Tour de France: Vinderkandidaterne

Den 100. udgave af Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det dog ikke for Touren, og i sidste ende kan franskmændene alligevel præsentere det stærkeste felt af cykelsportens to største løb.

Det skyldes ikke mindst, at verdens to bedste etapeløsryttere, der endda er tidligere holdkammerater og fortsat nære venner, står ansigt til ansigt i det, der har udsigt til at blive det mest åbne Tour de France siden 2012. For første gang siden sit indtog på Tour-scenen stiller Chris Froome til start uden at have erobret én eneste sejr hidtil i sæsonen, og han har i sine vanlige forberedelsesløb vist markante svaghedstegn. Samtidig har Richie Porte været i en klasse for sig og leveret så suveræne magtdemonstrationer, at også Froome selv må erkendt, at verdens bedste cykelrytter i øjeblikket kommer fra Australien. Det har skabt nogle helt enorme forventninger til et historisk spændende opgør mellem kaptajnen og hans tidligere løjtnant, og aldrig tidligere er Froome gået indtil Touren med en så stor trussel om reelt at blive slået.

Alt handler imidlertid ikke kun om Froome og Porte. Alberto Contador er gået all-in i et stort forsøg på endelig at tage den Tour-sejr, han så desperat har jagtet sin seneste officielle triumf i 2011, og han hævder, at alt er gået efter planen, og at forberedelserne har været perfekte. Nairo Quintana har ganske vist givet sig i kast med en ambitiøs og risikabel Giro-Tour-double, men hævder, at hans data indikerer, at han altid er stærkere i den anden af to grand tours. Dertil kommer, at Alejandro Valverde har haft et forår, de færreste troede var muligt, og samtidig kan glæde sig over en rute, der vil passer ham bedre end nogensinde tidligere, at Fabio Aru, Dan Martin, Jakob Fuglsang og Louis Meintjes alle kørte et yderst lovende Criterium du Dauphiné, og at Esteban Chaves trods en kompliceret første del af sæsonen endelig gør sin længe ventede Tour-debut. Med andre ord er feltet som altid enormt dybt, og der skal ikke gå meget galt for løbets to topfavoritter, før de for alvor bliver truet af en af de øvrige konkurrenter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Med andre ord er det svært ikke at blive begejstret og have høje forventninger til det, der har udsigt til at blive endnu en fantastisk og spændingsmættet cykelsommer - også selvom man kan have sine betænkeligheder ved årets måske lidt for nemme rute. Et forrygende felt har i hvert fald sikret, at løbet er mere åbent end længe, og derfor er der al mulig grund til at glæde sig til det årlige højdepunkt på cykelsæsonen.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Alberto Contador (***)

Det virker næsten absurd. Få vil benægte, at Alberto Contador er den bedste grand tour-rytter i sin generation, og i sine velmagtsdage var han så suveræn, at de fleste etapeløb udviklede sig til relativt kedsommelige magtdemonstrationer. Alligevel er spanieren kun officielt registreret for to Tour de France-sejre - og det til trods for, at det var gennembruddet i 2007 i netop det franske etapeløb, der for alvor lancerede Contador som manden, der skulle slås i etapeløbssammenhæng.

Uanset om at man medregner den Tour-titel fra 2010, som han officielt har fået frataget for sin berømte bøfsag, er det altså nu næsten ti år siden, at Contador senest har stået øverst på podiet i Paris, og man skal ikke tage fejl af, hvor ondt det gør på den stolte spanier. Det kan godt være, at han har et CV, der i grand tour-sammenhæng hører til blandt de mest imponerende i historien, men så længe det kun rummer to officielle sejre i verdens største cykelløb risikerer han at ende som en parentes i cykelhistorien.

Derfor er drømmen om en endnu en sejr i Frankrig også endt som lidt af en besættelse for Contador. I sin storhedstid luftede han ambitiøse planer om at vinde alle tre grand tours i samme sæson, men de er nu alle lagt på hylden. Alle planer om et karrierestop - noget, der ellers var til den 31. december 2016, hvis det ikke var for en pludselig holdningsændring - er også lagt i graven. Uheld og forskellige prioriteringer betyder nemlig, at Contador ikke føler, at han har haft en optimal Tour siden 2010, og han vil ikke indlede tilværelsen som cykelpensionist, før han har haft ét sidste vellykket forsøg på at tage den store sejr, han så brændende ønsker sig.

Specielt gør det ondt på Contador, at han styrtede ud af løbet i 2014, hvor et brækket ben på vejen mod La Planche des Belles Filles gjorde det umuligt at fortsætte. Dét år var alt nemlig ifølge spanierne på skinner, og han hævder fortsat, at han aldrig har været bedre end dengang. Siden da har han ikke haft meget held i det franske løb, hvor en hård Giro efterlod ham uden kræfter i 2015, og hvor flere styrt ødelagde hans seneste forsøg i 2016.

Forud for 2017 skiftede han det komplicerede forhold til holdejer Oleg Tinkov ud med en tilværelse som den store stjerne på det stadig mere ambitiøse Trek-mandskab, der var villige til at støtte ham 100% i et stort forsøg på igen at vinde Touren. Det kan meget vel blive det sidste - rygtet siger, at han i 2018 vil forsøge at vinde Giroen en sidste gang inden et karrierestop - og alt er lagt til rette på, at det denne gang skal gå godt. Således har hele sæsonen været lagt tilrette med kun ét mål for øje, og trods et forår, der er endt med en stribe andenpladser og fortsat ingen sejre, har Contador haft svært ved at skjule sin tilfredshed. Ifølge spanieren selv peger tallene og hans personlige følelse på, at han er lige så stærk som i 2014, og det giver ham en tro på, at det endelig vil kunne lykkes ham at slå ærkerivalen Chris Froome.

Desværre for Contador er det ikke helt uberettiget at se med nogen skepsis på det postulat. I hvert fald er det svært på baggrund af forårets præstationer at finde belæg for, at Contador er på samme niveau som i 2014, hvor han var altdominerende i Tirreno-Adriatico og Vuelta al Pais Vasco og var meget tæt på at vinde Criterium du Dauphiné - godt nok fordi Froome tidligere var styrtet. Tværtimod har han ikke just imponeret i løbet af foråret. Andenpladser i Paris-Nice, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco er ganske vist fine resultater, men i alle tre løb har Contador blot været én blandt en stribe øvrige klassementsryttere og ikke den dominerende skikkelse, en Tour-vinder bør være. Hver eneste gang har han været oppe mod stærkere rivaler, og for en gangs skyld er det ikke uheld og et af de mange styrt, der betyder, at Contador stadig ikke har bidraget til Treks lidt pauvre sejrskonto.

Senest var Contador i aktion i Criterium du Dauphiné, hvor han end ikke sluttede i top 10. Det er der imidlertid ikke nogen grund til at for alvor at bekymre sig om. Allerede forud for løbet gjorde Contador det klart, at han ingen resultatmæssige ambitioner havde i løbet, og den udtalelse er der al mulig grund til at tro på. Således er der tale om en tilbagevenden til den formel, der fungerede for spanieren i hans storhedstid for 10 år siden, hvor det franske løb altid var det eneste, han aldrig gik efter sejren i. At han så endte langt længere tilbage, end han gjorde dengang, er mere et udtryk for, at han ikke er på samme niveau som tidligere. Der er på baggrund af præstationen i Dauphiné ingen grund til at være bekymret for hans form, tværtimod.

I stedet er der al mulig grund til, at Contador møder til start i Düsseldorf i absolut storform. Få har som ham erfaring i at forberede en grand tour, og når han siger, at han er klar, er der ingen grund til at betvivle det. Til gengæld er det et helt åbent spørgsmål, om Contador anno 2017 er stærk nok til at vinde Touren, og her må man have sin tvivl. Således skal vi helt tilbage til Vueltaen i 2014 for at finde seneste eksempel på, at Contador var i nærheden af at matche Froome i bjergene, og dengang var briten end ikke tæt på at være i topform. Faktisk har Contador aldrig været på Froomes niveau, siden Sky-kaptajnen i 2013 etablerede sig som verdens bedste grand tour-rytter.

I det hele taget bliver det en kamp op ad bakke for Contador. Ikke blot er han ikke længere den bedste i sit eget favoritterræn, bjergene. Han skal også kompensere for et forventeligt tab til Froome og Richie Porte på enkeltstarterne. Før sin karantæne var han en sublim enkeltstartsrytter, der endda var i stand til at slå Fabian Cancellara på en næsten helt flad rute i 2009. Siden comebacket har resultaterne været meget svingende. Han er stadig en af verdens allerbedste på en kuperet enkeltstart - hans sejr i Giroen i 2015 var eksempelvis i høj grad baseret på en fantastisk tidskørsel - men i fladt terræn er han nu om dage ganske middelmådig. Selvom antallet af enkeltstartskilometer i år er begrænset, er der med andre ord tid, der skal vindes i bjergene.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

I en direkte dyst mod Froome, Porte og formentlig også Nairo Quintana vil Contador altid komme til kort, og derfor skal der tænkes kreativt, hvis løbet skal vindes. Og netop dét er årsagen til, at man aldrig skal afskrive Contador. Fuente De i Vueltaen i 2012 og Formigal i 2016-Vueltaen er de to mest slående eksempler på, at ingen som Contador kan vende et løb på hovedet med et overraskelsesangreb. I sidstnævnte tilfælde var det ganske vist Quintana, der profiterede mest af offensiven, men havde det ikke været for Contador og hans iderighed, var det Froome, der havde stået øverst på skamlen i Madrid sidste år.

Problemet for Contador er, at alle nu ved, at hans angreb kan komme når som helst, og muligheder for at overraske er derfor begrænsede. På den anden side lægger årets rute med kun få store bjergetaper, og mange muligheder tidligt på etaperne netop op til den form for offensiv kørsel, og det må inspirere Contador. Sjovt nok kan Sky og Movistar, der begge er ivrige efter at isolere den hidtil så suveræne Porte, vise sig som allierede, der kan være med til at åbne løbet fra distancen, og som Jakob Fuglsang viste i Dauphiné, er det ikke altid den stærkeste mand, der profiterer af en sådan situation. I år er Contador en underdog, og det kan måske give ham uventede muligheder til at tage favoritterne på sengen.

I den sammenhæng må Contador dog begræde, at hans hold lader meget tilbage at ønske. Sammenlignet med Sky og Movistar er Trek et relativt svagt mandskab. Nuvel, Jarlinson Pantano har forbedret sig enormt, og Fabio Felline er enormt alsidig og stabil, nøjagtigt som Andre Cardoso er det. Bauke Mollema er naturligvis en klasseytter, men hans formniveau er usikkert efter en hård Giro, og hans tilgang til løbet er helt anderledes emnd hos rivalernes løjtnanter, der også regner med selv at køre klassement. Problemet er, at den spanske stjerne mangler en Alejandro Valverde eller en Geraint Thomas, der kan sidde hos ham dybt inde i finalerne og levere den støtte, der kan gøre det muligt at slå de stærkere ryttere.

Alligevel viser historien med al tydelighed, at der er én rytter, der aldrig kan afskrives: Contador. Spanieren ser muligheder, hvor ingen andre øjner dem, og det har før givet ham grand tour-sejre i løb, hvor han ikke været den stærkeste rytter. Hans erfaring og evne til at gribe momentet har før bragt ham langt, og i år har han forberedelsesmæssigt givet sig de bedst mulige forudsætninger for at bryde den sejrstørke i Touren, der har varet alt for længe. Umiddelbart rækker niveauet næppe til mere end en podieplads, men med Contador ved man aldrig. Hvis man har brug for en påmindelse, kan man bare ringe til Joaquim Rodriguez og spørge om hans erfaringer med den spanske grand tour-stjerne i 2012-udgaven af Vuelta a Espana…

Alejandro Valverde (***)

Det havde nærmest udviklet sig til en besættelse. Efter at have indfriet stort set alle sine øvrige sportslige mål manglede Alejandro Valverde bare én ting, før han kunne sætte to streger under sin karriere og erklære, at han havde opnået alt, hvad han anså realistisk: en podieplads i Touren. Efter endelig at have nået i målet i 2015 har han indrømmet, at han var nærmest besat af tanken om, at det aldrig ville lykkes at stige op på et af de tre fineste trin på den store scene i Paris, og hvis nogen skulle være i tvivl om betydningen af den målsætning, skal man blot se på hans usædvanligt følelsesladede reaktion, da det endelig blev indfriet efter den sidste bjergetape i 2015.

Meget tydede faktisk på, at aldrig skulle lykkes for den spanske stjerne, for hvem alt, han berører, ellers synes at forvandle sig til guld. Med Nairo Quintanas kometagtige opstigen mod stjernerne var det klart, at Valverdes tid som Tour-kaptajn hurtigt ville være ovre. Derfor siger det ufatteligt meget om forholdet mellem den spanske stjerne, der er selve symbolet på Movistar-mandskabet, og manager Eusebio Unzue, at det lykkedes Valverde og Unzue at overbevise hovedsponsor Telefonica om, at veteranen fortjente én sidste chance for at indfri sit mål. Quintana blev i 2014 sendt til Giroen, og Valverde fik kniven for struben: det var nu eller aldrig, målet skulle nås.

Løbets status som hans sidste store chance betød også, at det var så meget desto mere hjerteskærende at se, hvordan det hele glad ham af hænde i de sidste dage, inden han rullede ind i Paris på den utaknemmelige fjerdeplads. Det tog lang tid for Valverde at komme overens med tanken om, at han næppe nogensinde ville slutte i top 3, men han accepterede sin skæbne, og i 2015 stillede han til start som loyal hjælperytter for Quintana. Måske var det netop det reducerede pres, der gjorde forskellen. I hvert fald er det en kendsgerning, at Valverde netop det år lykkedes med at tage den forjættende tredjeplads efter sin kaptajn - og det endda efter et løb, hvor man ikke kan betvivle loyaliteten over for sin colombianske holdkammerat.

Siden den præstation har Valverde erklæret alle mål for nået og siger nu, at alle fremtidige resultater at betragte som ren bonus. Det har fjernet al form for pres, og nøjagtigt som det var tilfældet ved Touren i 2015, har det haft en fantastisk gavnlig effekt på Movistar-stjernen, der i år har været bedre end nogensinde tidligere. Valverde selv har ikke været sen til at forklare den helt kolossale succes med netop det forhold, at han kører alene for fornøjelsens skyld og ikke oplever et internt eller ydre forventningspres.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at en mand, der i mere end et årti har været en af cykelsportens mest imponerende sejrsmaskiner, i en alder af 37 år fortsætter med at forbedre sig - og det endda i et omfang, så han i 2017 har været nærmest altdominerende. Det startede med en suveræn magtdemonstration med et stort soloridt i hjemmeløbet Vuelta a Murcia, inden han slog Alberto Contador i Ruta del Sol - noget, der tidligere ville have været næsten umuligt i et relativt bjergrigt løb.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Efter lidt sygdom, der kostede ham deltagelsen i Paris-Nice, var det dog i Volta a Catalunya, at han for alvor overgik forventningerne. I et løb, der bød på den ekstremt stejle Lo Port-stigning - et bjerg, der normalt ville være for svært for Valverde, der ikke er ren klatrer - vandt han ikke bare tre etaper og tog den samlede sejr, han satte også Contador og Chris Froome suverænt til vægs på netop denne opkørsel. Senere fik han igen ram på Contador i Baskerlandet Rundt, da det med endnu en magtdemonstration lykkedes ham at tage den forjættede sejr i det eneste større spanske etapeløb, han endnu ikke havde vundet. Kronen på det suveræne forår var en altdominerende kraftpræstation i Ardennerne, hvor han igen sikrede sig en Fleche-Liege-double, der nu for alvor har markeret ham som en af historiens klart bedste Ardennerryttere.

Efter en sådan sæsonindledning er det naturligt at stille spørgsmålet, om Valverde kan køre med om sejren i Tour de France. Hidtil har både han og den øvrige cykelverden været enige om, at en samlet sejr i verdens største løb trods alt var uden for den ellers så alsidige spaniers rækkevidde. Alligevel må man i år have sin tvivl om, hvorvidt det er på tide at ændre på den opfattelse. Det skyldes flere faktorer, der tilfældigvis falder sammen med en sæson, hvor Valverde synes absolut ustoppelig.

Først og fremmest er der rutens beskaffenhed. Når Touren hidtil har været anset for et uopnåeligt mål for Valverde, skyldes det, at han ikke er ren klatrer. Ganske vist er han en stærk bjergrytter, men han har altid været et niveau under de bedste klatrere. I år er ruten imidlertid som skabt til Valverde. Det er ingen tilfældighed, at Movistar-stjernen hidtil har haft sine bedste grand tour-resultater i Vueltaen, der er kendetegnet ved korte, stejle stigninger, mens Touren er domineret af lange, udmarvende opkørsler, hvor eksplosive Valverde har haft det sværere. I år har Tour-ledelsen imidlertid bevidst opsøgt stejlere og mere eksplosive bjerge. Således kan man pege på Mur de Peguere, La Planche des Belles Filles og Mont du Chat samt det relativt korte finalebjerg til Peyragudes som stigninger, der passer Valverde som relativt godt. Generelt er stigningerne i år kortere, og det bekommer Valverde vel. Dertil skal lægges, at et stort antal bjergetaper slutter med flade finaler, hvor Valverde med sin hurtighed kan vinde mange bonussekunder. Hvis man dertil lægger, at han vil være konkurrencedygtig på etaperne til Longwy og Rodez, hvor der også er bonus på spil, begynder han efterhånden at have en buffer, han kan tære på i de høje bjerge og på enkeltstarterne.

Samtidig har Valverde i år nået et nyt niveau som temporytter. Hidtil har han stort set kun kunnet blande sig med de bedste i spanske enkelstarter - kritikere vil hævde, at spanske motorcykler ikke har været ham uvenligt stemt - men i år viste han med en fabelagtig enkeltstart i Dauphiné, hvor han ellers som vanligt endnu ikke var i topform, at han er klasser bedre end tidligere. Præstationen kommer efter tilsvarende imponerende resultater i tidskørslerne i Ruta del Sol og Baskerlandet Rundt, og da enkeltstarten i Dauphiné samtidig var relativt flad, er der grund til at tro, at Valverde på en rute med få enkeltstartskilometer vil tabe meget mindre tid til Porte og Froome end vanligt.

Endelig er der hans klatrepræstation i Catalonien. Hidtil har Valverde som sagt altid haft det svært på de lange stigninger, men noget tyder på, at han også der har taget et skridt op. Nuvel, Froome var langt fra formen i det tidlige forår, men det er aldrig tidligere lykkes Valverde at sætte Contador så markant til vægs på så svært et bjerg. Med tanke på, hvad han ellers leverede i løbet af foråret, kan ingen længere benægte, at Valverde simpelthen er på et helt nyt niveau.

Som udgangspunkt stiller Valverde til start som løjtnant for Nairo Quintana, og der er ingen grund til at betvivle hans loyalitet eller den interne rollefordeling. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke kan opstå muligheder for Valverde til selv at køre efter sejren. Således har han selv og Movistar gjort det klart, at hans bedste hjælp netop er, at han kan udgøre en taktisk trussel mod rivalerne, og det betyder, at hans opgave er at køre så godt et klassement som muligt. Udsigten er, at han efter de tre første etaper vil være foran sin kaptajn, og hvis han vitterligt viser sig at være bedre end Quintana på La Planche des Belles Filles, beder man næppe en formstærk Valverde vente. Derudover kan også Valverde profitere af Quintanas tilstedeværelse til selv at lancere et overraskelsesangreb, og det kan vise sig at være nøglen til sejren. Således er der almindelig konsensus om, at årets rute inspirerer til aggressiv kørsel fra distancen - noget, som også Contador og måske endda Froome kan have en interesse i. Valverde er en snu ræv, der vil være i stand til at gribe sådanne muligheder.

Alligevel er Valverde outsider - også selvom Froome i april sagde, at Valverde var at betragte som løbets største favorit. Trods alle sine fortræffeligheder har Valverde aldrig været tæt på sejren i Touren, og han har aldrig været tæt på at matche Froome i bjergene eller på enkeltstarterne, når briten har været på 100% af sin ydeevne. På den anden side tyder meget på, at Froome netop i år ikke er så stærk som tidligere - og heldigt nok falder det sammen med, at Valverde omvendt aldrig har været bedre. Hidtil har der ikke været grænser for, hvad Valverde har kunnet opnå i 2017, så man skal aldrig sige aldrig. Måske ligger der alligevel en Tour-sejr og venter på den spanske veteran - også selvom han altid har betragtet den ultimative cykeltriumf som værende uden for sin rækkevidde.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Fabio Aru (***)

Egentlig skulle han slet ikke have været til start. For Fabio Aru handlede 2017-sæsonen som udgangspunkt om at komme tilbage på sporet, at glemme den forfærdelige 2016-sæson og at henrykke hjemmepublikummet med et stort Giro d’Italia, der endda startede på hjemøen Sicilien. Desværre betød et rædselsforår, at den stime af uheld og nedture, der har reddet ham som en mare igennem nu mere end et år, fuldstændig ødelagde hans planer, og da et dumt styrt på en træningslejr efter lod ham med en så alvorlig knæskade, at han måtte opgive sin deltagelse i sit hjemlands grand tour, var der i Italien alvorlige bekymringer for, at den mentale nedtur efter alle de tilbageslag ville gøre det umuligt for et af verdens største klatretalenter at rejse sig igen.

Forventningerne var derfor heller ikke store, da Aru stillede til start i årets Criterium du Dauphiné. Efter lang tids tøvende udmeldinger om hans fremtidige sæsonplaner, havde Astana ganske vist gjort det klart, at deres italienske kaptajn nu stilede mod Tour de France, men om det var realistisk at nære store klassementsforhåbninger i den franske grand tour, var endnu usikkert. Udgangspunktet forud for det traditionelle opvarmningsløb i Alperne var derfor også, at Aru som udgangspunkt skulle støtte Jakob Fuglsang og samtidig akkumulere det nødvendige antal løbskilometer, der måske kunne gøre det muligt at stræbe efter et personligt resultat i Touren.

Tre uger efter starten på Dauphiné er verden som forandret. Med mindre end en uge til starten i Düsseldorf fremstår Aru nu som et langt bedre vinderbud, end han gjorde for 12 måneder siden, hvor han ellers havde gjort sin Tour-debut til sæsonens altoverskyggende mål. Det startede med, at han overraskede både sig selv og alle andre med en chokerende god indsats i Dauphinés bjerge. Efter en efter vanlig Aru-standard ganske god enkeltstart kørte han fremragende på den brutalt stejle Mont du Chat, hvor han endda kørte fra holdkammeraten Fuglsang, der senere skulle ende med at vinde løbet. Dagen efter havde han det anelse sværere på Alpe d’Huez-etapen, men med et stort angreb på den voldsomme afslutningsetape, der tvang både Richie Porte og Chris Froome til at jagte, lagde han i høj grad grundstenen til Fuglsangs samlede sejr. Så gjorde det mindre, at han selv akkurat missede podiet og til slut betalte en lille pris for sin storslåede offensiv. Vigtigere var det, at Aru fremstod som genfødt og kunne drage tilbage til Italien efter den flotteste klatrepræstation, han har leveret, siden han i 2015 vandt Vueltaen.

Hvis nogen troede, at Aru havde toppet, blev deres forudsigelser gjort godt og grundigt til skamme ved søndagens italienske mesterskaber. På den ellers hårde rute betød et langt fladt stykke i finalen, at løbets favoritter var de mere spurtstærke klatrere. Aru var imidlertid på en mission og bad Dario Cataldo om at gøre løbet så hårdt som muligt. Herefter satte han sin egen storslåede offensiv i værk sidste gang op ad løbets nøglestigning, og med en imponerende magtdemonstration lykkedes det ham på ca. 2 km at distancere de ellers meget formstærke Damiano Caruso, Gianni Moscon og Diego Ulissi med hele 40 sekunder. Lige så imponerende var det, at han forsvarede det forspring på den efterfølgende nedkørsel og det flade stykke ind til mål og således kunne krone den måske mest suveræne præstation i årets nationale mesterskaber med sin første tricolore-trøje. Hvis nogen fortsat tvivlede på, om Aru var tilbage, gav han dem det mest kraftfulde svar, man kunne tænke sig!

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Fuglsangs sejr i Dauphiné betyder naturligvis, at det er med fuld rimelighed, at Astana stiller til start i Touren med to kaptajner, men skal de vinde løbet, er der reelt kun én kandidat. Med al respekt for Fuglsangs flotte kørsel har han aldrig tidligere leveret en præstation i en grand tour, der for alvor giver håb om, at han kan køre med om sejren. Det har til gengæld hans italienske holdkaptajn. En samlet Vuelta-sejr og to podiepladser i Giroen, inden han var fuldt 26, fortæller alt om, at Aru er en af tiden absolut største grand tour-talenter, og selvom Touren ikke kan sammenlignes med Giroen og Vueltaen, har han dokumenteret, at han kan blande sig med de allerbedste over samfulde tre uge i de længste etapeløb.

Arus styrke er, at han er en af feltets allerbedste rene klatrere. Det viste han allerede som helt ung professionel, da han i en ellers sygdomsramt Giro-debut blandede sig med de allerbedste i sin rolle som hjælperytter for Nibali på den brutale næstsidste etape til Tre Cime di Lavaredo i 2013? Og allerede da han året efter for første gang kørte sin egen chance, sluttede han på podiet efter at have presset en ellers suveræn Nairo Quintana til det absolut yderste på bjergenkelstarten op ad Monte Grappa - den disciplin, der om noget udmåler styrkeforholdet mellem de helt rene klatrere. Og bare få måneder senere vandt han to bjergetaper i en Vuelta, hvor han var oppe mod de allerbedste i form af Froome, Contador og Quintana - en præstation, han gentog året efter, hvor han med sin altid imponerende fightervilje kæmpede sig igennem sygdom og sled sig til en andenplads bag Contador i en ellers meget svær Giro.

Arus anden styrke er hans fantastiske restitutionsevne. Det er ingen tilfældighed, at han aldrig for alvor har imponeret i de ugelange etapeløb, og at hans bedste resultater altid er kommet i grand tours. Her er han altid blandt de stærkeste i den tredje uge. I Giroen i 2014 var det netop på de sidste etaper, at han sikrede sig sin podieplads, og året efter vandt han de to sidste bjergetaper, hvorved han sikrede sig sin andenplads. Da han endelig fik skovlen under Tom Dumoulin og sikrede sig sin store Vuelta-sejr i 2015, skete det med et storslået angreb på sidste bjergetape dagen inden finalen i Madrid.

Og faktisk var Aru også på vej mod noget stort i sidste års Tour de France, som mange ellers refererer til som en dundrende fiasko. Efter en lidt halvsløj start var han faktisk i spil til en podieplads med et fremragende comeback i den tredje uge. Således kørte han vel sit livs enkeltstart på 18. etape og var i offensiven på 19. etape, og det var endda ham, der havde sendt sine Astana-tropper frem for at stramme grebet på den fatale bjergetape, hvor han kollapsede på Col du Joux Plane, løbets allersidste stigning, netop som alt var sat i scene til hans store angreb på podiet. Det er således værd at huske, at det kun var ét dårligt moment på ét bjerg, der ødelagde hans Tour. I dagene forinden havde Aru været en af løbets mest formstærke ryttere.

Netop det er vigtigt at huske på, når man taler om Aru. Fiaskoen i Touren og et pauvert forår, hvor han efter en lovende start i Oman blev syg i Tirreno-Adriatico, inden den fatale knæskade truede med at ødelægge hans sæson, kan få det til at føles som en evighed, siden Aru sidst var på toppen. Faktum er dog, at han kørte en fin Tour indtil sit kollaps for mindre end 12 måneder siden, og at det er mindre end to år siden, at han vandt Vueltaen. Og med tanke på det, han har leveret i de seneste uger, tyder alt på, at han for alvor har ramt sit formidable topniveau til en Tour, hvor han endda er langt mere frisk end rivalerne.

Man kan til gengæld diskutere om ruten passer Aru ideelt. Det begrænsede antal enkeltstartskilometer er perfekt for italieneren, der trods fremgang stadig ikke for alvor magter den svære disciplin. Til gengæld mangler han et større antal bjergetaper og specielt bjergafslutninger, hvor han kan gøre en forskel. Bedst chance har han i Alperne, hvor vi dels er inde i hans elskede tredje uge, og hvor stigningerne er lange og udmarvende - nøjagtigt som han kan lide det. Til gengæld kan man diskutere, om de er svære nok til, at han kan kompensere for tabet i tidskørslerne - og trods alle hans klatrekvaliteter må Aru trods alt fortsat sande, at han stadig ikke er på niveau med Froome, Quintana og Porte i de høje bjerge.

Derfor vil det også være en overraskelse, hvis Aru vinder Touren, men mindre kan også gøre det. Efter at have været helt nede at skrabe bunden for blot et par uger siden handler de kommende tre uger i høj grad om at vise verden, at Italien stadig har en værdig arvtager til Nibali. Hvis alt flasker sig, er en podieplads bestemt inden for rækkevidde for et af sportens største grand tour-talenter - og når man først er i spil til en top 3-placering, kan alt ske.

Kan I huske, hvordan det gik sidst, en italiener fra Astana efter et elendigt forår pludselig vandt det italienske mesterskab og efterfølgende stillede til start i et Tour de France, hvor alle talte om Froome og Contador? Det kan italienerne i hvert fald. Og man har jo lov at drømme om en gentagelse…

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!