Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France: Hovedudfordrerne

01. juli 2019 19:00Foto: Sirotti

Sjældent har Tour de France været mere åbent. Med Chris Froome, Tom Dumoulin og Primoz Roglic ude af løbet og en mildt sagt tvivlsom optakt for Geraint Thomas er hele top 4 fra sidste års løb enten elimineret eller præget af så stor usikkerhed, at et uhørt stort antal ryttere i 2019 kan gøre sig realistiske drømme om at vinde en Tour, der måske er mere ”billig” til salg end i mange, mange år. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Ikke siden 2012 har der hersket så stor usikkerhed om favoritværdigheden til et Tour de France. Lige siden dengang er Chris Froome nemlig hver eneste gang gået ind til løbets om den klare topkandidat til den samlede sejr, og når han ikke er styrtet ud af løbet eller har været træt efter Giroen, har han været i stand til at gøre arbejdet færdigt med en kombination af egen styrke og opbakning fra et sublimt Sky-hold.

 

En lignende storfavorit har vi ikke i år. Med Froomes triste og voldsomme styrt, Tom Dumoulins ærgerlige exit og Primoz Roglics behov for at hvile efter en hård Giro er Geraint Thomas den eneste rytter fra sidste års top 4, der overhovedet vil være at finde i feltet, når showet åbnes i Bruxelles på lørdag, og waliseren har efter et elendigt forår og et styrt i Tour de Suisse endda haft en optakt, der gør, at ingen aner, hvor han står. Det skaber rammen om en uhørt åben Tour, hvor chancen for endnu en overraskende vinder efter Thomas’ sejr sidste år, i hvert fald er større, end man normalt ser det i et løb, der er så svært, at det kun kan vindes af de allerbedste.

 

Med Thomas og Egan Bernal som ligestillede kaptajner er Ineos naturligvis atter i pole position, men i år er der mange, der øjner en chance for at slå briterne. Movistar kommer igen med et supermandskab anført af Nairo Quintana, der i foråret atter lignede den rytter, der bjergtog hele cykelverdenen for et par år siden, og Mikel Landa, der håber at komme lige så stærkt ud af Giroen for to år siden og sekunderet af verdensmesteren Alejandro Valverde, der må betegnes som verdens bedste luksushjælper. Richie Porte har måske nok haft et katastrofalt forår, men har gang på gang vist, at han kan sætte hvem som helst til vægs i bjergene, og danske Jakob Fuglsang og Adam Yates har begge haft et forår, hvor de har været skræmmende stærke.

 

Dertil skal lægges, at Thibaut Pinot efter et efterår, hvor han var bedre end nogensinde, denne gang satser alt på Touren, at Steven Kruijswijk med to top 5-placeringer i grand tours i 2018 gav mindelser om den rytter, der i 2016 blot var et styrt fra at vinde Giroen, at Enric Mas er klar til sin første Tour efter sin sensationelle 2. plads i sidste års Vuelta, at Vincenzo Nibali i årets Giro viste os, at det er alt for tidligt at afskrive ham, at Emanuel Buchmann har haft et drømmeforår, hvor han i perioder har været næsten lige så stærk som Fuglsang og Yates, at Dan Martin stadig bliver en bedre og bedre grand tour-rytter, og at Romain Bardet og Rigoberto Uran efter en halvsløj sæsonstart satser på at bevise, at det ikke er uden grund, at de tidligere begge er endt på podiet.

 

Det kan godt være, at årets Tour-felt savner nogle af de allerstørste navne, men det gør det bestemt ikke mindre interessant. Listen over potentielle vindere er i hvert fald længere end i mange år, og dermed er der lagt op til en sjældent åben og seværdig udgave af verdens største cykelløb, når startskuddet lyder på lørdag.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

 

Geraint Thomas (****)

 

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Geraint Thomas skulle ende som Tour-vinder, da han i august 2012 steg ned fra podiet som OL-guldvinder på banen i hjemlandets hovedstad London. Indtil da havde hele hans karriere nemlig handlet om en kombination af bane og brostensklassikere, og hans bedste resultater i etapeløbssammenhæng var kommet i relativt flade løb som Bayern Rundfahrt og Tour of Britain. I grand tours havde han alene spillet en rolle som hjælper på de flade etaper og derudover af og til jagtet et resultat på en enkeltstart eller to.

 

Men så skete der noget. Konkurrencen om Tour-pladserne blev skærpet på det stadig stærkere Sky-mandskab, og det betød, at Thomas måtte forfine klatrebenene, hvis han skulle have mulighed for at deltage i verdens største cykelløb. Og her fandt han pludselig ud af, at han faktisk kunne agere hjælper for Chris Froome relativt langt inde i bjergetaperne, og det fik ham langsomt til at satse mere målrettet på ugelange etapeløb.

 

Resultaterne kom hurtigt. I 2013 blev det til etapesejr i Tour Down Under, og i 2014 var det måske kun et ærgerligt styrt, der kostede ham sejren i Paris-Nice. Året efter blev han sågar nr. 2 bag holdkammeraten Richie Porte på kongeetapen i samme løb, og senere på året blev han sågar nr. 2 i det bjergrige Tour de Suisse.

 

Det var dog Touren i 2015, der blev den helt store øjenåbner. Trods en rolle som hjælper for Froome lå Thomas fortsat nr. 4 i klassementet, da han nåede mål på 18. etape, og i Sky-lejren begyndte man pludselig at tale om muligheden for at få to mand på podiet. Bare 48 timer inden afslutningen måtte Thomas imidlertid betale prisen for sit hjælpearbejde, og et spektakulært kollaps betød, at han på to dage gled fra en 4. til en 15. plads, og trods bidraget til endnu en Froome-triumf endte løbet derfor som en personlig skuffelse.

 

Det var imidlertid blot startskuddet til noget større. Fra 2016 besluttede han sig for at se, hvor langt han kunne komme som etapeløbsrytter, og fokusset på klassikerne blev reduceret så meget, at han i de seneste to år slet ikke har haft dem som et mål. Ganske vist fejlede han i sine to første seriøse forsøg som klassementsrytter - først, da et overdrevent fokus på vægten betød, at han slet ikke ramte formen til Touren i 2016, og siden da et styrt satte ham ud af spillet i Giroen i 2017 - men det blev alt sammen glemt, da han sidste år udnyttede den Giro-træthed, der gjorde Froome mindre konkurrencedygtigt end vanligt, til at tage en overraskende sejr i en Tour, hvor han ellers blot var tiltænkt rollen som plan B.

 

Når sejren var overraskende skyldtes det imidlertid ikke Thomas selv, men udelukkende hans rolle som løjtnant. Igennem sæsonerne 2017 og 2018 viste han sig nemlig gang på gang som en af verdens bedste etapeløbsryttere, da han tog overlegne sejre i Tour of the Alps i 2017 og Dauphiné i 2018, ligesom det formentlig kun var et uheld på hhv. holdløbet og kongeetapen, der kostede ham de samlede sejre i Tirreno i 2017 og 2018. Og da han allerede i 2015 havde vist sin evne til at holde tre uger - ingen vil vel betvivle, at han var endt på podiet, hvis han ikke havde skullet agere trækæsel for Froome i bjergene - var det således klart, at evnerne rakte til noget stort i verdens største cykelløb.

 

På den baggrund var sidste års sejr egentlig bare den naturlige kulmination på et talent, Thomas altid har haft, men som han først sent er begyndt at dyrke. Faktisk er det ret sigende om hans evner over tre uger, at han allerede i sin første Tour, hvor han aldrig blev besværet med hjælpeopgaver, tog en sejr, som de fleste skal bruge flere indledende knæbøjninger på blot at komme i nærheden af. Med tanke på det, han forinden havde vist i Tour of the Alps, er det tillige meget tænkeligt, at Thomas også havde været i hvert fald tæt på sejren i Giroen i 2017, hvis ikke en dum motorcykel havde stået i vejen, og det vil i hvert fald være urimeligt at sige, at Thomas’ sejr kom ud af den blå. Det var bare først i 2018, at kombinationen af status på holdet og det rette fokus endelig gjorde det muligt at se, hvor god han virkelig var.

 

Og god det var han. Måske var Froome og Dumoulin sat tilbage af træthed efter en hård Giro, men under de givne omstændigheder var Thomas den bedste. På intet tidspunkt var waliseren i vanskeligheder, og han kronede endda sin sejr med at vinde to af de allerstørste bjergetaper, herunder på mytiske Alpe d’Huez. Selv den sidste enkeltstart kunne han måske have vundet, hvis ikke de overvældende følelser overmandende ham mod slutningen af en etape, hvor han ellers ved de første mellemtider havde kurs mod en tredje triumf.

 

På den baggrund kan det måske undre, at Thomas ikke er tårnhøj favorit til årets Tour. De tre ryttere, der i 2018 var de eneste, som kunne nærme sig ham i bjergene, nemlig Dumoulin, Froome og Primoz Roglic, er nemlig alle sat ud af spillet. Ser man alene på resultater fra sidste år, bør det således kun være holdkammeraten Egan Bernal, der i rollen som hjælper viste sig på højde med løbets fire bedste klatrere, som kan måle sig med Thomas, og med tanke på waliserens evner i kampen mod uret, burde endnu en sejr til Thomas derfor ligge til højrebenet.

 

Alligevel står der flere spørgsmål end svar ud for rygnummer nr. 1 forud for årets Tour. Thomas har nemlig haft en forfærdelig sæson, hvor det har været svært at se, at vi taler om den regerende Tour-mester, og han er ikke i de senere år kommet til Frankrig med så få resultater i rygsækken. Grundlaget for nedturen blev allerede lagt sidste efterår, hvor der vist gik lidt for meget champagne og festivitas i den, og hvor kiloene ophobede sig på sidebenene i et omfang, så han på vinterens officielle holdfotos mere ligner en kuglestøder end feltets Tour-konge.

 

Ved indledningen på sæsonen sagde Thomas da også, at han var godt en måned bagud i forhold til sin vanlige forberedelse, men det skulle vise sig, at selv det var en lidt optimistisk vurdering. Sygdom i forbindelse med Tirreno-Adriatico gjorde det ikke bedre, men det skulle vise sig, at de ekstra kilo ikke var sådan at få bugt med. Efter en i forvejen trist sæsonåbning kom lavpunktet i Baskerlandet Rundt, hvor han ellers havde forventet at være konkurrencedygtig, men hvor han fik sig en gedigen klatrelektion og endte helt nede som nr. 40 i klassementet.

 

Heldigvis nåede Thomas at booste sin selvtillid en anelse inden maj måneds afgørende højdetræningslejr. I Tour de Romandie lignede han nemlig for første gang en Tour-vinder igen, men selvom det blev til en samlet 3. plads, efterlod han nu aldrig et specielt overbevisende indtryk, slet ikke på den sidste enkeltstart. Derfor var der også stadig megen usikkerhed, da han stod foran sin sidste vigtige test i Tour de Suisse, hvor han skulle bevise over for omverdenen, at han er klar til at forsvare sin titel.

 

Det blev der som bekendt intet af. Faktisk nåede Thomas kunne at skuffe på den korte indledende enkeltstart, inden han styrtede ud af løbet, og selvom han faktisk så overbevisende ud i den knaldhårde finale på 2. etape, nåede vi aldrig at se ham folde sig ud i et direkte opgør med sine rivaler. Bedre blev det ikke af, at styrtet kostede helt afgørende løbskilometer, og at Thomas derfor kommer til Touren med en forberedelse, hvor vi skal helt tilbage til den 4. maj for at finde sidste gang, han for alvor foldede sig ud i bjergene.

 

For at føje spot til skade er Thomas’ position på holdet nu også kommet under pres. Det så ellers pludselig ud til, at Froomes ærgerlige og voldsomme styrt ville gøre ham til soleklar nr. 1 på det brølstærke Ineos-mandskab, men for andet år i træk ser det ud til, at han skal slås for sin position i det interne hierarki. Selvom Bernal efter sejren i Tour de Suisse ellers loyalt stillede sig til rådighed for waliseren, besluttede holdets ledelse at ligestille de to kaptajner i det interne hierarki, og derfor er Thomas også i år nødsaget til på landevejen at vise, at han vitterligt er Ineos-holdets stærkeste mand.

 

Heldigvis har arrangørerne designet en rute, der giver ham gode muligheder for at bringe sig i en gunstig position. Skulle Ineos vinde holdløbet - hvilket bestemt ikke er urealistisk - vil det nemlig være etapeplaceringer, der afgør indehaveren af førertrøjen. Thomas er kendt for sin eminente evne til at holde sig helt fremme på sprinteretaper, og tilfalder den gule trøje ikke holdets bodyguard, Michal Kwiatkowski, er der gode chancer for, at waliseren allerede efter 2. etape kan køre sig i gult.

 

Det kan give Thomas en taktisk fordel. På 6. etape til La Planches des Belles Filles risikerer han ellers at få klø af Bernal - ikke mindst hvis han fortsat har lidt at indhente efter det dumme styrt - men er han i gult, vil det være sværere for colombianeren at angribe sin holdkammerat. Er han i stand til at følge rivalerne fra rivaliserende hold, kan han formentlig komme frem til 13. etapes enkeltstart uden at have tabt tid til sin colombianske medkaptajn. Og som en af verdens allerbedste temporyttere, er netop enkeltstart Thomas’ måske vigtigste våben i kampen om den samlede sejr. I hvert fald er han blandt klassementsrytterne i årets løb den eneste deciderede specialist, og kan han her sætte sig tungt på 1. pladsen, vil det være umuligt for Bernal at udfordre Thomas, hvis blot waliseren viser sig i stand til at matche konkurrenterne.

 

Rutedesignet og løbets anatomi mager sig således i første omgang fint for Thomas, især fordi han i løbet af de første 14 dage har god tid til at indhente den løbsrytme, han måtte mangle. Udfordringen for ham består derfor først og fremmest i at vise, at han kan genfinde sidste års tårnhøje niveau efter en sæson, hvor han ikke har været i nærheden af at vise samme styrke, og at han kan klatre præcis lige så overbevisende, som han gjorde i sidste års løb, hvor han aldrig lignede en presset mand.

 

Heldigvis er der naturlige forklaringer på hans manglende resultater, og derfor er der i hvert fald ingen, der kan påstå, at Thomas allerede er ”over the hill”. Til gengæld bliver det også en endnu større udfordring at vinde på denne rute, end det var i 2018. Trods hans overbevisende klatreevner er 2019-udgaven nemlig ikke skræddersyet til en rytter med Thomas’ karakteristika.

 

Først og fremmest er antallet af enkeltstartskilometer begrænset i et uhørt omfang, og Thomas vil derfor ikke få det ønskede udbytte af sine sublime tempoevner. For det andet vil klassementet tidligt sætte sig, og vi vil derfor formentlig få en mindre stressende og nervepirrende første uge, hvor Thomas med sine eminente evner i positionskampen ellers har alle forudsætninger for at undgå styrt og andre problemer, som han gjorde i et 2018, hvor han var en af de få, der kom frem til bjergene uden at have tabt tid som følge af styrt, punkteringer eller brosten.

 

Og endelig er der den voldsomme bjergmenu. Ganske vist klatrer Thomas godt, men det er stadig uklart, hvordan han vil klare sig på en rute, der byder på hele syv bjergpas i mere end 2000 m højdemeter. Selvom der ikke er et klart mønster, er det i hvert fald tankevækkende, at Thomas’ sammenbrud i 2015 netop kom på to etaper, der bød på store bjerge med top i Alpernes tyndeste luft. Han klarede udfordringerne fint i 2018, men dengang kom vi kun op at kysse de 2000 m ved et par lejligheder. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at Thomas vil have en fordel af den meget bjergrige rute i forhold til mere udprægede bjergryttere.

 

De samme forbehold kunne man dog også have for et år siden, og dengang var der ingen, der kunne for alvor kunne bringe Thomas ud af fatning. Kan han efter et sløjt forår genfinde samme niveau og tidligt bringe sig i en position, hvor han kan undgå en direkte konfrontation med Bernal, bliver han i hvert fald meget svær at slå i et felt, der er betydeligt svagere, end det var for 12 måneder siden. Igen i år er han bakket op af et superhold, der med Wout Poels og om nødvendigt Bernal består af vinderne af kongeetaperne i Tourens to store forberedelsesløb.

 

I den perfekte verden tager Thomas trøjen efter holdløbet, forsvarer den på La Planche des Belles Filles og sikrer sig et afgørende forspring på enkeltstarten - måske efter kortvarigt at have lånt trøjen ud til en udbryder i Massif-Central. Derefter sætter han sig bagerst i Ineos-toget og lader holdets formidable klatrere fragte ham gennem de mange og høje bjergpas i Pyrenæerne og Alperne.

 

Planen er enkel og lige til at gå til. Nu skal ham den tykke banerytter fra Wales bare vise, at sidste års superform ikke var et one-hit wonder, og at han kan rejse sig efter et forår, der bestemt ikke er gået hans vej.

 

SKAL ÉN AF DE TO HOVEDUDFORDRERE MED PÅ DIT TOUR-MANAGERHOLD? SÆT DET HER

 

Richie Porte (****)

 

Når man skriver optakter til cykelløb, risikerer man at anbringe en vis legemsdel lige i klaskehøjde. Og det er netop det, jeg risikerer at gøre ved at pege på Richie Porte som en af løbets tre største favoritter. Man kan nemlig med god grund stille spørgsmål ved det viselige i at pege på en rytter, der nærmest intet har vist, siden han styrtede ud af Touren sidste år, og hvis bedste placering indtil nu er 5. pladsen fra 2016.

 

Dette er imidlertid ikke en gennemgang af, hvem der bliver nr. 2, 3, 4 og 5 i løbet. Det er en vurdering af, hvem der rent faktisk kan vinde, og selvom feltet i år mangler en klar favorit, er det trods alt kun ganske få, der har topniveauet til at vinde verdens største cykelløb. Og her kan man ikke komme udenom, at manden, der i de senere år har været verdens vel nok bedste i ugelange etapeløb, hører til blandt de få, der faktisk har de påkrævede evner til at stå øverst på podiet efter tre ugers benhård kamp på de franske landeveje.

 

For at slå Ineos, der med sine to kaptajner har løbets to oplagte favoritter sekunderet af løbets stærkeste mandskab, kræver det nemlig noget helt særligt. Og det særlige har Porte vist os et hav af gange i løbet af de år, hvor han nærmest var umulig at slå, når han i formstærk og sygdomsfri tilstand stillede til start i et etapeløb. Ikke blot har han vundet Paris-Nice, Tour de Romandie, Volta a Catalunya, Tour de Suisse og Tour Down Under - samt utvivlsomt også Criterium du Dauphiné, hvis ikke han var blevet ladt i stikken af sit hold i 2017 - han har også gjort det med overlegne magtdemonstrationer ved flere lejligheder. Særligt hans knusende overlegne opvisning på kongeetapen i Romandiet i 2017, hvor han vel var bedre end nogensinde, er umulig at slette fra erindringen, men også da han gik forbi Alberto Contador på La Molina i Catalonien i 2015, hans overlegne sejre på Col d’Eze i Paris-Nice og hans gentagne sejre på Willunga Hill, hvor end ikke nærmest stormende modvind har kunnet forhindre ham i at sætte sine rivaler fra hjul, vidner om, at Porte har nogle evner, som man skal lede usædvanligt længe efter i det professionelle felt.

 

Hvordan i alverden kan det så være, at han kun én gang er kørt i top 5 i en grand tour? Forklaringerne er mange, men i alt væsentligt er der tre, der er værd at fremhæve. Først og fremmest tog det ham mange år at træde ud af Chris Froomes skygge på Sky, hvor hans chancer for at køre som kaptajn i Giroen i 2014 og 2015 begge blev ødelagt af sygdom. Alligevel viste han også i de år eminente evner i Touren, hvor han to gange kørte så stærkt på løbets første seriøse bjergetape, at han trods sit arbejde for sin kaptajn sikrede Sky dobbeltsejre med Froome foran den australske løjtnant.

 

Den anden hovedårsag er helbredet. Der findes vel ingen i det professionelle felt, der så ofte har været ramt af sygdom som netop Porte. Faktisk var det sygdom, der kostede ham de første store muligheder som grand tour-kaptajn. I 2014 måtte han opgive at stille til start i Giroen, efter at han var blevet ramt af en drilsk virus under Tirreno-Adriatico, og senere på året blev han syg, da Froomes tidlige exit ellers pludselig havde givet ham rollen som Skys Tour-kaptajn. Året efter lignede han i den første uge en rytter med kurs mod en Giro-sejr, indtil sygdom igen ramte ham og sendte ham tidligt hjem fra Italien. Og er man stadig i tvivl om karakteren af Portes helbred, skal man blot kaste et blik på hans seneste to forårssæsoner, der begge er blevet ruineret af det ene sygdomstilfælde efter det andet.

 

Endelig er der Portes mildt sagt begrænsede tekniske evner. Ikke blot hader han positionskampen, han er også decideret rædselsslagen for den. De samme mangler gør sig gældende på nedkørsler, der for længst er blevet åbenbaret som en oplagt svaghed, og det er ingenlunde tilfældigt, at Porte to gange i træk er styrtet ud af Touren på 9. etape. I 2017 skete det på den kringlede nedkørsel fra Mont du Chat, og sidste år skete det tidligt på den brostensetape, der havde fået stakkels Porte til at ligge søvnløs i et års tid.

 

I begge løb nåede han dog at vise sine evner inden styrtene. I 2017 var han og Froome kørt fra rivalerne netop på Mont du Chat, og havde de blot kunnet samarbejde, kunne de den dag have tilføjet konkurrenterne et afgørende nederlag. Sidste år virkede Porte meget overbevisende på den lille Mur-de-Bretagne, hvor han trods hård modvind førte nærmest uafbrudt og kørte så stærkt, at selv Froome mistede et par sekunder på toppen. Desværre styrtede han ud inden de rigtige bjerge, hvorfor vi aldrig fik afsløret, hvor god han virkelig var, men hans indledende opvisning indikerede i hvert fald, at han ikke havde uret, når han talte om at være bedre end nogensinde.

 

I lyset af de mange uheld har Porte faktisk kun én gang kunnet køre en grand tour til ende som sygdomsfri kaptajn, siden han som helt ung fik sit gennembrud med en overraskende top 10 i 2010-udgaven af Giroen. Det var i Touren i 2016, hvor han på Mont Ventoux sammen med Froome og Bauke Mollema viste sig som løbets bedste klatrere, og havde det ikke været for et tidstab som følge af en punktering på 2. etape, var han endt på podiet i sin første sæson som BMC-rytter. Her fik han også gjort de mange kritikere, der har hævdet, at han mangler stabilitet over tre uger, til skamme, for når han kun har så få placeringer i grand tour-sammenhæng, skyldes det alene sygdom og styrt og ikke manglende holdbarhed.

 

Portes overlegne kørsel i kortere etapeløb har betydet, at han nu to gange i træk er gået ind til Touren som Froomes på papiret værste rival for blot at være blevet sat ud af spillet af styrt, allerede inden kampen for alvor var blevet åbnet. Det gør han imidlertid ikke denne gang, og det er desværre en ganske god grund til. 2019-sæsonen har nemlig været decideret katastrofal for australieren, der på intet tidspunkt siden den fine kørsel på Mur-de-Bretagne og sejren i Tour de Suisse sidste år har vist os, at han stadig har det tårnhøje niveau, han havde især i 2017.

 

Det så ellers så lovende ud, da han allerede i sin første optræden for Trek - som sædvanlig fristes man til at sige - sejrede på Willunga Hill på kongeetapen i Tour Down Under. Derefter svigtede hans helbred ham desværre igen, og allerede under Herald Sun Tour, hvor han trods det skrantende helbred blev nr. 5, blev han ramt. Det blev kun værre derfra, og efter en stor nedtur i UAE Tour måtte han droppe forårets store mål, Paris-Nice. Da han jagtede oprejsning i Volta a Catalunya, blev han syg igen, og derfor kunne han drage på sin træningslejr i USA uden at have opnået ét eneste resultat siden den fine start i januar.

 

Bekymringerne blev kun endnu større efter Tour of California. Her blev han ganske vist samlet nr. 5 - og havde det ikke været for en tabt kæde på kongeetapen, var det måske blevet endnu bedre - men i lyset af at han denne gang var sygdomsfri, må det betegnes som en stor skuffelse, at Porte ikke var i en klasse for sig i et løb, ”den rigtige Porte” ville have vundet med det ene ben bundet fast til styret. Det skete imidlertid ikke, og bekymringen blev kunne endnu større, da han i sin sidste stor Tour-test i Dauphiné atter var milevidt fra fordums styrke og endte helt nede på en for ham meget sjælden 11. plads.

 

Det er især de sidste to resultater, der vækker ængstelse. Porte er nemlig efterhånden blevet en ældre herre på 34, og på et eller andet tidspunkt indhenter alderen jo os alle. Med Porte plejer det at være enten-eller i den forstand, at han enten har været syg og pivringe, eller at han har været flyvende og helt fremme i kampen om sejren. I Dauphiné og Californien var han imidlertid som noget helt nyt lige midt imellem som en mellemgod klassementsrytter, der hverken var rigtigt god eller meget dårlig.

 

På den baggrund er det naturligt at spørge, om Porte stadig har det ekstra gear, han har haft i de seneste sæsoner. Reelt ved vi det ikke, og resultaterne i foråret giver os i hvert fald ingen bekræftelse. Omvendt må vi heller ikke glemme, at Porte faktisk har været syg hele to gange, og at han allerede tidligt talte om, at han denne gang ville forsøge at time formen lidt bedre og ikke nødvendigvis brænde en masse krudt af tidligt, nu hvor helbredet havde kostet ham chancen for at gå efter sine første mål.

 

Man kan derfor med nogen ret håbe på, at Porte faktisk kommer endnu mere velforberedt til Touren end tidligere. Denne gang har han i hvert fald ikke slidt voldsomt på sig selv, og hans form har tydeligvis været i crescendo i de seneste uger. Kurven peger i hvert fald frem mod en fin lille top i Touren. Spørgsmålet er bare, om den top rager lige så højt op, som den plejer.

 

Under alle omstændigheder er ruten ikke helt ringe for Trek-kaptajnen. Ser man bort fra holdløbet og 6. etape, skal vi nemlig to uger ind i løbet, inden det for alvor går løs. Det giver Porte rig lejlighed til at finde de sidste procent, han stadig måtte mangle. Derefter vil han have 13. etapes enkeltstart som et fint våben, for selvom han i de senere år har kørt ringe tidskørsler, når han har været ude af form, viste han i 2017 med sin sejr på en relativt flad rute i Dauphiné, at en formstærk Porte er så stærk i kampen mod uret, at det blandt klassementsrytterne som udgangspunkt kun er Geraint Thomas, der er bedre. Finder han de klatreben, han plejer at have, vil han elske de mange bjerge mod løbets slutning, for her må manden, der i sine bedste perioder har været ganske suveræn i bjergene, virkelig kunne folde sig ud. Og endelig kan han krydse fingre for, at Sydeuropa rammes af varmebølger som i 2018 og senest for et par uger siden. Porte har i hvert fald leveret nogle af sine fineste sejre i temperaturer på op til 40 grader i Australien.

 

Selv hvis han skulle finde sine bedste ben, er der dog stadig lang vej til sejr. Listen over udfordringer er nemlig mange. For det første skal han undgå de mange styrt, der har præget hans karriere, og som to år i træk har sendt ham hjem på 9. etape. For det andet skal han undgå for 117. gang i år at blive syg. For det tredje skal han holde sig til på nedkørslerne. Og for det fjerde skal han med et relativt svagt hold forsvare sig mod de mægtige mandskaber fra Ineos og Movistar.

 

Heldigvis ser det ikke helt så ringe ud endda. Finder Bauke Mollema og Giulio Ciccone benene fra Giroen, har han faktisk to ganske solide løjtnanter, og i Jasper Stuyven har han den ideelle guide til de flade etaper. Et tidstab på holdløbet kan ikke undgås, men det er måske i virkeligheden ikke så skidt endda. For Porte vil det være perfekt, hvis Ineos skal kontrollere løbet så længe som muligt, og hans hold behøver ikke at blive et problem, hvis han først erobrer trøjen i de døende dage i Alperne. Her er terrænet heldigvis så svært, at det er en reel mulighed. Og endelig betyder den tidlige udskilning på 6. etape, at den første del af løbet ventes at blive knap så nervøs og styrtpræget, som den ofte har været.

 

På den baggrund er det slet ikke svært at se en vej til sejr for Porte. For ham er udfordringen at overvinde de mange hurdler, der gang på gang ham sat ham tilbage i de seneste år. Og især er det at vise, at 34-årige Porte stadig er den rytter, han har været i de seneste år. For ham er det nemlig som altid enten-eller. Finder han sine bedste ben, er han utvivlsomt den største trussel mod endnu en Ineos-sejr - men det kan også lige så vel ende med endnu en nedtur i den næsten endeløse række af skuffelser.

 

SKAL ÉN AF DE TO HOVEDUDFORDRERE MED PÅ DIT TOUR-MANAGERHOLD? SÆT DET HER

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SMART LYGTESÆT - BEDST I TEST! FØR 298 - NU KUN 156 KRONER