Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 5. etape.
Annonce
SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+
Kan man lave et vanvidsridt to gange? Eller holder det op med at være vanvittigt, når man gør det for anden gang? ”Vidunderbarnets vanvidsridt i Vogeserne” var min titel til analysen efter enkeltstarten i sidste års Tour de France, og havde det ikke været, fordi Vogeserne ligger betydeligt længere mod øst end Mayenne-regionen og byen Laval, der var rammen om dagens enkeltstart i årets udgave af verdens største cykelløb, havde det være helt naturligt at genbruge titlen fra den seneste tidskørsel i Tour-sammenhæng.
Det var nemlig helt umuligt ikke at få en følelse af deja-vu, da vidunderbarnet i dag gjorde det igen. For anden gang må under et år knuste Tadej Pogacar al modstand i en individuel kamp mod uret, og eneste forskel var, at sejren ikke var så knusende overlegen, som den var i september. Det ville dog også have været for meget af det gode, hvis sloveneren på en relativt flad rute kunne slå alverdens specialister med samme autoritet, som han sejrede i sit rette element på en halv bjergenkeltstart, og faktisk kan man med nogen ret hævde, at dagens bedrift var endnu større, end den han leverede dengang i Vogeserne.
Enkeltstarter er nemlig slet ikke noget, Pogacar kan. Sådan var i hvert fald logikken i karrierens første år, hvor han som U23-rytter var den helt rene klatrertype, der blødte sekunder hver eneste gang, han satte sig op på sin enkeltstartscykel. Samme billede så vi, da han blev lammetævet på enkeltstarten i sin første grand tour i Vueltaen for to år siden, og derfor passede han så fint ind i det billede af rene klatrere, som feltet j er fyldt med.
Hvis nogen i efterårets 2019 havde foreslået ham, at han skulle vinde en relativt flad specialistenkeltstart i Touren, havde han utvivlsomt slået en hånlatter op. Noget tyder nemlig på, at han endnu ikke helt har forstået, at han skal anse sig selv som tempospecialist, for han virkerede oprigtigt overrasket over, at det i dag lykkedes ham at gentage miraklet fra efteråret. Det er trods alt nok en følelse, det meste af cykelverdenen har delt. Det lå altså ikke i kortene, at Pogacar allerede i uge 1 skulle levere et nyrestød til rivalerne på en dag, hvor i hvert fald Primoz Roglic og Geraint Thomas havde satset på, at stødet skulle være gået den anden vej.
Men det gjorde han - og modsat sidste år er det heller ikke noget chok. Denne gang er der i hvert fald næppe mange haleben, der er blevet knust af et fald ned fra stolen, for nu vidste vi jo, at vidunderbarnet skaber mirakler. Hvis han havde kørt denne enkeltstart i marts, havde overraskelsen utvivlsomt også være mindre. Dengang bragede han nemlig to fænomenale enkeltstarter af i UAE Tour og Tirreno, hvor han mere end antydede, at han vitterligt skal regnes som en tempogigant fremover.
Men så tog han til Baskerlandet. Her var han pludselig den gamle Pogacar igen, da han over bare 10 km tonserstykke tabte intet mindre end 30 sekunder til ærkerivalen Roglic. Da han så fejlede totalt i en katastrofal tidskørsel ved mesterskaberne lige inden Touren, så det pludselig ud til, at der var en grund til, at vi regnede Pogacar som ren klatrer i gamle dage.
Det var dog en fejlantagelse. Allerede dengang talte Pogacar om ”en fejl”, som han ikke uddybede nærmere, men det gjorde han i dag. I Slovenien lagde han nemlig alt for hårdt ud, og den fejl havde han jo allerede begået i Baskerlandet, hvor han satte bedste tid på toppen af den tidlige stigning, inden Roglic efterfølgende kørte ham midt over. Ved nærmere eftertanke startede han faktisk også stærkt på sin Vuelta-enkeltstart i 2019, at jeg kortvarigt troede, at han måtte have haft defekt, da han senere raslede ned i klassementet. Dermed tegner perspektiverne sig pludselig temmelig dystre for alle, der drømmer om at slå Pogacar i fremtidige grand tours.
Nu er han vitterligt en tempogigant. Mon ikke tre kiksere var nok til at lære, at en enkeltstart handler om pacing. Når han har fået den del af strategien til at sidde rigtigt, har han faktisk kun kørt gode enkeltstarter som professionel, først med chokresultatet i Algarve i 2019 og siden i Touren, ved sidste års slovenske mesterskaber og tidligere i år i Tirreno og UAE Tour. Nu er det i hvert fald slut med at betegne enkeltstarter som en potentiel akilleshæl i fremtidige løb!
Det gør mildt sagt perspektiverne for årets løb triste - i hvert fald for alle, der drømmer om spænding. Det var jo netop nu, at Pogacar gerne skulle være sat lidt tilbage, i hvert fald i forhold til alle andre end Roglic, der som den eneste kan matche sloveneren i bjergene. Nu er det i stedet gået lige modsat, og efter dagens magtdemonstration kan man frygte, at løbet går mod en tidlig afgørelse - især fordi Pogacars store styrke jo er hans eminente restitutionsevne. Allerede i weekenden virkede han betydeligt mere overbevisende, da 1. etapes startrust var banket af, og det skulle være mærkeligt, om han bliver ringere fra nu af.
Det ærgerlige er, at vi kunne have haft kurs mod den superduel, vi havde glædet os til i månedsvis. Roglic forsvarede sig i dag nemlig langt, langt bedre, end man kunne have frygtet, da man så den selverklærede mumie møde til start i går eller hørte de pessimistiske Jumbo-meldinger fra morgenstunden. Forud for dagens etape havde han utvivlsomt gerne solgt dagen for en tidsgevinst på alle klassementsrivaler på nær én. Problemet er bare, at det var den helt forkerte, der slog ham - og endda med en gigantisk margin på 44 sekunder, der virker helt uoverskuelig at skulle indhente.
Desværre efterlader det os jo med den uundgåelige følelse af ”hvad nu hvis”. Med så flot et ridt kan Roglic kun gisne om, hvad han kunne have opnået, hvis ikke han var kommet lidt for tæt på Sonny Colbrelli i mandags. Det flotte resultat giver i hvert fald kun næring til tesen om, at hans målrettede arbejde på enkeltstarten har bragt ham tæt på sit bedste niveau fra årene 2018 og 2019, og det er svært at tro, at en frisk Roglic ikke som minimum var blevet nr. 2 på dagens etape.
Det gjorde han ikke, men han holdt sig inde i kampen, og på mange måder var det slet ikke en dårlig dag for Jumbo, for hvem det kunne være gået meget, meget værre. Det skyldtes naturligvis måske endnu mere Jonas Vingegaards vanvidsridt. Den unge dansker er ved at lave en dansk Pogacar i den forstand, at han med stormskridt har udviklet sig fra ren klatrer til alsidig tempospecialist. Dette er hans fjerde superenkeltstart i år, og hvor man kunne afskrive resultaterne i Baskerlandet og Dauphiné med de flade ruter, er der ingen vej udenom hans fabelagtige præstation denne gang. Her kørte han stort set lige op ed Stefan Küng på løbets powerstykke og cementerede dermed, at han er en langt, langt mere interessant grand tour-rytter, end han var bare ved sæsonstarten.
Hans resultat er også livsvigtigt for løbets fortsatte spænding. Det giver nemlig Jumbo-mandskabet to kort at spille, og det er nøglen, hvis Pogacar skal besejres. Det virker usandsynligt, at den svækkede Roglic er løbets stærkeste mand, men til gengæld kører han på et stærkt hold med en stærk løjtnant. Det gør Pogacar bestemt ikke, og hans UAE-mandskab har mildt sagt set svagt ud ved løbets indledning. Bedre blev det ikke af, at hans måske vigtigste mand i bjergene - nu hvor Rafal Majka fortsætter med at underpræstere - Brandon McNulty i dag missede et muligt topresultat på enkeltstarten som følge af sit andet styrt på fem dage.
Pogacar ligner vitterligt en mand, der relativt let kan isoleres, og så bliver formstærke Vingegaards rolle interessant. Mens Roglic nok har slovensk overfrakke på, vil danskeren nyde den ekstra frihed, en isoleret Pogacar kan være nødt til at give. Selvom dagens enkeltstart sætter en fed streg under, at Steven Kruijswijk forbliver en skygge af sig selv, er han trods alt stadig en kvalitetshjælper, og hvad han måtte have tabt på individuel styrke, har Roglic stadig på kollektivet - også fordi Sepp Kuss i dag kørte en for ham opløftende enkeltstart. Eneste lille minus er, at Wout van Aert igen i dag måtte sande, at han efter sin operation altså ikke er på 100%, men det burde tiden kunne ændre på - også selvom det efter i dag kun står endnu mere klart, at det var en gigantisk brøler, at belgieren fik lov at jagte den gule drøm og ikke ventede på Roglic (og Vingegaard) i mandagens kaos.
Man kan diskutere, om ikke Jumbo skal gribe Alperne defensivt an, da tiden åbenlyst vil arbejde for Roglic og hans forslåede krop, men når de iværksætter deres offensiv mod det svage UAE-mandskab, har de i hvert fald to fantastiske allierede. Ineos’ svære Tour-start fortsatte nemlig i dag, da Geraint Thomas kørte en uhyre skuffende enkeltstart. Ligesom for Roglic gælder, at han jo kører rundt i svækket tilstand med en forslået skulder, men i lyset af hans trængsler på Mur-de-Bretagne og hans svage indtryk i Dauphiné er det svært helt at sige sig fri for tanken om, at dagens tidstab på hele 1.18 ikke var blevet alt for meget mindre, hvis han havde været frisk.
Thomas’ nedtur betyder imidlertid, at der er rene linjer hos Ineos. Nu er strategien entydigt offensivt, da førstemanden Richard Carapaz helt forventeligt fik sig en lussing på næsten to minutter. Samtidig bekræftede Richie Porte det positive indtryk, han efterlod i søndags, med en ganske pæn enkeltstart - i hvert fald efter sin nyere standard - og dermed har holdet stadig tre ryttere relativt langt fremme i klassementet. For det britiske storhold er en sekundær placering ligegyldig, og det må altså væk en anelse bekymring for Pogacar, at han i de kommende dage skal op mod to duoer i form af Roglic-Vingegaard og Carapaz-Porte, der har Thomas som en mere tvivlsom tredje option.
I det spil skal man også indregne Movistar. Dagens etape blev nemlig endnu en nedtur for det ellers så lovende spanske hold. Ganske vist kom motoren i gang undervejs, hvor han fik kørt sig pænt op, men Enric Mas måtte endnu engang sande, at hans engang så gode enkeltstart lige nu intet sted er at finde. Dermed er han pludselig sat mere tilbage, end man kunne have ønsket sig, og det samme er jo Miguel Angel Lopez, der i dag desværre bekræftede det skuffende indtryk, han hidtil har leveret, med en enkeltstart under det niveau, vi har set fra ham i år. Til gengæld plejer han kun at blive bedre, og det samme gælder for Mas, der endda er startet betydeligt bedre, end han plejer, og med et allerede nu stort tidstab vil spanierne utvivlsomt også blæse til angreb, allerede når vi rammer Alperne.
Pogacars svage hold gør det i hvert fald stadig muligt at se interessante perspektiver i resten af løbet, men der blev ryddet gevaldigt i outsiderfeltet i dag, hvor de fleste formentlig ser tilbage på resultatet med skuffelse. Det gælder vel først og fremmest for Wilco Kelderman, der efter en lovende start havde regnet med at bruge enkeltstarten som sit bedste våben, men som igen i dag måtte sande, at han stadig er en skygge af sit gamle selv i denne disciplin. Faktisk ser perspektiverne lige nu mere interessante ud for Emanuel Buchmann, der modsat Kelderman ikke har store begrænsninger i bjergene, men han indkasserede sig i dag den forventede lussing og kan efter sit tidligere tidstab næppe stræbe efter meget mere end top 10, selvom hans solide start på Mur-de-Bretagne har genantændt hans klassementsambitioner.
Bedre gik det for Rigoberto Uran, men colombianeren havde efter bjergenkeltstarten i Tour de Suisse utvivlsomt håbet på mere end en 13. plads - særligt når man husker på, at han blev nr. 4 på enkeltstarten for to år siden. Også for ham gjaldt nemlig, at det primært var her, han skulle vinde noget tid, og selvom det også lykkedes i forhold til de fleste, er den i forvejen defensivt indstillede Uran næppe specielt relevant i det spil, der handler om at genskabe spændingen i kampen om den samlede sejr.
Det bliver Julian Alaphilippe næppe heller i år. I forvejen var det et longshot, hvis han vitterligt skulle holde hele vejen, og dagens lidt halvskuffende enkeltstart kombineret med de store udsving, vi så i weekenden, gør det svært at tro, at han holder som klassementskandidat hele vejen. Der er næppe tvivl om, at han drømmer om at generobre den gule trøje med et ridt på fredagens mur, men det ligner lige nu en umulig mission, når Pogacar er ved at være varm. Snarere kunne noget tale for, at Alaphilippe efter Alperne allerede er tilbage i rollen som etapejæger.
Det er David Gaudu forhåbentlig ikke. Den lille franskmand virker uhyre velkørende, men helt forventeligt led han gevaldig lussing i dag. Det åbner dog perspektiver, at han kan indgå i det offensive spil, når UAE og Pogacar skal sættes under pres i bjergene. Gaudu har i hvert fald været så velkørende i år, at det er en af de ryttere, Pogacar skal glæde sig mest over at have distanceret.
Det samme kan være tilfældet for Nairo Quintana. Colombianeren har ganske vist slet ikke haft holdbarhed i nylige grand tours, men hans stærke start havde tændt et lille håb om en god Tour. Det håber lever for så vidt fortsat efter i dag, men helt forventeligt led han en større lussing, end man kunne have ønsket sig. Men så fik vi da endnu en tilsyneladende formstærk klatrer, der ikke har det store at miste ved at sætte Pogacar under pres fra distancen.
I den sammenhæng er det også værd at nævne Ben O’Connor. Den i år så uhyre velkørende australier kom skidt fra start med et grimt styrt, men i dag forsvarede han sig faktisk ganske fremragende i en disciplin, der ikke er hans. Også han har vist et topniveau, som gør ham til en mand, der ikke skal undervurderes, især fordi han altid topper i den tredje uge. Vi kommer til at savne Jack Haig gevaldigt - særligt fordi Wout Poels og Pello Bilbao begge kørte enkeltstarter efter nyere triste standard og derfor får svært ved at bringe sig helt frem i klassementet for Bahrain - men australierne har stadig nogle lovende kandidater i O’Connor og Porte.
Til gengæld ser det værre ud for den sidste australier, Lucas Hamilton, der fortsatte sin ringe start med et stort tidstab i en disciplin, han dog aldrig har mestret. Bedre gik det for Pierre Latour, der fortsætter sin lille genfødsel og nu har bragt sig langt frem i klassementet, men som også er så begrænset i bjergene, at det er svært at tro, at han stadig er at finde i top 10, når vi når Paris. Det er trods alt nok mere sandsynligt for Bauke Mollema, men den hollandske dieselmotor kunne i dag ikke følge op på sin stærke start, selvom han bestemt har kørt betydeligt ringere enkeltstarter, end han gjorde i dag.
Det har Mathieu van der Poel sandt for dyden også. Pogacar var nemlig ikke det eneste vidunderbarn, der leverede et vanvidsridt denne onsdag i Laval, da det hollandske fænomen forsvarede en trøje, han for længst havde afskrevet. Nok har han tidligere vist, at hans store power i et vist omfang kan kompensere for hans manglende aerodynamik på enkeltstarter, men han har aldrig nogensinde været i nærheden af det, han leverede i dag. Havde han bare været ét sekund hurtigere, havde han endda slået ærkerivalen Van Aert - et udkomme, der var helt umuligt at forestille sig fra morgenstunden, men som blot skulle vise sig at gøre belgierens gule drømme næsten umuligt, selv hvis han havde kørt op til vanlig standard.
Nej, det er virkelig ikke let at komme til fadet, når vidunderbørnene går i deres vanvittige hjørne - heller ikke selvom man som Van Aert selv falder ind under samme kategori. Det gik desværre også ud over Stefan Küng, der ellers leverede endnu en fremragende enkeltstart og cementerede den store fremgang, han har leveret det seneste års tid. Han gjorde alt det, der burde have været nødvendigt, ved at slå Stefan Bissegger, Van Aert, Kasper Asgreen og Roglic, men desværre for ham var der et vidunderbarn, der nok engang henviste ham til en 2. plads, præcis som Van Aert gjorde det mod ham i Tirreno tidligere i år. Nu kan han blot spekulere på, hvor mange af de 19 sekunder han havde fundet, hvis også han havde kørt på knastørre veje.
Den overvejelse kan Bissegger selvfølgelig gøre sig mere end nogen anden. Det schweiziske fænomen må føle sig forfulgt af vejrguderne, der stjal en sejr fra ham på 1. etape i Tour de Suisse tidligere i år, og som i dag åbnede for sluserne, netop som han ramte asfalten. Det førte til en markant underpræstation, hvor han blev slået af Magnus Cort, der kørte under samme betingelser, men det er svært at tro, at psyken ikke har spillet ham et puds, først fordi han kunne se det schweiziske scenarium gentage sig allerede inden starten, og siden da hans store risikovillighed var meget tæt på at sende ham i asfalten tidligt på ruten. Det ligner i hvert fald ikke ham at underpræstere så markant - da slet ikke på en dag, hvor de fleste andre EF-ryttere kørte over evne.
Det gælder selvfølgelig først og fremmest for Cort, der nok har kørt gode enkeltstarter i år, men som tog det til helt nye højder med en 12. plads i et løb, hvor han havde nogle af de værste betingelser. Dermed var han sammen med Vingegaard kronen på en fornem dansk dag, hvor det rød-hvide flag var alle vegne - og det var ikke kun som forventet det schweiziske, som eller figurerede ud for to af de tre største favoritter.
Det er dog næppe alle danskere, der er fuldt tilfredse. Kasper Asgreen bekræftede sin status som en af de allerbedste i disciplinen, men han havde utvivlsomt håbet på mere end en 6. plads. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Søren Kraghs ambitioner var betydeligt større end en 17. plads, men desværre har danskeren stadig til gode at køre en god enkeltstart, efter at DSM skiftede cykel i løbet af vinteren. Mikkel Bjerg kørte en fornem og en af sine bedste WorldTour-enkeltstarter, også selvom han stadig ikke helt oppe at ringe på det niveau, mange håbede, da han dominerede U23-klassen. Og så kørte Jakob Fuglsang trods en skidt afslutning en af sine bedre enkeltstater, der fortsat holder ham inde i billedet til at få en tur i den gule trøje, han synes at have som en lille ambition, siden han endnu ikke har sluppet sit klassement.
Det er dog nok en ambition, han hurtigt må opgive. Fuglsang har ikke en status, der giver ham megen frihed, og lige nu synes den eftertragtede trikot at være vidunderbørnenes ejendom. Den sidder aktuelt på skuldrene af det ene, der forsvarede det mod alle odds med et sandt vanvidsridt. Og når han engang giver slip, ryger den formentlig direkte over på skuldrene af det andet, der har gjort det til en årligt tilbagevendende begivenhed, at han leverer et vanvidsridt på Tourens enkeltstarter.
Nej, vidunderbørnene gør det vitterligt ikke let at være Tour-rytter, men de gør det i det mindste let at finde på overskrifter til analyserne. De kan nemlig bare genbruges år efter år…
SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+
Annonce
Annonce
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
Itzulia Basque Country(2.UWT) 01/04-06/04
Tour of Thailand(2.1) 01/04-06/04
Région Pays de la Loire ...(2.1) 02/04-05/04
Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 06/04
Paris-Roubaix(1.UWT) 07/04
Giro della Città Metropo...(1.1) 07/04
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Optakt: 6. etape af Tour de France
Geraint Thomas led nyt tidstab: Havde det skrækkeligt om morgenen
Livestream dagens Kongeetape i Tour de France
Ét år til den danske Tour-start: Det bliver så stort
Efter 5. etape i Touren: Sådan er klassementet på point