Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de France: Vinderkandidaterne (***)

Tour de France: Vinderkandidaterne (***)

25. juni 2021 17:58Foto: Sirotti

Lige siden nyere Tour-histories mest mindeværdige enkeltstart har cykelverdenen med spænding set frem til et Tour de France, der byder på et sjældent åbent opgør mellem de to slovenske rivaler fra 2020, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, og det gør årets udgave af verdens største cykelløb til et af de mest uforudsigelige længe. De udfordres endda af et skræmmende stærkt og revanchelystent Ineos-mandskab, et overbevisende og genrejst Movistar-hold og en hel serie stærke outsidere i et løb, der på ingen måde lægger op til at blive en af de tidligt afgjorte affærer, vi oftest har været vidner til gennem de seneste mange år. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Annonce

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

 

Sådan er det bestemt ikke længere. I 2019 var mange i tvivl om, hvorvidt det var Geraint Thomas eller Egan Bernal, der stod med de bedste kort, og sidste år var cykelfans også delt i en Egan Bernal- og en Primoz Roglic-lejr. Alligevel synes 2021-udgaven at overgå dem begge, når det handler om at have et mudret favoritbillede, for sjældent har en grand tour haft to så jævnbyrdige favoritter, som det er tilfældet i år.

 

I 2019 pegede flertallet på Bernal, der også endte med at vinde løbet. I 2020 gjorde Roglic sig til en temmelig klar favorit i ugerne op til starten, selvom han senere endte med at blive slået af Tadej Pogacar. I år vil en afstemning mellem alverdens cykelfans dog nok ende meget tæt på 50-50, hvis man blev bedt om at pege på sin forhåndsfavorit til verdens største cykelløb. Så åbent tegner det interne slovenske opgør mellem Pogacar og Roglic sig nemlig denne gang.

 

Til gengæld er der også alenlangt ned til nr. 3, og det er svært helt at tro på, at andet end uheld kan forhindre endnu en slovensk sejr. Det betyder dog ikke, at en overraskelse er umulig, når Ineos kommer med et veritabelt superhold, der med Geraint Thomas, Richard Carapaz og Tao Geoghehan Hart tæller ikke færre end tre nylige grand tour-vindere sekunderet af sidste års nr. 3, Richie Porte, der denne gang er fint tilfreds med at agere hjælper. Endnu mere interessant bliver det, når man ser, hvordan det ellers hensygnende Movistar-mandskab har genfundet rytmen og kommer med en skræmmende kvartet i form af Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler. Så har vi endda slet ikke nævnt Emanuel Buchmann, Wilco Kelderman, Rigoberto Uran, Sergio Higuita, Jack Haig, Wout Poels, David Gaudu, Michael Woods, Dan Martin, Nairo Quintana, Bauke Mollema, Guillaume Martin, Ben O’Connor og Lucas Hamilton, der alle kommer med legitime forventninger om at kunne begå sig i klassementet. Og glem endelig ikke, at der på det seneste er kommet ganske kraftige indikationer af, at Julian Alaphilippe har drømme om at gennemføre det mirakel, der for to år siden døde bare 48 timer inden afslutningen i Paris.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

 

BEMÆRK: Efter at jeg er blevet opmærksom på ændrede ambitioner fra Richie Porte, er der ændret i rangeringen. Australieren er gledet ind som mit fjerdevalg med tre stjerner, mens Enric Mas som følge heraf glider ned i den tostjernede kategori.

 

Richie Porte (***)

For et par måneder siden var der intet, der tydede på, at Richie Porte skulle være kandidat til at vinde Touren i 2021. Allerede inden han stillede til start som Treks kaptajn i sidste års franske rundtur, stod det nemlig klart, at 2020 var sidste skud i bøssen. Efter så mange kiksede forsøg orkede australieren ikke mere, og han indstillede sig på, at livsdrømmen om at nå Tourens podium aldrig ville blive indfriet, hvis det gik galt igen. Tre ugers intens positionskamp har aldrig været noget for ham, og fremover var han indstillet på at agere hjælper hos det Ineos-hold, han allerede havde skrevet kontrakt med.

 

 

Egentlig skulle man tro, at den beslutning havde lagt ekstra pres på hans skudre, men tilsyneladende var det nærmest en befrielse. Bedst som et skidt 2019 og en elendig start på 2020 havde mere end antydet, at manden, der engang var verdens bedste i ugelange etapeløb, var ved at være pensionsmoden, lykkedes det ham endelig at indfri karrierens allerstørste ambition, da han nåede Paris som løbets nr. 3 - sjovt nok i den udgave, hvor forventningerne til ham var allermindst.

 

Det kunne måske have fået Porte til at skifte mening, men sådan gik det ikke. I stedet havde han nu endnu mere fred i sindet til at lægge den forhadte positionskamp på hylden og indstille sig på hjælpertjansen hos det britiske storhold. Ganske vist lagde han ikke skjul på, at han stadig havde ambitioner i forårets etapeløb, men i Touren var det slut med at sætte livet på spil for at sidde fremme på cykelkalenderens allermest hektiske dage.

 

Selv da han endelig indfriede en anden livsambition for et par uger siden ved endelige at tage den Dauphiné-sejr, han længe havde fortjent, var der ikke tegn på en holdningsændring. I stedet var han meget direkte, da han på pressekonferencen blev spurgt om udsigterne til en kaptajnrolle i Touren:

 

"I'm under no illusions. I'm here to help out. I think that the way Tao and Geraint and those guys helped me, I'd love to repay them. I don't need the stress and pressure - I don't know how they do it. For me, this feels like a Tour de France victory,” lød hans afvisende svar.

 

Nu tyder noget imidlertid på, at den store succes har fået ham til at skifte holdning. En Dauphiné-sejr plejer for Ineos-mandskabet at føre en Tour-triumf med sig. Det har i hvert fald været tilfældet for det britiske storhold hver eneste gang, de har vundet løbet siden 2012, og både Bradley Wiggins, Chris Froome og Geraint Thomas har fulgt succes i forberedelsesløbet op med en gul trøje i Paris senere på sommeren.

 

Måske er det den succes - koblet med hans 2. pladser bag holdkammerater i både Catalonien og Romandiet tidligere på året - der har fået ham til at genoverveje sin beslutning. I hvert fald lød ordene lidt anderledes, da han denne tirsdag blev interviewet af den australske avis, The Examiner:

 

"If I'm in a good position, it's all to play for and it's a great tactical card to have two big leaders in 'G' and Carapaz with Tao and myself as jokers in the pack because when we get into the mountain stages they cannot just let us go, they'll have to chase us,” lød hans vurdering af sin rolle. Og videre: "There's a million different scenarios and the road will always decide who's going best plus there's a lot of things that can happen with crashes and splits and while you can lose seconds in the first week, in the last week that can be minutes which will decide the race.”

 

Pludselig ser det hele lidt så meget anderledes, at jeg har været nødt til at ændre min favoritvurdering med kort varsel, efter at Examiner-artiklen blev offentliggjort i løbet af tirsdagen. Hvor jeg efter hans udtalelser i Dauphiné, var stensikker på, at han ville sætte sig bagerst i feltet og smide tid på de stressende første etaper i Nordfrankrig, ser det altså nu ud til, at Porte faktisk vil nyde en beskyttet rolle, så længe han stadig er med i spillet.

 

Det gør ham pludselig til en livsfarlig mand. Hans 3. plads i Touren viste nemlig, at han stadig har niveauet til at være med helt fremme, også selvom han ikke er det uhyre, han var i 2017 og 2018, hvor han måske var verdens bedste klatrer - i hvert fald i ugelange etapeløb. Naturligvis skal man altid være forsigtig med ryttere på 36 år, men hans sejr i Dauphiné og ikke mindst afsluttende forcering på kongeetapen, hvor han efter lang tid i udbrud uden synderlig hjælp fra sine følgesvende alligevel kørte Miguel Angel Lopez ud af hjulet, vidner om, at Porte stadig har et tårnhøjt niveau - også selvom han var en anelse skuffende i Catalonien og særligt Romandiet, hvor han dog formentlig led voldsomt under den ekstreme kulde, der aldrig har været hans kop te.

 

 

Vigtigst er det, at han denne gang kører uden pres. Det gjorde han ikke i 2017 og 2018, hvor han stillede til start som manden, der kunne true Froome, men begge gange endte det ganske ilde, da han styrtede ud på 9. etape. Sidste år følte han sig helt frigjort med beslutningen om, at det var sidste skud i bøssen, og det førte som bekendt til den flotte 3. plads. Som han også fortalte The Examiner: "Just to slot straight back in means a lot to me and when you've got guys like 'G', Tao and Carapaz who are the main leaders, they get all the media attention which is fine by me.”

 

Historien viser, at en stressfri er bedre end en stresset Porte, og det er måske det, der kan gøre ham til Ineos-mandskabets bedste kort. I hvert fald han Thomas ganske overlegen i Dauphinés bjerge, hvor den walisiske stjerne mildt sagt ikke imponerede, og selvom Carapaz formentlig er holdets bedste klatrer, er Porte den mest komplette af de tre, fordi han formentlig klatrer bedre end Thomas og kører en bedre enkeltstart end Carapaz. Sidstnævnte er som bekendt helt afgørende på en rute med næsten 60 flade kilometers kamp mod uret.

 

Alligevel er der meget, der står i vejen for en mulig Porte-sejr. For det første synes han stadig ikke at være helt så god en temporytter, som han var i sine bedste år. I hvert fald var han tidskørsel i Dauphiné bestemt ikke karrierens smukkeste, og i de senere år har hans bedste enkeltstarter været de mest kuperede. Naturligvis slår han stadig langt hovedparten af klassementsrytterne, men det er straks et andet spørgsmål, når han skal op mod i hvert fald Primoz Roglic, der har en enkeltstartshistorik, som kan få de fleste til at ryste i bukserne.

 

For det andet er hans klatreniveau stadig ikke som i gamle dage. Sidste år var han ganske vist stærk, men han blev alligevel slået af de to slovenere på alle løbets bjergetaper. Denne gang kan man endda være lidt bekymret for, om han har toppet for tidligt, fordi det var Dauphiné, der var hans oprindelige personlige mål. Sidste år var det netop hans styrke, at han for en gangs skyld kom lidt rusten ind i løbet og bare blev bedre og bedre undervejs. Tidligere har det været et ærgerligt mønster, at han med en stærk start ofte er falmet undervejs, og den risiko er endnu mere udtalt denne gang, hvor hans sæsonplanlægning har været anderledes. Stabilitet over tre uger har aldrig været hans spidskompetence.

 

Endelig er der sidevinden og de flade etaper. Det kan godt være, at Ineos har det måske stærkeste hold til at drage fordel af de smalle veje i Bretagne og mistralvinden i Sydfrankrig, men det er ikke sikkert, at Porte kan drage fordel af det. Positionskamp har aldrig været han, og skal man pege på én af de fire Ineos-stjerner, der ikke sidder med, hvis Luke Rowe, Michal Kwiatkowski og Geraint Thomas træder til i vinden, er det utvivlsomt Porte. I den situation er det næppe ham, de venter på, hvis de har sat andre af løbets favoritter til vægs.

 

Første forudsætning er derfor, at Porte kommer helskindet frem til Alperne og videre til Pyrenæerne. Lykkes det ikke, vil han have det fint med at falde tilbage i den hjælperrolle, der hele tiden har været planen. Hvis til gengæld han skulle overleve sidevinden og positionskampen - og måske endda holde sig så godt til, at han faktisk kan vinde lidt tid - er Porte en af de få, der på en så tempotung rute faktisk kan slå de to slovenere. Han har i hvert fald stadig både klatre- og tempoevner, og ikke mindst har han et hold, hvor han sammen med Carapaz ligner det bedste bud på en mand, der kan udnytte overtallet til at gøre en forskel i bjergene. Stressfri er han også, og det plejer som bekendt at være helt afgørende for en mand, der før har haft det svært med presset.

 

Tænk, hvis det vitterligt skulle lykkes. For mindre end et år siden lignede han en pensionsmoden, der kun havde ét ikke specielt kraftfuldt skud tilbage i sin halvgamle bøsse. 11 måneder senere vil han i givet fald have fundet en ekstra kugle bagerst i patronhylsteret og ramt plet med denne efter flere år med lutter forbiere - og samtidig blive den ældste Tour-vinder i historien. Det ville være en fairy-tale ending, ingen havde drømt om, da afdankede Porte sidste år lignede en færdig mand efter sin pauvre 15. plads i Dauphiné.

 

DER ER PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER I TOURSPILLET - SÆT DIT HOLD HER!

 

Miguel Angel Lopez (***)

Når man i dag taler om verdens bedste etapeløbsryttere, rettes al fokus helt naturligt mod Tadej Pogacar og Primoz Roglic. De to slovenske monstre har været så overlegne i den seneste periode, at etapeløb reelt har været afgjort på forhånd, hvis ikke de to slovenere en sjælden gang begge har været til start. Faktisk har deres suverænitet været af en sådan karakter, at flere ryttere under Dauphiné talte om en hel befrielse, at de kunne køre et åbent og ligeværdigt løb uden nødvendigvis at blive kørt midt over af de to ryttere, der dominerer i hvert det aspekt af cykelscenen.

 



Det er da også sandt, at de to slovenere har været næsten umulige at sætte. Pogacar og Roglic var begge lidt halvtrætte efter sidste års Tour, hvor de viste lidt svaghedstegn, ligesom Roglic under årets Liege havde en helt særegen offday. I alle andre perioder har man siddet med en fornemmelse, at de har haft et gear eller to mere end rivalerne, og det er altså også en følelse, der har bredt sig i hele feltet.

 

I den diskussion er det dog let at glemme onsdag d. 16. september 2020. Det var den dag, Tour-feltet for første gang skulle op over den modbydelige og nyasfalterede stigning Col de la Loze, der skilte sig ud som et sjældent svært bjerg i Alperne, hvor man ellers oftest møder lange og relativt bløde stigninger. Efter at Pogacar og Roglic havde været i deres egen liga på de forløbne bjergetaper, gik forhåndsdiskussionen stort set udelukkende på, om det ville være den ene eller den anden slovener, der var stærkest.

 

Det viste sig i sidste ende at være Roglic, der vandt det slovenske mesterskab i klatring. Iført den gule trøje satte Jumbo-kaptajnen noget, der lignede et altafgørende nyrestød ind på sin rival i kampen om Tour-sejren, da han distancerede Pogacar med 15 sekunder på den eneste af 2020-udgavens bjergetaper, hvor det var muligt for den ene af de to kamphaner at sætte den anden på en stigning. Højst overraskende var et slovensk mesterskab bare ikke nok til også at vinde etapen, for da Roglic nåede stregen, var han 15 sekunder for sent på den.

 

Superman var nemlig kommet ham i forkøbet. Mens det var Bahrain, der gennem hele etapen havde iscenesat det store angreb fra Mikel Landa, var det Miguel Angel Lopez, der viste sig i stand til som den første i løbet ikke bare at følge de to slovenere, men også at køre fra dem. Nu er det selvfølgelig indlysende, at Roglic og Pogacar var mere optagede af hinanden end en colombianer, der allerede inden etapen havde smidt 1.41, men da først Roglic havde sat sin rival, blev al forsigtighed kastet, og begge de to slovenere åbnede fuldt for den gas, der indtil havde syntes at være en helt uovervindelig kraft.

 

Alligevel kunne de ikke hente Lopez, og den lille colombianer kunne dermed tage sin første Tour-etapesejr i sin længe ventede Tour-debut. Endnu bedre var det, at Lopez pludselig havde mindet os alle om, hvorfor det var, at han i 2017 var braget ind på grand tour-scenen med en sådan kraft, at han efter tre suveræne bjergetaper i Andalusiens bjerge under Vueltaen, hvor han havde fået Chris Froome til næsten af ligne en statist, havde kurs mod den absolutte verdenstop.

 

Desværre nåede Lopez aldrig lignende højder. Allerede i den sidste uge af selvsamme Vuelta var han pludselig helt anderledes Vuelta, og selvom han siden endte som nr. 3 i både Giroen og Vueltaen, fløj Superman i de forløbne år aldrig lige så højt, som han gjorde i de gyldne dage i Sydspanien for fire år siden - altså lige indtil han pludselig bankede de to slovenere 2300 m over havets overflade på et bjerg, der har potentiale til at blive en nyklassiker i Touren.

 

Det er den præstation, der gør, at Lopez kan rejse til Tour-starten i Brest med troen på, at det måske kan lade sig gøre at tage den grand tour-sejr, han stadig ikke har opnået. Tour-arrangørerne har ellers ikke givet ham mange gaver med en rute, der byder på næsten 60 flade kilometers enkeltstart - faktisk havde det været helt naturligt for ham at satse på Giroen, hvis ikke han havde skiftet Astana ud med et Movistar-hold, for hvem Touren og Vueltaen står over alt andet - men Lopez kan som den eneste i feltet rejse til Bretagne med bevidstheden om, at han inden for det seneste år har givet begge de to slovenere på deres hjemmebane i bjergene.

 

Lopez’ problem er, at han er nødt til at gøre det dag og dag ind. De to enkeltstarter lægger op til så massiv en slovensk afstraffelse af den spinkle colombianske krop, at det ikke er nok for Lopez at vinde 15 sekunder på én af de fem bjergetaper, der for alvor lægger op til, at der kan gøres forskelle. Nok er det i hvert fald ikke, hvis billedet er det samme som i 2020, nemlig at Pogacar og Roglic sætter Lopez til vægs på alle bjergetaper på nær én.

 

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

 

Lopez har nemlig to svagheder, der uagtet præstationen på Col de la Loze gør en Tour-sejr usandsynlig. Den første er naturligvis tempoevnerne, der mildt sagt har kostet dyrt i hans seneste grand tours. Helt galt gik det som bekendt sidste år, hvor han startede den sidste etape på løbets tredjeplads, men endte med at rasle helt ned på løbets 6. plads efter endda at være blevet passeret af Landa, som ikke just er kendt for at være et tempomonster. Den dag tabte Lopez intet mindre end 6.17 (!!!) til Pogacar over beskedne 36,2 km, og det var endda på en halv bjergenkeltstart. Når man samtidig husker på, hvordan Roglic pryglede Lopez på Giroens lange og ligeledes bjergrige enkeltstart i Giroen i 2019, står det klart, at 15 sekunder på Col de la Loze forslår som en skrædder et sted, hvor de færreste har lyst til at opholde sig.

 

Denne gang er der dog en vis grund til optimisme. Lopez er kommet til Movistar, der i hvert fald frem til i år har haft en noget bedre tempohistorik end Astana, og takterne har været ganske lovende. I 2021 har han i hvert fald kørt en relativt opløftende enkeltstart i Dauphiné og en overraskende god prolog i Romandiet, og samtidig har Lopez faktisk gjort det endnu bedre tidligere i sin karriere. Sidste år kørte han en nærmest mageløs enkeltstart på en relativt flad rute i Algarve - en enkeltstart, der var så god, at han pludselig blev uhyre interessant i Tour-sammenhæng - og det er bestemt heller ikke alle hans grand tour-enkeltstarter, der er endt som katastrofer. Eksempelvis forsvarede han sig helt anderledes hæderligt i Vueltaen i 2019.

 

Det ændrer bare ikke på, at han selv den dag i Spanien tabte 31 sekunder til Pogacar og 2.00 til Roglic over 36,2 km. Det er derfor helt uundgåeligt, at Lopez skal være flyvende i de kommende tre uger, hvis de nederlag skal opvejes af tidsgevinster i bjergene. Her når vi endda frem til Lopez’ anden svaghed, nemlig stabiliteten.

 

Det er nemlig ikke tilfældigt, at Lopez kun var god på én bjergetape sidste år, eller at han kun var god én uge i Vueltaen i 2017. Det har været billedet gennem hele karrieren, at udsvingene i grand tours har været alt for store. I både 2017 og 2018 startede han alle sine grand tours alt for rustent og havde smidt for megen tid, da han endelig fandt benene, og da han i Vueltaen i 2019 forsøgte at undgå for store tidlige nederlag og kom til løbet i så skræmmende god form, at han faktisk kørte fra Roglic på Javalambre-stigningen i den første uge, falmede han kraftigt i den sidste del, hvor han som en anden yoyo vekslede mellem op- og nedture - præcis som det var tilfældet i sidste års Tour.

 

Derfor er de første forudsætninger for Lopez-sejr, at han dels kan begrænse tabet på enkeltstarterne, dels at han kan finde den stabilitet, han plejer at savne. Lykkes det, ser det til gengæld slet ikke så ringe ud af endda. Nok er ruten tempotung, men bjergetaperne synes mere selektive, end vi ofte har set det. Nok havde Lopez savnet flere af de tårnhøje bjerge, hvor han i den iltfattige luft er allerbedst, men han har bestemt ikke nogen grund til at klage over særligt de to svære bjergfinaler i Pyrenæerne, hvor særligt kongeetapens mål på Col du Portet med top i 2200 m højde og stejle procenter minder så meget om Col de la Loze, at det ligner dagen, hvor Lopez skal forsøge at vinde Touren.

 

Dertil skal lægges, at Lopez er kommet meget stærkt tilbage efter sidste års grimme Giro-styrt og vinterens langtrukne covidsygdom, og efter en temmelig rusten sæsonstart sidst i april var han i Dauphiné i år på et helt anderledes stærkt niveau, end det var tilfældet sidste år. Faktisk kom han ud af både det franske løb og det efterfølgende endagsløb på Ventoux med et meget overbevisende aftryk, men det kan måske også ses som et problem. Det eneste fortilfælde, hvor Lopez var flyvende fra start af en grand tour, var som bekendt i Vueltaen i 2019, hvor han endte med at falme gevaldigt, og med tanke på, at Lopez skal vinde løbet i Pyrenæerne i den tredje uge og undgå at tabe det i den første, kan man frygte, at han har toppet for tidligt.

 

Holdet er i hvert fald fremragende. Nok har Movistar i det meste af halvandet lignet et sindsforvirret fallitbo uden skyggen af formål og plan, men det har rettet sig, siden Alejandro Valverde med sin genfødsel i marts bragte holdet tilbage på sporet. Siden har alle holdets fire kaptajner vundet cykelløb, og efter Marc Solers tidlige exit fra Giroen kommer de nu til Frankrig med hele A-kæden i en trup, der i hvert fald på seks af pladserne er så overbevisende, at selv Ineos har grund til at ryste lidt i bukserne. Finder både Lopez og Enric Mas deres topniveau, og kan Valverde genfinde de bjergben, han gav glimt af i Catalonien tidligere i år, giver det i hvert fald nogle taktiske muligheder, der kan udnyttes mod mere skrøbelige Jumbo- og UAE-hold, som meget vel kan kigge mere på hinanden og Ineos end på den spanske armada.

 

 

Til gengæld er holdet sårbar i den sidevind, der måske kan blive afgørende igen i år, hvor både Bretagne- og mistraletaperne har potentiale til at skabe drama. Ganske vist har Movistar en fin historik i disciplinen, hvor de ofte selv har været aggressorer, og ganske vist ser de fuldt ud kapable ud til at matche UAE i fladlandet, men mod Jumbos og Ineos’ klassikerspecialister kan de komme til kort. Lopez er også selv en skrøbelig fyr, der både har tendens til at vælte og være svag i positionskampen, og det er derfor ikke kun enkeltstarterne, der kan give ham vanskeligheder i fladlandet.

 

Udfordringer er der altså nok af, og rutens karakter gør en Lopez-sejr til et ganske usandsynligt scenarium. På den anden side er udsigterne mindst like så blakkede for næsten alle andre, der ikke kører rundt med et slovensk pas, og blandt løbets favoritter har Lopez én fordel, ingen andre i feltet har. Han har allerede én gang vist, at han kan køre fra både Roglic og Pogacar på én gang dybt inde i den tredje uge af en grand tour. Med hans opløftende tendenser på enkeltstarten og hans stærke hold i ryggen bør det være nok til, at han er en af de få, der kan få Roglic og Pogacar til at sove en smule uroligt. Det er i hvert ikke helt utænkeligt, at onsdag d. 16. september har indgået i et enkelt slovensk mareridt eller to i løbet af det seneste års tid.

 

Geraint Thomas (***)

Set fra sidelinjen ligner løbsdirektør Christian Prudhomme ikke nogen sentimental mand. Han synes heller ikke at være typen, der lider voldsomt af medfølelse med rytterne. Sådan skal det naturligvis heller ikke være, for det vil aldrig være en løbschefs rolle at lade den slags følelser styre sin drift af en af verdens største cykelbegivenheder.

 

 

Alligevel lignede det en lille trøstegave fra Tourens boss til en af de seneste års mest markante Tour-skikkelser, da Prudhomme i november med et par ugers coronaforårsaget forsinkelse åbenbarede planerne for den 108. udgave af verdens største cykelcirkus. Hvis der var én af feltets ryttere, der havde særlig grund til at juble den efterårsdag for syv måneder siden var det nemlig Geraint Thomas, der næppe har kunnet få armene ned, at da Prudhomme besteg podiet og afslørede de knap 60 kilometers enkeltstart, han og rutedesigner Thierry Gouvenou havde fundet i det franske fladland.

 

Når det var svært ikke at se det som et plaster på såret, skyldtes det, at Thomas havde haft et gedigent møgår. Højst uvant for en mand, der plejer at finde formen, når det gælder, kom han nemlig ud af coronapausen i så kritisk en tilstand, at Ineos-chef Dave Brailsford ikke havde skyggen af grund til at bygge et Tour-hold op omkring sin stjerne og derfor helt forståeligt lod ham blive hjemme. Da det endelig lysnede for den walisiske stjerne med et flot VM og en opløftende 2. plads i Tirreno, endte hans store chance for at vinde en tempotung Giro i et sjældent svagt felt, allerede inden han havde kørt én eneste meter op ad Etna på løbets første bjergetape.

 

Efter al den modgang forstår man godt, hvis Thomas tilbragte hele oktober i kulkælderen, indtil Prudhomme hev ham op igen den søndag i november. Hvis han nogensinde skulle misse en udgave af Touren, var sidste års tempofattige version i hvert fald ikke den værste, og da Chris Froome allerede på det tidspunkt hørte fortiden til, og Egan Bernal hurtigt lod sig skræmme så meget af Tourens enkeltstarter, at han rettede blikket mod Giroen, stod det pludselig klart, at Thomas kunne se frem til en ganske vist delt, men stadig klar kaptajnrolle i verdens største cykelløb - endda på en rute, der for en fyr som ham ikke var set bedre siden 2012. Pludselig så det hele ikke længere så sort ud endda.

 

Spørgsmålet er bare, om en gunstig rute er nok. Havde dette været 2018, havde selv Primoz Roglic og Tadej Pogacar haft al mulig grund til at ryste i bukserne. Da Thomas for tre år siden vandt Touren, var han nemlig uhyre overbevisende, ikke blot på enkeltstarterne, men også i bjergene, og ingen kan stille spørgsmål ved, at den walisiske vinder også var den fortjente sejrherre.

 

Det er imidlertid tre år siden, og siden er Thomas bestemt ikke blevet yngre. Når han ruller til start på lørdag i Brest, har han kort forinden fejret sin 35-års fødselsdag, og det har den urovækkende konsekvens, at en Thomas-sejr i Paris vil gøre ham til Tour-historiens næstældste vinder - endda med en god margin ned til nr. 3. Den eneste ældre vinder var Firmin Lambot helt tilbage i 1921, og faktisk finder man på alderspræsidenternes top 10 lige nu kun tre ryttere, der har vundet løbet efter 1952, nemlig Cadel Evans, Joop Zoetemelk og Carlos Sastre. Af disse var både Zoetemelk og Sastre endda betydeligt yngre end Thomas, og det fortæller alt om, hvor sjældne gamle Tour-vinder er. Værre er det, at vidunderbørnenes tidsalder bestemt ikke gør det lettere, og det er umiddelbart ikke specielt befordrende for Thomas’ optimisme, at to af de fire yngste vindere nogensinde er fundet i de seneste to år.

 

Endnu mere bekymrende er det, når Thomas heller ikke synes at være tæt på niveauet fra 2018. Faktisk har han aldrig været det siden dengang. Allerede i 2019, hvor han kæmpede med effekterne af Tour-sejrens mange medfølgende flødekager og megen efterfølgende festivitas, var det først i Touren, at han fandt formen, og her var han i bjergene mildt sagt en skygge af den rytter, som havde knust al modstand 12 måneder tidligere. Siden fulgte et 2020, hvor han som sagt var en skygge af sig selv i august, og selvom han rejste sig i et relativt svagt besat Tirreno, var han i det løb bestemt heller ikke alt for overbevisende i bjergene.

 

Er det så blevet bedre i 2021? Både ja og nej. Thomas har fulgt den sære, men meget markante trend, at Tour-vindere efter deres første sejr i verdens største cykelløb kun kan finde ud af at peake til grand tours - heldigvis er Egan Bernal og Tadej Pogacar undtagelser - og derfor var det helt efter planen, at han fra sæsonstart ikke var det uhyre, han senest var, da han startede drømmesæsonen 2018 som lyn og torden. Efter en stille start i august blev han gradvist bedre med først en 3. plads i Catalonien - hvor han dog blev hjulpet gevaldigt af ruten, der var meget enkeltstartstung, og et uhyre stærkt hold, som ryddede podiet - og siden den første sejr siden Tour-triumfen, da han tog den samlede gevinst i Romandiet.

 

Det er sidstnævnte, der giver grund til optimisme. Her kørte han nemlig ikke blot de gode enkeltstarter, hans VM viste, at han stadig mestrer - faktisk er det meget muligt, at han havde vundet sidste etape, hvis ikke forsigtighed på de regnvåde havde fået overtaget - han var også kun et par forfrosne fingre fra måske at vinde løbets kongeetape. Sidstnævnte var særdeles betryggende, fordi Thomas for første gang siden Touren i 2018 for alvor shinede på et langt målbjerg.

 

Spørgsmålet er bare, hvor meget vi kan lægge i det schweiziske etapeløb. Feltet var sjældent set svagere, og mod slutningen kæmpede han med Michael Woods, der ikke er kendt for evnerne i de virkelige bjerge, og Ben O’Connor, der trods alt fortsat er en opkomling. Samtidig var vejret så rædselsfuldt, at de spinkle klatrer frøs til is på stribe, mens den mere robuste tidligere brostensstjerne fra Ineos trivedes i de elendige betingelser.

 

Det var derfor, Dauphiné skulle give os det endelige svar, og det var bestemt ikke betryggende. Thomas kom ellers til løbet med masser af selvtillid i den tro, at han var lige så skarp, som da han vandt løbet i 2018, men den selvtillid kostede dyrt på en enkeltstart, hvor benene ikke kunne matche hovedet, og et stærkt udlæg og bedste mellemtid blev erstattet af en efter hans standard uhyre skuffende 10. plads. På løbets kongeetape blev han hurtigt taktisk låst af Richie Porte, som han havde lovet at hjælpe til sejr, men det var svært bekymrende, at han var ude af stand til at leve op til den tilbageværende opgave, nemlig at sidde limet til Miguel Angel Lopez’ baghjul, da denne sammen med blandt andre O’Connor og Jack Haig kørte op til den Porte, som Thomas fra en gunstig position bare skulle beskytte.

 

Den slags er bekymrende, når dåbsattesten viser 35 år, men heldigvis er der stadig grund til at lade tvivlen komme Thomas til gode. I sidste års Giro nåede han aldrig at vise sit sande niveau, og vi skal derfor tilbage til 2019 for at finde det seneste løb, hvor han kunne forventes at være ved fuld styrke. Dengang havde hans optakt med blandt andet et styrt i Tour de Suisse og de føromtalte flødekager ikke just været ideel, og i år kommer han til løbet ad en helt anderledes og slet ikke så bumpet vej.

 

 

Ruten giver ham da også de ideelle forudsætninger. Efter en ikke alt for overbevisende Tour-enkeltstart i 2019 - han blev dog stadig nr. 2 på etapen - har han nemlig vist, at tempoevnerne ikke er i svær tilbagegang. På den flade tonserrute ved VM i Imola slog han flere af verdens førende specialister, da han sikrede sig 4. pladsen, og hans stærke udlæg i Romandiet viste igen, at han stadig kan regne med betragtelige tidsgevinster i forhold til næsten alle, når regnskabet efter 5. og 20. etape skal gøres op. Kører han som i Imola, kan han også drømme om at vinde tid på både Roglic og Pogacar i så fladt terræn, selvom Roglic i de senere år har haft en betydeligt bedre tempohistorik end Thomas.

 

Spørgsmålet er bare, om det er nok. Med den klatring, Thomas har vist på det seneste, er det ret svært at se ham matche de to slovenske monstre i bjergene, der næppe kan blive meget andet end et forsvar. Bedre bliver det bestemt ikke af, at årets Tour-rute måske nok er tempotung, men også har bjergetaper, som efter Tour-standard må regnes som svære, ikke mindst finalebjergene. Selv med bjergbenene fra 2018 ville det have været svært, for dengang var modstanden en helt anden. Roglic var stadig ikke i nærheden af sit nuværende niveau, og både Tom Dumoulin og Chris Froome kom med en udmarvende Giro i benene. Det er svært at se modstand som sammenlignelig med den, de to slovenere kan levere.

 

Thomas har dog et vigtigt våben, nemlig holdet. Ineos er i år nærmest skræmmende stærke, og kører han sine enkeltstarter, som han håber, kan han tillade at bruge sine holdkammerater på den defensive facon, der har gjort deres tog umuligt at knække. Medkaptajnen Richard Carapaz kan sagtens få lov at teste rivalerne og gøre situationen endnu mere taktisk gunstig, og hvis Roglic og Pogacar er lige så jævnbyrdige, som de plejer, og derfor meget vel kan ende i tre ugers uafbrudt stop-go-kørsel, er det endnu mere vand på Thomas’ mølle.

 

Mest af alt skal han dog håbe på en kraftig mistralvind i uge 2. Thomas er selv en sidevindskonge, som han viste, da han sammen med Froome, Peter Sagan og Maciej Bodnar kørte feltet midt over i selvsamme mistral i 2016, og han sekunderes endda af et hold, der tæller sidevindsfænomenet Luke Rowe, som egenhændigt synes at have vundet to udgaver af Paris-Nice for sine kaptajner i det franske løb frygtede sidevind. Kan han styrke sin potentielle tidsgevinst fra enkeltstarterne yderligere der, behøver han ikke nødvendigvis at klatre om i 2018 for at tage sin anden Tour-sejr.

 

Formentlig er det dog et sidevindskup, der skal til, hvis Thomas skal indfri drømme om at blive Tour-historiens næstældste vinder. De seneste tre år har i hvert fald ikke givet indtrykket, at han er den samme, som han var, da det senest lykkedes at triumfere i 2018, hvor han var bedre end nogensinde. Alderen synes at være begyndt at trykke lidt for kraftigt, men i det mindste har Prudhomme med sit rutedesign givet ham de allerbedste forudsætninger for alligevel at gøre Lambot kunsten efter og blive den blot anden rytter til at vinde Touren efter sin 35-års fødselsdag - i øvrigt præcis 100 år efter franskmandens triumf i 1921. Skulle den mission lykkes, ville det i hvert fald ikke være en helt ringe trøstepræmie, den franske løbsdirektør gav ham tilbage i november som afslutning på møgsæsonen 2020.

 

DER ER PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER I TOURSPILLET - SÆT DIT HOLD HER!

Annonce

DEL
INFO
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Donostia San Sebastian Kl...(1.UWT) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 31/07

Johan Museeuw Classic(1.1) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

La Coupe du President de ...(2.1) 05/08-08/08

Sazka Tour(2.1) 05/08-08/08

Aubel-Thimister-Stavelot(2.1) 06/08-08/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 07/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 08/08

Tour de Pologne(2.UWT) 09/08-15/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger