Tour de France-analyse: Vingegaards vilde Ventoux-vanvid

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Der findes ikke noget så deprimerende som et opgivende og apatisk cykelfelt. Alverdens cykelfans har utvivlsomt desperat ledt efter en eller anden form for berettiget håb om, at der stadig kunne fremdrives en eller anden form for spænding i kampen om den samlede sejr i årets Tour, men det var svær at finde megen grund til optimisme, når man lyttede til det slagne Tour-felt på mandagens hviledag. Ganske vist insisterede enkelte på, at de skam stadig ville køre for sejren, men det lignede mest af alt en pligtskyldig recitation af mantraet om, at løbet først slutter i Paris. Det lød ikke til, at der var én eneste af feltets knap 180 ryttere, der stadig troede, at Tadej Pogacar kunne besejres.

Det er svært at fortænke dem. Det slovenske uhyre havde leveret en magtdemonstration, som selv ville gøre Chris Froome og Lance Armstrong misundelig, og dagen efter var han kørt fra feltet med så legende lethed, at det næsten så ud til, at han gjorde det ved et tilfælde. Forspringene var allerede så gigantiske, at selv en nedtur i sidevinden eller en dårlig dag i bjergene så rigeligt kunne absorberes af den solide buffer, han tog med sig ud af Alperne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var svært ikke at føle sig hensat til Giroens anden hviledag. Den kom 24 timer efter, at Egan Bernal havde knust al modstand med et soloridt så suverænt, at det kun var Pogacars endnu større overlegenhed, der forhindrer det i at stå som årets flotteste bjergpræstation. Også den dag var der en trist stemning af opgivenhed, hvor de på papiret nærmeste rivaler, Damiano Caruso og Simon Yates, åbent erkendte, at det nu alene handlede om at sikre sig 2. pladsen.

Men det ændredes med ét slag. Så snart feltet ramte bjergene i den tredje uge, viste den colombianske førstemand en svaghed, som ingen havde turdet drømme om, da han dansede væk på Passo Giau. Med ét ændredes løbets opgivende dynamik sig, og på de kommende to bjergetaper greb både Caruso og Yates igen ud efter lykkes i den tro, at det faktisk kunne lade sig gøre at ændre det, der lignede et sikkert udkomme.

Det mislykkedes som bekendt, men det var en påmindelse om, at mantraet om, at løbet først slutter i Paris, og at vi altid skal vente på, at den fede dame får sunget færdigt, er mere end bare ord. I cykelløb kan alt vitterligt ske, og når Bernal kan knække, kan Pogacar vel også? Der var i hvert fald en nylig påmindelse om, at der aldrig er grund til at give op, men alligevel virkede det ikke til, at nogen for alvor troede på det - heller ikke Ineos-mandskabet, der jo ellers havde oplevet Bernals lille nedtur fra første parket.

Derfor lignede det også mere et spørgsmål om stolthed end reel overbevisning, da Ineos-mandskabet fra første færd på dagens med spænding imødesete Mont Ventoux-etape satte sig frem for at kontrollere feltet. Det virkede i første omgang som det rene spild af kræfter. I podiekampen var det jo ret ligegyldigt, om et udbrud fik lov at afgøre etapen, og hvorfor skulle man forære Pogacar den sejr, han akkurat ikke fik i Alperne? Mest af alt kunne det vel kun ende som en ydmygelse, hvis ikke det ville lykkes at hente den gruppe, der kørte væk efter endnu en vild og voldsom start på etapen.

Sådan gik det endda også. Det i dette løb så skuffende Ineos-kollektivet, der hurtigt måtte sande, at Geraint Thomas igen var det halvdøde lig, han også var på Alpernes første dag, gik aldrig skabt den samling, der må have været intentionen, da de tog kontrollen allerede på det flade stykke inden stigningerne. Selvom både Richie Porte og ikke mindst Michal Kwiatkowski, der i de senere år altid har haft for vane at finde fantastiske ben i den sidste del af Touren, lykkedes det aldrig at sætte Carapaz i scene til at tage den etapesejr, der i det mindste kunne have reddet et løb, der for det britiske storhold altid vil være en skuffelse, hvis ikke de sikrer sig hovedpræmien, den gule trøje.

Alligevel skulle deres stenhårde arbejde få en effekt, de næppe for alvor havde drømt om. Problemet var bare, at det slet ikke blev Carapaz, der lukrerede på det hårde tempo, som endte med at gøre etapen til endnu et blodbad - præcis som det var det i Alperne. Nej, det, der skulle til for, at ryste den usårlige slovener var ikke en ecuadoriansk Giro-vinder. Det var en dansk opkomling fra Thy!

Jonas Vingegaard havde ellers ikke forsøgt at pakke noget ind på hviledagen. Han befinder sig lige nu i helt ukendt territorium som klassementsrytter i en grand tour, og derfor handler det om at føle sig frem. Han pakkede på sin pressekonference al snak om offensiv kørsel væk. I denne læreproces handler det alene om at følge med, suge til sig af erfaring og se, om han kan holde hele vejen.

Men som bekendt har man et standpunkt, indtil man tager et nyt, og pludselig gjorde omstændighederne det helt naturligt at tage sin strategi op til overvejelse. Da Kwiatkowski langt om længe slog ud efter at have sendt flere klassementsryttere til tælling, ventede alle på slangehugget fra Carapaz. Men det kom aldrig. I stedet begyndte ecuadorianeren højst atypisk at samarbejde med Rigoberto Uran om at distancere den nødlidende Ben O’Connor som en logisk følge af den logik, der herskede på hviledagen, nemlig at Pogacar fra nu af kunne gøre, som han vil. Herfra burde det handle om 2. pladsen, og hvad sloveneren fandt på, måtte være op til ham.

Den logik gjaldt formentlig også, da Vingegaard pludselig greb initiativet. Det var utvivlsomt ikke med den intention at røre Pogacar, men når nu der åbenlyst var diamanter i thyboens ben, skulle det naturligvis udnyttes, at Carapaz og Uran åbenlyst var så mærkede, at selv ecuadorianeren havde lagt sit normale aggressive selv på hylden. Det var så klart et signal om den tidligere Giro-vinders begrænsninger, at det naturligvis var en mulighed, der burde gribes.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Så langt, så godt! Det scenarium kunne de fleste vist godt have købt i morges. Carapaz har ingenlunde lignet en mand på 100% i løbets første del, og der er ingen, der har betvivlet Vingegaards topniveau - kun hans holdbarhed, der stadig er en ret uprøvet størrelse. At danskeren kunne distance løbets øvrige podiekandidater, var bestemt et scenarium, der var inden for skiven af det, man kunne have forestillet sig inden etapens start.

Det gjaldt til gengæld ikke for det, der fulgte. Pogacar gik selvfølgelig med sin danske rival, og herfra ventede det meste af cykelverdenen vel på endnu et af de uppercuts, der havde rystet hele feltet i weekenden. I hvert fald indtil man pludselig kunne se nogle yderst sjældne grimasser i Pogacars ansigt, der som et lyn fra en klar himmel afslørede, at præsten havde prædiket forgæves på hviledagen.

Denne gang gik det nemlig ikke, som han havde fortalt os - præcis som det ikke gjorde, da Bernal for en måneds tid siden pludselig trådte firkantet på Sega di Ala-stigningen. Pludselig gjorde Vingegaard det, der ellers har været noget nær en umulighed siden sidste års Dauphiné, nemlig at køre fra vidunderbarnet, der for bare få timer siden havde hensat hele feltet i den triste følelse af apati og opgivenhed.

Hvordan kunne det så gå så galt for det slovenske fænomen? Selvom man skal passe på med at undervurdere krisen - han rundede stadig toppen som gruppens næstbedste mand - viste han en sårbarhed, som totalt forandrer løbets dynamik. Det kan godt være, at Carapaz faktisk viste sig svagere end sin rival, men der er ingen tvivl om, at ecuadorianeren nu lugter det blod, Yates og Caruso pludselig gjorde i maj. Fra nu af kan vi være ganske overbeviste om, at Ineos vil udvise samme initiativ, som i dag formentlig var en væsentlig årsag til, at Pogacar blev slidt ned.

Det sker naturligvis i det håb, at Pogacar er på vej ind i en mere vedvarende krise. Al historik viser ganske vist, at han plejer at blive bedre og bedre, og det er velkendt, at UAE først og fremmest lod sig betage af de laboratoriedata, der viste en helt unik restitutionsevne, da de testede ham inden kontraktunderskrivelsen, men nu er der i hvert fald grund til at klynge sig til håbet om, at hans superform i løbets første del måske betyder, at denne gang faktisk har toppet for tidligt. Bernal er jo også i cykelkredse kendt for sin eminente restitution, og derfor kom hans Giro-krise totalt bag på alle - også ham selv.

Det er imidlertid værd at bemærke, at Bernal netop ikke knækkede. Tværtimod skiftede han bare fra ”attack mode” til ”defense mode”, og på de efterfølgende bjergetaper var han aldrig i fysisk krise. Ganske vist undlod han første uge vilde magtdemonstrationer, men nedturen havde været en fin påmindelse om, at en grand tour varer tre uger, og samlet set lignede han vel stadig bedste mand over de sidste to dage.

Der er da også grund til at tro, at Pogacars lille krise i dag måske bare var en dårlig dag. Nok er han kendt for at være flyvende sent i grand tours, men dårlige dage har han faktisk altid haft. I Vueltaen i 2019 havde han en decideret offday på 18. etape, og sidste år blev han tre dage inden den vilde enkeltstart slået af både Miguel Angel Lopez og Primoz Roglic på Col de la Loze. Begge gange kom han sig hurtigt, og der er god grund til at tro, at noget lignende vil ske igen denne gang.

Hvis altså det ikke er varmen. Det er velkendt, at sloveneren ikke er vild med høje temperaturer - faktisk var hans hovedmotivation for at angribe i Tignes ønsket om at udnytte vejret, mens det stadig var koldt - og lige nu peger vejrudsigten på en bageovn i Pyrenæerne. Mange i cykelfeltet kan huske, hvordan en varmeramt Pogacar nærmest blev ydmyget af Adam Yates i UAE Tour næste år, og det er i hvert fald en erindring, der kan give fornyet næring til troen på, at han ikke bare kan gå i Bernal-mode og køre den sikkert hjem herfra.

Ineos må imidlertid sande, at det ikke er dem, der er førsteudfordrere længere. Det kan godt være, at deres arbejde var grundstenen til Pogacars sårbarhed, men det var Vingegaard, der udnyttede den. Den unge dansker lignede en mand, der næsten ikke kunne tro det, da han kiggede bagud og slet ikke kunne finde den gule trøje, og selvom det desværre endte med at løbe ud i sandet - formentlig fordi han akkurat ikke fik fanget den Trek-duo, der kunne have givet ham hjælp på den lidt for powerkrævende nedkørsel - vandt Vingegaard på selvtillid alt det, han måske ikke vandt i sekunder.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Nu kan danskeren nemlig tillade sig at drømme om mere. Næste gang han angriber, er der ingen grund til at se sig vantro tilbage, hvis Pogacar skulle slippe. Nu ved han, at han vitterligt tilhører verdenseliten - også i Tour de France - og at end ikke det slovenske fænomen er usårlig.

Alligevel er det nok klogt for Jumbo-mandskabet at holde ham på den jyske muld, hvilket næppe heller bliver noget problem. Pogacars forspring er gigantisk, og medmindre sloveneren fanges i mistralvinden i morgen eller reelt er på vej mod kollaps, kræver det enorme risici, hvis han skal vinde al den tid tilbage i Pyrenæerne. Den slags store offensiver kan meget vel ende med at koste, og selvom dagens flotte ridt lagde en dæmper på frygten for hans egen holdbarhed, er det stadig et stort spørgsmål, om han vitterligt holder hele vejen. Derfor vil det også undre mig, hvis det er det bare fem mand store Jumbohold, der i de kommende dage forsøger at sætte Pogacar under det store pres. Den opgave vil nok først og fremmest tilfalde Ineos, men ligesom i dag kan det meget vel ende med, at det er Vingegaard, der vil profitere. Vi kan i hvert fald regne med en helt anderledes optimistisk tilgang til Andorra-etapen, end vi havde udsigt til i morges.

Selvfølgelig kan man diskutere, om Jumbo gjorde det rigtige ved at lade Wout van Aert få sin etapesejr. Havde det været Roglic og ikke Vingegaard, der havde distanceret Pogacar, er det meget sandsynligt, at belgieren havde ventet. I den nuværende situation ville det dog have været galimatias at gamble med en af løbets mest prestigiøse etapesejr med det formål at vinde nogle sekunder til en mand, der foreløbig er podie- mere end vinderkandidat, og hvis langsigtede holdbarhed ingen kender. Man kan blot ærgre sig over, at Vingegaard ikke fik fat i de Trek-drenge. Var det lykkedes, kunne det nemlig sagtens have givet mening at kalde lynhurtige Van Aert tilbage, når denne alligevel uden problemer ville have vundet en spurt. Hvis bare Vingegaard havde angrebet lidt tidligere…

Det ville også have været synd at snyde Van Aert for den sejr. Vi skal vel tilbage til Laurent Jalabert for at finde den seneste rytter, der i Tour-sammenhæng har blandet sig både i massespurter og vundet bjergetaper, men at det lykkes for Van Aert at blive medlem af den eksklusive klub, kan ikke undre nogen. Det belgiske vidunderbarn er måske det allermest alsidige af denne epokes mange vanvidstalenter - selvom Pogacar måske vil opponere - og efter de klatrepræstationer, han leverede sidste år, stod det hurtigt klart, at han ville blive meget svær at slå i et udbrud, hvor de på papiret bedre klatrere, Julian Alaphilippe, Bauke Mollema, Pierre Rolland og Dan Martin, har vist alt andet end storform. At han så også kunne holde Ineos stangen over det meste af Ventoux, selvom de sendte den ene klassementsrytter efter den anden til tælling, var betydeligt mere uventet, men et vidnesbyrd om, at den tid, hvor Van Aerts form lider under blindtarmsoperationen, viste er ved at være overstået. Herfra kan Vingegaard ikke ønske sig en bedre hjælper - også fordi belgieren nu har fået sin personlige succes på det tørre og derfor formentlig vil være mere villig til at ofre sig loyalt. Det eneste malurt i Jumbos champagnebæger må være, at de nu har endnu mere grund til at spekulere over, hvad det kunne være blevet til, hvis det var Roglic og ikke Vingegaard, der havde angrebet i finalen.

Det kan dog umuligt lægge en dæmper på den hollandske fest. Måske vandt Vingegaard ingen tid på Pogacar, Carapaz eller Rigoberto Uran, der fortsætter med at klatre på sit højeste niveau siden 2017 og med sin vanlige afventende kørsel bestemt kan drømme om karrierens anden podieplads, men han fik gjort betydelig skade på alle andre. Vigtigst var det, at jokeren Ben O’Connor, som der var stor grund til at frygte, og som ellers har en stærk historik sidst i en grand tour, hurtigt viste sig betydeligt mindre komfortabel i varmt end i det kolde vejr, han elsker. I hvert fald krævede det bare ét bjerg - dog ikke et hvilket som helst - at annullere australierens store forspring så eftertrykkeligt, at han nok hurtigt må nedjustere de ambitioner, han ellers drømte om i morges.

Vigtigt var det også at få skovlen under Enric Mas. Der var ellers grund til at tro på spanieren, der er kendt for at starte sine grand tours svagt, men denne gang er startet atypisk stærkt. Derfor var det også uventet at se ham som den vel nok største taber i podiekampen - naturligvis efter O’Connor - og det kan ikke undgå at rejse spørgsmålet, om Mas også vil følge sit klassiske grand tour-mønster, når han for en gangs skyld er startet stærkt. Det svar finder vi først i Pyrenæerne, men dagens præstation var bestemt ikke opløftende, når man husker på, at han sluttede sidste års Vuelta ganske svagt, da det med Touren i benene også dengang lykkedes ham at starte atypisk stærkt.

Mindre overraskende var det, at Wilco Kelderman og Alexey Lutsenko kom til kort. Kelderman klatrede igen på det niveau, han har gjort gennem hele sæsonen - vel i virkeligheden betydeligt bedre - og han ligner stadig mest af alt den naturlige top 10-kandidat, han oftest er. Langt mere positivt var det at se, at Lutsenkos svaghedstegn i søndags ikke var udtryk for en permanent krise for en mand, der før har haft problemer med holdbarheden. Foreløbig holder kasakken stand med kurs mod en uventet top 10 - ikke mindst fordi afstanden ned til nr. 11 og 12 nu er temmelig gigantisk. Det giver også en vis tryghed for Pello Bilbao, der med sin vanlige enkeltstartskørsel begrænsede det forudsigelige tab beundringsværdigt, og Guillaume Martin, der synes i klar fremgang, men stadig har til gode at finde de ben, vi ikke har set siden den fantastisk flotte august.

Han er desværre også det eneste lyspunkt på en trist dag for Frankrig. Ikke blot mistede Ag2r deres podieplads, deres plan B, Aurelien Paret-Peintre, mindede os også igen om, at hans klatrepotentiale altså er begrænset. Endnu værre er det, at nationens håb, David Gaudu, åbenbart heller ikke kan undslippe FDJs kroniske Tour-forbandelse og med sygdom nu er totalt elimineret fra klassementet. Sygdommen har endda raset så voldsomt, at holdet også mistede Miles Scotson og har haft Bruno Armirail på kanten af et exit, og de er nu efterladt med bare fire mand. Nej, på en dag, hvor Alaphilippe igen ødslede så meget med kræfterne, at han reelt eliminerende sig selv allerede længe inden finalen, var det bestemt ikke sjovt at være franskmand.

Til gengæld var det pokkers sjovt at være dansker - og det skulle det i øvrigt gerne blive ved med at være i England i aften. Efter at vi i årevis har oplevet, hvordan danske medier har talt Jakob Fuglsangs klassementschancer op til noget, det ikke rigtigt kunne bære, er det sjovt nok i året, hvor forventningerne var små, at Danmark pludselig igen har meldt sig ind i podiekampen. Det skete endda ikke med den defensive kørsel, som Vingegaard selv lagde op til i mandags. I stedet blev det ham og ikke Ineos eller Carapaz, der borede et lille hul i det slovenske panser, som for to dage siden henlagde hele Tignes i en tilstand af apati og opgivenhed.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Nu lugter feltet og ikke mindst Ineos pludselig igen blod - præcis som Giro-feltet pludselig gjorde det for en måned siden, da løbets suveræne førstemand pludselig falmede. Det var bare ikke det britiske supermandskab selv, der fremkaldte den dunst, der tidligere var helt umulig at fornemme. Det var derimod Vingegaards vilde Ventoux-vanvid, der pludselig åbnede et lukket løb op på ny - og måske bliver det også næste gang danskeren, der profiterer af en storstilet Ineos-offensiv.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er det blevet klart, at det kun er Armirail, der lider af sygdom hos FDJ. Gaudu blev slået ud af hedeslag, og Scotson var slet og ret tømt for kræfter. Der er også kommet en forklaring på, hvorfor Woods, Yates, Poels og de andre udbrudsfavoritter var så passive. Ineos signalerede helt tydeligt fra start, at de ville gå efter etapesejren og ikke ville lade klatrere slippe væk. De havde bare glemt, at Van Aert også kan klatre...

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET