Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France-analyse: Veteranopvisning i modvindsfuser
27. juli 2019 18:47Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 20. etape.

For 24 timer siden kunne vi ikke få armene ned. En hel cykelverden var ved at falde ned af henrykkelse over det fabelagtige show, der udspillede sig på vej op ad Col d’Iseran, hvor Egan Bernal havde iværksat det, der lignede en ridt med mindelser tilbage til Chris Froomes soloshow i sidste års Giro, og hvor favoritterne langt om længe for alvor turde bekende kulør, endda langt fra mål. På det tidspunkt så det ud til, at både kunne være vidner til en historisk bedrift og et løb, der ville blive ved med at give hele vejen til toppen af Val Thorens.

 

Desværre varede det kun ved, indtil Moder Jord ville det anderledes. Om Christian Prudhomme har trådt på hende på et ømt punkt, skal jeg lade være usikkert, men noget tyder på, at hun har fået et horn i siden på ASO. I hvert fald skulle hun bare bruge et døgn på at forvandle en sand alpefest til en fuser, hvor ikke blot al underholdningen forsvandt, men hvor også hun fik indhyllet løbet i så megen kontrovers og kontrafaktisk historieskrivning, at der til alle tider vil være folk, der vil betvivle, om podiet nu også var det, vi ville have fået, hvis alt var gået som planlagt.

 

Det krævede bare tre små træk fra vor kære moder at spolere løbet. Først sørgede hun med sit stenskred for, at gårsdagens etape med ét gik fra drama til kaos og sikrede, at Egan Bernals Tour-sejr vil blive mere husket for afbrydelsen end for hans fornemme ridt på Col d’Iseran. Dernæst sørgede hun for endnu et stenskred på Cormet de Roselend, så det interessante taktiske spil, som en stakkels frustreret optaktsskribent havde brugt lang tid på at udpensler i går aftes, med et blev umuliggjort på en forkortet og lang mere enkel 20. etape. Og som ekstra krydderi sørgede hun for en solid søndenvind hele vejen op mod målet i Val Thorens, så dagens bjergfest blev til en alpefuser, der mest havde karakter af kollektiv dødsmarch på i den tynde luft.

 

Desværre var det en forventelig risiko, allerede da ruten blev præsenteret i oktober. Hvor ingen kunne have forudset de to stenskred, er det velkendt, at modvind kan dræbe selv den bedste alpeetape. Alpernes gigantstigninger er nemlig så høje, at træer er en by i Rusland, og derfor er vejene både åbne og eksponerede for vind. Det har desværre den uundgåelige konsekvens, at modvind altid er lidt af en party killer, når man skal op i de højeste højder, og mens vi ellers har været begunstiget af medvind på Tourmalet, Iseran og Galibier, måtte dagens Val Thorens-etape desværre føje sig til den stadig længere liste over bjergfusere, der kan få de fleste cykelfans til at flå sig i håret af frustration over, hvorfor pokker de da ikke bare angriber.

 

Desværre er det meget lettere at være offensiv fra sofaen end fra cyklen. Cykelløb vindes ikke kun med benene, men også med hovedet, og i dag ville det have været meningsløst at forsøge sig langt fra mål. Det er velkendt, at man i de tyndeste luftlag skal være yderst varsom med at gå i rød zone, for det kan være meget vanskeligere at komme sig igen, end det kan være tættere på havoverfladen. Kombinationen af en vild forcering efterfulgt af en dræbende modvind, når Ineos i feltet stadig sad med tre mand, Bora med to og Movistar med fire også meget tæt på toppen, gjorde det indlysende, at et tidligt angreb formentlig ville have karakter af en frivillig henrettelse. Det måtte blandt andre Simon Yates og Warren Barguil da også sande, da de begge betalte en dyr pris for deres relativt tidligere forsøg, og Nairo Quintana lignede i forbindelse med sit angreb også en mand, der hurtigt indså, at det gav mere mening igen at finde sig tilrette i den dejlige læ midt i feltet.

 

De klimatiske betingelser var således ikke til stede til at skabe godt cykelløb, men det var det taktiske spil desværre heller ikke. Med en forkortet etape havde Julian Alaphilippe fået en uventet chance for at sikre sig den podieplads, der ellers så ud til at være sejlet væk på Col d’Iseran, for selvom den lille franskmand er alt andet end holdbar, ville han have en reel chance for at holde sig til på en bare 59 km lang modvindsetape. Det vidste Jumbo naturligvis godt, og derfor havde hollænderne intet andet valg end at lægge pres på fra bunden af målstigningen. Det gjorde de med deres to fabelagtige klatrere George Bennett og ikke mindst Laurens De Plus, der måske nok har været en langsom starter, men som i dag for alvor viste hele cykelverdenen, hvorfor belgierne engang beskrev ham som deres måske kommende grand tour-vinder.

 

Desværre for løbet knækkede Alaphilippe tidligt. Den eksplosion, jeg dag efter dag har varslet i disse analyser, kom betydeligt senere, end jeg havde ventet, men til sidst var den uundgåelig. Egentlig var den allerede kommet på Prat d’Albis og ikke mindst Iseran, hvor Moder Jord kastede sin kærlighed over ham og sørgede for med gårsdagens neutralisering samt dagens forkortede distance og modvind at give ham de bedst mulige betingelser for at skabe miraklet. Desværre var selv ikke den foræring nok, og det ville da også have været en gigantisk overraskelse, hvis Alaphilippe var endt på podiet.

 

Frem til i dag var hans bedste resultat i et stort europæisk etapeløb nemlig en 5. plads i Paris-Nice, og det har én god forklaring. Vi er sikkert mange, der har været frustrerede over, hvorfor pokker den imponerende og spektakulære franskmand altid skulle eksplodere med et brag, netop han så ud til at være i særklasse, men det har været det entydige mønster i alle ugelange etapeløb. Og når man ikke kan holde niveau i tre uger, hvordan skulle man så kunne gøre det over tre?

 

Det kunne Alaphilippe da heller ikke, og reelt var han heller ikke tæt på. I lyset af de trængsler, han havde i dag, er det ikke svært at forestille sig, hvad der kunne være sket, hvis de i dag var lagt ud med et brag af en angrebsfest på Cormet de Roselend, som der oprindeligt var lagt op til. På den oprindeligt planlagte etape kunne Alaphilippe havde lidt et nederlag i stil med det, Simon Yates led i sidste års Giro, og på den baggrund kunne det se ud til, at også Moder Jord lod sig forblænde af hans uomtvistelige charme. Desværre rakte hendes lille sommerflirt med den franske darling desværre ikke, men den var nok til at sikre ham en 5. plads, som han under ingen omstændigheder havde opnået, hvis ikke løbsbogen var blevet smidt i skraldespanden de sidste dage.

 

Alligevel fortjener Alaphilippe ros. Stenskreddet i går er formentlig en del af forklaringen på, at løbet ikke vil blive husket for Bernals klasse, men det skal ikke tage noget fra franskmanden. Når historien om løbet o nogle år skal fortælles, vil det udover den kontroversielle afslutning være Alaphilippe, der huskes. Præcis som de fleste husker 2011-udgaven for det lille mirakel, Thomas Voeckler leverede dag efter dag, vil de fleste helt sikkert se tilbage på sommeren 2019 som året, hvor ukuelige Alaphilippe dag efter dag tog hele cykelverdenen på sengen. Nok voksede træerne ikke ind i himlen, men den franske helt har vundet noget, der i hvert fald i en lønforhandling kan være endnu mere værd end den samlede 5. plads. Hvor han måske sidste år først og fremmest var en fransk darling, kan der ikke være tvivl om, at Alaphillippes internationale fanskare er vokset betydeligt, siden han ankom til Bruxelles for tre uger siden. Og selvom det i skrivende stund endnu ikke er afsløret, må det være indlysende, at årets fighterpris skal gå til manden, der på ren fight overvandt sine fysiske begrænsninger.

 

Problemet var bare, at Alaphilippes forventelige sammenbrud kom for tidligt. Med ét var Jumbos incitament til at angribe forsvundet. Steven Kruijswijks podieplads var hjemme, og den var der ingen grund til at gamle med. Nok var Geraint Thomas´ 2. plads inden for rækkevidde, men med Emanuel Buchmanns hede ånde i nakken var der absolut ingen grund til at gamle med et stort angreb i modvinden. Slet ikke når han bag De Plus kunne stirre direkte ind i øjnene på ikke blot Bernal og Thomas, men også Wout Poels, der nok engang viste, at man stort set altid kan regne med den langlemmede hollænders tårnhøje klasse til de sidste tre uger i en grand tour. Mon ikke Poels langsomt havde trukket Kruijswijk ind, hvis han var blevet grådig, og var det sket, havde han formentlig fået Buchmann i nakken og betalt samme pris, som kunne have kostet Barguil pladsen i top 10, hvis ikke drømmen om en genrejsning af Richie Porte var blevet knust med et bittert sammenbrud på den lange vej op mod Val Thorens.

 

Kruijswijk havde altså intet incitament til at køre offensivt, men det var der andre, der havde. Buchmann tog da også handsken op, da han mod toppen sendte den stadig mere imponerende Gregor Mühlberger, som i denne uge har fået sit helt store gennembrud, til fronten for at presse citronen yderligere inden afslutningen. Med vanlig tysk klogskab udviste han tålmodighed og ventede med sit angreb til den røde flamme, men det stod hurtigt klart, at det var umuligt. Manden, der ikke ejer skyggen af acceleration og som regel skal bruge to timer på at få motoren varmet op, kunne naturligvis ikke komme fri efter bare 59 km i modvind, og til slut blev det da også tydeligt, at det var benene, der begrænsede hans muligheder.

 

Men hvorfor forsøgte Ineos sig ikke? I går varslede jeg, at briterne formentlig ville gøre alt for at vinde etapen, allerhelst med Thomas, der dermed kunne få en lille trøstepræmie, når nu han måtte indse, at holdkammeraten var stærkere, men som nødløsning med Bernal, der med en etapesejr kunne lukke munden på de mange kritikere, han fik i går, og endda kunne få en bjergtrøje med sig som sidegevinst. Alligevel var de begge tilfredse med at følge Poels og undlade at svare på andre end Buchmann, der som den eneste af de angribende kunne true podiet.

 

At holdet havde ambitioner om at vinde etapen, var tydeligt først på eftermiddagen, hvor de med det samme sørgede for at holde udbruddet i kort snor. Det havde de i realiteten ikke den store grund til, så det have været en del af drejebogen, at holdet ikke skulle etapesejrsløse hjem fra Frankrig. Når der alligevel intet blev forsøgt til sidst, når man endda havde Poels til at sætte et angreb i scene, kan det næsten kun have en forklaring, nemlig at Thomas ikke havde diamanter i benene. Havde han haft det, var Nibali så snublende nær, at Poels nok kunne have kørt ham ind og givet waliseren en chance for at vinde, men det initiativ blev aldrig taget.

 

Det er formentlig også forklaringen på, at vi aldrig så noget til Bernal. Nok er det en mulighed, at heller ikke colombianeren havde sin bedste dag, men i lyset af hans kørsel de seneste dage virker det ikke videre sandsynligt, at han ikke kunne mere, end han viste. Snarere handlede det nok om, at Thomas’ 2. plads trods alt langt fra var sikker, og Bernal kunne med et angreb have igangsat et ragnarok, som kunne have kostet dyrt. Som Arnaud Demare så bittert lærte det i årets Giro, hvor jagten på en ekstra etapesejr kostede ham en ellers stensikker pointtrøje, kan grådighed i cykelsport være en dyr ting, og på listen over mulige gevinster vægtede en dobbeltsejr trods alt højere end bjergtrøje og etapegevinst.

 

Dermed var der kun Movistar tilbage. Spanierne viste da også med deres fire mand i den decimerede frontgruppe, at de er yderst fortjente vindere af løbets holdkonkurrence - en sejr, der endda er opnået med underholdende og offensiv kørsel, som også vil stå tilbage som en af hovedpunkterne fra årets Tour - men selv Mikel Landa, der aldrig er bange for at angribe tidligt, indså, at det ikke gav mening at spille tidligt ud i modvinden, så længe Buchmann og Kruijswijk, som han truede bagfra, havde folk til at trække ham ind. Quintana forsøgte sig tidligt, men opgav hurtigt i de svære betingelser, og Marc Soler, der kronede en fabelagtig Tour med endnu en overbevisende præstation, blev nok sendt i offensiven, men kun som forpost, for det var jo ikke ham, der skulle avancere i klassementet.

 

Landa udviste i stedet en sjælden tålmodighed, solgte en podieplads og gik i stedet efter en etapesejr med et sent angreb. Desværre lykkedes det ikke at fange Nibali, og på den baggrund kan man da også spørge, om dagens etape ikke var et eksempel på, at det gamle mundheld om, at for mange kokke fordærver maden, stadig har sin gyldighed. Når nu baskeren så åbenlyst solgte podiet, burde de nok med lidt mere ihærdighed have jagtet etapesejren. Soler brændte imidlertid sin energi af i modvinden, og så stod man tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt man skulle brænde Landa, Valverde eller Quintana af.

 

Normalt er Valverde ikke bleg for at træde ind i en hjælperrolle, men lidt overraskende skete det aldrig i dag. Forklaringen fik vi formentlig til sidst, for den spanske veteran må have mærket, at modvinden gav ham en reel chance for med sin gode spurt at vinde etapen. Han kronede da også et løb, hvor han fik modbevist min tese om, at det var slut med at præstere i højere bjerge, ved med et klassisk Valverde-antrit, som vi kun har set få gange i et trist, triste regnbueår, at sikre sig 2. pladsen. Set i det lys skulle man naturligvis have brændt Landa eller Quintana af til sidst, men hvem kunne vide, at Valverde, der jo ikke just har været den bedste de seneste dage, pludselig vinde kunne køre fra folk, der de seneste dage havde givet ham klø? Og selv hvis han havde meldt om gode ben, ville det nok have voldt en del kvaler at overtale Landa og ikke mindst den meget selvbevidste Quintana om, at de skulle føre for en mand, hvis rolle alene var at agere hjælperytter.

 

Til gengæld var Valverdes præstation led i en todelt veteransucces, der alligevel gjorde dagens etape mindeværdig. Ét er naturligvis glæden over, at Valverde efter sit katastrofale forår fik bevist, at vi hellere må udskyde veteranens begravelse på ubestemt tid, noget andet er, at Vincenzo Nibali igen viste os alle, hvorfor han er en klasserytter som få.

 

For et par dage siden var jeg en af de mange, der tænkte, at Nibali nok ville ende som en parentes i et løb, han nok skulle have skippet, når han nu flere gange tidligere har indset, at han altså ikke mestrer kunsten at køre både Giro og Tour i samme sæson. Hans nærmest totale sammenbrud i udbruddet på 15. etape var i hvert fald yderst ildevarslende, og på det tidspunkt ønskede man næsten for ham selv, at han skulle styrte, så han kunne få en undskyldning for at rejse hjem.

 

Men Nibali er Nibali, og han har en fantastisk evne til at maksimere udbyttet af selv en begrænset form. Det så vi i Touren i 2016, hvor han rejste fra sig et ikke specielt vellykket løb ved at være så tæt på at vinde den sidste bjergetape - præcis som i år - at det kun var Ion Izagirres større risikovillighed på den regnvåde vanvidsnedkørsel fra Col du Joux Plane, der kostede ham i hvert fald chancen for at vinde. Det viste han, da han chokerede sig selv mere end nogen anden ved i yderst formsvag udgave af tage den mest usandsynlige mirakelsejr i Milano-Sanremo. Og det viste han, da han sidste år ud af det blå efter et katastrofalt VM hev sig selv op ved rode og udfordrede en skræmmende stærk Thibaut Pinot i et Il Lombardia, som ellers på forhånd lignede en stensikker fiasko for den formsvage haj.

 

Læren er imidlertid, at Nibali altid rejser sig, ikke mindst mod slutningen af grand tour. Det er ikke tilfældigt, at det var ham, der leverede et af sportens vildeste comebacks, da han forvandlede en massiv italiensk mediekritik til en mirakuløs sejr i Giroen med et vanvidsridt på - igen - 20. etape. Faktisk er det sjovt at se, at seks af Nibalis 13 grand tour-etapesejre er faldet på 18., 19. eller 20. etape, og at han derudover har én på 13. etape, to på 14. etape og to på 16. etape. Som Bernal med sin ringe start på løbet nok engang har vist os i dette løb, er det i den tredje uge, man ser, hvem der er grand tour-ryttere, og hvem der ikke er. Og med sine mange sejre i sidste uge af grand tours har Nibali vist tydeligt vist, at det ikke er helt tilfældigt, at han er én af bare syv ryttere i cykelhistorien til at have sejret i alle tre lange etapeløb.

 

Mon ikke den liste snart bliver udvidet til otte? Nok er Bernal så ung, at han næsten kunne være Valverdes søn, men efter dette løb kan der ikke være den store tvivl om, at årets Tour-sejr ikke bliver den sidste. En exceptionel fysik har han altid haft - i så stort et omfang, at der har været talt om den siden Androni-manager Gianni Savio opdagede ham som 17-årig i Colombias bjerge - og fra Ineos-lejren fremgår det også, at han har både psyke, seriøsitet og intelligens - bemærk, at han som en af kun få colombianere allerede taler et engelsk, der kan gøre de fleste sydeuropæere grønne af misundelse - til at blive en gigant. Hans WorldTour-debut i 2018 er den vildeste, jeg kan huske, og i sidste års Tour stod det også klart, at han var udstyret med den rette motor til at begå sig over tre uger.

 

Den motor er måske endda endnu større end antaget. Nok var det forventet, at han ville kunne holde niveau i den tredje uge, men at han har kunnet præstere en så dramatisk stigende formkurve, som det har været tilfældet i år, hvor han mildt sagt kom haltende fra start, har alligevel været betagende. Man kan diskutere, om det gør Touren godt, at vi kan have været vidner til indledningen på en Bernal-æra, der kan ende med at blive en ganske ensidig affære, men i første omgang bør vi hylde ham for den klasse, der har gjort ham til en yderst fortjent vinder af Touren - stenskred eller ej. Og så kan rivalerne i det mindste glæde sig over, at han lidt overraskende kørte en enkeltstart, der slet ikke stod mål med det, han forinden havde vist i Paris-Nice og Tour de Suisse. Lidt håb kan konkurrenterne i hvert fald klynge sig til, og mon ikke chancerne for, at der i 2020, hvor man også har en interesse i at trække Primoz Roglic og Tom Dumoulin til løbet, skruer betydeligt op for antallet af enkeltstartskilometer. I år viste det sig jo heller ikke ligefrem, at tidskørsler var nogen ulempe for de franske helte Thibaut Pinot og Alaphilippe.

 

Bernal var heller ikke alene. Selvom Ineos’ længe så mere sårbare ud, end de vanligvis har været det, endte det alligevel med præcis den dobbeltsejr, jeg og mange andre varslede allerede inden løbet. Nok kørte Geraint Thomas et mærkeligt ustabilt løb, hvor han lagde ud som lyn og torden, falmede i Pyrenæerne, hvor han ellers havde skrevet sig ind som klar favorit til den samlede sejr, og rejste sig igen i Alperne, selvom han nok ikke havde stjernegode ben i dag, men den forsvarende vinder fik til fulde dokumenteret, at hans begrænsede grand tour-palmares alene skyldes et fokus på noget helt andet i karrierens første år. Lige siden han overraskede sig selv og hele holdet ved med 48 timer til afslutningen at ligge nr. 4 i en 2015-udgave, hvor han ellers havde ført som et æsel gennem hele løbet, har det været klart, at Thomas har motoren til at køre grand tours. I år var han modsat sidste år i rollen som den svageste af de to Ineos-kaptajner, men Thomas kan stadig se tilbage på en historik, der har indbragt ham en 1. og en 2. plads i de to eneste grand tours, han har gennemført i en beskyttet rolle. Det siger alt om, at manden har et usædvanligt talent for at køre stærkt tre uger i træk.

 

Dem er der mange af på Ineos, og det er ingenlunde tilfældigt, at det nu er andet år i træk og tredje gang på otte år, at de har to mand på podiet. Og med tanke på, at de udover Froome, der forhåbentlig skaber et lille mirakel ved at komme sig igen ovenpå de voldsomme skader, Bernal og Thomas, har holdet endda også i Ivan Ramiro Sosa og Pavel Sivakov de to måske mest lovende grand tour-ryttere efter Bernal. På vej til holdet er også Richard Carapaz, der lignede en mand, der kunne vinde Giroen, mens han pillede næse, og dermed er den varsling af Ineos-holdets sammenbrud, som nogle lurede på i starten af Touren, nok ikke nært forestående - snarere tværtimod.

 

Hvordan man skal undgå, at de mange kokke fordærver maden, må tiden vise, men de seneste to år har vist, at Brailsford har en formidabel evne til at få to kaptajner til at sameksistere. Og måske har de endda fået bugt med lidt af den store modvilje mod sig ved i år at have vundet løbet på en mindre kontrollerende facon i en udgave, der længe var historisk åben. Nok dyngede Moder Jord raketterne til med så meget vand, at festfyrværkeriet i Alperne sluttede af med fuser, men kaster man blikket tilbage på alle tre uger, har vi intet at brokke sig over. Nok vil vejret til altid stå tilbage som en af vel tre hovedhistorier sammen med Alaphilippes ukuelige fight og indledningen af en mulig Bernal-æra, men det er også et af få pletter på en ellers flot og uforudsigelig Tour. Så lever vi nok med, at det hele sluttede med lidt af en modvindsfuser - ikke mindst fordi de gamle veteraner alligevel gav os noget at juble over.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Primus Classic(1.HC ) 21/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 19/09

Kampioenschap van Vlaanderen(1.1) 20/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 21/09

Kampioenschap van Vlaanderen(1.1) 20/09

Primus Classic(1.HC ) 21/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 21/09

VM - Holdtidskørsel (Mix)(CM) 22/09

Gooikse Pijl(1.1) 22/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 22/09

VM - Herre Junior (Enkelt...(CM) 23/09

VM - Dame Junior (Enkelts...(CMW) 23/09

VM - U23 Herrer (Enkeltst...(CM) 24/09

VM - Kvinder (Enkeltstart)(CMW) 24/09

VM - Herrer (Enkeltstart)(CM) 25/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 25/09

VM - Herre Junior(CM) 26/09

VM - U23 Herrer(CM) 27/09

VM - Dame Junior(CMW) 27/09

VM - Kvinder(CMW) 28/09

VM - Herrer(CM) 29/09

Paris-Chauny(1.1) 29/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

CYKELHJELM? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG MANGE SPAR PENGE