Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France-analyse: Vidunderbarnets vanvidsridt i Vogeserne

Tour de France-analyse: Vidunderbarnets vanvidsridt i Vogeserne

20. september 2020 12:14

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 20. etape.

Kan I huske, hvor ondt i havde i hovedet, dengang i lige som hovedpersonen selv tog jer selv alt for hårdt til til øverste kropsdel, da Mathieu van der Poel leverede det mest vanvittige comeback i Amstel Gold Race? Kan I huske, hvor ondt I havde i nakkemusklerne af at ryste på selvsamme hoved nogle måneder senere, da juniorverdensmesteren Remco Evenepoel først blev sat for siden at køre fra alle de formstærke favoritter fra Touren og således i San Sebastian vandt den allerførste WorldTour-klassiker, han kørte? Og kan I huske, hvor meget jeres kæbe smertede i torsdags, efter at den var braget mod jorden, da Wout van Aert slog alle klassementsrytterne på den Tour-etape, der havde allerflest højdemeter?

 

Det kan I sikkert. I vidunderbørnenes tidsalder er vi nemlig blevet så vant til vidunderbørnenes vanvidsridt, at de snart kan være svære at skelne fra hinanden. Alligevel vil jeg tro, at jeg ikke er den eneste, der lige nu har ondt i både hoved, nakke og kæbe efter det vanvid, vi alle var vidner til i Vogeserne denne eftermiddag, for der var i sandhed grund til både at tage til og ryste på hovedet, samtidig med at kæben fik sig endnu en tur mod det hårde underlag.

 

Van der Poels, Evenepoels og Van Aerts bedrifter blegner nemlig op mod det, Tadej Pogacar leverede for en times tid siden på de nordøstfranske landeveje. Nuvel, man kunne måske godt i en lidt vild fantasi have forestillet sig, at vidunderbarnet på en god dag kunne slå Primoz Roglic, hvis denne havde en af sine offdays. Har man lidt hang til vanvidsforestillinger, kunne man måske også forestille sig, at han kunne komme tæt på og måske endda stjæle den Tour-sejr, som stort set hele verden - incl. Pogacar selv - allerede havde tildelt løbets indtil i dag ukronede konge. Men hvis nogen i morges havde hævdet, at Pogacar ville vinde sin allerførste Tour med næsten et minut ned til feltets vel nok stærkeste rytter på en enkeltstart af denne type, var der nok en vis grund til at betvivle, om ikke vedkommende skulle undersøges for vrangforestillinger og fantasiverdener.

 

Det blev nemlig en helt igennem ulogisk afslutning på ellers meget logisk dag. Egentlig har jeg sjældent haft grund til at være mere stolt af en optakt end den, jeg skrev i går, for sjældent har jeg ramt så præcist med en rangering af favoritter på en endda uhyre svært fortolkelig enkeltstart. Og alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg aldrig har skudt mere forkert, for havde Richie Porte blot kørt få hundrededele hurtigere skulle min ellers korrekte top 5 præcis vendes på hovedet. Men det, der kendetegner vidunderbørn, er jo netop, at deres logik ikke er konventionel, og således lykkedes det Pogacar at gøre op med alt det, vi forventer. Og det er netop det, der gør dem så vidunderlige.

 

Hvordan kunne det gå så vildt - eller galt, som Roglic nok ville sige? I virkeligheden skal vi måske slet ikke søge forklaringen i fysikken, som jo ellers er den dominerende faktor i en sport, der er så fysisk krævende som denne. Nej, det er i hvert fald en nærliggende tanke at tro, at det var hovedet, der pludselig forvandlede det altædende monster, som med en enkelt undtagelse har været usårlig i årets løb, til den tamme killing, der med det nu velkendte fjerne blik, som han kun har, når han en sjælden gang er mærket, rullede over stregen på Vogesernes nu mest kendte Tour-stigning.

 

Det haltede jo ikke med hverken fysik eller holdbarhed. Der var nemlig ingen træthed at spore hos den Roglic, der kørte fra selvsamme Pogacar på Col de la Loze i onsdags. Ej heller var der spor af udmattelse, da den gule trøje nærmest med den ene finger i næsen svarede på sin vens og rivals angreb på Glières for bare to dage siden. Nej, i hele løbets anden halvdel har det vel snarere været pil op end pil ned for Roglic.

 

Sådan var det imidlertid også for to år siden. Dengang var Roglic faktisk decideret rusten i Alperne, hvor det kun var en ellers såret Vincenzo Nibali, der forhindrede en gedigen katastrofe på Alpe d’Huez, men da vi nåede Pyrenæerne i den tredje uge, var der på den sidste bjergetape ingen, der kunne matche en helt ustyrlig Roglic, der både vandt etapen og kørte sig op på podiet.

 

Dengang spurgte de fleste vel egentlig sig selv, om den så ustoppelige Roglic mon kunne gå forbi Tom Dumoulin on stjæle 2. pladsen på den afsluttende enkeltstart. Sådan gik det imidlertid ikke, for monsteret blev igen til en killing, der med en 8. plads kørte en af sine ringeste enkeltstarter, siden han fik sit gennembrud, og i stedet endte en ellers helt udkørt Chris Froome med at stjæle den podieplads, der virkede så stensikker.

 

Det giver naturligvis ingen mening at hævde, at man kan være frisk i bjergene, men træt på enkeltstarter, og derfor er det nærliggende at søge andre forklaringer end fysikken, når vi skal forklare, hvorfor Roglic nu to gange har underpræsteret på karrierens vigtigste tidskørsel. Og hvad er mere nærliggende at pege på hovedet? En af de væsentligste forskelle på et linjeløb og en enkeltstart er nemlig, at sidstnævnte vel er den cykeldisciplin, hvor det mentale spiller den største rolle, og mens fysik og aerodynamik er vigtige, er det i meget høj grad også evnen til at fokusere og pine sig selv helt alene, der adskiller de brølstærke ryttere, der ikke kan køre enkeltstart, fra dem, der kan.

 

Roglic var nemlig under et gigantisk pres i. Mens Pogacar intet havde at tabe, havde Roglic intet at vinde. Hel cykelverdenen forventede, at han ville gøre arbejdet færdigt, ligesom hele cykelverdenen forventede, at han for tre år siden ville holde den udmattede Froome, der i flere dage havde kæmpet for sin overlevelse som følge af en hård Giro, bag sig. Og det er ikke svært at tænke sig, hvilke tanker der løb i gennem det Roglicske hoved, da han begyndte at få meldinger om, hvor stærkt hans ellers gode ven havde lagt fra land. Og med en 5. plads kørte Roglic jo ingenlunde en ringe enkeltstart, som man ser det fra ryttere, der er trætte og udkørte mod slutningen af en grand tour. Han underpræsterede, men det var ikke det fysiske sammenbrud, som man ser det hos skrøbelige ryttere som eksempelvis Yates-brødrene eller en åbenlyst helt kvæstet Alejandro Valverde, der smed sit podium på få dage mod slutningen af Touren i 2014.

 

Helt anderledes er det med Pogacar. Jeg har tidligere i disse spalter beskrevet, hvordan han synes at være lige så iskold, som den kulde og regn, han elsker. Intet synes at kunne påvirke eller ryste den ukuelige slovener, der aldrig er bange for at tage initiativ, selvom han kan ruinere et helt års arbejde med ungdommeligt overmod. Og når man samtidig anbringer ham i en position, hvor han nærmest er helt uden pres, fordi hans 2. plads lignede det nærmest allermest sikre udkomme i den samlede top 10, er det ikke mærkeligt, at han bragede en fantastisk enkeltstart af.

 

Men naturligvis er han også uhyre begavet. Sidste år var det en meget interessant observation at se, hvordan Pogacar uden undtagelse forbedrede sig gennem alle sine etapeløb, mens han altid skuffede i endagsløbene. Den tendens er gået igen i de tre etapeløb, han kørte inden Touren, og det er præcis derfor, at hans grand tour-potentiale fra start har været så åbenlys. Selvom man forleden måske kunne fornemme en smule træthed - som man i øvrigt også kunne på hans dårlige dag på Vueltaens 18. etape for et år siden - er det altså ikke noget tilfælde, at han nu i to grand tours har leveret et gedigent kup på 20. etape - først ved at forvandle en 5. plads til en podieplads og siden ved at forvandle en 2. plads til en af Tour-historiens mest vanvittige sejre.

 

Nej, det er en sand grand tour-motor, der har vundet 20. etape i begge de løb, han har kørt. Det er en sand grand tour-motor, der har gjort det næsten uhørte at vinde tre etaper i begge de løb, han har kørt. Det er et særegent grand tour-talent, der har vundet ungdomstrøjen i de to løb, han har kørt. Og det er et særegent grand tour-talent, der bliver den blot anden rytter siden Eddy Merckx i 1970 til at vinde både prikket og gul trøje i samme løb, efter at Chris Froome gjorde det i 2015. Og selvom man skal passe meget på med at sammenligne nogen med Kannibalen selv, er det svært ikke at bemærke, at Pogacar har leveret den bedste Tour-debut siden selvsamme kannibal, der dog i 1969 med seks etapesejre og pointtrøje i tillæg til de tre andre trøjer trods alt overgår Pogacar.

 

Dermed sker det de færreste troede muligt. Forinden så det ud til at være uhyre vanskeligt at vinde løbet, hvis ikke man kørte for et af løbets to supermandskaber. Pogacar gjorde imidlertid præcis det, man skulle, når man havde et af løbets mest svækkede hold ved at gribe ud efter gult præcis i det moment, hvor holdet ikke længere spillede en rolle.

 

I en vis forstand er det også absurd, at lørdag d. 19. september vil stå som den sorteste dag i Jumbo-holdets historie, siden Michael Rasmussen i sin tid blev hevet ud af Touren, dengang holdet stadig hed Rabobank. Holdet viste nemlig sin eminente styrke, da holdets to øvrige tempoesser begge leverede en fejende flot præstation, der kun kunne matches - og knuses - af det vanvittige vidunderbarn.

 

Således var der ikke spor af træthed længere at spore hos Tom Dumoulin, der i sin første lange enkeltstart i to år viste, at pausen ikke har gjort ham spor ringere. Nej, han lignede igen den verdensmester, der var så suveræn på en lignende rute ved VM for tre år siden. Alligevel er det svært ikke at bemærke, at Dumoulin kørte som en maskine på det flade, men til gengæld nok engang viste den svaghed på stigningerne, som har været gennemgående gennem hele løbet. Vi skal ikke glemme, at Dumoulin jo først og fremmest er temporytter med tillærte klatreevner, og det er måske derfor, at det er i den rækkefølge evnerne kommer tilbage - hvis de altså nogensinde i bjergene kommer så fuldt tilbage, som de var i hans storhedstid.

 

Paradoksalt nok var det lige omvendt med Wout van Aert. Al logik tilsagde, at belgieren skulle sætte bedste tid i fladlandet for siden at forsvare sig på stigningen, men sådan gik det ikke på en dag, hvor kun Pogacar og Richie Porte kørte stærkere end brostensrytteren på en af Tourens stejleste stigninger. Den præstation er i virkeligheden så vanvittig, at den burde have stjålet alle overskrifter - hvis altså ikke det var, fordi at et andet vidunderbarn var endnu mere vanvittig.

 

Det er til gengæld ingenlunde vanvittigt, at det var Porte, der kørte næsthurtigst. Enhver, der har set hans massakrer på Col d’Eze i Paris-Nice vil vide, at australieren er skabt til at køre bjergenkeltstarter. Kombinerer man det med de tempoevner, der endda har indbragt ham en 4. plads ved VM i pandekageflade København, gav det sig selv, at han på denne type enkeltstart måtte være en maskine med den form, han har vist igennem hele løbet.

 

Det var han da også, men det er også det eneste logiske, der er ved Portes kørsel i dette løb. Lige siden han i 2016 endelig blev kaptajn i verdens største cykelløb, har han været talt op som en af de store favoritter. I 2016, 2017 og 2018 var han på forhånd den største trussel mod Froomes dominans, og selv sidste år var der stadig håb om, at hans tårnhøje niveau var intakt.

 

Sjovt nok bliver det så i det år, hvor ingen havde forventninger til ham, at livsdrømmen om podiet bliver indfriet, og måske er det endnu en påmindelse om, hvor stor en rolle pres og forventninger kan spille. Porte har udover sin fysiske skrøbelighed nemlig givet antydninger af tilsvarende mentale udfordringer, men i året, hvor ingen lagde det store pres på ham, undgik han - stort set - sine udfald eller uheld hele vejen. Måske det kan få ham til at genoverveje, om han vitterligt er moden til at vende tilbage til rollen som Ineos-slave? Det vil trods alt være lidt af en selvdegradering for en mand, der er endt på podiet i en Tour, hvor niveauet grundet de særegne omstændigheder synes højere end vanligt.

 

Podiepladsen blev stjålet fra Miguel Angel Lopez, der lige nu må have svært ved at forstå, hvordan han over 36 km kunne tabe 6.17 til Pogacar. Alt så jo ellers så lovende ud for Superman, der i Algarve havde indikeret, at hans store akilleshæl var blevet lappet, og at han nu havde gode chancer for at forsvare podiet. I dag blødte Lopez imidlertid præcis lige så meget tid, som han gjorde på særligt Giroens enkeltstarter sidste år, og dermed endte det, der lignede en uhyre succesrig Tour-debut nu i stedet med en 6. plads, der for en rytter med podiepladser i både Giro og Vuelta ingenlunde kan være et tilfredsstillende udkomme. Heldigvis har han så sejren på løbets vigtigste bjergetape til at sikre, at løbet alligevel må betegnes om et pænt første forsøg i verdens største cykelløb.

 

Nej, Lopez skulle have lært af Mikel Landa. Udover den samlede sejr til Roglic var det mest sikre i top 10 vel, at Landa ville styrtdykke. Men Landa kan åbenbart et eller andet med Tour-enkeltstarter i den tredje uge, for ligesom han i 2017 lidt sensationelt var bare 1 sekund fra at skubbe Romain Bardet ned fra podiet, var han med sin 14. plads den absolut største overraskelse i en top 15, hvor det udover ham kun var Warren Barguil, man aldrig kunne have ventet at se så langt fremme. Selvom det således ikke blev til den podieplads, der kunne slette smerten over det ene dumme sekund for tre år siden, ender det, der i onsdags lignede en fiasko for den ellers nu frigjorte Landa, nu faktisk med at være et ganske pænt udkomme, da kaptajnrollen endelig blev hans. Og da Damiano Caruso nok engang bekræftede, at han har en særegen evne til at køre fremragende enkeltstarter sent i etapeløb, kan Bahrain højst overraskende tage hjem med to top 10-placeringer i et løb, der for bare tre dage siden så ud til at skulle ende som en mindre katastrofe.

 

Det samme gjorde det for Movistar, da løbet startede. Sæsonstarten gav ikke megen grund til håb for det tidligere storhold, hvis særegne transferpolitik har forvandlet det fra gigant til miniput. Men minsandten om ikke Enric Mas alligevel fik os vist, at hans grand tour-motor er enorm, og at han i den tredje uge kører nogle fremragende enkeltstarter. Og selvom det alligevel ikke var nok til at gå forbi Landa, som de fleste regnede med, betød Lopez’ kollaps alligevel, at det blev til en top 5, der sammen med sejren i holdkonkurrencen før det til det mest succesrige løb for spanierne i en ellers meget tam sæson. Og det er jo egentlig meget god timing - især fordi Mas og Alejandro Valverde samt en igen i dag flyvende Marc Soler giver håb om, at miniputten igen bliver gigant på hjemmebanen i Vueltaen om en måneds tid.

 

Det var dog ikke alt sammen fryd og gammen for Eusebio Unzue og co. Allerede fra start kunne man se, at det ville blive svært for Valverde at forsvare sin top 10 mod tempostærke Caruso, men alligevel havde de færreste vel forudset den katastrofe, der endda sendte veteranen ned bag Guillaume Martin, der mere end nogen anden er kendt som manden, som ikke kan køre enkeltstart. Desværre gentager historien sig for Valverde - præcis som for Roglic - da han i 2014 med et tilsvarende kollaps smed en stensikker podieplads væk på sidste enkeltstart. Er det også presset, der tynger veteranen, når han har noget på spil i et løb, han desværre har flere dårlige end gode oplevelser fra?

 

Det har Rigoberto Uran ikke. Med sin 2. plads i 2017 og nu en 8. plads i år synes colombianeren at have en imponerende evne til at få det maksimale ud af sit potentiale. Nok kunne han ikke holde Dumoulin bag sig, men han kan være svært tilfreds med at krone løbet med en præstation, der bekræfter, at han efter år som temposvag rytter atter har genfundet fordums styrke i disciplinen. Og da også Daniel Martinez bekræftede sine veldokumenterede tempoevner, blev dagens etape blot endnu en bekræftelse på EF-mandskabets eminente evne til at få de bedste ud af deres ryttere i netop denne disciplin.

 

Det har Mitchelton også været gode til, men der er trods alt grænser for, hvor mange æsler de kan forvandle til væddeløbsheste. Modsat sin bror Simon har Adam Yates aldrig vist evner på tempocyklen, og derfor lå det i kortene, at han ville den som nr. 9 i årets løb. Det er imidlertid et ganske godt udkomme for manden, der jo ikke kørte klassement, men som ved debuten i 2016 er det åbenbart bare et spørgsmål om at fjerne presset, hvis man skal have det bedste ud af Yates.

 

Og så er vi tilbage ved det pres, der muligvis igen i dag forvandlede monsteret til kattekilling. Og det pres, der preller så eftertrykkeligt af på hans monsterlærling, der nu står til at indtage kontoret som Sloveniens chefmonster. Det var der utvivlsomt ikke mange, der havde forestillet sig, da selvsamme Pogacar blev sat tilbage i sidevinden for nu to uger siden og derefter mistede sine to vigtigste hjælpere i bjergene.

 

Men fra vidunderbørn skal man altid vente sig det mest vanvittige. Og sådan gik det til, at Vidunderbarnets Vanvidsridt i Vogeserne nu har beredt vejen for Pogacars Parade til Paris. Jeg får helt ondt i hoved, nakke og kæbe af at tænke tanken til ende!

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Chongming Island ...(2.WWT) 23/10-25/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 25/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE