Tour de France: Outsiderne

Der findes vel ikke den cykelfan, der ikke har dunket hovedet ind i væggen af frustration. Nu havde vi i et lille år set frem til opgøret mellem de to supermandskaber fra Ineos og Jumbo-Visma anført af to kaptajntrioer, der tilsammen har stået for syv af de seneste ni grand tour-sejr, men sådan bliver det ikke. Først stod det klart, at Geraint Thomas og Chris Froome var så milevidt fra konkurrencedygtig form, at deltagelse ikke gav den store mening hverken for dem selv eller holdet, og siden måtte en uheldig Steven Kruijswijk melde forfald som følge af et af de mange styrt, der har præget den genstartede sæson.

Når skuffelsen har lagt sig, er der imidlertid stadig grund til at glæde sig. Som erstatning for Froome og Thomas kan vi nemlig glæde os over tilføjelsen af Richard Carapaz til feltet, og i lyset af de to britiske stjernes ringe form er det et bytte, man kun kan glæde sig over. Nu får vi ikke et opgør mellem to kaptajntrioer med sejre i syv af de seneste tre grand tours, men i stedet et opgør mellem to duoer, der tæller vinderne af alle sidste sæson tre store etapeløb og tillige kan mønstre en rytter, der i 2017 og 2018 opnåede én sejr og to andenpladser, de tre gange han kastede sig ud i et løb over tre uger. Og med tanke på Jumbos skræmmende styrke i de forløbne uger kan det for løbet være meget heldigt, at hollænderne med Kruijswijks exit er sat lidt tilbage.

Der er således stadig lagt op til et stort opgør mellem de to supermandskaber, men de skal passe på med ikke at kun at fokusere på hinanden. En alt for intens intern magtkamp kan nemlig udnyttes af den stjerneparade af rivaler, der vil være samlet i et felt, der som følge af corona-krisen og den ekstra betydning, det har givet Touren, vel er det stærkeste i mange år.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Faktisk bliver man næsten helt paf, når man går igennem startlisten. Blandt de fire stjerners rivaler finder vi således tidligere grand tour-vindere i form af Nairo Quintana, Alejandro Valverde og Fabio Aru. Dertil skal lægges Thibaut Pinot, Tadej Pogacar, Rigoberto Uran, Thomas de Gendt, Romain Bardet, Miguel Angel Lopez, Ilnur Zakarin, Mikel Landa, Esteban Chaves og Bauke Mollema, der alle har været på podiet, samt Emmanuel Buchmann, Tejay van Garderen, Robert Gesink, Pierre Rolland, Nicolas Roche, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Roman Kreuziger, Andrey Amador og Richie Porte, der alle kan prale af top 5-placeringer i de lange etapeløb. Og listen bliver længere, når man husker, at Wout Poels, Pello Bilbao, Ion Izagirre, Julian Alaphilippe, Michael Woods, Mikel Nieve, Damiano Caruso, Marc Soler, Pavel Sivakov, George Bennett, Davide Formolo, David de la Cruz, Dan Martin, Daniel Navarro og Warren Barguil alle kan se tilbage på én eller flere top 10-placeringer. Og så har vi endda slet ikke nævnt folk som Daniel Martinez, Sergio Higuita og Guillaume Martin, der alle har kurs mod et snarligt gennembrud i de lange etapeløb.

Naturligvis er det slet ikke alle de nævnte, der er ved fordums styrke, endsige har ambitioner i klassementet overhovedet. Alligevel fortæller det en lang historie om dybden i det felt, der de kommende tre uger skal slås om titlen som verdens bedste etapeløbsrytter. Det kan godt være, at corona-pausen har haft lige så ødelæggende konsekvenser for cykelsporten, som det har haft på det meste af resten af verden, men den har i hvert fald haft den gavnlige effekt, at man kan fodre svin med de stjerner, der har kurs mod Nice i disse dage. Og et så stjernebesat løb er præcis det, vi trænger til efter en lang og ørkesløs cykelfri periode.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

Julian Alaphilippe (*)

Det var godt, at det ikke var i 2019, at Danmark var ramt af et større afbrændingsforbud. I givet fald havde kunne det nemlig være endt helt galt, når alle danske cykelfans kollektivt skulle skaffe sig af med de cykellærebøger, der pludselig ikke længere var noget værd. I disse stod nemlig på en af de allerførste sider, at det var lige så sikkert som amen i kirken, at Julian Alaphilippe ville eksplodere efter 3-4 dage i ethvert etapeløb - og det med et brag, så det kunne sende samtlige franske cykelfans direkte på øreklinikken med alvorlige høreskader.

Sådan gik det nemlig altid. Uanset om det var Paris-Nice, Baskerlandet Rundt eller Tirreno-Adriatico var mønsteret det samme. Alaphilippe kom flyvende ind til løbet, hvor han gerne vandt en etape eller to og ofte kørte sig i førertrøjen, men netop som franskmændene begyndte at drømme om den første franske sejr i et WorldTour-etapeløb siden Christophe Moreaus Dauphiné-triumf i 2007, sagde det BANG, så samtlige franske hørelæger akut blev kaldt på arbejde.

Derfor var vi mange, der gik rundt med høreværn som en fast bestanddel af beklædningen i de julidage sidste år. Og vi ventede. Ventede. Ventede. Og ventede så lidt længere. Efter at Alaphilippe i første omgang havde fuldført sin på forhånd planlagte mission om at erobre trøjen på 3. etape til Epernay, lå det i kortene, at eksplosionen ville komme på La Planche des Belles Filles. Det gjorde den bare ikke. Nok måtte han afgive trøjen til udbryderen Giulio Ciccone, som det tunge Deceuninck-hold ikke fik kørt ind i tide, men den eksplosive franskmand chokerede de fleste ved at krydse stregen som næstbedste mand i feltet.

Dernæst gjorde Alaphilippe igen ”his thing” på en rigtig Alaphilippe-etape i Massif-Central, hvor han generobrede trøjen. Den forsvarede han fornemt med en sejr på enkeltstarten, der af en eller anden grund blev betegnet som en stor sensation, men som man på ingen måde kom som nogen stor overraskelse. Det gjorde det derimod for de mange høreværnebeklædte fans, at Alaphilippe 24 timer senere ikke eksploderede totalt på frygtede Tourmalet, men tværtimod var ganske tæt på at vinde etapen bag den sog i Pyrenæerne fuldstændig uovervindelige Thibaut Pinot.

Dernæst holdt elastikken dog ikke længere. Allerede dagen efter led Alaphilippe voldsomt på Prat d’Albis-etapen, men det bemærkelsesværdige var, at han ikke gik helt ned, som han plejede. Tværtimod forsvarede han trøjen heroisk, og det gentog sig også på den første alpeetape.

Men så kom den også, eksplosionen. Havde vejrguderne ikke lyttet til de mange franske bønner om hjælp fra himlen, var det formentlig gået helt galt for Alaphilippe, der havde kurs direkte mod afgrunden i løbets døende dage. Heldigvis for ham betød jordskred, at 19. etape blev stoppet brat, og 20. etape, der kunne være endt som den rene katastrofe, blev heldigvis for ham reduceret til et spørgsmål om blot én stigning til slut, hvor det alligevel lykkedes ham at glide langt væk fra podiet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Oplevelsen chokerede ikke blot cykelfans over hele verden. Den chokerede også hovedpersonen selv, og han har nu åbent erkendt, at han før eller siden vil give Touren et seriøst skud. Det skulle dog ikke være i år, hvor det hele handlede om de bjergrige OL- og VM-løb, og selv efter udskydelsen af OL har Alaphilippe været ret klar i målet: med et travlt efterår med en gylden chance for en VM-titel og sene klassikere er det ikke denne gang, at han har gennemført den nødvendige forberedelse for at køre klassement.

Den forberedelse kan der naturligvis ikke ændres på nu, men Alaphilippe er ikke længere helt så stålfast i sine udtalelser. VM hænger i en tynd tråd - der ventes dog en melding fra UCI senest 1. september - og med stigende coronasmitte i Europa kan hele efteråret måske også komme i fare. Derfor kan det meget vel være en god ide at smede, mens jernet er varmt, og det er det lige nu, hvor Touren i hvert fald ser ud til at blive afviklet.

Hvor meget tiltro til klassementet, han reelt har, er svært at sige, men det ligger i kortene, at planen må være den samme som i 2019. Således er 2. etape nemlig skræddersyet til Alaphilippe, og derfor må første ambition være at vinde i Nice og her iføre sig førertrøjen. Som vi så sidste år, afgiver han ikke uden kamp den eftertragtede trikot, og uanset om han reelt har planer om at satse på klassementet eller ej, vil han utvivlsomt gøre alt for at holde sig i gult så længe som muligt. Og så kan vi pludselig se en gentagelse af de dramatiske julidage fra sidste år.

Kan det så lade sig gøre for Alaphilippe at holde hele vejen? Det tror jeg ikke på. Ser man på de enkelte bjergetaper, passer terrænet ham egentlig bedre end sidste år, hvor stigningerne i særligt Alperne var lange og udmarvende. I år er bjergene kortere, ujævne og stejle - alt sammen noget, der bør tiltale en eksplosiv fyr som Alaphilippe. Faktisk er der umiddelbart kun grund til for alvor at frygte de gigantiske bjergfinaler på Grand Colombier og særligt Col de la Loze, der umiddelbart kunne ligne en meget svær dag for Alaphilippe. Og enkeltstarten til La Planche des Belles Filles minder meget om den Paris-Nice-enkeltstart til Mont Brouilly, som han vandt for nogle år siden.

Alaphilippes problem er derimod, at rutens overordnede anatomi er en helt anden. Sidste år var det kun La Planche des Belles Filles, der var en reel bjergudfordring før Tourmalet på 14. etape, og den passede slet ikke ringe til en Alaphilippe-type. Derfor kom han relativt let igennem løbets første to tredjedele, men da bjergene endelig tårnede sig op, begyndte han at se slidt ud allerede på den anden rigtige bjergetape.

I år kommer bjergene med det samme, og de strækker sig hele vejen til 18. etape. Med andre ord skal Alaphilippe grave dybt fra dag 2 til dag 20, og det virker helt ulogisk, at det skulle kunne lade sig gøre - især set i lyset af, at han trods alt endte med at gå ned på den anden bjergetape, så snart der var mere end én bjergetape i træk. Alt taler derfor for, at vi ikke får en gentagelse af Alaphilippes jubelsommer fra sidste år.

Belært af erfaringen fra sidste år, hvor mine håndflader trods alt blev lidt mere klamme, selvom jeg i mine analyser stædigt fastholdt, at eksplosionen ville komme før eller siden, vælger jeg alligevel at åbne døren på klem - men kun på klem - for en overraskelse, især fordi stjernetildelingen her er udtryk for vinderchancer og ikke chancen for en top 10. Alaphilippe har nemlig vist, at han efter et sjældent ringe forår er kommet tilbage ved fuld styrke. Nok skuffede han sig selv i Dauphiné, men forinden var han i særklasse på Poggio i Sanremo, hvor end ikke uhyre formstærke Wout van Aert kunne følge ham, og senest var han ganske tæt på at blive fransk mester på en rute, der dog var en anelse for let.

Mesterskaberne viste dog, at Alaphilippe ikke er oppe at ringe endnu. Var han i 2019-form, havde Arnaud Demare aldrig kørt ham ind igen, men vi skal ikke glemme, at Alaphilippe faktisk var sjældent ringe i Dauphiné sidste år. Alligevel var han flyvende i Touren, og det synes i hvert fald givet, at han vil være betydeligt tættere på topniveauet i Nice på lørdag.

Udfordringer er der dog mange af - også udover den åbenlyse eksplosionsfare. For det første er holdet alt for tungt til at have en reel chance for at forsvare en førertrøje. Det gik sidste år, hvor han længe ikke blev anset som en reel fare, men mod to storhold, der begge har to kaptajner til at angribe ham på skift, ligner det en umulighed faktisk at vinde løbet. Dertil kommer, at favoritholdene ikke længere bare lader Alaphilippe gøre ”his thing”, som de sidste år gjorde i Epernay uden overhovedet at løfte en finger. Nu bliver der ikke længere gaver, og derfor skal Alaphilippe vitterligt køre fra rivalerne, hvis han da ikke alene skal vinde løbet på bonussekunder og enkeltstarten, som nok er den mest realistiske, men stadig usandsynlige opskrift på sejr.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Nej, det er svært at tro på, at det mirakel, der udeblev sidste år, bliver til virkelighed denne gang. Tværtimod virker det mere sandsynligt, at Alaphilippe måske nok kører sig i gult i Nice, men siden relativt hurtigt rammes af den eksplosion, vi alle kender så godt. Derefter kan han fint gå tilbage til 2018-strategien med fokus på etapesejre - og dem kan der på denne rute bliver mange af - og bjergtrøje.

Og skulle det alligevel ske, at det denne gang er en fejl stædigt at fastholde, at Alaphilippe før eller siden eksploderer, kan vi så glæde os over, at det danske septembervejrs mange lavtryk gør det ganske sikkert at brænde de lærebøger, der i første omgang fik lov at stå på hylden et ekstra år.

Adam Yates (*)

Egentlig bør man slet ikke nævne Adam Yates. Mitchelton-Scott kom nemlig for et par uger siden med den temmelig overraskende melding, at den lille brite i år slet ikke har tænkt sig at køre klassement. I stedet vil australierne fokusere 110% på etapesejre efter et 2019, hvor en rask sadlen-om efter det andet Yates-kollaps på to år indbragte intet mindre end fire etapegevinster.

Alligevel kan man ikke komme udenom at nævne Yates. Det er nemlig svært ikke at få en oplevelse af deja-vu, når man hører det Mitcheltonske mantra til årets udgave af verdens største cykelløb. Faktisk skal man bare skrue tiden tilbage til 2016 for at opleve noget helt tilsvarende, og det er derfor, det er en god ide ikke at tage alle sportsdirektør Matthew Whites ord for helt gode varer.

Dengang kom Yates til løbet som en i klassementssammenhæng helt uprøvet størrelse, og meldingen var da også helt klar. ”Adam er her ikke for at køre klassement,” blev der gentaget til hudløshed hver eneste gange, en journalist vovede at antyde det modsatte. Alligevel holdt den lille brite sig til i positions- og slåskamp, røg op på 2. pladsen efter et klassisk Yates-angreb på den første bjergetape, hvor han som bekendt ellers fik en oppustelig port i hovedet, og til trods for de konstante meldinger om hans manglende klassementsambitioner blev han liggende på den plads i en uges tid. Faktisk havde han efter den dramatiske Ventoux-etape kortvarigt sikrede sig den gule trøje, indtil arrangørerne besluttede, at Chris Froome, Richie Porte og Bauke Mollema var uden skyld i den motorcykel, der havde forvandlet førstnævnte fra Tour-konge til maratonløber.

Faktisk så det længe ud til, at Yates kunne gå på podiet. På den første enkeltstart gled han ned på 3. pladsen, og det var først på løbets næstsidste bjergetape, at han måtte vinke farvel til top 3 til fordel for den 4. plads, der i sidste ende blev udkommet, altså af et løb, hvor han slet ikke kørte klassement. Det er på baggrund af den oplevelse, at man nok alligevel skal åbne døren for, at Yates har større ambitioner end som så. Og heldigvis får vi formentlig svaret allerede på 1. etape, for Yates sidder stort set altid bagerst i feltet, når han ikke har noget behov for at slås i den positionskamp, han ikke nyder, men godt kan finde ud af.

En anden grund til, at det kan være klogt at have en lille skepsis i forhold til sandhedsværdien i Mitcheltons udmeldinger er, at det giver pokkers god mening at tage presset af Yates’ skuldre. Således er han nu knækket to gange i træk, og hvis han nok engang skulle stille til start som holdets altoverskyggende fokus, kan man kun gisne om, hvor meget koldsved der ville være at finde i den Yateske seng lørdag morgen inden starten i Nice.

Det kunne derfor ligne et forsøg på at tage presset af Yates’ også i fysisk forstand ret smalle skuldre (også selvom det faktisk er de lidt bredere skuldre, der på cyklen gør ham genkendelig i forhold til tvillingebror Simon). Der er da heller ingen tvivl om, at holdet har bredere ambitioner denne gang, og at det ikke er verdens undergang, hvis det bliver et hattrick i sammenbrud for den mindst succesfulde, men på mange måder stærkeste af Yates-brødrene. Det kan således ses af, at holdet for første gang siden 2016 har udtaget en sprinter i form af Luka Mezgec - en beslutning, som Caleb Ewan nok ville foretrække, at de havde truffet to år tidligere - men sloveneren har den indlysende fordel, at han er så glimrende en klatrer, at han sagtens kan agere brugbar hjælper for Yates, i fald det skulle blive nødvendigt, præcis som han var det for bror Simon i forbindelse med dennes Vuelta-sejr i 2018.

Udover den åbenlyse logik i ønsket om at fjerne presset er der særligt to forhold, der peger i retning af større Yates-ambitioner end som så. For det første var holdet så uforsigtige at poste et billede af Yates på rekognoscering på La Planche des Belles Filles, der som bekendt er afslutningen på løbets eneste enkeltstart. Men hvad i alverden lavede han der, hvis han ikke skulle køre klassement, for med mindre han i corona-pausen har forvandlet sig til tempomaskine, er det næppe der, han indfrier det officielle mål om en etapesejr?

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det andet er holdets sammensætning. Man kan med rette spørge, hvad holdet skal med udprægede hjælperyttere som Christopher Juul, Sam Bewley og i mindre omfang Jack Bauer, hvis ikke Yates skal beskyttes i fladere terræn. Hvis målet vitterligt primært var etapesejre, kan man i hvert fald undre sig over, at Alex Edmondson, som oprindeligt var i bruttotruppen, blev vraget, da han var tiltænkt en vigtig rolle som lead-out man for Mezgec.

Nej, meget taler for, at Yates vitterligt giver klassementet et skud - i hvert fald indtil benene beder ham om det modsatte. Spørgsmålet er så bare, om det kan blive en gentagelse af succesen med 4. pladsen fra 2016, eller om det bliver til skuffelser, som det er blevet uafbrudt siden dengang.

Meget taler desværre for det sidstnævnte. Ligesom sin bror Simon er Adam nemlig slet ikke grand tour-rytter - og ja, jeg ved godt, at Simon har vundet Vueltaen. Gang på gang er de nemlig faldet sammen mod slutningen af de tre uger lange løb. Mest dramatisk var naturligvis Simons mindeværdige eksplosion i Giroen i 2018, men både Adam og Simon var også begge involveret i en ren overlevelseskamp mod slutningen af deres første forsøg i Tourens klassement i hhv. 2016 og 2017, hvor de dog begge reddede en top 10.

Holdbarhed er slet ikke Yates-brødrenes styrke, og de har historisk altid haft det svært på de store bjergetaper med mange højdemeter og lange stigninger. Deres spidskompetence er mere eksplosivt terræn, hvor de kan benytte deres eminente punch og fantastiske næse for at time et angreb, og det er således slet ikke uden grund, at de begge har fornemme resultater i ugelange etapeløb, både i forhold til etapesejre og klassementer, og at Adam fik sin første store sejr i Clasica San Sebastian, ligesom han også har vist evnerne som klassikerrytter i blandt andet Liege, Montreal og Milano-Torino.

Når jeg alligevel nævner Adam som en kandidat, skyldes det hans tårnhøje niveau. Det kan godt være, at Simon havde en jubelsæson i 2018, men ser man på alle årene før og efter, har Adam været den klart stærkeste af de to. Ikke mindst i 2019 og 2020 har han været nærmest uhyggelig. Sidste forår lagde han således ud med at vinde kongeetapen i Valencia, og derefter gik det slag i slag med forrygende kørsel gennem et helt forår, hvor han var blandt de allerstærkeste i alle løb.

Mest imponerende var det, at han blev nr. 2 i Tirreno-Adriatico, slået med mindre end et sekund af fænomenet Primoz Roglic, som han nærmest sensationelt satte på en stigning - noget som har været helt umuligt i de seneste to år, når sloveneren har været i form. Siden vandt han etape og blev nr. 2 i Catalonien foran en vis Egan Bernal, og formentlig havde han vundet Baskerlandet Rundt, hvor han vandt sidste etape, hvis ikke det havde været for en defekt på en dum grusvej. Og han rundede det hele af med en 4. plads i Liege, selvom han var involveret i et grimt styrt i Fleche Wallonne bare fire dage forinden.

Også i år er han fortsat. Således lagde Yates ud med at tørre gulv med en ellers uhyre formstærk Tadej Pogacar på første bjergetape i UAE Tour, som han vandt samlet i suveræn stil i sin eneste optræden før pausen - og det til trods for at der var hård modvind hele vejen op ad Jebel Hafeet. Det blev blot endnu en understregning af, at Yates, når man ser bort fra Tour-fiaskoen, har været en af de allerbedste næsten hver eneste gang, han i de seneste to sæsoner har haft et nummer på ryggen.

Desværre for ham er en grand tour bare noget andet, og det hele er bestemt ikke blevet bedre af, at sygdom forud for løbet førte til en meget tam indsats i Dauphiné, hans hidtil eneste løb efter pausen. På den baggrund kan det være svært at tro, at han når at finde topformen, men heldigvis viser historikken, at han hurtigt finder sine bedste ben. Og i forhold til folk som Geraint Thomas og Chris Froome fløj han jo nærmest op ad bjergene. Helt væk var han trods alt ikke, særligt ikke på sidste etape, hvor han var ved at finde de procent, han manglede fra start.

Logikken siger stadig, at Yates dør på sin manglende holdbarhed. Som bekendt kommer bjergene fordelt ud over hele løbet, og det vil alt andet slide ham hurtigere ned end eksempelvis sidste års bagtunge rute. Og selvom han vil sætte pris på, at mange af finalerne er relativt eksplosive, er der stadig to gigantiske bjergetaper til Grand Colombier og Col de la Loze, som ser for vanskelige ud, ligesom de øvrige alpeetaper har så mange højdemeter, at de kan blive et problem trods den ikke så vanskelige finale, særligt i den tredje uge. Derudover er bjergstøtten med den desværre stadig ikke genfødte Esteban Chaves og en synligt aldrende Mikel Nieve ikke stærk nok til at forsvare en trøje i kamp med Ineos og Jumbo, og endelig vil han bløde tid på løbets enkeltstart, selvom han på lige præcis denne rute faktisk vil kunne forsvare sig hæderligt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det er tre forhold, der gør, at døren skal åbnes. For det første har Adam i 2016 vist, at han kan holde ud hele vejen, også selvom han var slidt i den tredje uge. For det andet har Simon, der som ryttertype er en næsten tro kopi vist, at holdbarhedsproblemerne kan overvindes, hvis han kører tilstrækkeligt konservativt og lægger en dæmper på sin naturlige aggression. Og vigtigst af alt har Yates i nu to år gang på gang vist, at hans topniveau er så højt, at en flyvende Adam måske kan gentage de bedrifter, en flyvende Simon leverede i begyndelsen af Giroen for to år siden.

Og skulle det alt sammen føre til en forbedring af 4. pladsen fra 2016, kan vi én gang for alle konstatere, at sportsdirektør Whites Pinocchio-næse er så lang, at den formentlig kan nå hele vejen hjem til Australien, hvor holdet vil kunne fejre deres første Tour-sejr to år efter Vuelta-triumfen.

Daniel Martinez (*)

Skal man følge de seneste års logik, bliver det igen i år colombiansk Tour-sejr. Ikke med Egan Bernal, men derimod med Daniel Martinez. I hvert fald har det siden 2012 været kutyme, at vinderen af Dauphiné også sejrer i Touren, for det er sket ikke færre end fem af de otte gange, de to franske løb er blevet kørt siden dengang. Og som bekendt var det Martinez, der højst overraskende vandt det traditionelle forberedelsesløb forleden.

Martinez gør nu nok klogt i ikke at glæde sig for tidligt. Faktisk fortæller historien os nok snarere, at Martinez ikke vinder Touren. Tendensen er nemlig, at når Ineos/Sky vinder Dauphiné, vinder de Touren med samme rytter, som de gjorde med Bradley Wiggins i 2012, med Chris Froome i 2013, 2015 og 2016 og senest med Geraint Thomas i 2018. Men når et andet hold sejrer i alpeløbet, går Tour-sejren som regel til Ineos alligevel, også selvom Vincenzo Nibali har bevist, at det ikke nødvendigvis går sådan.

Faktisk må man næsten opfordre Martinez til ikke at læse alt for meget i historiebøgerne. Det er nemlig uhyre påfaldende, hvor mange ligheder der er mellem Martinez Dauphin-sejr i år, og den sejr, Andrew Talansky tog i samme løb i 2014.

For det første var de begge unge outsidere, der kørte for Jonathan Vaughters hold, som i dag går under navnet EF. For det andet fik de sejren, efter at løbets favorit, der havde direkte kurs mod en overlegen sejr, var styrtet, som det skete for Chris Froome i 2014 og for Primoz Roglic i 2020. Og for det tredje lykkedes det kun at tage sejren ved at gribe momentet langt udefra på en etape, hvor den nye førstemand ikke havde holdet til at kontrollere det hele, som det var tilfældet med Alberto Contador i 2014 og med Thibaut Pinot i 2020.

Jo mere man tænker over det, jo mere skræmmende er det næsten, hvor meget lighed der er mellem de to udgaver. Set i det lys må man næsten for Martinez håbe, at Vaughters ikke har givet ham Talanskys telefonnummer, for amerikanerens Tour i 2014 endte som en mindre katastrofe. Således var han så uforsigtig at deltage i en ligegyldig spurt på 7. etape, som endte med at sende ham i asfalten, og da han også røg i jorden på en nedkørsel dagen efter, var han så forslået, at han på en mindeværdig 11. etape grædende kæmpede sig i mål som allersidste mand, akkurat inden for tidsgrænsen. Og dagen efter udgik han af den Tour, han med sejren i Dauphiné pludselig var blevet en spændende outsider til.

Heldigvis skal Martinez være slemt uheldig for at lide samme kranke skæbne, og der er da også al mulig grund til at tro på en flot Tour for colombianeren. Ganske vist er han ikke et af de mange colombianske vidunderbørn, der har betaget os alle, så snart foden er sat på europæisk grund for første gang, men potentialet er alligevel stort.

Martinez har nemlig udviklet sig støt og roligt, siden han efter en lidt svær start i Europa for først Team Colombia og siden Wilier-mandskabet mod slutningen af 2017 pludselig i de italienske klassikere og senere i Tour of Turkey begyndte at vise, at man skulle holde øje med ham. Resultaterne var så overbevisende for den trods alt blot 21-årige Martinez, der blot var kommet til Europa i en meget ung alder af bare 18 år, at Vaugthers kom løbende med en kontrakt, og siden da har Martinez været en af de fremtidige stjerner på et EF-hold, der i stigende grad er blevet et colombiansk bjergforetagende.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Martinez’ udvikling har dog været lige så langsom i amerikansk som i colombiansk og italiensk stald. 2018 var pæn, men slet ikke noget, der skabte overskrifter i et land, der talte om Bernal, Quintana, Chaves, Lopez og Uran. Det var først, da han på sidste års kongeetape i Paris-Nice til slut kørte fra Miguel Angel Lopez og Simon Yates og tog en flot udbrudssejr, at han for alvor viste klassen i det lyserøde outfit, men desværre var resten af året ikke noget at skrive hjem om. Han skuffede gennem resten af foråret og måtte droppe Touren som følge af et styrt, og da han vendte tilbage, blev han syg, så han uforberedt stillede til start i en Vuelta, hvor han endte som ligegyldigt fyld.

Han nåede dog at bekræfte potentialet til allersidst, da han endte som nr. 2 bag Enric Mas i Tour of Guangxi, og det bragte ham heldigvis på ret kurs igen forud for 2020-sæsonen. Den kurs ser endda ud til at være helt rigtig, for Martinez har været en af den afbrudte sæsons helt store oplevelser.

Det startede allerede i februar i Tour Colombia. Her var det ganske vist Sergio Higuita, der løb med sejren på en rute, der passede bedre til den eksplosive holdkammerat, men Martinez var til gengæld i særklasse på løbets kongeetape, hvor han - trods et styrt tidligere i løbet - suverænt spurtede sig til sejr, efter at en vis Bernal på hele bjerget havde forsøgt ene mand at slide det uhyre stærke EF-kollektiv ned, altså uden held

Desværre blev det sidste optræden for Martinez, inden han ligesom alle andre colombianere blev spærret inde i sit hjem i Andesbjergene. Tilsyneladende lod han sig dog ikke slå ud af udsigten til mange uger bag husets fire vægge, for han må have været topmotiveret, da den colombianske regering åbnede døren for udendørs træning for landets professionelle cykelhelte. I hvert fald var det den bedste Martinez, vi nogensinde har set, som for nu en god uges tid siden sejrede i Dauphiné.

Det var nemlig første gang, Martinez var i stand til at klatre med de bedte på den store scene. Kongeetapesejren i Paris-Nice kom via et ganske vist meget stærkt udbrud, men her viste han - særligt med den flotte offensiv på sidste etape - at den overlegne styrke, han viste i Colombia i februar, vitterligt er udtryk for, at han har taget et nyt skridt og nu fremstår som den i hvert fald til denne Tour mest spændende af de tre EF-colombianere.

Det er der særligt to årsager til. For det første er Martinez en atypisk colombianer. Han kan nemlig også køre enkeltstart, som han senest viste med en 10. plads på enkeltstarten i den 2019-Vuelta, hvor han som sagt ellers var helt ligegyldigt fyld i resten af løbet. Dermed er han en af de få, der faktisk har 20. etape som et våben i ærmet, også selvom man ikke skal vente sig, at han kører lige op med Roglic eller Dumoulin.

For det andet er han på mange måder en slags colombiansk Buchmann. Begge startede de relativt tidligt, og for begge gjaldt det, at det var svært at være voldsomt ophidset over resultaterne i den første del af karrieren. Det gjaldt for Buchmann, indtil han efter en halvsløj Vuelta i 2018 pludselig kom blæsende ud til 2019-sæsonen med en forrygende sejr på Mallorca og derefter kørte som en motorcykel resten af året. Uden et dumt udbrud havde han som beskrevet i sin egen særskilte optakt andetsteds på siden formentlig vundet Dauphiné, og det satte ham som bekendt op til en 4. plads i Touren.

Kan I se lighederne? Hvem var det, der kørte en halvsløj Vuelta i 2019? Hvem var det, der kom blæsende ud til 2020 med en overlegen sejr i årets første internationale løb (i øvrigt efter at han havde vundet enkeltstarten og var blevet nr. 3 i linjeløbet ved de nationale mesterskaber)? Og hvem var det, der var med i kampen om sejren i Dauphiné og endda endte med at vinde løbet? Jo, det var såmænd Martinez. Og hvis vi fortsætter Buchmann-analogien, kan vi altså vente os, at Martinez i hvert fald kører med om podiet i Touren.

Det er jeg nu ikke så sikker på, at han gør. Dertil har han ikke vist samme overlegne styrke, som Buchmann gjorde for et år siden, og selvom han endte med at sejre i Dauphiné, var han på de fleste etaper en mand i overlevelsesmode. Dertil kommer, at Martinez stadig er helt uprøvet over tre uger, og hans generel store udsving og manglende stabilitet tilsiger, at det kan blive et problem - især når han allerede var så god midt i august.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

På den anden side er det indlysende, at niveauet nu er et helt andet, end det var i 2019. Det er også indlysende, at den bjergrige rute ligger godt til colombianeren, der som sagt tillige vil sætte store pris på den afsluttende enkeltstart, der er designet til en fyr som ham. Det er også indlysende, at EF har et af de suverænt stærkeste bjerghold, der om nogen kan sætte rav i den i bjergene. Og Martinez har én gang vist, at han ikke er bare for at gribe ud efter lykken fra distancen - en strategi, der kan være brugbar, hvis Ineos og Jumbo kigger lidt for meget på hinanden.

Det kunne pege i retning af, at det i hvert fald ikke er umuligt, at Martinez følger Buchmanns eksempel fra sidste år. Til gengæld må man håbe, at Vaughters svarer ”Andrew hvem?”, hvis colombianeren skulle formaste sig til at spørge, om Talanskys erfaringer med at køre Touren efter en overraskende Dauphiné-sejr. Følger han amerikanerens eksempel, bliver det nemlig i hvert fald ikke Martinez, der viser, at det kun er Sky/Ineos, der kan levere den historisk set meget vanskelige Dauphiné-Tour-double.

Guillaume Martin (*)

Som det fremgår af længden af disse optakter, er det ikke manglende skrivelyst, der præger denne optaktsskribent. Men skulle jeg alligevel blive ramt af et momentant anfald af dovenskab, var det uhyre let at hoppe over gærdet, hvor det er lavest, netop nu. Når man skal beskrive Guillaume Martin, er det nemlig uhyre nærliggende bare at kopiere det meste af smøren fra analyserne af Emanuel Buchmann og Daniel Martinez.

Martin er nemlig endnu et eksempel på, at det ikke er alle stortalenter, der flyver ud af kravlegården med samme fart som Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Mathieu van der Poel, Egan Bernal og alle de andre vidunderbørn. Nej, nogen skal bruge betydeligt længere tid på at modnes, og som tilfældet Buchmann viser, gælder det måske særligt for de store motorer, der også i et enkelt løb kan have lidt svært ved at komme i gang, men som til gengæld kan blive ved, ved og ved.

På mange måder er Martin en fransk pendant til Buchmann. Modsat tyskeren havde han nu allerede trukket en del overskrifter før den professionelle debut, der for en franskmand lidt usædvanligt fandt sted på det belgiske Wanty-mandskab. Selvom han altid fejlede i Tour de l’Avenir, betød en hel serie af flotte etapeløbsresultater nemlig, at han blev nævnt som en af de mulige kommende franske Tour-vindere - en liste, der dog er alt andet end kort.

Resultaterne var dog ikke noget, der skabte den helt store begejstring uden for hjemlandet, og i den professionelle karrieres første år, var det da også primært hans kandidatgrad i filosofi og store indsigt i Nietzsche, der gav ham adgang til overskrifterne. På cyklen kneb det til gengæld med for alvor at slå igennem, og præcis ligesom for Buchmann var det lidt halvkomisk at se, med hvor stor begejstring hans hold omtalte hans heroiske kamp for en lidt ligegyldig top 20-placering i de første Tour-optrædender i 2017 og 2018.

Ligesom Buchmann havde Martin altid det samme problem. Alt for ofte kunne motoren slet ikke blive varm, og det var ikke sjældent, at han faktisk blev sat af på bjergetapernes første bjerg, når der blev givet gas i jagten på at ramme udbruddet. Langsomt fik han det imidlertid bedre og bedre, og mod slutningen endte han ikke sjældent pænt langt fremme, selvom han først på dagen havde lignet en mand på vej mod deroute.

Som nævnt i beskrivelsen af tyskeren har Buchmanns karriere på mange måder fulgt et lignende mønster. Først en lidt sløv start på det professionelle liv, men da først motoren blev varm, var potentialet åbenlyst. Nu håber Martin, at han kan gøre tyskeren kunsten efter og vise, at hans karriere kan følge samme mønster, som vi ofte ser hos ham i det enkelte cykelløb.

Tegnene er ganske lovende. Efter den svære start blev Martin én af de mange, der tog et skridt frem efter den første grand tour, og i 2017 tiltrak han sig den første opmærksomhed, da han i efteråret vandt to korte etapeløb og i alt fire sejre på mindre end en uge. I 2018 gentog han kunsten i Circuit Cycliste Sarthe og viste med en 12. plads i Dauphiné for første gang, at han kunne være med i kampen om top 10 på WorldTouren. Og i 2019 kom så det foreløbige højdepunkt, da han efter to forgæves forsøg på at komme i top 20 med en 12. plads for første gang var med i kampen om Tourens top 10.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Alligevel var sidste års Tour ikke noget at skrive hjem om. Det var det heller ikke for Buchmann, da han i Vueltaen i 2018 end ikke kom i top 10, men skuffet måtte rejse hjem med en 11. plads. Til gengæld kom Buchmann flyvende ud til 2018-sæsonen, hvor han kørte som en motorcykel fra allerførste færd, inden gennembrudsåret kulminerede med en 4. plads i Touren.

Så markant har 2020 ikke været for Martin, men det føles alligevel lidt i samme retning. Motoren synes i hvert fald at være blevet varm og robust for franskmanden, der allerede fra første færd klart viste, at han har hævet sit niveau betydeligt hen over en vinter, der også førte ham hjem til hjemlandet hos Cofidis.

Han lagde ud med at levere et overbevisende indtryk i San Juan, hvor bjergene dog slet ikke passede den rene klatrer. Siden kørte han med om sejren i klassikerne i Drome-Ardeche, hvor han blev nr. 3 og 4, inden han trods tab i sidevinden og på enkeltstarten, sluttede Paris-Nice stærkt af på de to svære etaper.

Det er dog efter pausen, at han for alvor har vist, hvor langt han er kommet. Et aggressivt Mont Ventoux Challenge endte med en 3. plads, inden han på kongeetapen i Ain kørte fra en hel serie Tour-favoritter og endte som nr. 4 kun overgået af Primoz Roglic, Egan Bernal og Nairo Quintana trods et styrt på 1. etape, der havde kostet ham tid i klassementet. Den helt store kulmination kom så i Dauphiné, hvor han i et næsten fuldt Tour-felt slet og ret var en af de bedste med først en 4. plads i løbets vanskeligste bjergfinale og slutteligt en 3. plads i klassementet.

Trods det lovende forår var der næppe mange, der havde set, at Martin skulle køre med om sejren i Dauphiné så stærkt besat, at man kunne sende halvdelen af stjernerne til Månen, uden at det ville blive opdaget, at der manglede klasse i feltet. Det vidner om, at Martin har taget det skridt, Buchmann tog fra 2018 til 2019, præcis ét år senere end tyskeren, der fysisk er af en helt anden statur, men ellers på mange måder minder om franskmanden.

Derfor er der også grund til at holde øje med Martin. Som sagt er hans styrke motoren og holdbarheden, og det er som bekendt den, der skaber en god grand tour-rytter. Selvom vi har til gode at se ham køre med i front over tre uger, må Martin være typen, der mestrer netop den kunst.

Til gengæld har han også en gigantisk udfordring. Nok er Buchmann heller ikke tempospecialist, men alligevel hører lighederne med Martin op, når det handler om enkeltstarter. Måske skyldes den forskellen i statur, men desværre aspirerer Martin kraftigt til at være den ringeste temporytter blandt klassementsrytterne. Eksempelvis blev han nr. 80, 71 og 53 på sine tre WorldTour-enkeltstarter i 2019 og det endda på relativt kuperede ruter, hvor selv meget temposvage klatrere slog ham meget klart.

Heldigvis for Martin er årets rute i den sammenhæng en gave for ham. Enkeltstarterne er reduceret til en enkelt, og den slutter endda på et bjerg. Det får han ikke meget bedre, men alligevel vil han tabe så meget tid på de første 30 km, at han formentlig kan glemme alt om podiet.

Til gengæld burde resten af ruten passe ham. Fordelingen af bjerge ud over alle tre uger vil tiltale hans motor, og det samme vil de store bjergetaper med mange højdemeter i Alperne og de to store bjergfinaler på Grand Colombier, hvor han allerede imponerede i Ain, og Col de la Loze. Samtidig er han faktisk en ret eksplosiv fyr med et glimrende punch, og de mange etaper med lettere eller kortere målbjerge passer ham således også glimrende.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Naturligvis vinder Martin ikke Touren. Alene hans svage hold gør det til en fysisk umulighed, og det samme gør enkeltstarten. Det er imidlertid heller ikke ambitionen for den lille franskmand, for hvem en top 10 vil være en indfrielse af målet.

Alligevel kan han tillade sig at stræbe højere. Al erfaring viser, at der kan være meget god læring af at se, hvem der har kørt stærkt i foråret og her taget et skridt i forhold til sidste år. Det var det, Buchmann gjorde i 2019, og det er det, Martin har gjort i år. For tyskeren resulterede det i en 4. plads i Touren efter en klog og konservativ kørsel, der afveg fra hans ellers normalt aggressive natur. Den natur har Martin også, men kører han lige så klogt, som Buchmann gjorde for et år siden, er det ikke urimeligt at tro, at han kan komme tæt på det, Bora-kaptajnen leverede næste år. Og så kan jeg heldigvis bare kopiere min Buchmann-optakt til i år, når jeg til næste sommer skal beskrive Martin inden Touren i 2021.

Enric Mas (*)

Det gør næsten ondt at tænke på, at jeg for et år siden gav Enric Mas tre stjerner i min favoritvurdering inden Touren. Dengang lå cykelverdenen for fødderne af den spanske komet, der havde fået hele Cykelspanien til at drømme stort igen. Det har ellers været svært for de stakkels spaniere at finde meget håb for fremtiden, efterhånden som den gyldne generation med Alberto Contador, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez i stigende grad er blevet en del af historiebøgerne, samtidig med at talentmassen har været yderst begrænset for et land, der i kraft af de fire nævnte stjerner ellers var vant til år efter år at toppe nationernes verdensrangliste.

Det var de grå skyer, der pludselig blev opløst til fordel for en smuk opklaring en efterårssøndag i Madrid for nu snart to år siden. Den dag besteg 23-årige Mas nemlig Vueltaens podium som en samlet nr. 2. Nok blev han slået af Simon Yates, men bag sig havde han en Miguel Angel Lopez, der tidligere på året var kørt i top 3 i Giroen, en Steven Kruijswijk, der var blevet nr. 5 i Touren, og en Thibaut Pinot, der kørte som en motorcykel efterfølgende, hvor han i en fri rolle meget vel kunne være blevet verdensmester og tørre gulv med rivalerne i de italienske efterårsklassikere. Og det skete alt sammen i Mas’ blot anden grand tour og den første, hvor han havde satset på klassementet.

Nej, der syntes vitterligt ikke at være noget, der kunne stoppe det spanske vidunderbarn, der hurtigt blev udskreget til ”Den nye Contador” og også fik masser af ros af mesteren selv, hos hvis hold han havde trådt sine barnesko. Det var på baggrund af den udsigt, at jeg antog, at Mas i sidste års Tour nok engang kunne levere en lille sensation, for i en alder af 24 var der al mulig grund til at antage, at fremgangen var fortsat.

Det var imidlertid dengang. Siden da er der løbet meget vand gennem åen, og i dag taler ingen om Mas, når de nævner Tourens favoritter. Det gælder også mig, der først i allersidste øjeblik besluttede, at Mas alligevel fortjener den sidste plads på denne liste - og det er mere ud fra en betragtning om, at han har potentialet til at overraske mere end en forventning om, at han faktisk gør det.

Det startede egentlig allerede sidste forår, hvor Mas slet ikke viste de fornemme takter, han havde gjort tidligere. Det var imidlertid ikke helt uventet for en mand, der aldrig har haft ugelange etapeløb som sit speciale. Det var først under Touren, at det gik helt galt, men også det var der en god forklaring på. Mas blev nemlig syg undervejs, og til slut blev han i stedet reduceret til hjælper for Julian Alaphilippe, der højst overraskende førte løbet, og som han hjalp med at begrænse tabet på den katastrofale 20. etape.

Senere var der faktisk grund til en vis optimisme. Mas viste igen takter sidste på året med pæne præstationer i de italienske klassikere, selvom han er alt andet end endagsrytter, og han sluttede sæsonen af med at vinde WorldTour-løbet Tour of Guangxi foran Daniel Martinez, der i dag får langt større opmærksomhed end spanieren. Derfor var der egentlig grund til at have pæne forventninger forud for 2020-sæsonen, men desværre er det lys, der tændtes i efteråret, nu slukket så eftertrykkeligt, at der er blevet bælgmørkt.

Mas har nemlig været en skygge af sig selv i år. Allerede i foråret så det skidt ud, men dengang var han også ramt af sygdom, der i februar satte ham voldsomt tilbage. Langt mere kritisk er det, at han efter pausen først leverede en katastrofal indsats i Burgos og siden skuffede fælt i Dauphiné.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Det, der er mest bekymrende, er ikke så meget resultaterne. Snarere er det, at niveaufaldet er så tydeligt efter skiftet til Movistar. Det tidligere spanske storhold synes nemlig at være blevet forvandlet til et spansk fallitbo. På overfladen skyldes det holdets højst mærkværdige transferstrategi, der har renset truppen for topnavne og i stedet gjort den til et mærkeligt miskmask af unge, udenlandske ryttere, der bestemt ikke hører til de mest interessante på U23-scenen. Mere bekymrende er det dog, at holdet er blevet et sted, der efterhånden dræber de fleste talenter, og hvor Richard Carapaz i de senere år er den eneste undtagelse, der bekræfter reglen om, at et skifte til Movistar bare er en slemt dum ide.

Der kan spekuleres i, om det skyldes holdets gammeldags tilgang til træning, der blandt andet betyder, at fælles træningslejre traditionelt har været en by i Rusland for manager Eusebio Unzue, men sandt er det i hvert fald, at Mas føjer sig til listen over ryttere, der tilsyneladende er gået i stå i en stald, der ellers hhar vundet Touren med Pedro Delgado, Miguel Indurain og Oscar Pereiro, og som har været fast bestanddel af toppen af klassementet i grand tours i nu mange årtier.

Hvorfor nævner jeg ham så alligevel? Som sagt skyldes det overraskelsespotentialet mere end forventningerne til et godt resultat. Der var nemlig små lyspunkter for Mas mod slutningen af Dauphiné, hvor han så markant bedre ud på løbets sidste etape.

Det er næppe heller helt tilfældigt. Mas’ styrke er nemlig en gigantisk motor, der gør ham til den fødte grand tour-rytter. Vi så den allerede med den fremragende indsats på Vueltaens sidste store bjergetape til Angliru i 2017, hvor han endda gav sin mentor, Contador, en hånd undervejs på vej mod dennes sidste store sejr - noget, der var bemærkelsesværdigt i en grand tour-debut, præcis som det var bemærkelsesværdigt at Carapaz gjorde noget lignende i samme løbs sidste uge året forinden.

Det var dog særligt 2. pladsen i 2018, der viser, hvorfor Mas er den perfekte grand tour-rytter. Den blev nemlig opnået på en facon, der er yderst løfterig. Når man skal spotte de ryttere, der har grand tour-potentiale, er det mest afgørende egenskab nemlig evnen til at præstere i den tredje uge, og når man på de sidste 8 etaper kan avancere fra en 11. til en 2. plads, har man altså nogle helt særligt evner netop i den retning.

På den baggrund er det helt oplagt at sammenligne Mas med netop Carapaz. Begge kørte de nemlig en første grand tour uden fokus på klassementet og leverede så stærke præstationer i den tredje uge, at man måtte spærre øjne. I deres første forsøg på at køre klassement blev Mas nr. 2 og Carapaz nr. 4 - begge efter at have excelleret i løbets sidste del. Og som bekendt ved vi alle, hvordan det gik Carapaz, da han skulle forsøge sig for anden gang i Giroen sidste år.

Derfor skal man være varsom med at lægge alt for meget i Mas’ beskedne resultater i ugelange etapeløb eller klassikere. Det har aldrig været noget for hans motor og ser man bort fra hans sejr i sidste års trods svagt besatte løb i Kina, er hans bedste resultater i ugelange løb på WorldTouren en 4. plads i et historisk tyndt Tour de Suisse i 2018 og en 6. plads i Baskerlandet samme år. Netop sidstnævnte blev i øvrigt opnået efter en rusten start på løbet, hvor han blandt andet skulle hjælpe en atter eksploderet Alaphilippe, inden han på løbets afsluttende kongeetape kørte fra alt og alle og avancerede fra 12. til 6. pladsen - igen altså efter at motoren er blevet varm.

Nu kan man så håbe, at motoren med 10 løbsdage i benene efterhånden er ved at have nået i hvert fald stuetemperatur og ikke længere er så dybfrossen, som den hidtil har været. Er den det, er det slet ikke nogen dårligt Tour for en bjergrytter som Mas. Ganske vist havde han utvivlsomt foretrukket sig ruten fra 2019, hvor løbet reelt først startede på 13. etape, hvor hans dieselmotor kom til sin ret, men da bjergetaperne i løbets første ni dage er relativt lette, kan man håbe, at Mas kan komme frem til slagene i Massif-Central og Jura-bjergene på 13. og 15. etape uden alt for voldsomme tidstab.

Herfra burde der være rum til, at han kan gentage avancementet fra sin fantastiske Vuelta, hvor han som sagt fløj fra en plads uden for top 10 helt op på 2. pladsen i løbets døende dage - alt sammen kulminerende med etapesejren på løbets sidste bjergetape. Netop 13. og 15. etape er rigtige bjergetaper for en klatrer som ham, og det samme er de gigantiske dage i Alperne, ikke mindst den brutale bjergfinale på Col de la Loze.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Enkeltstarten er til gengæld lidt et mysterium. Her har han nemlig været meget svingende. I blandt andet Baskerlandet og Tour de Suisse i 2018 havde han det svært, men i sin fantastiske Vuelta blev han nr. 6 på en flad tonserrute foran flere specialister, og sidste år blev han i sin ellers ret ringe Tour faktisk nr. 9 på enkeltstarten, så han avancerede til en meget lovende 4. plads i klassementet, inden han altså bæev ramt af sygdom. Nok er hans enkeltstarter oftere ringe end gode, men på en rute som i Vogeserne og i slutningen af en grand tour kan 20. etape faktisk godt blive et våben.

Samtidig kan Mas lukrere på samme outsiderrolle som i 2018. Ingen taler om hverken ham eller et Movistar-mandskab, der har kurs mod den katastrofesæson, man kunne frygte efter den helt igennem besynderlige transferkampagne. Holdet synes totalt at have tabt modet efter en sæson, hvor de tre kaptajner har underpræsteret i fatal grad, hvor Alejandro Valverde endda taler om, at det er tid til snart at sætte cyklen i garagen, og hvor mere og mere taler for, at de håber på, at Vueltaen nok engang kan redde sæsonen.

Men måske kan Mas alligevel sørge for, at det sker allerede inden det store hjemmebaneløb. Kombinationen af et lyspunkt mod slutningen af Dauphiné, bevidstheden om at Mas som type kun præsterer i grand tours, og at han jo faktisk havde kørt sig i en gunstig position med en 4. plads i sidste års Tour inden sygdommen gør, at man i hvert fald kan tillade sig at håbe, at talentet, der nu er helt frigjort for pres, kan gentage kunststykket fra den Vuelta, der atter tændte lys i de spanske cykelfans’ nedtrykte øjne. Og gør han det, behøver det ikke længere at gøre ondt at tænke på, at han sidste år fik tre stjerner i disse optakter.

Holdoversigt

Det er en yderst svær opgave at barbere et spændende kandidatfelt ned til bare 15 navne. Således var særligt Sergio Higuita svær at vælge fra, ligesom en muligvis genfødt Ilnur Zakarin var i spil, og tidligere store navne som Romain Bardet, Richie Porte, Bauke Mollema og Warren Barguil blev også overvejet. For overblikkets skyld gennemgår vi herunder de øvrige ryttere, der på de enkelte hold kan tænkes at spille en rolle i klassementet.

Team INEOS: Mange taler naturligvis om Pavel Sivakov, der har kørt som en motorcykel siden corona-pausen og helt indlysende er et gigantisk grand tour-talent. Jeg tror imidlertid ikke, at der kan blive plads til at beskytte ham. Udover plan A, Egan Bernal, og plan B, Richard Carapaz, er han holdets eneste klatrer. Ineos skal vinde tid inden enkeltstarten, så det er dem, der skal lægge pres på i bjergene, Det kan næsten ikke undgås, at det bliver Sivakovs opgave, og han må derfor nok gemme egne ambitioner til en anden gang.

Team Jumbo-Visma: Det er klart, at George Bennett og Sepp Kuss har kørt som motorcykler siden pausen og er blandt løbets bedste klatrere. Rollefordelingen er imidlertid klar. De er her som hjælpere. De er samtidig skrøbelige typer - særligt Bennett, der har ry for at toppe for tidligt - og vil formentlig tage den med ro på de flade etaper.

BORA-hansgrohe: Det handler 110% om at få Buchmann på podiet. Det er klart, at Lennard Kämna er spændende efter et fornemt Dauphiné, men han er dels skrøbelig og ustabil, dels trods alt ikke god nok i bjergene til at satse på klassementet endnu. Han må være hjælper og mulig etapejæger, hvis Buchmanns skader viser sig for voldsomme. Gregor Mühlberger og Felix Grossschartner er ligeledes hjælpere og for svingende til at køre klassement, og Maximilian Schachmann kører rundt med et brækket kraveben.

AG2R La Mondiale: Det har været godt at se Romain Bardet rejse sig i Dauphiné, men desværre har han underpræsteret kronisk i 2019 og hele begyndelsen af 2020. Han ligner et af de talenter, der er gået i forfald omkring 30-årsalderen, og kan næppe køre med om podiet. Pierre Latour klatrer ikke godt nok til top 10 i dette selskab, men kan sagtens ende hæderligt, hvis han undgår for mange af sine offdays. Alexis Vuillermoz er tidligere kørt i top 15, men har ikke samme niveau længere, og Nans Peters har i år slet ikke kunnet bygge videre på det flotte 2019.

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe er den eneste, der muligvis kører klassement. Det gør Bob Jungels ikke længere, og det med god grund. Han klatrer nemlig slet ikke godt nok og er generelt en skygge af sig selv.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Groupama-FDJ: Hele holdet er bygget entydigt op om Pinot. Mange blikke er rettet mod guldfuglen David Gaudu, men sygdom har gjort ham meget formsvag, som vi så i Limousin. Holdet regner først med ham i anden halvdel. Sebastien Reichenbach viste igen i Dauphiné, at han er solid, men også han er hjælper. Det samme gælder for Rudy Molardd og Valentin Madouas, der tillige mere er puncheurs end klatrere.

Bahrain-McLaren: Hele holdet er bygget op om Landa. Lottokuponen Wout Poels har sendt lidt tvetydige meldinger, men udgangspunktet er, at han skal hjælpe og jagte etaper. Han har også været uhyre skuffende i år, er alt for svingende og ikke haft sit gamle niveau siden 2018. Damiano Caruso klatrede fremragende i Dauphiné, men også han er hjælper. Pello Bilbao blev ganske vist nr. 6 i Giroen i 2018, men i dette selskab er han som klatrer overmatchet.

EF Pro Cycling: Holdet har tre colombianske kaptajner, hvoraf jeg allerede har nævnt Martinez ovenfor. Sergio Higuita var nr. 16 på min liste, men han har ikke vist, at han kan klatre med de bedste i Europa endnu. Han skuffede meget i bjergene i Paris-Nice, og i sidste års Vuelta var han i de store finaler nogle niveauer under de bedste. Han styrtede i Dauphiné, men i lyset af de begrænsede skader var han for langt fra de bedste til, at man kan være alt for optimistisk. Rigoberto Uran har været i støt tilbagegang siden 2017 og synes ikke at have niveauet til podiet. Hugh Carthy kunne have været en uhyre interessant kandidat, men skulle have kørt Giro og var uhyre formsvag i Dauphiné. Meldingerne peger i retning af, at han jagter etaper. Tejay van Garderen er ikke længere god nok, og Neilson Powless er gået helt, helt i stå.

Team Arkea Samsic: Holdet er bygget op om Nairo Quintana, men Warren Barguil beskyttes også. Han er svær at blive klog på. Han har været under 2017-niveauet i lang tid, men han har altid været bedst i grand tours, som vi også så sidste år, hvor han endte som nr. 10. Det er muligt, at han igen kan snige sig i top 10. Holdets øvrige klatrere Diego Rosa, Dayer Quintana og Winner Anacona er rene hjælpere.

Movistar Team: Mas ligner bedste bud og er omtalt ovenfor. Alejandro Valverde har været en skygge af sig selv hele året og er selv ret nedslået over sit niveau, der måske kan række til top 10, men ikke meget mere. Marc Soler har været en katastrofe efter pausen og er en overraskelse i truppen, da han skulle have været Giro-kaptajn. Han ligner mere etapejæger end seriøs klassementsrytter.

Trek-Segafredo: Efter forberedelsesløbene står det endegyldigt klart, at Richie Porte har sagt farvel til sit tårnhøje topniveau. Samtidig er hans holdbarhed, der altid har været skrøbelig, forsvundet helt, og han kan få svært ved at gå i top 10, selvom han sikkert starter pænt. Evigt stabile Bauke Mollema er et ret godt top 10-bud, men han er til gengæld ikke podiekandidat.

CCC Team: Ilnur Zakarin kunne være en af løbets overraskelser. Han er gået totalt i stå, men hans sæsonstart i Emiraterne var uhyre løfterig. Til gengæld fik han sig en gigantisk lussing igen i Polen, og derfor er han ikke på listen. Etapesejren i Giroen sidste år viser dog, at topniveauet er der et sted. Det kan gå helt galt, men det kan også gå overraskende godt.

Cofidis: Martin er holdets eneste klassementsrytter. Jesus Herrada og Nicolas Edet, der længe havde kurs mod top 10 i sidste års Vuelta, er som klatrere overmatchet i dette selskab.

UAE-Team Emirates: Pogacar er holdets bedste bud. Efter de seneste løb står det nemlig helt klart, at Fabio Aru ikke bliver sig selv igen. Han kan ligesom sidste år gå i top 15, men mere end det ser svært ud. Davide Formolo har aldrig haft holdbarhed til etapeløb og skal hjælpe og jagte etaper. David de la Cruz skal det samme, da niveauet ikke er som i Quick-Step-tiden. Og Jan Polanc kan ikke køre klassement i dette selskab.

Astana Pro Team: Det handler 100% om Lopez. Ion Izagirre er faldet gevaldigt af på den siden sidste forår og er i forvejen ikke grand tour-rytter. Han får sin chance til Vueltaen. Alexey Lutsenko er efterhånden næsten blevet bjergrytter, men her skal han bare jagte etaper. Harold Tejada er for ung og har endnu ikke niveauet, og Gorka Izagirre klatrer ikke godt nok.

Lotto Soudal: Holdet har slet ikke klassementsambitioner, heller ikke med unge Steff Cras, der heller ikke klatrer godt nok.

Mitchelton-Scott: Holdet jagter officielt kun etaper, men som nævnt ovenfor kunne Yates meget vel være i gang med et bluffnummer. Esteban Chaves nåede lige at skabe håb i Burgos, men efter Polen kan vi konstatere, at han næppe nogensinde får holdbarheden igen efter kyssesygen. Gode, gamle Mikel Nieve gik ganske vist i top 10 i sidste års svagt besatte Vuelta, men her er han med sit nuværende niveau overmatchet.

Israel Start-Up Nation: Dan Martin er kommet pænt fra start for holdet, men han har ikke fordums styrke, og hans styrt i Dauphiné har sat ham meget tilbage. Det primære mål er etapesejre, men han udelukker ikke top 10, hvis han alligevel via udbrud ligger til mod slutningen. Ben Hermans blev i sidste øjeblik alligevel udtaget. Han skal primært hjælpe og jagte etaper, men kan måske med de rette udbrud gå i top 20. Krists Neilands er for svingende og ustabil.

Team Total Direct Energie: Holdet kører ikke klassement. Den eneste klatrertype er Lilian Calmejane, men han klatrer ikke godt nok, er faldet af på den og har tillige været skadet efter styrt.

NTT Pro Cycling: Holdet vil prøve at køre lidt klassement med Domenico Pozzovivo, men efter det grimme styrt sidste sommer har han ikke været på et niveau, der gør top 10 realistisk. Roman Kreuziger er i dag en skygge af sig selv og vil bare jagte etaper.

Team Sunweb: Holdet har slet ikke klassementsambitioner. Tiesj Benoot kunne sikkert køre top 20, men han vil tage sig sine fridage for at være frisk til klassikerne. Det samme vil formentlig stortalentet Marc Hirschi i sin grand tour-debut, men selvom han er puncheur og ikke klatrer, kan der sagtens vente en etapesejr på ham. Nicolas Roche er ikke længere god nok til klassementet i dette selskab.

B&B Hotels - Vital Concept: Pierre Rolland viste omsider lidt takter igen i Dauphiné, men han hader at køre klassement, vil slappe af på de flade etaper og vil kun jagte etaper. Quentin Pacher klatrer ikke godt nok, Maxime Chevalier er for ung og mangler alt for meget, og Cyril Gautier er faldet gevaldigt af på den.

Danskerne

Er man interesseret i de otte danskeres roller, vender jeg dem kort med Claus Elgaard på Radio4 torsdag mellem kl. 11 og 12.