Tour de France - Myterne om Pyrenæerne 1910-39

”Deltagerne bør på hele strækningen være opmærksomme og forsigtige, da en del heste, muldyr, æsler, køer, geder, får og svin strejfer frit omkring i området. Det er desuden meget almindeligt, at man på vejene møder langsomt kørende vognlæs, og i de tilfælde bør rytterne stige af cyklen, og servicebilerne skal stoppe motoren, så man ikke skræmmer de trækkende dyr, der er vant til at arbejde i ro," lød det fra Henri Desgrange før Pyrenæer-etapen i 1913.

Col du Tourmalet

Tourmalet ligger i Hautes-Pyrénées-distriktet sydøst for Lourdes og rager 2.115 meter op med La Mongie-bjerget (1.750 meter) stikkende ud små 4 km fra dets top. Den nordlige opkørsel fra Sainte-Marie de Campan (857 meter) over La Mongie er 17 km og den sydlige fra Luz-Saint-Sauveur (720 meter) 18 km.

Alphonse Steinès slog på, at Tour de France skulle skabe sit renommé ved hjælp af bjergene, de gav mulighed for store bedrifter, legendariske ud- og sammenbrud. Han havde læst beretningen om Madame Maintenon (1635-1719), den smukke og vise opdrager af Louis XIV’s børn og senere kongens illegitime hustru. Madame skulle til Barèges, men elve oversvømmede dalen, gjorde den ufremkommelig, og hun måtte derfor krydse Tourmalet-passet i sin elegante bærestol. Når en kvinde kan, tænkte Steinès bag lorgnet og fipskæg, så skulle det ikke være umuligt for landevejens riddere.

Da Steinès, som Desgrange antog for både en fantasifuld og klarsynet mand, i 1909 udviklede tanken om en rute gennem Pyrenæerne, modtog chefen just ikke dette forslag som en åbenbaring fra himlen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

”Hør nu her Steinès, jeg får alle fornuftige mennesker på nakken. Og jeg siger Dem, hvis der sker ulykker, bliver De smidt på porten.”

Dette udbrud tog ikke modet fra den ivrige og veltalende reporter: ”Der sker ikke noget, og tænk på, hvis det bliver en succes!”

”Succes? Hvordan tør De tro på det? De vil føre løbet over steder, der ikke eksisterer. Der er ikke engang veje, så man kan bestige Deres bjerg!”

”Ingen veje! Hvordan kan De vide det?” forhørte en undrende Steinès.

”Man har fortalt mig historier. Find ud af, om det er rigtigt og send et telegram.”

Steinès tog så af sted på efterforskning, og resultatet blev ikke opløftende. Han vadede i snedriver, fandt ud af, at en kælk var langt mere praktisk end bilen, i det hele taget syntes landskabet særdeles velegnet, hvis det blot havde drejet sig om et arrangement af skiløb. For cyklister virkede projektet noget hasarderet.

Efter sin rekognoscering vendte han tilbage til hotellet i Barèges, lidt forsinket, klokken havde for længst passeret midnat. Stedets flinke mennesker var blevet grebet af en vis uro for den fremmedes skæbne og havde udsendt en redningsgruppe, der skulle spore den gale journalist, som sandsynligvis lå fanget og forfrossen i en snekule. Næste formiddag udnævnte man Steinès til æresguide for området, honorerede en usædvanlig ekskursion. Tourmalet Nocturnus.

Lanne-Camy, en stedkendt journalistkollega kom til undsætning og blev indviet i det penible problem. Desgrange skulle have besked, man måtte tage en hurtig beslutning.

”Hør her, gamle jas,” begyndte Steinès, ”vejene deroppe, er de i orden, når sneen er smeltet?”

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

”Vejene? Hvad taler du om? Det er en overgang for muldyr!”

”Virkelig! Hvad i hulen skal jeg telegrafere?”

Det overvejede han en rum tid, tog så et rask tag i sig selv og skrev: ”Henri Desgrange. L’Auto. Paris. Har været over Tourmalet. Stop. Meget fin vej. Stop. Det kan sagtens lade sig gøre. Stop. Steinès.”

Således lyder Tourmalet-ouverturen i store træk fortalt af journalisten Marcel Diamant-Berger i hans meget citerede bog fra 1959 Histoire de Tour de France. Beretningen halter dog et par væsentlige steder. Steinès’ udflugt fandt sted i begyndelsen af juni kort før bjerget normalt blev åbnet, altså en måned før starten på Tour de France, hvilket må siges at være lidt sent.

For det andet var Tourmalet ikke så sportslig jomfrueligt som beskrevet, og både Desgrange og Steinès har haft et større kendskab til bjergets vejfaciliteter, end det kommer frem i ovenstående skrøne; selv om en tilstandsrapport og Steinès’ undersøgelser i loco er ræsonnable foranstaltninger.

For det tredje oplyser Victor Breyer i et interview i 1950, at Steinès udarbejdede en rapport, hvori lokale embedsmænd fra vejdirektoratet i Eaux-Bonnes bekræfter, at bjerget snildt kan passeres i juli måned.

For det fjerde ville det have været en fuldstændig uansvarlig beslutning. Et blokeret Tourmalet kunne stoppe hele Tour de France, og selv om Steinès havde ry for sine mange idéer, sit nysgerrige sind og en sær påklædning, det mest benyttede kostume var et alpint outfit som hentet fra Ralph Benatzky-operetten Sommer i Tyrol, så var han også en ansvarlig og meget nidkær arrangør.
 

Diamant-Berger opfører ingen kilder i sin bog, men han talte blandt sine bekendte Jean Paul Lefèvre, Geo Lefèvres søn, og det må være gennem denne forbindelse, at han er kommet i besiddelse af sit stof. Men da en stor del af kapitlerne består af dialoger, alternativt monologer, så er det altså den efterhånden 80-årige Tour de France-dynamo, der 50 år senere erindrer samtaler, eller hvad kolleger og ryttere tænkte dengang. Et noget tvivlsom pant.

Den 18. august 1902 arrangerede Le Touring-Club de France i Tarbes et cykelløb kaldet Concours de Tourisme. Det var først og fremmest en test af cyklens evner og styrke. Den enkelte deltagers placering var underordnet, det betød mere, hvor meget materialet kunne tåle. Ruten var på 215 km med start i Tarbes og derfra videre til Lourdes-Pierrefitte-Nestalas-Luz Saint Sauveur-Barregès-Col du Tourmalet-Bagnères og tilbage til Tarbes.

Blandt deltagerne finder vi Edouard Wattelier (1876-1957), vinder af årets Bordeaux-Paris, Alexandre Foureaux, omtalt som ”den flyvende høvl”, Jean Fischer og Rudolfo Muller. På toppen af Tourmalet havde arrangørerne slået et telt op, og bedømt efter fotografierne i La Vie Au Grand Air må vejen have været udmærket - forholdene og tiden taget i betragtning.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Nogle ryttere kørte helt op til toppen, andre trak og det samme gjorde sig gældende på den hurtige nedkørsel. Muller forklarede bagefter, at dette løb var en hård omgang, langt værre end Paris-Brest-Paris eller Bordeaux-Paris.
 

Fischer på en BSA-cykel passerede begge gange først over Tourmalet, men blev ramt af flere punkteringer og kom i mål 8 minutter efter Muller, der kørte på en Clément-racer.

Desgrange og Steinès har ganske givet haft kendskab til dette løb, og dermed blev passagen over Tourmalet ikke til et noget hasarderet projekt, således som Tour-biografierne fremstiller det.
 

Cyklende turister var i det hele taget ikke et særsyn i hverken Pyrenæerne eller Alperne. På de lokale hoteller kunne man i sommerperioden leje muldyr iklædt en speciel paksaddel med plads til to cykler ad gangen. Så marcherede de ferierende med en stedkendt fører op til bjergtoppen, og når vejen gik ned, satte de aktive turister sig op på deres maskiner og susede af sted.

1910

Lucien Petit-Breton havde som korrespondent for La Vie Au Grand Air gennemkørt de strategisk vigtigste etaper i årets Tour de France sammen med nogle cykelvenner og var også stødt på Col du Tourmalet:

”Det var skræmmende. Ligefrem afskyeligt. Da vi var taget af sted fra Bagnères-de-Luchon, havde vi valgt en udveksling på 4 meter, og vi steg, eller rettere blev løftet op af de automobiler, der ledsagede os. Enten holdt vi fast i skærmene, eller også lod vi os trække frem. Længe før toppen af Tourmalet ophørte vejen, og i stedet lå der seks til otte meter høje snebjerge omkring os. Heldigvis viste nogle arbejdere, hvilken retning vi skulle tage. Nedkørslen var endnu værre. Bilerne opgav hurtigt at følge os. Vi blev opslugt af jorden og prøvede af al magt at bremse vores cykler. Jeg håber sandelig ikke, at nogen rytter vover sig ud på denne rejse om natten. Der kan indtræffe de frygteligste ulykker.”

10. etape Luchon-Bayonne (326 km). Den 21. juli. Afgang klokken 03.30. På programmet stod den første store Pyrenæer-ekspedition med Peyresourde, Aspin, Tourmalet og Aubisque.
 

Den lille kæmpe Octave Lapize (Alcyon) indviede Tourmalet, som han besteg gennem en kombineret cykel- og gåtur. Den underfundige og spøgefulde rytter havde før etapen fortalt, hvordan man præparerede sig bedst til de store begivenheder. Mens Lapize blandede sin bidon, oplyste han med et meget betydende blik: ”I et tæt opgør er det altid den mest fordrukne, der vinder!”

En halv kilometer bagude lå den superelegante og lapsede Gustave Garrigou (Alcyon), han blev under hele opkørslen på sin cykel, nedkæmpede en stenet og ujævn vej og løftede i triumf en arm i vejret. Af de øvrige ryttere forblev kun Lafourcade og Trousselier på cyklen hele vejen. Klokken 6.00 var Garrigou i Sainte-Marie de Campan. Klokken 7.30 på toppen af Tourmalet. ”Det er en rekord, der måske aldrig vil blive slået. Det er svært at tro på, at der i de kommende år vil være ryttere, som kan gentage Garrigous mirakel,” skrev en meget imponeret Ludovic Cliquetis.

Få flere Tour de France-historier med bogen: Tour de France - Myter, fakta eller spin? Køb den nu og spar 99,95!