Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France: Outsiderne

03. juli 2019 13:45Foto: Sirotti

Sjældent har Tour de France været mere åbent. Med Chris Froome, Tom Dumoulin og Primoz Roglic ude af løbet og en mildt sagt tvivlsom optakt for Geraint Thomas er hele top 4 fra sidste års løb enten elimineret eller præget af så stor usikkerhed, at et uhørt stort antal ryttere i 2019 kan gøre sig realistiske drømme om at vinde en Tour, der måske er mere ”billig” til salg end i mange, mange år. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Ikke siden 2012 har der hersket så stor usikkerhed om favoritværdigheden til et Tour de France. Lige siden dengang er Chris Froome nemlig hver eneste gang gået ind til løbets om den klare topkandidat til den samlede sejr, og når han ikke er styrtet ud af løbet eller har været træt efter Giroen, har han været i stand til at gøre arbejdet færdigt med en kombination af egen styrke og opbakning fra et sublimt Sky-hold.

 

En lignende storfavorit har vi ikke i år. Med Froomes triste og voldsomme styrt, Tom Dumoulins ærgerlige exit og Primoz Roglics behov for at hvile efter en hård Giro er Geraint Thomas den eneste rytter fra sidste års top 4, der overhovedet vil være at finde i feltet, når showet åbnes i Bruxelles på lørdag, og waliseren har efter et elendigt forår og et styrt i Tour de Suisse endda haft en optakt, der gør, at ingen aner, hvor han står. Det skaber rammen om en uhørt åben Tour, hvor chancen for endnu en overraskende vinder efter Thomas’ sejr sidste år, i hvert fald er større, end man normalt ser det i et løb, der er så svært, at det kun kan vindes af de allerbedste.

 

Med Thomas og Egan Bernal som ligestillede kaptajner er Ineos naturligvis atter i pole position, men i år er der mange, der øjner en chance for at slå briterne. Movistar kommer igen med et supermandskab anført af Nairo Quintana, der i foråret atter lignede den rytter, der bjergtog hele cykelverdenen for et par år siden, og Mikel Landa, der håber at komme lige så stærkt ud af Giroen for to år siden og sekunderet af verdensmesteren Alejandro Valverde, der må betegnes som verdens bedste luksushjælper. Richie Porte har måske nok haft et katastrofalt forår, men har gang på gang vist, at han kan sætte hvem som helst til vægs i bjergene, og danske Jakob Fuglsang og Adam Yates har begge haft et forår, hvor de har været skræmmende stærke.

 

Dertil skal lægges, at Thibaut Pinot efter et efterår, hvor han var bedre end nogensinde, denne gang satser alt på Touren, at Steven Kruijswijk med to top 5-placeringer i grand tours i 2018 gav mindelser om den rytter, der i 2016 blot var et styrt fra at vinde Giroen, at Enric Mas er klar til sin første Tour efter sin sensationelle 2. plads i sidste års Vuelta, at Vincenzo Nibali i årets Giro viste os, at det er alt for tidligt at afskrive ham, at Emanuel Buchmann har haft et drømmeforår, hvor han i perioder har været næsten lige så stærk som Fuglsang og Yates, at Dan Martin stadig bliver en bedre og bedre grand tour-rytter, og at Romain Bardet og Rigoberto Uran efter en halvsløj sæsonstart satser på at bevise, at det ikke er uden grund, at de tidligere begge er endt på podiet.

 

Det kan godt være, at årets Tour-felt savner nogle af de allerstørste navne, men det gør det bestemt ikke mindre interessant. Listen over potentielle vindere er i hvert fald længere end i mange år, og dermed er der lagt op til en sjældent åben og seværdig udgave af verdens største cykelløb, når startskuddet lyder på lørdag.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

 

Vincenzo Nibali (*)

Er det mangel på respekt - måske på grænsen til det blasfemiske - kun at tildele én stjerne til en af blot syv ryttere, der har vundet alle tre grand tours? Det er der sikkert mange, der vil hævde, men faktisk ville Vincenzo Nibali selv formentlig ikke være helt uenig, hvis han blev bedt om selv at rangere løbets favoritter. Modsat sidste år, hvor løbet var hans helt store mål, kommer han nemlig til Touren med løbet som en sekundær prioritet, hvor hans ambitionsniveau bestemmes af, hvor meget overskud der er efter en knaldhård Giro.

 

Forud for sæsonen var Nibali nemlig i et dilemma. På den ene side havde han svært ved for andet år i træk at opgive sit hjemlands store løb, ikke mindst fordi antallet af muligheder for at vinde endnu en Giro er kraftigt svindende. På den anden side var han stadig gul og grøn af ærgrelse over, at hans store ambition om at vinde sidste års Tour var blevet ødelagt af en skødesløs tilskuer på vej på ad Alpe d’Huez, og han havde derfor et skrigende ønske om at vise omverdenen, at han altså stadig kan begå sig i verdens største cykelløb.

 

Løsningen blev salomonisk i den forstand, at Nibali valgte at sætte alt ind på at vinde Giroen for tredje gang og derefter stille til start i Touren med det overskud, der måtte være tilbage. Udgangspunktet har hele tiden været, at der skulle køres klassement i begge løb, men allerede i løbet af vinteren var Nibali meget påpasselig med at påpege, at ambitionerne hurtigt kunne ændre sig, hvis Giroen stadig sad i benene. Og også i de forløbne uger har han understreget, at han først endeligt vil fastlægge ambitionerne efter 6. etapes afslutning på La Planche des Belles Filles.

 

Når man læser Nibalis seneste udtalelser, er det svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen af, at han ikke selv for alvor tror på det. Generalprøven ved de italienske mesterskaber var da heller ikke på nogen måde overbevisende, snarere tværtimod. Trods en erklæret rolle som kaptajn ofrede han sig hurtigt for Sonny Colbrelli, og modsat Domenico Pozzovivo, der sad hos den nye chef hele vejen til mål, faldt Nibali fra allerede på næstsidste omgang. Naturligvis var det forventeligt, at Hajen efter et par ugers løbspause og masser af hvile ikke var helt skarp, men han lignede bestemt ikke en mand, der blot ti dage senere vil kunne køre med de allerbedste på den brutale afslutning op ad La Planche des Belles Filles.

 

Historikken taler da heller ikke for en stor Tour fra Nibali. Sidst han forsøgte det ambitiøse projekt i 2016, hvor han også kom til Frankrig med klassementet som en eftertanke, skulle der ikke klatres mange meter, før Hajen var sat af. Herefter gled han over i en rolle som etapejæger, som primært blev brugt som OL-forberedelse, og det er utvivlsomt den oplevelse, der har gjort ham meget opmærksom på ikke at skrue ambitionerne for højt op.

 

Sandheden er da også, at en Giro-Tour-double vel er sportens vanskeligste udfordring. Den har knækket selv denne generations mest restitutionsstærke ryttere, da Alberto Contador, Nairo Quintana og Chris Froome alle har underpræsteret markant i Touren, når de har været til start i Giroen. Froome og Tom Dumoulin viste os ganske vist i 2018, at det faktisk kan lade sig gøre at ende på podiet i begge løb, men i år er betingelserne helt, helt anderledes. For det første var Giroen nærmest umenneskelig hård med en brutal sidste halvdel, hvor man hurtigt kom til kort, hvis man forsøgte at tælle antallet af højdemeter, og for det andet er der i år en uge mindre at gøre godt med i perioden mellem de to løb. På den baggrund er 2019 ikke det mest velvalgte år, hvis man drømmer om at blive den første rytter siden Marco Pantani i 1998 til at vinde begge løb.

 

Den mulighed er for allerede forspildt for Nibali, der som bekendt ikke lykkedes med at vinde Giroen, men alligevel er det den italienske grand tour, der giver et vist håb om, at Hajen fra Messina også kan bide fra sig i franske farvande. Efter nogle halvsløje grand tours i 2017, hvor han måske nok opnåede to podiepladser i Giroen og Vueltaen, men aldrig for alvor lignede en vinder, kunne man nemlig sagtens sidde tilbage med fornemmelsen af, at det var slut med at være med helt fremme i grand tours. Den mistanke blev ikke mindre af, at Nibalis styrt under sidste års Tour betød, at vi faktisk skulle næsten to år tilbage for at få et relativt klart billede af, hvad en formstærk Nibali vitterligt kan, og for en 34-årig rytter vækker det altid en vis frygt for, at tiden måske er ved at rinde ud.

 

Den mistanke fik Nibali heldigvis gjort til skamme. Ganske vist var det atter tydeligt, at 2014-udgaven af Nibali ikke længere eksisterer, men havde det ikke været for en brølstærk Richard Carapaz, var det formentlig lykkedes Nibali at vinde løbet for tredje gang. Med tanke på, at han var den eneste, der for alvor kunne udfordre Carapaz i bjergene - selvom ecuadorianeren nu aldrig for alvor var presset - at han imponerede på Mortirolo, og at han faktisk slog løbets store forhåndsfavorit, Primoz Roglic, var det slet ikke en ringe præstation.

 

Én ting er imidlertid at køre med om sejren i Giroen. Noget helt andet er at vinde Touren, når man allerede én gang har tømt tanken i Italien - bare spørg Contador, Quintana, Froome og co. Når end ikke Froome kunne gøre det i et år, hvor betingelserne ellers var optimale, er det svært at se Nibali fuldføre kunsten. Dels har han aldrig haft Froomes tårnhøje topniveau, og dels har han nået en alder, hvor han åbenlyst ikke bliver bedre. Tværtimod.

 

Alligevel har de fleste vel lært, at man aldrig skal udelukke selv det mest umulige fra Hajen fra Messina. Sidste år i Milano-Sanremo viste han os alle, at selv en formsvag Nibali kan vinde et af sportens mest prestigiøse løb, alene fordi han ser muligheder, hvor ingen andre kan spotte blot den mindste åbning. I en Tour, hvor feltet er mere åbent end i mange år, kan man måske gøre sig forhåbninger om, at Ineos’ jerngreb kan løsnes, og at det voldsomt stærke Movistar kan skabe et anarki. Det er den slags kaos, Nibali har for vane at udnytte, som han gjorde det i Sanremo sidste år, eller da han fik skovlen under Froome på en regnvåd Tirreno-etape i 2013. Nibali vil formentlig ikke vinde løbet alene på sin råstyrke, men i en taktisk Tour har han erfaringen og kreativiteten på sin side.

 

Ruten giver også gode muligheder. For det første har han 14 dage til at genfinde de ben og den løbsrytme, han åbenlyst manglede i de italienske mesterskaber, og han kan håbe at gøre som Mikel Landa i 2017, hvor baskeren kom svagt ind i løbet, men kørte sig op i den tredje uge. Det må ubetinget været den rette strategi i et løb, hvor alle udfordringerne er koncentreret til sidst, og hvis ikke han opgiver ævred totalt efter en nedtur på 6. etape, ved vi af erfaring, at Nibali som regel er bedst mod slutningen, i hvert fald hvis Giroen ikke har tømt hans tank totalt.

 

De sidste dages bjergetaper passer ham også næsten perfekt. Nibalis styrke har altid været de store dage med mange bjergpas og højdemeter, og den slags etaper er løbet spækfyldt med. Samtidig har han altid været i sit es, når vi kommer op i de tyndeste luftlag, og det gør vi adskillige gange i dette højdernes Tour de France. Etapernes design lægger på til angreb og risikovillighed lige efter Nibalis smag, og hvis Dylan Teuns finder Dauphiné-, Damiano Caruso Giro- og Rohan Dennis Tour de Suisse-benene har han endda et ganske potent hold til at støtte sig - i øvrigt et hold, der med Dennis som motor i hvert fald må gøre det hæderligt på holdløbet. Og med tanke på, at han i Giroen kørte sine bedste enkeltstarter i lang tid, kan Nibali også se frem til 13. etape med en vis fortrøstning.

 

Det er altså hverken holdet eller ruten, den er gal med. Når man kan have sine forbehold i forhold til Nibali skyldes det alene usikkerhed om, hvorvidt han kan nå at komme sig efter den brutale Giro. Det har altså før voldt den sicilianske haj problemer, selv i en tid, hvor han var betydeligt stærkere, end han er det i dag. Historien har lært os, at vi altid skal vente os det mest uventede fra Nibali, men skal han vinde årets Tour, skal han trække en kanin, der får sidste års Sanremo-chok til at blegne, op af hatten.

 

Daniel Martin (*)

Egentlig bryder han sig slet ikke om at køre etapeløb. Dan Martin har aldrig lagt skjul på, at det er endagsløbene, der for alvor kan få hans puls i vejret, og han hader den konservative og ofte afventende kørsel, der er en naturlig konsekvens af behovet for at kunne præstere hver dag over tre uger. Derfor var det ikke mærkeligt, at han efter at være blevet udråbt til den næste store klatrer, hurtigt udviklede sig til at være en af verdens bedste ryttere i de kuperede klassikere og ikke gav grand tours al for meget opmærksomhed.

 

Man kan ikke fortænke Martin i den prioritering. Allerede som 28-årig havde han vundet cykelsportens to kuperede monumenter, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og dermed præsteret noget, som end ikke Alejandro Valverde, tidens ellers suverænt bedste ardennerrytter, har magtet. Med sit punch på korte, eksplosive stigninger, sin gode spurt og ikke mindst sin fantastiske evne til at peake på dagen har Martin lynhurtigt etableret sig som en af verdens førende specialister i de vanskelige endagsløb.

 

Samtidig gav hans første forsøg i de tre uger lange etapeløb slet ikke endt, som han kunne have ønsket sig. Først i 2011 lykkedes det ham i Vueltaen endelig at køre klassement, og der blev det til en ganske beskeden 13. plads. I 2013 var han på vej mod en top 10-placering i Touren, men blev syg i den tredje uge og kunne se måneders forberedelse ende i det rene ingenting - trods en flot etapesejr undervejs. Det blev starten på en hel serie af uheld, der red ham som en mare i de følgende år. Senere på året styrtede han ud af Vueltaen, og i 2015 blev han igen syg i Touren, inden endnu et styrt satte en alt for tidlig stopper for en Vuelta, der ellers var startet lovende. Kun i Vueltaen i 2014 lykkedes det ham at undgå tilbageslag, og med en 7. plads fik han vist, at potentialet er til mere, end de beskedne resultater indikerer.

 

I lyset af de mange uheld er det ikke mærkeligt, at Martin mest har koncentreret sig om endagsløb, men i de senere år har noget forandret sig. Forud for 2016-sæsonen forlod han de trygge rammer hos Cannondale for i stedet at løfte den utaknemlige opgave som manden, der skulle udvide Quick-Step fra deres rolle som klassikernes superhold til et mandskab, der også kan gøre sig gældende i grand tours. Det fik ham til at forlade de vante rammer i Cannondale-hovedkvarteret Girona for i stedet at flytte til Andorra, hvor adgangen til lange stigninger er langt større.

 

Som en konsekvens har han i de forløbne år trænet langt mere i de høje bjerge, og det har haft en effekt. Han indrømmer selv, at han måske ikke har helt samme punch på de eksplosive stigninger som tidligere, men til gengæld er hans evner på de lange opkørsler forbedret helt kolossalt i de seneste år. Det blev første gang tydeligt i Dauphiné i 2016, hvor han sluttede på podiet i meget skrapt selskab, og blev understreget en måned senere, da han endelig sluttede i top 10 i Touren, endda på en rute, hvor det store antal enkeltstartskilometer gav ham et betydeligt handicap.

 

I 2017 fortsatte udviklingen. Efter endnu en podieplads i Dauphiné kørte han sin hidtil bedste Tour. Med en overraskende tredjeplads bag Peter Sagan og Michael Matthews på en ellers alt for let puncheuretape tidligt i løbet havde han indikeret, at formen var i top, indtil det hele gik galt på den tekniske nedkørsel fra Mont du Chat på 9. etape. Her begik han den fejl, man aldrig må begå: at placere sig bag Richie Porte på en nedkørsel. Det fik den uheldige konsekvens, at han ikke kunne undvige, da den teknisk svage australier bragede i asfalten, og derfor led Martin samme triste skæbne.

 

Heldigvis var følgerne ikke helt så katastrofale, men de billeder, der i de følgende dage viste, hvordan en forslået Martin skulle hjælpe af cyklen efter etaperne, var vidnesbyrd om, at han var mere forslået end som så. Det fik også indflydelse på hans kørestil, hvor han helt i modstrid med sin aggressive natur var manden, der satte et stabilt og hårdt tempo på stigningerne, ganske enkelt fordi hans forslåede ryg ikke kunne klare de accelerationer, der ellers altid har været Martins force. At han sluttede på en 6. plads vakte derfor en del beundring, der dog gik til det ufattelige, da det efterfølgende kom frem, at Martin havde gennemført de sidste 12 etaper med et par brækkede ryghvirvler, der først var blevet afsløret i en kontrol efter løbet!

 

Den præstation vidner om, at Martin formentlig kunne have kørt med om podiet, hvis han havde været i sit es, og selvom han derfor drog hjem til Irland med en ærgrelse over at have misset en gylden mulighed, havde det også tændt en ild hos den lille irer. For første gang havde han nemlig indset, at en podieplads i Touren vitterligt er inden for rækkevidde, og derfor har han nu gjort netop det til karrierens helt store mål - også selvom det har betydet et neddroslet fokus på hans elskede endagsløb.

 

Det stod hurtigt klart for Martin, at han måtte væk fra et Quick-Step-hold, der med sit store fokus på massespurter, ikke kunne yde ham megen støtte i bjergene, og han blev derfor del af den meget ambitiøse satsning, der i løbet af få år skal gøre UAE-mandskabet til verdens bedste cykelhold. Sammen med Alexander Kristoff og Fabio Aru blev han hentet til holdet med løftet om, at han ville gå frirum til at satse 100% på det helt store resultat i Touren.

 

Desværre blev han i sit første forsøg for det arabiske storhold atter ramt af uheld. Efter et flot Dauphiné, hvor han var blevet nr. 4 og havde vundet en etape, kom han fremragende fra start i Touren, da han endelig tog den sejr på Mur-de-Bretagne, han så længe havde drømt om. Bare to dage senere styrtede han imidlertid på en ellers helt uskyldig sprinteretape, og derfor fandt han aldrig sine bedste ben i bjergene. Ganske vist blev det alligevel til en 2. plads på kongeetapen, en 4. plads på den sidste bjergetape og en samlet 8. plads, men for anden gang i træk måtte Martin rejse hjem med en uforløst fornemmelse af, at det kunne være blevet til så meget mere, hvis han blot kunne have undgået atter at ryge i asfalten.

 

Derfor er den første forudsætning for, at Martin endelig får testet sit reelle grand tour-potentiale da også, at han denne gang kan holde sig på cyklen. Ovenstående opregning af hans grand tour-historik vidner om så mange styrt, at det i hvert fald ikke er nogen tilfældighed. Også i klassikerne har han gang på gang været ramt af uheld, og dertil kommer, at hans foragt for positionskamp og til tider temmelig nonchalante positionering ofte har kostet tid på de flade etaper.

 

På den baggrund kan Martin glæde sig over årets rute. Denne gang kommer der en tidlig udskilning allerede på 6. etape, og generelt er den første del så kuperet, at mange forventer, at den første uge bliver betydeligt mindre stressende end normalt. Det reducerer størrelsen på den formentlig største sten på vejen til Martin-succes, og måske har han denne gang reelt set en chance for at komme til Paris uden at have kysset asfalten undervejs.

 

Desværre vinder man ikke Touren blot ved at undgå styrt. Man skal også træde temmelig hårdt i pedalerne, og Martin kommer desværre til løbet efter en ikke specielt overbevisende sæsonstart. Indledningen i Valencia var ellers fin, men i UAE Tour, hvor han var blevet bedt præstere på sit holds hjemmebane, fandt han aldrig de ben, han havde håbet, selvom han kørte i top 5 på begge bjergetaper. I Catalonien var han også et lille nøk under de bedstes niveau, og bedre blev det ikke af, at et styrt på sidste etape frarøvede ham den 5. plads, der ellers var hans. Først i Baskerlandet fandt han fornuftige ben og endte endda som løbets nr. 2, men på løbets kongeetape var han atter engang et enkelt niveau under de allerbedste. Og hans ardennerkampagne gik helt i vasken som følge af sygdom.

 

Generalprøven i Dauphiné var heller ikke eminent. Efter tre top 4-placeringer i træk måtte han denne gang nøjes med en 8. plads, og selvom det i vidt omfang skyldtes en meget let rute, hvor enkeltstarten blev næsten altafgørende, var Martin heller ikke helt ovenpå pedalerne i bjergene, hvor en 5. plads på kongeetapen atter viste, at han - naturligvis - var et niveau under de allerbedste. Det har i det hele taget været sæsonens gennemgående træk for Martin, at han har været god og solid uden at kunne finde de procent, han har, når han er allerbedst.

 

Kan han så finde dem til Touren? I de seneste år er det i hvert fald lykkedes ham ganske glimrende, og særligt i 2017 lignede han en mand, der havde et muligt podium i benene, hvis det ikke havde været for en skadet ryg. Dengang passede den meget specielle rute med eksplosive finaler ham imidlertid også næsten perfekt, og man kan i høj grad diskutere om 2019-ruten er noget for Martin.

 

På den ene side har han formentlig jublet lige siden oktober over reduktionen af antallet af enkeltstartskilometer til et historisk minimum. Så sent som i Dauphiné fik vi nemlig endnu et vidnesbyrd om, at Martin ganske enkelt aldrig lærer at køre enkeltstart. Derfor står han til en gedigen lussing på 13. etape, men faktisk har han i år kørt bedre, end han plejer. Man kan derfor have et berettiget håb om, at etapen i Pau ikke går helt så skidt, som man umiddelbart kunne frygte.

 

På den anden side er der en grund til, at Martin først og fremmest har været klassikerrytter. Han er altså bedst på korte, eksplosive stigninger, og på de helt lange, seje stigninger har han sine begrænsninger. Derfor er årets voldsomme finale med det ene gigantiske alpepas efter det andet noget, der formentlig vil slide lidt for meget på Martins holdbarhed. Selvom han egentlig skal glæde sig over, at det er klatrernes Tour de France, havde det været bedre, hvis ruten havde haft en mere Vuelta-agtigt tilsnit.

 

Derudover har Martin en børnesygdom, han aldrig er kommet sig over. Ligesom Thibaut Pinot er han nemlig ganske svingende. Han knækker aldrig helt - formentlig fordi han har et fighterhjerte, der må gøre hvem som helst misundelig - men der kan være ganske stor forskel på hans niveau fra én dag til den næste. Det er netop den slags udsving, der adskiller de rigtige grand tour-ryttere fra resten - og måske endnu en grund til, at Martin først og fremmest er endagsrytter.

 

Til gengæld har han denne gang et våben, han aldrig tidligere har haft. Hvor han på Quick-Step var temmelig alene i bjergene, oplevede han efter skiftet til UAE, at han fik stillet et nærmest skræmmende ringe hold til rådighed sidste år. I år kommer araberne imidlertid med et af de mest slagkraftige mandskaber, hvor særligt Fabio Aru - som jeg jf. holdoversigten nedenfor faktisk har fidus til som en af årets jokere - men også Rui Costa og Sergio Henao vil sikre, at Martin formentlig kun sjældent vil sidde alene i bjergene. Det giver i hvert fald nogle offensive muligheder, som den evigt aggressive Martin har brug for, hvis han skal indhente al den tid, han vil smide på både holdløb og enkeltstart.

 

Selv et slagkraftigt UAE-hold er dog ikke nok til, at Martin kan vinde, og det er da også være yderst usandsynligt, at det skulle ske. Det er imidlertid heller ikke ambitionen, for Martins grand tour-mission strækker sig ikke længere end til et Tour-podium. Selv det kan blive svært, men han viste os i 2017, at det ikke er udenfor rækkevidde. Årets relativt svage felt giver ham i hvert fald en reel chance - og skulle det lykkes, vil det såmænd ikke være helt ringe af en rytter, som egentlig slet ikke kan lide at køre etapeløb.

 

Romain Bardet (*)

Christophe Moreau, Pierre Rolland, Thibaut Pinot… Listen over lovende klassementsryttere, der siden Richard Virenques storhedstid i den tvivlsomme periode i 90erne har givet franskmændene hede drømme om igen at kunne køre med om sejren i deres hjemlands cykelstolthed, bliver år for år længere og længere, og med stor glæde kan de lokale fans konstatere, at der både bliver flere og langt stærkere kandidater til endelig at bryde den tørke, der har strakt sig tilbage til Bernard Hinaults femte og sidste sejr i 1985. Efter nogle i Tour-sammenhæng svære år for Thibaut Pinot har det i de senere år været Romain Bardet, der har båret det tunge ansvar som manden, der skal løfte det kolossale forventningspres, som kun 66 millioner stolte franskmænd kan lægge på et par smalle skuldre.

 

Mange af de lovende franskmænd er knækket under det kolossale åg, det er at skulle bære hele landets stolthed hos sig, men Bardet synes at have en mental råstyrke, der gør ham bedre i stand til ikke at lade sig tynge af omstændighederne. Hvis man dertil lægger, at den aggressive Ag2r-kaptajn to gange i træk er sluttet på podiet - den fjerde podieplads på fire år for den stadigt stærkere hjemmenation - er det klart, at det er med god grund, at franskmændene fortsat drømmer om, at Ag2r-kaptajnen kan bryde den lange tørke i det løb, der både nationalt og globalt betyder allermest.

 

Bardet får også brug for hele sin evne til at håndtere pres. En af fordelene for den lovende unge generation af franskmænd, der også tæller endnu yngre klatrere som Pierre Latour, Lilian Calmejane og David Gaudu, er det store antal, der har betydet, at de har været flere om at løfte ansvaret. I jubelåret 2014 havde man sågar i Pinot, Bardet og veteranen Jean-Christophe Peraud hele tre mand, der kørte med om podiet helt frem til afslutningen, og dermed har det sjældent været op til én rytter at skulle levere for franskmændene.

 

I de seneste to år har det imidlertid været anderledes. Her har Bardet været alene om at kunne nære reelle franske forhåbninger om noget stort, men det har tilsyneladende ikke tynget ham. Heller ikke selvom 2. pladsen i 2016 havde skruet forventningerne op til det næsten ubærlige, knækkede den franske darling ikke. Med en 3. plads bekræftede han tværtimod, at han har både den mentale og fysiske råstyrke til at være med helt fremme i kampen om topplaceringerne på den største scene af dem alle.

 

Med tanke på, at Bardet sammen med Nairo Quintana og Vincenzo Nibali faktisk er den eneste i årets felt, der har været på podiet mere end én gang - og faktisk er Geraint Thomas, Rigoberto Uran, Alejandro Valverde og Thibaut Pinot - de eneste, der derudover blot har haft den store oplevelse at være blandt de tre bedste i Paris, kan det måske undre, at den franske helt ender så langt nede på vores favoritliste. Det gælder måske særligt i lyset af, at årets rute vel er den, der har passet Bardet bedst overhovedet.

 

Det er der imidlertid særligt to gode grunde til. Den første er, at Bardet aldrig rigtigt har været tæt på at vinde. Ganske vist er, at han er en pokkers god cykelrytter, hvis evner mange vil misunde, men Chris Froome og Sky har aldrig virket til reelt at frygte franskmanden. I 2016 sikrede han sig primært sin 2. plads ved at udnytte kaosset til at angribe på en nedkørsel på en livsfarlig regnvejrsetape, og i 2017 sikrede han sig 3. pladsen i et vel nærmest historisk svagt felt, hvor den lette og meget særprægede rute gjorde det til en meget atypisk grand tour. Betænker man samtidig, at Bardet kører den måske ringeste enkeltstart af alle topkandidaterne, er det meget svært at forestille sig, hvordan i alverden franskmanden, der aldrig har været den allerbedste i bjergene, pludselig skulle kunne indhente det tabte.

 

For det andet er det ikke just gået fremad for Bardet siden 2017 - snarere tværtimod. Sidste år fungerede det i hvert fald slet ikke for Ag2r-kaptajnen, der med en skuffende 6. plads fik de forventningsfulde franskmænd til at fælde en tåre. Derudover blev det til en 3. plads i et historisk svagt besat Dauphiné, men derudover viste Bardet ikke meget i 2018-sæsonens etapeløb.

 

Det har han bestemt heller ikke gjort i år - tværtimod. Efter at være blevet sat på plads af Pinot i Tour du Haut-Var skuffede han sig selv og alle franskmænd i Paris-Nice, hvor han måske nok blev nr. 5, men slet ikke var i nærheden af at kunne matche Egan Bernal og Nairo Quintana i bjergene. Bedre gik det bestemt ikke i Catalonien, hvor han efter et par store nedture i bjergene måtte udgå efter styrt. Det satte ham tilbage inden klassikerne, hvor han oplevede sin ringeste ardennerkampagne i mange år - Bardet har ellers tradition for altid at køre i top 10 i Liege - og generalprøven i Dauphiné, hvor han blot blev nr. 10, var bestemt heller ikke overbevisende. Helt galt gik det, da den relativt tunge Jesus Herrada satte ham på plads i det nye Mont Ventoux-løb - et nederlag, der gjorde så ondt, at han valgte at aflyse sin deltagelse ved de franske mesterskaber i et forsøg på at indhente det forsømte med lidt ekstra træning.

 

Ser man på de seneste års etapeløb, er der altså ikke meget, der er gået i Bardets retning, men heldigvis er der to grunde til, at franskmændene ikke skal opgive alt håb endnu. For det første viste Bardet med 2. pladsen ved sidste års knaldhårde VM, at han stadig er en af verdens allerbedste klatrere. Når det har knebet lidt i etapeløbene, synes det derfor mere at handle om mistimet form. Klassen synes han stadig at besidde.

 

For det andet er det svært ikke at få en mistanke om, at ASO har skævet til Bardets chancer, da de designede ruten. Mange havde ellers forventet, at fremkomsten af Tom Dumoulin og Primoz Roglic som reelle udfordrere til Ineos’ dominans ville få dem til at skrue gevaldigt op for antallet af enkeltstartskilometer. Sådan er det imidlertid slet ikke gået - tværtimod - og hvis arrangørerne virkelig har skævet til de franske chancer, må man håbe, at Bardet kan tilbagebetale tilliden, for det pauvre antal enkeltstartskilometer var den direkte årsag til, at Roglic og Dumoulin skiftede mening og rettede blikket mod Giroen - en beslutning, der særligt må ærgre nu, hvor tabet af Froome og fraværet af navne som Simon Yates og Miguel Angel Lopez ikke gør feltet skræmmende stærkt.

 

At ruten ligger til Bardets højreben, skyldes især tre ting. For det første er der naturligvis det næsten pinligt lave antal kilometers enkeltstart. Hvis ikke man regner Michael Woods som klassementsrytter, må Bardet være den ringeste temporytter blandt topnavnene, men over 27 km er det trods alt begrænse, hvad den franske darling kan tabe. For det andet er udfordringerne særligt koncentreret i den tredje uge, hvor Bardet traditionelt er stærkest. Ser man bort fra sidste års lille fiasko, har Bardet således for vane at avancere i klassementet i løbets døende dage, og den evne bør han måske mere end nogensinde kunne drage fordel af i et løb, hvor de første 14 dage i alt væsentligt handler om overlevelse.

 

Endelig er der stigningernes karakter. Det er ingen hemmelighed, at Alperne altid har været Bardet favoritbjerge, ganske enkelt fordi han elsker de lange, udmarvende stigninger, der kendetegner den østlige bjergkæde til forskel fra Pyrenæernes lidt vildere, mere eksplosive og hidsige karakter. Og årets Tour er netop bygget op nærmest udelukkende af lange alpepas, hvor Bardet i den grad vil få son lyst styret.

 

For at skabe miraklet og tage den forløsende Tour-sejr skal Bardet imidlertid formentlig i offensiven. Hans klatreevner alene rækker ikke, og tidstabet på de to tidskørsler vil være stort. Heldigvis ved vi, at Bardet mere end mange andre forstår at opsøge og gribe momentet, som han gjorde det, da han i 2016 sikrede sig andenpladsen på en regnvåd nedkørsel, og som han flere gange også har gjort det i Dauphiné. De korte, eksplosive etaper mod slutningen indbyder også til den form for aggression, men Bardet er denne gang hæmmet af, at Ag2r ikke har helt så megen klatrestyrke, som de plejer. Tabet af Pierre Latour er stort - men i lyset af den ringe form forståeligt - og hverken Tony Gallopin eller Alexis Vuillermoz har haft et år, der har været hver at skrive hjem om og har tillige Giroen i benene.

 

Det er således lettere at finde argumenter for, at Bardet ikke vinder Touren, end for at han gør det, og i det hele taget skal sol, måne og stjerner stå helt rigtigt, hvis franskmanden nogensinde skal vinde en grand tour. Bundsolide Bardet er en af feltets mest sikre top 10-ryttere, men som vinderkandidat står han betydeligt svagere. Omvendt er det to gange i træk lykkedes at gå på podiet på ruter, der passede ham betydeligt dårligere, og genfinder han sidste års forrygende VM-form, er et podeihattrick bestemt igen inden for rækkevidde. Det vil være et helt igennem fantastisk resultat for Bardet, der næppe har blikket rettet entydigt mod sejren. Problemet er, at resten af franskmændene næppe er enige…

 

Emanuel Buchmann (*)

Det er ikke kun temperaturer i nærheden af 40 grader, der har fået tyskerne til at tørste på det seneste. Faktisk har vort store naboland været på grænsen til dehydrering siden 2006, hvor Jan Ullrich kort tid efter sin sidste store sejr i Tour de Suisse sammen med Ivan Basso og flere andre i vanære blev pillet af startlisten til Tour de France i allersidste øjeblik. I 13 år har tyskerne, der i 90erne og 00erne med Ullrich, Andreas Klöden og Erik Zabel var en magtfaktor i Touren, ventet på at finde en ny rytter, der som minimum har kunnet køre med om topplaceringerne i verdens største cykelløb.

 

Det er ellers ikke, fordi landet har manglet resultater. John Degenkolb har vundet to monumenter og et hav af grand tour etaper, Marcel Kittel og André Greipel har været to af det seneste årtis mest succesrige sprintere, og Tony Martin har i en årrække været feltets ubestridte tempokonge. Af en eller anden grund er det bare ikke lykkedes landet at udvikle rytter med det helt særlige sæt af kvaliteter, der skal til for at begå sig i toppen af de længste etapeløb.

 

Forklaringen er ikke helt oplagt, når man ser på, hvordan det endnu fladere Holland sprøjter den ene superklatrer ud efter den anden, og det skyldes nok mere kultur end det for store deles vedkommende knap så udfordrende terræn. Heldigvis er der nu tegn på, at vi i første omgang kan glemme spekulationerne om årsagerne og i stedet nyde, at der er udsigt til, at tyskerne måske allerede i år kan få slukket den tørst, der må gøre selv den mest isolerede ørkennomade imponeret.

 

Hvert forår er det altid interessant at finde de ryttere, der har gjort de største fremskridt, og i år aspirerer Tysklands bedste klatrer, Emanuel Buchmann, i høj grad til den titel. Det var ellers ikke, fordi der var megen snak om den store Bora-rytter forud for sæsonen, for i sine første år har han bestemt ikke sat verden i brand. I starten af karrieren blev han nærmeste sensationelt tysk mester forud for sin første Tour, men derudover var han længe kendt som en rytter, der hang på og altid sluttede med en sekundær placering i udkanten af top 10. I sine første forsøg som klassementsrytter i Touren blev han da også i hhv. 2016 og 2017 blot nr. 21 og 15.

 

Hvis der er noget, der kendetegner Buchmanns kørsel, er det imidlertid, at han er en dieselmotor. Han har aldrig lagt skjul på, at han altid har det meget svært i starten af etaperne, men at han som regel finder benene, efterhånden som andre bliver trætte. Noget tyder på, at det karaktertræk også går igen i hans udviklingsforløb, for mens andre talenter har taget hele verden med storm nærmest fra det øjeblik, de kom ud af kravlegården, har Buchmann stille og roligt udviklet sig i sit helt eget og langt mere afmålte tempo.

 

Nu tyder meget imidlertid på, at der langsomt er ved at være hul igennem. Første gang han virkelig viste sit potentiale i bjergene var i Dauphiné i 2017, hvor han blev nr. 4 på den dramatisk sidste bjergetaper og endte som nr. 7 samlet. Sidste år imponerede han atter i det franske alpeløb, da han to gange blev nr. 4 på bjergetaper og forbedrede det foregående års placering, da han endte som nr. 6. Det skabte visse forventninger Vueltaen, hvor han for første gang skulle sætte alt ind på et stort grand tour-resultat, men lidt overraskende blev den tyske dieselmotor tømt for kræfter tidligt i løbet, inden han kom til Madrid på en meget skuffende 12. plads.

 

Om det er Vueltaens aftryk, der har skabt forvandlingen, skal vi lade være usikkert, men i 2019 har Buchmann været på et helt andet niveau. Det første tegn kom allerede i årets første løb den 1. februar, da han i et af de hårde endagsløb på Mallorca leverede et soloridt over 20-30 km, som totalt satte forhåndsfavoritter som Tim Wellens, Alejandro Valverde og Bauke Mollema til vægs. Dagen efter var han lige ved at gentage kunststykket, da det blev til en 2. plads bag Wellens, og han kom således hjem fra Spanien med både en 1. og en 2. plads - ganske imponerende for en mand, der er alt andet end endagsrytter.

 

Tendensen fortsatte i Arabien i UAE Tour, hvor han sammen med David Gaudu var den eneste, der kunne matche forhåndsfavoritterne Primoz Roglic og Valverde på kongeetapen, og det indbragte ham en fornem 4. plads i skrapt selskab. Det helt store gennembrud kom dog først i Baskerlandet, hvor han udnyttede det, der må betegnes som en gedigen Astana-brøler, til at sikre sig et forspring på kongeetapen. Derfra tændte han for den enorme motor, der også havde givet ham en sejr på Mallorca, og selvom det kasakhiske superhold jagtede med alt, hvad de havde, blev den tyske diesel aldrig indhentet igen. Desværre var løbets sidste meget intense bjergetape ikke skabt til Buchmann, der slet ikke var blevet varm, da Astana allerede efter få kilometer splittede feltet til atomer, og selvom han faktisk til slut ene mand holdt kvintetten med Jakob Fuglsang, Adam Yates, Ion Izagirre, Dan Martin og Tadej Pogacar, var han kommet i gang så sent, at han gled ned på den samlede 3. plads.

 

Siden blev det til en beskeden 7. plads i et Tour de Romandie, hvor en let rute slet ikke gjorde det muligt for ham at bruge sine evner, men i Dauphiné bekræftede han så atter, at Buchmann i 2019 er noget helt andet end tidligere. Her begik han sit livs brøler ved at gå med i et brølstærkt udbrud på 2. etape, og det endte desværre med muligvis at koste ham den samlede sejr. På ganske imponerende vis endte han samme etape i den anden gruppe af favoritter, men formentlig havde han været med i front, hvis ikke han havde ødslet med kræfterne forinden. Det havde han særlig grund til at ærgre sig over få dage senere, hvor han med en 5. plads kørte sit livs enkeltstart, inden han på kongeetapen som den eneste kunne følge Jakob Fuglsang og Wout Poels, hvilket indbragte ham en samlet 3. plads, bare 21 sekunder bag danskeren. Med tanke på, at han tabte 31 sekunder som følge af det lidt hovedløse udbrud, må Buchmann i den grad spørge sig selv, hvad det kunne være blevet til, hvis han havde kørt som en ”rigtig” klassementsrytter.

 

Det vil han helt sikkert gøre i de kommende tre uger, hvor han kommer til Touren som Boras suveræne førstemand til klassementet. Naturligvis må han leve med, at Peter Sagan altid vil være det tyske mandskabs plan A, men det er nu ikke det store problem. Buchmann er stadig så ung og uprøvet, at hans opgave i første omgang alene er at følge med og se, hvor langt talentet og evnerne række, og ingen forventer, at Bora tager det mindste ansvar. Faktisk kan han se frem til langt bedre større end mange andre, for han vil være omgivet af den nykårede østrigske mester, Patrick Konrad, der netop er blevet nr. 3 i Tour de Suisse, Gregor Mühlberger, der var centimeter fra at slå selveste Julian Alaphilippe på en bjergetape i Dauphiné, og fænomenet Maximilian Schachmann, der måske nok har sine væsentlige begrænsninger i de høje bjerge, men er så alsidig, at man vel ikke kan ønske sig en bedre hjælper.

 

Ruten burde også passe Buchmann glimrende. Først og fremmest er der med løs strøget det ene store alpepas efter den andet ud over ruten, og det er naturligvis en gave for en dieselklatrer som Buchmann, der bare bliver bedre og bedre, når alle andre bliver trætte. Holdløbet burde også være en styrke i forhold til mange af konkurrenterne. Og hvis enkeltstarten i Dauphiné er udtryk for hans nye niveau i kampen mod uret, vil han også kunne vinde tid på de småkuperede veje omkring Pau på 13. etape.

 

Hvis han kører, som han har gjort igennem hele sæsonen, kan Buchmann blive én af løbets åbenbaringer. Alligevel er der ét stort spørgsmål, som fortsat står ubesvaret hen, nemlig spørgsmålet om holdbarhed. Ser man alene på rytterkarakteristika burde uopslidelige Buchmann være indbegrebet af en god grand tour-rytter, men historien bekræfter bare ikke den antagelse. Tværtimod så vi i sidste års Vuelta et helt andet billede, hvor han kom flyvende ind til løbet, men blot faldt længere og længere tilbage fra dag til dag, så han gik fra en 2. plads efter den første bjergetape til en 12. plads, da de kom frem til Madrid.

 

Det kan der heldigvis være mange forklaringer på. Det er stadig nyt for Buchmann at skulle time formen til en grand tour, og da han allerede kørte stærkt i Tour de Pologne mere end en måned inden afslutningen på Vueltaen, kan han ganske enkelt bare have været træt efter en lang sæson. Logikken siger i hvert fald, at Buchmanns motor bør være designet med en grand tour for øje, og nu får han den helt store chance for at vise os, at det også er sådan, det forholder sig. Er det tilfældet, kan Buchmann meget vel blive en af sommerens helt store oplevelser, for hans niveau igennem første del af 2019 har været et af de højeste i feltet. Og skulle det lykkes at være med helt i front, kan tyskerne godt tåle endnu en hedebølge senere på sommeren. Så har de nemlig fået slukket en 13 år lang tørst, der har varet siden Ullrichs triste exit i 2006.

 

George Bennett (*)

Det er næsten ikke til at tro, at det bare er seks år siden. Efter to skuffende år på Radioshack, hvor han aldrig havde indfriet sit store potentiale, så det ud til George Bennetts karriere kunne være ovre, allerede inden den for alvor var begyndt. Trods den løfterige tid som U23-rytter slog newzealænderen aldrig til på sit amerikanske hold, og det var ikke let at finde en ny arbejdsgiver, der ville give ham endnu en chance.

 

Heldigvis trådte først Cannondale og siden LottoNL-Jumbo til med en livline, der gav Bennett en ekstra mulighed for at indfri potentialet. Hos hollænderne var han imidlertid hentet ind som hjælper for holdets mange klassementsryttere Wilco Kelderman, Robert Gesink og Steven Kruijswijk, og det var i første omgang ikke Bennett selv, der skulle løfte ansvaret.

 

Den rolle udfyldte han da også ganske fint, indtil et tilfælde pludselig ændrede det hele. I Vueltaen i 2016 var han stillet til start med den opgave at sikre maksimal støtte til Steven Kruijswijk, der blot få måneder forinden havde været så tæt på at vinde Giroen, som man overhovedet kan komme. Derfor var Bennetts opgave som nøglehjælper for den hollandske stjerne også soleklar, og han havde absolut ingen personlige ambitioner.

 

Det ændrede sig imidlertid lynhurtigt. Allerede tidligt i løbet styrtede Kruijswijk, og pludselig stod Bennett, der allerede kort forinden med meget offensiv kørsel i Touren havde viste betragtelig fremgang i forhold til tidligere, med en uventet mulighed. Ganske vist havde han allerede forinden tabt lidt tid, og målet var derfor i første omgang etapesejre. Efter en fjerdeplads på etapen til Aubisque, der i øvrigt blev vundet af holdkammeraten Gesink, kunne han imidlertid pludselig lugte den samlede top 10, og stille og roligt sneg tanken om en samlet topplacering sig ind i LottoNL-Jumbo-lejren.

 

Bennett knækkede ikke under presset, og trods den tabte tid fra den tidlige del af løbet lykkedes det ham helt uventet at køre ind i Madrid som løbets 10. bedste rytter. Det tændte en flamme hos newzealænderen, der pludselig øjnede flere personlige muligheder i etapeløbene, og det samme gjorde holdets ledelse naturligvis.

 

I første omgang var det dog ikke grand tours, der havde hans fokus. I 2017 skulle han fokusere på ugelange etapeløb, og det gjorde han fremragende. Trods en omgang kyssesyge i løbet af vinteren blev han allerede i februar nr. 7 i Abu Dhabi Tour, og han fortsatte med en 9. plads i Volta a Catalunya og en 11. plads i Baskerlandet Rundt. Det helt store gennembrud kom dog i Californien, hvor det lykkedes ham at sætte forhåndsfavoritterne Rafal Majka og Andrew Talansky til vægs og tage den samlede sejr i et stort WorldTour-løb.

 

Det fik ham dog ikke til at ændre ambitioner forud for Touren, der alene handlede om at jagte etapesejre. Derfor smed han da også tid i den hektiske første uge, men igen ændrede han planer undervejs. Bennett overgik nemlig sine egne forventninger på de første bjergetaper, og på den første hviledag havde han pludselig kørt sig op på en 10. plads. Det fik ham til atter at satse på klassementet, og han havde da også stensikker kurs mod endnu en top 10-placering, indtil sygdom desværre først kostede ham tid og siden tvang ham til at forlade Frankrig i utide.

 

Sygdom ødelagde også Vueltaen, hvor han atter stillede til start som hjælper for Kruijswijk, men de lovende præstationer havde løftet ham i det interne hierarki. I november blev han af holdet tildelt kaptajnrollen i årets Giro, og derfor forberedte han sig igennem vinteren og foråret for første gag målrettet på at skulle gøre sig gældende som klassementsrytter i en grand tour.

 

Og det så længe lovende ud. I hvert fald var Bennett flyvende i foråret - og det til trods for, at alt har været lagt til rette efter Giroen. En operation i løbet af vinteren betød, at han slet ikke havde forventninger til de første løb, men trods den ikke-eksisterende forberedelse endte han som nr. 11 i Tour Down Under, ligesom han var en af de allerstærkeste i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Den helt store bekræftelse på det nye niveau kom dog med tredjepladsen på kongeetapen i Tirreno-Adriatico, hvor kun et elendigt holdløb kostede ham en bedre placering end en 9. plads, og en 6. plads i Catalonien, hvor ruten slet ikke passede ham, vidnede om en helt ny klasse.

 

Efter en vellykket højdetræningslejr oplevede Bennett det helt store chok, da han dagen inden Tour of the Alps blev kørt ned af en bil. Heldigvis slap han uden væsentlige skader, men slaget var dog så hårdt, at han betalte prisen på kongeetapen i alpeløbet. Alligevel kom han sig bemærkelsesværdigt hurtigt, og med offensiv kørsel på de sidste to etaper, hvor han begge gange blev nr. 2 efter sene angreb, lykkedes det ham langsomt at slide sig op i klassementet til en 5. plads.

 

Den helt store prøve skulle så stås i Giroen, men her gik det desværre ikke helt som håbet. Bennett lagde ellers ud som lyn og torden med en meget overbevisende indsats på Etna-etapen, men i løbets sidste to uger lykkedes det ham aldrig at leve op til den lovende start. Ganske vist endte han løbet på en ganske hæderlig 8. plads, men det resultat stod ikke helt mål med de meget store forventninger, som det flotte forår havde givet næring til.

 

Heldigvis fik han mulighed for revanche i Vueltaen, men desværre gentog mønsteret sig igen. I sit forberedelsesløb, Tour de Pologne, hvis eksplosive natur ellers overhovedet ikke passede ham, var han helt suveræn på stigningerne, og selvom ruten gjorde det umuligt at tage den samlede sejr, kørte han stå brølstærkt, at han pludselig af mange blev udskreget som manden, der kunne overraske i den spanske grand tour. Sådan gik det imidlertid ikke. Endnu engang havde han toppet for tidligt, og efter en lovende start eksploderede han totalt og endte som luksushjælper for en velkørende Steven Kruijswijk.

 

I løbet af vinteren ærgrede Bennett sig da også gul og grøn over at have forspildt to store chancer. Heldigvis var det ikke svært at se, hvad der var gået galt, for den solide newzealænder havde tydeligt bare mistimet formen. Forud for både Giroen og Vueltaen havde han kørt som en motorcykel, men da det gjaldt i den afgørende del af løbet, var trætheden sat ind.

 

Derfor lå løsningen da også lige for, da han i år blev tildelt rollen som Jumbos plan B i en Tour, hvor Kruijswijk er plan A. Det var ikke svært at se, at Bennett har en åbenlys evne til at træne sig i form, og derfor har han i år skruet kraftigt ned for løbsaktiviteterne i år. Faktisk er der ikke én eneste rytter i hele feltet, der kommer til Frankrig med så lang en løbspause som Bennet, for newzealænderen har ikke haft et løbsnummer på ryggen, siden han afsluttede Tour of California den 18. maj.

 

På papiret kan det ligne en vanvittig strategi at bryde med al konventionel logik, der tilsiger, at alle ryttere, der ikke kommer fra Giroen, skal køre et af juni måneds mange etapeløb, men Bennetts historik peger i retning af, at det kan være den model, der fungerer bedst for ham. I hvert fald plejer han at være i fremragende form efter en lang træningspause, som han også var det i årets Tour Down Under, hvor han var meget overbevisende på Corkscrew-stigningen i et løb, hvis eksplosive rute ellers ikke passede ham.

 

Bennetts solide og gradvise fremgang i de senere år indikerer i hvert fald, at han har et fortsat uudnyttet potentiale, og de overraskende præstationer i Vueltaen i 2016 og Touren 2017 viser, at motoren også rækker til at holde i tre uger. Nu skal det bare lykkes ham også at finde guldbenene fra Tour de Pologne på det rette tidspunkt, og så har han potentialet til at blive en af årets overraskelser.

 

Det er ellers ikke, fordi Bennett har haft en stor sæson. Han lagde som sagt stærkt fra land, men i både Paris-Nice og Baskerlandet Rundt skuffede han fælt. I Tour of California blev han nr. 4, men det stod ikke helt mål med de højtflyvende ambitioner om at gentage sejren fra 2017. Det vil dog være dumt at afskrive Tour-succes på den baggrund, for hele pointen i Bennetts sæsonplan har jo været, at det er i juli, at han skal vise sit værd - og denne gang vil han absolut ikke have brændt krudtet af forinden.

 

Forudsætningerne for en god Tour er i hvert fald til stede. Da ruten blev præsenteret, var Bennett nemlig fyr og flamme, og han bad med det samme Jumbo-ledelsen om lov til at satse på det franske løb. Det begrænsede antal enkeltstartskilometer er en gave til den relativt temposvage Jumbo-rytter, der til gengæld kan se frem til, at Tony Martin og Wout van Aert kan hjælpe ham med at sikre sig en tidsgevinst på holdløbet. Derudover er løbet nærmest udelukkende udgjort af lange, store bjergpas af den type, dieselklatreren Bennett elsker.

 

På papiret kan det naturligvis blive et problem, at Bennett kun er plan B. På den anden side så vi i 2018, hvor Roglic blev nr. 4 og Kruijswijk nr. 5, at det fungerede glimrende med to stærke kort, og det er kun, hvis Kruijswijk viser sig så stærk, at han faktisk kan vinde løbet, at Bennett kan blive tvunget til at ofre sin egen chance. Ellers kan det kun være en fordel, at hollænderne i kamp med giganterne fra Ineos og Movistar har mere end én kandidat til at tage kampen op med rivalerne.

 

Selv i den bedste af alle verdener bliver det dog ikke til sejr. Dertil er Bennetts evner trods alt for begrænsede, men det er heller ikke ambitionen denne gang. I første omgang handler det om at finde ud af, præcis hvor langt han kan komme, hvis det i år rent faktisk skulle lykkes ham at finde sit høje topniveau på det tidspunkt, hvor det er allervigtigst. Sker det, kan han blive en af sommerens store overraskelser.

 

Jumbo har før dokumenteret, at de har en fantastisk evne til at få noget fantastisk ud af de ryttere, de i første omgang har hentet ind som bjerghjælpere. Primoz Roglic viste vejen til, hvordan man kan forvandle sig selv fra en sådan rolle til grand tour-stjerne. Nu er det op til Bennett at gøre sin holdkammerat kunsten efter.

 

Holdoversigt

Det er en yderst svær opgave at barbere et spændende kandidatfelt ned til bare 15 navne. Især var det vanskeligt at udelade Fabio Aru, der efter sin operation har potentiale til at blive en positiv overraskelse. den tidligere nr. 2 Rigoberto Uran, den stadig mere spændende Michael Woods samt David Gaudu, der med lidt frihed kan blive en af løbets mest positive oplevelser.

 

For overblikkets skyld gennemgår vi herunder de øvrige ryttere, der på de enkelte hold kan tænkes at spille en rolle i klassementet.

 

Ag2r-La Mondiale: Holdet kommer med Romain Bardet som holdets eneste kaptajn, og han vil få den fulde støtte. I rollen som hjælper blev Alexis Vuillermoz i 2017 nr. 12, men med en hård Giro i benene får han svært ved at gentage den bedrift. Tony Gallopin blev sidste år nr. 11 i Vueltaen og har set stærk ud i optakten, men hans mål er slet ikke klassementet - slet ikke på denne rute. Endelig er erfarne Mathias Frank ikke længere god nok til at køre klassement.

 

Astana: Hos kasakkerne handler alt om Jakob Fuglsang - i hvert fald indtil hans klassementsdrømme måtte være bristet. Man kunne have forestillet sig, at Pello Bilbao, der sidste år kørte i top 10 i Giroen, kunne være en slags plan B, men da han allerede har kørt Giro, er det usandsynligt, at han overhovedet vil holde sig til.

 

Bahrain-Merida: I første omgang handler alt om Vincenzo Nibali, men som det fremgår ovenfor er Hajen endnu ikke helt sikker på, om han vil køre klassement. Det kan åbne døren for andre mål, men næppe klassementet. Rohan Dennis imponerede i Tour de Suisse, men er alene i Frankrig for at hjælpe og lære af Nibali, og han har slet ikke klatreevnerne til at begå sig på denne rute. Det samme gælder for Dylan Teuns¸ der fortsat er for begrænset i de høje bjerge. Den mest oplagte plan B er derfor Damiano Caruso¸ men med en hård Giro i benene vil han næppe forsøge sig i den samlede stilling.

 

Bora-hansgrohe: Buchmann er den klare plan A, men man må formode, at Patrick Konrad får lov at agere plan B. Han er netop blevet nr. 3 i Tour de Suisse og endte i top 10 i Giroen sidste år, men da han mere er en puncheurtype, er der grænser for, hvor langt han kan nå på så bjergrig en rute. Gregor Mühlberger klatrer godt, men mangler stabilitet og skal derfor alene hjælpe, og trods sit enorme potentiale er fænomenale Maximilian Schachmann for begrænset i bjergene til at kunne satse på andet end etapesejr.

 

CCC Team: Holdet har ikke skyggen af klassementsambitioner, og selvom de klatrer hæderligt, vil Alessandro De Marchi og Serge Pauwels alene satse på at vinde en etape fra et udbrud.

 

Cofidis: Jesus Herrada har været i storform op til løbet, og Nicolas Edet har vist, at han kan køre klassement i kortere etapeløb. De har imidlertid ingen chance i et klassement i en grand tour, og for Cofidis handler det derfor alene om at forsøge at vinde en etape.

 

Dececuninck-Quick Step: Listen over holdets mål er alenlang, og de kan derfor få rigeligt at gøre med at servicere Enric Mas i bjergene. Julian Alaphilippe restituerer slet ikke godt nok til at køre klassement, og skal alene jagte etaper og bjergtrøje samt støtte sin spanske holdkammerat.

 

EF Education First: Rigoberto Uran er naturligvis det navn, der mest oplagt mangler på vores favoritliste, men da han har været en nærmest kronisk skuffelse siden 2. pladsen i 2017, er der ikke meget, der tyder på, at han kan genfinde sit bedste niveau, og selvom en top 10 er realistisk, er en absolut topplacering usandsynlig. Michael Woods kunne være en meget spændende joker, hvis han genfinder superbenene fra sidste års VM og holdbarheden fra Vueltaen i 2017, men ruten har nok lidt for lidt punch og lidt for få tocifrede stigningsprocenter, ligesom han i første omgang også kun går efter etapesejre. Tejay van Garderen klarede sig flot i Dauphiné, men først og fremmest i kraft af enkeltstarten, og han klatrere ikke længere godt nok til at være fremme i Touren, slet ikke på denne rute. Efter en hård Giro skal Tanel Kangert alene agere hjælper

 

Groupama-FDJ: Hele holdet er bygget op om Thibaut Pinot, men man må håbe, at de også holder David Gaudu inde i klassement. Det franske supertalent har klatret forrygende i foråret og er ovre den sygdom, der slog ham ud i Dauphiné. Desværre mangler han stabilitet, og det kan blive et problem. Sebastien Reichenbach og Rudy Molard må indstille sig på en rolle som hjælpere.

 

Lotto Soudal: Holdet satser alene på etaper. Tiesj Benoot klatrede ganske vist flot i Tour de Suisse, men han har åbent erkendt, at klatreevnerne ikke rækker til at forsøge sig i Tour-klassementet.

 

Mitchelton-Scott: Hele holdet er bygget op om Adam Yates. Simon Yates er ganske vist også til start, men han vil formentlig gribe løbet an, som Adam gjorde det i sidste års Vuelta, dvs. tage den med ro i de første 14 dage for at kunne sidde hos sin bror på de afgørende bjergetaper. Jack Haig har formentlig allerede evnerne til at køre i top 10, men han får næppe lov at holde sig til i klassementet.

 

Movistar Team: Nairo Quintana og Mikel Landa er de erklærede kaptajner, og Alejandro Valverde har tydeligvis indstillet sig på samme hjælperrolle som i 2018, hvor han ofte blev spillet tidligt ud på bjergetaperne. I forvejen passer denne rute med lange stigninger og hele syv bjerge i mere end 2000 m slet ikke til verdensmesteren, der altid har haft det svært i tynde luftlag og i de senere år heller ikke har kunnet være med på lange stigninger. Han vil formentlig ende hæderligt, men først og fremmest er han her som hjælper og etapejæger. Marc Soler er ren hjælperytter.

 

Arkea-Samsic: Med sejren ved de franske mesterskaber fik Warren Barguil vist, at han er på vej tilbage, og der kan være forventninger om en god Tour. Hans mission er dog alene at jagte etaper og eventuelt en bjergtrøje. Det var det imidlertid også i 2017, og her kørte han så stærkt i sine mange udbrud, at han alligevel endte i top 10. Kan han genfinde de ben, kan en gentagelse af det resultat ikke udelukkes. Elie Gesbert har klatret fornemt i år, men han er for meget puncheur til at kunne køre klassement.

 

Dimension Data: Roman Kreuziger har efter et par år som lukushjælper besluttet sig for igen at se, om han kan køre klassement i grand tours. I de senere år har han dog ikke kunnet slå til i de høje bjerge, heller ikke i kortere etapeløb, og et topresultat synes usandsynligt, ikke mindst på baggrund af et forår, der slet ikke er gået som håbet.

 

Team Ineos: Wout Poels viste i Dauphiné, at han har evnerne til at være podiekandidat, ikke mindst på en rute, hvor det burde være muligt for ham ikke at tabe tidlig tid, som han som langsom starter har for vane. Løbet er i virkeligheden designet til ham, men på et hold med løbets to største favoritter vil han formentlig kun kunne komme i spil, hvis både Egan Bernal og Geraint Thomas falder fra eller sættes ud af spillet. Både Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon er rene hjælperyttere.

 

Team Jumbo-Visma: Som nævnt i optakterne er Steven Kruijswijk plan A og George Bennett plan B. Laurens De Plus har i klatret forrygende og vist, at han meget vel kan have grand tour-potentiale, men det bliver ikke i år, at han får lov at prøve sig af i klassementet.

 

Team Katusha-Alpecin: Holdet har ganske vist Ilnur Zakarin til start, men hans deltagelse er angiveligt blot en nødløsning efter tabet af Marcel Kittel. Hans opgave er derfor alene at vinde etaper fra udbrud, som han gjorde det i Giroen i 2015 og i år og i Touren i 2016. Som for Barguil gælder dog, at offensiv kørsel som bekendt godt kan føre en top 10 med sig, hvis han virkelig finder sin bedste form.

 

Team Sunweb: Med Tom Dumoulin ude af løbet har holdet skrinlagt alle klassementsambitioner. Egentlig burde Wilco Kelderman være en meget stærk plan B, men hollænderen har været ude med en skade hele foråret og var så skidt kørende i Tour de Suisse, at han angiveligt ingen planer har om at forsøge sig i den samlede stilling. Nicolas Roche har ikke længere niveauet og skal alene jagte etaper.

 

Total Direct Energie: Holdet jagter alene etaper. Rein Taaramae har definitivt lagt klassementsambitioner på hylden og klatrer ikke længere godt nok, og Lilian Calmejane har haft et forfærdeligt år og er for begrænset i de høje bjerge. Derfor er missionen at angribe, angribe og angribe.

 

Trek-Segafredo: Holdet er bygget 100% op om Richie Porte, og Bauke Mollema og Giulio Ciccone er alene med for at støtte ham - især fordi de har en hård Giro i benene. Skulle Porte (som sædvanlig) blive sat ud af spillet som følge af styrt, vil de næppe satse på klassementet. Mollema har nemlig fået smag for rollen som etapejæger, som han elsker, og skulle han få frihed, vil han formentlig i stedet gå efter en etapesejr, som han gjorde med succes i 2017, hvor Alberto Contadors svage kørsel betød, at han fik nogle muligheder, han ikke havde regnet med.

 

UAE-Team Emirates: Holdets klare kaptajn er Dan Martin, men hold godt øje med Fabio Aru. Italieneren har endelig fået løst sit problem med sin arterie, og hans kørsel i GP Lugano og Tour de Suisse kunne indikere, at han kan genfinde sit gamle niveau. Det vil ligne ham dårligt ikke at forsøge at holde sig til i klassementet, og på denne rute har han endda yderligere 14 dage til at forbedre formen. Vi tror stadig, at det er lidt for tidligt at se ham helt i front, men han har potentiale til at overraske stort. Sergio Henao og Rui Costa er for begrænsede i de høje bjerge til at kunne spille en rolle i klassementet.

 

Wanty-Gobert: Guillaume Martin skal igen i år forsøge sig i klassementet, og han får vel ikke en bedre rute end denne. Han bliver stadig bedre, men top 10 må på nuværende tidspunkt være det maksimalt opnåelige. Xandro Meurisse og Odd Christian Eiking er først og fremmest puncheurs og kan ikke køre klassement i en grand tour, selvom førstnævnte klatrede overraskende godt i Dauphiné.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SPAR 30.000 KRONER PÅ SPECIALIZED EPIC MTB