Tour de France-analyse: Ud af de mange vidundersøskendes skygge

Nu er børnetallene i store dele af den vestlige verden faldende, men inden for én kategori sprøjtes de ud fra hospitalerne med en hast, vi vel næppe har set tidligere. Samlede man således hele cykelverdenens vidunderbørn til et fælles familiefoto, ville det efterhånden være så omfattende, at man måtte tro, at der var tale om en sammenbragt en af slagsen med bidrag fra en 4-5 tidligere ægteskaber.

I disse år kommer de nemlig som skidt fra en spædekalv, og det er egentlig synd. De får nemlig slet ikke samme opmærksomhed som fortjent, for hvordan får man plads i overskrifterne, når den regerende juniorverdensmester vinder VM-sølv, EM-guld og sit livs første WorldTour-klassiker i allerførste forsøg? Når Tadej Pogacar i sin grand tour-debut vinder tre bjergetaper og ender på podiet i allerførste forsøg? Når Egan Bernal bliver den yngste Tour-vinder i mere end 100 år? Eller når Mathieu van der Poel og Wout van Aert leverer nogle ridt, så man slet ikke forstår, at landevejssporten egentlig bare oprindeligt var en nebengeschäft?

Nej, det har ved den søde grød ikke været let at være Marc Hirschi. En VM-titel i U23-klassen er jo ikke i sig selv noget særligt, og en 3. plads i Clasica San Sebastian i debutsæsonen opdages slet ikke, når juniorverdensmesteren vinder. Og ingen lægger mærke til, hvor skræmmende stærk man kan være på kongeetapen i BinckBank Tour, hvis man akkurat på stregen bliver slået af Tim Wellens og derefter sammen med belgieren smider klassementet som følge af en gigantblunder.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Men Hirschi er noget særligt. Det ved alle, der så ham spurte op ad bakkerne i Ardennerne den augustdag sidste sommer, og som så ham mænge sig med Tour-stjernerne på San Sebastians mure for et år siden. Det er bare ikke rigtigt blevet opdaget, fordi et vidunderbarn mere eller mindre i vidunderbørnenes tidsalder hverken gør fra eller til.

Heldigvis ved alle det nu - også de mange, der kun for alvor følger cykelsporten under Tour de France. Med tre præstationer på bare 12 dage, der alle hver for sig kunne have fået enhver anden grand tour-debutant til at falde ned af stolen i ren jubelrus, har Hirschi cementeret, at selv Evenepoel, Bernal, Pogacar, Van der Poel, Van Aert, og hvad de ellers hedder, skal stå tidligt op, hvis de i de kommende år skal bide skeer med den lille schweizer, der med sine klatreevner, sin spurt, sine eminente nedkørselsevner og nu tilsyneladende også glimrende restitution er noget af det mest alsidige, vi har set længe.

Endelig kom belønningen i dag, da feltet ramte årets mest oplagt udbryderetape. Og hvor var det fortjent, at den første professionelle sejr - i sig selv meget sigende, at den kommer netop i Touren - endelig faldt. Wellens snød ham med det yderste af neglene for den første for et år siden, Julian Alaphilippe var ikke meget mere overlegen i spurten i Nice på 2. etape, og forleden græd hele cykelverdenen med Hirschi, da det flotteste Tour-soloridt i seks år blev spoleret af et slovensk monster og dettes slovenske monsterlærling bare få kilometer fra stregen i Laruns.

Heldigvis siger ordsproget jo, at det er alle gode gange tre, og derfor var der meget, der talte for Hirschi-sejr, da den schweiziske guldfugl pludselig ud af det blå dukkede op hos holdkammeraterne Tiesj Benoot og Søren Kragh, da Sunweb iværksatte en storslået offensiv i fuldstændig samme stil som Kragh, Benoot og Michael Matthews gjorde på 6. etape i Paris-Nice, hvor det dengang blot var Benoot, der færdiggjorde arbejdet med et smukt soloridt. Herfra var det indlysende, at rivalerne skulle stå tidligt op for at følge med gulddrengen på den stejle finalemur, og det store soloridt, der efterfølgende ventede, ville for de fleste være anset som en umulighed, når han blev jagtet af ikke færre end 11 af løbets stærkeste ryttere, hvis da ikke vi netop fire dage forinden ved selvsyn havde set, at soloridt og Hirschi rimer mægtig godt på hinanden.

Det var imidlertid ikke kun Hirschi, der fortjente rosen. Nej, det ellers kriseramte Sunweb-mandskab, der i disse år generelt er udsat for en masseudvandring af de mange stjerner, der har meget svært ved at indpasse sig under holdets meget strikse filosofi, har i dette løb været det måske mest imponerende kollektiv. I massespurterne har toget med Kragh, Joris Nieuwenhuis, Casper Pedersen og Cees Bol været overlegent, og i dag viste de lettere drenge Hirschi, Benoot, Nicolas Roche sekunderet af Kragh, der til sammen udgjorde en hel kvartet i den voldsomme finaleoffensiv, at holdet kan være med, uanset om der skal klatres eller spurtes. Det kan man kun tage hatten af for, og manager Iwan Spekenbrink må i den grad glæde sig over, at hans filosofi, der ellers har været udsat for megen kritik efter de mange dramatiske farveller til Tom Dumoulin, Marcel Kittel, John Degenkolb, Warren Barguil og nu senest Michael Matthews, Wilco Kelderman og Sam Oomen, stadig har lidt af den magi, der gjorde holdet til de succesrige opkomlinge fra nu mange år siden.

Opkomlinge er Deceuninck til gengæld ikke, og derfor var det måske meget forfriskende, at det ikke igen blev det belgiske supermandskab, der løb med æren. Alligevel kan holdet ikke være helt utilfredse på en dag, hvor en mildt sagt meget optimistisk Bora-taktik kunne have sendt Peter Sagan tilbage i den pointkonkurrence, han for 24 timer siden kunne se glide så langt væk, at han kun med det yderste af neglene stadig har kontakt med den.

Da tyskerne meget modigt valgte at kontrollere de 218 km og 3400 højdemeter, stod det nemlig klart, at det var op til Julian Alaphilippe at sikre, at det ikke blev til 30 tiltrængte point til Sagan. Og for franskmanden var det to fluer med ét smæk, for på én gang kunne han sørge for at hjælpe sin irske holdkammerat og samtidig tage den etapesejr, der ellers gled ham lidt af hænde, da han i første omgang mislykkedes med at ramme et udbrud, hvor Bora og Deceuninck i høj grad neutraliserede hinanden.

Der blev da også lagt i kakkelovnen til det helt store. Kasper Asgreen var den første forpost, og siden blev Bob Jungels og vennen Dries Devenyns sendt med i det brølstærke udbrud, der etableredes i finalen. Helt usædvanligt for en mand, der ellers er kendt for at have svært ved at holde sig selv tilbage, var det imidlertid denne gang passiviteten, der kostede sejren.

Måske var det manglende tiltro til egne evner i et år, hvor han også med sine mange forgæves angreb i finalen åbenlyst ikke har diamantbenene fra 2019, at han så stædigt insisterede på at sende alle sine forposter afsted inden det lange flade stykke til sidst. I hvert fald betød det, at han sov i timen, da Hirschi-bussen kørte, og så kunne det være helt lige meget, at Devenyns og Jungels lå klar til at fragte ham frem til selvsamme bus, når køreplanen allerede havde sagt, at den for længst var nået 7-8 stationer længere frem. Og så endte det alt sammen med, at en efterhånden temmelig frustreret Alaphilippe rullede til stregen efter at have fået noget, der må nærme sig defekt nr. 117 i en meget uheldsramt post-coronapause-sæson.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Nej, det var i det hele taget ikke de store holds dag, og det kan de i virkeligheden takke sig selv for. Læsere af mine optakter vil vide, at jeg kraftigt frarådede Bora-mandskabet at forsøge at kontrollere så voldsom en etape, for det ville formentlig være en umulighed. Én ting var, at Sagan skulle overleve en stigning, der så ud til at være på grænsen for en slovak, der ikke er den trefoldige verdensmester, han engang var. Noget andet var, at et Bora-hold på bare syv mand også skulle kontrollere en finale, der i hele sit væsen kun kunne beskrives som ukontrollerbar.

I en tid, hvor mange beskylder holdene for at være for afventende frem mod den tredje uge, kan man egentlig kun applaudere tyskerne for forsøget, men desværre blev det til den selvmordsmission, det allerede så ud til på forhånd. Allerede da Maximilian Schachmann blev sendt i offensiven i stedet for at satse på en spurt stod det klart, at Sagan måtte have meldt om dårlige ben, og selvom slovakken på imponerende vis klarede den ene af holdets to udfordringer, mislykkedes den anden så eklatant, at det samlede udbytte af en mere end fem timers benhårdt arbejde blev en samlet gevinst i forhold til Bennett på beskedne 2 point.

Der er dog også positive ting at tage med sig. Én ting er, at Schachmann igen viste, at hans kraveben ikke er så brækket, at det gør noget. Noget andet er, at Sagan nu tre dage i træk har vist, at han så ofte før bliver stærkere og stærkere i en grand tour. Alt taler for, at den stadig bedre slovak har alle midler til at gennemføre et attentat på Bennett i still med 7. etape på Col du Beal på lørdag og måske også på den lidt lettere 19. etape. Nu må man bare håbe, at de kræfter, der lidt optimistisk blev brændt af på dagens topointsgevinst ikke kommer til at mangle alt for meget, når den bedste chance for Sagan-sejr og pointtrøjecomeback kommer på lørdag.

Nej, det blev vitterligt dagen, hvor musene legede, mens kattene var ude. Mens Bora og Deceuninck mislykkedes i hvert fald dele af deres missioner, var det de små, der viste sig frem. Ikke blot sikrede Sunweb sig en 1. og en 3. plads med Hirschi og Kragh, der virkelig synes at nærme sig guldformen fra foråret, det lykkedes helt mirakuløst det lille B&B-mandskab at tage de to øvrige pladser i top 4 med en Pierre Rolland, hvis karriere for et år siden så pensionsmoden ud, og en Quentin Pacher, der engang var så spændende, men siden er gået helt i stå. Det var der næppe mange, der havde regnet med forud for løbet - slet ikke på en etape, der udviklede sig til at blive endnu hårdere, end man havde spået, hvis ikke Bora havde ændret på det oplagte udbrudsmanuskript, de fleste havde regnet med.

Og de var ikke alene. Lille Cofidis fortsætter deres flotte Tour med en 5. plads til Jesus Herrada, så de endelig ser ud til at præstere i løbet, der har været en forbandelse for dem i 12 år. Sebastien Reichenbach fortsætter med at vise, at det så ambitiøse FDJ-mandskab slet ikke reduceret til den statistrolle, det så ud til. Marc Soler fortsætter med at vise, at Touren ikke nødvendigvis bliver så katastrofal for Movistar, der med den nuværende trup må regnes som en miniput, som man på forhånd kunne frygte.

Nej, faktisk var det blandt de mindre hold vel kun CCC, der for alvor græder i aften, når de kan konstatere, at de missede deres bedste chance for en etapesejr på en dag, hvor Greg van Avermaet ifølge eget udsagn havde benene til noget stort, men hvor han lavede ”en Alaphilippe” ved at vente på den stejle mur, hvor bussen som bekendt allerede var kørt - selv for murspecialisten Alaphilippe. Og med Ilnur Zakarin, der var holdets bedste mulighed for at vinde en bjergetape, ser det nu sværere og sværere ud for det orange mandskab, der så desperat kæmper for at redde en synkende skude, der allerede har set Van Avermaet og Matteo Trentin hoppe fra borde.

Der var dog to store hold, som kan se tilbage på dagen med tilfredshed. Gigantmandskaberne Jumbo og Ineos kom begge godt igennem en etape, der bare skulle overstås inden morgendagens store bjergslag. De havde utvivlsomt ønsket sig en roligere dag, end Bora gav dem, men det er jo i sidste ende ens for alle. Og Jumbo kan glæde sig over, at tyskerne påtog sig ansvaret for at føre på en dag, hvor morgenmanuskriptet tilsagde, at det var hollænderne, der med Tony Martin og Amund Grøndahl Jansen skulle have holdt udbruddet i en eller anden form for snor.

På samme måde kan Tadej Pogacar strege endnu en etape ud og sætte sig ind i en bus, hvor det i dag er meget let at holde corona-afstand og konstatere, at hans svækkede og reducerede hold heller ikke i dag kostede ham noget nævneværdigt. Til gengæld må han så konstatere, at det i dag er ham, der står på bagerste række, når vidunderbørnene stiller op til familiefoto. Så er det godt, at han har en chance for igen at mænge sig frem til centerpladsen, når Massif Central i morgen byder på den sidste og sværeste af de tre etaper i regionen. I disse dage kan et vidunderbarn nemlig ikke tage sig bare én fridag, uden at en af de mange vidundersøskende har skubbet dem ud i skyggen.