Tour de France: Favoritten

Ikke siden 2012 har der hersket så stor usikkerhed om favoritværdigheden til et Tour de France. Lige siden dengang er Chris Froome nemlig hver eneste gang gået ind til løbets om den klare topkandidat til den samlede sejr, og når han ikke er styrtet ud af løbet eller har været træt efter Giroen, har han været i stand til at gøre arbejdet færdigt med en kombination af egen styrke og opbakning fra et sublimt Sky-hold.

En lignende storfavorit har vi ikke i år. Med Froomes triste og voldsomme styrt, Tom Dumoulins ærgerlige exit og Primoz Roglics behov for at hvile efter en hård Giro er Geraint Thomas den eneste rytter fra sidste års top 4, der overhovedet vil være at finde i feltet, når showet åbnes i Bruxelles på lørdag, og waliseren har efter et elendigt forår og et styrt i Tour de Suisse endda haft en optakt, der gør, at ingen aner, hvor han står. Det skaber rammen om en uhørt åben Tour, hvor chancen for endnu en overraskende vinder efter Thomas’ sejr sidste år, i hvert fald er større, end man normalt ser det i et løb, der er så svært, at det kun kan vindes af de allerbedste.

Med Thomas og Egan Bernal som ligestillede kaptajner er Ineos naturligvis atter i pole position, men i år er der mange, der øjner en chance for at slå briterne. Movistar kommer igen med et supermandskab anført af Nairo Quintana, der i foråret atter lignede den rytter, der bjergtog hele cykelverdenen for et par år siden, og Mikel Landa, der håber at komme lige så stærkt ud af Giroen for to år siden og sekunderet af verdensmesteren Alejandro Valverde, der må betegnes som verdens bedste luksushjælper. Richie Porte har måske nok haft et katastrofalt forår, men har gang på gang vist, at han kan sætte hvem som helst til vægs i bjergene, og danske Jakob Fuglsang og Adam Yates har begge haft et forår, hvor de har været skræmmende stærke.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Dertil skal lægges, at Thibaut Pinot efter et efterår, hvor han var bedre end nogensinde, denne gang satser alt på Touren, at Steven Kruijswijk med to top 5-placeringer i grand tours i 2018 gav mindelser om den rytter, der i 2016 blot var et styrt fra at vinde Giroen, at Enric Mas er klar til sin første Tour efter sin sensationelle 2. plads i sidste års Vuelta, at Vincenzo Nibali i årets Giro viste os, at det er alt for tidligt at afskrive ham, at Emanuel Buchmann har haft et drømmeforår, hvor han i perioder har været næsten lige så stærk som Fuglsang og Yates, at Dan Martin stadig bliver en bedre og bedre grand tour-rytter, og at Romain Bardet og Rigoberto Uran efter en halvsløj sæsonstart satser på at bevise, at det ikke er uden grund, at de tidligere begge er endt på podiet.

Det kan godt være, at årets Tour-felt savner nogle af de allerstørste navne, men det gør det bestemt ikke mindre interessant. Listen over potentielle vindere er i hvert fald længere end i mange år, og dermed er der lagt op til en sjældent åben og seværdig udgave af verdens største cykelløb, når startskuddet lyder på lørdag.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

Egan Bernal (*****)

Af og til læser man noget, som man i første omgang ikke tænker videre over, men som alligevel lagrer sig i baghovedet og senere viser sig at være mere relevant end troet. Sådan havde jeg det, da jeg helt tilbage i 2015 læste en artikel på det italienske medie Tuttobiciweb, hvor Androni-mandskabets flamboyante vinder, Gianni Savio, erklærede, at han havde fundet noget helt særligt. En ung colombianer, der to år i træk havde vundet medalje ved juniorernes mountainbike-VM skulle ifølge Savio have leveret nogle testdata, der havde overgået alt, hvad han tidligere havde set, og han havde med det samme skyndt sig at skrive kontakt med den indtil da næsten helt ukendte sydamerikaner.

”Ja, ja, Savio skal vel blot have tiltrukket sig lidt ekstra interesse fra potentielle sponsorer,” tænkte jeg i første omgang efter at have læst om endnu et af de mange sydamerikanske vidunderbørn, som han angiveligt havde fundet. Flere af dem, særligt Jose Rujano, havde måske nok vist et vist potentiale også i Europa, men i første omgang lignede det mere et forsøg på at forlænge hans i forvejen alenlange holdnavn og gøre den i forvejen meget spraglede trikot endnu mere farverig ved at tilføje navnet på endnu en sponsor. Alligevel lagrede artiklen sig i mit baghoved, og da navnet Egan Bernal i de følgende år begyndte at dukke op på Androni-mandskabets holdkort, studerede jeg dem alligevel med særlig interesse.

Det var nu ikke, fordi jeg i først omgang var synderligt imponeret. I den første sæson var højdepunkterne en samlet sejr i Tour of Bihor, en 4. plads i det stærkt besatte Tour de Slovenia, en 4. plads i Tour de l’Avenir og en 16. plads blandt stjernerne i Giro del Trentino, men det var ikke noget, der i første omgang tiltrak sig videre interesse. Problemet var bare, at jeg og sikkert også mange andre glemt, at knægten for pokker bare var 19 år gammel og indtil blot få måneder forinden blot havde kørt mountainbike i hjemlandet Colombia og derfor var nærmest uden landevejserfaring, i hvert fald i Europa, hvor der for unge folk fra fremmede kontinenter kan være behov for en ganske stejl læringskurve.

Bernals læringskurve skulle hurtigt vise sig at være stejlere end Monte Zoncolan. Allerede året efter slog den lille colombianer sit navn fast med syvtommersøm. Efter et flot forår, hvor han blev nr. 16 i WorldTour-løbet Tirreno-Adriatico, nr.3 i Coppi e Bartali og nr. 9 i Tour of the Alps, havde han en drømmesommer, hvor han først vandt bjergløbet Tour de Savoie og siden knuste al modstand i 2.1-løbet Sibiu Cycling Tour. Det gjorde ham til storfavorit til Tour de l’Avenir, og her vandt han i så overlegen stil, at hans rivaler alle talte om et colombiansk fænomen, der var i en helt anden liga. Og senere rundede han sæsonen af med at blive nr. 13 i sit livs første monument, det bjergrige Il Lombardia - en meget usædvanlig præstation af en fyr på blot 20 år.

Allerede i tiden op til sejren i Tour de l’Avenir var hypen omkring Bernal taget til, og derfor var det allerede længe inden offentliggørelsen på dagen for netop den triumf, en slet skjult hemmelighed, at Sky-mandskabet havde åbnet pungen på vid gab for at sikre sig feltets guldfugl nr. 1. Det var således ingen hemmelighed, at briterne havde store forventninger til deres nyerhvervelse, men alligevel var der ingen i denne verden, der havde drømt om en debutsæson som den, det colombianske vidunderbarn leverede.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Bernal fik sig ellers en gevaldig lærestreg i sin første store opgave, Tour Down Under, hvor hans manglende erfaring betød, at han sov i kongeetapen, da Richie Porte satte sit sædvanlige angreb ind på Willunga Hill, hvorefter modvinden slog den stakkels colombianer ihjel, da han for sent satte efter løbets storfavorit, så han endte på en beskeden 6. plads i sin første optræden for holdet. Igen tog han imidlertid lynhurtigt ved lære, og derfra så han sig ikke tilbage. Først viste han sig i hjemlandets Colombia Oro y Paz stærkere end kaptajnen, Sergio Henao, og leverede på løbets afsluttende kongeetape et storslået soloridt, der indbragte ham sin første samlede sejr allerede i sit andet etapeløb. Få uger senere kom det endegyldige gennembrud så, da han i Volta a Catalunya var den eneste, der kunne matche den ellers på det tidspunkt så uovervindelige Alejandro Valverde, og havde det ikke været for et ærgerligt styrt på sidste etape, var han såmænd endt som nr. 2 i sit første europæiske WorldTour-løb for sit nye hold - og det endda på en let rute, der egentlig slet ikke passede ham.

Styrtet efterlod ham med en brækket skulder, men der skulle mere til at sætte ham tilbage. Bare en måned senere var han tilbage i konkurrence og det i en nærmest skræmmende god forfatning. I Tour de Romandie vandt han således løbets bjergenkeltstart, inden han på løbets kongeetape angreb den ellers så suveræne Primoz Roglic så voldsomt, at sloveneren flere gange lignede en mand på randen af eksplosion, og havde det ikke været for prologen, havde Bernal såmænd vundet sin det bjergrige løb. Få uger senere fik han sin revanche med en fuldstændig overlegen sejr i Tour of California, der fik selv den ellers så kølige og nøgterne Dave Brailsford til at spærre øjnene op.

Reaktionen kom lynhurtigt. De oprindelige planer om en stille grand tour-debut i Vueltaen blev skrinlagt, og i stedet blev Bernal kastet for løverne i Touren, hvor han blev udset til rollen som sidste mand i bjergene ved for de to kaptajner Chris Froome og Geraint Thomas. Her leverede han en Tour-debut, som vi vil skal tilbage til Jan Ullrich i 1996 for at finde noget lignende, for selvom det ikke blev til et personligt resultat, er vi vel stadig mange, der filosoferer over, hvad det kunne være blevet til, hvis Bernal havde kørt sin egen chance. Ikke blot kørte han den ene verdensstjerne efter den anden over med sine vanvidsføringer i bjergene, han var også i Pyrenæerne synligt stærkere end kaptajn Froome, hvis bagdel han gang på gang reddede, når den britiske Tour-konge var i vanskeligheder.

Resten af sæsonen blev ødelagt af et dumt styrt i San Sebastian - også selvom han faktisk nåede at finde så fin form, at han kortvarigt lignede en mulig vinder af et Il Lombardia, hvor han i øvrigt leverede en nedkørsel, som er svær at glemme - men på det tidspunkt var cykelverdenen allerede gået i kollektiv Bernal-rus. Derfor åbnede Brailsford checkhæftet på vid gab og skrev en i cykelmæssig sammenhæng helt uhørt lang kontrakt, der binder den colombianske guldfugl til det britiske storhold helt frem til 2023. Briterne stod ellers med en den udfordring at skulle finde en arvtager til Froome, hvis udløbsdato nærmer sig med hastige skridt, men løsningen på det problem var kommet dumpende ned fra himlen hurtigere, end man anede det.

Alligevel var det slet ikke meningen, at han skulle have kørt sin egen chance, når Touren indledes i Bruxelles i denne uge. Ganske vist var det forventningen, at han skulle være til start, men igen kun i rollen som luksusløjtnant for Froome og Thomas. Måske kunne det kaste en hvid trøje af sig alligevel, men en podiekandidat skulle han ikke være. I stedet var hans primære mål at gå efter sejren i Giroen, og hele hans sæson blev lagt til rette med den opgave for øje.

En hel serie af uheldige omstændigheder har imidlertid vendt op og ned på situationen og forvandlet det, der ved første øjekast var uheld, til en chance for at vinde verdens største cykelløb. Først måtte han opgive sin Giro-deltagelse, da han med bare en uge til starten brækkede kravebenet, men selvom det betød, at han nu kunne ventes til Touren i en bedre og mere frisk forfatning, ændrede det ikke på, at hans job fortsat alene var at være hjælper. Også det blev imidlertid med ét slag forandret, da Froome på så forfærdelig vis fik knust nærmest hver eneste knogle i sin medtagede krop, da han bragede mod asfalten under opvarmningen til Dauphiné-enkeltstarten.

I første omgang så det dog fortsat ud til, at han blot skulle være en plan B bag den forsvarende vinder, Thomas. Også det blev der imidlertid ændret på som følge af det tredje styrt i den række, der stille of roligt har banet vejen for en mulig Bernal-sejr. Mindre end en uge efter Froome var det nemlig Thomas, der røg i asfalten, og selvom det modsat den firefoldige Tour-vinder ikke var et videre alvorligt uheld, har det skabt så stor usikkerhed om waliserens form efter et forår, der mildt sagt har været pauvert, at det nu er holdets officielle plan at stille til start med to helt ligestillede kaptajner.

Dermed er stenene en for en ryddet af vejen på en sti, der nærmest synes fra guddommeligt plan at være lagt ud, så den kan føre den colombianske guldfugl direkte til historiens første colombianske Tour-sejr. Der kan i hvert fald ikke være skyggen af tvivl om, at Bernal har niveauet til allerede nu at vinde sportens største cykelløb. Også i år har han nemlig imponeret stort, lige siden han gjorde debut på hjemmebanen i Colombia, hvor han i et ret taktisk løb stillede sig til rådighed for vennen og landsmanden Ivan Ramiro Sosa. Straks ved ankomsten til Europa vandt han nemlig forårets mest prestigiøse etapeløb, Paris-Nice, og havde det ikke været for en alt for let rute og en lidt for ensidig fokusering på Nairo Quintana i kampen mellem den detroniserede colombianske konge og dennes arvtager, kunne det meget vel også være blevet til samlet triumf i Catalonien.

At Bernal er helt klar til opgaven, blev understreget i det nylige Tour de Suisse. Efter Thomas’ exit blev det entydigt hans opgave at sikre Ineos deres første sejr i et løb, de ellers altid har nedprioriteret, og den opgave fuldførte den colombianske elev som altid med dukseagtig upåklagelighed. To suveræne opvisninger på bjergetaperne blev fulgt op af en fremragende enkeltstart og et kontrolleret og afmålt forsvar på den sidste bjergetape - og så kunne Bernal skrive sin tredje WordTour-etapesejr på cv’et i endnu et af de allermest prestigiøse etapeløb.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

SKAL EGAN BERNAL MED PÅ DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD? SÆT DET HER

Hvad der gør Bernal så ekstraordinært, er, at han ikke bare er en hamrende god klatrer. Faktisk synes han at besidde hele pakken. Sidste år viste han sin hurtighed, da han blandede sig i massespurterne i Volta a Catalunya, og i Il Lombardia leverede han en nedkørsel, der næsten må gøre Peter Sagan misundelig. Måske er han ikke tempospecialist, men i løbet af halvandet år har han udviklet sig med så hastige stormskridt blev nr. 6 på en flad tonserrute i Paris-Nice og for nylig i Tour de Suisse kørte anden halvdel af en ligeledes flad enkeltstart præcis lige så hurtigt som verdensmesteren Rohan Dennis - og havde det ikke været for en ugunstig vind, der hæmmede både ham og Dennis var han utvivlsomt endt dybt inde i top 10 foran flere af verdens førende specialister.

Ja, ja, men sidevind kan han da ikke køre, vil sikkert være en indvending fra mange. Men nej, også den kunst mestrer han. Årets Paris-Nice udviklede sig nemlig til en uhørt brutal affære, men ikke én eneste gang missede Bernal frontgruppen. Ganske vist havde han verdens bedste bodyguard i Luke Rowe, men det er ikke til megen nytte, hvis ikke man selv har poweren og evnerne i positionskampen. Og dem har lille Egan fra Colombia, og hvem er bedre til at forklare hvordan end netop Rowe, der efter løbets vildeste etape udtalte: "A ride like that from Egan is just pure class. I was trying to explain to him this morning about how to get back into an echelon and how to ride and then he just goes and smashes it. You've either got it or you haven't and he's certainly got it. Class."

Med den alsidighed er det bare et spørgsmål om tid, inden Bernal vinder sin første Tour. Spørgsmålet er, om det allerede bliver i år. I første omgang har han i hvert fald to udfordringer, der skal løses. Den ene er spørgsmålet om holdbarhed. Bernal har aldrig tidligere kørt klassement i en grand tour, men alligevel er der vel ikke rigtigt nogen, der betvivler, at han har motoren til at køre stærkt over alle tre uger. I hvert fald kørte han i 2018 sine bedste etaper i tredje uge, og faktisk er der på den baggrund snarere grund til at antage, at restitution og holdbarhed er en af hans trumfer.

Mere problematisk er hans rolle på holdet. Ganske vist er det meldt ud, at han og Thomas er ligestillede, men Bernal kan hurtigt havne i en penibel situation. Skulle Ineos løbe med sejren i holdløbet - hvilket er et ganske realistisk scenarium - vil placeringspoint afgøre, hvem der skal have trøjen frem til løbets første bjergafslutning på 6. etape, og selvom Bernal er en ørn i positionskampen, er der få, der placerer sig så langt fremme på sprinteretaper som Thomas. Der er en mulighed for, at det bliver deres bodyguard, Michal Kwiatkowski, der tidligt kører sig i gult, men mest sandsynligt er det, at Thomas med en holdløbssejr til Ineos hurtigt vil tage trøjen. Og så er spørgsmålet, hvor meget Bernal får lov at lukke op på 6. etape. Hvis ikke, vil han formentlig tabe tid til Thomas på den næste nøgleetape, 13. etapes enkeltstart, hvor den walisiske tempospecialist kan forventes at køre med om etapesejren.

Det kan låse Bernal allerede, inden vi kommer til bjergene, og dermed risikerer han at ende i rollen som luksushjælper endnu engang. Hvis Thomas på den meget bjergrige rute skulle komme til kort - og det er bestemt ikke udelukket efter en optakt, der kan stille alvorlige spørgsmål ved, om han kan genfinde sidste sæsons tårnhøje niveau - er vejen imidlertid banet for Bernal. Det står i hvert fald med de nylige udmeldinger klart, at colombianeren ikke skal vente på den forsvarende vinder, og får han først lov at åbne op, er det svært at se, at Bernal kan bringes i vanskeligheder i bjergene.

Vil Ineos så lade Bernal vinde? På den ene side er det klart, at en Thomas-sejr i første omgang har mere værdi for en britisk sponsor. Vi ved imidlertid også, at Brailsford er ansporet af sportslige og ikke kommercielle drømme - hvorfor han blandt andet aldrig har lagt skjul på, at han hellere ser Froome skrive historie ved at tage en 5. Tour-sejr end at se den folkeligt mere populære Thomas vinde igen - og han synes allerede nu at øjne chancen for at gøre Bernal til en legende. Den langsigtede kontrakt er i hvert fald en indikation på, at de sammen vil have en langsigtet fremtid, der i alt væsentligt vil handle om at vinde Touren så mange gange som muligt. Og i den sammenhæng kan man jo lige så godt komme i gang så hurtigt som muligt. I første omgang har Brailsford i hvert fald ligestillet ham med sin mere erfarne holdkammerat i det interne hierarki.

Det sidste element, der synes at passe så smukt ind i den mosaik, som peger i retning af Bernal-sejr, er ruten. Årets Tour betegnes som den mest bjergrige i mange, mange år og er allerede kaldt højdernes Tour de France med sine mange bjergtoppe i mere end 2000 m højde. Det må betegnes som sandt guf for en colombianer, der vel nærmest synes, at luften i havniveau har en overflod af ilt. Årets bjergetaper synes ganske enkelt at være designet til colombianske klatrere, og her står Bernal naturligvis først i rækken til at udnytte det.

Det begrænsede antal enkeltstartskilometer er ikke nødvendigvis en fordel, men i den interne kamp mod Thomas kommer det ham til gode. I forhold til rivalerne er 13. etape imidlertid at regne som et es for Bernal i et felt, hvor hverken Primoz Roglic, Tom Dumoulin eller Froome er til start. Kører han som i Schweiz, er det formentlig kun Thomas, der blandt klassementsrytterne vil gøre det bedre end Bernal, og sammen med holdløbet vil det formentlig betyde, at han allerede vil have sikret sig et forspring til rivalerne fra de andre hold inden bjergene.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Her vil han været bakket op af løbets stærkeste hold, der med en formstærk Wout Poels som sidste mand hos kaptajnerne, atter kan lægge løbet i et jerngreb og sørge for, at situationen aldrig kommer ud af kontrol. Skulle der komme sidevind, ved vi, at han mestrer den kunst også, og nedkørslerne kan sågar også blive et våben. Endelig beskrives Bernal som en intelligent, taktisk velovervejet og moden fyr, der ikke blot taler et engelsk, som vil gøre mangen en sydeuropæer grøn af misundelse og er nærmest uhørt dedikeret, men også er i stand til at køre med både hoved og ben.

Man ser i hvert fald tegningen for sig. Gennem hele sæsonen har den ene tilfældighed, som var de styret af en højere magt, lagt den ene sten efter den anden, så vejen nu pludselig er banet for, at sportens mest alsidige supertalent allerede nu skal sætte sig på den trone, der synes at skulle blive hans før snarere end siden. Historien viser i hvert fald klart, at den Ineos-rytter, der vinder et af Tourens store forberedelsesløb, også ender øverst på podiet i Touren. Det var Wiggins i 2012, Froome i 2013, 2015 og 2016 og Thomas i 2018, og selvom de vandt Dauphiné og ikke Tour de Suisse, er mønsteret i hvert fald klokkeklart. Nu synes også de holdmæssige udfordringer at være ryddet af vejen for sportens guldfugl nr. 1. Og skulle han den 28. juli trone øverst på sportens mest prestigiøse podium, var det måske alligevel mere end bare pral, da Gianni Savio for fire år siden sagde, at han havde fundet guld på gaden i Colombia.

SKAL EGAN BERNAL MED PÅ DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD? SÆT DET HER