Tour de France: Ungdomstrøjen

Den hvide trøje kan erobres af alle ryttere, der er født den 1. januar 1993 eller senere, og i år er der 29 ryttere, der har mulighed for at vinde den eftertragtede trikot, hvilket er hele 10 flere end sidste år. I de seneste to år trøjen blevet erobret af de to Yates-brødre, men de er langt om længe blevet for ”voksne” til at lege med ”de små”, og derfor bliver der i år ikke mulighed for Adam for at gentage karrierens hidtil største bedrift.

Trods den øgede volumen kan man da også med nogen ret hævde, at årets ungdomsfelt er svagere end vanligt. I hvert fald fremstår der blandt de unge løver kun én rytter, man med sikkerhed ville kunne kategorisere som top 5-kandidat, men som det kan læses nedenfor, virker det stærkt usandsynligt, at fænomenet Egan Bernal får chance for at jagte personlig succes i sin grand tour-debut. Det skorter ellers ikke på solide klatrere i feltet, men ser man bort fra Bernal, mangler der en rytter med det ekstra touch, der gør, at han også vil kunne blande sig helt i toppen. Dermed kan det meget vel ende med, at vi for første gang siden 2008, hvor Andy Schleck efter en elendig start rejste sig fra asken og vandt den hvide trøje i sin Tour-debut, men blot endte på en samlet 12. plads, vil se, at manden i hvidt ikke er blandt løbets 10 bedste.

De taktiske begrænsninger på Bernal og Marc Soler, der ellers under normalt omstændigheder ville være at regne som de naturlige favoritter, betyder, at det kan ende med en stor fransk cykelsommer. I hvert fald er det nærliggende at pege på Pierre Latour som manden, der kan udnytte de ovennævnte kometers låste roller, til at opnå et foreløbigt karrierehøjdepunkt og blive den tredje franskmand på otte år til at køre til Paris i hvidt efter Pierre Rollands sejr i 2001 og Thibaut Pinots triumf i 2014. I hvert fald har Ag2r allerede luftet planen om, at ungdomstrøjen er et sekundært mål for det franske mandskab, der ellers er bygget helt op om Romain Bardet, og Latour er som udgangspunkt en beskyttet rytter, der skal forsøge at jagte et godt klassementsresultat.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det gjorde han faktisk også sidste år, hvor han efter 16 dage fortsat lå nummer 13, men hvor han kollapsede totalt i den tredje uge og endda endte med at brække hånden ved et stort på den sidste enkeltstart. Derfor har han da heller endnu ikke kørt klassement i en grand tour, for i debuten i Vueltaen i 2016 var rollen etapejæger - en opgave, han løste til UG med kryds og slange ved at tage en stor sejr på den afsluttende bjergetape.

Det er netop også holdbarheden, der kan blive den store udfordring for Latour, der ikke har lagt skjul på, at han finder det ganske svært at holde koncentrationen og det enorme fokus igennem tre uger. Han har dog modnet sig kolossalt og særligt i år gjort så store fremskridt, at der er grund til at drømme styrt. I Volta a Catalunya blev han en imponerende nr. 3 i ganske skrapt selskab, og selvom han efterfølgende oplevede et formdyk, der betød skuffende præstationer i Baskerlandet, blev han senere nummer 6 i Romandiet. Senest viste han fremragende form i Dauphiné, hvor han samlede 7. plads i virkeligheden underspiller hans styrke, for Latour var konstant i angreb for at berede vejen for Bardet, og at han alligevel havde kræfter til at slutter i top 9 på tre af de fire bjergetaper siger alt om hans klasse.

Formen er siden blevet endnu bedre, for Latour, der samtidig er en fremragende temporytter, knuste al modstand, da han i uhørt suveræn stil tog sin anden franske enkeltstartstitel, og også i linjeløbet blev han nr. 4 på en rute, der slet ikke passede ham. Latour er måske i virkeligheden i sit livs form netop nu, og han synes nu at have modenheden til at vinde den hvide trøje.

Til gengæld kan man frygte, at Latour måske er lidt for god lidt for tidlig og skal man pege på et hul i hans panser, er det som sagt holdbarheden. Der er ganske lang tid til den første af de mange bjergetaper, og Latour mangler stadig at vise, at han kan slå til hver eneste dag over tre uger. Er han nu blevet så stærk, at han kan netop det, bør manden, der både kan klatre og køre enkeltstart, imidlertid være bedste bud på en vinder af den hvide trøje.

Hans værste rival kunne ligne Guillaume Martin, der siden sejren i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege har været udskreget til en af de næste store franske klatrere. Man skal bestemt heller ikke undervurdere betydningen af Martins tilstedeværelse, da Wanty for andet år i træk fik tildelt et wildcard på bekostning af Bryan Coquards Vital Concept, og derfor ligger der et vist pres på Martin for at levere. Det er han imidlertid også fremragende forberedt til, for efter en lidt halvtam debut sidste år er han skoleeksemplet på, at en første grand tour kan gøre underværker for en ung rytter.

I hvert fald har han siden afslutningen i Paris sidste år været en helt anden rytter. Faktisk havde han ikke én eneste sejr på cv’et i juli sidste år, men siden da har han vundet tre etapeløb med etapesejre undervejs i alle tre og tog også en flot sejr sidste år i Tour du Limousin. I det hele taget har Martin været langt mere stabil igennem hele sæsonen, og han har været med fremme i langt de fleste af sine løb, hvis man ser bort fra, at sygdom knuste drømmen om en stor ardennerkampagne og et stærkt Tour de Romandie.

Martin kommer til løbet i storform, for i Dauphiné klatrede han for første gang nogensinde med de bedste i et WorldTour-løb og trods offensiv kørsel og et katastrofalt holdløb og en rædselsfuld prolog endte han som nr. 12. Derfor bekommer det ham også vel, at årets rute er så ekstremt bjergrig, for han viste modsat Latour sidste år, at han kan holde niveauet også i de to sidste uger, hvor de værste udfordringer melder sig.

Til gengæld står han til en gang gedigne prygl på holdløbet og enkeltstarten, hvor han vil være blandt de allersvageste, og den første uge ligner også ét langt mareridt for den belæste franskmand med smag for filosofi. Derfor synes han også at være afhængig af et ikke umuligt Latour-kollaps for at kunne erobre hvidt, men knækker Ag2r-landsmanden under byrden, står Martin næst i rækken til at tage over.

Hvis han fik frit lejde, kunne Egan Bernal formentlig vinde den hvide trøje med en tre-fire blylod fastspændt på ryggen. Det colombianske vidunderbarn har nemlig i år overgået selv de i forvejen tårnhøje forventninger til ham, og han har i alle sine løb leget kispus med selv de største. I Colombia Oro y Paz var han hjælperytter for Sergio Henao, men endte med at løbe med det hele foran ikke helt uefne klatrere som Nairo Quintana og Rigoberto Uran. I Volta a Catalunya mødte han ganske vist sin overmand i Alejandro Valverde, men havde det ikke været for et dumt styrt på sidste etape, var han endt som en stensikker landsmand bag den på den tid stærkeste rytter. Trods det grimme hoftebrud, der var en konsekvens, var det kun et andet fænomen, Primoz Roglic, der i kraft af en god prolog kunne frarøve ham en stor sejr i Romandiet, hvor han vandt løbets bjergenkeltstart, og senest var han i en helt, helt andet liga på begge de to bjergetaper i Tour of California, som han vandt i overlegen stil.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Bernal drømmesæson har fået Sky til at ændre planer, og i stedet får den ventede grand tour-debut i Spanien til august kastes han nu for de mest glubske af alle løver i årets Tours. Tilsyneladende har fristelsen for Sky-ledelsen været for stor, og man har ikke kunnet dy sig for at udtage en af verdens allerbedste klatrere til et løb, hvor Chris Froome får brug for al mulig støtte i kampen mod den fænomenale Movistar-trio i bjergene.

Det er imidlertid også et dybt risikabelt projekt, for Bernal har aldrig tidligere kørt en grand tour, og ingen aner, om han vil være en hængt kat allerede efter de første ni dage, hvor han vil opleve et stress og et kaos, han aldrig tidligere har været i nærheden af. Derfor vil Sky formentlig også passe på ham, og det er hovedforklaringen på, at han får svært ved at vinde den hvide trøje.

Sky har nemlig ikke lagt skjul på, at Froome er plan A og Thomas plan B, og udgangspunktet er derfor, at både Wout Poels, der jo ellers også selv har vist sit værd som grand tour-rytter, og den lille colombianer skal tage den med ro i den første uge, og derfor vil han og Poels formentlig blot rulle til mål i finalerne på de flade etaper. Allerede på holdløbet virker det usandsynligt, at man vil vente på eller tage særlige hensyn til Bernal, som netop kommer med de bedste hjem på 3. etape, og derfor ser det ud til, at han kan skyde en hvid pind efter alle drømme om en hvid trøje.

Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde. Sky kan ende med alligevel at holde ham til i klassementet, men mest sandsynligt er det, at han udnytter et kollaps fra både Latour og Martin til alligevel at vinde. Alene i kraft af den bjergrige rute kan det sagtens blive til en hæderlig placering i top 20 for Bernal i Tour-debuten, men med mindre Sky pludselig ændrer strategi i tiden op til Tour-starten bliver det næppe til mere end det. I et ikke alt for stærkt ungdomsfelt præget af usikre lottokuponer kan det være nok til at gøre Quintana følgeskab som colombiansk vinder af ungdomstrøjen.

Bernal er ikke den eneste colombianer, der har imponeret i år. Det samme har Daniel Martinez, der med sit drømmeefterår i 2017 gik fra at være en relativt anonym hjælper på Wilier-Triestina til at være et af de varmeste emner på transfermarkedet. EF slog til med løftet om, at han kunne lære under vingerne af sin landsmand Rigoberto Uran, og det har han i den grad gjort. En 5. plads i Colombia Oro y Paz, en 7. plads i Catalonien, en 12. plads i Tour de Romandie og en 3. plads i Tour of California er et eminent udbytte for en WorldTour-rookie, ikke mindst fordi han i april endda blev sat tilbage af et overfald af en temmelig aggressiv bilist.

Den gode debut har fået EF til at tage en stor chance ved at sende ham til Touren som erstatning for veteranen Daniel Moreno, der efter et styrt i Tirreno-Adriatico ikke er i stand til at udfylde den rolle, han ellers var tiltænkt som Urans bodyguard i bjergene. Den skal Martinez nu sammen med Pierre Rolland forsøge at udfylde, og derfor har han da heller ikke skyggen af planer om at vinde den hvide trøje.

Alligevel kan han måske ende i hvidt. Chancerne for, at EF holder ham til i klassementet, er i hvert fald større, end de er for, at Sky gør det samme med Bernal, og selvom også han står til en svær første uge, kan han sagtens komme hæderligt igennem via et ganske stærkt mandskab til det flade terræn. Viser Uran sig ikke at have sin ventede klasse, kan det åbne døre for Martinez, der under alle omstændigheder ikke skal gøre sig halvt ihjel for Uran på samme måde, som Bernal skal gøre det på Sky. Han skal i højere grad blot følge med og servicere kaptajnen og måske endda som en taktisk option sendes i udbrud, hvilket i sig selv kan være en genvej til en tidsgevinst. Samtidig kører han en ganske glimrende enkeltstart og har trods sin unge alder allerede to Giro-deltagelser i benene. Alt sammen betyder det, at hjælperytteren Martinez slet ikke er en usandsynlig vinder af den hvide trøje.

En anden joker er David Gaudu. Lige siden han for et par år siden under sin træning kørte stærkere op ad La Planche-des-Belles-Filles, end Romain Bardet havde gjort det i Tour de France, har den lille franskmand været udskreget til at være det helt store. Det levede han op til i sin første sæson, hvor han klatrede med cremen af cremen på den store kongeetape i Catalonien, og siden trods et lidt naivt angreb tidligt på Mur de Huy endte i top 10 i sit første Fleche Wallonne. Siden blev det til sejr på kongeetapen i Tour de l’Ain, hvor han og Thibaut Pinot var i en liga for sig, og han endte med en stor 5. plads i det knaldhårde Milano-Torino.

Når det alligevel er svært at have den store tiltro til Gaudu, skyldes det, at han er alt andet end stabil. Lige så flyvende han var på sine bedste dage i 2017, lige så skuffende kan han være dagen efter. Og desværre har denne sæson kun budt på skuffelser, for ser man bort fra lidt livstegn på sidste etape af Dauphiné, hvor han tidligt var sat tilbage af et styrt, har Gaudu ikke været i nærheden af sit topniveau. Derudover har han stadig til gode at køre et etapeløb over mere end 8 dage, og han er endnu ikke endt i top 10 i et ugelangt etapeløb på WorldTouren.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Dertil skal lægges, at Gaudu kører en forfærdelig enkeltstart, og hans klejne statur kan gøre den første uge og særligt brostensetapen til et traumatiserende mareridt. Al logik siger da også, at Gaudu ikke har de fjerneste planer om at køre klassement med den lille franskmand, der næppe kan holde niveau gennem alle tre uger. Klogest vil det være at satse på store bjergtogter i den sidste del af løbet og smide masser af tid i den første halvdel, og det gør nok ungdomstrøjen til et urealistisk projekt. I et ikke alt for stærkt felt, hvor den ene efter den anden af konkurrenterne kan falde fra undervejs, kan man dog ikke udelukke, at en Gaudu på samme måde som Bernal kan sikre sig en placering i top 20, og det kan være nok til at ende i hvidt.

Endelig vil vi pege på Tiesj Benoot . Den store belgier, der har klassikerne som sin hjertesag, er bestemt ikke prototypen på en vinder af den hvide trøje, men man kan faktisk ikke udelukke, at han skaber en mindre sensation. Der var nemlig heller ingen, der havde regnet med, at store Benoot ville blive nr. 12 i sidste års Duaphiné eller nr. 4 i årets Tirreno, men ikke desto mindre var det præcis, hvad han gjorde. Når Benoot kommer ned fra sine højdetræningslejre, overvinder han nemlig tyngdekraften og klatrer så godt, at han i sin Tour-debut faktisk var ganske tæt på at vinde flere bjergetaper fra udbrud.

Det er da også hans eneste mission i årets løb, hvor klassementet ikke siger ham det fjerneste. Alligevel kan brostensspecialisten, der i år har været klasser bedre end tidligere, sagtens ligge fremragende til efter den første uge, og selvom han sandsynligvis vil tabe en del tid i bjergene efterfølgende, er offensiv kørsel i højderne som bekendt meget ofte en genvej til top 10, som Warren Barguil senest viste det i 2017. Så højt ender Benoot helt sikkert ikke, men i et felt, hvor der er store spørgsmålstegn ved holdbarheden og rollerne hos alle rivalerne, er det ikke utænkeligt, at det er Benoot, der står tilbage som den bedste, når røgen efter tre uger lægger sig i Paris.

Marc Soler og Antwan Tolhoek fortjener at blive nævnt, da de begge har klassen til at køre med om sejren. Det virker dog stærkt usandsynligt, at der på deres hold, som begge har hele tre kaptajner, kan blive blot den mindste plads til at forfølge personlige ambitioner, og de vil formentlig ende som rent slagtekvæg uden chance for at jagte succes.

*** Pierre Latour

** Guillaume Martin, Egan Bernal

* Daniel Martinez, David Gaudu, Tiesj Benoot