Tour de France: Holdkonkurrencen

Det er ikke sjældent, at en cykelkommentator eller to er blevet snydt af, at et hold tilsyneladende helt uforståeligt er begyndt at jagte et ellers ligegyldigt udbrud i Tour de France. Ganske ofte har de imidlertid overset holdkonkurrencen, og når et hold pludselig sætter sig frem i Tour-feltet denne sommer, kan det være en meget god ide at kaste et blik på holdklassementet, hvis man leder efter en forklaring.

Lige netop i Tour de France spiller det nemlig en rolle at vinde en konkurrence, der i de fleste andre løb er temmelig ligegyldig. I gamle dage, hvor Tour-arrangørerne havde fuld råderet over invitationerne til deres løb, var en sejr i holdkonkurrencen endda en garanti for deltagelse også den følgende sommer. Den ekstra belønning findes ganske vist ikke længere, men det betyder ikke, at de fleste hold ikke ville drømme om at stå med alle mand på podiet i Paris.

Holdkonkurrencen er sjældent et forhåndsmål for andre end Ag2r, der mere end noget andet hold elsker netop denne konkurrence og ser stor ære i bare at slutte i top 3, men når vi nærmer os løbets anden halvdel spiller det som regel ind som en mulighed, de bedst placerede hold vil jagte. Det vil helt sikkert også være tilfældet i år, hvor efterfølgerne til Movistar, der har vundet tre af de seneste fire år, skal findes.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Konkurrencens regler er ganske enkle: for hver etape lægges tiderne for de tre bedst placerede ryttere på netop den etape til holdets samlede tid (på holdløbet er det naturligvis holdets tid, der tæller), og derfor handler det om hver dag at have tre mand med blandt de bedste. Da de klart største forskelle opstår i bjergene, er holdkonkurrencen i vidt omfang en bjergkonkurrence, og nøglen til succes er at have tre ryttere, der på hver eneste bjergetape kan placere sig langt fremme. Det behøver ikke nødvendigvis skal være de samme tre mand fra dag til dag, og derfor er en vis bredde ganske vigtig, særligt fordi man kan miste meget tid, hvis én af kun tre klatrere har en regulær offday.

Det taktiske element skal imidlertid ikke undervurderes. Det er således ganske sjældent, at holdet i førertrøjen vinder holdkonkurrencen, for forsvaret af trøjen umuliggør som regel, at man kan deltage i udbrud. Som regel kører mindst ét udbrud hjem med ganske mange minutter, og er man ikke repræsenteret her, kan man hurtigt tabe 15-20 minutter, hvis en af konkurrenterne har en eller to mand med. Det er således ikke mærkeligt, at det ellers så suveræne Sky-mandskab kun har én holdsejr på cv’et, mens Movistar, der ikke har haft behov for at forsvare sig, er løbet med sejren tre af de seneste fire gange.

I år er det da også svært at komme udenom, at Movistar er favoritter. Holdet er det eneste, der møder til start med hele tre ryttere med en fremragende grand tour-historik, og selvom Alejandro Valverde ikke kører klassement denne gang, skulle det undre, om han ikke også i år ender meget langt fremme. Under alle omstændigheder vil han som den vigtigste hjælper naturligvis skulle være hos Mikel Landa og Nairo Quintana på alle bjergetaper, og der burde derfor være en vis sikkerhed for, at spanierne hver dag har tre mand med i front, også selvom Valverde i dag har det svært på lange stigninger og altid har haft det svært i højderne.

Som omtalt i de overordnede optakter hersker der megen usikkerhed om Quintana og Landa. For colombianeren gælder det, at han stadig skal vise, at han kan genfinde sit gamle niveau, og for spanieren er det meget usikkert, hvordan han er kommet sig efter Giroen. For at vinde holdkonkurrencen skal holdet dog ikke nødvendigvis være med i kampen om den samlede sejr. Sidste år floppede de tre kaptajner som bekendt alle, men alligevel endte Movistar med at vinde.

På papiret har Ineos vel egentlig tre bedre topnavne end Movistar, men hvor briterne ventes at kontrollere løbet og slet ikke deltage i udbrud, ved vi af erfaring, at spanierne altid kører offensivt i bjergene, hvilket ofte har givet muligheder for etapesejre til nogle af hjælperne. Til den rolle har de klatrestærke folk som Marc Soler, Carlos Verona og Andrey Amador, og det er den væsentligste årsag til deres favoritstatus. Samtidig ved vi, at konkurrencen er et regulært mål - i hvert fald hvis de ikke kan vinde samlet - og ruten er designet, så de efter holdløb og enkeltstart aldrig vil kunne få trøjen og dermed skulle kontrollere løbet før sent i forløbet. I Giroen så vi endda, at de både havde overskud til at vinde løbet med Richard Carapaz og at gå målrettet efterholdkonkurrencen, og det viser, hvor stor en prioritet den har. Derfor må Movistar være klare favoritter.

Som sagt er det altid svært for Ineos at gå efter holdkonkurrencen, og trods deres suveræne dominans siden 2013, har de da også kun vundet i 2017. Selvom de dag efter dag har haft tre mand med helt fremme, har deres manglende deltagelse i udbrud betydet, at holdkonkurrencen har været en umulighed, og det er meget sandsynligt, at det vil gentage sig i år. Med et tidligt holdløb og en tidlig enkeltstart inden de høje bjerge er der gode chancer for, at de vil kunne sikre sig den gule trøje tidligt, men selv hvis det ikke skulle ske, ved vi af erfaring, at udbrud aldrig er et mål for briterne, der kun har den samlede sejr for øje.

Alligevel kan man ikke udelukke, at de vinder. Det vil alt sammen afhænge af, hvor mange udbrud der kører hjem, og ender klassementsholdene ofte med at afgøre etaperne mellem sig, vil Ineos blive farlige. Vi så allerede i 2017, at de kunne vinde, og ligesom dengang har de hele to kandidater, der kan være med i kampen om sejren og i hvert fald podiet. Hvis alt flasker sig, kan Egan Bernal og Geraint Thomas endda sikre dem en dobbeltsejr, og så vil de automatisk være med helt i front. Holdets løjtnant, Wout Poels, viste endda så sent som i Dauphiné, at han selv ville kunne køre klassement, og han må derfor formodes - trods sin manglende stabilitet - at være en faktor i den absolutte finale af de fleste bjergetaper. Løbet skal flaske sig, hvis det skal ske, men Ineos kan ende som vindere ligesom for to år siden.

Et andet hold med en dybde i bjergene er EF Education First. Ganske vist kan man pege på flere hold, der har en bedre top 3 end amerikanerne, men langt de fleste af dem har et enøjet fokus på klassementet. EFs primære mission er ganske vist også at bringe Rigoberto Uran på podiet, men de har slet ikke lagt skjul på, at de vil mere end det. Tværtimod har Michael Woods sagt, at han vil angribe, angribe og angribe lidt mere, og også Tanel Kangert er en herlig offensiv type, der elsker de lange monsterridt i bjergene. Det samme vil vi nok ikke se fra Tejay van Garderen, men da han i Dauphiné viste, at han måske igen er begyndt at klatre hæderligt, burde han kunne side ved Urans side relativt længe. Og på de dage, hvor han ikke går i udbrud, vil Woods med de forbedringer, han har opnået i de høje bjerge, også længe være hos sin kaptajn, ligesom Kangert også bør gøre det hæderligt.

Med andre ord står holdet ganske stærkt. Måske har vi ikke de helt store forventninger til Uran i klassementet, som det fremgår af vores overordnede optakter, men det kan faktisk blive lidt af en befrielse i denne sammenhæng. Det burde nemlig give Woods og Kangert endnu mere plads at boltre sig på, og kan de sidde med i en række gode udbrud og Uran køre et hæderligt klassement med hjælp fra van Garderen, ser det faktisk ikke helt dumt ud for amerikanerne.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det samme kan siges om UAE-Team Emirates. Arabernes kaptajn, Dan Martin, er måske ikke løbets mest oplagte favorit, men han burde være god for en top 10-placering. Dertil kommer, at Fabio Aru som nævnt i holdoversigten er løbets måske største joker, for har operationen vitterligt løst hans arterieproblem, har han potentiale til at blive løbet store overraskelse med tanke på de fine takter, han viste i Tour de Suisse. Det giver holdet to potentielle top 10-kandidater, men selv hvis Aru ikke skulle kunne holde sig til, vil de have en chance. I det tilfælde har de nemlig ikke blot italieneren, men også Rui Costa og Sergio Henao til offensiv kørsel. Det kan godt være, at de begge har begrænsninger i de høje bjerge, men det væsentligste for dem bliver at ramme udbruddene på de rigtige dage. Det har de en vis chance for, og da Martin ingenlunde er løbets favorit, burde der være masser af plads til offensiv kørsel. Det bør bringe dem i spil til holdkonkurrencen også.

Ser man alene på de tre topnavne, burde Mitchelton-Scott være med helt i front. Med de to Yates-brødre har man nemlig to af løbets absolut bedste klatrere, og man skal ikke have set meget til Jack Haig i de seneste to sæsoner for at vide, at det australske talent klatrer så godt, at han selv ville kunne være top 10-kandidat - ikke mindst hvis hans kørsel i Paris-Nice afspejler hans nye niveau. Problemet er bare, at holdet kommer til løbet med det ene formål at køre klassement for Adam Yates, og derfor vil deres deltagelse i udbrud være begrænset. Lidt overraskende har holdet dog åbnet op for at give et vist spillerum til Matteo Trentin og Daryl Impey på mellemetaperne i Vogeserne og Massif-Central.

Samtidig gør ruten det ikke helt urealistisk, at holdet kan være ned. Simon Yates vil formentlig komme til løbet, som Adam kom til Vueltaen sidste år, dvs. ude af form. Tanken er, at han skal køre sig ind i løbet og toppe i bjergene, men heldigvis er der med en enkelt undtagelse kun én alvorlig etape de første 14 dage. Har Simon herefter fundet benene, og er Haig lige så imponerende, som man kan forvente, kan holdet reelt have tre mand i top 10 i de store bjergfinaler. Manglen på offensiv kørsel i bjergene vil gøre det svært, men skulle nøgleetaperne blive afgjort af favoritterne, kan Mitchelton komme i spil.

Meget af det samme kan siges om Groupama-FDJ. Holdets top 3 med Thibaut Pinot, David Gaudu og Sebastien Reichenbach har måske ikke helt samme klasse som hos Mitchelton, men til gengæld burde der være lidt mere frihed. Hovedmålet er ubetinget Pinots klassement, men det vil ligne FDJ dårligt ikke at sende folk i front på bjergetaperne. Til den opgave har man ikke blot Gaudu og Reichenbach, men også Rudy Molard, der klatrer hæderligt. Finder Reichenbach de ben, han ofte har i grand tours, og fortsætter Gaudu sin kometagtige opstigen, har holdet reelt tre mand, der kan køre i top 20 på de store bjergetaper. Kan de gøre det på alle de vigtigste etaper, og kan de samtidig løsne lidt på båndene og også gå efter udbrud, er dette års FDJ-mandskab så klatrestærkt, at de også kan gå efter holdkonkurrencen.

Astana fortjener også en kommentar. Holdet er brølstærkt, men det er alligevel svært at se dem vinde holdkonkurrencen denne gang. Jakob Fuglsang er nemlig holdets eneste rigtige klatrer, og hans løjtnant, Pello Bilbao, har Giroen i benene og vil få det svært med så lange og svære bjerge. Resten af holdet udgøres af klatrestærke folk, men ikke af rene klatrere, og de vil alle have så store begrænsninger på de mange enorme bjerge, der findes i år, at det synes at være en umulighed, at de kan slå et hold som Movistar. For Jumbo-Visma gælder, at Laurens De Plus formentlig vil spare for meget på kræfterne på visse dage, og det samme gælder for Bauke Mollema og Giulio Ciccone på Trek-Segafredo. Bora-hansgrohe har to klassementsryttere, men hverken Gregor Mühlberger eller Maximilian Schachmann klatrer godt nok til, at de kan komme i spil. Ag2r er også for svækkede uden Pierre Latour, og de har nu kun Romain Bardet samt Alexis Vuillermoz og Tony Gallopin, der begge har været til start i Giroen. Endelig tror vi kun, at Bahrain-Merida vil kunne have Vincenzo Nibali og Damiano Caruso fremme på de helt store bjergetaper, og det vør også være for lidt til, at de kan blive farlige.

*** Movistar

** Team Ineos, EF Education First

* UAE-Team Emirates, Mitchelton-Scott, Groupama-FDJ