Tour de France: Pointtrøjen

Mens den gule trøje er det ultimative symbol for enhver etapeløbsrytter, er den grønne trøje i Tour de France den mest prestigiøse trøje for en sprinter. Pointtrøjerne i Giro d’Italia og Vuelta a Espana har tidligere ofte været vundet af klassementsryttere, og først for nylig er pointsystemerne blevet ændret for at gøre det lettere for de hurtige folk. I Touren har det imidlertid været sådan i årevis. Et pointsystem, der klart favoriserer sprinterne, og det generelt fladere franske terræn har sammen bidraget til, at pointkonkurrencen i Touren alene er en kamp mellem de allerhurtigste. Samtidig betyder det forhold, at verdens bedste sprintere næsten alle er samlet i Frankrig, at den grønne trøje naturligt bliver det ultimative symbol på sprinterstyrke.

Den grønne trøje bliver dog ikke altid vundet af feltets hurtigste mand. Hvad der betyder noget i denne meget specielle konkurrence er ikke bare sublime sprinterevner - restitution, stabilitet, held og endda klatreegenskaber spiller også ind. Først og fremmest skal man være i stand til at overleve tre ugers hårdt cykelløb og stadig bevare topfarten i den sidste del af løbet. For det andet er der ikke plads til mange fejltagelser, og man skal være med fremme i stort hver eneste spurt, hvilket kræver fantastiske positioneringsevner. Endelig kan man ikke undervurdere betydningen af held, da en enkelt kikset spurt på grund af et styrt eller en punktering kan koste en rytter alle chancer.

Modsat Giroen og Vueltaen, der ofte har mange mellemetaper, byder Touren grundet den franske geografi ofte på færre moderat kuperede etaper i de mellemhøje bjerge. I den franske grand tour er etaperne ofte enten flade, finder sted i de høje bjerge eller afvikles som tidskørsler, mens der i de mindre grand tours ofte er mange etaper, der kan vindes af ryttere, der egentlig ikke er specialist i nogen discipliner. Kombineret med et pointsystem, der tilbyder flere point på de flade etaper, betyder det, at den grønne trøje ofte er blevet vundet af en ren sprinter.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Med Peter Sagans opstigen mod stjernerne er den trend ændret. Selvom slovakken bestemt er en hurtig herre, er han meget mere end en sprinter. Han har ikke topfarten til at dyste med folk som Marcel Kittel, Dylan Groenewegen, Fernando Gaviria, André Greipel og Mark Cavendish, men hans gode positioneringsevne betyder, at han som regel slutter i top 5 i hver eneste massespurt. Derudover betyder hans alsidighed og gode klatreevner, at han kan score point på etaper, hvor hans rivaler er helt uden chance.

Disse egenskaber har givet ham fem grønne trøjer i træk, og det var formentlig blevet til seks, hvis ikke han på sidste år på meget kontroversiel vist var blevet sendt på tidlig sommerferie allerede efter 4. etape. Hver eneste gang har han lukket konkurrencen meget tidligt i løbet, og i de senere år har kampen praktisk talt været ovre allerede inden afslutningen på den første uge. Den meget ensidige affære har bestemt ikke været til glæde hos arrangørerne hos ASO. Derudover har man ikke været begejstret for det forhold, at Sagan i hverken 2014 eller 2015 vandt en etape, men alligevel var helt suveræn i pointkonkurrencen - også selvom hhv. Kittel og Greipel vandt imponerende fire etaper.

Det har ansporet til en regelændring, der trådte i kraft forud for 2015-udgaven - en ændring, der skulle give de hurtigste en mulighed for at udfordre Sagan. Hovedforandringen er lavet på de helt flade etaper, hvor en massespurt er næsten uundgåelig. Tidligere var der bare 45 point for en etapesejr, men det er nu øget til 50. Den største ændring er dog den større afstand mellem topplaceringerne. Mens top 3 tidligere fik hhv. 45, 35 og 30 point, får de nu hhv. 50, 30 og 20. Det betyder, at etapevinderen kan gøre en stor forskel, og det gør det sværere at holde sig fremme ved stabilt at placere sig i top 3 uden at vinde. Pointsystemerne for de kuperede og bjergrige etaper er næsten uforandrede, men der er flere af dem. Nu om dage skal der ikke være mange bakker på programmet, inden en etape mister sin status som flad.

Helt præcist scores der point efter følgende system:

På de helt flade etaper (1., 2., 4., 7., 8., 13., 18. og 21. etape) gives hhv. 50, 30, 20, 18, 16, 14, 12, 10, 8, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere

På de kuperede etaper (5., 6., 9., 14., 15. og 16. etape) gives hhv. 30, 25, 22, 19, 17, 15, 13 11, 9, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere

På de store bjergetaper og enkeltstarterne (10., 11., 13., 17., 19. og 20. etape) gives hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point til de første 15 ryttere.

I 2011 ændrede man systemet for indlagte spurter. Tidligere var der altid to eller tre indlagte pointmuligheder, hvor de første tre fik hhv. 6, 4 og 2 point. De blev ofte taget af udbrydere, og konkurrencen blev stort set afgjort af etapefinalerne. Siden 2011 har hver etape kun haft én indlagte spurt, men til gengæld har der været mange flere point på spil. Nu får de første 15 ryttere hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point.

Tidligere kom den indlagte spurt ofte sent på etaperne, hvor man allerede havde været ovre en del stigninger. Det har siden ændret sig, og nu om dage kommer de ofte en del tidligere, hvilket giver en klatrestærk rytter som Sagan en mindre fordel, end han ellers ville have haft. I tidligere udgaver har de ofte været lagt ind på mindre stigninger, men i år er de næsten alle flade.

I de første år syntes det nye system for de indlagte spurter at have en større indvirkning på udfaldet, da sprinterne gik 100% efter pointene hver dag. Nu spiller de en mindre rolle. Med mindre spurten kommer meget tidligt eller sent på etapen, er de store point typisk blevet taget af udbrydere, og forskellen mellem de sekundære placeringers pointhøst er begrænset. Hvis et femmandsudbrud allerede har krydset stregen, får den hurtigste sprinter i feltet 10 point, mens nummer 3 får 8. Derfor er der ingen grund til at bruge alt for mange kræfter her, og i stedet er det klogere at spare kræfter til finalen. Hvad der er vigtigt, er dog at sikre sig lidt point hver dag, da ryttere som helt dropper de indlagte spurter er uden chance for at blande sig. Derfor ser man ofte sprinterne holde sig til de indlagte spurter uden dog at bruge mange kræfter på opgaven.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUREN - PRÆMIER TIL TOP 100 OG ETAPEVINDERNE!
 

Favoritterne

Selvom de ikke har noget imod verdensmesteren, har arrangørerne fra ASO ikke lagt skjul på, at det har været smertefuldt for dem at se, hvordan Sagan fuldstændig har kvalt al interesse i pointkonkurrencen. Som sagt har slovakken i de senere år reelt allerede vundet konkurrencen efter bare nogle få etaper, og det har betydet, at mange af topsprinterne tidligt har opgivet overhovedet at blande sig i de indlagte spurter. Derfor har man taget flere initiativer for at forsøge at genskabe lidt spænding i konkurrencen. Første skridt var indførelsen af det nye pointsystem i 2015 samt en ændret placering af de indlagte spurter, og igen i år er det ruten, der helt klart er designet med det formål at give de rene sprintere en bedre chance for at tage kampen op med Sagan.

I 2016var konkurrencen reelt afgjort på forhånd. 2016-udgaven bød på usædvanligt få rene sprinteretaper, og faktisk var der kun én decideret massespurt mellem 6. etape og afslutningen i Paris. Det efterlod de hurtige folk dybt frustrerede, men sidste år kunne de knap få armene ned, da ASO havde præsenteret ruten. Her manglede bestemt ikke muligheder, tværtimod. Således var der hele otte etaper, der endte i en massespurt, og det gav hele fem sejre til Marcel Kittel samt en enkelt triumf til hhv. Dylan Groenewegen, Arnaud Demare og Michael Matthews. Dermed var 2017-udgaven den mest sprintervenlige i mange år.

Modellen gentages i år, hvor det heller ikke skorter på muligheder for de hurtige folk. Hele fem af de første ni etaper i det nordlige Frankrig er som skabt til de rene sprintere, og her synes det kun at være sidevind og styrt, der kan forhindre de hurtige folk i at komme til fadet. Dertil kommer en enkel mulighed i Valence på 13. etape samt et lille sprinterintermezzo på 18. etape, der er klemt inde i den knaldhårde pyrenæertrilogi. Da det hele som altid slutter med et brag af en massespurt i Paris, er der således igen i år udsigt til, at sprinterne skal slås om sejren på otte af de 21 etaper.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Nøjagtigt som det begrænsede antal enkeltstartskilometer og bjergafslutninger er et forsøg på at reducere Chris Froomes dominans, er der ingen tvivl om, at det ændrede rutedesign er et forsøg på at stække Sagan. I de helt flade finaler er slovakken ganske enkelt ikke lige så hurtig som de rene sprintere som Dylan Groenewegen, Marcel Kittel, Fernando Gaviria, Mark Cavendish og André Greipel, og hvis en af disse typer viser sig at være lige så dominerende, som Kittel var det i 2013, 2014 og 2017, Greipel i 2015 og Cavendish i 2016 er der reelt en chance for, at deres pointhøst vil være så overvældende, at Sagan kan komme i vanskeligheder. Sidste år var Kittels dominans som bekendt så stor, at kun et sent styrt forhindrede ham i at køre til Paris iført den grønne trøje, og det havde ikke nødvendigvis været helt enkelt for Sagan at forsvare sin titel, hvis han havde fået chancen.

Årets rute byder dog også på en del ”Sagan-etaper”, hvor han vil være blandt favoritterne, mens de mere rene sprintertyper blot kan se til. Det gælder særligt 5. etape til Quimper, hvor Sagans navn står skrevet med fed over hele ruten, men også på Mur-de-Bretagne på 6. etape må slovakken regnes som favorit, efter at han var ganske tæt på sejren i samme finale i 2015. Dertil kommer naturligvis brostensetapen, hvor Sagan endda vil være en af de få specialister, der vil få helt fri til at jagte en etapesejr uden at skulle tage nævneværdige hensyn til en klassementsrytter. Selvom ASO har forsøgt at øge spændingen ved at kategorisere dem alle som kuperede, er det rene godbidder for Sagan, hvor han med tre etapesejre i teorien kan hente 90 point på dage, hvor der vil stå et stort rundt 0 ud for folk som Kittel og Groenewegen.

Trods ASOs anstrengelser tror vi, at Peter Sagan skriver historie ved at tangere Erik Zabel imponerende rekord med seks grønne trøjer vundet i træk. Ganske vist er årets rute ikke helt skræddersyet til verdensmesteren, men alligevel må han være manden, der skal slås. Nok er det usandsynligt, at han vinder en af de rigtige massespurter - det er faktisk kun lykkedes ham helt tilbage i 2012 - men Sagan har en stabilitet, der gør ham nærmest umulig at besejre i det lange løb.

Det skyldes hans helt eminente placeringsevne. Det er ikke uden grund, at Sagan er kendt for sine mange andenpladser i Touren. Måske vinder han ikke så ofte, men det er sjældent, at han ikke ender i top 3 i en massespurt. Det er i sig selv en ganske imponerende bedrift. 2016-udgaven var et strålende eksempel på, hvordan nutidens massespurter er et stort kaos, hvor det er meget vanskeligt at organisere et lead-out. Det var hovedårsagen til, at Kittel og Greipel havde det svært, idet begge er dybt afhængige af et stærkt hold til at føre dem frem. Sagan kan derimod manøvrere på egen hånd og på imponerende vis stort set altid finde det rigtige hjul i afslutningerne. Det betød, at han var med fremme hver gang - og da det ikke var tilfældet for mange af hans rivaler, gav det ham et kolossalt forspring.

Blandt topsprinterne er det kun Cavendish, der har en lignende næse for at læse spurterne, og briten er som bekendt langt fra sit topniveau. Kittel og Greipel derimod har det svært i positionskampen, og det synes usandsynligt, at de ikke begge vil have mindst én dag, hvor de helt falder ud. Groenewegen og Gaviria er mere stabile - sidstnævnte særligt fordi han har et godt tog - men ingen kommer i nærheden af at have Sagans klasse i positionskampen. Med mindre han rammes af uheld, er Sagan aldrig helt væk, og den stabilitet er ubetinget hans største fordel.

Samtidig er det værd at huske, at Sagan i 2016, 2017 og 2018 synes at have spurtet bedre end tidligere. Hvor han i sine første år end ikke var tæt på topsprinterne, er det nu ikke længere utænkeligt, at han faktisk kan slå dem. Han var således ganske konkurrencedygtig i Touren i 2016, og i årets Tirreno var han ikke langt fra at matche Marcel Kittel. I Tour of California og Tour de Suisse manglede han ikke meget for at matche Gaviria. og med tanke på, at der undervejs venter nogle relativt tekniske finaler, der er gode for Sagan, kan man ikke udelukke, at han faktisk undervejs kan tage en sejr på en flad etape også.

Dertil skal som sagt lægges, at Sagan er den store favorit til at vinde 5., 6. og formentlig også 9. etape. I puncheurfinalerne på 5. og 6. etape er det reelt kun Michael Matthews, der kan true slovakken, selvom Gaviria og Arnaud Demare dog også vil øjne en chance på den første af de to etaper. Matthews har imidlertid næsten allerede på forhånd afskrevet et titelforsvar, idet Sunweb-mandskabet i år er bygget helt og holdent op om Tom Dumoulin.

Endelig har Sagan det våben, at han kan angribe på bjergetaperne. Igen i år har verdensmesteren kørt som en motorcykel, og da han endda satser på at nå helt nye klatreevner forud for det knaldhårde VM, er der ingen grund til, at han ikke kan køre lige så offensivt som i de foregående år. Det kan give ham point i indlagte spurter, hvor det blandt rivalerne kun er Matthews, der har en chance.  Samtidig har Sagan vist, at han restituerer bedre end de fleste og er nærmest ustoppelig i den tredje uge. Læg dertil, at Sagan på en god dag kan vinde 15. etape fra et udbrud, og at han ligeledes kan køre offensivt i Mende - hvor han dog næppe vinder - og det bliver klart, at Sagan har et arsenal af våben, ingen kan matche. Derfor er han igen tårnhøj favorit.

Skal man pege på en mand, der måske kan true Kong Sagan, er det Fernando Gaviria. Colombianeren gør ganske vist sin Tour-debut, men i grand tour-sammenhæng har han en rekordliste, ingen kan matche. Således vandt han hele fire etaper samt pointtrøjen, da han i Giroen sidste år for første gang var aktiv i tre uger i træk, og dermed leverede han den bedste grand tour-debut i flere årtier. Dermed har Gaviria én gang vist, at han kan bevare sit høje niveau i de længste etapeløb, og derfor er det helt sikkert ikke den sidste pointtrøje, han har vundet.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

At udfordre Sagan er naturligvis en anden sag, men Gaviria kan noget, verdensmesteren har svært ved: vinde flade massespurter mod de allerhurtigste. Det viste han så sent som i Tour of California, hvor han i et skræmmende stærkt felt gjorde rent bord ved at vinde alle tre sprinteretaper, der ovenikøbet var så flade og lette, at var skabt til de reneste af de rene sprintere. Ganske vist fik vi så sent som i Tour de Suisse vist, at Gaviria ikke er feltets allerhurtigste - her blev han blandt andet regulært overspurtet af Arnaud Demare - ligesom det schweiziske etapeløb igen afslørede, at han mangler den nødvendige kølighed til at undgå at begå eklatante fejl, men i både Californien og Schweiz har Maximilano Richeze vist, at han måske har generobret pladsen som verdens bedste lead-out man. I hvert fald har han været fremragende i begge løb, hvor Gaviria ikke kunne have ønsket sig bedre støtte, og det stærke tog, der også tæller Niki Terpstra, Philippe Gilbert, Julian Alaphilippe og Yves Lampaert er suverænt Gavirias største force.

Gaviria understregede i Schweiz også endnu engang, at han er meget holdbar, når stigningerne ikke er alt for lange. Derfor kan man ikke helt udelukke, at han også vil kunne blande sig på 5. etape, mens 6. etape uden tvivl er alt for svær. Det er brostensetapen til gengæld ikke, for selvom Gaviria på grund af styrt fortsat har sin Roubaix-debut til gode, har han tidligere vist god næse for at håndtete det ru underlag, og som del af sportens klassikerhold par excellence kan man ikke udelukke, at han også her kan indhøste lidt point.

Det ændrer dog ikke på, at Gaviria kun vinder den grønne trøje, hvis han vinder et hav af rene sprinteretaper, men det er heller ikke umuligt, at det er ham, der kan erobre tronen som årets konge af massespurterne. Ingen af de øvrige sprintere kan nemlig prale af at have et tog af Gavirias kaliber, og det gør ham til Sagans rival nummer 1.

Hvor Gavirias bedste våben er hans tog og til dels hans klatrestyrke, skal Dylan Groenewegen satse på sin hurtighed. Allerede sidste år fik han ved flere lejligheder registreret en topfart, der endda var højere end suveræne Marcel Kittels, og det siger alt om det potentiale, hollænderen besidder. Sidste år manglede han den fornødne holdbarhed til at holde sine fart tilstrækkeligt længe, men det synes at have ændret sig i år. I hvert fald har Groenewegen været temmelig suveræn i snart sagt alle sine spurter, senest i Tour de Slovenie, hvor han gav Caleb Ewan og Mark Cavendish en regulær sprinterlektion. Da den positioneringssvage Kittel reelt ikke har kørt en massespurt siden årets Tirreno, udestår det stadig at finde ud af, om han vitterligt er feltets hurtigste, men det er ikke urimeligt at antage.

Samtidig har Groenewegen modsat sin tyske rival udvist en ganske glimrende placeringsevne, og han på papiret ellers ikke alt for stærke tog med Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen har i år gjort det ganske fremragende. Den kombination burde være rigeligt til, at Groenewegen kan holde sig fremme og med stabilitet placere sig fremme på de flade etaper. Til gengæld har han kun de otte massespurter som muligheder at opnå et resultat, og han skal derfor lave ”en Kittel” og tage godt for sig af retterne. Det er imidlertid heller ikke helt umuligt, og lykkes projektet, kan Groenewegen måske krone en stor Tour ved i den grønne trøje at tage sin anden sejr i Paris.

Sidste år lagde Arnaud Demare ud som lyn og torden ved at være den eneste til at besejre Marcel Kittel i en regulær massespurt, og han var i det hele taget flyvende i Tourens første dage. Desværre fik det en ganske brat ende, for som det har været et tilbagevendende tema i den nu tidligere franske mesters karriere, faldt han helt sammen i den følgende tid og endte med at falde for tidsgrænsen. I det hele taget har det i stort set enhver sammenhæng knebet for Demare at opretholde et bare nogenlunde niveau og mere end et par dage, og dermed bliver det svært for ham nogensinde at vinde en pointtrøje, der jo om noget kræver holdbarhed.

Allligevel kan man ikke helt udelukke, at det faktisk kan lykkes for Demare. I Tour de Suisse viste han nemlig atter sin forrygende topfart, da han regulært overspurtede Gavira på 8. etape, og det vidner om, at det i hvert fald ikke er hurtigheden, der mangler. Samtidig har han med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri det eneste tog, der på papiret kan konkurrere med Quick-Steps, og dermed har han alle forudsætninger for at gøre sig gældende i massespurterne. Også 5. etape, hvis finale minder meget om den, der gav ham en flot sejr på 1. etape af Paris-Nice, og brostensetapen kunne være en mulighed for den tidligere U23-verdensmester, og kan han virkelig tage for sig af retterne i de første ni dage, kan miraklet måske alligevel ske. Demare vil formentlig skulle krybe igennem de sidste to uger, men det samme var jo tilfældet for Kittel sidste år, hvor tyskeren reelt havde vundet trøjen, hvis ikke det var for det dumme styrt. Derfor kan en suveræn første uge af Demare måske give ham en uventet sejr.

Michael Matthews stiller til start som forsvarende vinder, men det bliver overordentligt svært for ham at gentage det kunststykke i år. På Sunweb handler det meste nemlig om Tom Dumoulin, og holdet og Matthews da også reelt opgivet at forsvare trøjen. Matthews vil i stedet koncentrere sig om de hårdeste spurter, særligt 5. og 6. etape, der må være hans allervigtigste mål i årets løb, og det er meget tvivlsomt, om han overhovedet blander sig i de regulære massespurter. Alligevel kan man ikke helt udelukke, at miraklet kan ske. Som beskrevet i andre optakter er der nemlig en stor risiko for, at Dumoulins ellers store motor hurtigt brænder sammen efter en hård Giro, og sker det, vil holdets prioriteter ændre sig. Skulle Matthews samtidig vinde 5. og/eller 6. etape samt levere et hæderligt resultat på brostenene, kan han pludselig være så tæt på trøjen, at den alligevel bliver et mål.

Matthews er ganske vist normalt slet ikke konkurrencedygtig i flade spurter, men mange af finalerne har faktisk et stigende opløb, der passer ham fint. Hans tog er bestemt heller ikke at kimse af, og da han samtidig med sine fremragende klatreegenskaber, kan lave ”en Sagan” og med udbrud i bjergene sikre sig point i de indlagte spurter - en væsentlig nøgle til hans sejr sidste år - er mulighederne for et titelforsvar ikke helt udelukkede. Det kræver formentlig et tidligt Dumoulin-kollaps - gerne allerede på Mur-de-Bretagne - men sker det, kan Matthews måske alligevel fejre endnu en tur til podiet i Paris.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Endelig er vi nødt til at pege på Marcel Kittel. Det har været en nærmest mareridtsagtig sæson for den store tysker, der stort set intet har opnået siden skiftet til Katusha. Egentlig viste han med de to sejre i Tirreno-Adriatico, at hurtighede stadig er der, men desværre handler massespurter om meget andet end topfart. Først og fremmest handler det også om positionering, og på det felt har Kittel altid været en mindre katastrofe. Hos Quick-Step og Giant kunne han kompensere for sine mangler med et stærkt, men efter skiftet til Katusha er der ikke mange, der kan ”prale” af at være så ringe støttet i finalerne. En stribe katastrofale lead-outs har betydet, at Kittel vel næsten ikke har kørt en regulær massespurt siden marts, og da han endelig fik chancen i Rund um Köln blev han regulært overspurtet af hele fire ryttere, hvoraf i hvert fald Mihkel Raim, Brenton Jones og Szmyon Sajnok normalt ikke burde nå ham til sokkeholderne.

Skal man finde lidt lys i Kittel-mørket, er der måske lidt trøst at hente i, at han faktisk aldrig har været den store vindermaskine uden for Touren. Som regel er han kun i topform én gang på hele året, og det er altid i løbet af de tre uger i juli. Man kan derfor drømme om, at han på mirakuløs vis kan finde sidste års ben, der var så suveræne, at han gang på gang på ren topfart kunne overvinde en helt umulig placering til alligevel at løbe med sejren. Problemet er, at det bliver endnu sværere i år, hvor holdstøtten vil være så svag, at selv ikke 2017-ben vil være nok. For at vinde den grønne trøje skal Kittel samtidig gøre næsten rent bord på de flade etaper, og derfor virker en grøn trøje temmelig usandsynlig. På den anden side har Kittel i tre af sine seneste fire Tours vundet mindst fire etaper, og derfor kan en gentagelse ikke helt udelukkes, selvom det ser kulsort ud.

Endelig fortjener også André Greipel og Mark Cavendish at blive nemt, men det virker stærkt usandsynligt, at de to veteraner kan blande sig. Greipel har egentlig vist ganske gin hurtighed i år, mens placeringsevne er så svag og hans tog så begrænset, at han ikke med den nødvendige regularitet vil kunne placere sig langt nok fremme. Cavendish har været ramt af uheld, men hans spurter i juni måneds to etapeløb tyder desværre på, at den gamle hurtighed er en saga blot. I de kaotiske finaler er han i sit es, og derfor kan en etapesejr bestemt ikke udelukkes, men han vinder næppe nok til, at den grønne trøje er realistisk. For ham handler det hele da også om at nå Merckx’ rekord på 34 Tour-etapesejre, og derfor- er den grønne trøje næppe en prioritet overhovedet.

*** Peter Sagan

** Fernando Gaviria, Dylan Groenewegen

* Arnaud Demare, Michael Matthews, Marcel Kittel

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUREN - PRÆMIER TIL TOP 100 OG ETAPEVINDERNE!