Tour de France: Podiekandidaterne

Der findes vel ikke den cykelfan, der ikke har dunket hovedet ind i væggen af frustration. Nu havde vi i et lille år set frem til opgøret mellem de to supermandskaber fra Ineos og Jumbo-Visma anført af to kaptajntrioer, der tilsammen har stået for syv af de seneste ni grand tour-sejr, men sådan bliver det ikke. Først stod det klart, at Geraint Thomas og Chris Froome var så milevidt fra konkurrencedygtig form, at deltagelse ikke gav den store mening hverken for dem selv eller holdet, og siden måtte en uheldig Steven Kruijswijk melde forfald som følge af et af de mange styrt, der har præget den genstartede sæson.

Når skuffelsen har lagt sig, er der imidlertid stadig grund til at glæde sig. Som erstatning for Froome og Thomas kan vi nemlig glæde os over tilføjelsen af Richard Carapaz til feltet, og i lyset af de to britiske stjernes ringe form er det et bytte, man kun kan glæde sig over. Nu får vi ikke et opgør mellem to kaptajntrioer med sejre i syv af de seneste tre grand tours, men i stedet et opgør mellem to duoer, der tæller vinderne af alle sidste sæson tre store etapeløb og tillige kan mønstre en rytter, der i 2017 og 2018 opnåede én sejr og to andenpladser, de tre gange han kastede sig ud i et løb over tre uger. Og med tanke på Jumbos skræmmende styrke i de forløbne uger kan det for løbet være meget heldigt, at hollænderne med Kruijswijks exit er sat lidt tilbage.

Der er således stadig lagt op til et stort opgør mellem de to supermandskaber, men de skal passe på med ikke at kun at fokusere på hinanden. En alt for intens intern magtkamp kan nemlig udnyttes af den stjerneparade af rivaler, der vil være samlet i et felt, der som følge af corona-krisen og den ekstra betydning, det har givet Touren, vel er det stærkeste i mange år.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Faktisk bliver man næsten helt paf, når man går igennem startlisten. Blandt de fire stjerners rivaler finder vi således tidligere grand tour-vindere i form af Nairo Quintana, Alejandro Valverde og Fabio Aru. Dertil skal lægges Thibaut Pinot, Tadej Pogacar, Rigoberto Uran, Thomas de Gendt, Romain Bardet, Miguel Angel Lopez, Ilnur Zakarin, Mikel Landa, Esteban Chaves og Bauke Mollema, der alle har været på podiet, samt Emmanuel Buchmann, Tejay van Garderen, Robert Gesink, Pierre Rolland, Nicolas Roche, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Roman Kreuziger, Andrey Amador og Richie Porte, der alle kan prale af top 5-placeringer i de lange etapeløb. Og listen bliver længere, når man husker, at Wout Poels, Pello Bilbao, Ion Izagirre, Julian Alaphilippe, Michael Woods, Mikel Nieve, Damiano Caruso, Marc Soler, Pavel Sivakov, George Bennett, Davide Formolo, David de la Cruz, Dan Martin, Daniel Navarro og Warren Barguil alle kan se tilbage på én eller flere top 10-placeringer. Og så har vi endda slet ikke nævnt folk som Daniel Martinez, Sergio Higuita og Guillaume Martin, der alle har kurs mod et snarligt gennembrud i de lange etapeløb.

Naturligvis er det slet ikke alle de nævnte, der er ved fordums styrke, endsige har ambitioner i klassementet overhovedet. Alligevel fortæller det en lang historie om dybden i det felt, der de kommende tre uger skal slås om titlen som verdens bedste etapeløbsrytter. Det kan godt være, at corona-pausen har haft lige så ødelæggende konsekvenser for cykelsporten, som det har haft på det meste af resten af verden, men den har i hvert fald haft den gavnlige effekt, at man kan fodre svin med de stjerner, der har kurs mod Nice i disse dage. Og et så stjernebesat løb er præcis det, vi trænger til efter en lang og ørkesløs cykelfri periode.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

Tadej Pogacar (**)

I vidunderbørnenes tidsalder er det ikke let at være vidunderbarn. Hvordan får man eksempelvis opmærksomhed, når Remco Evenepoel vinder EM-guld, VM-sølv, sin første WorldTour-klassiker i sin debut og gør rent bord i alle årets etapeløb på et tidspunkt, hvor han knap skulle have fået studenterhuen på hovedet? Hvordan får man plads i overskrifterne, når Mathieu van der Poel i to af årets største klassikere leverer comebacks, som efterlader en hel cykelverden stum af beundring? Hvordan sikrer man sig omtalt, når Wout van Aert kommer tilbage efter et forfærdeligt styrt og efter corona-pausen nærmest gør rent bord, hver eneste gang han sætter et nummer på ryggen? Og hvad stiller man op over for journalister, der har travlt med at skrive om, at Egan Bernal er den yngste Tour-vinder i mere end 100 år?

Nej, det er ikke let at hitte rede i alle de vidunderbørn, der pibler frem i disse år, og derfor kommer man næsten helt til at glemme, at Slovenien også har fostret et sådant. Det vil imidlertid være helt urimeligt, for Tadej Pogacar er et vidunderbarn. Det kan godt være, at han trods Tour de l’Avenir-sejr i 2018 ikke skabte samme vanvittige hype, som Evenepoel og Bernal gjorde, inden de blev en del af WorldTouren, men til gengæld leverede Pogacar i sin debutsæson resultater, der i hvert fald kan beskrives som mindst lige så imponerende som dem, netop de to leverede i deres første år på højeste niveau.

Naturligvis kørte Pogacar med sine samlede sejre i Volta ao Algarve og Tour of California stærkt gennem hele året, men det var i Vueltaen, han skrev sig ind i historien som noget helt særligt. Prøv at granske hukommelsen i et forsøg på at huske, hvem der har vundet tre store bjergetaper i én grand tour. Har Chris Froome gjort det? Nej, ikke tre bjergetaper, selvom han vandt tre etaper i Touren i 2013. Jamen, så må Alberto Contador da have gjort det? Niks, selv i sin storhedstid lykkedes det aldrig spanieren at vinde mere end to etaper i ét og samme løb? Faktisk er det i de senere år kun Vincenzo Nibali, der ved sin altdominerende Tour-sejr i 2014 ikke blot vandt en stor etape i hver af løbets tre bjergkæder, men også vandt en meget lettere etape i England allerede i den første weekend.

Det fortæller alt om, hvilken vild bedrift Tadej Pogacar leverede i Spanien for et lille år siden. Og det bliver kun vildere, når man husker på, at det var slovenerens første grand tour i en alder af bare 20 år. Dertil kommer, at han endda toppede det hele med en samlet podieplads trods et stort tilbageslag som følge af et styrt på holdløbet på dag 1. Al erfaring viser, at det er næsten en umulighed at køre i top 3 i allerførste forsøg, og uden at have tjekket statistikken erindrer jeg på stående fod kun, at Andy Schleck i Giroen i 2007 i nyere tid har præsteret noget tilsvarende.

Det kom imidlertid slet ikke ud af det blå, at Pogacar kunne skabe noget særligt sidste efterår, for knap var han blevet en del af WorldTouren, før han satte verden i brand. Det skete, da han overspurtede Wout Poels og Enric Mas på toppen af Foia-stigningen i Volta ao Algarve, kørte en chokerende god enkeltstart 24 timer senere og slutteligt fornemt forsvarede sig mod en byge af angreb på kongeetapen, så han kunne ende som samlet vinder af sit første europæiske etapeløb foran to af sportens største navne.

Det kunne man måske have affejet med, at det var tidligt på sæsonen, men den teori gjorde fænomenet lynhurtigt til skamme. Det skete, da han i sit første europæiske WorldTour-løb, Baskerlandet Rundt, først blev nr. 5 på kongeetapen og siden sammen med Dan Martin, Adam Yates, Jakob Fuglsang og Ion Izagirre udgjorde den fantastiske kvintet, der fik skovlen under Emanuel Buchmann på den vilde sidste etape. Resultatet blev en samlet 6. plads, der kunne være blevet til meget mere, hvis ikke det havde været for et styrt på 3. etape. Efter en lidt skuffende ardennerkampagne, hvor han kom ned på jorden igen, viste han så atter, at han også er en vinder, da han tog sin første sejr i et WorldTour-etapeløb i Tour of California, som måske nok ikke er det stærkest besatte løb på kalenderen, men hvor han trods alt fik skovlen under store navne som Richie Porte, George Bennett og Rigoberto Uran samt kometen Sergio Higuita.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Den serie af resultater fik UAE til at ændre planer. Egentlig skulle han først have kørt en grand tour i 2020, men nu lugtede araberne blod, og Vuelta-debuten blev en realitet. Det var da også hurtigt indlysende, at Pogacar er gjort af præcis det stof, der skaber en grand tour-stjerne. Fra start var det nemlig et klart mønster, at han i sine etapeløb er blevet bedre og bedre undervejs. Det var tilfældet i Baskerlandet, hvor han var betydeligt bedre på den anden af de to svære etaper, og det var tilfældet i Californien, hvor han skuffede fælt i afslutningen på 2. etape, men endte med at sætte alle på plads på kongeetapen et par dage senere. I Tour de Slovenie talte han om dårlige ben de første dage, men endte med på kongeetapen vel at være bedste mand - dog desværre nu i rollen som hjælper for den førende Diego Ulissi. Og i selve Vueltaen var han temmelig rusten på de to første bjergafslutninger på Javalambre og Alto Mas de La Costa, indtil han fra kongeetapen til Andorra på niendedagen fik gang i motoren, avancerede fra 9. til 3. pladsen og vandt tre etaper.

Mønstret er fortsat i år. I Emiraterne i foråret fik Pogacar efter en suveræn samlet sejr i Valencia lidt overraskende prygl af Adam Yates på den første af de to bjergetaper, men da motoren var i gang, vandt han den sidst. Og i det netop afviklede Dauphiné var Pogacar en stor skuffelse i løbets første dage, indtil han tog tyren ved hornene på sidste etape, hvor han med samme offensive kørsel som på 20. etape i Vueltaen avancerede fra en 9. til en 4. plads.

Af samme grund har Pogacar også hidtil kun skuffet i endagsløbet, og han er ganske enkelt indbegrebet af en grand tour-rytter. Det gør ham selvsagt til en uhyre spændende Tour-kandidat, selvom hans lidt skuffende kørsel i Dauphiné fik hans stjerne til at falme gevaldigt hos mange iagttagere. Men tag ikke fejl! En grand tour er noget andet end et ugelangt etapeløb, og det er entydigt til Pogacars fordel.

Alligevel vil det være en overraskelse, hvis Pogacar vinder i første forsøg. For det første er det til klar ulempe, at bjergetaperne i år er spredt ud over alle tre uger. Der er i hvert fald ikke råd til at gentage Vueltaens rustne start, for den vil formentlig koste ham en podieplads i dette selskab. For det andet har vi nu både i Emiraterne og Dauphiné set, at han har det svært med varme, mens han til gengæld elsker regnen, og selvom han således vil have glæde af den nye kalender, kan enhver, der har kørt i Frankrig i disse uger, forvisse sig om, at det sagtens kan være glohedt i det store land. Uanset varmen var han tillige en anelse svingende i Vueltaen, og selvom han klarede de dårlige dage hæderligt, kan noget lignende blive dyrt i dette selskab.

Derudover er der enkeltstarten, der fortsat ikke er Pogacars force. Nok overraskede han stort på tidskørslen i Algarve for et år siden, men vi så i Vueltaen, at han har sine begrænsninger i disciplinen. Og hans choksejr for Primoz Roglic ved de slovenske mesterskaber siger ikke meget i denne sammenhæng, da der var tale om en bjergenkeltstart, hvor han derudover lukrerede på et helt fejlagtigt cykelvalg hos sin værste rival.

Endelig er der naturligvis holdet. Ligesom alle andre, der ikke kører for Jumbo eller Ineos, er det svært at se, at Pogacar skulle kunne forsvare en førertrøje mod de to magtbastioner. Truppen med Fabio Aru, Jan Polanc, en delvist genfødt David da la Cruz og en flyvende Davide Formolo, der dog har begrænsninger i de højre bjerge, er ganske vist ikke værst, men mod de store hold blegner den.

Pogacars mission er næppe heller at vinde løbet. Tværtimod insisterer UAE officielt på, at Aru er kaptajn, og at Pogacar slet ikke kører klassement. Det har sportsdirektør Alan Peiper og senere nu også hele holdet heldigvis indrømmet er noget sludder, og at de satser stort på deres slovenske guldfugl, men det vil være for tidligt at tro, at Pogacar vinder Touren.

Alligevel gør Ineos og Jumbo nok klogt i at notere sig rygnummeret på UAE-talentet. Når motoren er varm i den tredje uge, hvor løbet byder på tre voldsomme dage i Alperne, skal de i hvert fald ikke kigge alt for meget på hinanden. Vi ved nemlig, hvad der formentlig så sker. I den situation kan vi meget vel se en opportunistisk Pogacar atter tage tyren ved hornene og køre fra alt og alle, som han gjorde i de døende dage af Vueltaen sidste år. Gør han det, kan det godt være, at det alligevel ikke kun er Evenepoel og co., der får de store overskrifter i denne vidunderbørnenes tidsalder.

Miguel Angel Lopez (**)

“Det var ligegodt pokkers!” Sådan var der sikkert mange iagttagere, der udbrød, da en ung colombianer ved navn Miguel Angel Lopez knuste al modstand i Tour de l’Avenir i 2014, selvom hans eneste erfaring med internationale UCI-løb var et forudgående italiensk løb, som han slet ikke havde gennemført. ”Det var ligegodt pokkers!” var der sikkert også mange, der udbrød, da samme Lopez to år senere vandt Tour de Suisse, der er et af de absolut hårdeste ugelange etapeløb, i en alder af bare af 21. Og frasen blev helt sikkert gentaget over det meste af verden, da det colombianske stortalent året efter endelig brød igennem i den helt store offensiv, da han tre dage i træk slet og ret tørrede gulv med Chris Froome, Alberto Contador og alle de andre stjerner i Vueltaen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Sidstnævnte præstation fik mange cykelhjerner til at spekulere. Når han allerede nu så suverænt kunne sætte grand tour-kongen Froome til vægs ikke bare én, men hele tre gange på fem dage, kunne det blive til noget rigtigt stort. Faktisk så det dengang ikke ud til, at der var blot antydningen af begrænsninger på Lopez’ potentiale, og en stor del af Astana-holdets fremtid blev naturligt bygget op om den guldfugl, Alexandre Vinokourov havde vundet kampen om, da han pludselig var på alle læber efter l’Avenir-sejren i 2014.

Desværre skulle det vise sig, at der var grænser for Lopez’ potentiale. Nok kørte han på podiet i både Giroen og Vueltaen i 2018, og nok vandt han et stjernebesat Volta a Catalunya foran blandt andre Egan Bernal sidste år, men vi har aldrig igen set den Lopez, der chokerede en hel cykelverden på de spanske veje for nu tre år siden. Og da det sidste år blot blev til en 7. plads i Giroen og en 5. plads i Vueltaen, er det helt forståeligt, at den Tour-debut, mange har ventet på i de sidste mange år, slet ikke vækker samme interesse, som den havde gjort, hvis den var kommet i 2018 eller 2019.

Det er da også sandt, at Lopez ikke har nået de resultater, de fleste troede, men man skal være meget varsom med at afskrive det colombianske talent. Det er korrekt, at han aldrig fandt formen i sidste års Giro, hvor han mest af alt fik opmærksomhed for sin korporlige afstraffelse af en tankeløs fan. Men hans Vuelta-præstation var faktisk meget bedre, end den beskedne 5. plads antyder.

For en gangs skyld havde Lopez nemlig timet sin form. Colombianerens evige problem har nemlig været en rusten start, der har ført til tidlige dumme tidstab i samme takt, som Donald Trump tweeter, når han er i dårligt humør. Først i den anden og tredje uge har Lopez være i omdrejninger, og da har det ofte været for sent, men sådan var det ikke i Spanien for et år siden.

Nej, Lopez lagde flyvende fra land. Han imponerede allerede, da Astana lidt overraskende vandt holdløbet, og efter en gigantisk blunder på 2. etape svarede han stærkt igen, da han blev én af blot to ryttere i hele 2019 til at køre fra en frisk og rask Primoz Roglic på en stigning. Det skete med en storslået offensiv på første bjergetape til Javalambre, hvor han generobrede den tabte førertrøje, og minsandten om ikke han gjorde det igen et par dage senere på den brutale Andorra-etape

Desværre fik det en brat ende. Kort efter styrtede Lopez nemlig på den vanskelige grusvej, da et veritabelt uvejr ramte Pyrenæerne, og siden blev han aldrig sig selv igen. Alligevel kom han sig hæderligt i den tredje uge, hvor han angreb stærkt på løbets sidste bjergetaper, indtil han slutteligt betalte for sine anstrengelser.

Det vidner om, at Lopez’ topniveau fortsat er tårnhøjt. Det så vi også i det tidlige forår, hvor han i Algarve blev en af de få, der i år er kørt fra Remco Evenepoel på en stigning, da han suverænt sejrede på Algarves kongeetape. Endnu mere chokerende var det, at den temposvage colombianer dagen efter kørte sit livs enkeltstart og kørte i samme tid som specialisterne Maximilian Schachmann, Michal Kwiatkowski og Patrick Bevin på en flad tonserrute. Det indikerer, at en vinters målrettet arbejde på hans største svaghed har båret frugt, og at det ikke længere er en selvfølgelig, at han nødvendigvis vil bløde mange minutter, når denne Tour skal afgøres på 20. etape.

Mange er bekymrede for Lopez’ svage kørsel i optakten, men det skal man ikke nødvendigvis lade sig snyde af. Vi ved af erfaring, at Lopez forud for Vueltaen altid er helt væk i San Sebastian, inden han langsomt bliver bedre i Burgos. Præcis samme forløb har vi set her, hvor han fejlede fælt i Occitanie og på Ventoux, inden han stille og roligt blev bedre og bedre gennem et Dauphiné, hvor han endda greb ud efter den samlede sejr med en klassisk modig Lopez-offensiv på sidste etape.

Der er derfor berettiget grund til at tro, at Lopez er klar, når løbet starter i Nice i denne uge, men det er også påkrævet. Med en rute med svære etaper i den første uge er der ikke plads til en klassisk Lopez med dumme tidstab hist og her de første dage. Nej, vi skal se den Lopez, vi så i starten af Vueltaen sidste år. Gør vi det, har alle grund til at være bekymrede, især hvis hans enkeltstart virkelig er blevet så god, som Algarve indikerer.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Udover at være klar fra start har Lopez også den udfordring, at han kan vise et topniveau over alle tre uger. Det er nemlig aldrig lykkedes ham endnu, hvor han enten har været rusten fra start eller som i seneste Vuelta rusten til slut. Om han kan det, har vi stadig til gode at se.

Derudover er Lopez en kluddermikkel, der desværre alt for ofte har tendens til at styrte. Heldigvis kan han glæde sig over den tidlige udskilning, der vil gøre løbets start mindre stressende end vanligt. Dertil skal han undgå problemer i sidevinden, men her kan han glæde sig over, at det umiddelbart kun er 7., 10. og måske 11. etape, der har potentiale til at blive farlige i den sammenhæng.

Som for alle andre er der endelig naturligvis holdet. Astana er klart en af de stærkere trupper til bjergene, men noget Jumbo eller Ineos er det ikke, specielt nu hvor Alexey Lutsenko ikke har virket knivskarp, og Ion Izagirre har været en skygge af sig selv siden sidste års sejr i Baskerlandet. Som alle andre får Lopez uhyre svært ved at forsvare en førertrøje mod de to dominerende mandskaber.

På den anden side vil det også være uvant, hvis Lopez starter så stærkt, at det bliver et tema. Lopez har altid været bedst mod slutningen, og i denne uhyre bjergrige Tour, der næppe kunne være meget bedre for en fyr som ham, giver masser af mulighed for at slå til mod slutningen, særligt i Alperne. Lopez er kendt for sine storstilede angreb på den sidste bjergetape i grand tours, hvor han ofte har skullet hente den tid, han tabte i starten af løbet. Ser vi i Alperne den Lopez, der startede så stærkt i Vueltaen for et år siden, eller som var så imponerende i Algarve i februar, er der lagt op til en lignende offensiv om godt tre uger. Kigger Ineos og Jumbo lidt for meget på hinanden i deres interne magtspil, kan det meget vel være, at cykelverdenen nok engang vil udbryde et kollektivt ”Det var ligegodt pokkers!”

Mikel Landa (**)

Tør vi virkelig tro på det? At Mikel Landa kan stille til start i en grand tour, hvor han hele vejen igennem kan få lov til at køre sin helt egen chance? For en mand, der er blevet nr. 3 i Giroen og nr. 4 i Touren i rollen som hjælper for andre, burde det jo egentlig være en selvfølge, at holdene ville stå i kø for at give en chance som enerådig kaptajn, men af en eller anden grund synes stakkels Landas grand tour-karriere at være én stor forbandelse.

Det helt startede i 2015, hvor man i hvert fald forstod, hvis Landa var bare en lille smule bitter på Astanas sportsdirektør Giuseppe Martinelli. Her fik baskeren sit store gennembrud i Giro d’Italia og udmærkede sig i løbets anden halvdel som løbets stærkeste rytter. Trods et stort nederlag på enkeltstarten fik han endda mulighed for at gribe ud efter sejren ved flere lejligheder, specielt da Alberto Contador oplevede en sjælden krise på Colle delle Finestre bare 24 timer inden løbets afslutning. Astana-ledelsen havde imidlertid større interesse i at sikre den lokale helt Fabio Aru en plads på podiet og frarøvede Landa muligheden for at køre sin egen chance. Ingen kan være i tvivl om, at Landa var bedste mand mod slutningen af den 98. udgave af Giroen, og det er svært at benægte, at han i hvert fald havde haft en mulighed for at vinde, hvis blot tøjlerne var blevet sluppet, og den baskiske cirkushest havde fået lov at udfolde sig.

Kontroversen endte med en indlysende skilsmisse, men inden afgangen spillede Landa den helt afgørende rolle i at knække Tom Dumoulin og sikre Aru den samlede sejr i Vueltaen - i øvrigt efter at have vundet kongeetapen. Selvom han forud for løbet faktisk var blevet lovet sin egen chance og selv med dårlig kørsel i løbets første uge havde reduceret sig til en hjælperrolle, måtte han igen se sig henvist til en position som luksusløjtnant, efter at han i løbets anden halvdel havde fundet de ben, der kunne have gjort det muligt at vinde mere end blot den ene etape, det i sidste ende blev til. Til gengæld fik han med sin fantastiske kørsel for sin kaptajn bekræftet, hvad han havde vist i Giroen, og det var derfor ingen overraskelse, at selveste Sky kastede al deres støtte bag den baskiske superklatrer som manden, der kunne bryde det britiske mandskabs årelange forbandelse i Italiens største etapeløb, Giro d’Italia. Landa blev udpeget som kaptajn for verdens bedste etapeløbshold i sin første grand tour for sit nye mandskab.

Desværre gik det aldrig som ønsket. I 2016 blev han syg bare få timer efter, at han med sit livs enkeltstart for alvor havde indskrevet sig i kampen om den samlede sejr, og han måtte i stedet forlade Italien og forberede sig til Touren, hvor han aldrig fandt benene og endte som en temmelig anonym hjælper for Froome, der hjemførte karrierens tredje triumf i verdens største cykelløb. Også i 2017 regnede uheldene ned over Landa, der bare få kilometer inden løbets første alvorlige bjergudfordring på Blockhaus sammen med medkaptajnen Geraint Thomas bragede ned i asfalten og siden rullede over stregen som allersidste mand med endnu en knust klassementsdrøm som eneste minde fra det ublide møde med de italienske landeveje.

Modsat Thomas, der hurtigt rettede blikket mod Touren og derfor rejste hjem, viste Landa imidlertid storslået moral ved at rejse sig fra asken og vinde en stor bjergetape samt sikre sig bjergtrøjen. Faktisk kunne det meget vel være blevet til sejre på hele tre af de største dage i bjergene, hvis blot Landa havde udvist lidt større kølighed og ikke med temmelig naiv kørsel have ladet sig overspurte af først Vincenzo Nibali på kongeetapen og siden af Tejay van Garderen - to ryttere, der ikke just er kendt for eksplosion og spurtstyrke.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var dog et par uger senere, at Landa skulle opleve den følelse, der i højere grad end hans flotte sejre har kendetegnet hans ellers imponerende karriere. Det skete, da han atter stillede til start i Touren, hvor han var udset til at skulle hjælpe Froome til sin fjerde sejr. Med stor usikkerhed om formen havde Landa da heller ikke skyggen af personlige ambitioner, og han regnede med at skulle smide en del tid i den første uge, langsomt finde benene og til slut være til nytte i løbets anden halvdel.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Selvom han smed lidt sekunder væk hist og her i løbets første del, var han at finde på en samlet 9. plads, da feltet efter 11 dage ramte Pyrenæerne. Her opstod pludselig en helt uventet situation, da Froome oplevede en sjælden krise på den lille rampe op til målet på Peyragudes-etapen, hvor Landa efterfølgende fik en del kritik for i spurten ikke at have ventet på sin holdkammerat. Med ét opstod der derfor spekulationer om, hvorvidt Landa faktisk var stærkere end sin kaptajn, og da han den følgende dag som led i et taktisk spil blev sendt i offensiven sammen med de fallerede stjerner Alberto Contador og Nairo Quintana, avancerede han pludselig til 5. pladsen.

Resultatet blev, at Landa pludselig befandt sig i mediernes rampelys, og han måtte igen og igen forhold sig til, om han ville være lige så loyal over for Froome, som han havde været det for Aru i 2015, hvor sportsdirektørernes beslutninger nærmede sig det absurde. Dengang svigtede Landas loyalitet imidlertid ikke, og det gjorde den heller ikke i Frankrig. Froomes nedtur i Peyragudes var nemlig blot udtryk for en enkelt dårlig dag, og derfor stod både Sky og Landa til fulde bag deres kaptajn. Den baskiske løjtnant ventede endda på sin chef, da denne på 15. etape blev ramt af en punktering og gjorde igennem hele den sidste uge, præcis hvad han fik besked på. Da han efter at have braget sit livs enkeltstart af i Marseille på næstsidste etape og endte med at misse en podieplads med bare ét sekund, sluttede et ellers succesrigt løb med en bitter eftersmag for Landa, der ikke i momentet var skuffet - han havde som bekendt slet ikke haft ambitioner forud for løbet - men som i de følgende uger blev mere og mere frustreret over for anden gang i sin karriere at være blevet berøvet chancen for at vinde en grand tour.

Al spekulation om, hvorvidt Landa faktisk kunne have vundet i Paris, er naturligvis meningsløs, for det var kun på en enkelt etape, at baskeren var stærkere end sin kaptajn, og alene enkeltstarten havde været rigeligt til at sikre Froome den samlede triumf, selv hvis Landa havde været rival og ikke holdkammerat. Alligevel tændte oplevelsen en ild hos den uheldige baskere, der i en uventet aha-oplevelse havde indset, at han faktisk har en reel chance for at vinde verdens største cykelløb.

Landas låste rolle som den uheldige hjælperytter skabte en FreeLanda-bevægelse på sociale medier, som fik ny næring af klatreren selv, da denne annoncerede, at han aldrig igen ville risikere at befinde sig i en situation, hvor han skulle vente på en kaptajn i en grand tour. Derfor lå det i kortene, at han måtte væk fra Sky, men af samme grund var forundringen også enorm, da hans valg af ny arbejdsgiver faldt på Movistar, der i Nairo Quintana og Alejandro Valverde allerede havde to særdeles kapable grand tour-kaptajner. Endnu større var forbløffelsen, da Landa senere annoncerede, at han ikke som forventet ville gå efter en Giro-sejr, men lagde op til endnu en direkte konfrontation med sine holdkammerater ved sammen med begge medkaptajner at satse hele sæsonen på succes i Touren.

Den forventede konflikt blev der imidlertid ikke noget af. Det franske løb endte nemlig som en gedigen fiasko for det spanske storhold, og Landa må i dag stadig ærgre sig over, at et styrt på brostensetapen betød, at han aldrig fandt benene. Hverken Quintana eller Valverde var nemlig på toppen, så havde Landa været skadesfri, ville han faktisk have kunnet tage sin egen chance. Nu blev det i stedet blot til en 7. plads til en halvskadet Landa og dermed endnu en forspildt mulighed for den uheldige basker.

På baggrund af den endeløse serie af uheldige omstændigheder troede man derfor næsten ikke sine egne øjne i årets Giro. Her var Landa ellers for en gangs skyld den soleklare kaptajn, og selvom Richard Carapaz skulle nyde en vis beskyttelse som den erklærede plan B, var lederrollen ikke til diskussion. Men gudhjælpemig om Landa ikke endnu engang pludselig blev henvist til rollen som luksusslave, da Carapaz tog hele cykelverdenen på sengen og viste sig som løbets i særklasse stærkeste rytter. Og for at gøre ondt værre, endte Landa - formentlig delvist som følge af sit hjælpearbejde - atter på den utaknemmelige 4. plads.

Med andre ord er det endnu aldrig lykkedes for Landa at gennemføre en grand tour som den klare nr. 1. I 2016 sendte sygdom ham ud af Giroen, og da han sidste år endelig atter var en helt entydig førstemand i samme løb, blev han overskygget af en stærkere holdkammerat. Derfor tør man næsten ikke tro på, at Landa denne gang vitterligt får lov at teste sit potentiale uden interne kontroverser på holdet.

Nu burde den dog være god nok. Efter Wout Poels’ ringe kørsel i år er det i hvert fald svært at se, hvem på det ellers ganske stærke Bahrain-hold der skulle udgøre en trussel mod den kaptajnrolle, Landa da også blev lovet, da han forud for sæsonen blev hentet ind som Vincenzo Nibalis afløser. Denne gang begik han heller ikke samme dumhed som ved sine to forudgående holdskifter. Nej, nu sørgede han for at vælge et mandskab, der gennem helt loyalt har gjort det klart, at sæsonens altoverskyggende hovedmål er at vinde eller i hvert fald køre på podiet med den baskiske kaptajn i de kommende uger.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Begge dele kan dog blive svært. Landa har nemlig aldrig helt fundet de guddommelige ben, han havde i gennembrudsgiroen for fem år siden og delvist i Touren tre år senere. Derfor er hans stjerne da også famlet ganske kraftigt, men det vil nu være dumt at tro, at baskeren er et af de mange talenter, der er gået tidligt i forfald.

Nej, Landas niveau er stadig tårnhøjt. Det så vi i sidste års Giro, hvor han i perioder måske var løbets næststærkeste i bjergene, men slet og ret var overmatchet af holdkammeraten Carapaz, der nok engang lagde ham i en benlås. Og det så vi i indledningen af sidste års Tour, hvor Landa var ganske overbevisende i indledningen, indtil den hårde Giro-Tour-double alligevel viste sig lidt for voldsom mod løbets slutning - noget, der ikke blev hjulpet af det ærgerlige styrt i sidevinden på etapen til Albi.

I år har Landa ikke helt nået samme højder, men han har været skarp. Det var han allerede i Ruta del Sol i foråret, hvor han trods vejrtrækningsbesvær som følge af en ribbensskade, der endte med at koste ham deltagelsen i Paris-Nice, alligevel kørte lige op med Jakob Fuglsang på den indledende kongeetape. Efter pausen kom han lidt rustent i gang i Burgos, hvor han ventede for længe med at åbne op på 3. etape, men på 5. etape gjorde han det umulige, nemlig at køre fra Remco Evenepoel på en stigning!

Det burde egentlig bringe ham højt op i hierarkiet, men desværre skuffede han i et Dauphiné, hvor han ikke kunne gøre meget andet end at følge med og endda faldt helt sammen med krampe på sidste etape. Alligevel holdt han sig konstant til de bedste i et løb, der blev kørt så konservativt og dermed eksplosivt, at det slet ikke tiltalte en klassisk dieselklatrer som Landa.

Landa har altid været bedst i grand tours, hvor han har vist stor holdbarhed over alle tre uger, ikke mindst da hans motor i 2017 indbragte ham Tourens 4. plads, selvom han allerede havde Giroen i benene. Og skulle han nogensinde designe en Tour, der passede ham, må denne 2020-udgave være et godt bud. De mange bjergetaper med sjældent svære bjergfinaler er guf for en rigtig klatrer som ham, og han vil også glæde sig over, at vanskelighederne er fordelt over alle tre uger. Selvom man nok må frygte, at Poels ikke finder det tårnhøje topniveau, han tidligere har haft, er truppen med altid stabile og i Dauphiné meget velkørende Damiano Caruso, Pello Bilbao og en delvist genfødt Rafael Valls også et af de bedre mandskaber til at iscenesætte de modige angreb, Landa er kendt for.

Dem får han også brug for. Landa kan nemlig ikke køre enkeltstart, og han lærer det aldrig. Således var han i sidste års Giro allerede sat kraftigt tilbage, længe inden Carapaz viste, hvor god han virkelig var, ganske enkelt fordi han havde kørt to rædselsfulde enkeltstarter. Selvfølgelig hjælper det, at profilen for 20. etape er, som den er, men alene tidstabet her gør det svært at tro, at Landa i dette felt rent faktisk kan vinde løbet.

Det er nok heller ikke ambitionen. Den podieplads, et sølle sekund kostede ham for tre år siden, vil være rigeligt for baskeren til at indfri forventningerne. Skulle han vinde en grand tour, var chancen formentlig den berømte Giro i 2015, og nu er målet først og fremmest at se, hvor langt talentet egentlig rækker, når alle mand kører for ham. Hans kørsel i Bahrain-trøjen hidtil peger i retning af, at han har kurs mod at være en af løbets bedste bjergryttere, og denne gang er den vitterligt godt: Landa behøver ikke at knibe sig i armen for at forstå, at han denne gang har et helt hold til sin rådighed. Nu er det alene om til ham at vise, at den befriede Landa er så god, som hele FreeLanda-bevægelsen har troet og håbet.

Nairo Quintana (**)

For et halvt årti siden så det ud til, at det var helt uundgåeligt. Nairo Quintana ville blive den første colombianske Tour-vinder, og det eneste, der reelt var diskussion var, hvornår det ville ske. Ganske vist blev Chris Froome ved med at stå i vejen for det colombianske supertalent, men med en aldersforskel på 5 år havde Quintana jo masser af tid til at få skovlen under briten, der før eller siden måtte gå i forfald. Og da det i Vueltaen i 2016 endelig lykkedes ham faktisk at slå sin ærkerival, blev Den Gule Drøm, som han selv havde lanceret, for alvor vakt til live i det menneskehav af uhyre entusiastiske colombianske fans, der havde drømt om at erobre verdens største cykelløb, ikke mindst efter Luis Herrera i 1987 i Vueltaen blev landets første grand tour-vinder.

Nu står vi fire år efter Quintanas Vuelta-sejr foran Froome, og verden er en helt anden, end mange troede, og colombianerne drømte om. Det skulle blive unge Quintana og ikke gamle Froome, der gik først i forfald, og Quintana er allerede blevet Colombias cykelmæssige bedstefar, der er overhalet af mange af de colombianske supertalenter, landet sprøjter ud fra Andesbjergene som skidt fra en spædekalv. Og nej, Quintana blev slet ikke den første colombianske Tour-vinder, for det blev i stedet Egan Bernal, der for et år siden som den første sørgede for, at nationalhymnen gjaldende ud over Paris’ gader.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Hvornår startede nedturen? Det gjorde det vel i Giroen 2017, hvor Quintana stillede til start som storfavorit i et år, hvor han endda stræbte efter en Giro-Tour-double, men hvor han efter en fin start var bemærkelsesværdig tam i løbets tredje uge og i sidste ende måtte se sig slået af opkomlingen Tom Dumoulin. Få måneder senere gjorde det næsten ondt at se ham køre til Paris som en beskeden nr. 12, efter at hans forsøg på genrejsning med angreb i Alperne havde været næsten pinagtige at iagttage.

Tendensen er bare fortsat. I 2018 blev han nr. 10 i Touren og nr. 8 i Vueltaen, og sidste år var det kun marginalt bedre med en 8. plads i Touren og en 4. plads i en ellers svagt besat Vuelta, hvor han ovenikøbet vandt meget tid i sidevinden og ikke i sit foretrukne terræn i bjergene. Samtidig kom det til et opgør mellem ham og det Movistar-mandskab, der havde opfostret ham, og det stod hurtigt klart, at forholdet ikke stod til at redde. Skilsmissen var uundgåelig for Quintana, der havde brug for at trække stikket og starte forfra.

Desværre lignede det den totale deroute, da det blev det lille Arkea-mandskab, der højst overraskende sikrede sig hans underskrift. Erfaringerne med et skifte til netop dét mandskab var nemlig uhyre ringe for både Warren Barguil og André Greipel, der som de første stjerner var blevet hentet til Emanuel Huberts trup i forsøget på at skabe et WorldTour-hold. På den baggrund så det næsten ud til at være lige så sikkert, at Quintana stille og roligt ville gå i glemmebogen, som det var, at han før eller siden ville blive den første colombianske Tour-vinder.

Derfor var der også mange, der blev overraskede, da Quintana første gang iførte sig den røde trøje. Ét af de få temaer i den korte sæson inden corona-pausen var nemlig, hvordan den colombianske kondor pludselig var genfødt. Med ét lignede Quintana atter den gamle guldfugl, da han knuste al modstand med sande magtdemonstrationer på Mont Venoux i Tour de la Provence, på Col d’Eze i Haut-Var og slutteligt på Valdeblore la Colmiane i Paris-Nice den dag, hele cykelverdenen blev lukket definitivt ned.

Forventningerne til Quintana var derfor pludselig igen store, og mange talte pludselig om ham som manden, der måske kunne true det ventede opgør mellem Ineos og Jumbo. Sandheden er dog nok, at mange overfortolkede Quintanas præstationer, og i hvert fald prædikatet ”genfødsel” var uden historisk belæg.

Quintanas topniveau er nemlig aldrig blevet ringere. Mange glemmer således, at han nu to år i træk har vundet Tourens kongeetape, og mens det i 2019 skete via et langt udbrud, skete det for to år siden ved, at han slet og ret kørte fra alle de andre favoritter. Mange glemmer også, at Quintana i 2018 leverede en gedigen magtdemonstration i stil med gamle dage på kongeetapen i Tour de Suisse.

Mest glemmer mange dog, at Quintana altid har kørt stærkt i foråret. I 2018 leverede han og Alejandro Valverde således en overlegen dobbeltsejr i Catalonien, men mest markant var det i 2019. Her kørte han lige op med Egan Bernal på kongeetapen i Paris-Nice, inden han på sidste etape iværksatte en storslået offensiv fra distancen, hvor han pressede det stærke Sky-mandskab betydeligt. Og kort efter var han og Bernal atter så lige i Catalonien, at deres interne magtkamp endte med at betyde, at det i stedet var Miguel Angel Lopez, som løb med sejren.

I det lys var det vel snarere forventeligt, at Quintana også var flyvende dette forår. Denne gang blev det bare meget mere tydeligt, fordi det også resulterede i sejre i felter, der i lyset af Thibaut Pinots ringe vinterform var langt svagere, end det var tilfældet i 2019, hvor det som nævnt var en formstærk Bernal, han kæmpede med. Og Quintana var som bekendt også ganske stærk i indledningen af sidste års Vuelta, hvor han to gange kørte sig i førertrøjen og vandt en etape undervejs.

Nej, det er ikke topniveauet, den er gal med. Det er i stedet holdbarheden, og det er egentlig et sjovt forhold. Tidligere var det ellers netop den, der var Quintanas store styrke. Således har han taget begge sine grand tour-sejre med storslåede offensiver i løbets anden halvdel, og både i 2013 og 2015 kunne han i Touren endda presse Froome betydeligt i den tredje uge efter at være blevet slået klart af briten i den første del.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Den holdbarhed er forsvundet som dug for solen. Nu om dage svinger Quintanas niveau, som en vimpel i en dansk efterårsstorm, og der kan være gigantiske forskelle på hans niveau fra den ene dag til den anden. Det har vi set i forbindelse med de to foregående års kongeetapesejre, der er blevet omgivet af svage præstationer med et ringe klassementsresultat som udbytte, og det har vi set i sidste års Vuelta, hvor alle hans comebacks hurtigt blev efterfulgt af nye nedture.

Desværre er der intet, der tyder på, at det har ændret sig. Efter corona-pausen var han nemlig også meget svingende. Han skuffede fælt på Ventoux, men rejste sig som nærmeste rival til Roglic og Bernal i Ain. I Dauphiné kom han godt fra start, men blev progressivt ringere og ringere, indtil han faldt helt sammen på en sidste etape, han endte med at udgå af med henvisning til knæsmerter stammende fra det styrt, der i midten af juli kostede ham knap ti dages træning.

Quintanas stjerne er da også dalet voldsomt i den brede offentlighed. Vi har set, at den overmenneskelige Quintana fra foråret er mere menneskelig, når rivalerne er af en anden kaliber, og vi har set, at intet tyder på, at hans holdbarhed er forbedret i forhold til de senere år. Derfor kan man frygte, at det ender som endnu en nedtur, når Tour-feltet ruller til Paris om tre uger.

Alligevel er Quintana en af løbets profiler. Han er en af de få, der har topniveauet til at true de bedste i bjergene, og skulle han rent faktisk være i stand til at holde det hele vejen, som han gjorde i de gode, gamle dage, kommer han langt. Aldrig nogensinde har en ren klatrer som Quintana nemlig haft en så fordelagtig rute med så mange bjergetaper og særligt svære bjergfinaler på Col de la Loze og Grand Colombier, hvor de stejle procenter vil tiltale colombianeren.

Selv hvis Quintana er sit gamle holdbare selv igen, er der dog meget, der kan gå galt. Efter nogle år med en lille forbedring er han nemlig blevet den svage temporytter, han også var ved karrierens start. Således har han blødt urimeligt tid på sine seneste grand tour-enkeltstarter, senest i Vueltaen, hvor han startede i førertrøjen, men endte dagen som nr. 4 i klassementet efter at være blevet slået klart af alle sine værste rivaler. Og intet taler for, at det er blevet bedre efter skiftet til et Arkea-mandskab, der slet ikke har Movistars traditioner i disciplinen.

For det andet er der holdet. Nok har han i Warren Barguil faktisk en af løbets bedste løjtnanter - i hvert fald hvis franskmanden genfinder takterne fra sidste års 10. plads - men resten af mandskabet er ikke på niveau med det, vi finder hos hovedparten af rivalerne, i hvert fald ikke med de præstationer Winner Anacona og Dayer Quintana har leveret hidtil i år. Med tanke på enkeltstarten skal Quintana i offensiven, som han heldigvis heller ikke er bange for, når han har sin bedste form og føler overskud, men den støtte, der skal iscenesætte ham, mangler. Og skulle han ende i førertrøjen, er det meget svært at se Arkea forsvare sig mod stormagterne Ineos og Jumbo.

Nej, Quintanas flotte resultater i foråret skruede nok forventninger op til noget, de ikke kunne bære, og det kunne man med lidt indsigt i hans nyere historik se allerede dengang. Drømmen om at blive den første colombianske Tour-vinder er allerede væk, men heldigvis er Quintana stadig en klasserytter, for hvem et hattrick af kongeetapesejre bestemt er inden for mulighedernes grænser. Et samlet topresultat bliver det - uden uheld - formentlig også til, som det er blevet det i stort set alle de grand tours, han har kørt. Men skal han for alvor genstarte de drømme, alle colombianere nærede efter Tour-gennembruddet i 2013, er der brug for at genfinde den holdbarhed, der forsvandt et eller andet sted i Italien under Giroen for tre år siden. Desværre synes tampen ikke umiddelbart at brænde.