Tour de France: Bjergtrøjen

nullNår den førende rytter i Tour de France tildeles en gul trøje var det oprindeligt for at associere til L’Auto’s gule sider. Bjergtrøjen kom først til senere. Vincente Trueba blev den første vinder tilbage i 1933, hvor årets bedste bjergrytter for første gang blev kåret på baggrund af en indlagt konkurrence. Selve den prikkede trøje blev dog ikke introduceret før 1975. Hvorfor netop bjergtrøjen endte med at blive kendetegnet ved dens røde prikker er et omdiskuteret spørgsmål, men mange argumenterer for, at det blev bestemt af den første sponsor, Poulain Chocolate. Faktum er dog, at trøjen siden 1993 er blevet sponsoreret af supermarkedskæden Champion.

Man kan roligt sige, at bjergtrøjen har haft problemer med at finde en ‘værdig’ ejermand de seneste år. Trøjen blev ellers i næsten et årti, gennem franske helte som Laurent Jalabert eller Richard Virenque, associeret med fransk elegance; smukke angribere der drog på lange togter. De seneste års spøjse eller uheldige vindere har dog hver på sin måde skændet trøjens aura. Det skal således blive spændende, om trøjen symbolsk vil virke som en tung, historisk last af dårlige minder, eller om den som tidligere vil synes at beskænke dens bærende rytter med en tilsyneladende følelse af vægtløshed: om den vil give ’vinger’.

Den polkadot-farvede bjergtrøje er gennem årene skiftevist gået til to ryttertyper. Enten en overlegen klassementsrytter, eller en rytter, der risikerer klassementsforhåbninger ved at give sig i kast med lange soloridt, på etaper, hvor der er mange point at hente. Gennem halvfemserne og starten på dette årti havde sidstnævnte type tilsyneladende fået overtaget. Virenque fremhæves ofte som en rytter, der kom for ’let’ til trøjen, selvom letheden af sådanne præstationer kan diskuteres.

Som en respons hertil indførte ASO i 2004 et nyt pointsystem, hvor kategoriernes henholdsvise point blev småjusteret, og som samtidig har gjort, at vinderen typisk har været en slags mellemting mellem de to beskrevne ekstremer. Stigningerne er fortsat kategoriseret ’bagvendt’, altså at kategori-4 er lettest og giver færrest point, mens kategori-1 er skønnet hårdere og derfor mere pointgivende. Den højeste kategori, hors catégorie (HC), er reserveret til stigninger ’uden for kategori’; tilegnet de exceptionelt hårde stigninger, der derfor giver flest point. Der gives nu endvidere dobbelt antal point på de afsluttende bjerge, såfremt disse er kategori 2 eller højere. Målet med denne regel er naturligvis at gøre livet svært for lykkeriddere, og at give klassementsryttere mere lige forhold overfor udbrudskongerne.

Selvom Virenque formåede endnu en sejr under de nye pointsystem, illustrerer Michael Rasmussen bedre de nye tilstande. Danskeren vandt sin første bjergtrøje i 2005. I sin metode levede han op til det ASO havde i tankerne, og han gjorde trøjen ære, i hvert fald de første år. Rasmussens bjergtrøjer var dels grundlagt på store togter, mens drømmen om bjergtrøjen var ikke nødvendigvis til hindring for danskerens ambitioner i klassementet. Mauricio Soler og Bernhard Kohl fulgte op på Rasmussens eksempel og Kohl formåede endda at sikre sig trøjen uden det karakteristiske daglange togt. På hver sin måde har de dog skændet trøjen. Michael Rasmussen via sine nu gennemtraskede whereabouts-problemer; Kohl på grund af sin positive dopingdom. Solers ’synd’ består primært i, at han endnu mangler at leve op til det prædikatet som den fremtidige bjergkonge, han ellers var udset.

Ruten
Selvom pointsystemet stadig har de samme modarbejdende mekanismer, må det medgives, at ruten tilgodeser udbrydere frem for klassementrytterne. Der er flere etaper, hvor der er mange point at hente. De fleste af disse nøgleetaper starter endvidere med en stigning, hvormed de som virkelig ønsker trøjen, og som har benene til at følge det op, får lettere ved at ramme det rigtige udbrud.

For de med forhåbninger om at vinde bjergtrøjen er der en række nøgleetaper. Første gang trøjen kommer rigtigt i spil er på anden etape. Etapen starter med en kategori-3 stigning, og efterfølges af tre kategori-4 stigninger, hvorfor den heldige rytter formentlig kan bevare trøjen indtil Pyrenæerne. Selvom der naturligvis er mange point på spil på syvende etape til Andorra, er det især de to efterfølgende etaper, der tilgodeser potentielle bjergkonger, da klassementrytterne ikke kan forventes at spille helt ud. Ottende etape starter f.eks. med en stigning af kategori-1, og efterfølges af to stigninger af henholdsvis kategori-2 og kategori-1.

Inden Alperne kommer 13. etape til Colmar, der måske kan vise sig den mest afgørende for bjergtrøjen. Etapen indeholder fem kategoriserede stigninger, hvor den sidste er af kategori-2, og giver dobbelt. Hvor udbrydere formentlig vil udbygge deres pointforspring, vil klassementrytterne nødvendigvis skrabe point sammen i Alperne. 15.-17. etape starter alle opad, med rigeligt med pointgivende stigninger at skrabe til sig, før favoritterne rigtigt vil tage sig sammen. En aspirerende bjergkonge må nødvendigvis forventes at komme af sted på 17. etape, der med fem store stigninger undervejs er løbets mest pointrige, og hvorefter trøjen formentlig vil have fundet sig en senere vinder.

Favoritterne
Man har ikke kunnet sige, at den polkadot-farvede trøje har klædt sine seneste ejermænd. Trøjen bringer minder og associationer til livs, og ved hverken Kohl eller Soler har trøjen, på det æstetiske og måske symbolske plan, bekommet dem vel. Med sin akavede kropsbygning og stil minder Mauricio Soler ikke lige frem om de legendariske bjergryttere, som Colombia gennem tiden har skænket cykelsporten, og heller ikke Bernhard Kohls arbejdsomme, slid, omend effektivt, passede bjergtrøjen stilmæssigt specielt godt.

I modsætning hertil står bjergtrøjens måske største favorit, David Moncoutie (Cofidis), som om nogen er indbegrebet af elegance på cykel. Da Moncoutie i juni vandt sin skønne etapesejr på 7. etape af Dauphiné Libéré, røbede det lette tråd ingen smerte. Samme sejr viste, at formen op til Tour de France er i orden, og i modsætning til tidligere sæsoner har han ikke været unødigt godt kørende siden maj, og træthed burde ikke blive et problem. Moncoutie er oven på et par magre, skadesplagede sæsoner i gang med lidt af comeback, der i første omgang blev indledt under sidste års Vuelta a España. Undervejs i den spanske rundtur, blev det både blev til etapesejr, en samlet 8. plads og sejr i bjergkonkurrencen. Det er formentlig denne sejr, der har givet franskmanden modet på at forsøge noget tilsvarende i Tour de France, og han er blandt de få, som faktisk har ytret bjergtrøjen som et mål. Den 34-årige franskmand har aldrig været bange for lange togter i bjergene, og ved hvad det kræver at vinde i Tour de France, hvor han hidtil har samlet sig to etapesejre.

Men det er generelt en uforudsigelig trøje, og en mængde af de beskrevne favoritter og outsidere kan også tænkes at give sig i kast med trøjen, selvom den ikke står som et erklæret mål. Hvis vi starter med de franske emner, ville det næsten være en skam ikke at nævne Christophe Moreau (Agritubel). Selvom den franske veteran har haft en noget nær usynlig sæson, har han faktisk givet små indikationer på, at trøjen kunne være hans alderdomsprojekt. Yngre bud der måske fjerner sig lidt mere fra ønsketænkningens arena tæller Pierrick Fédrigo (B-Box Bouygues Telecom), der for nylig vandt bjergtrøjen i Dauphiné Libéré. Fédrigo er dog ikke nogen født bjergrytter og vil typisk begrænse sig til etapesejre. Den yngre holdkammerat Pierre Rolland har derimod gennem sin unge karriere ofte gået specifikt efter bjergtrøjer, og hvis formen kan klappe, vil han være et spændende bud.

Et andet fransk bud kunne være Christophe Le Mével (Française des Jeux), der i denne sæson ikke blot er taget et niveau op, men flere, og har især forbedret sig i bjergene, fremvist med top-10 placeringer i Paris-Nice og Dauphiné Libéré. Til Tour de France vil Le Mével sikkert opgive drømme om den samlede stilling, og han har ført haft held med lange udbrud, bl.a. med en etapesejr i Giro d’Italia (2005). Endvidere kunne altid offensive Sylvain Chavanel (QuickStep) tænkes at give trøjen et seriøst forsøg efter mange halve. Chavanel har i hvert fald været meget åben for nytænkning gennem de seneste succesfulde sæsoner og har for nylig meldt ud, at han tænker på den prikkede trøje.

Kigger man uden for de franske grænser, er ryttere fra det offensive og orangeklædte Euskaltel-mandskab ofte placeret godt fremme i sådanne konkurrencer. I første omgang vil Igor Anton være interessant, hvis dennes klassement klapser, ligesom holdkammeraten Egoi Martinez, som den evige angriber han er, altid være et godt bud. Og efter Valverdes udelukkelse vil Caisse d'Epargne stå uden nogen oplagt favorit i det samlede, og holdets mange stærke bjergryttere uden lige så fastlåste roller. José Ivan Gutierrez er ikke den mest naturlige bjergrytter, men yderst aggressiv, og hvis han kan smitte de mere forsigtige, men dygtige holdkammerater som David Arroyo, Luis Pasamontes eller Xavier Zandio, kan der måske ske ting og sager.

Yaroslav Popovych (Astana) har de nødvendige kvaliteter, men vil være bundet af andre pligter. Det samme gælder i udgangspunktet Juan Manuel Garate (Rabobank). Garate har før vundet bjergtrøjen i Giro d’Italia (2006), og på trods af pligter som hjælperytter for Denis Menchov og en middelmådig sæson, er han en rytter, der har svært ved ikke at køre efter bjergpoint. Alexandre Botcharov (Katusha) har aldrig haft noget udpræget held med klassementkørsel, og russeren med den smalle statur, ville klæde trøjen. Endnu en russisk angriber finder man i Yuri Trofimov (B-Box Bouygues Telecom), der ofte har vist sig som bjergfærdig samt som en ukuelig, slidstærk angriber, der i modsætning til i fjor har fået en mere rolig opbygning til Touren.

Et seriøst forsøg på bjergtrøjen kræver frihed, og selv om danske Chris Anker Sørensen (Team Saxo Bank) drømmer om bjergtrøjen bliver det formentlig ikke i år, at han får mulighed for at forsøge sig. 24-årige Sørensen er tiltænkt en vigtig taktisk rolle hos det danske hold. Men unge Sørensen har i efterhånden i mange omgange vist, senest under Tour de Suisse, at han slet ikke kan lade være med at snuppe bjergpoint. Spild af kræfter måske, men omvendt kan bjergpoint også komme i spil, skulle Sørensen blive spillet offensivt ud på et tidligt tidspunkt. Under alle omstændigheder er det rart, at danskeren lader sine drømme komme til udtryk, for bjergtrøjen handler om noget om at tænke stort.