Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France: Podiekandidaterne
02. juli 2019 17:06 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Sjældent har Tour de France været mere åbent. Med Chris Froome, Tom Dumoulin og Primoz Roglic ude af løbet og en mildt sagt tvivlsom optakt for Geraint Thomas er hele top 4 fra sidste års løb enten elimineret eller præget af så stor usikkerhed, at et uhørt stort antal ryttere i 2019 kan gøre sig realistiske drømme om at vinde en Tour, der måske er mere ”billig” til salg end i mange, mange år. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Ikke siden 2012 har der hersket så stor usikkerhed om favoritværdigheden til et Tour de France. Lige siden dengang er Chris Froome nemlig hver eneste gang gået ind til løbets om den klare topkandidat til den samlede sejr, og når han ikke er styrtet ud af løbet eller har været træt efter Giroen, har han været i stand til at gøre arbejdet færdigt med en kombination af egen styrke og opbakning fra et sublimt Sky-hold.

 

En lignende storfavorit har vi ikke i år. Med Froomes triste og voldsomme styrt, Tom Dumoulins ærgerlige exit og Primoz Roglics behov for at hvile efter en hård Giro er Geraint Thomas den eneste rytter fra sidste års top 4, der overhovedet vil være at finde i feltet, når showet åbnes i Bruxelles på lørdag, og waliseren har efter et elendigt forår og et styrt i Tour de Suisse endda haft en optakt, der gør, at ingen aner, hvor han står. Det skaber rammen om en uhørt åben Tour, hvor chancen for endnu en overraskende vinder efter Thomas’ sejr sidste år, i hvert fald er større, end man normalt ser det i et løb, der er så svært, at det kun kan vindes af de allerbedste.

 

Med Thomas og Egan Bernal som ligestillede kaptajner er Ineos naturligvis atter i pole position, men i år er der mange, der øjner en chance for at slå briterne. Movistar kommer igen med et supermandskab anført af Nairo Quintana, der i foråret atter lignede den rytter, der bjergtog hele cykelverdenen for et par år siden, og Mikel Landa, der håber at komme lige så stærkt ud af Giroen for to år siden og sekunderet af verdensmesteren Alejandro Valverde, der må betegnes som verdens bedste luksushjælper. Richie Porte har måske nok haft et katastrofalt forår, men har gang på gang vist, at han kan sætte hvem som helst til vægs i bjergene, og danske Jakob Fuglsang og Adam Yates har begge haft et forår, hvor de har været skræmmende stærke.

 

Dertil skal lægges, at Thibaut Pinot efter et efterår, hvor han var bedre end nogensinde, denne gang satser alt på Touren, at Steven Kruijswijk med to top 5-placeringer i grand tours i 2018 gav mindelser om den rytter, der i 2016 blot var et styrt fra at vinde Giroen, at Enric Mas er klar til sin første Tour efter sin sensationelle 2. plads i sidste års Vuelta, at Vincenzo Nibali i årets Giro viste os, at det er alt for tidligt at afskrive ham, at Emanuel Buchmann har haft et drømmeforår, hvor han i perioder har været næsten lige så stærk som Fuglsang og Yates, at Dan Martin stadig bliver en bedre og bedre grand tour-rytter, og at Romain Bardet og Rigoberto Uran efter en halvsløj sæsonstart satser på at bevise, at det ikke er uden grund, at de tidligere begge er endt på podiet.

 

Det kan godt være, at årets Tour-felt savner nogle af de allerstørste navne, men det gør det bestemt ikke mindre interessant. Listen over potentielle vindere er i hvert fald længere end i mange år, og dermed er der lagt op til en sjældent åben og seværdig udgave af verdens største cykelløb, når startskuddet lyder på lørdag.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

 

Thibaut Pinot (**)

 

Der er mange grumme skæbner, der kan overgå en sportsmand, men noget af det værste, der kan ske, er at blive udråbt til den næste franske Tour-vinder. En tørke, der rækker helt tilbage til 1985, har nemlig betydet, at man nærmest blot har skullet vinde et juniorløb for at blive udskreget til potentiel sejrherre i sportens vigtigste begivenhed, men ingen af de mange boblere har nogensinde kunnet indfri forventningerne. Faktisk synes det nærmest at have hvilet som en forbandelse over dem, der har fået det på papiret så flatterende, men i realiteten så tyngende prædikat.

 

Tag nu bare Thibaut Pinot. Allerede som U23-rytter stod det klart, at det franske talent havde noget ganske særligt, men det fik desværre også den konsekvens, at han lynhurtigt blev udråbt til at være Bernard Hinaults arvtager. Hypen blev bestemt ikke mindre af, at han i sin første Tour vandt en etape og blev samlet nr. 10, endda på en yderst enkeltstartstung rute, der slet, slet ikke passede ham. Efter en fiasko i 2013, hvor han knækkede mentalt, kom det helt store gennembrud i 2014, hvor han ikke blot vandt den hvide trøje, men også sluttede på en samlet 3. plads i et løb, hvor han endda var den eneste, der - ganske vist yderst kortvarigt - kunne bringe den ellers så suveræne Vincenzo Nibali en smule i vanskeligheder.

 

Desværre skulle det også indvarsle en Tour-forbandelse, der har betydet, at Pinot ikke siden er sluttet i top 10 i verdens største cykelløb. Året efter faldt han tidligt ud af klassementet, og selvom han rejste sig ved at tage en meget prestigiøs sejr på Alpe d’Huez, stod den samlede 16. plads slet ikke mål med forventningerne. I 2016 knækkede han totalt, som han også gjorde det i 2013, og dermed endte tre af de fire første Tours efter gennembruddet i 2012 som en nedtur, der slet ikke stod mål med forventningerne.

 

Det var tydeligt, at Pinot var i en mental krise, som manager Marc Madiot valgte at forsøge at løse ved i stedet at lade ham koncentrere sig om Giroen. Det skulle vise sig at være en overordentlig god ide, for i 2017 kom Pinot tilbage på sporet ved at blive nr. 4 i det italienske løb bag tre af grand tour-giganterne, Tom Dumoulin, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali. Hans forsøg på at jagte etaper i det efterfølgende Tour de France endte desværre skidt for en træt Pinot, men 2017 blev alligevel året, hvor han viste, at han stadig er som minimum podiekandidat i grand tours.

 

Det bekræftede han i 2018. Trods intern modvilje lykkedes det ham at overtale holdet til atter at satse på Giroen, og her lå han forud for 20. etape til en stensikker 3. plads bag Chris Froome og Dumoulin. Desværre blev han i den sidste weekend ramt af så kraftig en lungebetændelse, at han end ikke kunne stille til start på den afsluttende paradeetape og i stedet måtte tilbringe natten på et italiensk hospital. Det kostede ham også deltagelsen i Touren, men heldigvis rejste Pinot sig i efteråret.

 

Faktisk er det netop sæsonafslutningen, der giver grund til at nære store forventninger til Pinot, når han i år for første gang siden 2016 gør Touren til det altoverskyggende hovedmål. Efter at være kommet sig kørte Pinot sig nemlig efter en lidt rusten start i form gennem Vueltaen, hvor et ærgerligt tidstab i sidevinden betød, at han endte relativt langt nede som nr. 6, men endte med at vinde to af løbets største bjergetaper. Kort efter kørte han et fabelagtigt VM, hvor han i rollen som hjælper for Julian Alaphilippe og Romain Bardet splittede feltet til atomer på løbets sidste ekstremt stejle stigning, inden han rundede sæsonen af med en knusende overlegen første klassikersejr i Il Lombardia, hvor han var så god, at han efterfølgende ærgrede sig over, at sæsonen nu var slut på et tidspunkt, hvor han ifølge eget udsagn aldrig havde været bedre.

 

Pinot har ikke helt kunnet følge op på de takter i år, men det skyldes nu primært helbredsproblemer. Efter en stærk start med en 4. plads i det for ham alt for lette Tour de la Provence slog han rivalen Bardet, da han vandt Tour du Haut-Var samlet, men desværre blev han efterfølgende syg. Det kostede formen forud for Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya, hvor han blot blev hhv. nr. 5 og 11. Derefter holdt han sig en usædvanligt lang pause, for 2019 handler for Pinot kun om én ting: nemlig igen at vise, at han kan køre med om podiet i Tour de France.

 

Opvarmning i Dauphiné viser, at han er på sporet. Han kørte så stærkt på den hårde 2. etape, at Chris Froome efterfølgende betegnede ham som løbets stærkeste mand. Det kunne han desværre ikke helt leve op til på kongeetapen, hvor han klagede over dårlige ben. Set i det lys var en 4. plads jo egentlig ganske hæderligt, og havde det ikke været for en halvsløj enkeltstart, var han også endt som mere end nr. 5. Senest viste han fremragende form ved de franske mesterskaber, hvor han på en for ham alt for flad rute helt alene næsten lukkede et stort hul op til et stort og meget potent udbrud, der endte med at afgøre løbet.

 

I det hele taget ser alt ret lyst ud for Pinot. En 4. og det, der vel reelt må betegnes som en 3. plads, i de to seneste optrædender i Giroen viser i hvert fald, at franskmandens gode motor til de tre uger lange løb ikke er forsvundet i den periode, hvor han i Touren har kæmpet med forventningspresset. Siden da er han endda kun blevet endnu bedre, og finder han de ben, han havde sidste efterår, er der for alvor grund til, at franskmændene atter kan have hede drømme om en stor juli måned. Ser man bort fra sygdomsperioden i marts, har 2019 også været så lovende, at der ikke er grund til at antage, at Pinot ikke kan nå det tårnhøje niveau, han fandt efter Vueltaen sidste år.

 

Faktisk får Pinot vel aldrig nogensinde en bedre chance for at vinde Touren. Ruten synes nemlig at passe ham ganske perfekt. For det første er der skåret ned på antallet af enkeltstartskilometer, og for det andet er løbet domineret af kolossale bjergetaper med lange, udmarvende stigninger, præcis som Pinot elsker dem. Det er nemlig på de store dage i de højeste bjerge, at Pinot for alvor excellerer, og han har samtidig vist, at han kan holde niveauet helt frem til slutningen af en grand tour. Således var han sidste år blandt de bedste på Froomes vanvidsetape i Giroen, i 2017 vandt han 20. etape i det italienske løb, og sidste år vandt han 19. etape i Vueltaen.

 

Samtidig bakkes han op af et fabelagtigt hold. Først og fremmest støttes han af kometen David Gaudu, der efter et sløjt 2018 har været en af 2019-sæsonens helt store oplevelser, og som ved et uheldsramt fransk mesterskab viste, at han er kommet sig over den sygdom, der slog ham ud i Dauphiné. Derudover sekunderes han af den nykårede schweiziske mester, Sebastien Reichenbach, der særligt viste sin klasse på ”Froome-etapen” i sidste års Giro, og den altid solide Rudy Molard. Den slags klatrestyrke er der ikke mange hold, der kan matche, slet ikke hvis Gaudu er lige så flyvende, som han har været i år i UAE Tour og ikke mindst Tour de Romandie.

 

Tidskørslerne er til gengæld en delikat affære. I 2015 og 2016 udviklede Pinot sig til decideret specialist i disciplinen, hvor han blev fransk mester og endda slog Dumoulin på en etape i Romandiet. Siden dengang har hans position imidlertid givet ham så store smerter, at enkeltstarten igen i den grad er blevet en akilleshæl, og selvom en ny position i år har gjort ham betydeligt bedre igen, så vi i Dauphiné, at han fortsat er langt fra niveauet fra de bedste år. Derfor må han forventes at tabe tid på 13. etape, og det samme vil gøre sig gældende på holdløbet, hvor FDJ måske nok har for vane at overraske og er blevet styrket med Stefan Küng, men hvor de ikke kan matche sportens mest specialiserede mandskaber.

 

Derudover har Pinot to udfordringer. For det første skal han krydse fingre for, at Frankrig ikke igen rammes af en varmebølge, for det er ikke nogen hemmelighed, at Pinot hader høje temperaturer. For det andet skal han undgå sin kedelige tendens til dårlige dage. Han er ikke typen, der bryder helt sammen, men det er endnu ikke lykkes Pinot at køre en grand tour uden at have en eller to etaper, hvor han præsterer under niveau. Så sent som i Vueltaen så vi, at han kan være flyvende den ene dag og tabe tid den næste, og den udfordring skal løses i et løb, hvor mange af konkurrenterne er betydeligt mere stabile. Til gengæld synes han efterhånden at have løst udfordringerne på nedkørslerne, der tidligere var en stor svaghed for den rædselsslagne franskmand.

 

Udfordringer er der altså nok af, men Pinot går ind til årets Tour med langt flere plusser end minusser. Ruten passer ham, forberedelsen har været god, holdet er stærkt, og formen synes at være timet perfekt. Nu skal han bare vise, at han atter kan genfinde superbenene fra efteråret, og at han kan holde dem hver eneste dag over tre uger uden at have de sædvanlige udsving. Og så skal han stå for det pres, der har knækket næsten samtlige franske håb i de seneste 30 år. Hidtil har Pinot haft svært ved netop det, men med alderen har han forhåbentlig lært at håndtere det. Kan han det, er der i hvert fald al mulig grund til for franskmændene at tro på, at han vil vise dem alle, hvorfor det var han i en unge alder endte på 3. pladsen i det løb, de så inderligt drømmer om at vinde igen.

 

SKAL JAKOB FUGLSANG ELLER EN ANDEN AF PODIEKANDIDATERNE PÅ DIT TOUR-MANAGERHOLD? SÆT DET HER

 

Steven Kruijswijk (**)

 

Kun den hjerteløse var ikke berørt, da man så Steven Kruijswijk rulle over stregen efter en dramatisk dag i Alperne på 19. etape af 2016-udgaven af Giro d’Italia. Få timer forinden havde han været på sporet af at bryde den hollandske grand tour-tørke ved at sikre sig en ganske overraskende sejr i det italienske løb. Selvsikker og imponerende kørsel i bjergene var fulgt op af et lammende uppercut på bjergenkeltstarten, hvor han ikke havde efterladt nogen tvivl om, hvem der var Giroens stærkeste rytter. Alle var enige om, at kun uheld kunne forhindre hollænderen i at hjemføre sig en meriterende triumf på de italienske landeveje - og det var akkurat det, der ramte ham, da lynet slog ned i et ellers uskyldigt sving på Colle dell’Agnello.

 

Man kunne have tilgivet Kruijswijk, der ovenikøbet fik betydelige skader i styrtet, hvis han havde kastet håndklædet i ringen og var kollapset på den efterfølgende svære bjergetape, men han viste høj moral ved at kæmpe sig igennem smerterne og sikre sig en fornem fjerdeplads, hans hidtil bedste resultat i en grand tour. Den personlige rekord var imidlertid en ringe trøst for en mand, der havde vist, at han endelig havde indfriet det potentiale, han viste i begyndelsen af sin karriere, og etableret sig potentiel vinder af en grand tour.

 

For bare få år siden så det ellers ud til, at Kruijswijk ville glide ind i glemslen som endnu et falleret hollandsk stortalent. Efter den mindeværdige 8. plads i en meget svær 2011-udgave af Giroen kunne man drømme om, at den næste store klatrer fra det flade Beneluxland var født, men siden gik alt desværre galt. I de følgende år fejlede Kruijswijk gang på gang, og striben af nedture i grand tours syntes nærmest uendelig.

 

Forklaringen var imidlertid ikke, at potentialet var forsvundet. Tværtimod var der tale om et problem med den store arterie i lysken, som betød, at han ikke kunne udnytte talentet fuldt ud. Den skavank blev fjernet ved en operation i vinteren mellem 2013- og 2014-sæsonerne, og siden da har han været som forvandlet. Ganske vist styrtede han ud af den efterfølgende Giro, men kort efter kørte han en flot Tour trods begrænset forberedelse, og i efteråret vandt han Arctic Race of Norway.

 

Det var imidlertid i 2015, at det blev klart, at Kruijswijk for alvor er tilbage. Efter at en blunder på en ellers uskyldig etape tidligt i løbet havde knust hans podiedrømme, viste han sig sammen med Contador, Landa og Aru som den suverænt stærkeste i løbets tredje uge, og for første gang kunne han matche verdens bedste klatrere. Det store tidstab betød, at det ikke blev til mere end en syvendeplads, men Kruijswijk havde vist, at han havde potentialet til langt mere. Det var det potentiale, han var på vej til at realisere, da han knuste rivalerne på bjergenkelstarten til Alpe di Siusi for godt tre år siden.

 

Desværre så det længe ud til, at det var var en once-in-a-lifetime-chance, som Kruijswijk havde smidt væk på de italienske landeveje. I de følgende grand tours var han nemlig ikke i nærheden af samme niveau, og han kom igennem den ene skuffelse efter den anden. I Vueltaen i 2016 tabte han tidligt tid, og det hele blev kun endnu værre, da dårlig markering fra arrangørside forårsagede et stort styrt, der sendte ham direkte hjem til Holland og bragte hans sæson til en brat ende.

 

Kruijswijk måtte sluge endnu en nedtur, men han fik hurtigt et nyt mål at gå efter. På baggrund af Giro-nedturen havde LottoNL-Jumbo nemlig indset, at de havde en reel chance for at vinde en af sportens tre største løb, og derfor brugte man transfersæsonen på at styrke den relativt svagt besatte gruppe af klatrere, der skulle støtte holdets stjerne. I løbet af vinteren blev det gjort klart, at holdets allerstørste mål i 2017 var at erobre den triumf, som et dumt styrt havde berøvet dem et år tidligere.

 

Alt var på sporet til noget stort for Kruijswijk, der i løbet af foråret kørte langt stærkere, end han traditionelt har gjort, men igen ramte uheld den talentfulde hollænder. Et dumt styrt på en sprinteretape i Tour de Yorkshire efterlod ham med et brækket ribben, der satte ham betydeligt tilbage i løbets første to uger. Hurtigt stod det klart, at skaden gjorde det umuligt for ham at præstere på samme niveau som tidligere, men Kruijswijk nægtede at give op. Alligevel fortsatte uheldene med at regne ned over hollænderen. Netop som han i den tredje uge viste tegn på fremgang, blev han ramt af sygdom, der tvang ham ud af løbet i utide. Alligevel viste han atter god moral ved efterfølgende at blive nummer 3 i Tour de Suisse. Bedre blev det ikke i Vueltaen, hvor han blev en ganske anonym nr. 9, og derfor var der ikke mange, der talte om ham forud for 2018-sæsonen.

 

Her viste han imidlertid hurtigt, at noget var sket. I foråret var han pludselig konkurrencedygtig i de ugelange etapeløb, der ellers aldrig har passet den hollandske dieselmotor, som har brug for et par uger, inden han er oppe i omdrejninger. Derfor kom det heller ikke helt uventet, at han i Touren pludselig igen lignede 2016-udgaven af sig selv, da han kørte sig til en fornem 5. plads efter et løb, hvor han udgjorde en fremragende duo med Primoz Roglic, og hvor særligt hans eminente og modige soloridt på Alpe d’Huez-etapen gav ham mange pluspoint i alverdens cykelhjerter. Og naturligvis var Kruijswijks motor kun akkurat ved at komme i omdrejninger, da løbet var slut, så han havde ingen problemer ved også at køre Vuelta, hvor han i kamp med langt mere friske rivaler endte på en fornem 4. plads - endda efter at have haft podiet inden for rækkevidde indtil allersidst.

 

Det kan godt være, at Kruijswijk endnu ikke helt har fundet samme overlegne styrke som i 2016, men han nærmer sig. To top 5-placeringer i to på hinanden følgende grand tours taler i hvert fald sit tydelige sprog. Det momentum havde han egentlig tænkt sig at bygge videre på i Giroen, men da ruterne blev afsløret, stod det klart for enhver, at det gav langt mere mening at sende Roglic til den enkeltstartstunge Giro. Derfor blev der lynhurtigt byttet rundt på rollerne, og derfor er det altså i Frankrig, at Kruijswijk skal vise, at han vitterligt er tilbage.

 

Optakten tyder på, at han er på rette vej. Foråret indbragte en 3. plads i Andalusien, en 5. plads i Catalonein og en 6. plads i Romandiet, og det må betegnes som hans vel nok bedste udbytte i forårets ugelange etapeløb, der som sagt ellers ikke er hans helt store styrke. Til gengæld var opvarmning i Dauphiné knap så heldig, og efter at han havde tabt tid på stigningerne, blev det hele kun endnu værre af, at han ligesom blandt andre Michael Woods og Adam Yates måtte udgå med det maveonde, der martrede feltet i den sidste weekend. Det er dog ikke i sig selv urovækkende, for i 2018 kørte han også et temmelig anonymt Tour de Suisse for siden at imponere stort på de franske landeveje.

 

Man kan godt forstå, at Kruijswijk hurtigt skiftede mening og rettede fokus mod Touren fremfor Giroen. Skulle han selv designe ruten, ville han formentlig have gjort det præcis på denne måde. Faktisk står der Kruijswijk med fed skrift ud over det hele, og han får formentlig aldrig igen en bedre chance for at være med i kampen om en Tour-sejr.

 

For det første er alle vanskelighederne koncentreret i løbets sidste del, hvor Kruijswijks legendariske dieselmotor altid er på sit højeste niveau. Faktisk er det i de første 14 dage kun La Planche des Belles Filles-etapen, der skal teste hans ben, og selvom dens eksplosive karakter ikke passer ham, bør han ikke tabe en bondegård i Vogerserne. Faktisk kan han sagtens komme ud af løbets første halvdel som en vinder, nu hvor Jumbo-mandskabet med Tony Martin og det nyopdagede tempofænomen Wout van Aert står som en af de potentielt store vindere på 2. etapes holdløb.

 

For det andet synes bjergetaperne nærmest at være designet med Kruijswijk for øje. Ganske vist vil han nok brokke sig lidt over distancerne på 15., 19. og 20. etape, men til gengæld er de store bjergdage spækket med de enormt lange, regulære stigninger, hvor Kruijswijk blot slår motoren til og lader de andre sejle agterud. I forvejen er Alpernes lange pas som skabt til hollænderen, og i år besøges de i så rigt mål, at han ikke kunne have ønsket sig det bedre.

 

Endelig er der enkeltstarten. Mathieu Heijboer har skabt mirakler på Jumbo, hvor de alle efterhånden synes at excellere i kampen mod uret, og Kruijswijk er ingenlunde en undtagelse. Tværtimod har han på det seneste kørt et par eminent enkeltstarter, der indbragte 4. pladser både i sidste års Vuelta og årets Dauphiné. Kører han på det niveau én gang til, er det formentlig blandt klassementsrytterne kun Geraint Thomas og måske Richie Porte, der er bedre, og så begynder det pludselig at lugte af noget stort.

 

Modsat Roglic i årets Giro har han også god støtte i bjergene. Én ting er, at Jumbo vil køre et godt holdløb, han kan også se frem til hjælp fra Laurens De Plus, der i år endelig har indfriet sit store potentiale, og ikke mindst sin medkaptajn, George Bennett, der også har potentiale til at blande sig i kampen om klassementets sjoveste placeringer. Skulle Kruijswijk således havne i en position, hvor han får behov for at forsvare sig, har han således mulighed for at gøre netop det, i hvert fald hvis den temmelig ustabile De Plus finder sine bedste ben. Til gengæld er han også sårbar på et hold, hvor halvdelen af mandskabet er bygget op om Dylan Groenewegen, og han er derfor stærkt afhængig af, at De Plus og Bennett præsterer.

 

I sidste ende handler det meste dog om Kruijswijk selv, og han synes i hvert fald er være klar til at overgå præstationen fra sidste år. Ruten passer ham, og efter 5. og 4. pladser sidste år må næste naturlige skridt være at indtage podiet. Foråret har vel været hans bedste nogensinde, og den stigende kurve synes således blot at fortsætte. Måske får han ikke den grand tour-sejr, der blev knust mod Agnellos asfalt for tre år siden, men et Tour-podie vil formentlig være en trøstepræmie, den uopslidelige hollandske dieselmotor fint kan leve med.

 

SKAL JAKOB FUGLSANG ELLER EN ANDEN AF PODIEKANDIDATERNE PÅ DIT TOUR-MANAGERHOLD? SÆT DET HER

 

Jakob Fuglsang (**)

 

Årets Tour kan blive en dyr affære for Feltet.dk. Jeg er nemlig bange for, at jeg må anmode vor kære chef om et klækkeligt beløb til at armere mit aarhusianske domicil. Der kan nemlig blive brug for en vis beskyttelse mod den horde af rasende cykelfans, der vel vil anklage mig for blasfemi eller landsforræderi, når jeg ”blot” tildeler vort nationale cykelikon, Jakob Fuglsang, to stjerner i årets favoritvurdering. For hvordan i alverden kan man undlade at have større tiltro til en rytter, der i år har vundet både Liege-Bastogne-Liege og Criterium du Dauphiné og generelt kørt som en motorcykel gennem hele sæsonen - og så er han endda dansk? Bookmakerne har da også ladet hans odds styrtdykke, så han nu rangeres som nr. 3 bag Ineos-duoen Egan Bernal og Geraint Thomas, og det er derfor ikke uden grund, at der i Danmark er blevet opbygget en kollektiv Fuglsang-hype.

 

Lad os et kort øjeblik lægge klaphatten til side og prøve at opregne de kendsgerninger, der taler for og imod, at Fuglsang faktisk skal ende øverst på podiet, når det franske cirkus om tre uger slutter i Paris. Og lad os starte med det positive, for der er vitterligt en hel serie af gode argumenter for, at den danske guldfugl denne sommer vil levere sin hidtil bedste Tour.

 

Fuglsang har nemlig været flyvende i år. Ganske vist havde han allerede gjort solide fremskridt i 2017 og 2018, først med sejren i Dauphiné og måske særligt med 2. pladsen i sidste års Tour de Suisse. Mens sejren i det franske løb måske nok kan tilskrives effektiv udnyttelse af magtkampen mellem Richie Porte og Sky, var det særligt den flotte kørsel i Schweiz, hvor det vel blot var et katastrofalt holdløb, som kostede den samlede sejr, der viste, at Fuglsang på få år havde hævet sit niveau så betragteligt, at han var avanceret til den absolutte elite over ryttere til ugelange etapeløb.

 

Den tendens er i den grad blevet bekræftet i et forår, der hører til blandt de bedste, der i de senere år er set på den internationale cykelscene. Resultaterne afslørede det måske ikke, men allerede hans kørsel i debuten i Vuelta a Murcia var dybt imponerende, da han i rollen som hjælper for Luis Leon Sanchez først splittede feltet på en lille stigning på 1. etape og siden leverede en sand jætteindsats med både offensiv kørsel og uopslideligt føringsarbejde på 2. etape. En uges tid senere fik han så sin egen chance i Ruta del Sol, hvor han måske nok fik en lektion af Simon Yates på kongeetapen, men med en god enkeltstart sikrede sig den samlede sejr.

 

Det skulle imidlertid kun blive bedre. Da sæsonen for alvor startede, indledte Fuglsang sin forårsrivalisering med Julian Alaphilippe i et Strade Bianche, hvor man måske nok kan diskutere hans taktik, men hvor han trods 2. pladsen lignede løbets stærkeste mand. Siden kørte han et fremragende Tirreno, hvor han vandt kongeetapen og kunne have været i spil til den samlede sejr, hvis ikke den tidkørselstunge rute havde været til ugunst for ham. I Baskerlandet betød enkeltstarten, at han endte som hjælper for holdkammeraten Ion Izagirre, men på begge de to afgørende etaper konkurrerede han med Adam Yates om at være stærkeste mand. Og det hele kulminerede som bekendt i en gylden ardenneruge, hvor danskeren ikke blot endte på podiet i alle tre løb, men med en knusende sejr i Liege også cementerede sin status som den absolut stærkeste i årets ardennerklassikere.

 

Hvis man havde frygtet, at Fuglsang ikke kunne genfinde den superform efter pause, blev man betrygget i hans fornemme kørsel i Dauphiné. En fornem enkeltstart, der bekræftede de enorme fremskridt, han har gjort i den engang så problematiske disciplin, blev fulgt op af en forrygende indsats på kongeetapen, hvor han måske nok måtte se sig slået af Wout Poels, men fik skovlen under rivalen Yates og derved sikrede sig sin anden sejr i det vigtigste forberedelsesløb til Touren. Og samtidig kunne han på sidste etape med tilfredshed se til, at hans hold åbenbart var så stærke og virkede så intimiderende, at han knap blev udsat for ét eneste angreb på en dag, der ellers kunne være blevet ganske kompliceret.

 

Man kan stadig diskutere, om Fuglsang, Yates, Egan Bernal og Primoz Roglic var forårets mand på stigningerne, ikke mindst fordi de hver især virkede stærke på forskellige tidspunkter, men ingen kan benægte, at Fuglsang i år har taget skridtet fra at være en del af feltet lige under de allerbedste til nu at tilhøre den absolutte elite. En 3. plads på den officielle verdensrangliste taler da også sit tydelige sprog og forklarer, hvorfor Fuglsangs odds hos bookmakerne blot er raslet ned nærmest dag for dag.

 

Én ting er imidlertid ugelange etapeløb og klassikere, noget andet er grand tours. Der er en grund til, at ryttere som Fabio Aru, Esteban Chaves, Enric Mas og Richard Carapaz alle har været i top 2 i grand tours uden nogensinde at have været med helt fremme i kampen om den samlede sejr i de største af de kortere etapeløb. Der er en grund til, at ryttere som Rui Costa, Simon Spilak og Michal Kwiatkowski har ganske imponerende resultater i korte etapeløb uden nogensinde at have været i nærheden af nogets om helst i de tre uger lange løb. Og der er en grund til, at Alejandro Valverde stadig er blandt verdens bedste i klassikerne og korte etapeløb, selvom han nu åbenlyst på sine gamle dage har fået stadig større mangler i de længste løb.

 

Netop den forskel taler desværre imod Fuglsang. Det har nemlig ikke skortet på muligheder for danskeren i en efterhånden ganske lang karriere, men hidtil er 7. og 12. pladserne i Touren samt 11. pladsen i Vueltaen de bedste resultater. I ingen af tilfældene har danskeren endda blot været tæt på at være med i podiekampen, og skal man være lidt hård, kan man vel endda hævde, at Fuglsang aldrig har kørt rigtigt stærkt efter 10 dage i et etapeløb.

 

Faktisk har mønsteret ofte været det samme. Fuglsang er før kommet flyvende ind i løbet, som han eksempelvis gjorde det, da han i 2016 var ganske tæt på at tage førertrøjen i Giroen. Efterhånden som de tre uger har sat sig, er niveauet imidlertid dalet, og i den tredje uge har det som regel bare handlet om overlevelse. I sidste års Tour gled han således blot længere og længere tilbage, og fra at have været nr. 4 efter 10 dage endte han helt nede som nr. 12.

 

Mønsteret er således klart. Ingen kan bestride, at Fuglsang har et forrygende topniveau, der gør ham til en af verdens allerbedste, men han har i den grad til gode at bevise, at han kan finde de samme ben sidst i et langt etapeløb. Det er den helt særlige evne, der gør Mas og Carapaz særligt gode i grand tours, selvom det kniber i ugelange etapeløb. Og det er netop den dieselmotor, man skal holde øje med, når man skal udpege fremtidens grand tour-stjerner.

 

Men kan Fuglsang da ikke have opbygget den holdbarhed, når nu han har forbedret sig på så mange andre områder? Jo, det kan han vel i teorien godt, men det er bare svært at finde fortilfælde, hvor noget lignende er sket for en mand, der efterhånden har nået 34 år. Ryttere som Bradley Wiggins og Geraint Thomas er måske først i en sen alder slået igennem, men det skyldtes alene, at deres fokus i de tidlige år var et helt andet. Således blev Wiggins nr. 4, da han første gang forsøgte sig som klassementsrytter, og Thomas vandt sågar Touren, da han for første gang gennemførte en grand tour uden at være bundet af hjælpeopgaver.

 

Helt omvendt forholder det sig med Fuglsang, der måske nok også har været låst i hjælpeopgaver, men som har haft flere chancer for at vise, at han også kan opnå resultater på egen hånd. Faktisk er det vel kun Chris Horner, der i de senere år i en sen alder pludselig er blevet forvandlet fra anonym top 10-rytter til grand tour-vinder, og amerikaneren var faktisk også reelt hjælperytter i næsten alle sine grand tours, inden han vandt Vueltaen i 2013.

 

Et andet problem for Fuglsang er ruten. Med den superform, han har vist i år, siger al logik, at Fuglsang vil være skræmmende stærk i løbets første del, og han kunne sagtens ende med at blive en af de helt store vindere på 6. etape til La Planche des Belles Filles. Problemet er bare, at den næste seriøse test først venter på 13. etape, og herefter følger alle løbets væsentlige udfordringer på et tidspunkt, hvor Fuglsangs motor plejer at køre på pumperne. På papiret kan en rute med få enkeltstartskilometer og ingen hidsige, eksplosive stigninger ellers så god ud for danskeren, men den voldsomme koncentration af udfordringerne til sidst taler i den grad imod Fuglsangs chancer.

 

Heldigvis har han også trumfer i ærmet. Udover at han sikkert vil køre brølstærkt på 6. etape, har han i både 2018 og 2019 genfundet de tempoevner, han havde i starten af karrieren, men som pludselig forsvandt i et sådant omfang, at enkeltstarten i den grad blev en akilleshæl. Naturligvis kan han ikke forvente at slå Geraint Thomas på 13. etape, men kører han, som han gjorde i Tour de Suisse i 2018 eller nyligst i Dauphiné, vil han kunne vinde tid på mange i Pau.

 

Derudover er han bakket op af et fremragende hold. Desværre blev en stor del af A-holdet sendt til Giroen sammen med Miguel Angel Lopez, men resten af truppen er også så stærk, at Fuglsang kan se frem til god støtte. Generalprøven i Daiphiné var i hvert fald lovende for Alexey Lutsenko, Gorka Izagirre og Magnus Cort, og nu forstærkes holdet endda af Luis Leon Sanchez, Omar Fraile og ikke mindst Pello Bilbao, der ved de spanske mesterskaber lignede en mand, der var kommet sig efter Giroen. Desværre mangler han den virkelig klasseløjtnant, som man finder på hold som Ineos, Movistar og Mitchelton, men holdet har en solid bredde, og vi vil slet ikke blive overraskede, hvis de også overpræsterer på holdløbet, hvor de ellers på papiret står til at få klø af hold som Ineos og Mitchelton.

 

I sidste ende er det dog Fuglsang selv, der skal levere. Det har han gjort igen og igen i et mesterligt 2019, og det vil han formentlig også gøre i Touren, i hvert fald i løbets indledende fase. Det helt store spørgsmål er, om han også har motoren til at gøre det i løbets tredje uge, der i helt særlig grad ser ud til at blive afgørende denne gang.

 

Skulle den virkelig være blevet udviklet i en alder af 34? Man kan have sin tvivl. Omvendt har Horner jo bevist, at det kan lade sig gøre. Og i sammenligning med amerikaneren er Fuglsang jo kun en vårhare…

 

SKAL JAKOB FUGLSANG ELLER EN ANDEN AF PODIEKANDIDATERNE PÅ DIT TOUR-MANAGERHOLD? SÆT DET HER

 

Mikel Landa (**)

 

Nu skulle det undre, om Mikel Landa er en specielt overtroisk type, men hvis tanken om en form for forbandelse har strejfet ham, forstår man ham godt. Der findes vel nemlig ikke nogen ryttere i det professionelle felt, der har været så forfulgt af ugunstige omstændigheder som den arme basker, der endnu ikke har haft chancen for at køre en grand tour i den kaptajnrolle, hans åbenlyse talent ellers fortjener.

 

Det helt startede i 2015, hvor man i hvert fald forstod, hvis Landa var bare en lille smule bitter på Astanas sportsdirektør Giuseppe Martinelli. Her fik baskeren sit store gennembrud i Giro d’Italia og udmærkede sig i løbets anden halvdel som løbets stærkeste rytter. Trods et stort nederlag på enkeltstarten fik han endda mulighed for at gribe ud efter sejren ved flere lejligheder, specielt da Alberto Contador oplevede en sjælden krise på Colle delle Finestre bare 24 timer inden løbets afslutning. Astana-ledelsen havde imidlertid større interesse i at sikre den lokale helt Fabio Aru en plads på podiet og frarøvede Landa muligheden for at køre sin egen chance. Ingen kan være i tvivl om, at Landa var bedste mand mod slutningen af den 98. udgave af Giroen, og det er svært at benægte, at han i hvert fald havde haft en mulighed for at vinde, hvis blot tøjlerne var blevet sluppet, og den baskiske cirkushest havde fået lov at udfolde sig.

 

Kontroversen endte med en indlysende skilsmisse, men inden afgangen spillede Landa den helt afgørende rolle i at knække Tom Dumoulin og sikre Aru den samlede sejr i Vueltaen - i øvrigt efter at have vundet kongeetapen. Selvom han forud for løbet faktisk var blevet lovet sin egen chance og selv med dårlig kørsel i løbets første uge havde reduceret sig til en hjælperrolle, måtte han igen se sig henvist til en position som luksusløjtnant, efter at han i løbets anden halvdel havde fundet de ben, der kunne have gjort det muligt at vinde mere end blot den ene etape, det i sidste ende blev til. Til gengæld fik han med sin fantastiske kørsel for sin kaptajn bekræftet, hvad han havde vist i Giroen, og det var derfor ingen overraskelse, at selveste Sky kastede al deres støtte bag den baskiske superklatrer som manden, der kunne bryde det britiske mandskabs årelange forbandelse i Italiens største etapeløb, Giro d’Italia. Landa blev udpeget som kaptajn for verdens bedste etapeløbshold i sin første grand tour for sit nye mandskab.

 

Desværre gik det aldrig som ønsket. I 2016 blev han syg bare få timer efter, at han med sit livs enkeltstart for alvor havde indskrevet sig i kampen om den samlede sejr, og han måtte i stedet forlade Italien og forberede sig til Touren, hvor han aldrig fandt benene og endte som en temmelig anonym hjælper for Froome, der hjemførte karrierens tredje triumf i verdens største cykelløb. Også i 2017 regnede uheldene ned over Landa, der bare få kilometer inden løbets første alvorlige bjergudfordring på Blockhaus sammen med medkaptajnen Geraint Thomas bragede ned i asfalten og siden rullede over stregen som allersidste mand med endnu en knust klassementsdrøm som eneste minde fra det ublide møde med de italienske landeveje.

 

Modsat Thomas, der hurtigt rettede blikket mod Touren og derfor rejste hjem, viste Landa imidlertid storslået moral ved at rejse sig fra asken og vinde en stor bjergetape samt sikre sig bjergtrøjen. Faktisk kunne det meget vel være blevet til sejre på hele tre af de største dage i bjergene, hvis blot Landa havde udvist lidt større kølighed og ikke med temmelig naiv kørsel have ladet sig overspurte af først Vincenzo Nibali på kongeetapen og siden af Tejay van Garderen - to ryttere, der ikke just er kendt for eksplosion og spurtstyrke.

 

Det var dog et par uger senere, at Landa skulle opleve den følelse, der i højere grad end hans flotte sejre har kendetegnet hans ellers imponerende karriere. Det skete, da han atter stillede til start i Touren, hvor han var udset til at skulle hjælpe Froome til sin fjerde sejr. Med stor usikkerhed om formen havde Landa da heller ikke skyggen af personlige ambitioner, og han regnede med at skulle smide en del tid i den første uge, langsomt finde benene og til slut være til nytte i løbets anden halvdel.

 

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Selvom han smed lidt sekunder væk hist og her i løbets første del, var han at finde på en samlet 9. plads, da feltet efter 11 dage ramte Pyrenæerne. Her opstod pludselig en helt uventet situation, da Froome oplevede en sjælden krise på den lille rampe op til målet på Peyragudes-etapen, hvor Landa efterfølgende fik en del kritik for i spurten ikke at have ventet på sin holdkammerat. Med ét opstod der derfor spekulationer om, hvorvidt Landa faktisk var stærkere end sin kaptajn, og da han den følgende dag som led i et taktisk spil blev sendt i offensiven sammen med de fallerede stjerner Alberto Contador og Nairo Quintana, avancerede han pludselig til 5. pladsen.

 

Resultatet blev, at Landa pludselig befandt sig i mediernes rampelys, og han måtte igen og igen forhold sig til, om han ville være lige så loyal over for Froome, som han havde været det for Aru i 2015, hvor sportsdirektørernes beslutninger nærmede sig det absurde. Dengang svigtede Landas loyalitet imidlertid ikke, og det gjorde den heller ikke i Frankrig. Froomes nedtur i Peyragudes var nemlig blot udtryk for en enkelt dårlig dag, og derfor stod både Sky og Landa til fulde bag deres kaptajn. Den baskiske løjtnant ventede endda på sin chef, da denne på 15. etape blev ramt af en punktering og gjorde igennem hele den sidste uge, præcis hvad han fik besked på. Da han efter at have braget sit livs enkeltstart af i Marseille på næstsidste etape og endte med at misse en podieplads med bare ét sekund, sluttede et ellers succesrigt løb med en bitter eftersmag for Landa, der ikke i momentet var skuffet - han havde som bekendt slet ikke haft ambitioner forud for løbet - men som i de følgende uger blev mere og mere frustreret over for anden gang i sin karriere at være blevet berøvet chancen for at vinde en grand tour.

 

Al spekulation om, hvorvidt Landa faktisk kunne have vundet i Paris, er naturligvis meningsløs, for det var kun på en enkelt etape, at baskeren var stærkere end sin kaptajn, og alene enkeltstarten havde været rigeligt til at sikre Froome den samlede triumf, selv hvis Landa havde været rival og ikke holdkammerat. Alligevel tændte oplevelsen en ild hos den uheldige baskere, der i en uventet aha-oplevelse havde indset, at han faktisk har en reel chance for at vinde verdens største cykelløb.

 

Landas låste rolle som den uheldige hjælperytter skabte en FreeLanda-bevægelse på sociale medier, som fik ny næring af klatreren selv, da denne annoncerede, at han aldrig igen ville risikere at befinde sig i en situation, hvor han skulle vente på en kaptajn i en grand tour. Derfor lå det i kortene, at han måtte væk fra Sky, men af samme grund var forundringen også enorm, da hans valg af ny arbejdsgiver faldt på Movistar, der i Nairo Quintana og Alejandro Valverde allerede havde to særdeles kapable grand tour-kaptajner. Endnu større var forbløffelsen, da Landa senere annoncerede, at han ikke som forventet ville gå efter en Giro-sejr, men lagde op til endnu en direkte konfrontation med sine holdkammerater ved sammen med begge medkaptajner at satse hele sæsonen på succes i Touren.

 

Den forventede konflikt blev der imidlertid ikke noget af. Det franske løb endte nemlig som en gedigen fiasko for det spanske storhold, og Landa må i dag stadig ærgre sig over, at et styrt på brostensetapen betød, at han aldrig fandt benene. Hverken Quintana eller Valverde var nemlig på toppen, så havde Landa været skadesfri, ville han faktisk have kunnet tage sin egen chance. Nu blev det i stedet blot til en 7. plads til en halvskadet Landa og dermed endnu en forspildt mulighed for den uheldige basker.

 

På baggrund af den endeløse serie af uheldige omstændigheder troede man derfor næsten ikke sine egne øjne i årets Giro. Her var Landa ellers for en gangs skyld den soleklare kaptajn, og selvom Richard Carapaz skulle nyde en vis beskyttelse som den erklærede plan B, var lederrollen ikke til diskussion. Men gudhjælpemig om Landa ikke endnu engang pludselig blev henvist til rollen som luksusslave, da Carapaz tog hele cykelverdenen på sengen og viste sig som løbets i særklasse stærkeste rytter. Og for at gøre ondt værre, endte Landa - formentlig delvist som følge af sit hjælpearbejde - atter på den utaknemmelige 4. plads.

 

På den baggrund er det også med en vis bæven, at han mp se frem til årets Tour. Movistars kaptajnspørgsmål er nemlig fortsat uløst, og selvom han og Quintana på papiret er ligestillede, lurer risikoen for, at Landa igen ender som luksushjælper i hvert fald som en latent trussel, man ingenlunde kan negligere. Og på baggrund af Landas næsten tragiske historik, skulle det såmænd ikke undre, om en genrejst Quintana ender med at overstråle sin baskiske holdkammerat, selv hvis denne skulle finde sine bedste ben.

 

Det er dog ikke i første omgang rollen på holdet, der står i vejen for Landa-succes. I første omgang skal baskeren selv vise, at han har samme fine niveau, som han havde i Giroen, hvor han flere gange på de sidste bjergetaper lignede en af de absolut stærkeste. Landa har nemlig givet sig selv en af sportens sværeste udfordringer, for opgaven med at køre klassement i både Giroen og Touren har knækket selv de mest restitutionsstærke ryttere som blandt andre holdkammeraten Quintana og Alberto Contador. Ganske vist viste Tom Dumoulin og Chris Froome i 2018, at det er muligt at ende på podiet i begge løb, men i år er betingelserne langt vanskeligere, både fordi Giro-ruten var langt, langt hårdere, og fordi der i år er en uge mindre til at komme sig i periode mellem de to løb.

 

Heldigvis har Landa én gang vist, at han kan køre Giro og derefter finde et endnu højere niveau i Touren. Det var som bekendt det, han gjorde i 2017, og det er faktisk præcis derfor, at han forsøger sig med samme model denne gang. Der er imidlertid den væsentlige forskel på de to år, at han for to år siden hurtigt faldt ud af klassementet i Italien og derfor ikke skulle give sig fuldt ud hver eneste dag. Det gjorde han i årets meget hårde udgave af den italienske grand tour, og man kan derfor i den grad have sin tvivl om, hvorvidt Landa kan genfinde superniveauet fra 2017 igen i år.

 

På den anden side giver 4. pladsen fra for to år siden i hvert fald et håb om, at det kan lade sig gøre. Og ruten i år passer også Landa bedre end nogensinde, også i en sæson, hvor han kommer direkte fra Giroen. I løbet af de første 14 dage er der nemlig kun én væsentlig bjergudfordring på La Planche des Belles Filles, og ligesom i 2017 kan Landa derfor tillade sig at bruge den første halvdel af løbet på at genfinde benene efter en lang pause. Det er formentlig tanken, at han skal komme halvkold ind til løbet og derefter gentage opskriften fra for to år siden og finde benene til løbets sidste del.

 

Lykkes det, bliver han for alvor farlig. Naturligvis får han sig en gedigen kindhest på enkeltstarten - ikke mindst efter en Giro, hvor hans tre tidskørsler nærmede sig det katastrofale - men derefter er der masser af Landa-terræn at boltre sig. Den sidste uges tid byder som bekendt på det ene gigantbjerg efter det andet, og Landa har ofte vist, at han er i sit es på de store dage i bjerge. Det er her, han har leveret sine største ridt i Giroen, og som sagt vandt han den knaldhårde Andorra-etape i Vueltaen i 2015.

 

For det andet har han et hold, der gør det muligt at tro på, at Movistar vitterligt kan knække Ineos. Man kan nok tvivle på, om Landa alene er stærk nok til at vinde løbet, men hvis han, Quintana og Alejandro Valverde alle er på toppen, kan de lege nogle julelege, som briterne formentlig ikke vil finde alt for morsomme. Ineos har traditionelt været umulige at knække, men for andet år i træk har Movistar på papiret midlerne til måske at gøre det - ikke mindst hvis kaptajnansvaret mellem Egan Bernal og Geraint Thomas er uklart, og ustabile Wout Poels har en dårlig dag på et kritisk tidspunkt.

 

Landa har i hvert fald det rette offensive mindset til at udnytte kombinationen af Movistars taktiske muligheder og eventuelle åbninger i briternes ellers så ubrydelige panser. Skulle det lykkes ham at genfinde benene fra for to år siden, må man i hvert fald kunne unde baskeren for én gangs skyld at kunne køre sin egen chance. Forbandelser varer vel ikke alle sammen evigt?

 

SKAL JAKOB FUGLSANG ELLER EN ANDEN AF PODIEKANDIDATERNE PÅ DIT TOUR-MANAGERHOLD? SÆT DET HER

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour de Indonesia(2.1) 19/08-23/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

Ladies Tour of Norway - TTT(2.WWT) 22/08-25/08

Colorado Classic(2.HC) 22/08-25/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger