Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France: Pointtrøjen

Tour de France: Pointtrøjen

04. juli 2019 13:19Foto: A.S.O.

Hvor pointtrøjer ofte er noget, sprintere vinder undervejs uden egentlig at gøre det til et decideret mål, er der én af disse trikoter, der har en helt specielt status. Den grønne trøje i Tour de France er den ultimative anerkendelse for en sprinter - naturligvis sammen med en sejr på ikoniske Champs-Elysèes - og enhver sprinter drømmer om at bære den eftertragtede farve i Paris. Ser man bort fra den kontroversielle diskvalifikation i 2017, har Peter Sagan i de seneste år suverænt domineret konkurrencen i et sådant omfang, at arrangørerne til stadighed har taget nye initiativer i et forsøg på at åbne det op, men intet er lykkedes, og heller ikke i år ser det ud til, at den trefoldige verdensmester for alvor kan trues.

Mens den gule trøje er det ultimative symbol for enhver etapeløbsrytter, er den grønne trøje i Tour de France den mest prestigiøse trøje for en sprinter. Pointtrøjerne i Giro d’Italia og Vuelta a Espana har tidligere ofte været vundet af klassementsryttere, og først for nylig er pointsystemerne blevet ændret for at gøre det lettere for de hurtige folk. I Touren har det imidlertid været sådan i årevis. Et pointsystem, der klart favoriserer sprinterne, og det generelt fladere franske terræn har sammen bidraget til, at pointkonkurrencen i Touren alene er en kamp mellem de allerhurtigste. Samtidig betyder det forhold, at verdens bedste sprintere næsten alle er samlet i Frankrig, at den grønne trøje naturligt bliver det ultimative symbol på sprinterstyrke.

 

Den grønne trøje bliver dog ikke altid vundet af feltets hurtigste mand. Hvad der betyder noget i denne meget specielle konkurrence er ikke bare sublime sprinterevner - restitution, stabilitet, held og endda klatreegenskaber spiller også ind. Først og fremmest skal man være i stand til at overleve tre ugers hårdt cykelløb og stadig bevare topfarten i den sidste del af løbet. For det andet er der ikke plads til mange fejltagelser, og man skal være med fremme i stort hver eneste spurt, hvilket kræver fantastiske positioneringsevner. Endelig kan man ikke undervurdere betydningen af held, da en enkelt kikset spurt på grund af et styrt eller en punktering kan koste en rytter alle chancer.

 

Modsat Giroen og Vueltaen, der ofte har mange mellemetaper, byder Touren grundet den franske geografi ofte på færre moderat kuperede etaper i de mellemhøje bjerge. I den franske grand tour er etaperne ofte enten flade, finder sted i de høje bjerge eller afvikles som tidskørsler, mens der i de mindre grand tours ofte er mange etaper, der kan vindes af ryttere, der egentlig ikke er specialist i nogen discipliner. Kombineret med et pointsystem, der tilbyder flere point på de flade etaper, betyder det, at den grønne trøje ofte er blevet vundet af en ren sprinter.

 

Med Peter Sagans opstigen mod stjernerne er den trend ændret. Selvom slovakken bestemt er en hurtig herre, er han meget mere end en sprinter. Han har ikke topfarten til at dyste med folk som Dylan Groenewegen, Fernando Gaviria og Elia Viviani, men hans gode positioneringsevne betyder, at han som regel slutter i top 5 i hver eneste massespurt. Derudover betyder hans alsidighed og gode klatreevner, at han kan score point på etaper, hvor hans rivaler er helt uden chance.

 

Disse egenskaber har givet ham fem grønne trøjer i træk og en sjette i 2018, og det var formentlig blevet til syv, hvis ikke han i 2018 på meget kontroversiel vist var blevet sendt på tidlig sommerferie allerede efter 4. etape. Hver eneste gang har han lukket konkurrencen meget tidligt i løbet, og i de senere år har kampen praktisk talt været ovre allerede inden afslutningen på den første uge. Den meget ensidige affære har bestemt ikke været til glæde hos arrangørerne hos ASO. Derudover har man ikke været begejstret for det forhold, at Sagan i hverken 2014 eller 2015 vandt en etape, men alligevel var helt suveræn i pointkonkurrencen - også selvom hhv. Kittel og Greipel vandt imponerende fire etaper.

 

Det har ansporet til en regelændring, der trådte i kraft forud for 2015-udgaven - en ændring, der skulle give de hurtigste en mulighed for at udfordre Sagan. Hovedforandringen er lavet på de helt flade etaper, hvor en massespurt er næsten uundgåelig. Tidligere var der bare 45 point for en etapesejr, men det er nu øget til 50. Den største ændring er dog den større afstand mellem topplaceringerne. Mens top 3 tidligere fik hhv. 45, 35 og 30 point, får de nu hhv. 50, 30 og 20. Det betyder, at etapevinderen kan gøre en stor forskel, og det gør det sværere at holde sig fremme ved stabilt at placere sig i top 3 uden at vinde. Pointsystemerne for de kuperede og bjergrige etaper er næsten uforandrede, men der er flere af dem. Nu om dage skal der ikke være mange bakker på programmet, inden en etape mister sin status som flad.

 

Helt præcist scores der point efter følgende system:

På de helt flade etaper (1., 4., 7., 11., 16., 17. og 21. etape) gives hhv. 50, 30, 20, 18, 16, 14, 12, 10, 8, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere

På de kuperede etaper (3., 5., 8., 9., 10. og 12. etape) gives hhv. 30, 25, 22, 19, 17, 15, 13 11, 9, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere

På de store bjergetaper og enkeltstarterne (6., 13., 14., 15., 18., 19. og 20. etape) gives hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point til de første 15 ryttere.

 

I 2011 ændrede man systemet for indlagte spurter. Tidligere var der altid to eller tre indlagte pointmuligheder, hvor de første tre fik hhv. 6, 4 og 2 point. De blev ofte taget af udbrydere, og konkurrencen blev stort set afgjort af etapefinalerne. Siden 2011 har hver etape kun haft én indlagte spurt, men til gengæld har der været mange flere point på spil. Nu får de første 15 ryttere hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point.

 

Tidligere kom den indlagte spurt ofte sent på etaperne, hvor man allerede havde været ovre en del stigninger. Det har siden ændret sig, og nu om dage kommer de ofte en del tidligere, hvilket giver en klatrestærk rytter som Sagan en mindre fordel, end han ellers ville have haft. I tidligere udgaver har de ofte været lagt ind på mindre stigninger, men i år er de næsten alle flade eller let stigende

 

I de første år syntes det nye system for de indlagte spurter at have en større indvirkning på udfaldet, da sprinterne gik 100% efter pointene hver dag. Nu spiller de en mindre rolle. Med mindre spurten kommer meget tidligt eller sent på etapen, er de store point typisk blevet taget af udbrydere, og forskellen mellem de sekundære placeringers pointhøst er begrænset. Hvis et femmandsudbrud allerede har krydset stregen, får den hurtigste sprinter i feltet 10 point, mens nummer 3 får 8. Derfor er der ingen grund til at bruge alt for mange kræfter her, og i stedet er det klogere at spare kræfter til finalen. Hvad der er vigtigt, er dog at sikre sig lidt point hver dag, da ryttere som helt dropper de indlagte spurter er uden chance for at blande sig. Derfor ser man ofte sprinterne holde sig til de indlagte spurter uden dog at bruge mange kræfter på opgaven.
 

Favoritterne

Selvom de ikke har noget imod slovakken, har arrangørerne fra ASO ikke lagt skjul på, at det har været smertefuldt for dem at se, hvordan Peter Sagan fuldstændig har kvalt al interesse i pointkonkurrencen. Som sagt har han i de senere år reelt allerede vundet konkurrencen efter bare nogle få etaper, og det har betydet, at mange af topsprinterne tidligt har opgivet overhovedet at blande sig i de indlagte spurter. Derfor har man taget flere initiativer for at forsøge at genskabe lidt spænding i konkurrencen. Første skridt var indførelsen af det nye pointsystem i 2015 samt en ændret placering af de indlagte spurter, og siden har man også forsøgt at have flere klassiske sprinteretaper for de helt rene sprintere. Det har været særligt tydeligt i både 2017 og 2018, hvor sprinterne har fået serveret et sandt festmåltid af flade etaper.

 

Sådan er det bestemt ikke i år. Tværtimod er det kun 7., 11., 16. og 21. etape, der ligner relativt klassiske sprinteropgør. De øvrige etaper har alle et eller andet ekstra krydderi, der kan gøre udfaldet lidt anderledes end det forventede. 1. etape har således et stigende opløb, 4. etape har en sen stigning, der måske kan sætte de tungeste af, og 10. etape har så mange højdemeter på første del, at det slet ikke er givet, at det overhovedet bliver en spurt - og hvis det gør, vil alle være mærkede og trætte. Dermed ser det for første gang i flere år ud til, at arrangørerne ikke har designet de flade etaper med det formål at give Sagan en ulempe i forhold til de mere klassiske sprintere.

 

Derfor er det også helt umuligt ikke at regne Peter Sagan som tårnhøj favorit. Ganske vist er det velkendt, at slovakken ikke er lige så hurtig som de rene sprintere som Dylan Groenewegen og Elia Viviani, men det har aldrig udgjort nogen reel udfordring. Selv i år, hvor der har været en suveræn sprinter, som Kittel var det i 2013, 2014 og 2017, Greipel i 2015 og Cavendish i 2016, var slovakken aldrig i nærheden af at være truet. Selv i år, hvor han end ikke har vundet en etape, har hans greb om pointtrøjen været helt fast, og det siger alt om, at Sagan bare er pokkers svær at slå i denne konkurrence. Det siger selv, at det blot bliver endnu vanskeligere i et år, hvor flere af sprinteretaperne er designet, så de faktisk giver Sagan en bedre chance, end han normalt ville have haft.

 

Det gælder eksempelvis allerede på 1. etape, hvor det stigende opløb giver slovakken en reel mulighed for faktisk at vinde, som vi så det, da han sidste år udnyttede et let stigende opløb til at vinde den ellers helt flade 2. etape. 10. etapes mange højdemeter og bakken på 4. etape er heller ikke til ugunst for Sagan, og mange af de mere klassiske sprinteretaper kommer endda så sent i løbet, at en mere restitutionsstærk type som Sagan også der er begunstiget.

  

En helt anden afgørende egenskaber er Sagans helt eminente placeringsevne. Det er ikke uden grund, at Sagan er kendt for sine mange andenpladser i Touren. Måske vinder han ikke så ofte, men det er sjældent, at han ikke ender i top 3 i en massespurt. Det er i sig selv en ganske imponerende bedrift. 2016-udgaven var et strålende eksempel på, hvordan nutidens massespurter er et stort kaos, hvor det er meget vanskeligt at organisere et lead-out. Det var hovedårsagen til, at Kittel og Greipel havde det svært, idet begge er dybt afhængige af et stærkt hold til at føre dem frem. Sagan kan derimod manøvrere på egen hånd og på imponerende vis stort set altid finde det rigtige hjul i afslutningerne. Det betød, at han var med fremme hver gang - og da det ikke var tilfældet for mange af hans rivaler, gav det ham et kolossalt forspring.

 Elia Viviani og Dylan Groenewegen har heldigvis også en relativt veludviklet næse for at holde sig fremme, men selv de har svært ved at matche Sagans overlegenhed i kampen om de bedste hjul.

 

Samtidig er det værd at huske, at Sagan i 2016, 2017 og 2018 synes at have spurtet bedre end tidligere. Hvor han i sine første år end ikke var tæt på topsprinterne, er det nu ikke længere utænkeligt, at han faktisk kan slå dem. Han var således ganske konkurrencedygtig i Touren i 2016, og sidste år så vi ham være med i helt rene sprinterfinaler i både Tirreno og Tour of California, ligesom han spurtede glimrende i Touren. Netop med tanke på den hektiske afsluttende fase i Touren er det således inden for mulighedernes grænser, at Sagan også kan vinde en flad massespurt i årets Tour.

 

Dertil skal som sagt lægges, at Sagan er den store favorit til at vinde løbets eneste puncheuretape, den tredje af slagsen, og det vil endda ske på en dag, hvor for de klassiske sprintere vil stå et stort rundt 0 ud for pointhøsten. Ganske vist er der ikke fuldt antal point på den etape, men det giver ham nærmest med sikkerhed et forspring til de værste rivaler.

 

Endelig har Sagan det våben, at han kan angribe på bjergetaperne. Ikke mindst etaperne i Massif-Central kunne være en god mulighed for at gå i offensiven og sikre sig point i de indlagte spurter og måske endda også til allersidst - en evne, som det blandt rivaler kun er Michael Matthews, der også har.  Samtidig har Sagan vist, at han restituerer bedre end de fleste og er nærmest ustoppelig i den tredje uge.

 

Eneste problem for Sagan er, at han i år ikke synes lige så skarp som tidligere. Hans forår var katastrofalt og hans kørsel i Californien var langt under hans normale bundniveau - også selvom han med sin gode positionering alligevel vandt løbets eneste klassiske sprinteretape. Heller ikke i Tour de Suisse lignede han den gamle Sagan, men alligevel endte han med at vinde både en etape og løbets pointtrøje. Alene det, at han kunne hjemføre pointsejren i et løb, hvor han tilsyneladende manglede en del procent, siger alt om, hvorfor Sagan er så svær at bide skeer med i kampen om den grønne trøje. Der er han igen i år tårnhøj favorit.

 

Skal Sagan slås, må det være Dylan Groenewegen, der har den bedste chance. I både 2018 og 2019 har hollænderen været verdens i særklasse hurtigste sprinter. Sidste år kom han til Touren uden næsten at være blevet slået i en massespurt gennem hele sæsonen, og da han efter en lidt sløv start endelig fandt sine vanlige ben, viste han med to helt suveræne etapesejre i Touren også, at han reelt er uden konkurrence, når det handler om en flad spurt efter en ikke alt for vanskelig dag. Den status har han blot cementeret i år, hvor han kørte et forrygende Paris-Nice mod de fleste af verdens topsprintere og siden har været overlegen i de mindre løb 4 Dage ved Dunkerque og ZLM Tour, hvor han endda vandt to af tre massespurter, selvom han var hæmmet af eftervirkningerne af et styrt. Mest skræmmende virkede han dog i 3 Dage ved Panne, hvor han nærmest blot skulle træde to gange, inden han skulle vride halsen af led for at finde ud af, hvor langt bagefter konkurrenterne var. I parentes bemærket var de rivaler Fernando Gaviria og Elia Viviani, der begge hører til blandt de allerbedste i klassiske massespurter.

 

Er der en sprinter, der kan lave ”en Kittel” og sætte sig totalt på massespurterne, er Groenewegen således det bedste bud. Samtidig er han slet ikke ringe i positionskampen, og hans tog med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen har endda i år fungeret eminent. I dette løb er de endda styrket med ”vores nye sprinter”, Wout van Aert, og det giver ham forudsætningerne for i hvert fald at være fremme på alle massespurterne, hvilket er en vital forudsætning for at kunne slå Sagan. Derudover har han faktisk opnået så megen robusthed, at han burde kunne begå sig også på de hårdere dage som på 4. og 10. etape, og med sejren i Paris i 2017 har han vist, at han også kan køre stærkt efter tre uger i en grand tour.

 

Desværre er ruten som sagt slet ikke optimal for en klassisk sprinter som Groenewegen, og tingene skal flaske sig, hvis det skal lykkes. Det vil formentlig kræve, at han gør noget, der minder om rent bord på de klassiske sprinteretaper. Det er en meget vanskelig opgave, ikke mindst for en hollænder, der ikke altid er helt stabil, og det er derfor langt fra givet, at han ender som nr. 2 bag Sagan. Hvis man skal pege på en rytter, der kan vinde så mange flade etaper, at han kan true Sagan, må det dog være den hollandske kanonkugle.

 

Den anden rytter med mulighed for at gøre det er Elia Viviani. Allerede sidste år stod det ellers klart, at italieneren ikke helt har samme topfart som Groenewegen og Gaviria, men alligevel lykkedes det ham at blive årets mest vindende rytter og at tage hele fire sejre i grand tour-sammenhæng. Det skyldes ikke mindst hans enorme regularitet og fornemme positioneringsevne, der næsten går ham i stand til at konkurrere med Sagan. Vi vil ikke her opgøre hele regnestykket, men vil man gerne imponeres, opfordres man til at studere Vivianis resultater i de massespurter, han har kørt siden skiftet til Deceuninck. Der er meget få udfald på den yderst imponerende resultatliste.

 

Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at han vandt pointtrøjen i Giroen sidste år, for det er som sagt regularitet, der er nøglen til enhver pointkonkurrence. Selvom Tourens massespurter er langt mere kaotiske end noget andet sted, er der gode chancer for, at han kan opretholde konsistensen i de kommende tre uger. Hans tog med Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Michael Mørkøv og ikke mindst eminente Maximiliano Richeze er nemlig løbets i særklasse stærkeste, og selvom konkurrencen i lead-out-sammenhæng måske ikke var den stærkeste, uddelte de regulære bøllebank i massespurterne i Tour de Suisse. Her viste Viviani også, at han efter en yderst trist sæsonstart, der nåede et lavpunkt i en katastrofal Giro, var tilbage på sit 2018-niveau, da han endda besejrede Sagan i en stigende spurt, hvor han normalt burde være slået ganske klart af slovakken.

 

Det må også give Viviani nogen optimisme i forhold til den stigende spurt på 1. etape, ligesom hans stadig bedre holdbarhed giver ham gode chancer også på 4. og 10. etape, og han har tillige dokumenteret, at han kan spurte også i den tredje uge af grand tours. Ligesom Groenewegen har han imidlertid den udfordring, at han kun slår Sagan, hvis han vinder de fleste af de flade etaper, og det er trods alt lidt af en opgave i et felt, hvor han fartmæssigt i hvert fald er hollænderen underlegen. Han har et stærkt våben i sit tog og sin positionering, men også for ham skal tingene flaske sig, hvis han skal ende på podiet i Paris.

 

Det samme skal det for Caleb Ewan , men han er modsat de to ovennævnte en type, der kan glæde sig over, at ruterne i år ikke er helt så enkle, som man har set det i de seneste sæsoner. Den lille australier har nemlig ændret ryttertype fra at være en af verdens allerhurtigste til nu at have sin force som afslutter efter knaldhårde dage og gerne i stigende finaler. Faktisk havde han forud for årets Giro slet ikke vundet en klassisk massespurt, og alle hans sejre var kommet i puncheurafslutninger. Evnerne på bakkerne viste han i Frascati i Giroen, hvor han dog blev snydt af et overraskelsesangreb af Richard Carapaz, og med to sejre i flade spurter fik han vist evnerne på de svære dage. Begge hans gevinster faldt nemlig efter etaper over mere end 220 km, og det viser, at det ikke var noget tilfælde, at han sidste år var hurtigste mand i Milano-Sanremo-feltet, der dog desværre kun spurtede om 2. pladsen.

 

Til gengæld viste Giroen og ikke mindst UAE Tour og Tour of Turkey også med al tydelighed, at Ewan ikke længere kan vinde de helt klassiske sprinteretaper, og derfor er hans store styrke i årets Tour også, at der ikke er mange af den slags. Han burde have en glimrende chance i den stigende spurt på 1. etape, og de ellers flade 4. og 10. etaper har med hhv. en sen stigning og et stort antal højdemeter også en karakter, der giver Ewan en reel chance. Selv den ellers meget lette 7. etape er så lang, at man heller ikke her helt kan udelukke, at Ewan kan gøre sig gældende, og selvom han jo faktisk aldrig har gennemført en grand tour, tilsiger hans nyvundne holdbarhed også, at han har evnerne til at køre stærkt i den tredje uge. Endelig burde han modsat Viviani og Groenewegen også kunne lugte en mulighed for at være med i puncheurfinalen på 3. etape, også selvom meget taler for, at det nok bliver for hårdt.

 

Han har dog to udfordringer. For det første er det svært at se ham vinde så mange etaper, at han vitterligt kan true Sagan, der som bekendt har nogle muligheder fra udbrud, som Ewan trods alt ikke har. Derudover har han slet ikke Sagans og Vivianis positioneringsevne, og faktisk har positioneringen altid været lidt af en svaghed. Det bliver næppe bedre i Tourens kaos, og toget med Roger Kluge og Jasper De Buyst har i år kun imponeret i den første del af Giroen. Selvom han er en af den slags alsidige sprintere, der egentlig burde være et godt bud på en vinder af den grønne trøje, har Ewan så åbenlyse mangler i regulariteten og topfarten, at meget skal flaske sig, hvis han skal ende på podiet i Paris.

 

Den fornøjelse har Michael Matthews allerede haft, men det bliver svært at gentage succesen fra 2017. Egentlig var den grønne trøje slet ikke et mål, men nu hvor Tom Dumoulin er ude af billedet, må man formode, at han alligevel vil gå efter at sikre sig den eftertragtede trikot for anden gang i karrieren. Problemet er bare, at hele hans forberedelse denne gang har været lagt an efter, at han skulle agere hjælper for sin hollandske kaptajn på holdløb og i mellemsvært terræn, og derfor har han kun i begrænset omfang arbejdet på sin hurtighed. Derfor udtrykte han da også under Tour de Suisse kun frustration over Dumoulins exit og slet ingen glæde over de muligheder, han pludselig har fået.

 

Desværre viste det schweiziske løb da også, at hans forberedelse ikke just har styrket hans hurtighed. Tværtimod kørte han nogle temmelig pauvre spurter på de fleste etaper, og det var kun med 2. pladsen på 4. etape, at han hentede lidt oprejsning. Det lover bestemt ikke godt forud Touren, ikke mindst fordi spurterne alle burde have passet ham godt, enten fordi de var stigende eller kom efter hårde dage. Det plejer at være Matthews’ force, men det var ingenlunde tilfældet i Schweiz.

 

Matthews’ problem har nemlig altid været, at han slet ikke har farten til at true de rigtige sprintere på flad vej. Australieren kan sagtens vinde også flade spurter, men det kræver, at det har været knaldhårdt undervejs og gerne, at de hurtigste er sat af. Hans største force er derimod puncheurfinaler, men dem er der i årets Tour kun en enkelt af, nemlig på 3. etape. Til gengæld kan han så glæde sig over, at han ligesom Sagan har vist, at han kan jagte point fra udbrud, og det giver ham et våben, som det blandt sprinterne kun er Sagan, der også har.

 

Matthews kan naturligvis glæde sig over, at årets rute som sagt ikke er specielt godt for de klassiske sprintere, og han vil blandt andet være begejstret for det stigende opløb på 1. etape og udfordringerne på 4. og 10. etape. Problemet er bare, at han på alle måder nærmest blot er en dårlig kopi af Sagan, der næsten på alle parametre er sin slovakiske rival underlegen. Det gælder særligt i de flade spurter, men også i en puncheurfinale som den, der venter allerede på mandag. Han klatrer måske i perioder bedre end Sagan, men det er formentlig ikke nok til at gentage sejren fra 2017, ikke mindst fordi hans positionering er langt, langt ringere end Sagans og faktisk var ganske problematisk i det nylige Tour de Suisse. Formentlig vil en ny Matthews-sejr igen kræve, at Sagan ikke gennemfører, men sker det, kan man til gengæld heller ikke udelukke, at det kan lykkes.

 

Det er svært at se, hvem der ellers skulle kunne vinde - ikke mindst fordi der næppe er andre, der har trøjen som et mål - men skulle man pege på en sjette kandidat, må det være Alexander Kristoff. Nordmanden er dog nu efterhånden lidt af en Tour-veteran, og selv i sine bedste år har han ikke været i nærheden af at konkurrere med Sagan. Det virker derfor stærkt usandsynligt, at han vil kunne være det i år, men han har dog et par esser, der giver ham en chance.

 

Først og fremmest er sprinteretaperne som sagt en anelse hårdere, end man ofte ser det, og det er en fordel for Kristoff, der i år har generobret sin position som verdens måske bedste afslutter efter de svære dage. Flere af sprinteretaperne er endda mere end 200 km lange, præcis som Kristoff elsker det. Derudover har Kristoff altid været forrygende god i positionskampen, hvilket giver ham den nødvendige konsistens, og i år står han endda endnu bedre end tidligere, når han får selskab af unge Jasper Philipsen, der i rollen som lead-out man virkelig burde kunne imponere med de positioneringsevner, han har udvist i sin første tid som professionel.

 

Kristoff har også den klare fordel, at han altid er bedst i den tredje uge. Mens han kæmper med det i løbets indledning, er han langt mere konkurrencedygtig, når rivalerne er trætte, og det er således ikke tilfældigt, at hans fire etapesejre alle er kommet relativt sent i løbene. I år er der kun tre sprinteretaper i løbet af de første syv dage, mens der er chance for fire massespurter fra 10. etape og frem. Den vægtning bør tilgodese Kristoff - især hvis det skulle udvikle sig som i 2018, hvor stort set alle de rene sprintere endte med at måtte forlade løbet i bjerget. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om Kristoff overhovedet har så megen tiltro til egne chancer, at han overhovedet vil gå efter de indlagte spurter fra løbets start, og det således under alle omstændigheder være en stor overraskelse, hvis han ender som den anden norske vinder af løbets grønne trøje.

 

*** Peter Sagan

** Dylan Groenewegen, Eli Viviani

* Caleb Ewan, Michael Matthews, Alexander Kristoff

DEL
INFO
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SMART LYGTESÆT - BEDST I TEST! FØR 298 - NU KUN 156 KRONER