Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de France: Podiekandidaterne (**)

Tour de France: Podiekandidaterne (**)

30. juni 2022 19:25Foto: Unipublic / PhotogomezSport

Med to sejre i træk har Tadej Pogacar sat sig solidt på Tour-tronen, men selvom han med et stærkt forår har skrevet sig ind som den åbenlyse favorit, tegner der sig alligevel en spændende Tour. For at gøre hattricket til virkelighed skal Pogacar nemlig overvinde den skræmmende Jumbo-trup anført af ærkerivalen Primoz Roglic og sidste års førsteudfordrer, Jonas Vingegaard, og i kulissen lurer Daniel Martinez og Aleksandr Vlasov, der vil forsøge at fortsætte succesen fra et stærkt forår og måske stikke en kæp i hjulet på den regerende Tour-konge. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

 

I de seneste tre år har det været betydeligt mere åbent, og her har der været divergerende opfattelser af, hvem der skulle slås. Sådan er det ikke i år. Selvom vi faktisk skal tilbage til Baskerlandet Rundt i april i 2021 for at finde det seneste reelle etapeløbsopgør mellem Tadej Pogacar og Primoz Roglic, og selvom Roglic faktisk vandt det opgør, hersker der slet ikke samme uenighed om favoritstatus i år. For et år siden var der lagt op til en 50-50-duel mellem de to slovenske uhyrer, men med et meget overbevisende forår og en overlegen sejr for et år siden har Pogacar skilt sig ud som den indlysende favorit.

 

Jumbo lægger sig dog ikke ned uden kamp. Nok har Roglic ikke virket så overbevisende, som han plejer, men han drømmer stadig om at få den Tour-sejr, Pogacar ”snød” ham for i 2020. Da han samtidig gør fælles front med sidste års nr. 2, den i Dauphiné så overbevisende Jonas Vingegaard, er vi i den helt særlige situation, at løbets favorit ikke bare skal slå sine to værste rivaler enkeltvis, men forsøge at slå dem som et kollektiv.

 

 

Bag de tre favoritter er der et hav af ryttere, der står klar til at slå til, hvis muligheden byder sig. Ineos er måske ikke de favoritter, de engang var, men med et uhyre stærkt hold anført af Daniel Martinez, Adam Yates og Geraint Thomas er de stadig en magtfaktor. Bora møder med Aleksandr Vlasov, der har haft et forrygende forår, Movistar anføres af Enric Mas, som har nået helt nye højder siden 2. pladsen i Vueltaen, og Bahrain stiller med en stærk kaptajnduo i form af Jack Haig og Damiano Caruso, der begge var på en grand tour-podium i 2021. Dertil kan man føje sidste års nr. 4, Ben O’Connor, der bestemt ikke er blevet ringere siden 2021, samt navne som David Gaudu, Alexey Lutsenko, Louis Meintjes, Rigoberto Uran, Guillaume Martin og Nairo Quintana, og dermed mangler der ikke ryttere til at tage over, hvis de tre favoritter skulle efterlade en åbning for en overraskelse.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

 

Jack Haig (**)

Igennem en længere periode var det ret frustrerende at følge Jack Haig. Da han i 2015 blev nr. 2 I Tour de l’Avenir satte han en streg under, at han var et navn, der var værd at holde øje med, og i de første år så potentialet kun ud til at være endnu større end første antaget. Desværre var han låst i en evig rolle som hjælper for Simon Yates, men kunne man se bort fra de manglende resultater, var perspektiverne løfterige. Således var det meget svært ikke at blive imponeret over det forrygende hjælpearbejde, han leverede for sin kaptajn i dennes jubelår i både Giroen og Touren i 2018.

 

 

Desværre var han let at stille tilfreds med den rolle. De personlige ambitioner syntes i hvert fald ikke store, og det var det, der var så frustrerende. Årene gik, men vi fik aldrig lov at se, hvad han for alvor kunne, hvis fik sin egen chance. Først i 2019 greb han endelig muligheden. Da Yates blev fanget i sidevinden i Paris-Nice, slog Haig til med en 4. plads, og senere kørte han så forrygende et efterår, at han var en af de stærkeste i alle sine løb - han endte sågar på podiet i fladbaneløb som Bretagne Classic og GP Beghelli - og her lå det i kortene, at hans gennembrud var lige på trapperne.

 

Desværre kom der så endnu en forhindring. Netop som han havde startet 2020 som lyn og torden med samlede 2. pladser i Valencia og Andalusien, kom corona i vejen. Det gjorde den endda i dobbelt forstand, for det endte som et helt spildt år, da han igen i efteråret måtte udgå af Giroen, da hele hans hold trak sig efter flere positive testresultater.

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

 

Heldigvis er tiden nu endelig moden. Haig ville endelig være kaptajn, da han skiftede til Bahrain i 2021, og selvom hans forår gjorde, at jeg faktisk troede, at talentet var ved at være spildt, slog han endelig igennem løbet af sommeren og efteråret. Et stærkt Dauphiné gjorde ham til en af de mest spændende ryttere til en Tour, som han startede som lyn og torden, inden en brækket kraveben satte ham ud af spillet. Alligevel nåede han at bevise sit enorme potentiale med en samlet 3. plads i Vueltaen og det endda, selvom hans dårlige forberedelse gjorde, at han alene kom til start som hjælper.

 

Derfor har der gennem hele året været grund til at forvente noget stort i årets Tour. Nok har Haig igen haft et meget skuffende forår, men det havde han jo også sidste år. Han er ikke nogen fan af kulde - derfor gider han heller ikke køre Giro - og vi så sidste år, at han stod knivskarpt, da sommeren meldte sig. Han lignede i hvert fald en mand, der havde kørt en lige så god Tour, som han senere gjorde med Vueltaen, hvis bare kravebenet havde holdt hele vejen.

 

Alligevel har der sneget sig en tvivl ind. Modsat sidste år fortsatte Haigs triste forår nemlig ind i et Dauphiné, hvor han bestemt ikke imponerede. Derfor kommer han denne gang til Touren helt uden at have brilleret undervejs, men heldigvis er det måske slet ikke så alarmerende. Under Dauphiné sagde han nemlig, at det var helt efter planen, da han sidste sommer havde fornemmelsen af, at han nok havde været lidt for god for tidligt.

 

Derfor er der grund til at håbe, at Haig er knivskarp under Touren, og rammer han 2021-niveauet, kommer han langt. Hans dieselmotor er skabt til grand tours, som han konfirmerede under Vueltaen, hvor han i hvert fald ikke blev ringere undervejs - tværtimod - og han vil elske en rute, hvor bjergetaper er særligt svære denne gang. Vi ved, at hans klatreevner rækker ganske langt, og der er stadig et håb om, at han endnu ikke har toppet.

 

 

Han burde også stå ganske fornuftigt i den første uge. Han er ikke omgivet af hverken noget Jumbo eller noget Ineos, men Matej Mohoric, Fred Wright og til dels også Dylan Teuns og Jan Tratnik, der i hvert fald har god erfaring med de flamske brosten, giver ham en bedre støtte gennem den første del af løbet end mange andre. Selv er han nok lidt skrøbelig i vind og på brosten, men som nævnt var det jo altså ham og ikke Yates, der klarede sidevinden i Paris-Nice i 2019. Også i bjergene er holdet ganske fornuftigt, når han ledsages af sin medkaptajn Damiano Caruso, som i tilfælde af en førertrøje vil være verdens bedste hjælperytter, samt den i år så uhyre velkørende Teuns, den stadig mere klatrestærke Mohoric og veteranen Luis Leon Sanchez.

 

Desværre er der også mange udfordringer. Først og fremmest er der enkeltstarten. Dauphiné viste igen, at han ikke er blevet meget bedre, og derfor vil de mere end 50 km kamp mod uret koste dyrt. Det er tid, han i alt væsentligt skal finde i bjergene, og det ligner trods alt en svær opgave. Nok har han vist et højt niveau, men han blev trods alt kun nr. 3 i Vueltaen, og de to ryttere, der slog ham, nemlig Roglic og Mas, skal her besejres, hvis han vil vinde løbet.

 

Det gør han da næppe heller, men med lidt held er podiet inden for rækkevidde. Det viste det sig jo at være i Vueltaen, og selvom konkurrencen her er skrappere, kan man også håbe på, at Haig er bedre. Han har i hvert fald haft en helt anderledes optimal forberedelse, og i Dauphiné lød ham som en mand, der troede på, at formkurven var timet korrekt. Det var den jo tilsyneladende også sidste sommer, og dermed er der et håb for, at vi om tre uger definitivt kan glemme, at det engang var så frustrerende at følge Haigs ellers så lovende karriere.

 

Ben O’Connor (**)

Der findes de besynderlige karriereforløb. Det var eksempelvis det, vi oplevede med Yaroslav Popovych, der som U23-rytter og senere med en lynhurtigt opnået 3. plads i Giroen lignede den næste grand tour-gigant, men hurtigt stillede sig tilfreds med at være en ganske anonym hjælper, som endda endte sin karriere som brostensrytter. Vi oplevede det naturligvis også med Bradley Wiggins, der igennem hele den første del af karrieren ikke gav antydningen af indikation af, at han kunne klatre, men det skulle jo senere vise sig, at det egentlig gik ganske udmærket.

 

 

Så er der imidlertid også de meget besynderlige karriereforløb. Et sådant står Ben O’Connor for. Australieren var i sin U23-tid bestemt lovende, men det var ikke det navn, der stod først på talentlisterne, da han efter 2016-sæsonen blev professionel. Derfor endte han da også ”bare” hos Dimension Data, der bestemt ikke tilhørte toppen af WorldTour-hierarkiet, og han var næppe på alt for mange storholds radar.

 

Det kom han til gengæld måske i 2018. Her vandt han nemlig en etape i et meget stærkt besat Tour of the Alps, og havde det ikke været for et dumt styrt, var han efter alt at dømme end i top 10 i Giroen. Dengang så det ud til, at den næste lovende australske klatrer var født, og da han igennem Giroen bare så ud tl at blive bedre og bedre, tegnede der sig endda nogle uhyre lovende grand tour-perspektiver.

 

Men så gik det galt. Da han igen meldte sig til tjeneste efter det brækkede kraveben i efteråret 2018, var alt forandret. Igennem resten af 2018, 2019 og det meste af 2020 var han nærmest helt anonym. I lange perioder klatrede han endda så dårligt, at han mest mindede om en sprinter, og man måtte lige tjekke resultaterne en ekstra gang for at sikre sig, at det faktisk var ham, der havde haft kurs mod en top 10 i Giroen.

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

 

Det var bestemt heller ikke meget bedre i Giroen i 2020. Der var næppe mange, der havde opdaget hans deltagelse, da vi nåede løbets anden hviledag, men det gjorde de i den grad efterfølgende. Hvad der skete på den hviledag i oktober 2020, aner jeg ikke, men et eller andet sagde i hvert fald klik. Dagen efter var det kun en kikser i det taktiske spil, der kostede ham sejren på en småkuperet etape, dagen efter tog han sin revanche ved at køre fra alt og alle på en bjergetape, og siden da har han ikke set sig tilbage.

 

De pludselige resultater betød nemlig, at hans truede karriere blev reddet af en kontrakt med Ag2r, og det har franskmændene ikke fortrudt. Allerede i foråret 2021 stod det klart, at der var mere Giro 2020 end 2019-sæson over den O’Connor, der var rejst til Frankrig. Han var tæt på at vinde kongeetapen i Romandiet, han kørte et fornemt Dauphiné, og i Touren brød han endegyldigt igennem ved at rejse sig efter et grimt styrt i den første uge, levere et gigantridt på den våde sidste alpeetape, som han vandt, og slutteligt ende løbet som nr. 4.

 

Det bedste af det hele er, at han bare syntes at blive bedre fra løb til løb, og den tendens er fortsat i 2022. Han var allerede god i Andalusien, hvor den eksplosive rute slet ikke passede ham, og han havde kurs mod et lovende Paris-Nice, da han klarede en sidevind, han bestemt ikke mestrer, men desværre måtte udgå med sygdom. Han svarede igen ved at udnytte det taktiske spil og derefter levere et gigantridt i modvinden, da han vandt på La Molina i Catalonien for siden at tabe førertrøjen, da han alligevel var overmatchet på kongeetapen.

 

 

Efter et pænt, men ikke prangende løb i Romandiet leverede han herefter på sit hidtil højeste i Dauphiné, hvor han var en ganske klar ”best of rest” bag Jumbo-duoen med Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, og havde han haft et bedre punch, var det måske endda gået endnu bedre. Han holdt i hvert fald snor i Roglic, da denne var kørt væk på Vaujany-stigningen, og her så de faktisk ganske jævnbyrdige. Det gjorde de også på sidste etape, hvor Vingegaard var i sin egen liga, men hvor det så ud til, at vi kunne have haft en ganske lige duel, hvis det havde været O’Connor og Roglic mand mod mand. Begge dage var det i hvert fald kun i selve angrebene, at den eksplosive Roglic så ud til at have en overhånd i forhold til dieselklatreren O’Connor.

 

Det lover godt forud for denne Tour. Nok var han god i sidste års Dauphiné, men han var slet ikke på samme niveau, som han var det i år. Hvis den positive tendens fortsætter, er han sikkert endda endnu bedre i de kommende tre uger, og vi så jo sidste år og i Giroen i 2018, at hans dieselmotor gør ham aldeles velegnet til at holde niveau over tre uger.

 

Han går også ind til en bjergmenu, der passer ham. Årets stigninger er generelt meget lange dieselstigninger, i hvert fald i Alpwerne, og det er netop den slags bjerge, han bedst kan lide. I det hele taget er bjergmenuen i år ekstra svær, og det er en gave for en mand, der skal vinde løbet netop i bjergene.

 

Det er endda ikke så entydigt, som det var engang. Hidtil har han været en meget endimensionel dieselklatrer, men han har i den grad bredt paletten ud. Den engang så svage enkeltstart var helt ukendelig i Dauphiné, hvor han på en flad tonserrute endte som nr. 14, og den sidevind, han tidligere slet ikke mestrede, klatrede han som sagt i Paris-Nice. Tidligere ville man ellers have betegnet 20. etape og den første uge som lidt af en udfordring, men så galt går det måske slet ikke alligevel, også fordi han i løbets indledning har ganske fin støtte fra Oliver Naesen, Stan Dewulf og Bob Jungels.

 

Til gengæld har han andre problemer. Vi så sidste år, at han ikke var helt stabil, og det var særligt bemærkelsesværdigt, at han kollapsede i varmen på Ventoux. Det er velkendt, at O’Connor trives i regn og kulde, som vi blandt andet så med hans gigantridt i Alperne, men det var ikke lovende, at han smeltede sammen i varmen. Det kan være bekymrende på en årstid, hvor risikoen for endnu en hedebølge trods alt er større, end den er for, at vi igen får så kold en alpemenu, som vil være en stor fordel for O’Connor.

 

Derudover er der stadig et skridt op til de bedste. Det var der i hvert fald, da han tabte førertrøjen i Catalonien i et felt, der ikke tåler sammenligning med dette, og selvom han jo faktisk så ud til at køre lige op med Roglic i Dauphiné, var sloveneren i det løb også så såret et dyrt, at hans niveau næppe havde rakt til et podium i denne Tour. O’Connors ambition er naturligvis ikke at vinde løbet - han har slet heller ikke holdet til at forsvare en trøje - men vi har stadig til gode at få bevis for, at klatreevnerne faktisk rækker hele vejen til top 3, særligt når han trods alt vil tabe tid på enkeltstarten til fem af de seks navne, jeg har givet mellem 3 og 5 stjerner.

 

 

Alligevel er det ikke umuligt. Hans kørsel i Dauphiné var i hvert fald så meget bedre, end den har været tidligere, at der lige nu ikke synes at være nogen udsigt til, at hans positive udvikling stopper. Allerede sidste år blev han jo nr. 4, og det var endda, selvom hans løb egentlig lå i ruiner efter styrtet i den første uge. Det virker i hvert fald ikke helt umuligt, at O’Connor om tre uger skal en tur på podiet i Paris. Det var der næppe nogen, der havde set komme, da han karriere var på deroutekurs i 2019 og 2020, men en podieplads i Touren vil blot gøre en allerede meget besynderlig karriere endnu mere besynderlig og dermed bringe hans navn endnu længere op på listen over de mest mærkværdige karriereforløb.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

 

David Gaudu (**)

Der er noget ærgerligt uforløst over David Gaudus karriere. Forventningerne var jo kolossale, da han allerede forud for sin professionel debut skabte en enorm hype. Ikke alene vandt han Tour de l’Avenir i 2016, han satte også en træningstid på La Planche des Belles Filles, der var på niveau med det, vi så fra nogle af de bedste Tour-ryttere på samme stigning i verdens største cykelløb.

 

Alligevel er det aldrig blevet til det, vi håbede. Han har jo ellers ved flere lejligheder vist, at han kan køre med de allerbedste. Det har han blandt gjort i både Liege, hvor han har været på podiet, i Lombardiet og ved OL, og han var også ganske sublim, da han sidste år vandt den højdramatiske kongeetape i Baskerlandet, da han gjorde fælles front med Primoz Roglic i deres bestræbelser på at sende Tadej Pogacar endegyldigt til tælling.

 

 

Problemet er bare, at det har været alt for flygtigt. Gaudu er en af de ryttere, man aldrig rigtigt ved, hvor man har. Heldigvis er han blevet betydeligt mere stabil, end han tidligere var, og de løb, hvor han falder helt igennem, findes nu stort set ikke mere, men man ved aldrig, om han kører med de bedste, eller om han ender på en placering mellem nr. 11 og 20, som han senest gjorde med sin 17. plads i Dauphiné.

 

Det er naturligvis et problem. En grand tour handler jo mere end noget andet om stabilitet, og det er formentlig derfor, at Gaudu aldrig er brudt igennem som grand tour-rytter. Hans bedste resultat er 8. pladsen i Vueltaen i 2020, og her var han endda slet ikke i nærheden af sit niveau. Faktisk var det en temmelig pauver omgang, og det var kun hans deltagelse i to udbrud, hvor han til gengæld på fornem vis vandt hele to etaper, som efter en kikset start sendte ham ind i det fine selskab. I kamp med klassementsrytterne havde han det mere end svært.

 

Heldigvis var det meget bedre i Touren sidste år. Her så det faktisk ganske lovende ud efter Alperne, hvor han trods det forudsigelige tidstab på enkeltstarten lå nr. 10, men så gik det, som det plejer. Stabiliteten manglede, Gaudu fik hedeslag på Ventoux, og på én dårlig dag smed han næsten 25 minutter til Tadej Pogacar.

 

SE OGSÅ: FELTET.DKS TOUR DE FRANCE SITE

 

Det opløftende var, at det var hans eneste offday. I Pyrenæerne var han endda endnu bedre, end han havde været i Alperne, og man glemmer let, at det faktisk var ham, der var nærmest til at følge Pogacar, Jonas Vingegaard og Richard Carapaz på kongeetapen. Faktisk var han så god, at han dagen efter satte det hele på ét bræt med et flot angreb på den sidste bjergetape, og han fik dermed bevist, at han faktisk godt kan være en af de allerbedste i den tredje uge af en grand tour.

 

Det havde vi ikke set tidligere, og det giver håb. Det er nemlig ikke niveauet, men stabiliteten, han har manglet. Desværre er det stadig lidt svært for alvor at tro, at han vitterligt går igennem tre uger uden én eneste offday. Selv i det nyligt overståede Dauphiné, hvor han vandt en etape undervejs, endte det med et regulært kollaps på sidste bjergetape.

 

Heldigvis skal vi ikke nødvendigvis lægge for meget i det. Gaudu har nemlig haft et forfærdeligt år, som gjorde hans forberedelse til sommeren alt andet end ideel. Han startede ellers så stærkt i Algarve, hvor han vandt en etape i skrapt selskab og kørte sit livs enkeltstart, men siden ødelagde et styrt hans Paris-Nice, og da han endelig var ved at være klar igen, blev han syg lige inden klassikerne - en sygdom, der angiveligt viste sig ret svær at komme af med.

 

 

Derfor var det måske også forståeligt, at han var alt andet end flyvende i MercanTour Classic og Dauphiné, selvom han med en god spurt tog en overraskende etapesejr. Forberedelsen havde været for ringe, og derfor kan der være et håb om, at vi ser den bedste Gaudu i de kommende tre uger. Han har endda lidt ekstra tid til at finde formen, for i den første del af løbet er det mere hans hold, der skal på prøve, end det er ham selv. Han skal først være klar fra 7. etape og helt skarp fra 11. etape, og det giver ham lidt tid at løbe på.

 

Det er måske endnu mere nødvendigt end som så. Billedet i Vueltaen i 2020 og særligt i Touren i 2021 var i hvert fald, at han var bedst i den tredje uge. Derfor kan det meget vel være, at han i starten blot skal overleve, og desværre for ham er der ikke plads til svaghed allerede i Alperne, der er voldsomt vanskelige denne gang. Det hjælper i hvert fald ikke, hvis han som i 2021 først for alvor finder sig selv i Pyrenæerne til sidst.

 

Usikkerhederne rækker endda meget længere. Det var ellers så opløftende med den chokerende enkeltstart, han kørte i Algarve, men i Dauphiné så vi, at han nok alligevel stadig skal regne med betydelige tidstab på tidskørslerne. Til gengæld burde han ikke stå helt ringe i vind og på brosten, for selvom han selv ser ret sårbar ud - og derfor kan han sagtens ende som et offer - har han i Stefan Küng en af feltets allerbedste bodyguards. Heller ikke i bjergene kan han brokke sig over støtten, når han gør fælles front med en i år delvist genrejst Thibaut Pinot, der denne gang primært satser på etaper, og den stadig mere spændende Michael Storer, der ikke helt har gjort det klart, hvad han satser på.

 

Det er dog ikke holdet, der sender Gaudu på podiet. Det er først og fremmest ham selv, og her er der trods alt lidt for mange spørgsmålstegn. Det mest åbenlyse er den manglende stabilitet, men selvom han var god i den tredje uge sidste år, har vi stadig til gode at se ham blande sig med de bedste i bjergene og ikke kun i de kuperede klassikere, som mere og mere ligner hans største styrke. Derfor kan man frygte, at der også om tre uger er noget ærgerligt uforløst over guldfuglens karriere, og at vi nok engang må vente på det endelige gennembrud, vi har ventet på lidt for længe.

 

Damiano Caruso (**)

I disse år har vi vænnet os til, at de unge ryttere leverer den ene overraskelse efter den anden. Det kan næsten ikke længere betegnes som en overraskelse, når et eller andet ungt talent pludselig leverer et resultat, ingen havde set komme, og der synes ikke længere at være mange nedre grænser for, hvor tidligt man kan levere topresultater.



Det har til gengæld haft den konsekvens, at det bestemt ikke er blevet lettere at være veteran. Nu om dage synes det ganske svært at præstere, når man har rundet de 30, og det bliver bestemt ikke lettere, når dåbsattesten endda siger, at man er 33 år gammel. Derfor var forventningerne til Damiano Caruso forud for sidste års Giro også ganske beskedne. Ikke blot var han bare hjælper for Mikel Landa - med Pello Bilbao på holdet var han endda bare nr. 3 i hierarkiet - han havde trods top 10-placeringer i alle grand tours aldrig været bare i nærheden af et podium.

 

Det kom han imidlertid i den grad og endda mere end det. Landa forlod som bekendt løbet, inden det for alvor var kommet i gang, og det stod hurtigt klart, at det var Caruso, der var redningsplanken for Bahrain, og ikke Bilbao. Det har han nu været for andre hold tidligere, blandt andet da han i 2017 tog over hos BMC for evigt uheldige Richie Porte og endte på en 11. plads i Touren, men hidtil havde det altid været en kamp for en yderlig top 10, når han fik sine sjældne chancer.

 

Det var det ikke denne gang. Allerede tidligt i løbet fornemmede man en stærkere Caruso end nogensinde tidligere, og mens alle forhåndsfavoritterne viste det ene svaghedstegn efter det andet, var den loyale hjælper lige så stabil, som han plejer. Faktisk var han den eneste, der gik igennem løbet uden en eneste offday, og selvom han aldrig lignede stærkeste mand, var han den eneste, der altid var med fremme. Ja, selv Egan Bernal havde som bekendt en forfærdelig dag i den tredje uge.

 

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

 

Caruso nåede endda at sætte den ellers så suveræne Bernal en skræk i livet. Han var jo ellers blevet godt og grundigt kritiseret for at stille sig tilfreds med en 2. plads, men på sidste bjergetape viste han et uhørt mod ved at gamle stort med et karrieredefinerende resultat. Caruso angreb fra distancen og gjorde ifølge colombianeren selv Bernal så nervøs, at han frygtede, at han var ved at miste det hele. Det gjorde han nu ikke, men Carusos mod blev belønnet med en suveræn etapesejr - paradoksalt nok hans blot tredje i en ellers lang og imponerende karriere - og en højst uventet samlet 2. plads.

 

Resultatet har forandret alt for Caruso. Nu er han pludselig en af kaptajnerne på Bahrain efter altid at have været den ultimative hjælperytter. Han er det endda så meget, at han fik forbud mod at køre Giroen, der ellers besøgte hans hjemø, Sicilien, fordi holdet gerne ville stille med den bedst mulige trup til Touren, og de var nødt til at satse på Giroen med Landa, når nu ruten passede baskeren så godt.

 

 

Derfor er det en helt ny rolle for Caruso de kommende tre uger. Han deler ganske vist kaptajnansvaret med Jack Haig, men det er første gang, siden han som helt ungt Liquigas- og Cannondale-talent fik sine første top 10-placeringer i grand tours, at han kan starte et langt etapeløb med en helt klar kaptajnrolle. Det store spørgsmål er nu bare, om den majform, han havde sidste år, var et unikt engangstilfælde, eller om han kan nå samme flyvende højder igen.

 

Det virker ikke helt umuligt. I sidste års Vuelta var han tilbage i hjælperrollen, men han vandt alligevel en bjergetape med en næsten surrealistisk langt soloridt. I år har han, der jo ellers altid har været kendt som en langsom starter, også kørt et af sine bedste forår, først med en suveræn samlet sejr i et ganske vist meget svagt besat Giro di Sicilia, og siden med et ganske løfterigt Romandiet, hvor en defekt på kongeetapen desværre kostede ham den samlede 4. plads.

 

Til gengæld var han ikke alt for overbevisende i Dauphiné, selvom han i det ret svage felt endte som nr. 4, men det er ikke nødvendigvis alarmerende. Caruso er en dieselmotor, der skal varmes op, og da han sidste år endte som nr. 9 i Romandiet mindre end en uge inden Giro-starten, var der ikke skyggen af tegn på, at han skulle ende det store løb som nr. 2. Caruso skal bruge noget tid på at blive varm, og det får han også mulighed for i årets Tour, hvor det først og fremmest er holdet, der skal hjælpe ham gennem den første uge, og hvor han selv først skal være skarp fra 7. og særligt 11. etape. Her plejer dieselmotoren at være klar, og Caruso plejer altid at være bedst til sidst, hvilket heller ikke i dette løb er nogen dårlig evne - og så er han frem for alt pokkers stabil og helt uden dårlige dage, uanset hvordan vejret arter sig.

 

Han står heller ikke så ringe i den første uge. Han er en ret alsidig rytter, der trods manglende erfaring nok kunne klare lidt brosten, og Matej Mohoric, Fred Wright og til dels også Dylan Teuns og Jan Tratnik, der i hvert fald har god erfaring med de flamske brosten, giver ham en bedre støtte, end mange andre har. Hans enkeltstart har til gengæld været en bekymring, for i 2021 og 2022 har den været en skygge af sig selv, men i Dauphiné bragede han pludselig igen en tidskørsel af, som mindede os om, hvorfor netop de i 2019 og 2020 var en af hans store styrker. Hans resultater de seneste år gør, at der ingen garantier er, men klarer han 20. etape med samme klasse, kan han meget vel ende som en vinder på den sidste lørdag, særligt fordi han altid kører sine bedste enkeltstarter, når dieselmotoren er varm i den tredje uge af grand tours.

 

 

Alsidigheden har han altså til denne alsidighedens Tour, men spørgsmålet er trods alt, hvor langt topniveauet rækker, selv hvis han kører som i Giroen. Han var trods alt på de fleste bjergetaper langt fra Bernal, og bag ham var det et løb, der var præget af, at alle andre favoritter skuffede. Det var Caruso den eneste, der ikke gjorde, og selvom han helt åbenlyst var på et niveau, vi aldrig tidligere har set, er det spørgsmålet, om han havde været på podiet, hvis Aleksandr Vlasov havde kørt som i 2022, og hvis Daniel Martinez havde kørt sin egen chance.

 

Derfor vil det trods alt være endnu en gedigen overraskelse, hvis Caruso ender på podiet igen denne gang, hvor feltet er betydeligt skarpere. På den anden side så han bedre ud i sin optakt i Dauphiné, end han gjorde i Romandiet sidste år, og det kan give et håb om, at han i Touren måske endda vil finde nogle procent, han ikke havde i Giroen. Endnu en podieplads vil i hvert fald ikke være samme sensation, som det var for et år siden - også selvom vi endnu engang vil skulle lære at forstå, at det i denne vidunderbørnenes tidsalder ikke kun er de unge kometer, der kan levere de største overraskelser.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Polynormande(1.1) 14/08

Belgrade Trophy(2.1) 13/08-14/08

La Ronde Des Vallées(2.1) 13/08-14/08

Tour du Limousin(2.1) 16/08-19/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

EM - Herrer(CC) 14/08

Tour du Limousin(2.1) 16/08-19/08

EM - Kvinder (Enkeltstart)(CCW) 17/08

One Belt One Road Nation'...(2.NCUP) 17/08-19/08

EM - Herrer (Enkeltstart)(CC) 17/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 18/08-28/08

Vuelta a España(2.UWT) 19/08-11/09

EM - Kvinder(CCW) 21/08

BEMER Cyclassics(1.UWT) 21/08

Schaal Sels Merksem(1.1) 21/08

Egmont Cycling Race(1.1) 23/08

Tour Poitou - Charentes(2.1) 23/08-26/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 24/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger