Tour de France: Hovedudfordrerne

Årets Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det imidlertid ikke for verdens største cykelløb, for hurtigt stod det klart, at hovedparten af Giro-stjernerne havde planer om at kaste sig ud i en historisk double, og dermed endte begge løb som vindere. Faktisk kan det franske løb i år præsentere et felt, der måske kan betegnes som det stærkeste i flere år, og langt de fleste af tidens bedste grand tour-ryttere vil være at finde i feltet, når det fra den 7. juli går løs i Frankrig.

Det hele anføres naturligvis af Chris Froome, der drømmer om at skrive historie ved at tage sin fjerde grand tour-sejr på bare 12 måneder, men netop usikkerhed om hans form efter en hård Giro gør årets løb endnu mere åbent end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at han denne gang udfordres af et usædvanligt stærkt Movistar-mandskab, der tæller den skræmmende stærke trio bestående af Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde i en historisk stærk Tour-satsning fra det spanske superhold, og for første gang synes der at være et hold, der i bjergene kan matche Sky. Dertil skal lægges Richie Porte, der efter et sygdomsramt forår med sejren i Tour de Suisse fik vist, at han er helt klar til at udfordre sin tidligere kaptajn, og dermed bliver det klart, at Froome vel næppe tidligere har kunnet imødese så skrap modstand fra så mange potentielle vindere.

Feltet tæller også Vincenzo Nibali, der har udset sig årets rute som en stor chance for at tage sin anden sejr i verdens stærkeste cykelløb, Ilnur Zakarin, der fortsætter sin march mod grand tour-himlen og for første gang satser alt på Touren, Froomes løjtnant Geraint Thomas, der efter den knusende sejr i Dauphiné er klar til at træde til, hvis kaptajnen skulle falme, samt Rigoberto Uran og Romain Bardet, der som bekendt begge var på podiet sidste år og drømmer om endnu mere i år. Dan Martin viste i Dauphiné, at han har timet formen perfekt og står foran noget stort, efter at han sidste år endte som nr. 6 trods 12 etaper, hvor han var hæmmet af en brækket ryg, Jakob Fuglsang er stærkere en nogensinde, Adam Yates har ligesom sin bror har gjort mageløse fremskridt i år, Steven Kruijswijk ligner en mand, der måske kan genfinde Giro-formen fra 2016, og Bauke Mollema drømmer om at finde de ben, der næsten gav ham en podieplads for to år siden. Tom Dumoulin må ganske vist være træt efter Giroen, men håber alligevel at køre med om sejren i sit første store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, og endelig frygter de fleste himmelstormeren Primoz Roglic, der efter et drømmeforår har potentialet til at skabe den helt store overraskelse på de franske landeveje i år. Med andre ord er listen over topkandidater længere end vanligt, og kobler man det med en usædvanligt innovativ og spændende rute, kan løbet umuligt skuffe.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

HUSK AT SÆTTE DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD!

Richie Porte (****)

De fleste kan sikkert huske de dramatiske billeder. Med ét gik Richie Portes 2017-sæson fra at være et drømmeår, hvor han for alvor havde etableret sig som verdens bedste rytter i ugelange etapeløb, til at være et regulært mareridt, da et styrt på den tekniske nedkørsel fra Mont du Chat ikke blot knuste hans drøm om at vinde Tour de France, men også efterlod ham med så svære skader, at hans sæson reelt var ovre. Blot få dage forinden var australieren ellers efter et mageløst forår gået ind til årets Tour som hovedudfordrer til sin tidligere kaptajn Chris Froome, og efter sin knusende suverænitet i bjergene i sine hidtidige etapeløb lignede han for første gang et reelt bud på en mand, der faktisk kunne vinde verdens største cykelløb.

Styrtet satte imidlertid en brat stopper for alle Portes store drømme og snød en hel cykelverden for at se, om australieren virkelig kunne have slået sin tidligere chef. Det så ellers ganske lovende ud for BMC-kaptajnen, der igennem foråret havde tørret gulv med alle sine rivaler hver eneste gang, vejen pegede opad. Efter at have taget en historisk suveræn sejr i Tour Down Under vandt han kongeetapen i Paris-Nice, efter at sidevind havde sat ham ud af spillet i kampen om den samlede sejr, i Romandiet Rundt leverede han den største magtdemonstration i mange år på løbets ellers relativt lette kongeetape og tog en ganske suveræn samlet sejr, og i Dauphiné var det kun en kollektiv alliance mod en isoleret Porte, der forhindrede løbets i særklasse stærkeste i også at vinde sportens måske sværeste ugelange etapeløb.

På den baggrund var det ikke mærkeligt, at forventningerne til Porte var skruet kraftigt i vejret, og selvom han måske ikke just havde vist den ventede styrke på løbets første lille test på La Plache des Belles Filles, havde han og Froome i minutterne inden det dramatisk styrt med angreb på den stejle Mont du Chat vist, at de to som ventet var løbets to bedste klatrere. Derfor var det også så meget desto mere hjerteskærende at se det hele ende på så brutal vis, og da Froome efterfølgende viste sjældne svaghedstegn på Peyragudes-etapen, kan man ikke fortænke Porte i at have haft mange søvnløse nætter med spuklationer om, hvad det kunne være blevet til, hvis han bare havde kunnet holde sig på cyklen.

Desværre markerede det også starten på en meget svær tid for en mand, hvis karriere i den grad har været præget af et hav af op- og nedture. Selvom det i oktober lykkedes ham at få en enkelt løbsdag i benene i Japan Cup, har der ikke været meget at råbe hurra for siden det dramatisk styrt. Ganske vist tog Porte den nu næsten obligatoriske solosejr på kongeetapen i Tour Down Under, hvor han blandt andet kørte fra en vis Egan Bernal i knaldhård modvind, men den samlede sejr mislykkedes, da en overraskende stærk Daryl Impey spurtede sig til tilstrækkeligt med bonussekunder undervejs.

Siden da skuffede han i Algarve, der dog aldrig var tænkt som andet og mere end forberedelse, men det var den sygdom, der efterfølgende ramte ham, som for alvor sendte ham ud af spillet. Han måtte aflyse den planlagte deltagelse i Tirreno-Adriatico, hans første store sæsonmål, og da han endelig var klar til sit comeback i det knaldhårde Baskerlandet Rundt, led hans i forvejen meget skrøbelige psyke sig noget af et knæk, da han ikke var blot i nærheden af at kunne matche de bedste, og han har efterfølgende ikke lagt skjul på, at særligt den oplevelse gjorde ham bekymret.

Heldigvis er Porte en klasserytter, der ikke behøver meget træning for at finde lidt form, og da han et par uger senere skulle forsvare sin titel i Romandiet, lignede han igen sig selv. Selvom han ikke var i nærheden af at have samme styrke som 12 måneder tidligere og ikke kunne matche de i helt suveræne Egan Bernal og Primoz Roglic var det faktisk ganske imponerende, at han med den begrænsede forberedelse alligevel kunne ende på en tredjeplads og endda yde de to fænomener kompetent modstand, særligt på løbets enkeltstart.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE

Præstationen vidnede om, at Porte igen var på rette vej, og særligt fra et mentalt synspunkt kan det lovende resultat i Schweiz næppe overvurderes. Det motiverede australieren til at klemme ballerne sammen, og siden da har han haft en gnidningsfri forberedelse, der atter har kunnet give håb om, at Porte måske skal genfinde det niveau, der sidste år placerede ham allerøverst på favoritlisten i samme liga som den ellers så uovervindelige Froome.

Efter fødslen af sit barn var en motiveret Porte tilbage i Tour de Suisse, hvor han stillede til start som storfavorit, og det var da også helt efter bogen, at han tankede selvtillid ved at tage en af karrierens største sejre. Alt forløb dog ikke helt efter planen, for selvom han lignede den tidligere skræmmende version af sig selv, da han satte det stjernebesatte felt fra hjul på en lille bakke i finalen på 6. etape, leverede han skuffende præstationer, da det for alvor gjaldt. På løbets kongeetape overvurderede han totalt og eksploderede i sit forsøg på at indhente den flyvende Nairo Quintana, og han sluttede løbet af med at køre en enkeltstart langt under niveau. I sidste ende var det derfor faktisk kun i kraft af holdløbet, at han slog Jakob Fuglsang, og man kan derfor med nogen ret hævde, at der derfor var byttet rundt på rollerne i forhold til sidste års Dauphiné, hvor det heller ikke var stærkeste mand, der sejrede.

Det kunne i sig selv være ildevarslende, at Porte ikke viste samme styrke som i sidste års Dauphiné, men i virkeligheden er det måske snarere end velsignelse. Det er nemlig velkendt, at der altid har kunnet stilles spørgsmål ved Portes holdbarhed, og derfor kunne man frygte, at det kunne blive svært at holde topformen hele vejen fra midten af juni og frem til Tourens afslutning. Den fare er nu reduceret betydeligt, og faktisk har Porte efter det triste forår næppe nogensinde været mere frisk ved indgangen til verdens største cykelløb. Og præstationen i Schweiz vidner om, at han er helt på rette vej i forhold til at ramme det topniveau i bjergene, som det formentlig kun er Froome, der kan matche.

Ingen kan betvivle, at Porte har de nødvendige kvaliteter til at vise sig som løbets bedste mand i bjergene. Lige siden han og Froome kørte hele feltet sønder og sammen på den første bjergetape i Touren i 2013, har man med nogen ret kunnet hævde, at netop de to har været verdens bedste på stigningerne. Hvor Froome er gået fra den ene grand tour-succes til den anden, har det imidlertid været anderledes for Porte, der fortsat blot har en 5. plads i Touren i 2016 som sit bedste resultat.

Det skyldes først og fremmest to forhold. Vigtigst er det, at Porte igennem mange år var låst i en hjælperytterrolle på Sky, hvor han også i 2015 sammen med Froome viste sig som den bedste i bjergene, og mens han med sejre i løb som Paris-Nice og Volta a Catalunya havde masser af plads til at boltre sig i de ugelange etapeløb, var det sværere at få plads i de tre uger lange etapeløb, der altid var Froomes domæne.

For det andet skyldes det manglende stabilitet og ikke mindst et meget skrøbeligt helbred, der betyder, at Porte har været ramt af den ene sygdomsperiode efter den anden.

Efter sit gennembrud i 2010 gled Porte ind i en hjælperrolle, der betød, at han skulle helt frem til 2014, inden han igen fik chancen for at være kaptajn i en grand tour. Det skete, da han blev lovet ansvaret for at sikre Sky deres første sejr i Giroen, men desværre gik det galt, inden det overhovedet var kommet i gang. Efter at have fået chancen for at erstatte en syg Froome i Tirreno-Adriatico blev Porte selv ramt af en sygdom, der skulle vise sig at ruinere hans forår i et omfang, så han allerede i april måtte opgive at stille til start i Giroen. Helt uventet fik han senere på sommeren en mulighed i Touren, da Froome tidligt styrtede ud af løbet, og han var på vej mod en temmelig sikker podieplacering, indtil sygdom igen fik skovlen under ham. I stedet han måtte krybe sig igennem den sidste uge frem til stregen i Paris.

I 2015 var han igen udset til at være kaptajn i Giroen, og denne gang så alt ud til at gå efter planen. Efter et helt suverænt forår var mange af den opfattelse, at han ville være i stand til at slå forhåndsfavoritten Alberto Contador, og efter en første uge, hvor han havde været helt i kontrol og aldrig i rød zone, var han klar til at slå til på løbets lange enkeltstart. Derfra gik alt imidlertid igen galt. Først fik han en tidsstraf for efter en punktering at have fået ureglementeret hjælp af en konkurrent, Simon Clarke, og da han senere styrtede, endte han med at udgå af løbet. I stedet endte han igen som luksushjælper for Froome i Touren, hvor parret gentog deres berømte dobbeltsejr fra 2013 på første bjergetape.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I 2016 tog Porte endelig springet væk fra Sky for at få chancen som kaptajn i Tour de France. Belært af erfaringerne om, at han ofte har haft svært ved at holde det høje niveau gennem hele Touren, gik han bevidst efter et stille forår - hvor han dog alligevel hjemførte etapeløbsresultater, der vil gøre de fleste grønne af misundelse - og i Touren lykkedes det ham endelig at gennemføre en grand tour uden at løbe ind i løbsødelæggende helbredsproblemer. Det betød dog ikke, at han var forskånet for uheld, tværtimod. Først tabte han dyrebar tid på grund af en punktering på 2. etape, så blev han involveret i det berømte styrt på Mont Ventoux, og til sidst endte han igen i asfalten, da regn gjorde 19. etape til en skøjtebane, hvor et stort antal af løbets favoritter skred ud på de regnvåde veje. Resultatet blev, at den podieplads, som styrken egentlig rakte til, endte som en knap så prangende 5. plads.

Det er dog netop præstationen i den Tour, der definitivt har udryddet den skepsis, mange har haft i forhold til hans evner til at holde i tre uger. Tidligere har han haft et ry for altid at have en dårlig dag, og det er da også sandt, at han i rollen som Froomes hjælper har haft nogle ret spektakulære kollaps. I kaptajnrollen er rygtet om de såkaldte dårlige dage dog stærkt overdrevet. Hans fiaskoer i Giroen har hver gang været forårsaget af uheld eller helbredsproblemer - ikke uforudsete kollaps og dårlige ben.

Faktisk er det netop helbredet, der fremstår som Portes måske største svaghed. Få ryttere har været så massivt ramt af sygdom som australieren, og 2016-udgaven af Touren var den første grand tour længe, hvor han ikke undervejs beklagede sig over helbredsproblemer. Alligevel var 2016 bestemt ikke uden problemer, idet han var syg flere gange i løbet af foråret, både efter Tour Down Under, inden Volta a Catalunya og under Tour de Romandie.

Porte kan imidlertid gøre sig forhåbninger om, at de problemer nu hører fortiden til. I et forsøg på at udrydde dem undergik han i efteråret 2016 en operation for at få fjernet sine mandler, og det har tilsyneladende haft en effekt. I hvert fald havde han i løbet af foråret 2017 ikke haft ét eneste sygdomstilfælde, og selvom han i år atter har været syg, er der håb om, at han ikke længere er helt så skrøbelig som tidligere.

Porte har været så stærk, at der ingen grund er til at forvente, at han ikke vil være blandt de stærkeste. Udfordringen for Porte er ikke topniveauet. Det er at holde det hele vejen frem til slutningen i Paris, at undgå, at hans hold koster ham sejren, som det var tilfældet i Dauphiné, og ikke mindst at slippe helskindet gennem mødet med brosten og tekniske nedkørsler.

Lige så sandt det er, at Porte ikke har de dårlige dage, som hans ry ellers tilsiger, lige så sandt er det også, at han aldrig har holdt sit topniveau over tre uger. I 2016 var han tydeligvis ikke så stærke i den tredje uge, som han var i starten af løbet, og en gentagelse af det scenarium kan være problematisk i et løb, hvor alle de store bjergetaper er koncentreret i løbets anden halvdel. I år betyder det lette løbsprogram, at han har bedre chancer end tidligere, men usikkerheden lurer stadig.

Allerfarligst er måske dog nedkørslerne. Det er velkendt, at Porte i professionel sammenhæng er lidt af en klovn på en cykel, og hans nedkørselsevner er nærmest skræmmende dårlige. Værre er det, at styrt på nedkørsler har betyder, at han er endt sine seneste to sæsoner i sygesengen, og derfor er det en slet skjult hemmelig, at Porte mildt sagt er rædselsslagen, når han kaster sig ud i de drabelige nedkørsler, som der i år er ganske mange af undervejs. Særligt hvis det regner, kan Porte komme i problemer, og det er en stor svaghed, at hans sårbarhed nu er så eksponeret, at alle ved, hvor de kan sætte den ellers så stærke australier af.

Den første uge er derimod lidt af et spørgsmålstegn. Selvom holdet i den grad savner en efter Giroen udmattet Rohan Dennis, fremstår BMC som altid som en af favoritterne til holdløbet, og umiddelbart er det amerikanerne, der udgør den største trussel mod favoritterne fra Sky. Samtidig er holdet med store maskiner som Stefan Küng og Greg Van Avermaet blandt de stærkeste i positionskampen i den meget hektiske første uge, og da Porte samtidig i 2014 efter Froomes styrt viste, at han selv er ganske kraftfuld på brostenene, hvor han sammen med Geraint Thomas kørte væk fra en stor gruppe i finalen, er det igen frygten og de tekniske evner, der kan bringe Porte i vanskeligheder. Han er nemlig ikke nogen ørn i positionskampen, og derfor kan det gå begge veje for Porte. Lykkes det ham via sit hold at undgå styrt på 9. etape, kan han sagtens ende som en af de store vindere gennem de første ni dage, men han er også et sårbart bytte, hvis det blæser, eller hvis positionskampen bliver lidt for hektisk.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Endelig er der holdet. Hele feltet har fået motivation og inspiration af, at Porte relativt let blev isoleret på sidste etape i Dauphiné sidste år, og det er helt klart, at han slet ikke er så veludrustet som Froome eller den fantastiske Movistar-trio. Også i Schweiz Rundt blev han alt, alt for let isoleret, og det blev her tydeligt, at en ellers delvist genfødt Tejay van Garderen i bjergsammenhæng stadig blot er en skygge af sig selv. I forhold til det schweiziske løb er holdet ganske vist styrket med Damiano Caruso, der i år er kørt på podiet i Tirreno og senest blev nr. 5 i Dauphiné, men som på stigningerne fortsat er et betydeligt stykke fra de bedste. Man kan derfor på Portes vegne frygte, at et tidligt forspring fra den første uge kan ende som lidt af en forbandelse, hvor et svagt hold som i sidste års Dauphiné kan gøre det umuligt at svare på angrebene fra de stærke kollektiver fra Sky og Movistar.

Alligevel får Porte måske aldrig en bedre chance for at vinde Touren. Han befinder sig i noget nær den bedste alder for en grand tour-rytter, har aldrig været friskere inden en grand tour og er denne gang oppe imod en efter Giroen formentlig ganske træt Froome. Han har en reel mulighed for at komme ud af de første 9 dage med et forspring i forhold til de fleste af rivalerne, hans evner på en yderst bjergrig rute som denne er veldokumenteret, og sidste år i Romandiet og Dauphiné viste han, at han fortsat er en af verdens allerbedste enkeltstartsryttere. Der er ganske vist betydelige usikkerhedsmomenter, der gør Porte til lidt af en lottokupon, men brikkerne er i hvert fald lagt klar til den helt store triumf.

BMC har før satset på en australier, som kritikere mente ikke besad den nødvendige mentale råstyrke til at vinde Tour de France. Og manager Jim Ochowicz og resten af ledelsen har ikke glemt, hvordan det gik…

HUSK AT SÆTTE DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD!

Nairo Quintana (****)

En andenplads i sin debut, podieplaceringer i sine første deltagelser og et stort kupforsøg, der næsten gav den samlede sejr i 2015… Nairo Quintana har i en alder af bare 27 år en fabelagtig historie i Tour de France, og længe stod det som en nærmest givet ting, at det mindst én gang i løbet af de kommende 10 år ville udmønte sig i en historisk colombiansk sejr i verden største cykelløb for nationens guldfugl, der i 2013 betog en hel cykelverden med offensiv kørsel i bjergene.

Der er imidlertid sket noget i det seneste års tid, og Quintana fremstår ingenlunde som den sikre Tour-vinder, han tidligere gjorde. Det hele så ellers mere lovende ud end nogensinde, da han i 2016 endelig fik skovlen under Chris Froome i det års udgave af Vueltaen, og man kunne fornemmede, hvordan det nærmest kogte over af begejstring i Movistar-lejren, der i den grad havde gået troen tilbage efter en lidt skuffende Tour, hvor sygdom havde kostet Quintana det fornødne overskud, men alligevel ikke havde forhindret ham i at slutte som nummer 3.

Desværre endte netop den sejr i Vultaen måske med at være lidt af en forbandelse for det colombianske klatrefænomen. Tilsyneladende blev han nemlig ramt af et overmod, der i løbet af de kommende 12 måneder skulle sende ham fra toppen af grand tour-hierarkiet til en position som en falleret grand tour-stjerne, der i en alder af blot 27 år næsten var gået i glemslen. Netop som han stod med sit livs chance for at erobre den Tour-sejr - eller den gule drøm, som han selv kalder den - der hele livet har været hans karrieremission, chokerede han nemlig en hel cykelverden ved at kompromittere sine chancer for at vinde verdens største cykelløb ved at kaste sig ud i sportens måske allersværeste projekt: at vinde Giroen og Touren i samme sæson.

Tilsyneladende var det Quintana selv, der insisterede på at ville gå efter en historisk sejr i den 100. udgave af Giroen, men det er alligevel svært at forstå, hvordan Movistar-ledelsen kunne gå med på den galej. Når den lille colombianer ikke havde været i stand til at slå Froome i frisk tilstand, virker det helt uvirkeligt, at man skulle tro på, at det ville kunne lade sig gøre med en udmarvende Giro i benene. Projektet endte da også som en dundrende fiasko, hvor Quintana efter den italienske grand tour i Frankrig ikke kunne træde en bule i en blød hat, og han endte på en 12. plads som en helt anonym skikkelse, hvis forsøg på med angreb i bjergene at rejse sig fra asken blot resulterede i store ydmygelser.

Det var dog ikke så meget præstationen i Touren, der var bekymrende. Langt værre var det, at Quintana også i Giroen, hvor han ellers var helt frisk, var en skygge af sig selv. Ganske vist tog han en flot sejr på den stejle Blockhaus-stigning, men på de øvrige bjergetaper var han helt uden den klasse og suverænitet, der ellers har kendetegnet den første del af karrieren. Total blev ydmygelsen, da spinkle Quintana måtte se store Tom Dumoulin blæse forbi ham på Oropa-stigningen, hvormed han indkasserede et stort nederlag i det terræn, der ellers burde have været hans. Slutresultatet blev en skuffende andenplads, og da det et par måneder senere gik endnu værre i Touren, falmede Quintanas stjerne så markant, at han i løbet af foråret stort set ikke er blevet omtalt som Tour-favorit.

En væsentlig forklaring er imidlertid ikke blot det forhold, at Quintana nu ikke har været på sit topniveau siden september 2016. Lige så væsentligt er det, at han har kørt et næsten helt anonymt forår, hvor han for første gang i mange år ikke har vundet ét eneste etapeløb i den første del af sæsonen. Derfor kan det ikke undre, at den i forvejen undseelige Quintana har været ganske svær at fange på den radar, der har zoomet ind på Tour-favoritterne igennem 2018.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Men man skal ikke tage fejl. Alt sammen er det nemlig del af en nøje tilrettelagt plan, der har ét og kun ét formål: at Quintana skal vinde årets Tour. Belært af sidste års erfaring har den lille colombianer i år satset alt på at vinde verdens største etapeløb, og han har derfor haft glæde af, at Movistar med indkøbet af Mikel Landa har kunne lade ham passe sig selv. Mens Landa, Alejandro Valverde og Marc Soler har stået for at indhøste de nødvendige WorldTour-point, har Quintana hjulpet lidt til hist og her, men ellers passet sig selv for at sikre, at han er helt klar til at gå efter den helt store triumf denne sommer. . I tidligere sæsoner har det slidt voldsomt på den lille colombianer, at han og Valverde har skullet fordele stort set alle de store etapeløb mellem sig. Med Landa på holdet skulle byrden nu bære af flere skuldre, og derfor kunne Quintana få plads til at foretage sin satsning.

Resultatet har været et meget stille forår, hvor han har været fint tilfreds med at sætte point i banken hos sine medkaptajner inden Touren. I Catalonien arbejdede han stenhårdt for Valverde - og kørte alligevel så stærkt, at han kunne blive nr. 2 bag sin holdkammerat - og i Baskerlandet var han en nøglerytter for Landa - og endte alligevel som nr. 5. Formen har derfor ikke været dårlig, men helt efter planen har der været et stykke op til det topniveau, vi alle ved, at han besidder, ligesom rollerne har gjort det umuligt for ham at jagte personlige sejre.

Alt sammen har det imidlertid været led i en overordnet strategi, der har haft det ene formål at sikre, at Quintana er flyvende, når Tour-feltet om en måneds tid rammer Alperne. Alligevel kan man ikke fortænke mange i at have været en smule skeptiske, for vi skal trods alt næsten to år tilbage for at genfinde den ”rigtige” Quintana, og derfor har man med rette kunne tvivle lidt på, om potentialet stadig var intakt.

Svaret fik vi imidlertid i årets Tour de Suisse, hvor Quintana for første gang i sin tid som Tour-kandidat stillede til start i et af de to store Tour-forberedelsesløb. Her gjorde han med et vanvittigt soloridt al tivvl til skamme og sikrede sig i overlegen stil en af karrierens smukkeste sejre. På løbets eneste reelle bjergudfordring, der på løbets kongeetape førte op til målet i Arosa, kastede han al forsigtighed over bord og angreb på den stejle del i bunden af den næsten 30 km lange stigning. I to forsøg lykkedes det ham at komme væk fra alle sine rivaler, herunder løbets storfavorit Richie Porte, inden han fik kontakt med holdkammeraten Victor De La Parte og en større udbrydergruppe.

Efter lidt hjælp fra De La Parte var alt arbejdet overladt til Quintana, og det lignede en umulig mission, da han ramte et 10 km langt næsten helt fladt midterstykke, hvor han blev jagtet af Portes hjælper, den i det terræn langt mere kraftfulde Greg Van Avermaet. Lille Quintana holdt imidlertid en af tidens stærkeste klassikerryttere bag sig på den næsten helt flade vej, men det lignede en umulig mission, da Porte kort efter satte efter colombianeren på de stejle sidste 5 km. Al logik sagde, at Quintana ville betale en pris for sit hårde arbejde, men det skete aldrig. Tværtimod var det Porte, der eksploderede, og Quintana holdt på næsten umenneskelig maner australieren, en stærkt kørende Jakob Fuglsang og alle andre bag sig.

Løbet blev ganske vist sluttet af med en selv efter vanlig Quintana-standard temmelig svag enkeltstart, men det har næppe lagt en dæmper på begejstringen hos Movistar-ledelsen, der må være blevet forsikret om, at deres enøjede satsning i hvert fald har tilladt deres fallerede guldfugl at komme til Frankrig på toppen af sin ydeeevne.

Samtidig betyder Froomes modige Giro-Tour-satsning, at briten kan forventes at være under vanligt niveau, og det giver Quintana en historisk chance for endelig at hjemføre den triumf, han drømmer om. Og i år finder han en rute, der på to af tre parametre lever op til alle de ønsker, den lille colombianer måtte.

Først og fremmest er årets rute usædvanligt bjergrig og i hvert fald fire af bjergetaperne så svære, at de er rent guf for en klatrer som Quintana. Samtidig er de alle koncentreret i løbets anden halvdel, hvor colombianeren traditionelt har været stærkest. Og endelig er antallet af enkeltstartskilometer reduceret til et minimum, og den ene enkeltstart, der er på programmet, er endda så kuperet, at Quintana slet ikke kan se frem til de klø, han vanligvis har fået - og stadig vil få - i kampen mod uret.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Der er dog også malurt i bægeret i et omfang, som har gjort Movistar-ledelsen rystende nervøs. De første ni dage byder på sidevind, positionskamp og værst af alt brosten, og intet af det rimer på Quintana. Den lille colombianer er et af de mest oplagte ofre i den hektiske første del af løbet, hvor han trods tilstedeværelse af erfarne folk som Daniele Bennati. Imanol Ervitet og multikunstneren Alejandro Valverde heller ikke kan se frem til den allerbedste støtte. Risikoen for et tidstab på særligt brostensetapen er stor, og lægger man dertil, at Quintana uden tvivl vil indhøste yderligere et handicap i forhold til Froome og Porte på holdløbet, kan han se frem til at ramme med bjergene med et tidstab, der i værste fald kan være på flere minutter.

Derfor tør Movistar heller ikke lægge én eneste plan, der rækker længere frem end til afslutningen af 9. etape. Beslutningen om at satse alt på årets Tour og derfor stille med den fantastiske trio bestående af Quintana selv, Valverde og Mikel Landa har haft til formål at skabe en situation, hvor de sammen kan tage kampen op mod Sky og angribe briterne på skift i de høje bjerge. Risikoen for, at mindst et af kortene er faldet væk allerede inden Alperne er imidlertid stod, og dermed kan det ellers så stærke Movistar-mandskab være berøvet en af trumferne i det, der er deres allerstørste styrke: kollektivet.

Derfor er det meget omdiskuterede kaptajnspørgsmål heller ikke afklaret. På papiret er Valverde et niveau under sine to holdkammerater i det interne hierarki, men det er først efter brostenene, at rollerne fastlægges. Her håber Quintana, at både han og medkaptajnerne fortsat er i spil til den samlede sejr, og lykkes det, står den lille colombianer med sit livs chance. Seks store bjergetaper, en kort, kuperet enkeltstart og et hold, der måske endda vil være i stand til at fange Froome omgivet af tre Movistar-stjerner, er en situation, han ikke kunne have ønsket sig bedre.

I det tilfælde vil Quintana nemlig have de bedste chancer. Trods alle sine kvaliteter er Valverde i de høje bjerge ikke på Quintanas niveau, og Landa har stadig til gode at dokumentere, at han kan strikke tre gode uger sammen i en kaptajnrolle. Quintana derimod har netop holdbarhed og konsistens som sin helt store styrke, og der findes ikke mange ryttere, der kan præstere en lignende stabilitet i et tre uger langt etapeløb.

Derfor lever ”Den Gule Drøm” ikke blot - den trives bedre, end den har gjort længe. For et halvt års tid siden så den ud til ellers næsten at være slukket, og colombianerne var i stigende grad begyndt at se andetsteds hen for at finde deres første Tour-vinder. Det blev der imidlertid ændret på, da den colombianske kondor for et par uger siden atter bredte sine vinger ud og fløj op ad Arosa-stigningen i de schweiziske alper. Gør han det samme om et par uger i Frankrig, bliver det måske alligevel til den Tour-sejr, der ellers fortonede sig i horisonten.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE