Tour de France: Ungdomstrøjen

Den hvide trøje kan erobres af alle ryttere, der er født den 1. januar 1994 eller senere, og i år er der 28 ryttere, der har mulighed for at vinde den eftertragtede trikot, hvilket er en enkelt færre end sidste år, men hele 9 flere end i 2017. Reelt er kandidatfeltet dog langt, langt mindre, og reelt er der vel blot ni ryttere, der både kan ende med at få tilstrækkelig frihed og klatrer godt nok til, at de kan drømme om en topplacering i ungdomskonkurrencen.

Det har været lidt forskelligt, hvor langt fremme i klassementet vinderen af den hvide trøje er endt. Jan Ullrich og Andy Schleck bragte den fine trikot med helt ind i kampen om den samlede sejr, men i de fleste tilfælde er den endt på en mere perifer top 10-rytter, som det var tilfældet med Yates-brødrene i 2016 og 2017, hvor de endte som hhv. nr. 4 og 7. Sidste år var feltet til gengæld usædvanligt svagt besat - særligt fordi Egan Bernal måtte ofre egne chancer som hjælper - og trøjen blev i stedet vundet af Pierre Latour, der i klassementet ”blot” blev nr. 13.

Sådan bliver det ikke i år, hvor der er gode chancer for, at Egan Bernal kan ende i både den gule og hvide trøje. Vi har allerede i vores overordnede favoritvurderinger begrundet, hvorfor han er vores favorit til at vinde hele løbet, og dermed giver det også sig selv, at han er vores klare bud på en vinder af ungdomskonkurrencen. Hans ubetinget værste rival er Enric Mas, der også rangerer højt i vores favoritvurdering, og en begrundelse for hans chancer er ligeledes givet i vores analyse af kandidaterne til den samlede sejr.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I denne optakt vil vi i stedet pege på mere perifere kandidater, men reelt vil de formentlig kun kunne i spil, hvis både Bernal og Mas sættes ud af spillet. Ingen af de øvrige kandidater har nemlig klassementsambitioner, om det gør det reelt umuligt for dem at vinde, med mindre deres kaptajn har uheld, eller både Bernal og Mas af forskellige grunde skulle ruge ud af billedet.

Den mest oplagte kandidat er naturligvis David Gaudu. Franskmanden har været udråbt til det helt store, siden han i 2016 kørte så stærkt op ad La Planche des Belles Filles, at han satte en bedre tid, end Romain Bardet havde gjort under samme års Tour de France. Den efterfølgende sejr i Tour de l’Avenir satte en fed streg under potentialet, og det bekræftedes yderligere med en flot debutsæson i 2017, hvor han særligt imponerede på kongeetapen i Catalonien, i Fleche Wallonne og i Tour de l’Ain, hvor han og Thibaut Pinot gav alle rivalerne bøllebank. Desværre gik han helt i stå i et 2018, der udviklede sig til et mindre mareridt, og pludselig gik han lidt i glemmebogen.

Mod slutningen af sæsonen var der imidlertid tegn på, at trængslerne var ovre, da han kørte suverænt for Pinot i Milano-Torino. I år har han så for alvor sat streg under sine evner, først med en fornem 3. plads i UAE Tour, hvor han fulgte Primoz Roglic og Alejandro Valverde til dørs i bjergene, siden med en 6. plads i Liege-Bastogne-Liege og ikke mindst med den eminente kørsel i Tour de Romandie, hvor han vandt en etape og på en ellers meget enkeltstartstung og bjergfattig rute endte som samlet nr. 5.

Gaudu er desværre stadig præget af manglende stabilitet, som vi så det i Baskerlandet og Fleche Wallonne, hvor han slet ikke fandt sine bedste ben, og i Dauphiné fik han en trist opvarmning, da sygdom slog ham ud. På sidste etape fandt han imidlertid sig selv, da han satte Pinot op til et af de få angreb, der rettedes mod Fuglsang på en ellers lidt flad etape, og han har dermed vist, at han er på vej tilbage. Måske kunne han endda have været blevet fransk mester, hvis ikke en dum punktering havde sat ham ud af spillet i finalen af et løb, hvor han ellers kørte med om sejren.

Desværre er Gaudus rolle at være løjtnant for Pinot, og det er meget usandsynligt, at han overhovedet har klassementet i tankerne. Det kunne måske ellers have været et mål at gå efter den hvide trøje, men nu hvor han skal slås med Bernal og Mas, virker den målsætning så urealistisk, at han formentlig slet ikke vil holde sig til i den samlede stilling. Omvendt kommer der så allerede udskilning på løbets 6. etape, og det vil gøre den første uge mindre stressende og dermed mere overkommelig for en fyr som Gaudu, der får lettere ved at holde sig til uden at skulle bruge alt for mange unødige kræfter. I sidste ende er det dog kun, hvis Bernal og Mas i får en eller anden form for tilbageslag, at han kunne tage trøjen. I det tilfælde vil han til gengæld også være tårnhøj favorit.

Skal man pege på en alternativ kandidat, må det være Tiesj Benoot . Belgieren kommer slet ikke til Frankrig for at køre klassement, men af og til ser man, at udbrydere med et par gode dage i front pludselig ligger så fint til, at den samlede stilling alligevel bliver et mål. Skulle Benoot tidligt vinde en etape og pludselig befinde sig i en god position, kan man måske godt forestille sig, at han alligevel giver den et skud. Desværre er han stor og tung og slet ikke ren klatrer, og derfor passer årets meget bjergrige rute ham slet, slet ikke. Omvendt viste han i Tour de Suisse atter, at han altså kan klatre til husbehov, og på papiret burde han være en type, der med sin store motor kan gøre det hæderligt i den tredje uge. Også for ham gælder dog, at den hvide trøje kun kommer i spil, hvis de to helt tunge kandidater begge bliver sat tilbage eller helt ude af spillet.

Vores sidste kandidat er endnu mere et longshot. Maximilian Schachmann kommer ligesom Benoot til Touren med den mission at vinde en etape, og han har hverken ambitionen om eller de rette karakteristika til at køre klassement. Ganske vist har han kørt som en motorcykel gennem hele sæsonen, men vi så også i Catalonien og Baskerlandet, at han fortsat er alt for begrænset i de virkelige bjerge. På denne rute ser det derfor nærmest helt umuligt ud for ham at ende langt fremme i den samlede stilling, og det er som sagt heller ikke ambitionen. Modsat Benoot har han endda en holdkammerat at køre for, nemlig Emanuel Buchmann. Det er derfor helt usandsynligt, at Schachmann ender med trøjen, men chancen kan måske opstå, hvis Bernal og Mas sættes ud af spillet, og han kører sig ind i klassementet via udbrud. Selv her vil Gaudu og Benoot dog være langt mere oplagte kandidater, og derfor skal alle sole, måner og stjerner stå rigtigt, hvis Schachmann skal iføre sig den hvide trøje i Paris.

Endelig skal Laurens De Plus og Giulio Ciccone også nævnes. De Plus har egentlig potentialet, ikke mindst med det niveauspring, han har opnået i år, men hans rolle er at beskytte både Steven Kruijswijk og George Bennett, og det gør det reelt umuligt at være med i klassementet. Ciccone har Giroen i benene og er alene kommet med som hjælper for Richie Porte. Han vil formentlig tage den med ro de første 14 dage og herigennem sætte så meget tid til, at han ryger ud af kampen, selv hvis Porte skulle falde igennem. Gregor Mühlberger er for ustabil og for låst i en hjælperrolle, Lennard Kämna er stadig slet ikke god nok, selvom han i Tour de Suisse viste opløftende tegn, og Gianni Moscon er helt fastlåst i jobbet som slave på Ineos.

*** Egan Bernal

** Enric Mas

* David Gaudu, Tiesj Benoot, Maximilian Schachmann