Tour de France-analyse: Vinos uundgåelige sejr

Egentlig har der været tale om lidt af et fald fra tinderne. For et par år siden var Kasakhstan ved at udvikle sig til lidt af en stormagt inden for cykelsporten. Med landets talisman, Alexandre Vinokourov, som den store leder omgivet af særligt Andrey Kashechkin og Maxim Iglinskiy blev nationen en magtfaktor, der trods et beskedent antal ryttere endte som nr. 7 på ProTour-ranglisten i 2006. Vinokourov blev nr. 3 i Touren, vandt Vueltaen, klassikere og ugelange etapeløb samt sågar OL-guld, Kashechkin kørte på podiet i Vueltaen, og Iglinskiy knuste sin senere holdkammerat Vincenzo Nibalis drømme om at vinde Liege-Bastogne-Liege. Vinokourov gjorde sig selv nationalhelt i et land, hvor cykelsporten pludselig blev stor - endda så stor, at selve nationen kom Vinokourov til undsætning og reddede hans hold, da Liberty Seguros knustes af Operacion Puerto.

Dengang var det svært ikke at blive imponeret over, at det arealmæssigt gigantiske land kunne hævde sig så voldsomt i en sport, der traditionelt har været domineret af folk fra Vesteuropa, især fordi ryttergrundlaget var så spinkelt. Astanas sponsorat skulle endda vise sig at blive et forbillede for andre nationer som Emiraterne og Bahrain, der siden også har skabt statssponsorerede hold. Ja, fremtiden så vitterligt lys ud, og da Vinokourov stillede til start som forhåndsfavoritten til Touren i 2007, så det ud til, at kronen på værket lå lige forude.

Men så ramlede korthuset. Vinokourovs blod viste sig ikke helt at være hans eget, og Kashechkin havde også lige lånt et par liter hos en god ven. Iglinskiy havde fingrene en anelse for langt nede i EPO-krukken, og selvom Vinokourov kom tilbage og i sin karrieres efterår sikrede sig to af karrierens største endagssejre - selvom i hvert fald Liege-triumfen i 2010 stadig er omgærdet af nogen tvivl om dens sportslige værdi - blev Kasakhstan pludselig til enmandshæren Vino, hvorfor de styrtdykkede på de internationale ranglister.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Vinokourovs indflydelse har angiveligt stadig været enorm. I hvert fald blev der aldrig lukket for de kasakhiske olie- og gasmillioner i Astana-projektet, der efterhånden har udviklet sig til et fast element i det internationale cykelfelt. Desværre blev det nationale element lynhurtigt en byrde for Vinos tropper, da den hjemlige talentmasse var så pauver, at en stor del af holdet udgjordes af ligegyldigt kasakhisk fyld, som altid skulle have en plads i de store løb, men som reelt ikke havde den store sportslige berettigelse.

Der er dog én undtagelse. Knap var Vinokourov trådt ned fra OL-podiet i London, og knap var cyklen sat i garagen, før efterfølgende pludselig dukkede op, da Alexey Lutsenko blæste ud af feltet ved U23-rytternes VM på toppen af Cauberg i 2012 og akkurat forhindrede Bryan Coquard og Tom van Asbroeck i at erobre regnbuetrøjen. Siden dengang har Lutsenko båret en hel cykelgals nations åg på sine skuldre, og han har været manden, der skulle retfærdiggøre, at Vinokourov år efter år kunne forsvare at have snablen dybt nede i oliemillionerne.

Desværre blev Lutsenko i international sammenhæng hurtigt til det stagnerede talent. Resultaterne var få - nej, en enkeltstartssejr i Danmark Rundt har ikke meget vægt i det kasakhiske sportsministerium - og han gik hurtigt i glemmebogen. Klassen var der imidlertid stadig, for midt i de mange pauvre resultater leverede han tre gange nogle vilde bedrifter. I Tour de Suisse 2015 kørte han et klasseudbrud midt over og tog karrierens første store sejr, og året efter kørte han slet og ret fra et helt felt med et gigantisk soloridt i Paris-Nice. Det hele kulminerede i 2017, da han hev drømmebenene op af hatten og vandt en Vuelta-etape, hvor han blandt andre fik has på en vis Julian Alaphilippe i et udbrud.

Og så var pludselig hul igennem. I de senere år er det blevet kutyme, at Lutsenko er kommet blæsende ned fra Teide på Tenerife, hvor han altid tilbringer sine vinterperioder, og han har været et regulært uhyre i februar måned. To gange har han vundet Tour of Oman - den ene gang endda ved at vinde tre af de seks etaper undervejs - men desværre var tendensen altid den samme. Så snart vi ramte de store løb i Europa, var Lutsenkos form lige så fjern, som Rigoberto Urans blik, da læremester Vino åbnede spurtede ved OL-løbet i London i 2012.

Der var lidt håb sidste år, hvor Lutsenko faktisk holdt ud helt frem til et Tirreno-Adriatico, hvor han og Jakob Fuglsang drev gæk med rivalerne, og kasakken vandt en højdramatisk etape, hvor et styrt nær havde ødelagt det hele. Da de store mål i klassikerne kom, havde Lutsenko imidlertid nok engang sendt de gode ben tilbage til Kasakhstan, og det var efterhånden svært at tro på, at det også kunne gå stærkt efter marts måned.

Men det kunne det. Sidste år blev Lutsenko pludselig til klatrer, da han som hjælper for Fuglsang blev nr. 7 i Dauphiné. En måned senere var han snublende nær en sejr på Tourens kongeetape, selvom han trods alt måtte se sig slået af letvægterne Nairo Quintana og Romain Bardet, og i efteråret kørte han så vanvittigt i de italienske klassikere - blandt andet med et voldsomt soloridt i Coppa Sabatini - at han pludselig var et af de varmeste navne til et VM, hvor han dog som mange andre endte forfrossen og forkommen i en bus, mens Mads P. og Matteo Trentin spurtede om sejren.

I år har det bare været endnu bedre. Pludselig kunne Lutsenko køre fra bjergrytterne på Mont Ventoux i Provence, da han nok engang var flyvende i en februar måned, hvor han også kørte på podiet i Emiraternes bjerge foran mange etablerede grand tour-ryttere. Og efter at han nu har vist, at hans sæson ikke stopper den 1. april, har det ligget i kortene, at Vinos projekt ville få sin Tour-etapesejr før eller siden.

I dag kom så den triumf, der måtte komme før eller siden. En svag start på den genstartede sæson samt et tidstab på 4. etape havde ellers skabt tvivl om formen, men da kasakken åbnede for gassen  på Col de la Lusette for et par timer siden, blev det helt åbenbart, at tidstabet i tirsdags var en helt bevidst handling med det mål at få den frihed, der skulle til for at vinde en etape, der med sit design var skræddersyet til en mand, der har power på det flade, klatrer habilt og er en glimrende puncheur. Og Lutsenko har modsat snart sagt alle på Astana-mandskabet den luksus, at han altid får den plads, han skal bruge. Enhver på holdet ved, at Miguel Angel Lopez må affinde sig med, at alt ikke handler om ham. Og brokker han sig, viser Lutsenko ham bare sit kasakhiske pas og giver ham Vinokourovs telefonnummer.

Heldigvis er den frihed nu efterhånden også berettiget. Med dagens sejr er det nu kun Giro-sejren, der mangler, inden Lutsenko kan melde sig ind i den fine klub af ryttere, der har vundet i alle grand tours. Det udestående er stadig det uundgåelige klassikergennembrud, og at han lever op til forventningerne ved VM og OL, som de stolte kasakhere tillægger så stor vægt og så inderligt drømmer om, at Vinos arvtager kan erobre. Og i mellemtiden kan Lopez så glæde sig over, at der nu er sat flueben ud for Lutsenkos etapesejr, så han nu har en hjælperytter, de færreste kan drømme om.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Der manglede ellers ikke kvalitet i det udbrud, der slap fri efter en vanvittig hurtig indledning på dagens etape i Provences fladland. Lutsenko kunne eksempelvis iagttage den gyldne hjelm, han håber at stjæle fra klassikerkongen Greg van Avermaet, eller han kunne dele sine erfaringer med Vuelta-etapesejre med Jesus Herrada, Nicolas Roche og Remi Cavagna. Han kunne spørge Edvald Boasson Hagen om, hvordan det føles at vinde adskillige Tour-etaper, tale med Neilson Powless om, hvordan det er at blive udråbt til den næste store rytter fra sit hjemland, eller spørge Daniel Oss, hvordan det er at køre på podiet og top 5 i de største brostensklassikere.

Den slags ryttere får ikke lov til at gå i udbrud. De tager sig den. Og det gjorde de med så stor kraft, at ingen kunne hente dem, da kørte væk, nærmest inden Christian Prudhomme havde fået trukket hovedet til sig efter at have viftet løbet i gang. Og dermed sendte de stakkels Sam Bewley, Christopher Juul og Jack Bauer på så hårdt arbejde for at holde Van Avermaet, der var en solid trussel mod Adam Yates’ nyerhvervede trøje, at etapen blev kørt i et tempo, der sprængte alle tidsrammer.

Det var den kaliber af rivaler, Lutsenko satte til vægs, og derfor er der heller ingen skam i at blive nr. 2. Alligevel må Herrada græde snot på hotellet i disse timer, for trods en mildt sagt ikke overbevisende indledning på Lusette-stigningen kom han uhyggeligt tæt på at bryde den Cofidis-sejrstørke, der i Tour-sammenhæng strækker sig helt tilbage til Samuel Dumoulins overraskende udbrudssejr i Nantes på 3. etape i 2008. Desværre var den stærke spanier denne gang ikke oppe mod en rytter med blik på førertrøjen, som han var, da han for et år siden snød Dylan Teuns for en Vuelta-etapesejr, og i stedet måtte han for anden gang på kort tid se sig slået af en Astana-rytter efter det uheldige nederlag til Luis Leon Sanchez ved et spansk mesterskab, hvor han nærmede sig verdensrekorden i dårligt timet defekt.

Det blev heller ikke i dag, at Van Avermaet erobrede førertrøjen for tredje gang i karrieren. Det var ellers hans erklærede mission, og selvom alle vidste, at Yates ikke uden kamp ville afgive en trøje, der kan redde Mitcheltons Tour, var det i dag, at hans hårde arbejde for at holde sig til de foregående dage skulle bringe ham tilbage i gult for tredje gang på seks år. Desværre lå det i kortene på forhånd, at det ville blive meget svært i så vanskelig en finale, og nu ser det desværre ud til, at Van Avermaet må se sin stime med gule trøjer hvert andet år brudt.

Den havde Nicolas Roche allerede droppet. I går aftes tweetede han, at man nogle gange må træffe et valg, og det havde han gjort ved at sidde op i den ellers flade finale på 5. etape for at sikre sig muligheden for at vinde i dag. Desværre kom ireren for 117. gang til kort trods en ellers lovende start på løbet, og efter nu utallige gange at have fejlet fra sine udbrud begynder det at se stramt ud, hvis den 35-årige stjernesøn skal have den etapesejr, der ville passe fint på et CV, der ellers primært er fyldt med topresultater i yndlingsløbet Vueltaen.

Powless’ CV er stadig betydeligt kortere, men nu er der håb om, at det kan blive længere. Amerikanerne troede helt sikkert, at det skulle blive alenlangt, da han betog en hel cykelverden med i en alder af blot 19 at køre på med de allerbedste i Tour of California. Desværre skulle han blive en af de få, der gik i stå efter et skifte til Jumbo, og meget bedre har det ikke set ud efter skiftet til EF - altså lige indtil i dag, hvor han i sin første Tour viste, at der måske alligevel er grund til, at amerikanerne holder liv i håbet lidt endnu.

Håb er der også hos Yates. Hans tid i førertrøjen er allerede meget længere end i 2016, hvor han kun bare den i minutter, inden det blev besluttet, at Chris Froome trods alt var uden skyld i motorcykelstyrtet på Mont Ventoux, og at hans maratonløb mod toppen skulle belønnes med længere tid i gult. Frygten for, at altid ambitiøse Tadej Pogacar - der nu har lært, at man også skal spare på de kræfter, der blev brugt lidt for flittigt i sidste års Vuelta - ville gribe en stor chance for at overtage føringen via bonussekunder, viste sig at være ubegrundet, og da det var klart, var det indlysende, at ingen andre havde interesse i at køre udbruddet ind, slet ikke Mitchelton, der helst gerne så bonussekunderne ekspederet hele vejen til Kasakhstan.

Der endte de så også, og derfor endte det i våbenhvile mellem favoritterne. Mange har været skuffede over det manglende initiativ, men det lå i kortene, at det ville gå sådan. Ingen i denne verden har skyggen af interesse i at servere yderligere 10 bonussekunder til Primoz Roglic, og da Jumbo-drengene selv skal passe på sig selv i et løb, hvor det ligner et spørgsmål om tid, inden den gule trøje er deres, var det svært at få øje på, hvem der skulle lægge det pres, mange cykelfans lidt naivt drømte om.

Det så ellers kortvarigt ud til, at der var opstået et mentalt sammenbrud i Ineos-sportsdirektørbilen, da briterne tog kontrol og lignede et hold, der havde intentioner om at køre udbruddet ind. Det viste sig dog at være det rene ingenting og kan vel snarere læses som et lidt desperat krisetegn. Den nu afdøde, men meget kløgtige sportsdirektør Nicolas Portal havde næppe tilladt, at et i forvejen svækket mandskab - Pavel Sivakov ligner ikke just en mand, der er tæt på at genfinde Dauphiné-benene efter sit styrt - skulle bruge unødvendige kræfter, men alligevel tog man kontrol i noget, der mest af alt lignede et forsøg på at minde om, hvem der plejer at bestemme i en Tour, hvor alle ellers kan se, at de nye herskere kommer fra Holland. Nej, faktisk endte de med at udstille deres egen svaghed, da de to sydamerikanske kaptajner lynhurtigt sad omgivet af bare Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski, der jo ikke just er topklatrere, mens Primoz Roglic og Tom Dumoulin kunne sende bjerggederne George Bennett og Sepp Kuss ned efter vand.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Det blev derfor højdepunktet på en dag, hvor våbenhvilekontrakten kun kunne blive brudt, hvis UAE havde bragt etapesejren i spil, eller hvis det var sket via en indebrændt Julian Alaphilippe, der kunne have været opsat på revanche og etapesejr. Det valgte han dog klogelig at lade være med på en dag, hvor Lusette kunne have knækket ham, og i stedet blev det bare til en demonstrativ spurt til sidst for lige at minde hele forsamlingen om, at han skam ikke er rejst hjem endnu, selvom trøjen ikke er helt så gul, som den var for 2r timer siden.

Den er nu ganske ordinær og anonym. Det er den til gengæld ikke for Lutsenko, der nærmest har gjort den kasakhiske mestertrøje til så fast en ejendom, at man næsten fornemmer, at Vinokourov forud for de nationale mesterskaber beder om, hvem der skal vinde. Den slags aftaler kunne han dog ikke lave i dag, og derfor måtte Lutsenko selv vise, at han også har klassen til at løfte Vino-arven. Det vidste vi allerede godt, at han kunne, og at det bare var et spørgsmål om tid, inden Tour-triumfen ville falde. I dag kom så den uundgåelige sejr, Vino og hele Kasakhstan har betalt deres mange oliemillioner for.