ego vel en pris, der er værd at betale, hvis ikke det kan tæmmes på anden måde.

Herefter fulgte en opvisning i, hvordan man med et begrænset hold forsvarer en trøje. UAE må i hvert fald græmme sig over, at de ikke tænkte lige så langt, da Pogacar kom under beskydning på Galibier for en lille uge siden. Den dag havde det bestemt været en fordel at have en mand liggende foran, og McNulty havde den dag utvivlsomt været meget mere værd som forpost, end han var i et felt, hvor hans rolle viste sig akkurat lige så værdifuld som den, en statist spiller i den lokale skolekomedie.

Planen lykkedes på en facon, der gav mindelser om Egon Olsens veldesignede indbrud i Det Kongelige Teater, så perfekt spillede musikken. Christophe Laporte brugte måske lidt for mange kræfter på at holde snor i Vlasov, som man ret beset nok kunne have givet trøjen, uden at det havde ført andet end lidt tiltrængt hjælp fra Bora-mandskabet. Naturligvis forstår man godt, at der ikke tages skyggen af chance med en mand, der kom til løbet som en af de største trusler, men de Vlasov, vi har set siden styrtet i Longwy, ville selv med et forspring på et minut aldrig være nogen reel udfordring for Vingegaard. Det var imidlertid også det eneste, man måske kunne stille spørgsmålstegn ved, for resten af klaviaturet spillede perfekt.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Benoot viste sig heldigvis mere værd end frygtet, selvom han ikke var i nærheden af det fornemme niveau, han viste i starten af løbet. Han sørgede i hvert fald for, at Sepp Kuss ikke skulle i aktion alt for tidligt på Port de Lers, og herefter tog amerikaneren over. Frygten for den offday, han havde på Granon-etapen, var helt ubegrundet på en dag, hvor amerikaneren nok engang satte en streg under, at han på sine gode dage er en af verdens allerbedste bjergryttere.  Da Pogacar angreb endnu tidligere, end jeg havde ventet, fik han hurtigt taget kontrol over situationen, og herefter fik man maksimal udbytte af Van Hooydonck, der blev hentet på det perfekte tidspunkt, kunne aflaste Kuss og spille en langt mere nyttig rolle, end han normalt ville gøre på en stor bjergetape. Herefter viste amerikaneren igen sin tårnhøje klasse med så hårdt et tempo på muren, at Pogacars varslede angreb aldrig kom, inden man spillede esset ved at hente Van Aert akkurat efter toppen, hvorefter belgieren kunne give et nyrestød til Romain Bardet og Adam Yates, som alle mistede så meget tid, at Vingegaard har lidt færre ryttere, han skal frygte, hvis Kuss senere i løbet render ind i en af de offdays, guderne ellers burde forbyde.

Det var på alle måder et studium i, hvordan man forsvarer en førertrøje, når man er i undertal, men det lod sig naturligvis også kun gøre, fordi de havde en kaptajn, der var klar til opgaven. I sidste ende vinder Vingegaard kun Touren, hvis han er bedst i mand-mod-duellen mod Pogacar, og heller ikke i dag var der skyggen af sprækker i det danske panser. Nok lod han sig som så mange andre overraske af Pogacars meget tidlige angreb, der slet ikke var blevet annonceret af UAE, som ikke havde lagt antydningen af pres, men da han så, at Kuss ikke kunne lukke det, tog det ham vel cirka vel lige så lang tid som at klø sig i næsen at lukke hullet. Herefter svarede han prompte på alle angreb med en sådan selvfølge, at al frygt for skavanker efter styrtet og dårlige hviledagsben kunne glemmes. I stedet efterlod han præcis det samme indtryk, som han har gjort fra dag 1, nemlig at han har mindst ét gear mere end alle andre, også Pogacar.

I stedet var det sloveneren, der viste svaghedstegn. Det er i hvert fald en mulig tolkning af, at det angreb, som var varslet, aldrig kom. Pogacar kan i hvert fald ikke hævde, at han ikke havde den plan, for Rafal Majkas hårde pres fra bunden af det stejle stykke havde naturligvis kun ét formål. Det var næppe heller polakkens uhyre uheldige defekt, der afholdt ham fra at angribe, for Kuss kørte stadig så stærkt, at han kørte næsten alle klassementsrytterne ud af hjulet. Løbet var således rigeligt hårdt, og med McNulty ude foran var hele planen jo sat i scene.

Selvfølgelig er det en mulighed, at han vurderede, at kræfterne er bedre brugt i morgen. Vingegaard sendte et klart signal om, at han ikke var i nærheden af problemer, når han bad Kuss køre som en motorcykel. Han vidste også, at Van Aerts tilstedeværelse som forpost ville gøre en offensiv meget svær, når Vingegaard havde to hjælpere mod hans egen ene. Rationelt var det i det lys nok meget klogt at spare på kræfterne, men det ligner bare ikke just sloveneren at holde igen. Det skortede jo ikke på angreb tidligere på etapen - han spildte endda kræfter på et lidt meningsløst angreb på en ganske let nedkørsel i direkte modvind - så der var ikke undervejs noget, der tydede på, at han i finalen pludselig skulle forvandles fra ulv til får. Det er i hvert fald svært ikke at læse passiviteten som et resultat af, at benene måske ikke var helt så gode som ønsket, men det er vel ikke helt overraskende, når vi så, hvordan styrkeforholdet mellem de to udviklede sig i den umiddelbart uhyre restitutionsstærke danskers favør gennem sidste års løb.

Faktisk endte Pogacars offensiv vel i virkeligheden med at være kontraproduktiv. Hvis ikke han kan slå Vingegaard mand mod mand, skal det ske via taktik. Det er bare pokkers svært, når man ikke som Jumbo kan spille to kort, som de så smukt gjorde, da Roglic stadig regnedes som en trussel. Pogacar kan ikke gøre meget andet end at håbe, at han vitterligt er stærkeste mand.

Ellers kræver det i hvert fald, at han får hjælp fra andre. Som sagt er det muligt, at Vingegaard de kommende dage måske kan isoleres, og så kan angreb fra rivalerne være det, der tvinger danskeren til blotte sig over for en ellers umiddelbart svagere Pogacar. Skal Pogacar vinde på andet end fysisk styrke, skal han bruge hjælp fra sine rivaler, men den hjælp bliver nu betydeligt vanskeligere at få, efter at dagens etape skabte større forskelle end ventet. Naturligvis viser dagens etape, at Vingegaard næppe burde have haft den helt store grund til at frygte Romain Bardet og Adam Yates, men den slags havde han jo ikke vidst, hvis dagens etape var endt i status quo - akkurat som Pogacar ikke kunne vide, at Roglic aldrig ville vinde Touren, da han følte sig nødt til at besvare landsmandens mange angreb på Galibier.

Nej, Vingegaard endte som den helt store vinder, når nu etapen skabte forskelle, der ikke nødvendigvis lå i kortene i morges. Han fik i hvert fald kørt Bardet effektivt ud af ligningen, men det lå til gengæld også i kortene, at det kunne ske. Hans formkurve har i hvert fald kun kendt én retning siden den stærke opvisning på Granon, og efter en halvskidt dag på Alpe d’Huez og et reelt krisetegn i Mende viste dagens etape definitivt, at han meget vel kan være ved at betale prisen for et hårdt program, hvor det jo egentlig var Giroen, der var årets klassementsmål.

Yates fik han også givet endnu et nyrestød, men heller ikke det var uventet. Nok har briten gjort det fornemt uden antydningen af kollaps, men på niveau med de bedste har han aldrig været, slet ikke i den tredje uge, hvor holdbarheden begynder at blive problematisk. Alligevel er det en anelse bekymrende, at han i dag nok engang kom til kort på den form for eksplosiv stigning, der burde være hans største force. I det hele taget blev Ineos-truslen betydeligt mere imponeret, for selvom Tom Pidcock ikke viser spor af træthed i sin første klasssementssatsning står det også helt klart, at han mod Vingegaard ikke er nogen trussel.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det er Enric Mas heller ikke. Spanieren viste ellers, at han var klar til den helt store offensiv, da han forstod, at Jumbo havde skiftet taktik og gav ryttere som Vlasov og ham selv en frihed, de ikke tidligere havde haft. Faktisk kunne han meget vel have vundet en del tid med sin offensiv, hvis ikke Pogacar havde åbnet ballet så tidligt. Nu endte det imidlertid med endnu et nederlag, og dermed står vi nu med det helt uforklarlig mysterium, at den normalt så stabile spanier i dette løb kører som en yoyo. Alligevel kan der vente ham noget stort forude, for han fik i dag den vigtige information, at Jumbos jerngreb er løsnet - en erfaring, der også vil glæde Alexey Lutsenko, som igen i dag måtte sande, at der er lidt for mange, der er bedre end ham.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det jerngreb har indtil nu ikke haft fat i Louis Meintjes. Han mistede så meget tid i fladlandet, at han med to udbrud har bragt sig på kurs mod sit måske bedste Tour-resultat nogensinde. Alligevel forsøgte han i dag to gange at se, om ikke der kunne blive en gode gange tre, men det bliver svært. Selvom han fik løbepas første gang, svarede Kuss prompte ved andet forsøg, men til gengæld kan han så glæde sig over, at han i dag nok engang beviste, at det er i den tredje uge, at han er bedst. I hvert fald var han i dag tættere på de bedste, end han har været, hvis man ser bort fra hans kørsel på 7. etape, indtil han fik defekt.

Til gengæld tabte han tid til Nairo Quintana og David Gaudu, der endte som dagens to vindere. Særligt Quintana virkede uhyre overbevisende, som han også gjorde det på Granon og Mende, men nu bliver det spændende at se ham i morgen. Mønsteret i de senere år har jo været, at det kniber med restitutionen, og som vi så i torsdags har han ofte en pris at betale, når der følger to hårde dage i træk. Kører han som i dag, bliver han meget interessant de kommende dage, men vi ved også, at han meget vel kan te sig helt anderledes onsdag og måske særligt torsdag.

Gaudu derimod synes ret entydigt at have en stigende formkurve. Han virkede bestemt ikke overbevisende i Alperne, men i Mende og i dag var han ganske imponerende. Vi så jo også både i sidste års Tour og i Vueltaen i 2020, at han var bedst i den tredje uge, men vi mangler stadig svaret på, om den fine kørsel skyldes de korte, eksplosive stigninger, som han virkelig mestrer, eller om han vitterligt bare er i så stor fremgang, at vi vil se ham brillere også de kommende dage. Til gengæld kom der lidt malurt i FDJ-bægeret, da franskmændene helt uforståeligt ikke bad Michael Storer og Valentin Madouas vente, da etapesejren for længst var forduftet, for selvom franskmanden endte med en 2. plads, havde en større tidsgevinst til Gaudu nok været betydeligt mere værdifuld end en placering, ingen kan huske om en måned. FDJ er jo ikke just et af de nedrykningstruede hold, så UCI-pointene kunne de fint undvære.

Gaudu kunne dog ikke matche Geraint Thomas, der for anden gang i træk viste lidt krisetegn. For ham er der hele tiden den trussel, at han som de fleste andre restituerer dårligere nu, end han gjorde, da han for tre år siden sidst kørte klassement i en grand tour, men det svar får vi først de kommende dage. Det er nemlig nærliggende at tro, at han bare er lidt på udebane på disse enormt stejle procenter, vi så i lørdags og i dag, for han er jo ikke just nogen letvægter. I virkeligheden viste han jo stor styrke med sin flotte opkørsel til sidst, og det sætter vel en streg under, at han er løbets tredjestærkeste mand.

Det er til gengæld også noget, der er nok for ham. Da Daniel Martinez blev brugt aktivt til at vinde tid på Bardet i kampen om podiet, stod det i hvert fald klart, at Thomas ikke løj, da han sagde, at han ville være fint tilfreds med en top 3. Det havde nemlig også den konsekvens, at Yates pludselig blev betydeligt mindre farlig, og derfor er der ikke just noget, der tyder på, at Ineos er villig til at lave et eller andet vildt i forsøget på at vinde løbet. Nej, holdet synes at have erkendt, at 3. pladsen er det maksimalt opnåelige, og selvom det er en ærgrelse for alle, der vil have drama, er det meget forståeligt, når man ser på, hvordan hans seneste tid har været.

Den har været helt anderledes, end den har været for Vlasov, der kom til løbet på ryggen af et vildt forår. Til gengæld har Touren vist, at de bekymringer, man kunne have inden løbet, nok ikke var ubegrundede. Dengang var der grund til at problematisere hans evner i de rigtige bjerge, hvor han ikke har excelleret i lang tid, og hans stabilitet, som har været svært problematisk i Giroen og Vueltaen. Selvfølgelig styrtede han i Longwy, men det er lidt svært at tro, at et uheld, der oprindeligt blev beskrevet som ganske harmløst, stadig sætter ham så meget tilbage, at det er hele forklaringen på hans trængsler. Nok vandt han tid i dag, men det var ikke just opløftende at se ham blive kørt over af folk som Hugo Houle og Matteo Jorgenson.

Og så dog… Houle satte nemlig i dag en fed streg under det enorme niveauspring, han indledte, da han højst chokerende kørte klassement i Paris-Nice, og som fortsatte med hans vilde hjælpearbejde for Jakob Fuglsang i Tour de Suisse. Det er ellers ikke tilfældigt, at han indtil i dag aldrig havde vundet uden for Canada, for han har bare været en solid hjælper helt uden udsigt til at vinde cykelløb. Nu er han imidlertid så god, at han med et vanvidsridt pludselig kan vinde på den helt store scene i terræn, hvor han slet ikke er på hjemmebane - og det endda, selvom formålet med hans offensiv var at berede vejen for Michael Woods. Det gjorde ham til den i særklasse mest uventede etapevinder i årets løb og må samtidig have skabt en fest for alle, der elsker at se de loyale hjælpere få deres stjernestund - akkurat som den i dag nok engang skuffende Damiano Caruso gjorde i Giroen sidste år.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I det hele taget har det i år så nødlidende og nedrykningstruede israelske hold haft en fabelagtig Tour med nu to etapesejre - endda de to mest usandsynlige hidtil, da Simon Clarke var aldeles på udebane på brostenene - og i dag viste Woods endda, at han er kommet sig så meget, at en tredje sejr måske endda kan vente forude. I dag var det endda utvivlsomt også blevet til en dobbeltsejr, hvis ikke den ellers dybt imponerende Matteo Jorgenson var styrtet, og FDJ havde tænkt sig om og kørt mere for Gaudus klassement end for en ligegyldig andenplads.

Tænke sig om kan man til gengæld ikke bebrejde Jumbo for ikke at have gjort. Det hollandske mandskab har gennem årene fået en del kritik for deres taktik - særligt på sidste etape i Vueltaen i 2020 var det helt galt - men den kritik er i dette løb helt uberettiget. Nok må man affinde sig med, at Van Aerts ego gør, at alt ikke forløber helt efter bogen, men efter at have set det veludførte attentat på Pogacar i Alperne, og hvordan de i dag tilrettede taktikken til de begrænsede ressourcer, er det svært ikke at give dem et UG med kryds og slange for den præstation, der synes at sende dem på soleklar kurs mod den Tour-sejr, der har været manager Richard Plugges helt store mål, siden han i sin tid blev hentet ind for at redde det fallerede storhold.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER