Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de France: Ruten, etaper og etapeprofiler

Tour de France: Ruten, etaper og etapeprofiler

28. juni 2024 17:44Foto: Sirotti

Tour de France skal i år for første gang nogensinde slutte uden for Paris og dét med den første enkeltstartsafslutning i 35 år. Forinden skal rytterne besejre nordfranske grusveje, krydse Alperne hele to gange og kæmpe sig op ad bjergafslutninger i både Massif Central og Pyrenæerne.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ethvert Tour de France vil optage adskillige sider, når historien om cykelsporten skal fortælles, men 2024-udgaven af verdens største cykelløb er historisk, allerede inden det overhovedet er begyndt. Med mål i sydfranske Nice på sidste etape slutter løbet nemlig for første gang i løbets 121 år uden for Paris - og åbningen i Firenze er tilmed første Grand Départ i nabolandet Italien.

 

I fugleflugt er distancen mellem Firenze og Nice for kort (og alt, alt for italiensk) til et helt Tour de France, og derfor har arrangørerne fra ASO i stedet tegnet en rute på i alt 3.498 kilometer, som efter tre en halv dag i Italien sender rytterne et smut over Alperne og nordpå inden for de franske grænser. De frygtede grusveje ved Troyes, små 140 kilometer fra Paris, bliver løbets nordligste punkt, inden ruten går sydpå igen imod en uundgåelig destination i Pyrenæerne i løbets anden uge. I tredje uge må feltet igen finde vej til Alperne, før løbet afsluttes med en enkeltstart fra Monaco til Nice - den første enkeltstartsafslutning på Tour de France siden den famøse udgave i 1989.

 

ASO har selv inddelt de 21 etaper i fire kategorier: bjerg, bakket, flad og enkeltstart. Inden for denne noget overfladiske fordeling har de selv talt sig frem til syv bjergetaper, fire kuperede mellemetaper, otte flade etaper samt to enkeltstarter. Ud ad de syv bjergetaper slutter de fire af dem på en målstigning oppe i højderne.

 

 

De to enkeltstarter er på i alt 59 kilometer, hvilket nærmer sig en tredobling af antallet af enkeltstartskilometer fra sidste år. Faktisk skal vi helt tilbage til 2013-udgaven for at finde flere enkeltstartskilometer i et Tour de France, selv om de 58 i 2021 ikke ligefrem var langt fra.

 

Meget kort sagt har denne udgave en hård indledning med to kuperede etaper og en bjergetape allerede på fjerdedagen. Slutningen af løbets første uge bliver også vigtig, da den både byder på den første enkeltstart samt den etape, der allerede nu omtales som ”grusetapen”. Anden uge slår et smut forbi Massif Central, inden to bjergafslutninger i Pyrenæerne venter. Endnu en kuperet etape er indlagt på vejen tilbage til Alperne, som også er værter for to bjergafslutninger på løbets tredje- og andensidste etaper. Tour de France 2024 slutter med et brag af en bjergenkeltstart fra Monaco til Nice.

 

Mindre kort sagt vil denne rutegennemgang introducere etapeprofilerne én efter én. På etaper med høj sandsynlighed for samlet spurt vil jeg beskrive opløbet, og på bjergetaper vil jeg gå i detaljer med stigninger. Når store cykelløb i nyere tid har haft lignende eller endda identiske etapeafslutninger, vil jeg referere til afgørelsen af disse. Som de siger i Frankrig: C’est parti!

 

Copyright: GEOATLAS

 

1. etape, lørdag d. 29. juni: Firenze - Rimini, 206 kilometer

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at Tour de France indledes med en linjeløbsetape frem for den engang altid foretrukne prolog. Københavns gader lagde i 2022 som bekendt regnvåd asfalt til tempokørsel om den første gule trøje i løbet, men sidste år var det igen en afgørelse efter samlet start, der sikrede Adam Yates førertrøje og den dertilhørende løvebamse.

 

Det gjorde briten efter en hård og kuperet 1. etape i Bilbaos gader, hvor en stejl kategori 3-stigning blot ti kilometer fra mål betød, at kun 14 klatrestærke ryttere, de fleste af dem klassementsryttere, skilte sig ud som de bedste på dagen.

 

1. etape i år minder på mange måder om den krævende Tour-start i Bilbao, men er på papiret endnu hårdere med over 3.600 højdemeter. Hele syv kategoriserede stigninger er der drysset ud over vejen mellem Firenze og Rimini, hvoraf tre af dem er kategori 2-stigninger - til sammenligning bød åbningen i Bilbao på fem stigninger og kun en enkelt i kategori 2.

 

To af etapens stigninger er over ti kilometer lange, hvoraf den længste, Col de Valico Tre Faggi, er den første, som rytterne skal kæmpe sig over. Med foden af denne første stigning beliggende efter små 40 kilometer af etapen har der allerede været fladt eller let stigende terræn til at etablere et udbrud i, men stigningen falder dog også så tilpas tidligt, at den kan være udslagsgivende for sammensætningen af udbruddet.

 

Omvendt er selve afslutningen lettere end i Bilbao med længere og fladere vej fra toppen af den sidste stigning og ind til målstregen. Kategori 3-udfordringen Côte de San Marino (7,1 kilometer, 4,8 procent) i lilleputstaten San Marino krydses nemlig med godt 25 kilometer til mål, hvoraf over halvdelen skal køres på flade eller let dalende veje ind til den flade opløbsstrækning helt ude ved kysten. Der kan altså stadig være mulighed for at komme tilbage, hvis man akkurat ikke klarer udskilningen hen over toppen, især hvis man kan drage fordel af den ganske tekniske nedkørsel.

 

 

 

2. etape, søndag d. 30. juni: Cesenatico - Bologna, 199,2 kilometer

Også 2. etape af løbet er kuperet, men dog med kun halvt så mange højdemeter og både færre og lettere stigninger. Den har en fuldkomment flad indledning med etapens første 70 kilometer kørt tæt ved Adriaterhavet, inden to kategori 3-stigninger skal klares, før feltet får mulighed for at køre ræs på racerbanen i Imola. Efter Imola følger endnu en særdeles flad sektion, inden indløbet mod målbyen Bologna byder på fire kategoriserede stigninger.

 

Den sidste af disse er den stejle og smukke San Luca-stigning (1,9 kilometer, 10,6 procent), som også udgør målstregen i den benhårde semiklassiker Giro dell’Emilia. Tour de France-feltet skal følge søjlegangen op til toppen to gange på denne etape, og sidste passage giver, foruden bjergpoint, bonussekunder til de første på toppen.

 

Fra toppen af sidste passage er der over ti kilometer ind til målstregen. Umiddelbart efter San Luca følger den ukategoriserede Monte Albano, inden det går ned til den flade opløbsstrækning i Bologna. Med bonusspurten som lokkemiddel må klassementsrytterne forventes at køre ræs op til San Luca, og så er der pludseligt ikke mange kilometer tilbage til at samle tropperne i.

 

 

3. etape, mandag d. 1. juli: Piacenza - Torino, 230,8 kilometer

På tredjedagen af løbet kan rytterne for første gang se frem til en flad etape, der i stedet for hårdt terræn udmærker sig ved at være årets længste. De tre kategoriserede stigninger er alle i laveste kategori, 4, og er placeret så tilpas langt fra målstregen, at de ikke kan forventes at få indflydelse på afgørelsen.

 

Det lugter langt væk af, at de rene sprintere endeligt også kan komme til fadet, men det åbne, flade landskab er dog heller ikke længere væk fra Det Liguriske Hav, end at kraftig sidevind måske kan spille feltet et puds. I det forventede spurtopgør får positionskampen stor betydning, da to skarpe venstresving er placeret på opløbet med det sidste inde på den sidste kilometer, som er fuldkomment flad.

 

Undervejs på etapen vil løbet hylde den italienske campionissimo, legendariske Fausto Coppi, ved at slå vejen forbi Tortona, da det var på denne bys hospital, at den dobbelte Tour de France-vinder i 1960 afgik ved døden i en alder af blot 40 år.

 

 

 

4. etape, tirsdag d. 2. juli: Pinerolo - Valloire, 139,6 kilometer

Under 4. etape skal feltet forlade Italien og køre ind i Frankrig, men det bliver ikke ad den flade kystvej. I stedet er vi allerede nu nået til første deciderede bjergetape, som over 139,6 kilometer byder på tre bjergpas, hvoraf det sidste er den velkendte alpekæmpe, Col du Galibier i over 2.600 meters højde.

 

Fra startbyen i Pinerolo stiger vejen støt fra første færd på den lange vej op til Sestrières, hvor nogle måske husker, at Bjarne Riis gjorde sin ryg gul i 1996. Næsten 40 kilometer er den kategoriserede del af stigningen opgjort til i længde, men stigningsprocenten er dog helt nede på 3,7.

 

Efter nedkørslen herfra følger endnu en kategori 2-stigning i form af Col de Montgenèvre på 8,3 kilometer og 5,9 procent. Nedkørslen herfra fører ned til den klassiske Tour de France-destination Briançon.

 

Dalstykket omkring byen fører hen til foden af Galibier, som er opgjort til en gennemsnitlig stigning på 5,3 hen over 23 kilometer, hvilket også gør den til løbets første bjerg uden for kategori. Den holder sig under seks procent de første 14 kilometer, men bliver stejlere mod toppen, hvor den i to segmenter er oppe på ni procent. På toppen er der placeret en bonusspurt inden små 20 kilometers nedkørsel ned til målstregen i Valloire.

 

Nedkørslen er klart mest teknisk på den første tredjedel, hvor adskillige hårnålesving tvinger rytterne ned i fart, men herefter kan der opnås voldsomme hastigheder på den lige, men faldende vej langs floden La Valloirette. Kun selve opløbet er på flade eller let stigende veje.

 

Denne afslutning med Galibier og målstreg i Valloire er identisk med 18. etape af Tour de France 2019. Etapen blev dengang vundet af Nairo Quintana, mens Egan Bernal brugte Galibier og dens nedkørsel til at tage tid på sine klassementskonkurrenter. Den førende, Julian Alaphilippe, udnyttede nedkørslen til at komme tilbage til de øvrige i topklassementet efter at have lidt på Galibier.

 

 

5. etape, onsdag d. 3. juli: Saint-Jean-de-Maurienne - Saint-Vulbas, 177,4 kilometer

Alpebyen Saint-Jean-de-Maurienne er typisk et åndehul før eller efter mødet med nogle af løbets hårdeste stigninger, men på denne 5. etape er den i stedet vært for starten på en flad etape. Det er nemlig af vejene i dalene, at rytterne føres videre gennem alperne, og hen mod målbyen Saint-Vulbas er der kun to kategori 4-stigninger at finde.

 

Den sidste passeres med over 30 kilometer til mål, så feltets sprintere vil melde sig klar til kamp om etapesejren. Opløbet er helt fladt og relativt uproblematisk, dog med en rundkørsel godt en kilometer fra mål samt en fløjlsblød højrekurve en 300 meter fra mål.

 

 

 

6. etape, torsdag d. 4. juli: Mâcon - Dijon, 163,5 kilometer

Efter løbets hårde indledning kan de tungere ryttere glæde sig over den anden flade etape i træk. Kun en enkelt kategori 4-stigning er indlagt på den nordvendte rute for 6. etape, som derfor indbyder til endnu en dyst mellem feltets sprintere.

 

I det ellers simple indløb mod målstregen er der kun en enkelt rundkørsel til at forstyrre positioneringen med 800 meter til mål. Ellers er der dømt boulevardspurt i bogstaveligste forstand på den meget brede opløbsstrækning, som har en opadgående hældning på et par procent.

 

 

7. etape, fredag d. 5. juli: Nuits-Saint-Georges - Gevrey-Chambertin, 25,3 kilometer

Løbets første enkeltstart er også langt den fladeste uden dog entydigt at være dét, man på godt cykelsprog kunne kalde en ”tonserrute”. Ikke desto mindre er de 25,2 kilometer på tempocyklerne overvejende flade med kun 300 højdemeter og køres fortrinsvist på lange strækninger blottet for sving, hvor rytterne må ud ad den aerodynamiske position nede i bøjlen. Dog byder både de første og sidste kilometer på en række skarpe sving, ligesom en kort nedkørsel på en smal og potentielt glat skovvej kræver god teknik.

 

Denne nedkørsel følger en stigning midtvejs på ruten, Côte de Curtil-Vergy. Denne er 1,6 kilometer lang med en gennemsnitlig stigning på 6,1 procent, men med sektioner lige under otte procents stejlhed. Med sin placering midt på ruten opdeler bakken derfor enkeltstarten i tre sektioner: Først en flad, så én med stigning og medfølgende nedkørsel og slutteligt endnu en flad.

 

Tre gange undervejs vil rytterne få taget mellemtider. Disse mellemtider er, groft sagt, placeret for foden af stigningen, oppe på toppen af stigningen og for enden af nedkørslen fra den.

 

Distancen er ganske vist kort, men de to flade sektioner baner vejen for, at tempospecialisterne kan ramme deres absolutte topfart og dermed gøre en forskel. Dog taler stigningen og dens nedkørsel for, at de temposvage klassementsryttere også kan begrænse lidt af deres tidstab.

 

 

 

8. etape, lørdag d. 6. juli: Semur-en-Auxois - Colombey les Deux Églises, 183,4 kilometer

Løbsarrangøren ASO har kategoriseret denne etape som flad, men vi snakker ikke pandekageflad. 2.400 højdemeter og fem kategoriserede stigninger taler i hvert fald sit eget sprog om, at sprinterholdene kan få deres sag for i bestræbelserne på at skabe samling.

 

Mens de kategoriserede stigninger ligger langt fra mål, kan et par ukategoriserede knolde inden for de sidste femten kilometer indbyde til sene angrebsforsøg. De sidste godt otte kilometer køres på samme lige vej helt uden sving, så et eventuelt udbrud vil kunne se feltet bag dem. De sidste knapt to kilometer stiger let op mod mål.

 

 

9. etape, søndag d. 7. juli: Troyes - Troyes, 199,0 kilometer

Selv om rytterne er langt fra enhver bjergkæde, kan denne 9. etape blive en af de vigtigste overhovedet i hele løbet - ja, det er nu, jeg smider flosklen om, at man måske ikke kan vinde Touren her, men man kan tabe den.

 

På rutens sløjfe omkring start- og målbyen Troyes skal der nemlig køres 14 grusstrækninger, tilmed mange i bakket terræn. For maksimal effekt af disse chemins blancs - hvide veje - blandt vinranker ligger de tættere og tættere, efterhånden som feltet nærmer sig målstregen.

 

De sidste 12 grusstrækninger ligger således alle inden for godt 100 kilometers afstand til målstregen, og den sidste meter på grus køres med blot 6,5 kilometer til mål. Derfor vil grusvejene givetvis have stor betydning for, hvem der vinder etapen.

 

Endnu væsentligere kan vejenes tvivlsomme beskaffenhed have betydning for klassementet. Da Tour de France Femmes kørte en lignende etape i 2022, skortede det i hvert fald ikke på styrt, punkteringer, cykelskift og andre defekter, og hvis den slags falder på et uheldigt tidspunkt, kan det betyde store tidstab. Enhver rytter med klassementsambitioner skal derfor have stærke, loyale hjælpere omkring sig for ikke at risikere at miste tid, da servicebilerne kan være langt efter.

 

Forvent derfor en etape i stil med en endagsklassiker, men hvor et skønt sammensurium af robuste sprintere og vævre bjergryttere alle vil forsøge at ligge længst muligt fremme.

 

 

 

10. etape, tirsdag d. 9. juli: Orléans - Saint-Amand-Montrond, 187,3 kilometer

Oven på løbets første hviledag er det igen blevet tid til en flad etape - endda så flad at ikke ét eneste bjergpoint kan vindes på den. I stedet kan den store udfordring vise sig at være sidevind, som ifølge løbsdirektør Christian Prudhommes egen rutebeskrivelse især kan forekomme på de sidste 60 kilometer af etapen, og eventuel splittelse her kan derfor plausibelt opretholdes helt til mål.

 

Sidevind eller ej, så ligger etapens hårdeste bakke under ti kilometer fra mål, hvilket kan indbyde opportunisterne til angreb. Positionskampen frem mod den afsluttende spurt bliver vigtig, da to sving falder omkring kilometerporten, inden en rundkørsel fører ind på den 600 meter lange opløbsstrækning.

 

Sidste gang, Tour de France havde samme målby, blev det et hæsblæsende sidevindsræs, som førte kun 13 ryttere ind sammen i første gruppe, hvor Mark Cavendish slog Peter Sagan.

 

 

11. etape, onsdag d. 10. juli: Évaux-les-Bains - Le Lioran, 211 kilometer

Med inklusionen af en kategori 1-stigning kalder ASO denne etape for en af de syv bjergetaper, men den er i den milde ende. Feltet er nu nået så langt sydpå, at de har ramt Massif Central, der dog som bjergkæde ikke rager lige så højt mod himlen som hverken Pyrenæerne eller Alperne.

 

Hvad stigningerne ikke har i højde eller længde, har de i stedet i stejlhed, og derfor er det da heller ikke urimeligt at tale om en bjergetape. Mens kategori 1-stigningen i gennemsnit stiger 8,1 procent, er nabostigningerne i kategori 2 på henholdsvis 9,1 og 7,9 procent, og det samlede antal højdemeter er oppe på 4.350.

 

Efter en blød åbning med langt hen til første kategoriserede stigning skifter etapen karakter på den sidste tredjedel, og de sidste fire stigninger, heraf de tre sværeste, falder alle inden for de sidste 45 kilometer.

 

Kategori 1-stigningen har sin top med små 30 kilometer og følges af en teknisk nedkørsel. Den efterfølgende kategori 2-stigning har en bonusspurt placeret på sin top, inden en lidt lettere nedkørsel fører ned til foden af dagens sidste bjergspurt, en kategori 3-stigning. Denne har sin top med kun 2,8 kilometer til mål, så nedkørslen er kort, men teknisk med sine tre hårnålesving.

 

I bunden venter nu en sidste, ukategoriseret rampe på den sidste kilometer, som svinger imellem at stige ni-ti procent og kun ganske få procent. Stejlest er rampen med 200 meter til mål, hvor den på ganske få meter lige når over ti procent, inden den så flader ud og slutter på et par procent ved målstregen.

 

 

Etapens afslutning er identisk med 5. etape af Tour de France 2016, som Greg van Avermaet udnyttede til et solotogt, som indbragte ham både etapesejr og den gule førertrøje. Hans landsmand og udbrudsmakker Thomas de Gendt holdt hjem til en andenplads foran et samlet favoritfelt på 20 ryttere.

 

 

12. etape, torsdag d. 11. juli: Aurillac - Villeneuve-sur-Lot, 203,6 kilometer

Etapen begynder i udkanten af Massif Central i 600 meters højde, men målbyen Villeneuve-sur-Lots beliggenhed kun 69 meter over havets overflade vidner om, at rytternes videre færd i sydvestlig retning er i fladere terræn.

 

Etapen indeholder tre kategoriserede stigninger, alle i kategori 4, med den sidste næsten 70 kilometer fra mål. Derfor ligner selve afslutningen en invitation til sprinterne, men det kuperede terræn i begyndelsen kan dog også friste stærke ryttere til at lancere udbrud, der kan vise sig svære at kontrollere. Ved to tidligere Tour-afslutninger i samme målby var det netop udbrydere, der trak længste strå.

 

To rundkørsler inden for de sidste to kilometer stiller krav i en positionskamp, men selve opløbsstrækningen er placeret på en over én kilometer lige, ganske bred vej, hvor gode positioner stadig kan vindes.

 

 

13. etape, fredag d. 12. juli: Agen - Pau, 165,3 kilometer

Målbyen Pau ligger for foden af Pyrenæerne, men denne etape viser nåde over for de tunge ryttere, der ingen glæde finder i synet af bjerge i horisonten. I hvert fald er der kun blevet plads til to kategori 4-stigninger, som dog er ganske stejle og inden for etapens sidste 40 kilometer.

 

Fra toppen af den sidste er der dog stadig næsten 30 kilometer til mål, så disse stigninger er ikke oplagte til at lancere angreb i sig selv. Skulle det dog være et stærkt udbrud, der er kørt fra morgenstunden, er det bakkede terræn omvendt brugbart til at holde sprinterholdene stangen.

 

Indløbet mod Pau er dog forholdsvist simpelt, hvilket taler til feltets fordel i jagten på et udbrud. De allersidste kilometer har visse tekniske passager med et skarpt sving tæt ved kilometerporten, dernæst en rundkørsel og endeligt en venstrekurve omkring 500 meter fra mål.

 

 

Tidligere Tour-afslutninger i Pau med lignende etapeprofiler har i 2017 og 2018 givet spurtsejre til henholdsvist Marcel Kittel og Arnaud Démare, mens et seksmandsudbrud holdt hjem i 2012 med etapesejr til Pierrick Fédrigo til følge.

 

 

14. etape, lørdag d. 13. juli: Pau - Pla d'Adet, 151,9 kilometer

Efter en overnatning i skyggen af Pyrenæerne kan det uundgåelige ikke udskydes længere, og nu venter der feltet en hård bjergetape med to bjergpas uden for kategori samt en enkelt kategori 2-stigning.

 

Efter godt 70 flade kilometer rammer rytterne foden af Col du Tourmalet, som er det oftest passerede bjergpas i Tour de France-historien og naturligvis er uden for kategori. Fra denne side er den legendariske stigning 19 kilometer lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,4 med sine stejleste kilometer helt oppe ved toppen.

 

Begyndelsen af nedkørslen byder på tre hårnålesving, men ellers er det en relativt nem og meget hurtig vej ned ad passet igen. Fra byen Sainte-Marie de Campan - den med Eugène Christophe og smedjen - i dalen går det støt opad igen i små ti kilometer, inden kategori 2-stigningen officielt begynder.

 

Denne er egentligt opdelt i to med først fire ganske stejle kilometer, inden rytterne så kan få et pusterum ved køre nedad i en kilometers penge, hvorefter det så går opad igen til selve bjergspurten. Samlet set giver dét en stigning på 8,2 kilometer med 5,1 procent i gennemsnit. Nedkørslen herfra er relativt nem med kun tre hårnålesving undervejs.

 

Godt fem flade kilometer fører ind i byen Saint-Lary-Soulan, som ligger for foden af dagens målstigning, Pla d’Adet. Med sine 10,6 kilometer og en stigningsprocent på 7,9 er den uden for kategori og en temmelig ujævn størrelse.

 

Den er med afstand stejlest i bunden, hvor den tredje kilometer op ad bjerget er helt oppe på 11,7 procent i gennemsnit, inden den holder sig mellem 7,5 og 9 procent i de følgende fire kilometer. Herefter kommer så to lettere kilometer på under seks procent, inden en kilometer med 7,2 procent i snit. De sidste 500 meters penge op til målstregen stiger kun en anelse.

 

Pla d’Adet kan fejre 50-årsjubilæum som målstigning i Tour de France. Siden Raymond Poulidors populære sejr i 1974 har Pla d’Adet lagt målstreg til Touren yderligere ni gange, senest i 2014 hvor Rafal Majka vandt i ensom majestæt iklædt sin nyerobrede bjergtrøje. I klassementskampen var den suveræne Vincenzo Nibali igen urokkelig og tog tid på alle sine konkurrenter undtagen Jean-Christophe Peraud.

 

 

 

15. etape, søndag d. 14. juli: Loudenvielle - Plateau de Beille, 197,7 kilometer

Mens 14. etape lagde ud på flade veje, gemmer 15. etape ikke på prøvelserne og sender rytterne direkte mod højderne. Efter blot syv kilometer af etapen venter nemlig etapens første bjergspurt, som følges af yderligere fire, hvoraf den sidste udgør etapens målstreg. Der er med andre ord bjerge fra første til sidste kilometer.

 

Inden for etapens første 65 kilometer skal rytterne over hele tre kategori 1-stigninger, alle med svære nedkørsler, inden der trods alt graves et længere ophold på flade dalveje frem. Med 70 kilometer til mål kører rytterne så ind på kategori 1-stigningen Col d’Agnes, som med sine ti kilometers længde og en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,2 er blandt de hårdeste, der ikke har fået prædikatet uden for kategori.

 

En kort, kringlet nedkørsel herfra afbrydes af den ukategoriserede Port de Lers (4,4 kilometer, 5,4 procent), inden en til tider meget teknisk nedkørsel følger herfra. En 25 kilometer skal tilbagelægges på flade veje i endnu en dal inden foden af dagens sidste stigning.

 

Plateau de Beille er på hele 15,8 kilometer og med sin stigningsprocent på 7,9 uden for kategori. Den er sværest i bunden, hvor den i de første fem kilometer holder sig omkring de ni procent, men holder sig over syv procent indtil de sidste to kilometer. Her tager stejlheden af, først med en kilometer på 6,3 procent inden de sidste 800 meter er nede på 2,5 procent i gennemsnit.

 

Plateau de Beille blev inkluderet i Tour de France i 1998, hvor Marco Pantani som så ofte før og senere var overlegen på toppen. Bjergpasset er senest blevet brugt som målstigning i Touren i 2015, hvor Joaquim Rodríguez sejrede fra udbruddet foran en vis Jakob Fuglsang. Klassementsmæssigt endte det som en ret rolig dag, hvor den førende Chris Froome kom til mål med alle sine nærmeste konkurrenter.

 

 

16. etape, tirsdag d. 16. juli: Gruissan - Nîmes, 188,6 kilometer

Efter en velfortjent hviledag venter også en terrænmæssigt overkommelig dag på 16. etape, der kun byder på sølle én kategori 4-stigning. Til gengæld er ruten aldrig langt fra Middelhavskysten, så der er ingen garanti for en rolig dag - tværtimod kan en tilpas kraftig sidevind ende med at splitte feltet til atomer.

 

Uanset vinden er etapen den sidste oplagte chance for løbets sprintere, hvorfor de overlevende af dem må nære drømme om etapesejr her. Indløbet til målbyen er forholdsvist simpelt, bortset fra en hel serie af rundkørsler, hvoraf den sidste ligger kun 350 meter fra mål. Dog skal rytterne køre lige over i sidste tre rundkørsler, men hvis den ene side er marginalt hurtigere end den anden, kan det have stor betydning for den endelige positionering.

 

 

Tour-etapevindere i Nîmes i nyere tid har været sprinterne Mark Cavendish (2008), Alexander Kristoff (2014) og Caleb Ewan (2019), mens Nils Politt på en mere bakket rute tog en flot solosejr fra udbruddet i 2021.

 

 

17. etape, onsdag d. 17. juli: Saint-Paul-Trois-Châteaux - SuperDévoluy, 177,8 kilometer

Med langt, fladt tilløb bevæger feltet sig nu tilbage imod de Alper, som de forlod helt tilbage på 4. etape. Efter næsten 140 kilometer på flade veje muterer etapen til en bjergetape med tre kategoriserede stigninger inden for de sidste 35 kilometer og med målstreg på toppen af den sidste.

 

Af stigninger skal rytterne først kæmpe sig over én i kategori 2 på 6,8 kilometer og en stigningsprocent på 7,3, inden en teknisk simpel og lynhurtig nedkørsel fører dem mod næste udfordring.

 

Dette kategori 1-bjergpas, Col du Noyer, er med sine 8,1 procent over 7,5 kilometer dagens sværeste stigning og er særligt svær på sine sidste to kilometer, der begge ligger lige ved de ti procent. Bjergspurten er også tilføjet en bonusspurt. Denne følges af en stejl nedkørsel, der kun rummer få hårnålesving.

 

Fra bunden af nedkørslen går det så straks op ad igen mod mål på toppen af kategori 3-stigningen SuperDévoluy. Denne er klart hårdest i bunden, hvor den første kilometer stiger med 8,2 procent, inden den flader mere og mere ud over de sidste tre kilometer og slutter med en kilometer på under fire procents stejlhed. Over de 3,8 kilometer giver det en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,9.

 

Netop denne afslutning har to gange tidligere været brugt i Critérium du Dauphiné. Tilbage i 2013 lancerede Samuel Sánchez et angreb på Col du Noyer og fik følgeskab af Jakob Fuglsang, som han slog i spurten om etapesejren, mens de fleste af de øvrige favoritter kom i mål under et halvt minut efter. Tre år senere tog Steve Cummings en imponerende solosejr fra det tidlige udbrud, mens favoritterne bag ham kom i mål inden for få sekunder af hinanden.

 

 

18. etape, torsdag d. 18. juli: Gap - Barcelonnette, 179,5 kilometer

Med sine 3.100 højdemeter og fem kategori 3-stigninger er 18. etape en kuperet mellemetape, der hverken lefler for de rene sprintere eller de rene klatrere. Toppen af sidste stigning falder dog med 40 kilometer til mål, så selv om afslutningen ikke er flad, er den dog heller ikke hårdere, end at nogle af de mest holdbare sprintere måske kan se idé i at holde feltet samlet - det er i hvert fald definitivt sidste udkald for feltets hurtigste.

 

 

På den anden side er de mange mindre stigninger også perfekt angrebsterræn, hvor en stærk gruppe kan etableres og skabe sig et solidt forspring. Den første kategori 3-stigning er kun opmålt til 3,9 kilometer, men vejen derhen stiger også, og så er der reelt set 14 kilometers opstigning til at lancere angreb på. For selv om det er de holdbare sprinteres sidste chance, så er det samme tilfældet for de mange udbrudsspecialister, der ikke kan vinde i de højere bjerge.

 

Indløbet til målbyen bugter sig med en række kontrabakker og indeholder et S-formet sving bare 250 meter fra mål, som bliver vigtigt at placere sig korrekt i under enhver form for spurt.

 

 

19. etape, fredag d. 19. juli: Embrun - Isola 2000, 144,6 kilometer

Hvis jeg skulle udnævne en kongeetape i dette års Tour de France, må det være denne, selv om jeg nu også godt kan lide løbsdirektør Prudhommes udtryk ”ultrabjergetape”. Ultrahård er den i hvert fald med sine to bjergpas uden for kategori og sin målstreg på en kategori 1-stigning i lige over to kilometers højde samt et samlet antal højdemeter på 4.400.

 

Etapen er tilmed kun 144,6 kilometer, så det er en intens etape med kun få meters flad vej. En stor del af disse er placeret i etapens indledning, inden vejen efter små 25 kilometer begynder at hælde op ad imod dagens første top, Col de Vars. Denne er opmålt til en længde på 18,8 kilometer, men byder på et plateau halvvejs oppe, som trækker den gennemsnitlige stigningsprocent ned på 5,7. Meget stejl er den dog også kun i en enkelt af de første kilometer, hvor den når op på 10,5.

 

Nedkørslen er snørklet de første mange kilometer, men når dog ned til en mere lige, let faldende vej langs floden L’Ubaye. Efter byen Jausiers venter så den frygtindgydende Cime de la Bonette, der med sine 6,9 procent over 22,9 kilometer ikke kan være andet end uden for kategori og tilmed er ene om at give dobbelt i bjergkonkurrencen.

 

Bjergpasset er dette Tour de Frances højeste, og det er ikke så mærkeligt: Vejen hen over toppen er nemlig den højest beliggende i hele Frankrig. Efter nogle relativt milde første fem kilometer tager den fat med en jævn stigningsprocent, der i de næste 11 kilometer holder sig mellem seks og ni procent i stigning. Bjergsøen Lac des Essaupres indvarsler de mere ujævne sidste seks kilometer af stigningen, hvor den svinger mellem tilnærmelsesvist flade strækninger og meget stejle. Den sidste kilometer er stejlere end de foregående 22 og stiger i gennemsnit 10,3 procent, men når i momenter over 15 procent.

 

En nedkørsel fra 2.800 meters højde er selvsagt spektakulær, men de vanskelige hårnålesving er godt samlet på den midterste tredjedel af vejen ned. Efter hele 25 kilometers regulær nedkørsel nås byen Saint-Étienne-de-Tinée, som også markerer ankomsten til et jævnt, generelt faldende dalstykke hen til byen Isola i under 900 meters højde.

 

Herfra begynder så opkørslen op mod målstregen ved Isola 2000, der, som navnet antyder, befinder sig lige over 2.000 meter over havets overflade. De 16,1 kilometer derop stiger i gennemsnit med 7,1 procent, men er væsentligt hårdere på sin første halvdel end sin sidste. Ud ad de første otte kilometer er der nemlig tre af dem, der i gennemsnit stiger med godt ti procent, mens de sidste otte kilometer omvendt holder sig omkring de fem-seks procent, men dog med korte, meget stejle passager undervejs.

 

 

Isola 2000 dukkede op i først en kvindelig pendant til Tour de France i 1992 for så året efter at lægge målstreg til 11. etape af herrernes udgave. Her vandt Tony Rominger, schweizeren født i Vejle, sin anden bjergetape i træk foran urørlige Miguel Induráin, men dette er første gang i over 30 år, at Isola 2000 er destination for et professionelt cykelløb.

 

 

20. etape, lørdag d. 20. juli: Nice - Col de la Couillole, 132,8 kilometer

Denne 20. etape er løbets sidste med samlet start, men det er langt fra ensbetydende med, at rytterne ikke kommer i mål én for én. I hvert fald byder den på fire hårde stigninger fordelt på kun 132,8 kilometer, og målstregen er placeret på toppen af den sidste. Etapens 4.600 højdemeter er det højeste antal i hele løbet.

 

Med så mange stigninger på så kort tid ligner etapeprofilen et sæt hajtænder, og der skal nærmest ikke køres på flade veje på noget tidspunkt. Efter under ti kilometer går det op ad imod den ukategoriserede Col de Nice, som følges af kategori 2-stigningen Col de Braus på 10,2 kilometer og 6,3 procent. (Hvis nogle af disse stednavne lyder bekendte, så indgår de ofte i Paris-Nice.)

 

Nedkørslen herfra er frygteligt teknisk med så tætsiddende kurver, at udtrykket serpentinesving er mest rammende. Nede i dalen går turen først over en lille knold, inden Col de Turini i kategori 1 skal bestiges. De første af de i alt 20,7 kilometers opkørsel har relativt lave stigningsprocenter og holder sig under de seks procent op til landsbyen Moulinet. Efter ti kilometer tager den dog fat men holder sig ujævn, idet den svinger mellem stykker på 5,6 og op til 8,5 procent i gennemsnit. Hen over toppen flader den ud med lave stigningsprocenter.

 

Også denne nedkørsel bugter sig meget og har tekniske passager med hårnålesving spredt fra top til bund. I dalen går det støt op ad forbi en pointspurt inden den næste kategori 1-stigning, Col de la Colmiane, officielt lægger vej til. Den opmålte del af denne stigning er på 7,5 kilometer og 7,1 procent i gennemsnit, og nedkørslen er derfra er teknisk, men dog med lidt færre hårnålesving end de foregående.

 

Det lykkes minsandten at finde fem flade kilometer i dalen, inden målstigningen, Col da la Couillole begynder. Over sine 15,7 kilometer er den meget jævn i sin gennemsnitlige stigningsprocent på 7,1. På sine første ti kilometer holder den sig omkring 7,5-8 procent, inden tre kilometer med 6,5 procent følger. De sidste tre kilometer op til målstregen er igen oppe på 7,5-8 procent i gennemsnit, men når i momenter over de ti procent inde på sidste kilometer.

 

Målstigningen har to gange inden for de senere år lagt målstreg til feltet i Paris-Nice. På 7. etape i 2017 tog Richie Porte en solosejr foran Alberto Contador på en dag, der havde altafgørende betydning for klassementet, idet Sergio Henao erobrede førertrøjen og forsvarede den løbet ud. Så sent som i 2023 udbyggede Tadej Pogačar sin føring ved at slå David Gaudu og Jonas Vingegaard på målstregen, mens de øvrige favoritter blev sat til vægs af trioen.

 

 

21. etape, søndag d. 21. juli: Monaco-Ville - Nice, 33,7 kilometer

Sidst Tour de France placerede en enkeltstart på løbets sidste etape var udfaldet så afgørende og dramatisk, at det er en film værdig. Den impulsive Laurent Fignon viste sig at ikke have stort nok forspring til at holde den snusfornuftige Greg LeMond bag sig, og så vandt amerikaneren Tour de France med sølle otte sekunder - kortere tid end det tager at læse denne opsummering.

 

Her 35 år senere har ASO besluttet, at tiden nu igen er inde til at afslutte Tour de France med en enkeltstart. Måske anledningen er den i forvejen atypiske afslutning, der altså for første gang nogensinde er henlagt til en anden by end Paris, nemlig Nice, da hovedstaden er lagt ned af OL-afvikling.

 

Det er da også en givetvis mindeværdig enkeltstart, de har planlagt til lejligheden med en rute fra fyrstendømmet Monaco og ad bjergrige veje til Nice. Man kan ligefrem tale om en bjergenkeltstart, da ruten inkluderer den 8,1 kilometer lange kategori 2-stigning La Turbie på 5,6 procent, mens også den stejle Paris-Nice-kending Col d’Eze - 1,6 kilometer, 8,8 procent - skal bestiges.

 

Der er altså tale om alt andet end en tonserrute, idet der kun køres på flad vej i begyndelsen og slutningen - i alt blot 8,5 kilometer, så en fjerdedel af ruten. Første mellemtid er på toppen af La Turbie efter 11,2 kilometer, anden mellemtid er på Col d’Eze efter 17,1 kilometer og en sidste mellemtid tages i bunden af nedkørslen fra Col d’Eze efter 28,6 kilometer.

 

Rent teknisk er stigningen op til La Turbie fuld af hårnålesving og kan kun blive en uforglemmelig kulisse til en Tour de France-afslutning. Den lille nedkørsel fra La Turbie hen mod Col d’Eze er på bugtet vej uden skarpe sving. Den reelle nedkørsel fra Col d’Eze er teknisk med fire deciderede hårnålesving samt flere andre skarpe kurver. Den flade afslutning i Nice køres helt ude ved vandet og Promenade des Anglais.

 

Med 695 højdemeter bliver ruten svær for de kraftfulde enkeltstartsspecialister, der så sent i løbet også må være mere udkørte end de tempostærke klassementsryttere, der her har bedst chance for etapesejren. De temposvage klassementsryttere kan glæde sig over de få kilometer på flad vej, men der skal ikke herske tvivl om, at der kan skabes store tidsforskelle i klassementet på denne sidste etape.

 

 

Det blev de sidste ord om Tour de France-ruten i denne omgang. I optakterne til de enkelte etaper vil jeg uddybe, hvordan de enkelte etaper lægger op til forskellige scenarier for etapeafgørelsen samt de 15 ryttere, der står med gode vinderchancer. Nu glæder jeg mig bare til at se, hvordan rytterne griber denne rute an.

Vive le Tour!

 

Copyright på etapeprofilerne tilhører A.S.O.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Prueba Villafranca(1.1) 25/07

Vuelta a Castilla y Leon(1.1) 23/07

Czech Tour(2.1) 25/07-28/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

Prueba Villafranca(1.1) 25/07

Czech Tour(2.1) 25/07-28/07

OL - Herrer (Enkeltstart)(JO) 27/07

OL - Herrer(JO) 03/08

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger