Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de France: Ruten, etaper og etapeprofiler

Tour de France: Ruten, etaper og etapeprofiler

25. juni 2021 17:55Foto: Sirotti

Efter nogle år, hvor innovation og nytænkning har været dagens orden, enkeltstarter er blevet reduceret til et minimum, og sprinterne har følt sig overset, vender Tour de France tilbage til traditionerne. I 2021 er der lagt op til en helt klassisk 108. udgave, der følger det mønster, vi kendte fra gamle dage, og som først og fremmest skiller sig ud ved to relativt lange og flade enkeltstarter og det største antal sprinteretaper i flere år, men også en bjergmenu, som bestemt ikke kan karakteriseres som let. Nedenfor giver Feltet.dk en detaljeret analyse af d 21 etaper.

Annonce

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

 

Kan I huske dengang løbsdirektøren for Tour de France hed Jean-Marie Leblanc? Det var dengang Tour-ruten altid fulgte et helt klassisk mønster. En prolog skød showet i gang, hvorefter der fulgte en næsten helt flad første uge, gerne med et holdløb undervejs, hvor sprinterne kunne kæmpe om trøjen via de 20, 12 og 6 bonussekunder, der lå på målstregen. Senere i løbet fulgte oftest to flade enkeltstarter på ca. 50 km, den første efter en uges tid og den anden på næstsidste dag, og i den anden og tredje uge lå de to bjergblokke i hhv. Pyrenæerne og Alperne. Naturligvis var der afvigelser, men grundskitsen var i alt væsentligt den samme.

 

Det betød også, at vinderen oftest var den alsidige type, som en grand tour jo i sin essens er skabt til at hylde. Således blev løbet i årene mellem 1989 og 1997 altid vundet af en rytter, der også kørte med om sejren på enkeltstarterne, og efter at Marco Pantani brød trenden, fulgte syv år, hvor Lance Armstrong var en om muligt endnu mere komplet vinder en gennemsnittet. Klatrerne var ganske vist med i kampen om sejren, når temposvage folk som Richard Virenque, Pantani, Fernando Escartin og Joseba Beloki kunne gå på podiet, men det var de mere alsidige folk, der løb med den gule trøje.

 

Det føles allerede som en menneskealder siden. Siden Christian Prudhomme i 2008 overtog ansvaret, er Tour-ruten blevet helt anderledes. Den nye chef har ikke kunnet skjule sin foragt for enkeltstarter, og nærmest helt systematisk har han skåret antallet af enkeltstartskilometer så meget ned, at der i de senere år kun har været én enkeltstart over kun ca. 30 km. Holdløbet er blevet en sjældenhed, og når det optræder, er det i en betydeligt kortere version end tidligere. Verden er vendt på hovedet, og i dag fremstår Touren ofte som den mindst enkeltstartstunge af de tre grand tours.

 

Samtidig er ruten blevet mere varieret. Det er ellers lidt af en opgave i et land, hvor geografien slet ikke er så alsidig som i Italien og Spanien, der byder på svære stigninger i det meste af landet. I Frankrig findes det mest interessante terræn koncentreret i nogle afkroge, mens det meste af den nordlige del af landet, hvor første uge ofte køres, er pandekageflad. Løsningen på den udfordring har været at opfinde flere puncheuretaper tidligt i løbet, bruge brostenene i Nordfrankrig oftere samt i stigende grad af gøre brug af de mindre bjergkæder Vogeserne, Jura-bjergene og Massif Central.

 

Det har ikke ændret på, at vinderen ofte har været en komplet rytter, men Carlos Sastre, Andy Schleck og Egan Bernal har vist, at man i den nye virkelighed godt kan vinde løbet, selvom man ikke er en stor temporytter. Samtidig har de fleste af de komplette ryttere, der har vundet, nemlig Alberto Contador, Cadel Evans, Chris Froome, Geraint Thomas og Tadej Pogacar (der dog stadig har til gode definitivt at bevise sine tempoevner på en mere klassisk enkeltstart i Tour-sammenhæng), alle klatret så godt, at de enten har vundet eller været meget tæt på at vinde bjergetaper også. Kun én gang, nemlig i 2012, eksperimenterede Prudhomme med en tilbagevenden til et mere klassisk format, og det gav mulighed for sejr til Bradley Wiggins, der på mere gammeldags maner kunne grundlægge triumfen primært i kraft af sine tempoevner.

 

Efter otte års klatrefest har Prudhomme besluttet, at det i 2021 er tid til at vende tilbage til traditionerne. Havde de ikke været vidt forskellige af statur, vil man nok kunne tro, at Leblanc og ikke Prudhomme fortsat er løbsdirektør, og at årstallet er 2001 og ikke 2021, når der i de kommende tre uger for 108. gang bydes på fransk cykelfest. På næsten alle parametre er årets udgave af verdens største cykelløb nemlig så klassisk, at den sagtens kunne være kørt for 20 år siden.

 

Mest markant er det, at de to lange og relativt flade enkeltstarter vender tilbage. Nej, vi er ikke i nærheden af de mere end 100 km kamp mod uret, der var normen under Leblanc, og nok er der hverken nogen prolog eller et holdløb, men med i alt 58 km ensom kamp mod uret i rigtigt specialistterræn er der tale om klart mest tempotunge menu siden Wiggins-triumfen i 2012. Nok kan sprinterne ikke kæmpe med om førertrøjen i et løb med færre bonussekunder end tidligere, men de har al mulig grund til at slikke sig om munden ved udsigt til et løb, der byder på ikke færre end otte potentielle massespurt. Og nok er distancerne stadig ikke som i 1990erne, men løbet byder alligevel på to i moderne Tour-sammenhæng usædvanligt lange etaper, herunder ikke mindst en næsten 250 km lang 7. etape, som er den længste i løbet siden år 2000.

 

Også løbets opbygning vil få Leblanc til at føle, at han stadig står i spidsen for løbet. Ser man bort fra den indledende weekend, har man undgået fristelsen til at lede efter overraskelser i den første uge i Nordfrankrig, der tværtimod har udsigt til at blive den sprinterfestival, vi kendte fra tidligere. Højdepunktet for klassementsrytterne er igen en tidlig enkeltstart, der kommer allerede på 5. etape, inden der venter de to helt klassiske bjergblokke i Alperne i slutningen af den første uge og i Pyrenæerne, hvor man tilbringer både den næstsidste weekend og det meste af den tredje uge. Sprinterne vil juble over, at rejsen mellem de to bjergkæder går uden om Massif-Central og holder sig til den helt flade - men ofte uhyre blæsende - del af Sydfrankrig, og eneste lille afstikker fra fladlandet er den helt traditionelle afstikker til Mont Ventoux, der ligger som en ensom gigant i det franske fladland. Det hele slutter helt traditionelt med en fredag, der byder på en flad transportetape og sprintergeneralprøve frem mod Paris i Bordeaux-området, en afgørende lørdag med en flad enkeltstart og slutteligt den traditionelle paradeetape med målet på Chams-Elysèes, hvor en flytning af målstregen dog alligevel bryder en anelse med traditionerne til allersidst.

 

Det er klart, at særligt to ryttergrupper har jublet over dette design. Mens et stort antal rene klatrere løb skrigende væk og rettede blikket mod Giroen i stedet, godtede Primoz Roglic, Geraint Thomas og Tadej Pogacar sig over en rute, der hylder alsidigheden mere end klatreevnerne. Samtidig kunne de mange sprintere, der i 2020 blev fravalgt til en historisk sprinterfjendtlig udgave, ikke skjule en begejstring, der er blevet omsat i et felt, hvor betydeligt flere hold vil stille til start med et fokus på spurterne.

 

Det er dog ikke alle klatrere, der som Egan Bernal, Emanuel Buchmann, Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Hugh Carthy og Mikel Landa rettede blikket andetsteds hen, og bjergrytterne kan da også sagtens se lyspunkter. Leblanc var bestemt ikke bange for at designe svære bjergetaper, og Prudhomme er i denne ”Tour de France Classic” også gået i forgængerens fodspor.

 

Det starter allerede i Alperne. Ofte har man været forsigtige med at gøre de første bjergetaper alt for vanskelige, men den forsigtighed er kastet overbord i denne tempotunge udgave. Løbets anden weekenden byder nemlig først på en tilbagevenden til den svære finale med Col de Romme og Col de la Colombiere, og selvom der ikke er mål på toppen, og besøget i 2018 endte som en tam fuser, ved vi fra 2009, hvor Contador og Schleck-brødrene udkæmpede en mindeværdig duel, at den for Alperne uhyre stejle dobbeltstigning har masser af potentiale til at skabe forskelle. Lidt vanskeligere kan det måske blive om søndagen, hvor den alenlange opkørsel til skisportsbyen Tignes, der som bekendt udgik under den jordskredsmartrede etape i 2019, bestemt ikke sportens vanskeligste, men undgår vi modvind, skal den bestemt ikke undervurderes, når den kommer som afslutning på en kort og intens etape med knap 5000 højdemeter.

 

Klatrerne skal bestemt heller ikke ærgre sig over, at udfordringerne mellem Alperne og Pyrenæerne kommer i form af Mont Ventoux og ikke Massif-Central, der trods alt ikke kan skabe samme forskel som Det Skaldede Bjerg i Provence. Efter en hviledag og en flad etape skal rytterne endda ikke bare én, men to gange over den mytiske gigant - den ene gang dog fra den noget blødere Sault-side, hvor der mest af alt skal varmes op til den stejle og klassiske opkørsel via Bedoin. For første gang siden 1994 er der dog ikke mål på toppen, men med kun en hurtig nedkørsel efterfølgende er der al mulig grund til at tro, at klatrerne vil gribe en af deres bedste chancer i løbet.

 

De bedste muligheder venter dog fortsat i en meget svær udgave af Pyrenæerne, hvor der denne gang skal køres ikke færre end fem etaper. De første tre af slagsen er dog næppe altafgørende. På løbets næstsidste lørdag lægges der ud med en blød opvarmningsetape, der er skabt til udbrud, inden det næste klassementsslag venter om søndagen i Andorra, hvor Tourens tag på Port Envalira i mere end 2400 m højde nås. Her er det dog kun en kort, stejl stigning i finalen, der for alvor vil kunne skabe forskelle, og efter en hviledag vil vi næppe se angreb på tirsdagens etape, der nok byder på tre af Pyrenæernes mest klassiske bjerge, men også en lang, flad finale.

 

Det er onsdag og torsdag, at slaget skal slås, men her er mulighederne også store, når der bydes på to meget svære målbjerge. Det starter med løbets kongeetape, der er en tro kopi af den spektakulære 65 km lange etape fra 2018 med den tilføjelse, at man har klistret knap 120 flade kilometer på som opvarmning. Herefter venter de samme tre vanskelige bjerge som for tre år siden, hvoraf den sværeste udfordring er en uhyre imødeset tilbagevenden til det meget stejle og ganske høje Col de Portet, hvor drømmen om en femte Tour-sejr definitivt knustes for Chris Froome i 2018. Dagen efter venter endnu en oplagt chance for klatrerne, når vi kan se frem til et gensyn med den kombination af Tourmalet og Luz-Ardiden, der skabte en af de mest mindeværdige Tour-etaper i 2003, da Lance Armstrong fik en pose lidt for tæt på sit styr, inden han knuste al modstand på en af Pyrenæernes sværere målstigninger. Derefter må klatrerne håb, at de har nok i banken til at modstå truslen over den godt 30 km lange enkeltstart i Bordeaux’ fladland på den næstsidste lørdag.

 

Det er en hård menu for sprinterne, men de har heldigvis en grund til at kæmpe sig igennem bjergene. Efter den første weekend er første uge en sand sprinterfest, og da det kun sjældent blæser kraftigt i Nordfrankrig om sommeren, er der lagt op til massespurter både mandag, tirsdag og torsdag, hvor kun onsdagens enkeltstart bryder monotonien. Også i den anden uge er der dømt sprinterfest med flade etaper både tirsdag, torsdag og fredag - alt sammen adskilt af besøget på Ventoux - men her finder de to sidstnævnte sted i det mistralramte område, hvor vi i både 2019 og 2020 var vidner til store sidevindsdramaer. Den slags får vi næppe i den tredje uge i mere vindstille betingelser, hvor sprinterne kan se frem til mulige chancer på den sidste fredag og søndag, hvis ikke man igen ser, at de trætte sprinterhold misser muligheden på løbets tredjesidste dag.

 

Det er nu ikke alt, der er klassisk. Den første weekend er nemlig alt andet end traditionel. I stedet for den planlagte Tour-åbning i Danmark, der med en prologagtig enkeltstart og to flade etaper var helt i Leblancs ånd, tilgodeser de første to etaper nemlig de puncheurs, som ellers ofte forbigås helt i Tour de France. Ikke blot får de deres første chance siden 2008, hvor Alejandro Valverde sejrede, og 2011, hvor Philippe Gilbert var i særklasse, for at køre sig til den første gule trøje på en 3 km lang bakke i Bretagne, der venter endda en revanchemulighed om søndagen, hvor der for fjerde gang på 11 år lægges op til et opgør på den ikoniske Mur-de-Bretagne, der før har været dyr for nogle enkelte favoritter. I det hele taget er de første fire dage på Bretagnes snørklede veje et helvede for et nervøst Tour-felt, og der vil være mange, der vil være rystende nervøse for at være sat helt ud af spillet, allerede inden bjergene melder sig på 8. etape.

 

Når sprintere, puncheurs og temporyttere skal juble, og bjergetaperne er relativt mange, er det klart, at nogle må være tabere. Det er løbets klassiske udbrydere, der ellers var stærkt begunstiget i 2020, men som i 2021 atter må sande, at Touren er den sværeste grand tour for deres ryttertype. Kun tre etaper lægger for alvor op til udbrud - udover at flere af de store bjergetaper naturligvis vil blive vundet fra udbrud - og af disse er der endda en betydelig sandsynlighed for, at 7. etapes 250 km lange maraton med afslutning i Massif-Centrals bakker er udset som mulighed for et angreb på en sen mur fra Julian Alaphilippe eller en reduceret massespurt for folk som Peter Sagan, Michael Matthews, Mathieu van der Poel og Wout van Aert. Til gengæld kan de så glæde sig over, at de to bløde dage i Pyrenæerne på 14. og 16. etape har et design, der burde gøre dem til realistiske mål for et meget bredt spektrum af ryttere.

 

Og på mange måder er det jo passende. Frankrigs meget opdelte geografi har altid betydet, at der er færre mellemetaper i Touren end i Giroen og Vueltaen. Derfor har en klassisk udgave af Tour de France som regel budt på to relativt flade enkeltstarter, et hav af sprinteretaper og nogle meget svære dage i Alperne og Pyrenæerne. Det manuskript er blevet brudt i de seneste år, men 2021 bliver året, hvor alsidigheden hyldes, og verdens cykelnostalgikere vil føle, at tiden pludselig er skruet 20 år tilbage.

 

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.
 

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

1. etape, lørdag d. 26. juni: Brest - Landerneau, 197,5 km

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det snarere været undtagelsen, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. I stedet har sprinterne kunnet spurte om sejren i seks af de seneste otte udgaver, hvor kun to er indledt med en enkeltstart, men i år sker der noget nyt. For første gang siden 2011, hvor Philippe Gilbert spurtede sig til sejr på toppen af den lille Mont des Alouttes, er der nemlig lagt op til, at en puncheur skal iføre sig den første gule trøje, når den cykelgale Bretagne-region indleder en weekendlang puncheurfest med en uhyre imødeset og meget spektakulær afslutning på en 3 km lang bakke i Landerneau, der vil give Gilbert-typerne den gyldne mulighed, klassikerstjernen greb så flot i sin drømmesæson for 10 år siden.

 

Touren er ikke bange for lange åbningsetaper, og sådan er det bestemt heller ikke i år, hvor der skal køres ikke færre end 197,8 km mellem Brest og Landerneau, der begge ligger i cykelregionen Bretagne. Området er kendt for sine snoede, smalle og kuperede veje, der går op og ned hele vejen, og det kommer man bestemt til at mærke på denne store sløjfe, som bringer feltet mod syd og tilbage til Landernau, der ligger bare få kilometer fra startbyen. Fra begyndelsen går det allerede op og ned, mens man kører mod sydøst frem til kategori 4.stigningen Cote de Trebeolin (900 m, 5,1%), der er en relativt jævn stigning med top efter 8,6 km. Herfra fortsætter man mod sydøst ned langt kysten på en strækning, der kun er let kuperet, indtil man drejer mod syd for at passe kategori 4-stigningen Cote de Rosnoën (3,0 km, 4,0%), som er en helt jævn opkørsel med top efter 27,2 km.

 

Nu fortsætter det småkuperede, mens man kører mod vest hen langs kysten, inden man skærer tværs gennem en halvø mod syd for siden at følge kystvejen mod sydøst. Man fortsætter nu videre mod sydøst væk fra vandet af et let stigende stykke, som leder frem til kategori 3-stigningen Cote de Locronan (900, 9,3%), der er en jævn og stejl myr med top efter 61,5 km. Nu kører man fladt mod syd på et plateau, inden en nedkørsel leder ned til den store by Quimper, som nås efter 78,7 km.

Quimper markerer etapens sydligste punkt, og herfra vender man rundt for via et let stigende stykke at køre mod nordøst tilbage op på plateauet. Det er relativt fladt og følges mod nord og nordvest, indtil en nedkørsel leder mod nordvest og nord. Nu drejer man mod nordøst ind på kategori 4-stigningen Cote de Stang Ar Garront (2,0 km, 3,4%), der bare er en jævn og let opkørsel med top efter 115,0 km, hvorefter det småkuperede terræn fortsætter, mens man kører mod nordøst, øst og nord frem til byen Brasparts, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 135,1 km. Den er ganske let stigende over de sidste to kilometer og følger en temmelig snoet vej over de sidste 1200 m.

 

Efter spurten indledes finalen, når man rammer etapens sværeste stykke. Det stiger mod nord op ad en bakke (4,2 km, 3,1%), inden det falder mod vest. Nu drejer man mod nord ind på kategori 4-stigningen Cote de Saint-Rivoal (2,5 km, 3,9%), der er helt jævn og har top efter 150,7 km, inden det går mod sydvest og syd ad først en nedkørsel og siden en bakke. En længere nedkørsel og en lille bakke fører nu mod vest og nord frem til Saint-Eloy, som passeres med 27,3 km igen.

 

Nu består resten af etapen af tre bakker og nedkørsler, der kommer trip-trap-træsko uden fladland imellem dem. Det falder først mod nord, inden det går mod nordvest op ad en bakke (2,1 km, 5,1%) med top 18,8 km fra stregen. En nedkørsel leder mod sydvest, inden man kører mod nordvest op ad endnu en bakke (1,1 km, 4,5%), som har top med 12,8 km. Herefter forsætter det med at stige mod nordvest, inden det falder videre mod nordvest ad en relativt lige vej til byen Landerneau, hvor der venter et par flade kilometer.

 

Nede i byens centrum vender man med det samme rundt for at køre mod sydøst ud af byen og op ad kategori 3-stigningen Cote de la Fosse aux Loups (3,0 km, 5,7%), på hvis top der er mål. Den er klart sværest i bunden, hvor de første to 500 m-segmenter stiger med hhv. 9,4% og 8,2%), inden de næste 500 m er lidt lettere med 6,8%. Den sidste halvdel er helt anderledes, og de sidste tre 500 m-segmenter stiger således blot med hhv. 3,5%, 4,8% og slutteligt 1,2%. Passagen ind gennem byen er slet ikke teknisk, men der er en rundkørsel og to skarpe sving lige i bunden af bakken, hvorefter det går ad en næsten lige vej op til mål, idet den bugter sig ind på den 600 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2785 højdemeter.

 

I de seneste 10 år har sprinterne og tempospecialisterne fordelt den gule trøje mellem sig, men i år bliver det anderledes. Lige siden rutepræsentationen i november har der været megen snak om denne finale, der er et stort mål for de fleste af feltets bedste puncheurs, som får en måske helt unik mulighed for at iføre sig den prestigiøse gule trøje. Særligt de tre tenorer, Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Julian Alaphilippe, har slikket sig om munden, men også klassementsrytterne Primoz Roglic og Tadej Pogacar kan måske drømme om at jagte bonussekunder. For alle favoritterne venter dog mest af alt en rædselsfuld og uhyre stressende dag på de snoede og smalle bretonske veje, hvor styrt synes uundgåelige, og hvor vind endda kan bidrage til at gøre en i forvejen nervøs dag nærmest ulidelig.

 

Landerneau har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape, søndag d. 27. juni: Perros-Guirec - Mur-de-Bretagne Guerlédan, 183,5 km

I forhold til Giroen og Vueltaen er Touren bestemt ikke en fest for puncheurs, og de eksplosive afsluttere har som regel ikke meget at komme efter i verdens største cykelløb. Derfor er årets udgave helt unik, for ikke blot får de en chance for at jagte den første gule trøje - minsandten om ikke der er chance for revanche bare 24 timer senere. Det sker, når feltet bydes på et med spænding imødeset gensyn med Bretagnes mest kendte stigning, Mur-de-Bretagne, der har været rammen om fascinerende finaler tre gange i det seneste årti, og som modsat 1. etapes afslutning er så svær, at også klassementsrytterne skal holde sig vågne for ikke at tabe tid på en dag, der appellerer mere til lettere typer end den foregående dags blødere målbakke. Det kræver dog, at de kommer sikkert igennem en nervøs dag ved den bretonske kyst, hvor vinden før har raset.

 

I alt skal der tilbagelægges 183,5 km mellem Perros-Guirec og Mur-de-Bretagne Guerlédan, og for anden dag i træk finder hele etapen sted i det cykelgale Bretagne. Denne gang er etapen knap så kuperet som den foregående, da man for det meste holder sig ved kysten, og faktisk følges kystvejen på store dele af etapens første halvdel. Fra start kører man mod sydvest ad den flade kystvej, inden man kortvarigt kører mod sydøst ind i landet til byen Lannion, inden det går mod nordøst tilbage til kysten. Her drejer man med det samme mod syd for at køre væk fra vandet, inden det går mod øst af en let kuperet vej tilbage til vandet, der nås igen i byen Paimpol efter 67,0.

 

Nu kører man over den følgende strækning mod sydøst ned langs vandet. Fladt er det dog ikke, da man med det samme skal over kategori 4-stigningen Cote de Sainte-Barbe (900 m, 6,6%), der er en jævn stigning med top efter 72,8 km. Herfra går det videre gennem fladlandet frem til Plouha, hvor dagens spurt kommer efter 85,0 km for enden af en lang og flad vej helt uden sene sving. Fladlandet fortsætter, selvom man drejer mod syd ad kystvejen, indtil man fortsætter op over kategori 4-stigningen Cote de Pordic (3,1 km, 3,2%), der er en jævn og let opkørsel med top efter 103,2 km.

 

Nu forlader man langt om længe vandet, når et kort, fladt stykke leder mod syd ned til den store by, Saint-Brieuc, i hvis centrum man skal over kategori 4-stigningen Cote de Saint-Brieuc (1,0 km, 8,0%), som er en helt jævn og stejl stigning med top efter 115,2 km. Den leder op til et relativt fladt og kun let stigende plateau, som følges mod syd og senere sydvest frem til byen Saint-Hervé, der nås efter 147,9 km. Retningen ændres ikke, men herefter bliver det mere kuperet, når man skal ned, op og ned, inden man når frem til udkanten af målbyen Mur-de-Bretagne.

 

Her indledes finalen, når man kører mod vest og nord ind gennem centrum via kategori 4-stigningen Cote du village de Mur-de-Bretagne (1,6 km, 4,1%), der er en jævn opkørsel med top efter 165,2 km. På toppen er der kun en ultrakort nedkørsel, inden man kører mod nord op ad målbakken Mur-de-Bretagne (2,0, 6,9%), der er i kategori 3, og på hvis top stregen krydses efter 168,2 km i forbindelse med en bonusspurt.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 15,3 km lang rundstrækning, der er ganske enkel. Det gør først ned og op (1,4 km, 5,5%) ad en lige vej mod nord, inden man drejer mod sydøst og syd for at følge en nedkørsel, der mest af alt går ad en lige vej. I bunden drejer man med 3,7 km igen mod vest for at køre ad et kort først og fladt og siden let stigende stykke frem til bunden af målbakken. I bunden er der et skarpt sving, og derefter går det ad en lige vej mod nord op til toppen ad stigningen (2,0 km, 6,9%), der igen er i kategori 3. Den er klart stejlest i bunden med to 500 m-segmenter med hhv. 10,1% og 9,5%, inden den flader ud med to tilsvarende stykker på bare hhv. 5,5% og 2,4%. Den lige vej er 6 m bred og bugter sig let ind på den 300 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2154 højdemeter.

 

Dette er fjerde besøg på 11 år, og dermed har afslutningen på Mur-de-Bretagne allerede udviklet sig til lidt af en nyklassiker. Den er betydeligt vanskeligere end 1. etapes målbakke, og her er der en reel chance for, at favoritterne kan tabe tid. Det så vi med Andy Schleck i 2011 og senest med Chris Froome i 2018, hvor kraftig modvind ellers gjorde det svært at gøre forskelle. Chancen for en spurt blandt puncheurs og klassementsryttere på toppen er stor, men faktisk har vi kun haft en sådan afslutning i 2011. I 2015 og 2018 lykkedes det hhv. Alexis Vuillermoz og Dan Martin at køre væk forinden, og det viser, at det bestemt er muligt for de mest eksplosive folk at gøre en reel forskel på dagen, hvor klassementsrytterne for første gang skal vise en smule af deres niveau - hvis altså ikke de forinden er kommet til kort i den sidevind, der kan martre den bretonske kyst.

 

Mur-de-Bretagne blev senest besøgt i 2018, hvor Dan Martin var snu at udnytte lidt stilstand efter en hård føring fra Richie Porte til at snige sig væk og vinde med 1 sekunder ned til en jagtende Pierre Latour og 3 sekunder ned til 14 mand, hvis spurt vandtes af Alejandro Valverde, og som manglede Chris Frooome og Warren Barguil, der tabte hhv. 5 og 8 sekunder til rivalerne. Et lignende scenarium så vi i 2015, hvor Alexis Vuillermoz med et smart angreb på den flade del af stigningen sneg sig væk og tog karrierens største sejr med 5 sekunder ned til Martin, der kørte væk til en andenplads foran Alejandro Valverde, der slog Peter Sagan i spurten i en gruppe på 29 mand. I 2011 spurtede 9 mand om sejren, og her slog Cadel Evans akkurat Alberto Contador på målfoto, mens Thor Hushovd overgik alle forventninger ved at sidde hos favoritterne og forsvare førertrøjen. Året efter vandt Reinardt van Rensburg en Tour de Bretagne-etape på stigningen.

 

 

 

 

 

3. etape, mandag d. 28. juni: Lorient - Pontiny, 182,9 km

Det kan godt være, at sprinterne langt fra altid kan jagte den gule trøje, men de kan i det mindste næsten altid glæde sig over en sprinteretape allerede i den første weekend. I år er den helt usædvanligt overladt til puncheurtyperne, og derfor må de sejrshungrende sprintere vente helt til tredjedagen, inden de kan se frem til den første chance. Den indleder til gengæld også en herlig sprinterfestival i første uge, men inden de kan kaste sig ud i den første massespurt, skal de sikkert igennem endnu en dag i Bretagne, hvor snoede og kuperede veje sammen med mulig blæst og regn kan gøre det hele meget mere dramatisk, end de kunne ønske sig.

 

I alt skal der køres 182,9 km mellem Lorient og Pontiny, og igen er der tale om en etape, der afvikles på bretonsk jord. Startbyen er en af Bretagnes store havnebyer, og den første del af etapen kan derfor blive meget nervøs, når man kører mod sydøst ned lang den flade kystvej til byen Carnac, som nås efter 30,0 km. Her følger man kortvarigt kysten vider mod nordøst og skal blandt andet over en bro, inden man kører mod nord videre langs vandet frem til byen Auray, som passerer efter 48,9 helt flade kilometer.

 

Nu forlader man lang om længe vandet for at køre mod nordøst, øst og igen nordøst gennem kun ganske, ganske let kuperet terræn. En nedkørsel leder nu ned til bunden af en af Bretagnes mest berømte stigninger, nemlig kategori 4-stigningen Cote de Cadoudal (1,7 km, 6,3%) i byen Plumelec, hvor Alejandro Valverde kørte sig i gult i 2008, hvor Peter Sagan blev europamester i 2016, og hvor der altid er mål i GP de Plumelec. Der er tale om en relativt jævn stigning, der dog har 500 m med 8,3% inden 200 lette meter til sidst frem mod toppen, som rundes efter 91,1 km.

 

Nu bliver det igen ganske let, når et let faldende stykke leder mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad en bakke frem til byen La Fourchette, hvor dagens spurt kommer efter 118,3 km som afslutning på en helt flad og lige vej. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod sydvest, inden det går småkuperet mod nordvest frem til kategori 4-stigningen Cote de Plumelieau (2,2 km, 3,1%), der bare er en let og jævn opkørsel med top efter 148,6 km. Nu er det bare småkuperet, mens man forsætter mod nordvest, inden man drejer mod nord ad en let stigende vej. Med 8,3 km igen begynder det at falde ad en småsnoet vej mod nordvest ned til Pontiny, hvor de sidste 3 km er helt flade, men tekniske. Først drejer man med 2,8 km blødt til venstre hen langs en flod, der med 1300 m igen passeres via to hurtige sving lige i rap. Nu går det mod syd ned langs den modsatte bred, inden man drejer til venstre i en rundkørsel ind på den 1400 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1539 højdemeter.

 

Vinden og de snoede veje kan altid være en trussel i Bretagne, og der venter derfor endnu en nervøs dag. Hvis ikke vinden raser, bør en massespurt dog være stensikker i denne sprinternes første store chance, og med en 1400 m lang og bred opløbsstrækning er der lagt op til en sand boulevardspurt for dem, der kan holde sig fremme i den tekniske inde i centrum af Pontiny.

 

Pontiny har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

4. etape, tirsdag d. 29. juni: Redon - Fougères, 150,4 km

Sprinterne skulle vente lidt på deres første chance, men nu går der til gengæld ren sprinterfestival i den. Allerede tirsdag venter således den anden chance på en kort og helt flad etape, der er den fjerde i Bretagne, men som indleder rejsen mod Alperne. Som en helt klassiske udgave af første uges flade transportetaper lægger den i den grad op til en let stigende massespurt, men selvom Nordfrankrig ikke er så blæsende om sommeren som i foråret, ved alle, at vind også kan være en trussel på denne tid af året.

 

I alt skal der køres helt beskedne 150,4 km, som fører feltet fra Redon til Fougères. Nok går det lidt op og ned det meste af dagen, men ikke nok til, at man har kunnet finde én eneste bjergspurt, og det er derfor retningen og ikke terrænet, der er interessant. Indledningsvis kører man mod nordøst igennem fladlandet, indtil man efter 56,0 lette kilometer, når frem til byen Janzé. Her drejer man mod nord for at følge en næsten helt lige vej frem til byen Liffré, der passerer efter 86,7 km kort efter etapens midtpunkt.

 

Nu følger endnu en retningsændring, når man rammer en lige vej, som leder mod sydøst ned til byen Vitré, der er kendt fra løbet Route Adelié de Vitré, og som efter 114,4 km er rammen om dagens spurt, der denne gang stiger let med 1,4 over den sidste kilometer, som går via en vej med en relativt kraftig kurve 300 m fra stregen. Umiddelbart herefter drejer man mord nordøst for at følge en relativt lige og stadig flad vej frem til La-Cimette, hvor man med 8,1 km drejer mod nordvest. Nu går det ad en lige vej ind mod målbyen, hvor man med 2,9 km igen drejer til venstre i en rundkørsel. Med 1900 m igen skal man lige igennem endnu en rundkørsel, og derefter følger med 900 m igen et højresving i en sidste rundkørsel og dernæst et blødt venstresving, der leder ind på den 800 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, som bugter sig let og først lader målstregen komme til syne på de sidste 50 m. De sidste 800 m stiger let med 2,0%.

 

Etapen byder på i alt 1354 højdemeter.

 

Årets løb er karakteriseret som særligt sprintervenligt, og det er denne etape et godt eksempel på. Således kan vi få to mulige udfald, nemlig en sand langgaber, der ender i en til gengæld fascinerende massespurt, eller et sidevindsdrama. Nordfrankrig byder dog sjælden på sidevind om sommeren, og det ligner derfor en stille dag, inden sprinterne skal slås om det i en lidt mere kringlet og stigende finale, der stiller større krav til positionering end 3. etapes afslutning.

 

Fougères var senest målby i 2015, hvor det i tredje forsøg endelig lykkedes for Mark Cavendish at få skovlen under André Greipel i en massespurt, der havde Peter Sagan som nr. 3. Tour de Bretagne var forbi i 2017, hvor Andrea Vendrame slog Elie Gesbert i en tomandsspurt, mens en vis Julian Alaphilippe i 2013 vandt en massespurt i byen i selvsamme løb. I 2009 tog Julien Fouchard en udbrudssejr i samme løb, efter at Jean Zen havde gjort det samme i 2006.

 

 

 

 

 

 

5. etape, onsdag d. 30. juni: Changé - Laval, 27,2 km enkeltstart

Da ruten blev præsenteret i november, var det næsten to flade etaper, der fik allermest opmærksomhed. For første gang siden 2012 bydes der nemlig på to flade enkeltstarter af en pæn længde, og de har tilsammen fået flere klatrere til at løbe skrigende bort. For andre er de derimod en gave, og særligt Geraint Thomas, Primoz Roglic og Tadej Pogacar ser frem til at give de rene klatrere et sandt nyrestød allerede på femtedagen, hvor den første af de to nøgleetaper melder sig. Helt fladt er terrænet ikke, men det er slet ikke vanskeligt nok til at besvære mange af specialisterne, der kan se frem til løbets letteste enkeltstart siden 2017. De drømmer alle om at tage en af løbets mest prestigiøse sejre på en dag, der dog først og fremmest bliver helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

 

I alt skal der køres 27,2 km mellem Changé og Laval i Mayenne-regionen, der er hjemsted for FDJ-chefen, Marc Madiot. Starten er måske den vanskeligste, da de første 2 km er stigende og går mod nord, herunder med 5,2% over den sidste kilometer frem mod toppen. Herefter falder det let mod nord frem til Saint-Germain-le-Fouilloux, hvor man efter 4,7 km drejer mod sydøst og senere nordøst for ad en let faldende og flad vej at køre frem til den første mellemtid, der tages efter 8,8 km.

 

Efter tidstjekket fortsætter man mod sydøst ad et 2,1 km langt og let stigende stykke, inden det igen bliver let faldende eller fladt, når man kører mod sydøst og syd ad en teknisk ukompliceret vej, som leder frem til den anden mellemtid, der er placeret efter 17,2 km.

 

Kort efter venter tre hurtige sving ind gennem byen Bonchamp-les-Laval, hvorefter en lige og flad vej leder mod sydvest ind til centrum af Laval. Her venter en teknisk afslutning, hvor man drejer med 4400, 4000 og 3100 m igen, inden der venter tre sving lige i rap med 2200 m til stregen. De næste 300 m stiger med 5,3%, hvorefter det stiger let mod nordvest, mens der er yderligere fire sving lige i rap med 1500 m til mål. Derefter får det lige frem til den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er flad, mens man følger en bugtende vej, der afsluttes med et sving i en rundkørsel og et skarpt højresving, der leder ind på den bare 100 m lange og 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 304 højdemeter.

 

Det er ikke uden grund, at specialisterne slikker sig om munden. Ganske vist er der skam bakker undervejs på en rute, der bestemt ikke er helt flad, men de er både bløde og korte. Mest af alt består etapen af relativt lige veje, der er skabt til specialisterne og ikke byder på mange tekniske udfordringer. De kommer dog til sidst, hvor turen ind gennem Laval er meget kringlet, og dermed handler det trods alt ikke udelukkende om watt på denne helt afgørende etape i kampen om den samlede sejr.

 

Tour de France havde senest mål i Laval helt tilbage i 1999, hvor Tom Steels vandt en massespurt foran Erik Zabel og Stuart O’Grady og dermed to sin anden sejr i træk. I cykelmæssig sammenhæng er byen dog kendt som centrum for Boucles de la Mayenne, der altid slutter i byen, hvor de seneste vindere er Arnaud Demare (2021), Bryan Coquard (2019), Nacer Bouhanni (2018), Mathieu van der Poel (2017), Tom Scully (2016), Danilo Napolitano (2015), Yohann Gene (2014), Marcel Meisen (2013), Morgan Kneisky (2012), Jimmy Casper (2011), Jean-Luc Delpech (2010), Benoit Daeninck (2009), Martin Garrido (2008), Janek Tombak (2007), Franck Charrier (2006) og Stephane Bonsergent (2005). Indtil  i år er løbet også startet med en prolog i byen, hvor vi har set sejre til Dorian Godon (2018 og 2019), Johan Le Bon (2015 og 2017), Bryan Coquard (2016), Jimmy Engoulvent (2010 og 2014), Pierre-Henri Lecuisinier (2013), Paul Poux (2012), Sebastien Turgot (2011), Niels Albert (2009), Nicolas Vogondy (2008), Tom Veelers (2007), Christopher Newton (2006) og Mathieu Heijboer (2005).

 

 

 

 

 

 

 

6. etape, torsdag d. 1. juli: Tours - Châteauroux, 160,6 km

Midt imellem en hård start og en svær afslutning er første uge meget sprintervenlig, og derfor venter der på 6. etape den tredje chance for sprinterne på bare fire dage. Torsdagen byder nemlig på en af løbets allerfladeste dage, der mest af alt har til formål at bringe feltet et skridt nærmere Alperne, hvor den første uge skal kulminere i weekenden. Til gengæld skal de hurtige folk også slå til nu, inden den står på overlevelse frem til første hviledag - og så skal klassementsrytterne altid frygte sidevinden, der kan komme i spil i det flade Nordfrankrig.

 

Med en distance på bare 160,6 km har arrangørerne klogelig nok engang designet en kort etape, der fører feltet fra cykelbyen Tours til Châteauroux, hvor Mark Cavendish for 13 år siden tog karrierens første Tour-etapesejr. Etapen foregår i den helt flade den af Nordfrankrig, og bortset fra en lille og meget let kategori 4-stigning, er der terrænmæssigt intet at komme efter. Fra start snor man sig mod øst ud gennem Tour, idet man undervejs kører op ad en ganske lille bakke med top efter 17,7 km. I byen Amboise drejer man efter 27,2 km mod syd op ad et let stigende stykke, inden det efter 35,0 km går videre mod øst og sydøst ad en helt lige og pandekageflad vej.

 

Efter 68,1 forlader man den store hovedvej, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 4-stigningen Cote de Saint-Aignan (2,2 km, 2,6%), der er helt let og jævn og har top efter 72,6 km. Derfra går det videre mod sydvest ad en meget snoet og list småkuperet vej, men kort efter rammer man en helt lige og flad vej, der leder mod sydvest. Efter 88,0 km drejer man kort varigt mod sydøst ad en ny og lige vej, inden man efter 95,1 km sætter kursen mod nordøst ad endnu en relativt lige vej. Den afbrydes af dagens spurt, der kommer efter 104,4 km og er stort set helt flad, men med et skarpt sving 600 m fra stregen.

 

Spurten er eneste lille højdepunkt i fladlandet. Efter 114,5 km ændrer man dog igen retning, når man drejer mod syd og sydøst for at følge en næsten linealagtig vej hele vejen ind til Châteauroux. Den lige vej afbrydes af et sving i en rundkørsel med 3,5 km igen, hvorefter der er endnu en rundkørsel med 3,2 km igen. Slutteligt er der to skarpe sving med hhv. 2,2 og 1,6 km igen, inden man rammer den 1600 m lange og 7 m brede opløbsstrækning, der stiger let frem til den røde flamme og derefter er helt flad.

 

Etapen byder på i alt 926 højdemeter.

 

Tour de France-etaper bliver ikke meget lettere end denne, der er både kort og flad, og da det er sprinternes sidste chance i nogen tid, ligner det en langgaber, der med sikkerhed ender i en massespurt. Eneste trussel er naturligvis vinden, der dog sjældent er alt for farlig i Nordfrankrig om sommeren, men de mange retningsændringer vil utvivlsomt som minimum skabe lidt stress og nervøsitet. Det hele slutter med en teknisk ukompliceret boulevardspurt, hvor der er masser af plads til at lade farten tale.

 

Chateauroux blev senest besøgt i 2011, hvor Mark Cavendish tog sin anden sejr på tre dage ved at vinde en massespurt foran Alessandro Petacchi og André Greipel, i 2008, hvor samme Cavendish tog karrierens allerførste etapesejr i en spurt foran Oscar Freire og Erik Zabel, samt i 1998, hvor Mario Capollini var hurtigste mand foran Erik Zabel og Christophe Mengin.

 

 

 

 

 

 

 

7. etape, fredag d. 2. juli: Vierzon - Le Creusot, 249,1 km

Efter fire dage i næsten helt fladt terræn bliver det igen mere kuperet, når rejsen mod Alperne fortsætter med en klassisk transportetape, der endda er den længste Tour-etape i 21 år. Næsten 250 km skal tilbagelægges på en dag, der mest af alt går igennem det nordfranske fladland, men hvis sidste tredjedel går igennem det kuperede Massif-Central. Her bydes der på ikke færre end fem stigninger - herunder løbets første kategori 2-stigning og en sand mur med top bare 18,1 km fra mål - og dermed er der lagt op til en både lang og uforudsigelig dag, der på papiret lægger op til udbrud, men som afhængig af førertrøjens placering og ambitionerne hos folk som Peter Sagan, Michael Matthews, Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe sagtens kan ende med samling og en åben finale, hvor der både kan blive angrebet fra murspecialisten Alaphilippe og spurtet i en ikke kraftigt stigende puncheurfinale. Meget kunne i hvert fald indikeret, at dette er en dag, hvor en vis franskmand gerne vil forvandle en regnbue til en gul trøje.

 

Med en distance på gigantiske 249,1 km er der tale om den længste etape, siden man den 15. juli 2000 også tilbagelagde 249 km. Dengang kørte man mellem Drauignan og Briancon, mens det denne gang går mellem Vierzon og Le Creusot, og der er tale om en helt klassisk transportetape, der med sin længde bringer rytterne et godt stykke mod Alperne. Således kører man mod sydøst og øst stort set hele dagen, og det er først til sidste, at man krøller sig lidt rundt, når man endelig ramme Massif-Central og nogle længere bakker.

 

Dem er der ingen af i starten. Her er det pandekagefladt, når man kører ad en lige vej mod sydøst ned til Bourges, hvor man kortvarigt drejer mod øst efter 25,8 km. Efter 47,1 km drejer man igen mod sydøst, og nu venter et meget langt og fladt stykke, hvor retningen er helt uforandret, indtil man efter 91,8 km når frem til den store by Neves. Her drejer man igen mod øst for at køre igennem fladlandet frem til Saint-Benin-d’Azy, hvor dagens spurt kommer efter 115,4 km på en helt flad og lige vej. Her sætter man kortvarigt kursen mod nordøst, inden man efter 136,6 km atter drejer mod øst for at køre den sidste del af det flade stykke.

 

Efter 153,2 meget nemme kilometer når man frem til byen Dommartin, der ligger i Massif-Central, og her ændrer etapen helt karakter. Nu drejer man nemlig mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Chateau-Cinon (3,2 km, 5,3%), der er helt jævn og har top efter 165,2 km. En kort nedkørsel leder mod syd, inden det går mod sydøst ad et langt stigende stykke, der ender med kategori 4-stignngen Cote de Glux-en-Gienne (2,6 km, 4,1%), der er meget irregulær med en kilometer med 5-6%, en næsten flad kilometer og slutteligt 600 m med 6,0 frem mod toppen, der rundes efter 178,2 km i 739 m højde.

 

Nu bliver det igen lettere, når en snoet nedkørsel leder mod sydøst, inden man kører mod øst op ad den lille Col du Rebout (1,7 km, 3,9%). Herefter går det mod nordøst og øst ad et lige og let faldende stykke, der efter 206,3 km leder frem til Autun. Her tager etapen igen fat, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Cote de la Croix de la Liberation (4,6 km, 5,3%), der kommer i to hug. Den første kilometer stiger med 9,2%, inden den næste kilometer falder let, hvorefter de sidste 2,5 km stiger relativt jævnt med 7,3% i snit frem mod toppen, som rundes efter 213,8 km. En let nedkørsel leder nu mod sydvest ned til Mesvres, der nås efter 222,4 km.

 

Her indledes finalen, når man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Signal d’Uchon (5,7 km, 5,7%), der ligeledes kommer i to hug. De første knap 3 km stiger relativt jævnt med 5-6%, inden der venter 500 flade meter og en 1000 m lang nedkørsel. Herefter tager stigningen for alvor fat med en 1,6 km lang mur, der stiger med i alt 11,3%, herunder med 13,1% over de sidste 700 m, hvor den når et maksimum på 18%.

 

På toppen efter 231,0 km er der placeret en bonusspurt, og derefter indledes de sidste 18,1 km med en ikke specielt svær nedkørsel, som førermod øst. I bunden kører man med det samme mod øst op ad den lille kategori 4-stigning Cote de la Gourloye (2,5 km, 5,1%), der er helt jævn og har top efter 241,2 km. Derfra resterer 7,9 km, der først falder mod sydøst ad en relativt lige vej, inden det stiger kortvarigt lige efter 5 km-mærket. Herefter venter en 1500 m lang nedkørsel, der indledes med et skarpt sving og derudover blot har et sving i en rundkørsel med 4,3 km igen. Med 3 km stiger det kortvarigt, inden det falder let gennem et blødt sving med 2,5 km igen, inden man med 1600 m igen vender næsten 180 grader i dagens sidste sving. Herefter bugter den 7 m brede sig kun let, mens det begynder at stige - den sidste kilometer med 3,4%.

 

Etapen byder på i alt 3111 højdemeter.

 

Etapen skiller sig først og fremmest ud med sin gigantiske længde, der er et særsyn i nyere tids Tour-udgaver. Den slags øger altid chancen for en udbrudssejr, men meget vil også blive bestemt af, om manden i gult har interesse i at forsvare trøjen i et løb, hvor forskellene fortsat må være små. Den stejle mur lægger i sandhed op til et angreb fra Alaphilippe, der meget kan have rettet blikket mod et attentat på den gule trøje, men der er stadig god tid til at skabe samling til en puncheurspurt på en etape, der også må vække en vis interesse hos folk som Mathieu van der Poel, Peter Sagan, Michael Matthews og Wout van Aert.

 

Le Creusot har kun en gang tidligere i de seneste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var også i Tour de France helt tilbage i 1998, hvor Jan Ullrich rejste sig lidt ved efter nedturen i Alperne ved at vinde den afsluttende enkeltstart med 1.01 ned til Bobby Julich og 2.35 ned til Marco Pantani, der med en 3. plads sikrede sig Tour-sejren i overraskende flot stil.

 

 

 

 

 

 

 

8. etape, lørdag d. 3. juli: Oyonnax - Le Grand-Bornand, 150,8 km

Det er helt almindeligt for Touren at have de første bjergetaper i den første weekend, og sådan bliver det også i år, hvor rejsen mod Alperne afsluttes med en den første af to dage i de høje bjerge i Frankrigs sydøstlige hjørne. Det sker på en kort, intens etape, der indledes i Massif-Centrals bakker og slutter med den allerede nu klassiske finale over Col de Romme og Col de la Colombiere samt nedkørslen til Le Grand-Bornand, der er blevet benyttet to gange i de senere år og med to vidt forskellige udfald. I 2009 var vi vidner til et mindeværdigt opgør mellem Alberto Contador og Schleck-brødrene, men i 2018 endte samme etape som en gigantisk fuser. Risikoen for endnu en fiasko er stor, når der er tale om den første bjergetape, men med bare to dage i Alperne og to flade enkeltstarter bør klatrerne have al mulig grund til at skabe et drama i stil med det, vi så for 12 år siden.

 

Med en distance på bare 150,8 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Oyonnax til Le Grand-Bornand. Startbyen ligger midt i Massif-Central, og derfor er starten knaldhård, når man med det samme kører mod øst op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,0 km, 6,6%), inden en teknisk nedkørsel fører mod syd ned i fladlandet mellem Massif-Central og Alperne. Her drejer man efter 16,5 km mod sydøst for at køre ad en lige og kun småkuperet vej frem til byen Frangy, hvor dagens spurt kommer efter 44,8 km for enden af en lige og flad sidste kilometer, der dog afbrydes af en rundkørsel midtvejs. Herfra går det ad en let stigende vej mod sydøst og nordøst.

 

Etapen tager igen fat, når man fortsætter mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Copponex (6,5 km, 4,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 61,9 km. Derefter fortsætter det med at stige let mod sydøst, inden man via en nedkørsel kører mod nordøst frem til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Menthonnex en Bornes (2,7 km 4,6%), der stiger med 5-6% over 1500 m midtvejs. Toppen rundes efter 72,5 km, men det fortsætter med at stige let mod øst, inden en let nedkørsel fører videre mod øst ned til La Roche-sur-Foron, der nås efter 86,5 km. Nu går det mod øst ad et kort, fladt stykke frem mod Alperne.

 

De starter, når man drejer mod sydøst ind på årets første kategori 1-stigning Cote de Mont-Saxonnex (5,7 km, 8,3%), der stiger ret konstant med 9-10% frem mod den sidste kilometer, der er lettere med 4,5%. Toppen rundes efter 104,0 km, hvorefter en halvteknisk nedkørsel leder mod nordøst og øst ned til dalen og byen Cluses.

 

Her rammes den velkendte afslutning, som blev benyttet i 2009 og 2018, når man drejer mod syd for at passere kategori 1-stigningen Col de Romme (8,8 km, 8,9%), der er en relativt jævn og for Alperne meget stejl stigning med top efter 122,1 km. På toppen er der to flade kilometer, inden en tenisk nedkørsel leder mod sydvest direkte ned til bunden af kategori 1-bjerget Col del la Colombiere (7,5 km, 8,5%), der efter en kilometer med 6% stiger med 9-10% hele vejen til toppen, der rundes efter 136,1 km. Derfra resterer blot 14,7 km, som indledes med en i perioder teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest ned til dalen, hvor det med 3 km igen flader ud. Med 1700 m igen vender man næsten 180 grader, og derefter bugter vejen sig let, inden en rundkørsel leder ind på den 250 m lange, 5 m brede opløbsstrækning. Efter vendingen stiger det let, den sidste kilometer med 3,2% i snit.

 

Etapen byder på i alt 3558 højdemeter.

 

Vi har virkelig blandede erfaringer med denne finale. I 2009 var duellen mellem Contador og Schleck-brødrene fantastisk, men i 2018 fik Sky lov til at føre feltet til toppen i en helt passiv finale. Den første bjergetape køres ofte konservativt, men denne gang kan man håbe, at de lange enkeltstarter tvinger folk til at udnytte de muligheder, der er. Finalen har i hvert fald rigeligt potentiale, da både Romme og Colombiere er meget stejlere, end man ofte ser det for alpebjerge, og derfor burde der være basis for, at vi endelig får det første klare billede af 2021-udgavens klatrehierarki.

 

Som sagt har finalen været benyttet to gange de seneste år. Senest var det i 2018, hvor Julian Alaphilippe kørte alene hjem fra et udbrud og indledte sin jagt på bjergtrøjen, mens favoritterne ankom i samlet flok efter en helt passiv afslutning. Anderledes dramatisk var det i 2009, hvor Schleck-brødrene var oppe mod Astana-duoen Alberto Contador og Andreas Klöden, indtil spanieren med et angreb ”kom til” at sætte din holdkammerat. Slutteligt endte det i en tremandsspurt, der blev vundet af Frank foran Contador. Le Grand Bornand var også målby i 2013, hvor Rui Costa vandt fra udbrud i en anderledes finale, i 2007, hvor Linus Gerdemann fik sit helt store gennembrud med en solosejr og gul førertrøje på en dag med kun Colombiere i finalen, og i 2004, hvor Lance Armstrong fortsatte sin dominans ved at overspurte Andreas Klöden, Jan Ullrich og Ivan Basso og således tage sin tredje etapesejr i træk i samme finale, dom benyttedes i 2013. Tour de l’Avenir var forbi i 2004, hvor Thomas Löfvist vandt, og i 2000, hvor sejren gik til Aitor Kintana.

 

 

 

 

 

 

9. etape, søndag d. 4. juli: Cluses - Tignes, 144,9 km

Ofte er arrangørerne lidt forsigtige med at gøre de første bjergetaper for svære, men sådan er det ikke i år. Efter den vanskelige finale på 8. etape følger nemlig en brutal sidste dag i Alperne, hvor der over bare 145 km skal klatres hele 4600 højdemeter og op ad fem kategoriserede stigninger. Det hele slutter med opkørslen til skisportsbyen Tignes, hvor Michael Rasmussen kørte sig i gult i 2007, og hvor jordskred forhindrede Egan Bernal i at vinde i 2019, men selvom stigningen er alenlang, er den også så let, at vi risikerer relativt små forskelle, som vi så det bag Rasmussen ved det seneste besøg for 14 år siden.

 

Med en distance på bare 144,9 km er der for anden dag i træk tale om en kort, intens bjergetape, der fører feltet fra Cluses til Tignes. Startbyen ligger i dalen midt i Alperne, og derfor lægges der nådigt ud, når man kører mod syd ad den helt flade dalvej gennem byen Sallanches og frem til Domancy. Her forlader man dalen, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Domancy (2,5 km, 9,4%), der efter en let første kilometer er en sand mur med 10-12% over de sidste 1500 m frem mod toppen, som rundes efter 19,6 km. Herefter fortsætter det med at stige let mod sydvest frem til byen Megève, som nås efter 26,5 km, hvorefter det går ad en let faldende vej mod sydvest ned til dagens spurt, der er placeret efter 32,7 km for enden af en helt lige og flad vej. Umiddelbart herefter er der en bakke (1,1 km, 8,1%), inden det falder let frem til Crest-Voland, som nås efter 41,7 km.

 

Her tager etapen fat igen, når man kører mod syd op ad kategori 1-stigningen Col des Saisies (9,4 km, 6,2%), der er meget ujævn med først 5 km med 7-10% - herunder 4,2 km med 8,2% i snit - siden tre lette og undervejs endda let faldende kilometer og slutteligt en 1400 m lang rampe med 6,8% frem mod toppen, der rundes efter 49,4 km. En meget teknisk nedkørsel leder videre mod syd og sydøst ned til Beaufort, som nås efter 66,6 km.

 

Her passerer man tværs gennem dalen for at køre mod syd op ad Col du Pré (12,6 km, 7,7%), der er årets første HC-stigning. Der er tale om en letter start over 5 km, men de sidste 7,4 km stiger med hele 9,3% i snit herunder to kilometer med 10-11%, inden den sidste kilometer flader ud med 4,5% frem mod toppen, der passeres efter 80,9 km. En kort og teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til Roseland-søen, hvis flade bred følges mod nordøst, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cormet de Roselend (5,7 km, 6,5%), der stiger med 6-8%, inden den flader ud med 4-6% over de sidste 2 km frem mod toppen.

 

Den rundes i 1968 m højde efter 93,3 km, hvorefter de sidste 51,6 km indledes med en kun ganske kortvarigt teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til Bourg-Saint-Maurice, der nås efter 112,2 km. Her drejer man mod sydøst for at følge den ganske let stigende dalvej, som leder frem til Sainte-Foy-Tarentase, der passeres efter 124,0 km.

 

Nu indledes finalen for alvor, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 1-bjerget Montée de Tignes (21,0 km, 5,6%), der kommer i tre dele. De første 5,7 km stiger med 7,0%, hvorefter den bliver lettere med 4-6% over de næste 6 km. Midtvejs oppe ad bjerget er der to flade kilometer, inden de sidste 7,7 km stiger med 6,8% i snit, dog relativt ujævnt med to 8-9% over to kilometer i bunden, derefter ca. 6% og slutteligt en kilometer med 8,9%. Toppen rundes efter 143,0 km, hvorefter de sidste 1900 m stiger let med 1,2%. Stigningen går stort set konstant ad en lige vej, og efter toppen er der blot en rundkørsel med 1550 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 120 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4624 højdemeter.

 

Mere end 4500 højdemeter over kun 145 km er en gigantisk udfordring, men alligevel risikerer vi, at det kan knibe med at gøre forskelle. Heldigvis er Tignes-stigningen uregelmæssig og har sine stejlere passager, men mest af alt er det en let stigning, som vi så ved seneste besøg i 2007, hvor Michael Rasmussen var kørt fra distancen, men hvor de øvrige favoritter ankom stort set samlet, og kun Iban Mayo gjorde en lille forskel. Det er i hvert fald et bjerg, hvor vindretningen bliver helt afgørende, men får vi medvind, har etapen med sin samlede sværhedsgrad bestemt potentiale til at give os væsentlige svar i det overordnede billede.

 

Tignes skulle have været mål for den dramatiske etape i 2019, hvor jordskred afbrød etapen før tid, og der ingen vinder blev kåret. Sidste gang man klatrede op til målet var i 2007, hvor Michael Rasmussen viste sine intentioner ved at gennemføre et langt soloridt og sejre med hele 2.46 ned til Iban Mayo og 2.13 ned til de øvrige favoritter. Tour de l’Avenir var forbi i 2019, hvor Attila Valetr tog en solosejr foran den førende Tobias Foss, og i 2016, hvor David Gaudu kørte alene hjem foran Edward Ravasi, Harm Vanhoucke og den førende Jhon Andersen Rodriguez Salazar.

 

 

 

 

 

Hviledag, mandag d. 5. juli: Tignes

 

10. etape, tirsdag d. 6. juli: Albertville - Valence, 190,7 km

Gennem årene har mangen en sprinter sat pris på, at det meste af Sydfrankrig er relativt fladt. Det betyder, at arrangørerne har rig mulighed for at lægge godbidder ind for de hurtige folk på den lange rejse mellem Alperne og Pyrenæerne, som ofte fylder en stor del af løbets midterste fase. Det gør den også i år, hvor arrangørerne i årets sprintervenlige format er venlige nok til at køre syd om bakkerne i Massif-Central, og derfor burde der være garanti for massespurt, når løbet efter en hviledag i Alperne forlader bjergene for at sætte kursen mod Pyrenæerne.

 

Med en distance på 190,7 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Albertville til Valence. Startbyen er som bekendt et skisportsmekka midt i Alperne, men det mærker man ikke alt for meget til. I starten går det nemlig mod sydvest ad en helt flad dalvej, inden man kører mod nordvest gennem dalen frem til an anden alpeby Chambery. Her forlader man kortvarigt fladlandet for at køre mod sydvesy ind i bjergene via kategori 4-stigningen Col de Couz (7,4 km 2,8%), der dog bare er en jævn og meget let opkørsel med top efter 58,5 km. 

 

En let nedkørsel leder nu videre mod sydvest ned til et fladt plateau, der følges videre mod sydvest. Her ramme man dog en bakke (4,1 km, 3,7%), der ad en helt lige vej leder op til dagens spurt, som efter 82,3 km kommer i byen La Placette. En kort og let nedkørsel leder nu mod sydvest ned til byen Voreppe, der ligger lige på kanten af Alperne og den flade Rhone-dal.

 

Det fornemmer man på terrænet. Nu kører man nemlig mord nordvest, sydvest, sydøst og sydvest igennem det helt flade terræn, hvor man følger Isére-floden mod sydvest over ca. 50 km frem til byen Hostun, som nås efter 149,2 km. Her forlader man floden og fortsætter mod sydvest via en ikke-kategoriseret stigning (5,3 km, 3,8%), som har top efter 154,8 km. Et fladt plateau følges videre mod sydvest, inden det går videre mod sydvest over de næste 20 km, der er let faldende og leder frem til byen Beaumont-les-Valence. Her drejer man med 10,8 km igen mod nord med kurs mod centrum af Valence, og herfra er det stort set helt fladt. Den lige vej byder på et sidste sving med 3,1 km igen, hvorefter vejen kun bugter sig ganske let, indtil man skal til højre i en rundkørsel bare 350 m fra stregen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1472 højdemeter.

 

Sprinterne har haft tre svære dage, og da Mont Ventoux melder sig om onsdagen, handler det om at gribe denne mulighed, der kommer som en oase mellem tre bjergetaper. Rhone-dalen er sjældent blæsende, og da mange har brug for en puster og en stille start efter en hviledag, vil det være en overraskelse, hvis ikke sprinterne får deres chance i en afslutning, hvor et sent passeret rundkørsel stiller store krav til tog og positionering.

 

Valence blev senest besøgt i 2018, hvor Peter Sagan tog en sjælden massespurtssejr foran Alexander Kristoff og Arnaud Demare efter en masseudrensning af sprinterne i Alperne, og i 2015, hvor André Greipel besejrede John Degenkolb og Alexander Kristoff i en reduceret massespurt efter en hård dag, hvor Sagan havde været i angreb. I 2018 vandt Michal Kwiatkowski prologen i Criterium du Dauphiné i byen, og i 2009 slog Bert Grabsch akkurat Cadel Evans med 7 sekunder og David Millar med 39 sekunder på den lange enkeltstart i samme løb.

 

 

 

11. etape, onsdag d. 7. juli: Sorgues - Malaucène, 199,5 km

Lige så glade sprinterne er for, at det meste af Sydfrankrig er fladt, lige så glade er bjergrytterne for, at der ligger en gigant på vejen gennem fladlandet. Det er relativt sjældent, at muligheden benyttes, men Mont Ventoux har altid været et kærkomment og højdramatisk afbræk på rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne, og da det skaldede bjerg tillige er et af Frankrigs allersværeste bjerge, er det endda altid tale om en nøgleetape, når det golde månelandskab besøges. Det sker endelig igen efter fem års fravær, men i et højst atypisk format. Denne gang skal man nemlig hele to gange op ad bjerget, bøde fra den lette Sault-side og den svære og mest berømte Bedoin-side, men for første gang siden 1994, hvor Eros Poli gennemførte sit mindeværdige soloridt, er der ikke mål på toppen. Denne gang slutter etapen nemlig med en mere end 20 km lang nedkørsel, der kan lægge en lille dæmper på festlighederne, men heldigvis er Ventoux så brutalt et bjerg, at der utvivlsomt venter et helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr.

 

Med en distance på 199,5 km er der tale om en ganske lang etape, der fører feltet fra Sorgues til Malaucène. Startbyen ligger i fladlandet i den sydlige del af Frankrig nordøst for Avignon, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst. Kortvarigt drejer man mod syd for at passere den lille kategori 4-stigningen Cote de Fontaine-de-Vaucluse (1,9 km, 5,7%), som slutter med 900 m med 7-8%, inden man efter 32,1 km runder toppen. Herefter er det småkuperet, mens man kører mod syd, sydøst og nordøst frem til Les Imberts, hvor dagens spurt kommer efter 40,2 km for enden af en lige og le stigende vej. Med det samme fortsætter man da mod nordøst op ad kategori 4-stigningen Cote de Gordes (2,5km, 5,1%), der er en relativt jævn stigning med top efter 43,7 km, inden det går igennem fladlandet mod øst og sydøst frem til byen Apt, hvor man efter 63,0 km skal over en lille bakke (600 m, 7,8%), inden det går videre mod nord frem til Saint-Saturin-les-Apt, der nås efter 71,9 km relativt lette kilometer.

 

Herfra er der ikke meget fladt terræn. Nu kører man nemlig mod nord op ad kategori 1-bjerget Col de la Liguière (9,3 km, 6,7%), som stiger jævnt med ca. 7%, inden den flader ud over de sidste 2,2 km frem mod toppen, der rundes efter 83,6 km. Den efterfølges af et let faldende plateau, der leder videre mod nord frem til byen Sault, hvor man tager hul på den første og letteste tur op ad Mont Ventoux. Fra denne side er den kun i kategori 1 og stiger med 5,0% over 22,0 km, og den skal deles i to dele. De første 17 km frem til Chalet Reynard går mod nordvest og er ganske lette med først 10 km med 4-5% og dernæst 7 km med 2-5%. Herefter rammer man den sidste del af den klassiske stigning, hvor det over 5 km går op gennem månelandskabet med stigningsprocenter over de enkelte kilometer på 8,0%, 7,5%, 8,3%, 9,2% og 9,5%, inden man efter 122,5 km runder toppen for første gang. Herefter går det for første gang mod sydvest og nordvest ad nedkørslen ned til målbyen Malaucène, der nås efter 142,6 km, dog uden at man krydser stregen.

 

I stedet kører man en omgang på en 54,4 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Col de la Madeleine (1,7 km, 4,2%), som har top efter 149,1 km. Derefter går det mod sydvest ad en let faldende vej frem til Bedoin, inden det begynder at stige let ud mod Saint-Esteève, som nås efter 161,1 km.

 

Her indledes Mont Ventoux officielt, når man drejer mod nordøst for at følge den klassiske opkørsel, der er uden for kategori. Herfra stiger den med 8,8% over 15,7 km, og den skal igen deles i to dele. De første 10 km op til Chalet-Reynard går ind gennem skoven og er brutale med stigningsprocenter på 9-10 næsten hele vejen. Derefter rammer man månestykket, som allerede er kørt én gang, og efter en lidt lettere kilometer med 5,5% stiger den nu med 8,0%, 7,5%, 8,3% og 9,2% over de enkelte kilometer, inden der venter 9,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, der rundes efter 176,9 km i forbindelse med en bonusspurt.

 

Herfra resterer 22,6 km, som indledes med en periodevist relativt teknisk, men ikke alt for svær nedkørsel, som fører mod sydvest og nordvest tilbage til Malaucène, hvor det falder hele vejen ned til den sidste kilometer, som kun er let faldende med 1,4%. Den snoede nedkørselsvej ender med et skarpt sving lige ved den røde flamme, og derefter drejer man til højre i to rundkørsler med hhv. 700 og 200 m igen, inden vejen bugter sig kraftigt ind på den 130 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4647 højdemeter

 

Med både en dobbeltopkørsel ad Ventoux og en nedkørsel til slut er der tale om en interessant nyskabelse af en klassiker. Dobbeltopkørslen blev allerede benyttet i det nylige endagsløb på bjerget, og her blev det bekræftet, at den første opkørsel mest af alt kan bruges til at slide feltet ned. Til gengæld kender vi Bedoin-siden som en af Frankrigs absolut sværeste stigninger, og selvom vinden kan lægge en dæmper på festlighederne, når de rammer månelandskabet, kan feltet eksplodere til atomer på det stejle skovstykke. Ganske vist ender det hele med en lang nedkørsel, men dette er stadig en af klatrernes absolut bedste chancer for at kompensere for det tab, de vil lide på enkeltstarterne.

 

Malaucène har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Mont Ventoux blev senest besøg af Touren på den højdramatiske dag i 2016, hvor stærk vind førte til, at målet blev flyttet ned til Chalet-Reynard, hvor Thomas de Gendt sejrede fra udbrud, og hvor Chris Froome havde så nær kontakt med en motorcykel, at han kortvarigt indledte en karriere som maratonløber.

 

 

 

 

 

12. etape, torsdag d. 8. juli: Saint-Paul-Trois-Chateaux - Nîmes, 159,4 km

Det kan godt være, at arrangørerne var hårde ved sprinterne ved at indlægge et besøg på Ventoux på vejen mellem Alperne og Pyrenæerne, men generelt har de hurtige folk intet at klage over. Hele tre af de fire etaper mellem de to bjergkæder foregår nemlig i det sydfranske fladland, og sprinterne kan derfor drømme om at få deres anden chance i uge 2 allerede på tredjedagen. Det sker på en kort, flad etape, der fører til Nimes, men som mange cykelryttere vil vide, er området også hjemsted for den frygtede mistralvind, der kan skabe det herligste sidevindsdrama også om sommeren. Derfor er der ingen garanti for, at sprinterne bare får den massespurt, ruten på papiret lægger op til.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 159,4 mellem Saint-Pauk-Trois-Chateaux og Nimes, og der er bestemt ikke mange terrænmæssige udfordringer. Starten er enkel, idet rytterne kører mod vest, syd og nordvest gennem helt fladt terræn, inden man kører mod nordvest af en uhyre snoet vej, der leder op på et lille højdedrag. Herefter fortsætter den snoede vej ad et småkuperet stykke, inden man skal over den lille Col de Serre de Toure (1,4 km, 5,4%), der har top efter 48,8 km, hvorefter en nedkørsel leder tilbage til fladlandet.

 

Nu bliver det igen lidt lettere, når rytterne kører mod sydvest ad en lige vej, der kun byder på en mindre bakke, inden man fortsætter mod sydøst op over kategori 3-stigningen Cote du Belvédère de Tharaux (4,4 km, 4,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 83,7 km. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod sydøst og syd og vest, inden det efter 110,5 km begynder at falde mod syd. Herefter går det fladt mod sydøst frem til byen Uzès, hvor dagens spurt kommer efter 132,7 km for enden af en helt lige og flad vej, inden man fortsætter igennem fladlandet mod syd.

 

Nu bliver det en anelse hårdere, når man fortsætter mod syd op over en bakke (3,9 km, 3,0%), som har top med 12,5 km til stregen, inden det falder let mod syd ned mod centrum af Nimes, hvor de sidste to kilometer er stor set helt flade. Det går ad en lige vej, indtil der er sving med 2900, 2200 og slutteligt 900 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 380 m lange, 6 m brede opløbsstrækning

 

Etapen byder på i alt 1959 højdemeter.

 

Terrænet er ganske vist ikke helt fladt, men det er næppe de bløde bakker, der er en trussel mod en massespurt. Snarere er det den frygtede mistralvind, der før har splittet feltet i området og er særligt kendt for ofte at spille en rolle i Etoile de Besseges, der netop køres i området omkring Nimes. Man skal aldrig udelukke udbrud sent i en grand tour, men det ligner enten en halvkedelig sprinteretape eller en absolut afgørende nøgledag, hvor vinden kan skabe drama, hvis den står rigtig på en rute, der dog ikke har så mange retningsændringer, som man kunne ønske sig.

 

Nimes blev senest besøgt i 2019, hvor Caleb Ewan spurtede sig til endnu en etapesejr ved at sejre foran Elia Viviani og Dylan Groenewegen, i 2014, hvor Alexander Kristoff spurtede sig til en sejr dagen før løbets sidste hviledag, i 2008, hvor Mark Cavendish fortsatte sit store gennembrud ved at vinde den fjerde og sidste etape det år, og i 2004, hvor Aitor Gonzalez kørte alene hjem fra et udbrud, der sejrede med næsten et kvarter ned til feltet. I 2017 startede Vueltaen i byen, og her lagde BMC ud med at vinde et aftenholdløb og derved bringe Rohan Dennis i førertrøjen.

 

 

13. etape, fredag d. 9. juli: Nîmes - Carcassonne, 219,9 km

Hvis man skal forstå, hvorfor årets Tour er så sprintervenlig, er 13. etape et godt eksempel. Da løbet sidst besøgte Carcassonne i 2018, sejrede Magnus Cort fra et udbrud efter en hård dag i Massif-Central, da man rejste fra Alperne til Pyrenæerne via den kuperede region, men i år fortsætter rejsen mellem de bjergkæder helt nede mod syd, hvor det er næsten helt fladt. Derfor venter den tredje flade etape på fire dage på en rute, der har så konstant en retning, at det er indbegrebet af en transportetape, men man skal bestemt ikke undervurdere dagen. Den foregår nemlig i præcis samme område, som har givet sidevindsdrama i både 2019 og 2020, og dermed skal klassementsrytterne tage sig i agt. Samtidig er der for anden gang i år tale om en for løbet sjældent lang distance, der endda skal tilbagelægges i det ofte glohede syd, og derfor kan der blive tale om en ganske opslidende etape, som måske også kan give et udbrud modet på at forsøge at snyde sprinterne.

 

Med en distance på hele 219,9 km er der som sagt tale om endnu en for Touren meget lang etape, der fører feltet fra Nimes til Carcassonne. Retningen er stort set den samme hele dagen, da man holder en næsten lige linje mod sydvest frem til målbyen, der ligger lige nord for Pyrenæerne. Således lægger man ud med at sno sig mod sydvest og vest gennem fladlandet, inden man kører mod nordvest op over dagens eneste stigning, kategori 4-stignigen Cote du Pic Saint-Loup (5,5 km, 3,6%), der er en ret irregulær sag med 7-9% over de sidste 1500 m frem mod toppen, der rundes efter 51,5 km.

 

Herefter bliver det igen helt fladt, når man kører mod sydvest på et plateau, inden en nedkørsel leder ned til byen Gignac, som nås efter 79,7 km. Derefter går det videre mod sydvest igennem fladlandet frem til Fontés, hvor dagens spurt kommer efter 104,2 km efter en lidt kringlet sidste kilometer med et skarpt sving og en stigningsprocent på 2,8. Derefter fortsætter det flade terræn, når man kører videre mod sydvest, inden man kortvarigt kører mod vest efter ca. 160 km. 

 

En nedkørsel leder mod syd ned til Cesseras, der passeres efter 180,3 km, inden det atter går mod vest og siden nordvest frem til Caunes-Minervois, der passeres efter 197,5 km. Nu drejer man igen mod sydvest, og derefter er det en næsten lige og flad vej, som leder ind til Caracassonne, hvor det er helt fladt, indtil den sidste kilometer stiger let med 1,5% i snit. Finalen er ganske kringlet med en meget teknisk passage omkring 4 km-mærket, hvorefter vejen bugter sig let frem til to sene sving, der kommer med hhv. 1000 og 600 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1973 højdemeter.

 

Den alenlange etapes underholdningsværdi bestemmes 100% af vinden. Får vi sydvestenvind, bliver det med garanti en langgaber, der ender i en spændende og lidt kompliceret massespurt, mens nordøstenvind måske kan inspirere nogle udbrydere til at teste, om sprinterholdene er ved at være for trætte til at kontrollere så lang en medvindsetape. De fleste cykelfans håber dog utvivlsomt på nordvesten- eller sydøstenvind, da en hel dag med næsten uafbrudt sidevind kan skabe et herligt drama i den region, hvor feltets splittedes i de to seneste udgaver af løbet.

 

Carcassonne blev senest besøgt i 2018, hvor Magnus Cort brød en næsten ti år lang dansk sejrstørke ved at vinde fra et udbrud foran Ion Izagirre og Bauke Mollema, og i 2006, hvor Yaroslav Popovych tog en stor udbrudssejr i byen. I 2002 vandt Baden Cooke en massespurt i det nu hedengangne Midi Libre, mens Jens Voigt tog en Route du Sud-etapesejr i byen året inden. Her vandt Jaan Kirsipuu også en massespurt i det nu hedengangne Middelhavet Rundt.

 

 

 

14. etape, lørdag d. 10. juli: Carcassonne- Quillan, 183,7 km

Efter at have brugt hele første del af anden uge på turen fuldendes rejsen mod Pyrenæerne endelig på 14. etape, men hvis man regnede med, at det betød klassementsdrama, skal man nok væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Den kuperede rute berører nemlig kun udkanten af bjergene på en dag med næsten 3000 højdemeter og fem bjergtoppe i højst ca. 1000 m højde og i 3. og 2. kategori. Sidste top kommer endda med næsten 20 km til mål, og med udsigt til vigtigere etaper de kommende dage ligner det en af løbets få sikre dage for et udbrud.

 

I alt skal der tilbagelægges 183,7 km, der fører feltet fra Carcassonne til Quillan. Startbyen ligger i fladlandet nord for Pyrenæerne, og derfor stiger det kun ganske let, når man lægger ud med at køre mod vest, syd, sydvest og slutteligt sydøst. Her venter dagens første udfordring, når man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Col du Bac (3,1 km, 5,3%), der er en jævn stigning med top efter 50,9 km, inden en kringlet nedkørsel leder mod sydvest ned til Chalabre, om nås efter 55,5 km.

 

Nu er det igen kun let stigende, når man kører skiftevis mod syd, vest, syd og nordvest frem til Lavelanet, hvor dagens spurt kommer efter 76,7 for enden af en let stigende og helt lige vej, hvis sidste kilometer dog er flad. Derefter drejer man mod sydvest for at køre ad endnu en let stigende vej frem til Montferrier, som passeres efter 83,1 relativt lette kilometer.

 

Nu tager etapen imidlertid fat. Det sker, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Col de Montségur (4,2 km, 8,7%), der er en ganske jævn og stejl stigning med top efter 89,0 km. En teknisk nedkørsel leder mod syd og nord, inden det går via en let faldende dalvej frem til Bélesta. Her drejer man igen mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Col de la Croix des Morts (6,8 km, 5,8%), der er en uhyre ujævn stigning med først to kilometer med 5-6%, siden to kilometer med 8-9% og slutteligt 2,8 km med 3-4% frem mod toppen, der rundes efter 110,3 km.

 

Der venter dog ingen nedkørsel. I stedet går det mod sydøst ad et fladt plateau, inden en kort, teknisk nedkørsel leder mod syd ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Galinagues (2,2 km, 9,0%), der bestiges fra nordvest og starter brutalt ud med 500 m med 13,6%, men derefter bliver lettere og lettere, inden man når toppen efter 126,3 km. Fra toppen kører man mod sydøst ad et fladt plateau, inden man fortsætter i samme retning ad en teknisk nedkørsel, som leder ned i dalen. Nu følges den let faldende dalvej mod nordøst og øst, idet man dog undervejs skal over den ikke-kategoriseredeCol du Campérié (3,3 km, 3,6%), som har top efter 152,5 km.

 

Efter 160,2 km når man frem til byen Caudiès-de-Fenouillèdes, hvor finalen starter. Her drejer man nemlig mod nordvest, og kort efter rammer man kategori 2-stingingen Col de Saint-Louis (4,7 km, 7,4%), der er sværest i bundne med hhv. 6,5%, 12,0% og 6,6% over de første tre km, inden den stiger jævnt med ca. 5% resten af vejen frem mod toppen, hvorpå der efter 166,8 km er placeret en bonusspurt. Herfra resterer 16,9 km, der stort set udelukkende består af en næsten helt lige og faldende vej, der leder mod nordøst ned til udkanten af Quillan, hvor de sidste 3 km er stort set flade. Med 2,4 km igen drejer man skarpt til venstre, hvorefter vejen bugter sig ganske let, inden en ret skarp kurve leder feltet ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger ganske let med 0,8% i snit.

 

Etapen byder på i alt 2901 højdemeter.

 

Den sidste stigning har ganske vist en meget stejl kilometer, men derudover er den ganske moderat, og den lange, lige nedkørsel egner sig slet ikke til at køre alene eller i en lille gruppe. Det taler for, at favoritterne skal erklære våbenhvile, og dermed lugter det af, at Pyrenæerne indledes med en af løbets mest oplagte udbrudsetaper. Dem er der ikke mange af i årets løb, og derfor bliver der utvivlsomt kamp om at komme afsted, særligt på en rute, der er så svær, at klatrerne kan drømme, men også så let, at også lidt tungere og mere spurtstærke folk kan lugte blod.

 

Quillan har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

15. etape, søndag d. 11. juli: Céret - Andorra la Vella, 191,3 km

Mens det i de senere år næsten snarere har været reglen end undtagelse, at Vueltaen har lagt vejen forbi det bjergrige fyrstendømme Andorra, er det overraskende sjældent, at Touren lægger vejen forbi nabolandet. Dets placering midt i Pyrenæerne gør det ellers særdeles velegnet til fremragende cykelløb, og derfor er det også et glædeligt gensyn, der venter i år, hvor løbet vender tilbage for første gang siden Tom Dumoulins flotte regnvejrssejr i 2016. Det sker i form af den første af tre afgørende pyrenæeretaper, der er årets eneste dag med både en lang distance og mange bjerge og samtidig byder på løbets klart højeste punkt i mere end 2400 m. Til gengæld slutter etapen med en relativt kort sidste stigning og en nedkørsel, og da de tidlige stigninger er mere lange end svære, kan det blive en dag, der i højere grad akkumulerer træthed end skaber gigantiske forskelle - og så ligner det en oplagt chance for at gentage Dumoulins udbrudssejr.

 

Med en distance på 191,3 km er der tale om en lange etape, der fører feltet fra Céret til Andorras hovedstad, Andorra la Vella. Startbyen ligger i fladlandet lige nord for Pyrenæerne, og herfra stiger det med det samme, når man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Col de Llauro (6,5 km, 3,0%), der har top efter 6,5 km. Herefter fortsætter det med at stige mod vest, inden en nedkørsel leder mod nordvest ned til byen Calmeilles, hvorfra det går videre mod nordvest op ad den ikke-kategoriserede Col du Fourtou (4,1 km, 3,8%), hvis top rundes efter 18,4 km. En teknisk nedkørsel fører nu videre mod nordvest ned til Boulleternère, der ligger i dalen i etapen laveste punkt og nås efter 35,3 km.

 

Nu drejer man mod sydvest for at følge en let stigende dalvej, der løber hele vejen hen langs den nordlige kant af Pyrenæerne. Undervejs når man frem til byen Olette, hvor dagens spurt kommer efter 66,9 km foran enden af en let snoet vej, der er flad over de sidste 3 km. Herefter fortsætter det med at stige lidt kraftigere ad samme dalvej, indtil man når frem til byen Fontpédrose i 1026 m højde efter 76,8 km.

 

Her tager etapen for alvor fat, når man fortsætter mod vest op ad kategori 1-stigningen Montée de Mont-Luis (8,4 km, 5,7%), der stiger jævnt med 6-7% over de første 6 km, men derefter flader ud med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 86,3 km. Det fortsætter dog med at stige let over de næste 8,6 km, mens man fortsætter mod vest frem til byen Font-Romeu, inden man efter 94,9 km endelig tager fat på den tekniske nedkørsel, der går mod sydvest hele vejen ned langs grænsen til Spanien, som man kysser, men aldrig kysser.

 

Byen Ur nås efter 108,7 km, hvorefter man drejer mod nordvest og for at køre ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Col de Puymorens (5,8 km, 4,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 133,1 km. Der venter kun en ultrakort og let nedkørsel over 2,8 km, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-bjerget Port d’Envalira (10,7 km, 5,9%), der med sin top i 2408 er Tourens højeste punkt. Der er tale om en relativt jævn stigning i to dele, hvor de første 7 km stiger med 5-6%, hvorefter den bliver stejlere med 6-8% over de sidste 4,7 km frem mod toppen, der rundes efter 146,7 km umiddelbart efter passagen af grænsen ind til Andorra.

 

Fra Tourens tag går det mod nordvest og sydvest ad en lang nedkørsel, der kun er teknisk på den allerførste del, men derefter er meget let. Den leder ned til byen Encamp, som nås efter 167,4 km, hvorefter man drejer mod vest for at tage fat på dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Col de Beixalis (6,4 km, 8,5%). Der er tale om en tredelt stigning, der efter en kilometer med 7,7% byder på en mur over 2 km med 11-12%, inden der venter to kilometer med 7,7% og slutteligt en lettere afslutning med 1400 med godt 5%, inden man efter 176,5 km runder toppen i forbindelse med en bonusspurt.

 

Nu resterer bare 14,8 km, der indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører videre mod vest, inden man med 5,6 km igen drejer mod sydøst for at følge en helt lige vej ind til Andorra la Vella, hvor de sidste to kilometer er stort set helt flade. Lige efter 3 km-mærket drejer man tre gange lige i rap, hvorefter der venter to hurtige sving i rundkørsler med hhv. 900 og 700 m igen, inden man passerer igennem en rundkørsel og rammer den 400 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer er pandekageflad.

 

Etapen byder på i alt 4574 højdemeter.

 

Etapen er den eneste klassiske bjergetape i årets Tour i den forstand, at den har både længde og mange bjerge, men til gengæld er bjergene ikke skræmmende svære. Det synes i hvert fald at være givet, at favoritterne skal slås om det på Beixalis, men den har bestemt også potentiale til at skabe forskelle mellem de bedste - forskelle, der måske endda kan øges på den tekniske nedkørsel. Den er dog også relativt kort, og det vil derfor være mærkeligt, om det er på denne etape, at løbet vindes. Snarere ligner det en dag, hvor det måske kan tabes, ligesom der burde være en god chance for, at et udbrud kan løbe med sejren.

 

Andorra la Vella har mest været brugt som startby, men har én gang tidligere i dette årtusinde også været mål for et stort cykelløb. Det var Vueltaens 3. etape i 2017, hvor Chris Froome og Esteban Chaves var kørt væk på en sen stigning, men hvor ni mand samledes til sidst. Herfra lykkedes det Vincenzo Nibali at køre væk og akkurat sejre foran David de la Cruz og Froome, der overtog førertrøjen på vej mod den senere sejr. Andorra har dog ofte været besøgt at Touren, Vueltaen og Colta a Catalunya, dog oftest med mål på et af landets bjerge. Det skete senest i Vueltaen i 2019, hvor Tadej Pogacar vandt den dramatiske etape, der sendte Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez til jorden på en grusvej under et voldsomt uvejr, mens Touren var forbi i 2016, hvor Tom Dumoulin kørte alene hjem fra et udbrud på en dag, hvor regnen også meldte sin barske ankomst. Derudover var Touren forbi i 2009, hvor Brice Feillu tog en overraskende sejr fra et udbrud på Arcalis-stigningen, og også i 1997, hvor Jan Ullrich lagde løbet i et jerngreb med en mindeværdig solosejr.

 

 

 

Hviledag, mandag d. 12. juli: Andorra

 

16. etape, tirsdag d. 13. juli: Pas de la Case - Saint-Gaudens, 169,0 km

Har man tendens til hviledagsben må det bekymre, når løbets anden hviledag angribes, mens man befinder sig midt i Pyrenæerne. Det kunne give basis for en brutal genstart på løbets sidste tirsdag, men arrangørerne er særdeles nådige. Ganske vist byder 16. etape op en tur ind gennem bjergene med besøg på tre af Pyrenæernes mest klassiske bjerge, men det sidste af disse - det legendariske Col du Portet d’Aspet er placeret hele 32,5 km fra målet i Saint-Gaudens. Med en lang, flad afslutning er der derfor lagt op til, at favoritterne får mulighed for at genfinde løbsrytmen på en etape, hvor det synes næsten givet, at et udbrud skal køre om sejren.

 

Med en distance på 169,0 km er der tale om endnu en af løbets mange korte etaper, der fører feltet fra Pas de la Case til Saint-Gaudens. Startbyen ligger midt i bjergene lige nord for Andorra, og etapen indledes derfor med en let nedkørsel, der leder mod nord ned til Aix-les-Thermes, som nås efter 9,4 lynhurtige kilometer. Her drejer man mod nordvest for at følge en lige og let faldende dalvej, inden det begynder at stige op mod Saurat, som passeres efter 43,1 hurtigt overståede kilometer.

 

Derefter tager etapen fat, når man kører mod nordvest op ad kategori 1-bjerget Col de Port (11,4 km, 5,1%), der var et af de første bjerge, Touren besteg. Der er tale om en meget irregulær stigning med først tre nemme kilometer, siden seks kilometer med stigningsprocenter på mellem 5 og 10 og slutteligt 2,4 lette kilometer med 2-5%. Toppen rundes efter 54,0 km, og efterfølges af en teknisk kringlet nedkørsel, som leder mod vest og sydvest ned til Massat, der passeres efter 66,6 km. Nu venter et let faldende dalstykke over 20,1 km, hvor man kører mod nordvest og siden syd forbi dagens spurt, der efter 84,7 km kommer for enden af en flad og lige vej.

 

Efter 86,7 km tager etapen fat igen, når man drejer mod vest for at passere kategori 1-stigningen Col de la Core (13,1 km, 6,6%), der modsat den foregående er en uhyre jævn stigning uden store udsving med top efter 101,1 km. Endnu en teknisk nedkørsel fører mod nordvest ned til Castillon-en-Courserans, der nås efter 116,6 km. Nu venter endnu et dalstykke, der denne gang er let stigende og 14,1 km langt, og som fører mod vest frem til byen Saint-Lary.

 

Her venter dagens sidste alvorlige udfordring efter 130,7 km, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Col de Portet-d’Aspet (5,4 km, 7,1%) fra den lette side. Herfra er de første tre kilometer lette (dog afbrudt af en anden kilometer med 8,1%), inden den stiger med 8-10% over de sidste 2,4 km frem mod toppen, der rundes efter 136,5 km. 

 

Nu resterer fortsat 32,5 km, der indledes med den småtekniske nedkørsel, hvor Fabio Casartelli så tragisk omkom i 1995, og som fører mod nordvest og nord ned til byen Sengouagnet, der nås efter 146,3 km. Herfra fortsætter man mod nord og nordvest ad en let faldende dalvej, der dog afbrydes af den lille kategori 4-stigning Cote d’Aspret-Sarrat (800 m, 8,4%), der er helt jævn og har top efter 162,0 km. De sidste 7,0 km indledes med en ultrakort nedkørsel, inden man kører fladt mod nord ind mod Saint-Gaudens. Her venter en hel serie af sving lige efter 4 km-mærket, men over de sidste 3 km er eneste udfordringer en rundkørsel med 200 m igen samt et højresving i en rundkørsel lige inden den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig ind på den 100 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning. Desidste 5 km er stort set helt flade, indtil de sidste 500 m stiger med ca. 7%.

 

Etapen byder på i alt 3250 højdemeter.

 

Det er svært at finde mere oplagte udbrudsetaper end denne. Den kommer inden de to afgørende bjergetaper, og derfor vil alle klassementsrytterne helst spare kræfter i stedet for at kaste sig ud i spekulative forsøg frem mod næsten 30 flade kilometer til sidst. Det giver basis for en vild kamp om at ramme udbruddet, og da stigningerne er svære nok til at give klatrerne en chance, men også kommer så langt fra mål, at lidt tungere folk kan have drømme, er det en etape, der må appellere til næsten hele feltet - især fordi resten af løbet meget vel kan være helliget bjergryttere, sprintere og tempospecialister.

 

Saint-Gaudens er en hyppigt brugt startby i både Route d’Occitanie (det tidligere Route du Sud) og i Touren, men den har ikke været målby for verdens største løb siden 1999, hvor Dmitry Konyshev slog Gianni Faresin og Massimiliano Lelli i en tremandsspurt efter en dag i udbrud. Til gengæld var den i mange år helt fast målby i Route de Sud - en enkelt gang endda flere gange i samme sæson - og de seneste vindere i byen er Bryan Coquard (2015), Manuel Belletti (2012), Blel Kadri (2010), Florian Vachon (2010), Federic Finot (2007), Jean-Patrick Nazon (2006), Stephane Petilleau (2005), Francis Mourey (2004), Ludovic Turpin (2003), Max van Heeswijk (2002), Laurent Roux (2001) og Patrice Halgand (2000). I 2010 sluttede U23-løbet Ronde de l’Isard i byen, og her blev det til sejr til Jerome Cousin.

 

 

 

17. etape, onsdag d. 14. juli: Muret - Saint-Lary-Soulan (Col du Portet), 178,4 km

Mens Vueltaen har gjort det til sit varemærke at finde nye, spektakulære stigninger, er Touren kendt for mest af holde sig til de klassiske, legendariske bjerge. I de senere år har også ASO dog sat en ære i at finde nye og svære målbjerge, og en af de nyere succeser var ”opfindelsen” af Col du Portet, der er en forlænget udgave af den velkendt Pla d’Adet, som tidligere er blevet brugt flere gange. Den gjorde sin debut i 2018 på en meget omtalt og ultrakort 65 km lang etape, der indledtes med en Formel 1-agtig start og inkluderede hele tre bjerge. Efter to års fravær vender det vanskelige bjerg tilbage i 2021 som mål for det, der meget vel kan være løbets kongeetape, og faktisk er der tale om en tro kopi af 2018-etapen med den eneste forskel, at man indleder med at køre 113,4 flade kilometer frem mod de 65 intense kilometer, der for tre år siden var rammen om en kortvarig genfødsel af Nairo Quintana og en cementering af Geraint Thomas’ overlegenhed. Med en for Touren meget svært og endda også højt målbjerg kan det meget vel være her, at årets vigtigste bjergslag skal slås - og så endda på Bastilledagen!

 

Nok er etapen stort set den samme som i 2018, men med en distance på 178,4 km er den næsten tre gange så lange. Denne gang går starten i Muret, inden man slutter på Col du Portet i udkanten af Saint-Lary-Soulan. Startbyen ligger lige syd for Toulouse umiddelbart nord for Pyrenæerne, og de første knap to tredjedele af etapen er meget nemme. Her lægger man nemlig ud med at køre mod sydvest ad en næsten helt lige og kun ganske let stigende vej, inden man efter 34,9 km, drejer mod syd for at følge en mere og snoet og let kuperet vej ned til Aurignac, der nås efter 47,8 km. 

 

Nu drejer man igen mod sydvest for at køre ad endnu en let stigende vej frem til 16. etape målby, Saint-Gaudens, som passeres efter 67,9 km, inden man forsætter igennem fladt terræn mod sydvest frem til Loures-Barousse, hvor man efter 84,2 km drejer mod syd. Herfra går det ad en ganske let stigende vej hele vejen ned til Bagnères-de-Luchon, hvor dagens spurt kommer efter 113,4 km for enden af en lang, lige vej, hvis sidste kilometer stiger let med 0,8%.

 

Her ændrer etapen totalt karakter, når man rammer den rute, der udgjorde 17. etape i 2018. Nu drejer man nemlig mod vest for at køre op ad en Pyrenæernes klassikere, kategori 1-stigningen Col du Peyresourde (13,2 km, 7,0%), der er lidt ujævn over de første 8 km, hvor den veksler mellem stejle kilometer med 8-9% og lette kilometer med 3-6%, inden den slutteligt stiger meget jævnt med ca. 8% over de sidste 5,2 km. Toppen rundes efter 129,1 km, hvorefter en kun kortvarigt teknisk nedkørsel leder mod vest, nord og syd ned til Loudenvielle, som nås efter 139,6 km.

 

Man bliver imidlertid ikke i dalen længe. I stedet kører man tværs igennem for at fortsætte mod vest op ad kategori 1-bjerget Col de Val Louron-Azet (7,4 km, 8,3%), hvis første fire kilometer er svære med 8-115, inden de sidste 3,4 km er lettere med 6-7%. Toppen rundes efter 149,5 km, hvorefter de sidste 28,9 km indledes med en mod slutningen teknisk nedkørsel, som fører mod nordvest ned til Saint-Lary-Soulan, der nås efter 160,2 km.

 

Heller ikke denne gang bliver man i dalen. I stedet kører man mod nord ud af byen, inden man drejer mod vest for at køre op ad Col du Portet (16,0 km, 8,7%), der er uden for kategori og har top i hele 2215 m højde. Særligt de første 4 km med 9-11% er slemme, men selv derefter stiger den stabilt med 8-9% kun afbrudt af en lettere 8. og 13. kilometer. Til sidst tager den igen fat med en sidst kilometer med 10,2%. Generelt følger stigningen en lige vej, der dog afbrydes af en endeløs serie af hårnålesving omkring 5 km-mærket, inden de sidste 3,8 km går ad en lige vej, der afbrydes af to hårnålesving med 1400 m igen, endnu ét med 500 m igen og slutteligt en skarp kurve på 90 grader, der leder ind på den bare 40 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4368 højdemeter.

 

This is the day! Det kan godt være, at 2018-udgaven af etapen blev talt lidt for meget op grundet den uhyre korte og meget spektakulære distance, men det ændrer ikke på, at der er tale om en modbydeligt svær etape. Inklusionen af et langt, fladt stykke til den velkendte rute fra 2018 gør kampen om at ramme udbruddet mere kompleks og etapen lettere at kontrollere, og det øger chancen for, at det hele ender i et spektakulært favoritopgør til sidst. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at dette er en etape, de store gerne vil vinde, og med et for Touren meget svært målbjerg, der endda byder på iltfattig luft i 2200 m højde, er dett måske klatrernes allerbedste chance over de tre uger.

 

Kun én gang tidligere har man haft mål på toppen af Col du Portet. Det var på den ultrakorte etape i 2018, hvor Nairo Quintana rejste sig efter et svært løb og tog en fornem solosejr, mens Chris Froomes store forsøg på at vende løbet på hovedet kiksede, så holdkammeraten Geraint Thomas i stedet cementerede sin gule trøje ved at ende som den bedste af podiekandidaterne med sin 3. plads. Saint-Lary-Soulan er også tidligere blevet besøgt, men med mål på Pla d’Adet i stedet. I 2014 tog Rafal Majka en stor solosejr, mens George Hincapie mildest talt stjal en udbrudssejr fra Oscar Pereiro samme sted i 2005. I 2001 knuste Lance Armstrong alle ved at distancere Jan Ullrich med et helt minut på stigningen. Derudover vandt Amael Moinard her en udbrudssejr i 2007-udgaven af Route du Sud, ligesom Przemyslaw Niemiec vandt en etape i det lille Tour des Pyrénées i 2010.

 

 

 

 

 

18. etape, torsdag d. 15. juli: Pau - Luz Ardiden, 129,7 km

Det kan godt være, at kongeetapen ikke havde samme ultrakorte og spektakulære distance som i 2018, men løbsdirektør Christian Prudhomme er stadig stor fan af disse korte, intense etaper. Derfor har han designet endnu en af slagsen til årets sidste store bjergslag, der skal udkæmpes på en bare 130 km lang rute. Her får klatrerne en glimrende sidste chance for at vinde tid inden enkeltstarten, når der bydes på en gentagelse af finalen fra en af nyere Tour-histories mest legendariske etaper. I 2003 så satte den genfødte Jan Ullrich kortvarigt en sjældent sårbar Lance Armstrong til vægs på legendariske Col du Tourmalet, men selvom amerikaneren senere blev sendt i asfalten af en gul pose, endte det tyske kraftværk med at få den gule trøje lige i nakken, da Armstrong leverede en magtdemonstration på den afsluttende opkørsel ad Luz Ardiden. Hvis vi blot får halvt så meget drama, når Tourmalet og Luz Ardiden vender tilbage i 2021, er der lagt op til en fantastisk torsdag, der måske endda kan krone Tour-vinderen allerede inden lørdagens enkeltstart.

 

Med en distance på bare 129,7 km er der som sagt tale om en uhyre kort etape, der fører feltet fra den klassiske Tour-by Pau til toppen af Luz Ardiden. Som bekendt ligger startbyen et lille stykke nord for Pyrenæerne, og etapen indledes derfor med en flad rejse frem mod bjergene. Starten er dog lidt småkuperet, når man kører mod syd over en lille bakke, inden man fortsætter mod sydøst op over kategori 4-stigningen Cote de Notre-Dame de Piétat (2,6 km, 5,6%), der stiger med 6-7% over de første 1500 m og siden flader ud frem mod toppen, der kommer efter 10,6 km. 

 

Nu fører en nedkørsel mod øst ned til det helt flade område nord for Pyrenæerne, og her ører man mod sydøst ad en lige og flad vej frem til Saint-Pé-de-Bigorre, der nås efter 31,6 km. Nu går der mod øst ad en let stigende vej, inden man fortsætter mod øst op ad den lille kategori 4-stigning Cote de Loucrup (2,0 km, 7,0%), der er svær med 7-9% over den første kilometer, inden den flader ud med 5-6% frem mod toppen, som rundes efter 54,6 km. En nedkørsel leder mod øst, inden man følger en let stigende vej mod sydøst forbi dagens spurt, der kommer efter 62,7 km for enden af en lige vej, hvis sidste kilometer stiger med 1,9%, og videre gennem Bagnerre-de-Bigorre frem til byen Sainte-Marie-de-Campan, som nps efter 76,9 km.

 

Den lille pyrenæerby er kendt af mange en cykelmotionist, fordi den ligger for foden af mægtige Col du Tourmalet. Etapen ændrer nu totalt karakter, når man kører mod syd og sydvest op ad det legendariske bjerg (17,1 km,7,3%), der er uden for kategori. Efter fem lette kilometer med 4-5% er det en uhyre jævn stigning, der efter fire kilometer med 7-8% stiger med 9-10% over de sidste 8,1 km frem mod toppen, der efter 94,1 km rundes i 2115 m højde.

 

Herfra resterer 35,6 km, der indledes med en i starten lidt teknisk, men ellers relativt let nedkørsel, som fører mod sydvest ned til Luz-Saint-Sauveur, der nås efter 112,6 km. Her passerer man tværs gennem dalen for at køre mod nordvest op ad Luz Ardiden (13,3 km, 7,4%), der ligeledes er uden for kategori. Efter to kilometer med 5-6% stiger de næste otte kilometer hovedsageligt med 8-9% afbrudt af enkelte lettere stykker og en 5. kilometer med 10%. Herefter bliver den lette over de sidste 3,3 km, som stiger uhyre jævnt med knap 7%. Den første del af stigningen går ad en relativt lige vej, men over den sidste halvdel er der en nærmest endeløs serie af hårnålesving, herunder seks på den sidste kilometer. De to sidste kommer lige i rap på de sidste 200, inden man rammer den 130 m lange og 5,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3555 højdemeter.

 

Det kan godt være, at klatrerne ikke er begejstrede for de to enkeltstarter, men de kan ikke klage over den sidste uges bjergmenu i Pyrenæerne. Måske er 17. etape den bedste chance for at gøre forskelle, men man skal bestemt ikke undervurdere den efterfølgende etape. Kombinationen med Tourmalet og Luz Ardiden har før gjort stor skade, og hvis en rytter kan være lige så suveræn, som Armstrong var i 2003, er der al mulig grund til at tro, at der kan sættes masser af tid i banken for alle, der måtte ønske en buffer inden lørdagens 20. etape. Samtidig er det en etape, der er relativt let at kontrollere, og meget taler derfor for, at favoritterne kan slås om både etapesejr og altafgørende tidsgevinster.

 

Luz Ardiden er blevet besøgt tre gange tidligere i dette årtusinde. Senest var det i 2011, hvor Samuel Sanchez tog en fornem sejr foran Jelle Vanendert og Frank Schleck på en dag, hvor man endnu engang måtte lade sig imponere over Thomas Voecklers trøjeforsvar, og hvor Giro-vinderen Alberto Contador viste svaghedstegn på løbets første bjergetape. Endnu mere dramatisk var etapen i 2003, hvor Jan Ullrich var kørt fra Lance Armstrong på Tourmalet, inden amerikaneren på målbjerget blev revet i asfalten af en pose for siden at vinde med 40 sekunder ned til Iban Mayo, Ullrich og Haimar Zubeldia. I 2001 tog Roberto Laiseka en meget populær baskisk sejr fra et udbrud foran Vladimir Belli, inden Ullrich og Armstrong ankom side om side som etapens nr. 3 og 4.

 

 

 

 

 

19. etape, fredag d. 16. juli: Mourenx - Libourne, 207,0 km

I gamle dage, hvor det logistisk var uladsiggørligt at afvikle bjergetaper langt fra Paris bare 24 timer inden den store finale i hovedstaden, bestod tredje uge ofte af tidlige bjergetaper i enten Alperne eller Pyrenæerne samt en flad transportetape om fredagen, hvor sprinterne kunne teste benene inden Champs-Elysèes, forud for en enkeltstart på næstsidste etape. Siden 2009 har arrangørerne oftest foretrukket at have en bjergetape på næstsidste dag, og det har betydet, at sprinterne sjældent har haft denne generalprøve to dage inden Paris-etapen. I årets helt klassiske udgave af løbet, hvor man på næsten alle måder vender tilbage til et traditionelt design, er det kun naturligt, at sprintergeneralprøven vender tilbage. Det gør den med et helt velkendt format, når man indleder rejsen mod Paris ved at køre mod nord igennem det sydvestfranske fladland, hvor det kun er fravalget af sprinterhovedstaden Bordeaux som målby, der forhindrer etapen i at leve helt op til det, vi kendte fra 90erne. Vind spiller sjældent en rolle i området, men spørgsmålet er, om trætheden er stor nok til, at udbryderne kan forhindre den massespurt, profilen i den grad lægger op til.

 

Med en distance på hele 207,0 km er der tale om endnu en for Touren lang etape, der fører feltet fra Mourenx til Labourne. Som sagt er det en klassisk tredjesidste etape, idet det hele dagen går mod nord op gennem Bordeaux-området med retning mod Nordfrankrig og Paris. Fra start kører man mod nord ned ad en lille nedkørsel, inde man drejer mod nordøst for at passere dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 4-stigningen Cote de Barelle (1,9 km, 5,3%), der er stejlest mod slutningen med 6,2% over de sidste 400 m frem til toppen, som rundes efter 12,1 km. En hurtig nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man rammer fladlandet, der følges først mod nordvest og siden mod nordøst. I byen Saint-Sever, der nås efter 54,1 km kommer dagens spurt, der denne gang kommer efter 1,5 km med 3,3 fordelt med 6-7% over de første 500 og 1000 falde meter på en snoet vej med et skarpt sving i bunden af bakken.

 

Spurten markerer afslutningen på de små vanskeligheder i starten. Man fortsætter mod nordøst ad en lige og flad vej frem til Mont-de-Marsam, der passeres efter 70,7 km, hvorefter det går mod nord og senere igen mod nordøst ad en stort set helt lige og flad vej. I udkanten af byen Langon efter ca. 150 km drejer man mod nordvest for at køre fladt frem til Cadillac, der passeres efter 168,2 km. Nu kører man mod nord op over et lille højdedrag op ad en lille bakke, der leder op til et fladt plateau, som følges mod nord frem til Créon.

 

Her drejer man efter 186,2km mod sydøst, og derefter går det ad en næsten lige og flad vej ind til Labourne, hvor de sidste 5 km er næsten flade. Faktisk er der ikke ét eneste sving over de sidste 6,5 km, hvis højdepunkt er passagen af en bro, der leder over Dordogne-floden med 2000 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 300 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 2 km stiger ganske let med 0,7% i snit.

 

Etapen byder på i alt 1241 højdemeter.

 

Det kan undre, at man ikke gjorde ruten helt klassisk ved at aflægge et første besøg i Bordeaux siden 2010, men det er også det eneste specielle ved denne etape. Historien viser, at udbrud før har snydt sprinterne i den tredje uge, men der er en grund til, at Bordeaux næst efter Paris har været sprinternes foretrukne Tour-paradis. Området er nemlig fladt og slet ikke blæsende, og derfor ender det næsten altid i en massespurt. Sprinterne skal dog ikke vide sig sikre, for som sidste chance for langt, langt hovedparten af feltet, kan vi regne med mere action end på en klassisk sprinteretape - og hvem ved, om et udbrud alligevel kan skal overraskelsen på en relativt lang dag.

 

Libourne har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

20. etape, lørdag d. 17. juli: Libourne - Saint-Émilion, 30,8 km enkeltstart

I gamle dage var det helt fast, at næstsidste etape var en enkeltstart, der repræsenterede et sidste klassementsslag i det flade terræn på rejsen mod Paris, men i de senere år, hvor enkeltstarter er blevet nedtonet, og bjerge har kunnet indgå til allersidst i løbet, er den tradition blevet knap så udtalt. I dette traditionernes Tour de France er det dog helt naturligt, at også denne tradition genindføres, og derfor skal klassementet sættes på plads på en helt klassisk og ganske flad sidste tidskørsel bare 24 timer inden afslutningen. Ganske vist er de 30,8 km en betydeligt kortere distance end i gamle dage, hvor målbyen Saint-Émilion også var mål for sidste enkeltstarts 63,5 km i 1996, men det er nok til, at det hele måske kan vendes på hovedet til allersidst, som vi så det på sidste års højdramatiske enkeltstart, hvor Tadej Pogacar sensationelt kørte Primoz Roglic ud af trøjen, eller i 2011, hvor Andy Schleck måtte sende den gule trøje til Australien og Cadel Evans.

 

Med en distance på 30,8 km er der tale om en mellemlang enkeltstart, der fører feltet fra den forrige dags målby, Libourne, til Saint-Émilion. De to byer er naboer, og etapen består af en tur rundt i det flade terræn. Fra start køre man rundt om byen centrum ad en flad og bred ringvej, inden man efter to hurtige sving kører mod nord ud af byen. To hurtige, bløde sving i rundkørsler leder ud på en lige og flad vej, der fører mod nordøst, inden man efter 5,6 km drejer mod sydøst og siden efter 7,6 km mod sydvest ind i byen Pomerol, hvor første mellemtid tages efter 7,6 flade kilometer.

 

Det flade terræn ændrer sig ikke, når der herefter følger to hurtige sving, inden man følger en lang og kun let snoet vej, der leder mod nordøst og øst igennem fladlandet frem til etapens østligste punkt, der nås umiddelbart efter dagens vanskeligste bakke (500 m, 4,7%), som har top efter 16,5 km. Bare 600 m efter toppen drejer man mod sydvest for at følge en lige og kun let kuperet vej ned til Montagne, hvor anden mellemtid tages efter 20,1 km.

 

Her drejer man mod sydvest for nu at følge en flad og let bugtende vej, inden det næste sving kommer med 4,6 km igen og leder mod sydøst. Herefter er der kun et ganske blødt sving med 2,7 km igen, men herefter begynder det at sige let, den sidste kilometer med 1,1% i snit, inden vejen bugter sig ind på den 150 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 239 højdemeter.

 

Specialisterne kan ikke slikke sig meget mere om munden. 239 højdemeter over 30,8 km er ikke meget, og de tekniske udfordringer er også til at overse. Etapen er endnu fladere og enklere end den første tidskørsel, og det er derfor terræn for de store motorer. Den lettere og hurtigere rute gør naturligvis, at forskellene vil være mindre end under sidste års store drama, men til gengæld gøres klatrerne ikke mange tjenester på denne meget flade etape. De må håbe på, at enkeltstarter i den tredje uge altid handler meget mere om friskhed end om klassiske tempoevner, og at styrkeforholdet derfor alligevel vil være et helt andet, end det var på 5. etape.

                         

Saint-Émilion har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Touren har været forbi én gang, nemlig i 1996, hvor Bjarne Riis over en 63,5 km lang enkeltstart cementerede sin Tour-sejr, men alligevel blev sat eftertrykkeligt af holdkammeraten Jan Ullrich, der fortsatte sit kometgennembrud med både etapesejr og sikring af den samlede 2. plads.

 

 

 

21. etape, søndag d. 18. juli: Chatou - Paris Champs-Élysées, 108,4 km

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der ventes at blive endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

 

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og efter to lidt halvlange udgaver i 2019 og 2020 er det igen tilfældet i 2021, hvor der skal køres bare 108,4 km. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Chatou, der fra sin placering nordvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod nordvest og sydvest frem til løbets sidste kategoriserede stigning, kategori 4-stigningen Cote des Grès (1,9 km, 5,0%), der er en jævn opkørsel med top allerede efter 7,4 km. Nu går det mod sydvest og sydøst igennem det åbne og relativt flade land vest for hovedstaden, indtil man efter 23,6 km når frem til Saint-Cyr-L’École, der er en af Paris’ yderste forstæder.

 

Herfra går det mod øst ind gennem byzonen og byen Versailles, hvorefter kursen sættes mod nordøst med retning mod centrum. En lille bakke leder op til Meudon efter 36,6 km, inden en nedkørsel fører ned til den helt flade hovedstad, hvor man kører langs Seinen og officielt rammer Paris efter 42,3 km. Et par sving sender rytterne først mod sydøst og siden nordøst, inden man efter 50,6 km krydser Point-Neuf i en teknisk zone med flere sving. Efter 52,2 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 1,7 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,8 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2020, 019, 2018, 2017 og 2014.

 

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 8 m brede avenue, men grundet vejens tilstand har man som noget nyt flyttet målstregen længere op ad vejen, så opløbsstrækningen i år er 700 m og ikke 400 m lang, men det stiger fortsat ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 800 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen, dvs. med 40,1 km igen, og stiger let med 1,9% over de sidste 800 m efter stregen.

 

Etapen byder på i alt 620 højdemeter.

 

Etapen vil naturligvis forløbe, som den plejer. De indledende 52,2 km km frem til rundstrækningen vil blive brugt til paradekørsel, champagnedrikning, fotografering og lykønskninger, inden førertrøjens hold langsomt øger farten, efterhånden som man nærmer sig første passage af målstregen. Her får en af feltets veteraner, der kører sin sidste Tour, ofte lov at køre først over, men det er ikke helt klart, hvem der kunne få denne ære i 2021, og derefter starter cykelløbet for alvor. Typisk etableres der hurtigt et lille udbrud, men de får sjældent meget mere end 30 sekunder i et kort gadeløb, hvor alle er friske. Herefter går den vilde jagt, hvor sprinterholdene i langt de fleste tilfælde har held til at samle det hele til en massespurt, mens klassementsrytterne både prøver at nyde stemningen og undgå det katastrofale uheld, der kan ruinere tre ugers hårdt arbejde. Til slut ventes det hele at blive afgjort af de hurtige folk i den let stigende spurt på den brostensbelagte opløbsstrækning, og denne gang betyder den længere opløbsstrækning, at

enhver, der drømmer om sejr på cykelsportens smukkeste boulevard, ikke nødvendigvis skal sidde helt så langt fremme i den altafgørende tunnel, som han plejer.

 

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Sam Bennett kronede en flot Tour ved at vinde etapen med den grønne trøje på sine skuldre, i 2019, Caleb Ewan kronede en fantastisk Tour ved akkurat at slå Dylan Groenewegen på stregen, i 2018, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, og i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, som med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

 

 

 

 

 

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

Annonce

DEL
INFO
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Donostia San Sebastian Kl...(1.UWT) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 31/07

Johan Museeuw Classic(1.1) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

La Coupe du President de ...(2.1) 05/08-08/08

Sazka Tour(2.1) 05/08-08/08

Aubel-Thimister-Stavelot(2.1) 06/08-08/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 07/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 08/08

Tour de Pologne(2.UWT) 09/08-15/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger