Tour de France-analyse: Tronskifte

Først forsøgte Contador sig - og han fejlede. Så prøvede Nairo Quintana - og han fejlede. Og nu i år var det så Chris Froomes tur til at kaste sig ud i sportens sværeste grand tour-double - men også han fejlede!

Igennem de seneste fire år har tre af tidens største grand tour-stjerner forsøgt at gøre det, ingen har gjort siden Marco Pantani i 1997 - at vinde Giroen og Touren i samme sæson - og hver gang har der været en spirende tro på, at lige netop han var manden, der kunne gøre det. Contadors eminente restitution gjorde ham til den oplagte kandidat, men han var end ikke tæt på de bedste i Touren, da han i 2015 havde vundet Giroen, og alle vil huske, hvor pauver en indsats Quintana leverede i sidste års Tour efter en næsten lige så mislykket Giro, hvor han trods sin status som tårnhøj favorit fik bøllebank af Dumoulin.

Alligevel var vi mange, der igen lod os forblænde. Hvis nogen kunne gøre det, måtte det være Froome. Ingen har igennem de seneste år trods alt været i nærheden af at fremvise en lignende grand tour-rekordliste, og med sine præstationer i Vueltaen havde han trods alt vist, at han mestrer kunsten at køre to grand tours i træk.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Men nej, heller ikke Froome kunne gøre det. Indtil i dag levede håbet fortsat for briten, der har stræbt efter at finde sine bedste ben til den tredje uge. Ligesom Contador er Froome ikke typen, der knækker helt, så et totalt sammenbrud var aldrig et tema, men spørgsmålet har hele tiden runget højt ud over hele Frankrig: kunne han ligesom i Giroen finde sine drømmeben til Tourens sidste dage?

I dag kom svaret. På den sværeste målstigning i mange år i Touren, den nye og meget stejle Col du Portet, lagde Froome ellers offensivt fra land ved at svare på Primoz Roglics tidlige angreb, men da han ikke fulgte op på forceringen, fik man den første fornemmelse af, at alt måske ikke var helt, som det skulle være. Senere gled han ned bagerst i feltet, og selvom særligt Vueltaen har lært os, at man aldrig skal skue ”the Froome dog” på hårene, var det derfra tydeligt, at Froomes diamantben var blevet efterladt på Colle delle Finestre for et par måneder siden.

Fra det øjeblik var det et spørgsmål om damage control for Tour-kongen, og den kunst har han heldigvis altid vist, at han mestrer. Derfor endte det ikke i den totale katastrofe for Froome, der stadig har en podieplads inden for rækkevidde, men det var næsten symbolsk at se, hvordan fremtidens Sky-konge, Egan Bernal, åbenlyst måtte vente på den nuværende regent. Alligevel måtte han se ”sin” gule trøje blæse op ad bjerget langt foran ham og se sine drømme om at indskrive sig i historien med fem Tour-sejre som minimum blive udskudt med endnu et år.

Giroen lærte os ganske vist, at Froome aldrig kan afskrives, men hvordan han skulle kunne vende den nuværende situation til sejr, kræver vist en od portion tossegod optimisme at gennemskue. Igen i dag lignede Geraint Thomas nemlig en mand, der velsagtens kunne have pillet lidt næse undervejs på turen op af den nye pyrenæergigant, for waliseren lignede aldrig nogensinde en presset mand. Han lod pligtskyldigt Froome svar på Roglics første angreb, men da chefen derefter falmede, var Thomas, der som en mis hver eneste gang, der blev forsøgt. Om det var Roglic eller Dumoulin var lige meget, for Thomas svarede på det hele. Og med det store forspring til Dumoulin var der som bekendt ingen grund til at lege ”Simon Yates”-supermand. Det var nok at følge med og derefter som på 11. og 12. etape åbne op til allersidst og dermed stjæle et par sekunder, der altid er gode at have i baglommen.

Allerede på hviledagen var Dumoulin hudløst ærlig, da han proklamerede, at hans eneste vej til en Tour-sejr var gennem et Thomas-kollaps. Den nuværende afstand er alt for stor til, at selv en enkeltstartsverdensmester kan hente det på lørdag, og i bjergene har Thomas hidtil været stærkeste mand Faktisk er der ingen grund til at antage, at Thomas ikke også vil kunne vinde enkeltstarten, for waliseren har i de seneste to år kørt skræmmende stærkt i kampen mod uret - bl.a. illustreret med sejren på 1. etape sidste år - og med den form, han nu har vist, ligner han en oplagt vinderkandidat også om to dage.

Samtidig er løbet sidste pyrenæeretape ikke af en støbning, der gør den velegnet til angreb. Tourmalet kommer alt for tidligt, og Soulor-Aubisque-dobbetlstigningen i finalen er relativt let og meget ”Thomas-agtig”. Bakket op af et skræmmende stærkt Sky-mandskab, der sad med seks man i en gruppe på færre end 20 mand, med en Wout Poels, der som altid har fundet gode ben i den tredje uge, og med en Egan Bernal, der ligner den eneste mand, der måske faktisk kunne have budt Thomas op til dans i bjergene, er det kun et regulært sammenbrud fra Thomas, der kan fravriste ham sejren. Selv en halvdårlig dag kan afværges med et så stærkt kollektiv, og efter i dag kan der ikke længere være tvivl om kaptajnspørgsmålet. Froome kan få lov at kæmpe for sin podieplads - og det kan blive svært nok i sig selv - men med mindre Thomas regulært kollapser, har Thomas nu definitivt kørt sig til pladsen øverst i Sky-hierarkiet.

På dagen, hvor Froome fejlede i sin Giro-Tour-double, er der sjovt nok alligevel skabt et håb, om at det måske alligevel kan lade sig gøre. Og på bemærkelsesværdig vis er det den ikke-etablerede grand tour-stjerne, der gør det. Hvor Contador, Quintana og Froome med deres eminente grand tour-historik kunne have en berettiget forventning om, at netop de kunne være dem, der kunne levere den svære double, virkede det som lidt af et vanvidsprojekt for Dumoulin at kaste sig ud i sportens måske sværeste udfordring.

Manden, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i én sæson og for mindre end halvandet år siden aldrig var startet en grand tour med den ambition at køre klassement fra start har imidlertid overgået Froome i holdbarhed til trods for, at han mere er tillært grand tour-rytter end den fødte mand til de tre uger lange etapeløb. Ganske vist fik han sig en klatrelektion af Froome i Giroen, men på nærmest mirakuløs vis er det lykkedes ham at klatre endnu bedre i denne Tour, end han har gjort nogensinde tidligere. Selv er han også forbavset over at have bedre ben end i Giroen, der var sæsonens store mål, men ikke desto mindre er det i dette løb, han har nået sit hidtil højeste niveau. Og foreløbig er der ikke mange antydninger af et sammenbrud, selvom Dumoulins historik i den tredje uge viser, at han måske kan tabe en smule niveau mod slutningen. Det burde dog ikke kunne koste ham andenpladsen, for et totalt kollaps synes ikke at være i støbeskeen.

Måske siger det noget om, hvad der skal til for at vinde Giro-Tour-doublen. Det kan tænkes, at det simpelthen kræver en mere robust fysik og en større motor mere end excellence på stigningerne. I hvert fald er det tankevækkende, at det før Pantani var store Miguel Indurain, der to gange i træk leverede kunststykket, mens det - Pantani undtaget - har knebet for de lettere folk. Egentlig giver det god mening, at det er den store rugbrødsmotor, der skal til for at holde dampen oppe, og den har robuste Dumoulin som bekendt.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Dumoulin og Thomas har imidlertid ikke været de eneste til at imponere i dette løb. Primoz Roglic var allerede fra start løbets joker, og som jeg skrev i min analyse inden løbet, var det ham, der for alvor kunne skabe den helt store sensation. Alligevel var det vel de færreste, der helt troede, at han kunne køre med om sejren til allersidst, men faktum er, at det faktisk er tilfældet. Når Roglic ikke er tættere på toppen, skyldes det først og fremmest et skidt holdløb af LottoNL, der som bekendt også skulle finde plads til Dylan Groenewegens tog, og havde det ikke været for nedturen i Vendee allerede på løbets tredje dag, havde Roglic formentlig været topkandidat til andenpladsen.

At konkurrere med Thomas havde dog ikke været en option, for waliseren var i Alperne trods alt sloveneren overlegen. Faktisk havde Roglic været betydeligt længere bagud, hvis han ikke havde været så heldig, at han kunne koble sig på Nibali-bussen på Alpe d’Huez, hvor italienerens sidste gerne i løbet blev at begrænse skihopperens tidstab betydeligt.

I Pyrenæerne har det imidlertid været helt anderledes, for hvor Roglic i Alperne var et niveau under de bedste, var det i dag kun Thomas, der var på hans niveau. Det lover særdeles godt for fremtiden og er skræmmende nyt for enhver med Tour-ambitioner i fremtiden, for det viser, at Roglic ikke blot har motoren til at overleve, men også til at forbedre sig igennem tre uger. Og enhver, der har set Roglics stormskridt igennem 2017 og 2018, vil vide, at han fortsat udvikler sig med lynets hast, og som relativt ny i sporten er der ingen grund til at antage, at han har nået toppen endnu. Watch out!

I første omgang er hans ambition dog at sikre sig podiet i dette løb, og det burde ikke være en umulig mission. Aubisque-etapen er måske ikke den mest oplagte til at vinde tid, og her vil særligt vindretningemn være bestemmende for, om han endnu engang kan få skovlen under Froome og måske endda Dumoulin. Til gengæld har Roglic enkeltstarten som sit våben, og umiddelbart kunne han sammen med Thomas ligne en favorit til den etape. Froome er i hvert fald træt, og Dumoulin kørte en så skuffende enkeltstart i Giroen, at der i hvert fald er grundlag for en hypotese om, at den forbedrede klatring har haft en pris. Det har den til gengæld ikke for Roglic, der i år har været i særklasse i alle de længere, ”normale” enkeltstarter, han har kørt i år, og på en rute, der passer ham perfekt, ligner VM-sølvvinderen, hvis form bare synes at blive bedre og bedre, en mand, der som minimum kan køre lige op med verdensmesteren og sandsynligvis også slå ham.

I det hele taget har det været en smuk Tour for LottoNL-Jumbo, der også kan glæde sig over, at Groenewegen har cementeret sin status som verdens hurtigste sprinter, og som har kunnet se Steven Kruijswijk blive genfødt. Om han er helt på samme niveau, som da hans Giro-drøm knustes i et uopmærksomt øjeblik på vej ned ad Colle dell’Agnello, er måske ikke helt givet, men det er i hvert fald en fornøjelse at se ham rejse sig igen efter nogle svære sæsoner. I dag måtte han se Nairo Quintana gå forbi, men den tid kan måske vindes tilbage på enkeltstarten, og dermed kan det relativt lille hollandske mandskab ende med to mand i top 5 og måske endda hele tre etapesejre, hvis Roglic slår til på lørdag. Imponerende!

Netop Quintana glemmer man let det store drama i Sky-lejren, men colombianeren fortjener stor ros for en offensiv, der viser, at han har tænkt sig at kæmpe for den colombianske trone, som Bernal næsten allerede havde sat sig på. I dag puffede han imidlertid sin unge landsmand til side og viste, at han ikke har tænkt sig at abdicere frivilligt, og med en smuk offensiv reddede han den katastrofetour, som Movistar havde kurs mod.

Allerede fra km 0 var det klart, at der var lagt i kakkelovnen til spansk offensiv, da Marc Soler og Alejandro Valverde blev sendt i forkøbet. Derefter var det blot at vente at se, om det var Quintana eller Mikel Landa, der skulle lancere det store comeback, og det viste sig at være den colombianske kaptajn, som fik vist, at det tilsyneladende var Alpernes hede, der slog ham ud og sendte ham ud af sejrskampen. Modsat på Alpe d’Huez lettede kondoren denne gang, da den foldede vingerne ud og i en direkte colombiansk duel mod Bernal viste han, at han stadig kan køre lige op med sin unge landsmand. Det kan godt være, at Quintana næppe nogensinde vinder Touren - dertil er konkurrencen formentlig for stor for den temposvage colombianer - men man må tage hatten af for det mandsmod, han viste i dag. Og da dagens præstation har givet ham moral, har han helt sikkert ikke opgivet podiet endnu, og der er derfor lagt op til endnu en storslået Movistar- og Quintana-offensiv, når det på fredag gælder sidste akt i årets bjergdrama.

En anden offensiv udeblev til gengæld fuldstændig. Franskmændenes hjerter bankede derudad, da deres darling, Romain Bardet, lagde an til det helt store på dagens næstsidste stigning. Ag2r valgte endda at gamle Pierre Latours ungdomstrøje i forsøget på at nå podet, for den unge løjtnant ofrede sig så meget for sin kaptajn, at han meget vel kunne have endt i en almindelig Ag2r-trikot i morgen. Så galt gik det heldigvis ikke for den stadig mere mærkede franskmand, der i første omgang undgik det totale kollaps, som han oplevede sidste år, og som lurer som en latent trussel også i år.

Det var heldigt, for hans indsats viste sig at være skønne spildte kræfter i en fejlslagen Ag2r-offensiv, der fes ud lige så hurtigt, som den startede. Allerede tidligt på Col du Portet var Bardet i vanskeligheder, og herefter var det et spørgsmål om at begrænse skaden for franskmanden, der ellers er kendt for sin holdbarhed og stabilitet over tre uger. Nedturen i Mende var altså ikke bare et tilfælde. Bardet er vitterligt en skygge af den rytter, der to år i træk har kørt fremragende i løbets tredje uge.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Langt bedre gik det for Dan Martin, hvis mod endelig blev belønnet. Mens de fleste manglende ben eller mod til at udfordre Sky kastede Martin selvfølgelig alt over bord, og denne gang kom der også noget ud af anstrengelserne. Mod Quintana var han ganske vist overmatchet, men hans store ridt viste os igen, at det er forkert bare at henskrive ham til listen over klassikerryttere og puncheurs. Efter at han er flyttet til Andorras bjerge, er han altså blevet en helt anden Martin, og ligesom sidste år sidder han tilbage med en uforløst følelse. Fraregner man tidstabene fra styrtet på 8. etape samt punktering i Mende - og husker man samtidig på, at problemerne i Alperne muligvis skyldtes skaderne - havde Martin været meget tættere på podiet, og selvom top 3 næppe var realistisk i kamp med feltets fire favoritter til lørdagens enkeltstart, har Martin vist, at han fortsat kan drømme om podiet i fremtiden - hvis han altså kan undgå den serie af uheld, der om noget har kendetegnet hans karriere.

Det podium bliver det heller ikke til for Ilnur Zakarin, der ganske vist lever op til sin tradition for at blive bedre i den tredje uge, og som stadig måske kan nu en top 10-placering, men som aldrig har nået det høje niveau fra 2017. Og de danske drømme led sig også et knæk igen i dag, hvor det desværre igen blev udstillet, at Jakob Fuglsang næppe nogensinde bliver mere end en top 10-rytter i grand tour-sammenhæng. Nu skal han bare undgå det kollaps, der kan sende Zakarin forbi ham og efterlade ham helt uden den top 10-placering, der hele tiden var det mest realistiske mål.

Man skal imidlertid ikke altid lade sig begrænse af omgivelsernes eller egne forventninger. Hvis Geraint Thomas havde gjort det, havde han aldrig nogensinde stået i den position, han nu gør, for end ikke han selv havde troet, at han ville kunne vinde Touren. Han drømte om måske at kunne ende på podiet, enten bag Froome, eller hvis kaptajnen falmede, men sejren var aldrig for alvor på hans radar. Det var den imidlertid heller ikke for Tom Dumoulin før sidste års Giro, hvor han drømte om en top 10, for Steven Kruijswijk, da kun et styrt forhindrede ham i at vinde Giroen i 2016, for Chris Horner eller Juan Jose Cobo, der chokerede alle ved at vinde Vueltaen i hhv. 2013 og 2011, og da slet ikke for Oscar Pereiro, da han vandt Touren i 2006.

Grand Tours betragtes måske som en ganske særlig disciplin, som kun de allerbedste kan vinde, men overraskelserne kommer faktisk hyppigere, end man skulle tro. Nu står Thomas på tærsklen til at levere endnu en og dermed konfirmere det tronskifte, der har været under opsejling, lige siden Froome viste de første små svaghedstegn på Mur-de-Bretagne. Hvor længe han kan holde Bernal stangen i det interne Sky-hierarki, og om han kan forhindre en frisk Froome i igen at gribe ud efter kronen om et års tid, er fortsat et åbent spørgsmål, men foreløbig er der kun at gøre klar til kroning i Paris på søndag - hvis altså ikke den frygtede dårlige dag rammer ham på netop 19. etape, som den gjorde det for fire år siden.