Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de France: Hovedudfordrerne (****)

Tour de France: Hovedudfordrerne (****)

30. juni 2022 19:24Foto: Sirotti

Med to sejre i træk har Tadej Pogacar sat sig solidt på Tour-tronen, men selvom han med et stærkt forår har skrevet sig ind som den åbenlyse favorit, tegner der sig alligevel en spændende Tour. For at gøre hattricket til virkelighed skal Pogacar nemlig overvinde den skræmmende Jumbo-trup anført af ærkerivalen Primoz Roglic og sidste års førsteudfordrer, Jonas Vingegaard, og i kulissen lurer Daniel Martinez og Aleksandr Vlasov, der vil forsøge at fortsætte succesen fra et stærkt forår og måske stikke en kæp i hjulet på den regerende Tour-konge. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

 

I de seneste tre år har det været betydeligt mere åbent, og her har der været divergerende opfattelser af, hvem der skulle slås. Sådan er det ikke i år. Selvom vi faktisk skal tilbage til Baskerlandet Rundt i april i 2021 for at finde det seneste reelle etapeløbsopgør mellem Tadej Pogacar og Primoz Roglic, og selvom Roglic faktisk vandt det opgør, hersker der slet ikke samme uenighed om favoritstatus i år. For et år siden var der lagt op til en 50-50-duel mellem de to slovenske uhyrer, men med et meget overbevisende forår og en overlegen sejr for et år siden har Pogacar skilt sig ud som den indlysende favorit.

 

Jumbo lægger sig dog ikke ned uden kamp. Nok har Roglic ikke virket så overbevisende, som han plejer, men han drømmer stadig om at få den Tour-sejr, Pogacar ”snød” ham for i 2020. Da han samtidig gør fælles front med sidste års nr. 2, den i Dauphiné så overbevisende Jonas Vingegaard, er vi i den helt særlige situation, at løbets favorit ikke bare skal slå sine to værste rivaler enkeltvis, men forsøge at slå dem som et kollektiv.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

 

Bag de tre favoritter er der et hav af ryttere, der står klar til at slå til, hvis muligheden byder sig. Ineos er måske ikke de favoritter, de engang var, men med et uhyre stærkt hold anført af Daniel Martinez, Adam Yates og Geraint Thomas er de stadig en magtfaktor. Bora møder med Aleksandr Vlasov, der har haft et forrygende forår, Movistar anføres af Enric Mas, som har nået helt nye højder siden 2. pladsen i Vueltaen, og Bahrain stiller med en stærk kaptajnduo i form af Jack Haig og Damiano Caruso, der begge var på en grand tour-podium i 2021. Dertil kan man føje sidste års nr. 4, Ben O’Connor, der bestemt ikke er blevet ringere siden 2021, samt navne som David Gaudu, Alexey Lutsenko, Louis Meintjes, Rigoberto Uran, Guillaume Martin og Nairo Quintana, og dermed mangler der ikke ryttere til at tage over, hvis de tre favoritter skulle efterlade en åbning for en overraskelse.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

 

 

Jonas Vingegaard (****)

Da det blev annonceret, at Touren i 2021 skulle starte i Danmark, ville begejstringen ingen ende tage. Ikke blot var det efter mange års stædig kamp lykkedes at tiltrække verdens største årligt tilbagevendende sportsgren, det skete også midt i en nye guldalder for dansk cykelsport. Bare få måneder senere vandt Jakob Fuglsang både Liege-Bastogne-Liege og Criterium du Dauphiné, inden Mads Pedersen skabte en gigantisk sensation ved at vinde VM-titlen, og også i 2020 væltede resultaterne ind i en lind strøm.

 

Udsigten til, at Danmark ikke blot vil være statister i et løb, der startede på hjemmebanen, var således god. Alligevel var der næppe nogen, der drømte om, at løbet med den danske start også skulle kunne få den eventyragtige afslutning, at det også ville blive vundet af en dansker. Nok faldt annonceringen af den danske Tour-start i selvsamme år, hvor Fuglsang havde sin allerbedste sæson, men det har jo i mange år stået ret klart, at den danske veteran trods alle sine enorme kvaliteter ikke rigtigt er skabt til at køre klassementer i grand tours. Nej, den danske succes i den ”danske” Tour skulle snarere komme via etapesejre og måske en førertrøje undervejs.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER
 

Men så kom Jonas Vingegaard dumpende ned fra himlen. Ud af det blå kom han ingenlunde, for det er allerede mange år siden, at han blev beskrevet som et enormt talent med en helt uhørt fysik. Resultaterne fra U23-tiden var da også pæne, men dengang var der næppe nogen, der anså ham som potentiel Tour-vinder. Det var der måske, da han i 2021 stillede til start i sin første Tour, der jo grundet coronakrisen alligevel ikke startede i Danmark, for da havde Vingegaard for længst vist, at potentialet var kolossalt, men der var ingen, der ved starten i Bretagne for et år siden drømte om, at han allerede i sit første år skulle blande sig i kampen om podiet. Dels var han alene hjælper for Primoz Roglic, dels havde han aldrig kørt klassement i en grand tour, og dels rakte hans resultater trods alt ikke til at anse ham som en reel podiekandidat.

 

Hvad der derefter skete, ved enhver dansk cykelfan. Roglic nåede knap ud af Bretagne, inden han havde været styrt to gange, og da den selverklærede slovenske mumie viste sig for forslået til at fortsætte, var det pludselig Vingegaard, der var kaptajn for et af de verdens bedste cykelhold. Ambitionen var, at han måske kunne holde stand hele vejen og sikre sig en top 10, men da han tre uger senere for første gang nåede Paris på en cykel, var han endt som Pogacars førsteudfordrer, hvormed han endda havde tangeret det resultat, kaptajn Roglic havde leveret et år tidligere.

 

Det løb har dramatisk ændret perspektiverne for Vingegaard. Da det blev annonceret, at den danske Tour-start var blevet udsat til 2022, var det allerede en gave for det danske talent, der nu fik et år mere til at udvikle sit talent, inden han ville gå ind til sit livs cykelmæssige oplevelse. Udsigten var dog den samme, som den hele tiden, havde været, nemlig at det ville blive i en rolle som hjælper for Roglic.

 

Det var det, sidste års 2. plads fik ændret. Allerede i vinter blev det annonceret, at Roglic og Vingegaard skulle dele kaptajnrollen i den ”danske” udgave af Touren, men holdets ledelse lagde i december heller ikke skjul på, at det ikke var to ligeværdige kaptajner. Nok ville begge blive beskyttet, men der var også et hierarki. Roglic var nr. 1, og Vingegaard var nr. 2.

 

 

 

Det var naturligvis ganske velbegrundet. Nok var danskeren blevet en fornem nr. 2, men hans holdkammerat har trods alt igennem nu adskillige år været verdens mest vindende etapeløbsrytter. Tre grand tour-sejre står allerede på cv’et, han er regerende Vuelta-vinder, han har vundet snart sagt alle de store ugelange etapeløb, og havde det ikke været for én dum enkeltstart, havde han også taget en ganske klar sejr i Touren i 2020.

 

Siden er der imidlertid sket meget. Hele foråret har Roglic trods sine sejre i Dauphiné og Paris-Nice været en skygge af det usårlige monster, vi har lært at kende igennem flere års dominans. Måske havde Vingegaard heller ikke sit bedste forår, men han var trods alt stadig førsteudfordrer til Pogacar i Tirreno, og han var markant end den ganske vist knæskadede Roglic i Baskerlandet.

 

Det forår må have vakt lidt bekymring hos Jumbo-ledelsen, der næppe gik ind til Dauphiné med fuldstændig ro i maven. Udkommet af det franske løb blev da også en bittersød oplevelse. Ganske vist tog holdet en klar dobbeltsejr, men da Roglic lidende blev slæbt op ad Plateau de Solaison af sin hjælperytter, lagde det blot ved til bålet, der blev tændt efter hans svage præstationer i foråret. Til gengæld lignede Vingegaard en helt anden rytter end i foråret, og for første gang i år anede man den mand, der for et år siden bragte Pogacar i en sjælden krise på Ventoux.

 

Derfor er der næppe længere en nr. 1 og 2 i Jumbo-hierarkiet. Når startlisten bliver offentliggjort, vil det formentlig være Roglic, der i kraft af sin historik starter med 11-tallet på ryggen, men der bør - også i den interne forståelse - være tale om to ligestillede kaptajner.

 

Det er med god grund. Roglic er en ældre herre, og med tanke på hans forår er det lidt svært at tro, at han pludselig skal finde det allerhøjeste niveau, som vi måske end ikke har set siden 2020-sæsonen. Vingegaard derimod er fortsat i udvikling, og ikke mindst på baggrund af hans Dauphiné-præstation er det helt rimeligt at forvente, at han ikke blot er mere erfaren, men også en stærkere rytter end for et år siden. I det lys er det lige nu Vingegaard, der synes at stå med den bedste chance for at tage den gule trøje, som lige nu ellers er Pogacars ejendom.

 

Det store spørgsmål er bare, om chancen er reel eller teoretisk. I mine øjne er den helt reel. Allerede i min analyse af Pogacar i den første af disse favoritoptakter har jeg givet en lang liste af begrundelser for, at det ellers så overlegne slovenske uhyre ikke er så usårlig, som han kan synes. En stribe omstændigheder har nemlig fået hans præstationer til at synes mere suveræne, end de reelt har været, og samtidig har sloveneren vist en sårbarhed ved flere lejligheder. Det så vi i den sidste del af sidste års Tour, det så vi i Fleche Wallonne, og det så vi senest i Tour de Slovenie.

 

Selvfølgelig var Pogacar klasser bedre end Vingegaard, da de sidste stod ansigt til ansigt i et etapeløb i Baskerlandet. Selvom Pogacar skuffede på Mur de Huy, var han også Vingegaard ganske overlegen i et løb, hvor danskeren var helt fra snøvsen. Det var imidlertid at forvente, for der er en grund til, at Vingegaard bragede en på scenen med en uventet god præstation i sin første reelle grand tour, mens han stadig har til gode at brillere i endagsløb og heller ikke har vundet et ugelangt etapeløb, selvom han har haft chancen adskillige gange.

 

 

Vingegaards helt store styrke synes nemlig at være hans restitution. Vi har nu utallige gange set, at han ofte er rusten i begyndelsen af et etapeløb, hvor han gerne har en eller flere dårlige dage, men når vi når slutningen, er han som regel en helt anden. Af samme grund er begge hans ardennerkampagner end som regulære flop, og sidste års italienske efterårskampagne var jo heller ikke noget, man ville forvente af en Tour-toer.

 

I begge de to grand tours er han til gengæld bare blevet bedre og bedre. Det så vi allerede i Vueltaen i 2020, hvor han først for alvor fandt hjælperbenene til sidst, og det så vi i særlig grad sidste år. Som beskrevet i Pogacar-analysen vandt sloveneren alene overlegent, fordi han var i sin egen liga de første ni dage. Fra 10. etape og frem var det Vingegaard, der vandt duellen.

 

Selvfølgelig havde det også givet et andet løb, hvis ikke Pogacar havde ført så stort, men det var tydeligt, at styrkeforholdet var ganske lige. Pogacar forsøgte af hele sit hjerte af køre fra sine rivaler på de sidste to bjergetaper, hvor han med sit holds arbejdsindsats tydeligvis gik efter sejren, men det kunne han ikke, og han vandt alene, fordi han er en langt bedre afslutter end både Vingegaard og Richard Carapaz. På den sidste enkeltstart var danskeren derimod klart bedst, og som bekendt ved vi også alle, hvem der var bedst på Ventoux. Vi kender Pogacars ansigt, når han er presset - det er han nemlig af og til - og det var i hvert fald ikke en slovener, der frivilligt lod danskeren køre på det ikoniske bjerge.

 

SE OGSÅ: ALT OM TOUR DE FRANCE

 

Restitutionen kan altså blive Vingegaards store fordel, og det er vigtigt i et løb, hvor det første helt store bjergslag først melder sig på 11. etape. Nok skal de slutte på La Planche des Belles Filles forinden, og det er på alle måder en stigning, der rimer mere på Pogacar end Vingegaard, men det er trods alt et kortere bjerg på en let bjergetape, hvor man næppe vinder minutter. De store slag kommer på det, der ligner to historisk svære alpeetaper og to meget vanskelige pyrenæeretaper, og hvis udviklingen er som sidste år, kan Vingegaard satse på, at han - hvis han har udviklet sig yderligere - faktisk vil være bedst og i hvert fald i stand til at køre lige op med sin rival.

 

I virkeligheden kan det sidste vise sig at være nok. Som udgangspunkt er det Pogacar, der har de bedste enkeltstartsresultater af de to, og han vil formentlig også vinde duellen i København. Som vi så sidste år, kunne meget til gengæld tale for, at Vingegaard måske kan have overhånden på 20. etape, der med sin længde jo vil skabe betydeligt større forskelle end 1. etape.

 

Derudover er der den første uge. Det kan godt være, at det er her, Vingegaard ofte er lidt rusten, men den er helt klart til hans fordel. Her handler det nemlig mere om holdet end om rytteren selv, når der skal slås i sidevinden, som dog med største sandsynlighed ikke vil spille en rolle, og ikke mindst på brostenene. Ganske vist fik vi aldrig lov at se Vingegaard folde sig ud på det toppede underlag i Denain, hvor han punkterede, netop som festen startede, men omgivet af Wout van Aert, Christophe Laporte, Nathan van Hooydonck og Tiesj Benoot - fire af de allerbedste i årets brostensklassikere - har danskeren alle forudsætninger for at vinde den positionskamp, der ofte betyder mere end selve evnerne på pavéerne. Dem burde danskeren med sin store alsidighed dog nok kunne klare, og han skal blot holde sig til det gule tog, mens Pogacar er overladt til alene Matteo Trentins ellers meget kompetente hjælp. Er der en vinder af brostensetapen og sidevinden, er det med størst sandsynlighed Jumbo-drengene og ikke Pogacar.

 

 

Der har også været megen snak om den taktiske fordel, når de to førsteudfordrere kører på samme hold. Det skal dog flaske sig meget, hvis man i en grand tour for alvor skal kunne udnytte den fordel. Her ender forskellene relativt hurtigt med at være så store, at det med en vis sandsynlighed kun vil være én af de to Jumbo-kombattanter, Pogacar for alvor skal frygte. Fordelen skal formentlig bruges tidligt i løbet, hvor forskellene fortsat er små, men desværre er alpeetaperne ikke for alvor skabt til at tage risici med tidlige offensiver. Det er de to store pyrenæeretaper til gengæld, og hvis det vitterligt viser sig, at Roglic og Vingegaard begge er meget jævnbyrdige og kommer så langt i rimelig afstand fra Pogacar, synes det bestemt ikke umuligt, at den taktiske overhånd kan udnyttes mod et meget skrøbeligt UAE-hold, hvor Pogacar nok synes at kunne isoleres. Vi har jo tidligere set, hvor smukt det kan gøres, da Vingegaard i Baskerlandet i 2021 fik en fribillet på Pogacars baghjul, mens Roglic med en tidlig offensiv sikrede sig den samlede sejr. Chancen for at gøre det i en grand tour er grundet løbets længde og de store forskelle mindre, men det er et potentielt våben, hvis de tre bedste vitterligt viser sig at være jævnbyrdige.

 

Der er heller ikke interne kurrer på tråden. Roglic og Vingegaard synes oprigtigt at kunne lide hinanden, og begge har vist sig yderst loyale, når de har skullet køre for en holdkammerat. Risikoen for, at for mange kokke fordærver maden, synes lille, hvis ikke det var for Wout van Aert. Det er et alvorligt problem, at holdet har en tredje kaptajn med helt andre mål, og selvom belgieren har lovet at blive mere og mere hjælper undervejs, er det problematisk, hvis ikke han er 100% loyalt i den første uge - særligt på brostensetapen - hvor holdet har den måske allerstørste chance for at vinde tid.

 

Man kan også finde andre gode argumenter. Vi ved, at Pogacar har det svært med varmen, mens Vingegaard var i sit es på den brutale Ventoux-etape, hvor temperaturerne nåede skræmmende højder. Ingen ved, hvordan det sydfranske vejr bliver, men rammes Frankrig igen af de stadig hyppigere hedebølger, er det i hvert ikke til Pogacars fordel. Vi er også stadig usikre på, hvor dog Pogacar er i de højder, der bliver et tema i den brutale afslutning på Granon, og mens vi også er usikre på det i forhold til Vingegaard, er der måske et lille håb at finde i, at Roglic kørte fra Pogacar i afslutningen på Col de la Loze i 2020, hvor Pogacar kørte sin hidtil højeste bjergafslutning i en grand tour, og at Vingegaard og Pogacar var næsten helt jævnbyrdige på Col du Portet sidste år. Selv det store pres, som han tidligere har haft det svært med, synes han at være blevet god til at håndtere.

 

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

 

Argumenterne er altså til stede. Vingegaard er ikke bare en teoretisk vinderkandidat i årets Tour, men derimod en ganske reel en af slagsen. Selvfølgelig er Pogacar stadig favorit i kraft af de resultater, han har leveret både i 2020, 2021 og 2022, men der vil være sket større sensationer i cykelsporten, end hvis Vingegaard står med den gule trøje i Paris. Han var i hvert fald slet ikke så langt fra i 2021, som resultatet umiddelbart kunne antyde, og efter et Dauphiné, hvor han holdt så meget igen, at vi aldrig fik lov at se, hvor god han med endnu et års udvikling er blevet, er der grund til at håbe, at han har fundet de procent, han manglede for et år siden.

 

Skulle det vitterligt lykkes, er det næsten en skam, at 2. etape slutter i Nyborg og ikke i Odense foran H.C. Andersens hus. En dansk sejr i den ”danske” udgave af Touren vil nemlig være et eventyr, end ikke den mest berømte danske forfatter kunne have skrevet bedre.

 

OPDATERING: Chancen for at udnytte brostensetapen og sidevinden er blevet markant større med Matteo Trentins afbud, der efterlader Tadej Pogacar nærmest alene i positionskampen.

 

Primoz Roglic (****)

For tre år siden så det ud til, at det bare ville være et spørgsmål om tid, inden Primoz Roglic ville vinde Touren. I sit første forsøg på at køre klassement i en grand tour under Touren i 2018 var han nemlig allerede blevet nr. 4, og i den efterfølgende sæson satte han sig så tungt på etapeløbstronen, at han virkede helt usårligt. Sygdom kostede ham en sejr i en Giro, han ellers havde sat sig tungt på i den første uge, men han fik sin revanche med en overlegen Vuelta-sejr, alt imens han vandt ugelange etapeløb med en sult og overlegenhed, der mindede om Lance Armstrongs magtdemonstrationer i sine bedste Tour-år, som da han eksempelvis vandt halvdelen af etaperne i Tour de Romandie og endte på podiet på de fem af de seks etaper, som ikke endte i en massespurt.

 

 

I 2020 var han om muligt endnu bedre. Han var i hvert fald helt uhyggelig, da han med sin vanlige monsteragtige appetit kom blæsende ud fra coronapausen og hurtigt satte en fed streg under sin favoritstatus. Som bekendt lignede han da også gennem alle tre uger af den franske grand tour en stensikker vinder af løbet, indtil det som bekendt alligevel gik galt på den mest berømte enkeltstart i Tourens nyere historie.

 

Tre år senere synes det ikke længere at være et spørgsmål om, hvornår Roglic vinder Touren. Nu er spørgsmålet i stedet, om det overhovedet sker, og om det vitterligt var den største chance for at vinde verdens største cykelløb, der kollapsede på den højdramatiske klatretur op ad La Planche des Belles Filles i efteråret 2020. I hvert fald er det første gang siden 2018, at Roglic går ind til en Tour uden enten at være den absolutte topfavorit eller at være anset som en af to næsten ligeværdige favoritter.

 

Sådan er det nemlig ikke denne gang. For et år siden var Roglic og Pogacar så jævnbyrdige, at det var helt umuligt at sige, hvem der ville have overhånden. Sådan er det slet ikke i år, hvor der utvivlsomt vil være en meget stor overvægt af Pogacar-stemmer, hvis alverdens cykelfans eller -eksperter blev bedt om at stemme på deres favorit. For et år siden var der to slovenske favoritter. I år er der kun én, som til gengæld har en landsmand som en af sine største udfordrere.

 

Den ændring i hierarkiet kunne Roglic måske have levet med, hvis det alene skyldtes, at Pogacar havde udviklet sig enormt. Det er imidlertid ikke tilfældet. Nok har Tour-kongen været ganske overlegen i foråret, men som beskrevet i min analyse af Pogacar i den første Tour-optakt, var der mange omstændigheder, der gjorde hans præstationer mere suveræne, end de måske reelt var. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at Pogacar kan være meget bedre, end han var på den berømte enkeltstart for to år siden, for her nåede han et niveau, man vel næsten umuligt kan overgå.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

 

Nej, bekymringen hos Roglic må skyldes, at ændringen i hierarkiet skyldes ham selv. Ganske vist har vi ikke set de to dyste mod hinanden i et etapeløb siden Baskerlandet i 2021, hvor det jo faktisk var Roglic, som vandt duellen, men det har heller ikke været nødvendigt. Det stå nemlig lysende klart, at den ældste af de to slovenere har været en helt anden rytter, end han har været i de senere år og særligt i 2019 og 2020.

 

 

Selvfølgelig er det svært at sige, at han har haft et dårligt forår, når han har vundet både Paris-Nice og Criterium du Dauphiné, og vi kan også undskylde hans efter hans standard rystende dårlige præstation i Baskerlandet med den knæskade, der plagede ham i den periode. Der er bare meget, der tyder på, at han ikke havde vundet de to løb, hvis ikke det havde været for hans hold.

 

Det er i hvert fald ret klart, at Paris-Nice formentlig var gledet ham af hænde, hvis ikke han havde haft Wout van Aert ved sin side, da krisen meldte sig på den ellers ikke alt for vanskelige sidste etape omkring Nice, og var Daniel Martinez ikke punkteret, er det meget tænkeligt, at han havde tabt løbet alligevel. Det er også svært at tro, at Jonas Vingegaard ikke havde vundet Dauphiné, hvis de stjerner havde været rivaler og ikke holdkammerater. Ingen kan i hvert fald være i tvivl om, hvem af de to der var stærkest på Plateau de Solaison, og det gjorde næsten ondt at se, hvordan Roglic lidende blev båret op ad bjerget af sin danske holdkammerat. Vi kender nemlig det fjerne blik, han har, når han er presset, og det var desværre det, vi så den søndag eftermiddag for nogle uger siden - ikke det faste og determinerede blik, han har, når han er i sit usårlige hjørne. Allerede inden bjergetaper talte flere ryttere i feltet om, at han kørte mærkeligt i feltet, hvor han tabte positioner og ofte gled baglæns, og han underpræsterede klart på enkeltstarten, selvom han endte som nr. 5. Ind imellem de to løb kostede hans overraskende svage kørsel måske Van Aert sejren i Milano-Sanremo, da han blev sat på Poggio.

 

Det er selvfølgelig dåbsattesten, der gør det hele bekymrende. I denne vidunderbørnenes tidsalder er det i sig selv vanskeligt at blande sig med de bedste, når man har rundet de 30, og Roglic fylder jo altså 33 til oktober. Det er bestemt ikke lettere i grand tours, hvor det synes ret klart, at restitutionen aftager relativt kraftigt, når man har rundet de 30. Trods Tourens lange historie vil Roglic med en sejr i år være den 11. ældste vinder nogensinde, og han vil være den femteældste vinder efter 2. Verdenskrig. Det endda til trods for, at moderne træningsmetoder jo tilsyneladende har betydet, at man bare inden for de seneste få år er begyndt at toppe tidligere, end man før har gjort det.

 

Man kan altså med rette frygte, at vi har set den bedste udgave af Roglic, og at vi aldrig igen vil se det usårlige monster, der ellers var så imponerende i 2019 og 2020. Allerede i 2021 fornemmede man nemlig, at han ikke var helt så overlegen som tidligere. Ja, han vandt kongeetapen i Paris-Nice, men han kunne i første omgang end ikke køre fra Maximilian Schachmann, og senere oplevede han mærkelige og helt usædvanlige nedture i Liege og Lombardiet. Hans Vuelta-sejr var flot, men indtil Enric Mas styrtede, havde han sit hyr med at komme af med sin spanske rival.

 

 

Er alt håb så ude? Nej, det er det heldigvis ikke. Der er bestemt en grund til at tro og håbe, at vi vil se en skarpere Roglic til Touren, end vi har set hidtil. Hans knæskade kan i hvert fald være en mulig forklaring på, at han stadig manglede nogle procent i Dauphiné, og derudover har han nogle våben i sit ærme, der måske kan give ham sejren, selvom han ikke når de højder, han havde, da han var bedst.

 

Hans vigtigste våben er uge 1. Her er Pogacars hold mildt sagt sårbart, mens Roglic fragtes fremad fire af de allerbedste ryttere i årets brostensklassikere. Vi ved også, at Roglic selv kørte fornemt på brostenene, da han testede dem i Denain tidligere på året - faktisk var han ikke langt fra at vinde - og på en etape, hvor det er holdet mere end rytteren, som er afgørende, taler meget for, at Roglic - og Vingegaard - kan give Pogacar et tidligt nyrestød, som de også kan, hvis vinden skulle rase på et tidspunkt.

 

Derudover kan Roglic også tillade sig at håbe på sin enkeltstart. Pogacars sejr på 5. etape for et år siden vidner om, at det ikke er givet, at Roglic vil vinde den interne duel, men selv i et 2021, hvor han ikke virkede helt så god som tidligere, var der ikke samme niveaufald i enkeltstarterne. Hans magtdemonstration ved OL husker vi alle, og også i år har kun været i bjergene, at det for alvor har knebet. Måske skuffede han lidt i Dauphiné, men det er meget svært at være voldsomt kritisk over for hans enkeltstarter i Baskerlandet, hvor han slog Remco Evenepoel, og i Paris-Nice, hvor han kørte helt lige op med Van Aert.

 

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

 

Udnytter han de to våben til sin fordel, kan han tillade sig at køre løbet defensivt. Han har også den klare fordel, at hans hold er det klart stærkeste. Som beskrevet i Vingegaard-analysen skal det flaske sig meget, hvis man vitterligt skal kunne udnytte muligheden for at fange Pogacar i en Jumbo-sandwich under en grand tour, men er de tre ryttere vitterligt meget jævnbyrdige, kan det være den strategi, der sender sejren til Holland og ikke Emiraterne, selv hvis Pogacar vitterligt er stærkest. Hvis Roglic viser sig stærkere end Vingegaard - og det er nok forudsætningen, hvis han skal vinde løbet - vil han også have verdens bedste hjælper til at begrænse skaden i bjergene, hvis han har et forspring at forsvare efter en for ham gunstig første uge.

 

Roglic har også andre våben. Han og Pogacar er meget jævnbyrdige som afsluttere, og han kan håbe, at marginalerne er på hans side, så han måske kan tage nogle ekstra bonussekunder, hvis de ender med at skulle spurte mod hinanden undervejs, som de så ofte gjorde i 2020, hvor Roglic vandt den interne duel 2-1. Varmen er også en hurdle for Pogacar, mens det aldrig har været et problem for Roglic, og selvom det forholder sig lige omvendt, hvis vi har kulde og regn, kan en gunstig vejrudsigt måske give Jumbo-kaptajnen et ekstra våben. Læg dertil, at han måske kan finde lidt håb i højderne på årets rute, for han kørte som bekendt fra Pogacar, da de to duellerede i 2300 m på Col de la Loze i 2020, mens de var stort set helt jævnbyrdige på alle de lavere bjerge. Roglic har nu også effektivt - særligt med sin vanvidskalender i 2020 og senere med sin overlegne magtdemonstration i Vueltaens tredje uge i 2021 - effektivt lukket den ubegrundede teori om, at han ikke er holdbar over tre uger.

 

 

Det ændrer dog ikke på hovedkonklusionen. I år skal man være mere kreativ for at finde vejen til en Roglic-sejr - i hvert fald hvis Pogacar i den første uge undgår de uheld, der pludselig kan gøre en Roglic-triumf overordentlig sandsynlig - og det var slet ikke tilfældet sidste år. Her var det i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Roglic ville vise sig som den stærkeste af de to, både på enkeltstarterne og i bjergene. Det er til gengæld i år betydeligt vanskeligere at se, hvordan Roglic skal kunne sætte sin landsmand til vægs i de bjerge, der desværre er usædvanligt vanskelige i årets udgave.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

 

Til gengæld betyder den uhyre alsidige rute også, at løbet ikke nødvendigvis kun afgøres i bjergene, og at holdet denne gang kan være et stærkere våben, end det normalt vil være det, og det kan alligevel åbne en dør for Roglic, selv hvis løbet vil bekræfte, at han ikke er den rytter, han engang var. Nok er det ikke længere bare et spørgsmål om, hvornår Roglic vinder Touren, men der er stadig et håb for, at han ikke smed sine sidste chancer væk på en ærgerlig enkeltstart i 2020 og i et dumt styrt i 2021.

 

OPDATERING: Chancen for at udnytte brostensetapen og sidevinden er blevet markant større med Matteo Trentins afbud, der efterlader Tadej Pogacar nærmest alene i positionskampen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Polynormande(1.1) 14/08

Belgrade Trophy(2.1) 13/08-14/08

La Ronde Des Vallées(2.1) 13/08-14/08

Tour du Limousin(2.1) 16/08-19/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

EM - Herrer(CC) 14/08

Tour du Limousin(2.1) 16/08-19/08

EM - Kvinder (Enkeltstart)(CCW) 17/08

One Belt One Road Nation'...(2.NCUP) 17/08-19/08

EM - Herrer (Enkeltstart)(CC) 17/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 18/08-28/08

Vuelta a España(2.UWT) 19/08-11/09

EM - Kvinder(CCW) 21/08

BEMER Cyclassics(1.UWT) 21/08

Schaal Sels Merksem(1.1) 21/08

Egmont Cycling Race(1.1) 23/08

Tour Poitou - Charentes(2.1) 23/08-26/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 24/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger